Ugens Kunsthistorie: VERDEN ER SÅ STOR, SÅ STOR

DA JEG I FORÅRET OPDAGEDE at verden også rummer Nyseaber og 10.000 andre for mig ukendte dyrearter, fik jeg en følelse af rigdom; Vi kender heldigvis ikke hele verden, der er stadig uudforskede steder, ukendte territorier og masser af ubetrådte stier.

RIGDOMSFØLELSEN kom igen, da jeg denne sommer stod på Fredericianum i Kassel og så gruppen af skulpturer kaldet De Baktriske Prinsesser. Før det øjeblik havde jeg aldrig hørt om disse skulpturer, om baktriske prinsesser eller om den kultur der herskede i oltidsriget Baktrien. Jeg anede ikke engang, at der fandtes et sted der hed Baktrien.  Og en helt ny verden åbnede sig.

DE BAKTRISKE PRINSESSER kaldes prinsesser, men det er sandsynligt at de er gudinder af en slags. Disse volumiøse miniature figurer er på en og samme gang utroligt detaljerede og samtidigt meget enkle. De er komplekse konstruktioner, fordi de er sammensat af flere sten, udhuggede samt dekorerede. Kjoler, hoveder, hår, arme/ fødder og øjne er skabt af forskellige stenmaterialer. De har alle geometrisk dekorerede kjoler på, og de fleste sidder på en sokkel, en stol eller bare på jorden. På trods af de komplekse konstruktioner, ser de utroligt enkle ud. De vækker forestillinger om prinsesser der sidder et eksotisk sted og bliver underholdt dagen lang af hoffolk, kunstnere og undersåtter.

BAKTRIEN er navnet på det eksotiske asiatiske oldtidsrige som prinsesserne blev skabt i. Dette rige lå mellem  bjergkæden Hindu Kush og floden Amu Darja. I perioden mellem det 3. og det 2. årtusinde F.Kr. F. forsynede Baktrien Mesopotamien med råmaterialer, hvilket skabte grundlag for en velstående broncealder kultur.

DER FINDES IDAG 80 af skulpturerne på museer og hos samlere over hele verden, bla. på Louvre i Paris og på Metropolitan Museum of Art i New York. På dOKUMENTA 13 i Kassel udstilles altså 8 af dem. Og de er placeret i den del af udstillingen, som kaldes THE BRAIN, hvilket understreger af kuratorteamet med kunsthistorikeren Carolyn Christov-Bakagiev i spidsen har besluttet, at de er særligt vigtige. Og hvorfor er de så det?

SKULPTURERNE er imponerende på grund af deres alder, skønhed, skrøbelighed og sjældenhed. Men det er formentlig ikke kun derfor at de er med på dOKUMENTA 13. Idag er Baktrien en region der ligger imellem det nordlige Afghanistan, Turkmenistan, Uzbekistan og Tadjikistan. Og særlig det førstnævnte land fylder en deli vestlig bevidshed idag.

DE BAKTRISKE PRINSESSER repræsenterer en næsten ukendt fortid i Afghanistan - et land man desværre mest associerer med krig, krig og krig.  Og den følgende ødelæggelse. Men Afghanistan er et vigtig omdrejningspunkt på dOKUMENTA 13. Der er flere kunstværker med der berører Afghanistan, bl.a. Goshka Macuga (1967) og Alighiero Boetti (1940-1994). Og Queens Palace og Bagh-e Babur i Kabul er officielle sattelitter, hvor der vises dOKUMENTA 13 kunstværker af bl.a. Francis Alÿs (1959) og Tacita Dean (1965) og William Kentridge (1955). 

AFGHANISTAN er ikke alment kendt for sin rige kultur. Men man kan sige, at det har dOKUMENTA 13 påtaget sig at ændre på. Jeg ved ikke om det lykkes. Jeg ville gerne se udstillingsdelen i Kabul, men kan vist samtidig slå fast at der kommer jeg nok ikke de næste par år. Om nogensinde.

TIL GENGÆLD er det sikkert, at jeg skal se De Baktriske Prinsesser på både Louvre og Metropolitan og i de andre tilgængelige samlinger hvor de findes. For de er rigtig spændende. Og ikke kun på grund af deres geografiske historie. Men på grund af dem selv, for de er helt unikke. De har træk tilfælles med eksempelvis kubistiske skulpturer. Jeg kommer bl.a. til at tænke på Adams Fischers (1888- 1968) Spiralpigen fra 1918. De har materialet og udhugningen og dekorationen tilfælles. Men også kunstneren Jens Peter Kellermanns (1952) smukke kvindeskulpturer minder de mig om. Kellermanns figurer er også sammensat af forskellige materialer.

SPØRGSMÅLET ER om De Baktriske Prinsesser ville være blevet udstillet i hjerne-rummet på dOKUMENTA 13, hvis de ikke stammede fra Baktrien og havde noget med Afghanistans kulturelle historie at gøre. Deres skønhed alene havde nok ikke placeret dem der. De vidner om at verden er stor og rummelig, men er også en opfordring til at tage intellektuelt ansvar med hensyn til den politiske situation i Afghanistan. Og deres tilstedeværelse demonstrerer at kunsten altid også optræder i en politisk kontekst.

Ugens Kunsthistorie: DONATIONER

DIREKTØREN på Stedelijk Museum Amsterdam - Ann Goldstein - befinder sig lige nu i en kæmpeskandale i Nederland. Det er kommet frem at museet er blevet tilbudt en samling malerier af den abstrakt ekspressionistiske kunstner Willem De Kooning (1904-1997), men at de aldrig har reageret på tilbuddet og derfor er donationen nu trukket tilbage.

DET VIDES IKKE præcist hvad donationen bestod af eller hvorfor medarbejderne på Stedelijk ikke besvarede tilbuddet.  Dette er naturligvis direktørens ansvar. Og resultatet er, at kritikken hagler ned over hende fra alle sider. Hun kritiseres især for ikke at være synlig og ikke at have formået at skabe opmærksomhed nok omkring Stedelijk Museum Amsterdam - der genåbner 23. september 2012 efter mange års ombygning.

PRINCIPIELT - og teoretisk bør ethvert museum tage imod donationer uden større overvejelser. Mange museumssamlinger er også afhængige af donationerne. Dels naturligvis pengedonationer, men i høj grad også værkdonationer. Det lyder altid fantastisk at nogen vil donere kunst og umiddelbart tænker man, at det da kun kan være noget, man kan tage imod med kyshånd og bukken og skraben. Men jeg har hørt mange klager fra museumsmedarbejdere over de værker, de bliver tilbudt. For der er langt imellem de gode tilbud.

JEG HAR ARVET TO SMÅ MALERIER fra min grandtante, der havde arvet dem fra sin far. Han havde købt dem i Amsterdam og de var signeret af Rembrandt. Så i generationer troede man i familien, at vi ejede to Rembrandter. Jeg er sikker på at den museumsmedarbejder der har fået lov til at se på disse 'værker' har fået sig et billigt grin. For godt nok var Rembrandt van Rijn (1606-1669) en meget produktiv maler, men disse har ikke og har aldrig haft meget til fælles med en original Rembrandt. Og sådan er det jo rundt omkring i familierne. Mange ligger inde med arvestykker, som man tror er mere værd end de i virkeligheden er. Museumsmedarbejderne kan jo ikke tillade sig at grine af tilbuddene, så de må pænt og høfligt afvise.


DET ER IKKE PROBLEMFRIT at modtage donationer. Der er rigtig mange forhold der skal tages i betragtning og grundige overvejelser der skal gøres: 1) Er værkerne museumsværdige, dvs. er de udført af en kunstner/ kunstnere som det er relevant at udstille på et museum, 2) Er værket en af Henry Heerup udsmykket plasticpose fra Irma, som der findes mange af eller er det noget særligt som museumsgæsterne også vil få noget særligt ud af at opleve på museet, 3) Passer værket/ værkerne ind i den aktuelle samling. Hvis museets samling eksempelvis fokuserer på Guldaldermalerier passer en Heerup-skulptur ikke nødvendigvis ind, 4) Er værket i en sådan stand, at det vil være en alt for kostbar opgave for museet at overtage ansvaret for værket, 5) Er det donerede værk dårligere end de værker, museet i forvejen ejer af kunstneren.

MEN det er ikke nok med det. For nogle gange følger der klausuler med donationerne, og selvom disse som regel (hvis donationen går igennem) hemmeligholdes, så kan det jo eksempelvis være at museet forpligter sig til at opkalde salen eller fløjen, hvor donationen hænger, for den glade givers navn. En anden ting er at man som museum ved at modtage en donation kan være med til at blåstemple en bestemt samler, selvom denne måske har tjent pengene på børnearbejde i Indien, kokainproduktion i Columbia eller våbensalg til Afghanistan.

FALDGRUBERNE er mange og rundt omkring på museerne sidder kunsthistorikere og river sig i håret over de donationstilbud de modtager. Rigtig mange må man afvise, men da ingen har lyst til skandalehistorier om at man afviste en Picasso ... eller en Willem De Kooning, bliver de fleste tilbud gransket rigtig nøje.

NETOP derfor er det så underligt, hvad der egentlig er sket på Stedelijk. Men den kunsthistorie må vi vente lidt på.

Dagens Kunsthistorie: MUST SEE-EXHIBITIONS IN AMSTERDAM

THERE is SO much to experience in Amsterdam! And so many obvious places to visit when interested in art. So this is a selection of my favourite exhibition places in Amsterdam right now.


BUT this doesn't mean that I favour their exhibitions. At FOAM I think the exhibition with Ron Gallella is a big mistake. Why honour a man with an exhibition, when what he does is chasing other people?  But the exhibition about photoalbums is cute and gives you a lot to think about!


ENJOY this mini-guide to ART in Amsterdam:

Stedelijk Museum Bureau Amsterdam, read about the exhibition here.
The Memories Are Present - until 12 August 2012
Rozenstraat 59, 1016NN Amsterdam
www.smba.nl

DE APPEL Arts Centre - read more here
Topsy Turvy - until 23 September 2012
Prins Hendrikkade 142, 1011 AT Amsterdam
www.deappel.nl

Huis Marseille Museum voor Fotografie
Chino Otsuka - A World of Memories - until 9 September 2012
Keizersgracht 401, 1016 EK Amsterdam
www.huismarseille.nl
PS: Don't bring 50 euro-notes, they can't change!

Foam All About Photograpy, READ MORE ABOUT ALL THE EXHIBITIONS here
RON GALLELLA - Papparazzi extraordinaire - until 22 August 2012
Keizersgracht 609, 1017 DS Amsterdam
www.foam.org

Gemeente Amsterdam STADSARCHIEF
Isaac Israels in Amsterdam - Stadswandelingen
Until 26 August 2012
Read more here

Ugens Kunsthistorie: dOCUMENTA 13

En vigtig del af dOKUMENTA-udstyret!

DER ER SÅ mange fantastiske værker og gode oplevelser på dOCUMENTA 13 i Kassel, at det ikke lader sig gøre at nævne dem alle sammen i en kunsthistorie, for så vil den jo bare blive en lang opremsning af navne. Jeg kan heller ikke sige, at der er een kunstner eller et bestemt kunstværk der hæver sig over alle de andre, for der er for mig mange kunstværker og kunstnere der tårner sig op. Det er kunst, som jeg vil skrive om i kunsthistorier de kommende år, indtil Documenta 14 - og kunst jeg aldrig glemmer.

SÅDAN har det været med alle de Documentaer, jeg indtil nu har oplevet. Min første var Documenta 10, hvor Johan Grimonprez' værk DIAL HISTORY var en uforglemmelig oplevelse. På Documenta 11 skabte Okwui Enwezor og hans fantastiske team et banebrydende globalt udstillingskoncept, der viste at der skam også skabes kunst udenfor den vestlige kultursfære. På Documenta 12 var den polske kunstner Artur Zmijewski blandt højdepunkterne.

FOR EN KUNSTELSKER er Documenta en fantastisk mulighed for at svælge i kunst. Documentaer synes at være uendelige, og der er altid noget, man desværre ikke har fået med. Men det betyder ikke så meget, for hovedkonceptet står for det meste alligevel klart. Jeg indrømmer at jeg er positiv før start, men jeg er heller aldrig blevet skuffet over en Documenta-udstilling i Kassel.

dOCUMENTA 13 er en gedigen kunsthistorisk baseret udstilling der i sit udgangspunkt vil gøre og være alt bortset fra logocentrisk. Med så bredt et udgangspunkt kan man næsten ikke støde nogen. Og alligevel synes jeg, at der er småting man kan anfægte ved dette års udstilling.

FØRST OG FREMMEST er hovedudstillingen på Fredericianum præget af kødannelser. Der er begrænsning på det antal besøgende, der kan være i flere af rummene, bl.a.det meget vigtige 'hjernerum'. Dette naturligvis af hensyn til værkerne og fordi der - heldigvis - er rigtig mange der besøger Documenta. Men jeg kan blive nervøs for at mange vælger køen og dermed 'hjernen' fra. Derfor virker det elitært at arrangere sig sådan.

MIN ANDEN ANFÆGTELSE er, at rigtig mange gode kunstværker forbindes med kunstnernes biografi på en sådan måde at man spores væk fra værket og blot ser det som en illustration af en (lidelses)historie.

BORTSET fra disse anfægtelser, er dOCUMENTA 13 en stor udstilling med stof til megen eftertanke. Og jeg vil anbefale alle at tage dertil! Man skal blot huske gode vandresko, en flaske vand og den tykke grønne guidebog. Rigtig god fornøjelse!

Ugens Kunsthistorie: FAMILIEN BANG PÅ MUNKERUPHUS

I CAFEEN på Munkeruphus står en mammut. Man kan nærmest mærke støvet i den rødbrune pels fra dens mange vandringer i et eventyrligt forhistorisk landskab. På trods af de imponerende stødtænder, bliver man nu ikke bange, for dyret er på størrelse med Lille Pers elefant i Far til Fire-filmene. Og skabt i stentøj.

MAMMUTTEN er bare et af værkerne på den omfattende udstilling som Munkeruphus har sat sammen denne sommer med titlen KUNST I GENERATIONER. Her er - som titlen lover -  kunstværker af flere generationer af kunstnere i familien Bang. De arbejder med malerier, skulpturer, glas og keramik. Udstillingen kan ses frem til 7. september.  

ER MAN NYSGERRIGT anlagt, er det jo altid interessant at se, hvordan man i en familie varetager sine kreative evner på forskellig vis.  Men udstillingen havde stået stærkere, hvis man havde lagt mere vægt på de kunstnere, der er repræsenteret på den smukke udstillingsplakat og deres værker end på det familieære. Det er spændende at en familie rummer så mange forskellige kreative talenter, og konceptet kan fungere. Jeg har i en tidligere kunsthistorie skrevet om Munkeruphus og min ønskeudstilling der, læs her. Men i dette tilfælde ville princippet Less is more have været godt at følge.

FORMIDLINGEN af udstillingen er ekstremt mangelfuld. Bortset fra en planche på væggen, når man lige kommer ind samt en kopi af værkfortegnelsen man kan låne ved indgangen, er det næsten fuldstændigt umuligt at finde ud af hvem der udstiller hvad og hvor, eller hvem der har skabt de forskellige værker.

VI MÅTTE DESVÆRRE opgive at hitte rede i, hvem der havde skabt hvilke værker. Det er en skam, for der udstilles jo en skat og en smule formidling havde hjulpet os der ikke selv ejer værker af en Bang eller kender til familiens medlemmers æuvre i øvrigt. Det eneste medlem der virkelig skilte sig ud var Diego Bang og hans billeder. Selvom han hører til familien, synes jeg ikke rigtigt at de hørte til, men snarere at de dekonstruerede det hele. Men min ledsager fandt dem befriende.

MUNKERUPHUS har haft et generøst materiale til sin rådighed, og den venlige dame ved indgangen fortalte stolt at der stadig kom værker til, men det er måske netop problemet – der er simpelthen for meget. Der er så mange fine værker - krukker, vaser, glas, figurer, skulpturer, hinkestene med meget mere - som udstilles i de tre rum ovenpå. Det er jo en skattekiste, men desværre er de udstillet som om det er et loppemarked, hulter til bulter og proppet sammen på alt for lidt plads.

TILBAGE i erindringen står mammutten i cafeen. Enkel og smuk, tronende alene i cafeens passende enkle og venlige omgivelser. Gid hele udstillingen havde været sådan.

Dagens Kunsthistorie: JESUS RAFAEL SOTO

"I KUNST FINDES DER IKKE LÆNGERE TILSKUERE, KUN DELTAGERE. KUNSTNEREN HAR IKKE LÆNGERE DET SIDSTE ORD" (Jesus Rafael Soto)


DEN VENEZUELANSKE KUNSTNER Jesus Rafael Soto har fødselsdag idag. Han blev født 5. juli 1923. Han er ikke så kendt i Danmark, men burde være det. Han har skabt nogle utroligt smukke, bevægelige relieffer, som bl.a. denne disede sol foroven. Den må Olafur Elisason da have set, før han skabte sit værk til Tate.

VÆRKER af Rafael Soto findes i de vigtigste kunstsamlinger i verden - bl.a. i Louisianas samling. Siden 1950erne er det forholdet mellem det statiske og det bevægelige, Soto leger med og kredser om i sine værker. Frem til sin død i 2005 arbejdede han sig væk fra det todimensionelle, som han mente var passé.

JESUS Rafael Soto udviklede sig fra et udgangspunkt som maler til at bryde med fladen og skabe sine stramme, men også uendeligt poetiske rumlige konstruktioner. Hans værker synes inspireret af arkitektur og konstruktivisme, men også af en japansk æstetik. Det er kinetisk kunst, når det er aller allerbedst.

Læs og se mere om Jesus Rafael Soto her: http://www.jr-soto.com/fset_menuprincipal_uk.html

Ugens Kunsthistorie: GUIDE TIL MUST SEE-UDSTILLINGER I EUROPA - B for Barcelona og Berlin

Barcelona:
MACBA, Museum of Contemporary Art Barcelona
Rita McBride. Tender Public - 24. september 2012
Placa dels Angels 1, 08001 Barcelona
www.macba.cat.


Berlin:
Akademie der Künste
EUROPEAN FLUXUS FESTIVALS 1962-1977:
The Lunatics Are On The Loose... - fra 13. juli til 12. august 2012
Hanseatenweg 10, 10557 Berlin
www.adk.de
Deutsche Guggenheim
Gabriel Orozco. Asterisms - 6. juli til 21. oktober 2012
Unter den Linden 13/15, 10117 Berlin
www.deutsche-guggenheim.de
Martin Gropius Bau, læs mere her
Building the Revolution: Soviet Art and Architecture 1915-35 -  til 9. juli 2012

Hamburger Bahnhoff
Cy Twombly & The School of Fontainebleu - 7. oktober 2012
Secret Universe III. Morton Bartlett - 14. oktober 2012
Hans Peter Feldman. The Dead - 13. januar 2013
Invaliden Str. 5051, 10557 Berlin
www.hamburgerbahnhof.de
CFA - læs mere her
Julian Schnabel. Deus EX Machina - til 28. juli 2012
Am Kupfergraben 10, 10117 Berlin Mitte
www.cfa-berlin.de

Ugens Kunsthistorie: MUST SEE-EXHIBITIONS - ATHEN 20

ACCIDENTIALLY perhaps, but everybody seems to go to Athens and Greece this summer. And artwise there is - of course - a lot to see, since this is the cradle of western art and culture. Maybe modern and contemporary art is not exactly what you connect with Greece. But Jannis Kounellis (1936) was actually from Pireaus. And on the coming Copenhagen Art Festival (from 24/8 to 2/9) it will be possible to experience the yonger artist Yorgos Sapountzis (1976).

IT IS POSSIBLE to experience modern and even contemporary art in Athens. Here is a guide to the exhibitions and galleries:

Athen:
Benaki Museum, læs mere her.
Sean Scully. Doric Order - til 15. juli 2012. Læs mere her.
Pireos Street Annexe, 138 Pireos & Andronikou St.

From Picasso to Koons. Artists Jewellery - 2. september 2012
Main Building, 1. Koumbori St. & Vas. Sofias Ave.
www.benaki.gr

Frissiras Museum, privat samling - se her
3 & 7 Monis Asteriou, Plaka, Athen
www.frissirasmuseum.com

National Gallery Alexandros Soutzos Museum, læs mere her
www.nationalgallery.gr

Dagens Kunsthistorie: HELLIGBRØDE

Abdi Farah vinder konkurrencen Work of Art: The Next Great Artist - season 1

FORLEDEN AFTEN så jeg tilfældigvis et afsnit af et konkurrenceprogram på svensk tv. Programmet hedder Work of Art: The Next Great Artist og det har allerede kørt i flere sæsoner. Konceptet er genbrug fra udsendelserne America's next idol/ topmodel/ designer/ top chef/ singer/ danser osv. Men det vakte min interesse, fordi det handler om billedkunst.

EN GRUPPE talentfulde kunstnere samles og sættes på nye opgaver hver uge, og de der løser opgaverne dårligst skilles fra, således at der tilsidst kun er en deltager tilbage - vinderen. Vinderen vinder ikke blot penge og materialer og momentan berømmelse, men også en udstilling. Og denne udstilling foregår ikke på et lillebitte ukendt galleri, men derimod på selveste Brooklyn Museum- se her. Brooklyn Museum er et velestimeret og seriøst museum samt et af mine - og Knud W. Jensens - absolut favoritmuseer

JEG ER CHOKERET! Hvordan kunne dette museum synke så dybt? Konkurrencens vilkårlighed har bredt sig og er nu også med til at bestemme museernes udstillingsvirksomhed! Brooklyn Museum forsvarer sig - se her, - med at konkurrencen slet ikke er ukendt område for museerne og i 1900-tallets Frankrig var konkurrencer faktisk en helt normal praksis.

FORSKELLEN er, at konkurrencerne dengang gik på kunstværkerne og deres kvaliteter, og ikke på hvem der bliver den næste STORE kunstner. I denne konkurrence er kunstværkerne en biting på vejen til det personlige gennembrud.

'THE NEXT GREAT ARTIST' leder tankerne hen på store kunstnere som Van Gogh eller Picasso. Men Van Gogh blev ikke berømt i levende live og Picasso blev ikke berømt over night, men gennem mange års insisterende arbejde, så dem finder man ikke i løbet af en tidsbegrænset konkurrence. Titlen fortæller om en persondyrkelse, der formentlig kommer til at skygge for indhold. Og ordet 'next' viser, at det er den næste døgnflue der kan få sine minutters berømmelse indtil der kommer noget nyt. NÆSTE!

SOM MED fænomenet Crowdfunding jeg beskrev i denne Kunsthistorie, kan jeg da sagtens se de sympatiske muligheder, der ligger i konkurrence-formatet. Hvis man udstiller værker af en person der er kendt fra tv, er der poetentielt mulighed for at museet får fat i et andet publikum end dét de plejer. Og konkurrence er jo forlængst blevet museernes eksistensvilkår: Kampen om midlerne, sponsorerne og gæsternes gunst/ besøgstallet.

BLOMSTER OG BIler har allerede holdt deres indtog i den danske kunstverden sammen med ufaglige eksperter, der har til opgave at gøre samlingerne mere spiselige for det kræsne publikum, mens der skæres ned på fagkundskaben. Og konkurrencen har også holdt sit indtog i form af Vores Kunst - udvælgelsen af værker i det offentlige rum i Danmark.

"SLAP AF - DET ER JO BARE UNDERHOLDNING"! Når jeg alligevel bliver bekymret, er det fordi jeg synes at dette konkurrenceformat har spredt sig til alle dele af kulturlivet - og i stigende grad accepterer vi denne præmis. Det tilfældige spiller jo ind i en sådan grad, at det totalt overskygger det faglige indhold. Det er jo ikke den bedste eller dygtigste, der kommer ud af konkurrencen som vinder. Den vigtigste del af konkurrencen er jo tilfældigheden. Derfor er det den heldigste, der vinder.

KUNSTNEREN Abdi Farah var den heldige vinder af første sæson af konkurrencen Work of Art: the Next great Artist. Det var i 2010. Læs kritikken fra Village Voice her. Mon vi hører noget til ham om 2 år?

Dagens Kunsthistorie: ADOPTÉR ET KUNSTVÆRK - MUSEER I KRISE

José Clemente Orozco: The Masses (1935)

PÅ VAN ABBE MUSEET - i Eindhoven i Nederland - ville man i jubilæumsåret 2011 gerne vise et værk af Richard Long The Wood Circle (1977). Men dette kunne kun lade sig gøre, hvis museet købte værket. For at muliggøre det skabte man dette charmerende publikumsprojekt - se her.

KRISEN KRADSER I EUROPA og det betyder, at der naturligvis alle steder må spares. I Nederland har dette især konsekvenser for store dele af kulturlivet. Protesterne fra kulturpersonligheder i hele Europa og de store nationale kulturinstitutioner har ikke fået regeringen til at ændre på spareplanerne.

MUSEERNE skal for færre penge levere det de plejer: forskning, publikumsaktiviteter og formidling samt vedligeholdelse af samlingerne. Vedligeholdelse af samlingerne betyder indkøb af relevante værker (som på Van Abbe Museet) og - især - restaurering. For at leve op til forpligtelserne tvinges kulturinstitutionerne til at gå nye og særdeles kreative veje. Således kan man på Frans Hals Museet i Haarlem adoptere et maleri - læs her.

ADOPTION AF ET KUNSTVÆRK kaldes også crowdfunding og det klinger fælt i mine ører. Det virker så vilkårligt - og er næste skridt ikke salg fra samlingen som der går rygter om fra Orlogsmuseet i Danmark? Når værket hænger på en offentligt støttet institution, må man formode at man har betalt til det via skatten. Desuden betaler man jo også for at komme ind. Og dermed burde samlingerne være sikret mod vilkårlighed.

JEG KOMMER I TANKE om et velgørenhedsprojekt, jeg så i et supermarked i London i vinter. Supermarkedet ville give penge til et projekt, men ville samtidig lade sine kunder bestemme hvilket projekt, der skulle have penge. Fem fantastiske sociale projekter - alle værd at støtte - skulle så konkurrere mod hinanden og overgå hinanden i nød og elendighed. Det var helt forfærdeligt, at kun et af disse projekter ville modtage støtte.

OVERFØRER man denne model til kunstverdenen (må det aldrig ske!), kommer samlingerne selvfølgelig til at indeholde VORES KUNST, men kriterierne for udvælgelsen bliver ikke længere rent faglige.

KULTURINSTITUTIONERNE i Nederland og i England forklarer sig med, at crowdfunding rent faktisk er publikumsprojekter, der er med til at engagere gæsterne yderligere i museets ve og vel. Og donorerne bliver til ambassadører for museet.

IDEELT SET synes jeg, at museumsgæsten altid skal blive en ambassadør for museet og samlingerne efter det vellykkede besøg. Ikke blot den museumsgæst der donerer penge til udvalgte værker, men alle museumsgæster. Indsamling af særlige midler kan man forbeholde medlemmerne af museumsklubben ved særlige medlemsarrangementer.

Dagens Kunsthistorie: 3 KUNSTSTEDER I HAARLEM

HAARLEM ER EN LILLE BY udenfor Amsterdam. Efterhånden er den næsten groet sammen med Amsterdam, så den er blevet til en forstad. Det tager ca. en halv time med tog og et par timer på cykel at komme dertil fra Amsterdam. Haarlem har, udover sin spændende arkitektur og de fantastiske små indre gårdanlæg, tre store permanente kunstoplevelser at byde på.

KUNSTHISTORIER har tidligere skrevet om det forunderlige Teylers Museum - Nederlands ældste museum (se her). Men byen rummer også Frans Hals Museet og museet De Vleeshal - nu DE HALLEN HAARLEM og disse tre museer betyder, at man sagtens kan tilbringe en dag eller to i Haarlem: 

1) Teylers Museum

Museet rummer en stor og fascinerende samling af mineraler og sten, og i anledning af denne samling vises udstillingen TIL TOPS. Expedition Mont Blanc frem til 9. september 2012.

Museet har også aktiviteter for børn. Læs mere om udstillingen og samlingen her: www.teylersmuseum.eu

2) Frans Hals Museet

Frans Hals var en af de berømteste portrætmalere i Nederlandsk guldalder (det 17. århundrede). Han specialiserede sig i portrætter, og museet har den største samling af hans værker. Samlingen rummer også værker af hans samtidige og efterfølgere.

Lige nu udstiller museet 17 af hans mesterværker.

På museet findes også et af verdens smukkeste dukkehuse.

Læs mere om udstillingen her: www.franshalsmuseum.nl

3) DE HALLEN HAARLEM

De Hallen Haarlem viser frem til 2. september 2012 sommerudstillingen TIL HAVS. HAVET I NEDERLANDSK KUNST SIDEN 1850. På udstillingen kan så forskellige nederlandske kunstnere som Isaac Israëls (1865-1934), Charley Toorop (1891-1955), Jan Dibbets (1941) og Rineke Dijkstra (1959) opleves.

Læs mere om udstillingen her: www.dehallen.nl

Dagens Kunsthistorie: EN FLYGTNING FORENES MED FAMILIEN

DETTE FAMILIEPORTRÆT er udført af kunstneren John Singleton Copley i 1776/1777. Det hedder The Copley Family og forestiller ham selv og hans familie. Maleriet er 236 år gammelt, men virker stadig vedkommende.

DEN ÆLDSTE DATTER Betsy står med rank ryg forrest og ser direkte og måske en anelse trodsigt ind i øjnene på os. Til højre for hende sidder moderen, Susanna Singleton Copley, og skal til at give sønnen John Junior et knus, mens den yngre datter Mary ligger og slanger sig på en sofa. Til venstre for Betsy sidder John Singleton Copleys svigerfar med den yngste datter Susanna på skødet. Hun forsøger at fange sin morfars opmærksomhed med en rangle. Bag svigerfaderen sidder maleren selv. Han har lige løftet blikket fra sine skitser og ser direkte ud på os.

SER MAN BORT FRA TØJET og omgivelserne er det en meget moderne skildring af en livlig børnefamilie. Billedet viser ikke børn, der opfører sig som små voksne og sidder stille og ses men ikke høres. Det er livlige børn, der leger med legetøjet på gulvet i det ene hjørne, når de ikke lige skal portrætteres. Der er lyd på dette maleri: snak, pludren, grin og kærlige formaninger.

HVOR PUDSIGT at det er et maleri. Det øjeblik der er gengivet her, har det taget kunstneren et år at frembringe. Motivet egner sig SÅ godt til fotografi. Men indlejret i maleriet er selvfølgelig også en mængde symboler, der især betød noget for datidens beskuere. Interieur-delen (tæppe, møbler og draperi) viser at det er en civiliseret familie med en passende opførsel, og baggrundens voldsomme natur symboliserer at der er tale om en familie med en medfødt naturlighed - helt efter tidens Rousseauske forskrifter. Idag kunne man også tillægge baggrunden den betydning, at familien har sine rødder i den amerikanske natur, der på det tidspunkt stadig havde store uberørte naturområder.

MALERIET er malet i London, men hænger til daglig på National Gallery of Art i Washington. Det skyldes, at John Singleton Copley regnes for en af de tidligste portræt- og historiemalere i den amerikanske kunsthistorie. Han var født i Boston Massachusetts 3. juli 1738, men blev opfordret til at foretage en studierejse til Europa for at videreudvikle sin kunst. I 1774 forlod han familien og rejste først til England og derefter til Italien.

INTENTIONEN var, at det skulle være tidsbegrænset ophold i Europa, men borgerkrigen brød ud i USA og han kunne ikke rejse tilbage. Heldigvis lykkedes det for hans familie at forlade USA og i 1775 blev de atter forenet i London. Maleriet er en fejring af, at de endelig er samlet. John Singleton Copley kom aldrig hjem til USA igen. Han dør i London i 1815.

Dagens Kunsthistorie: FIND KUNSTQUIZZEN!

?

NÅR SOMMERFERIEN nærmer sig, rejsen er bestilt og man har fået pasning til planter og dyr, er det tid til at checke, hvilke kunstudstillinger man IKKE vil gå glip af, dér hvor man skal hen. For hvor ville det være ærgerligt, hvis man er 10 dage i London UDEN at se dén udstilling, der de næste fem år vil blive omtalt som udstillingEN!

FOR DIG DER IKKE HAR TID  til selv at gennemse nettets informationskilder, vil den kommende Ugens Kunsthistorie indeholde en guide til MUST SEE-udstillinger i Europa netop nu. Så glæd dig! Uder forberedelsen til denne kunsthistorie er der bla. blevet surfet en hel del rundt mellem museer og udstillingssteders hjemmesider. Og det er disse Dagens Kunsthistorie handler om.

SOM JEG VIST FØR HAR SKREVET er den digitale kunstverden en pudsig een. Nogle gallerier, udstillingssteder og museer er totalt checkede med opdaterede informationer, mens andre overhovedet ikke fortæller, hvilke udstillinger de har den kommende tid. Dette er jo underligt, eftersom mange blandt andet planlægger deres rejser efter hvilke udstillinger de gerne vil se. Der er heller ikke altid mulighed for at læse teksten på engelsk, eller kun dele af teksten er oversat til engelsk. Det undrer mig, at man ikke udnytter de sprogkapaciteter man har på ethvert museum til at få oversat HELE hjemmesiden til engelsk. Hvor dyrt kan det være, i forhold til de besøgstal man kan få?

EN ANDEN MORSOM TING ved at gennemse museers hjemmesider er, at mange af dem rummer hemmeligheder. For hvis man klikker lidt rundt på den samme hjemmeside kan man falde over ekstra oplevelser, som der overhovedet ikke reklameres for på forsiden. Det er jo således at museer ofte består af flere afdelinger og disse afdelinger repræsenteres under forskellige bjelker i menuen på hjemmesiden. Det er ikke altid, at der er korrespondance mellem afdelingerne og derfor kan forskellige tiltag forblive hemmelige for det store publikum. Især undervisnings og formidlingsafdelingerne har det med at have ekstra tiltag for publikum, et godt råd er derfor altid at klikke på disse afdelinger i menuen!

ET GODT EKSEMPEL på sådan en hemmelighed er det nederlandske museum DE HALLEN HAARLEM. På deres forside reklamerer de med sommerudstillingen "Til Havs. Havet i Nederlandsk kunst siden 1850" med kunstnere som Isaac Israels, Charley Toorop, Jan Dibbets og Rineke Dijkstra - læs mere her. Det ser ud som en gedigen klassisk sommersucces for hele familien - og jeg skal i hvert fald se den med min familie!

MEN klikker man på den bjælke i menuen der hedder "Activiteiten & Educatie" (aktiviteter og undervisning) finder man næstnederst en kunstquizz - og en god een af slagsen læs her. Og man undrer sig over hvorfor sådan et godt initiativ skal gemmes så langt bort. De burde da reklamere for den på forsiden! Og den burde også findes på engelsk, hvad den desværre ikke gør, se her. Kunstquizzen er kun for de der kan nederlandsk!

IDEEN MED EN KUNSTQUIZZ på hjemmesiden er fremragende! Med en sådan quizz kan man sørge for at de besøgende (både børn og voksne) er informeret om samlingen, museets historie og den aktuelle udstilling FØR de entrer stedet. Man kan eventuelt aldersdifferentiere, så der er en quizz for børn og en for voksne. Man kan håbe at flere museer vil gribe ideen!

Ugens Kunsthistorie: HANDS ON

Resultatet af formidlingsaktiviteter for børn, Glyptoteket 2011

'HANDS ON' er et begreb, der længe har cirkuleret i museumsverdenen. Hands on betyder, at museumsgæsten får mulighed for fysisk involvering og deltagelse i udstillingen, som eksempelvis afprøvning af relevant udstyr. Eksperimentarium i Hellerup er et rigtig godt eksempel på Hands on-udstillinger, for her kan man selv teste forskellige videnskabelige resultater, afprøve dem på egen krop og gøre sig sine egne praktiske erfaringer.

HANDS ON bruges oftest når det drejer sig om formidling til børn. Der hersker en generel opfattelse af at børn skal have taktile og fysiske oplevelser i forbindelse med udstillinger. Derfor har mange udstillingssteder og de fleste museer hjørner, kroge eller hele afdelinger til børn hvor de kan røre, dufte, føle, forme, tegne og/ eller på andre måder fysisk opleve udstillinger.

PÅ GLYPTOTEKET kunne børn (i efterårsferien 2011) i forbindelse med Paul Gaugain-udstillingen, foretage en rejse til Polynesien, bygge spyd og bastskørter, blive sminket / tatoveret og udsmykket samt modtage et diplom herfor. Børnene havde hænderne direkte i materialet (papir, plastik, skumgummi og pinde). Desuden kunne man fotografere hinanden som en polynesisk vild. Det var et overdådigt og generøst udbud af børnerettede aktiviteter. Og tilbuddene var i den grad et udtryk for gode intentioner og velvilje fra Glyptotekets side.

PROBLEMET med sådan et værksted er bare, at det ikke fortæller børnene noget om Gaugain. Jo, bevares, at han rejste til Polynesien. Og at Polynesien ligger langt væk. Men ikke hvem han var, eller hvordan han brugte sine oplevelser der i malerierne ELLER hvordan han maler.

KUNSTFORMIDLERNE på Glyptoteket var søde og venlige overfor børnene og på forespørgsel ærgerlige over at de ikke kunne vise Gaugains malerier for dem. Det kunne de ikke fordi museet var fyldt til bristepunktet med besøgende og brandmyndighederne dikterede (retteligt) at kun et bestemt antal besøgende måtte være i rummene ad gangen.

DERFOR blev dét der skulle være kunstformidling til en form for kultur- og historieformidling. Og dét er der ikke noget galt med, hvis bare man kalder det ved dets rette navn. Man kunne på Glyptoteket have valgt at lave en motiv-udforskning, og have koncentreret sig om et eller to motiver fra Gaugains æuvre. Hvis der var piger med bastskørter og hytter som motiv i et af malerierne, havde det været kunstformidling.

JEG ER IKKE IMOD Hands on. Tværtimod. Men jeg er imod at al kunstformidling til børn bliver gjort til Hands On-aktiviteter alene. Jeg er af den opfattelse at dialog om kunst altid bør være et tilbud til børn og familier på museer. Altså at kunstformidlingsaktivitetstilbuddene også indeholder at man rent faktisk ser på og taler om et eller flere kunstværker.

DET VÆRSTE ved efterårsaktiviteten på Glyptoteket - synes jeg - var spyddet. Men det er dét som min datter har været mest glad for, og det indgår stadig, her 3/4 år efter besøget, i legene. Men de lege handler bare aldrig om Paul Gaugain eller om Polynesien.

Dagens Kunsthistorie: "HVOR SYRET - DER ER FØDDER!"

IDAG GIK JEG FORBI DET GRØNNE PLANKEVÆRK der omkranser pladsen ved Føtex og Nørrebro Station, hvor der før lå garager, bodegaer, grønthandlere og Mathiesens modetøj. På den side af plankeværket, der løber ved Borgmestervangen er der opsat et stort maleri malet på sammensatte plader. Jeg spurgte en gruppe unge piger med både danske og internationale rødder og tydeligvis på vej i byen, om de havde set maleriet og hvad de syntes om det: "Det er da fedt", "Hvor er det stort", "Flotte farver" og "Hvor syret - der er fødder!" var de venlige svar.

FØDDER er der rigtig mange af på maleriet. Store nøgne og ikke særligt kønne fødder og ankler og hænder der griber ned mod dét fødderne er plantet i. Vi befinder os i jordhøjde, men dét er ikke jord, men noget klæbrigt stads - eller snarere en klistret masse der både skaber og opsluger ting og figurer på det store billede. Billedet er kaotisk og det kræver mere end et blik at finde vej rundt og sammenhænge i maleriet.

DET ER ET FANTASILANDSKAB med et rødt krops hjerte og et træ i centrum. Omkring dette realistiske hjerte er danser små røde symbol hjerter rundt. Grene og arterier smelter sammen og bliver bl.a. til veje. Farverne er flotte og klare og især den orange er tydelig og får det klistrede til at minde om gylden honning.

IGÅR VAR DER ÅBNING på denne udsmykning af det grønne plankeværk rundt om metrostationsbyggeriet ved Nørrebro Station. Det er kunstneren Ole Sporring (født 1941), der har stået for maleriet. Og når man ved det, kan man også genkende flere figurer og billedelementer, eksempelvis træet, husene, bogstaverne og hunden. Sammen med 5 andre kunstnere er han udvalgt til at udsmykke udvalgte metrostationsbyggepladser rundt omkring i København og på Frederiksberg.

PROJEKTET HEDDER Byens Spejl og tanken er at byggepladserne bliver til kunstneriske oplevelser i bybilledet. Det er Foreningen Hovedstadens Forskønnelse der i samarbejde med Statens Kunstfonds Udvalg for Kunst i det Offentlige Rum står for projektet. Kunstværkerne skal være stedsspecifikke og spejle det omkringliggende byområde.

BYENS SPEJL er et sympatisk initiativ, og da jeg ikke synes at byen kan få for megen kunst, håber jeg at der kommer mange flere af denne slags projekter.

JEG ØNSKER at man senere også vil udnytte de tre andre helt tomme sider af dette grønne plankeværk til flere nye kunstneriske oplevelser. Det er nemt at forestille sig mange gode kunstnere, der vil egne sig perfekt til at udsmykke her. Jeg er også spændt på at se hvordan grafitti- og gadekunstnere vil modtage udsmykningen. Mon ikke de vil kommentere på maleriet?!

JEG KAN IKKE på ståede fod forklare, hvordan dette maleri spejler kvarteret omkring det. Måske signalerer de bare fødder og hænder, at det oprindeligt er et arbejderkvartér hvor ideer og mennesker kunne gå til grunde, men også kan opstå og blomstre.

PLACERINGEN kan undre en smule. Jeg var rundt om hele plankeværket, før jeg så maleriet. Hvorfor ikke placere maleriet på Nørrebrogade-siden hvor flere kan se det og hvor man kan kommer på afstand af det. Borgmestervangen har desuden det minus, at det er busholdeplads for bud 69 og 66 samt, at der pt. er vejarbejde på fortovet overfor, så det kan være lidt svært at komme på afstand. På den anden side, betyder placeringen at buspassagererne kan sidde og lade øjnene gå på opdagelse i maleriet og at beboerne på Borgmestervangen har fået deres eget kunstværk!

Ugens Kunsthistorie: METROBYGGERIKUNST

En berømt grønthandler på Nørrebrogade!

METROBYGGERIKUNST er et dejlig langt ord, der rummer mange muligheder for mange nydannelser. Men det mest dejlige er, at Metrobyggerikunst dækker over alle de kunstinitiativer af mere eller mindre lokal art, der er dukket op rundt omkring i København og på Frederiksberg på de ialt 6 km lange grønne plankeværker - plankeværker som vi alle skal leve med mange år endnu.

Det grønne plankeværk med grønthandler, ungdomshuset, Nørrebro station og Mjøllner parken.

PÅ BYGGEPLADSEN i Nørrebroparken er et af initiativerne udført sammen med en række dygtige skoleelever. Miniaturemodeller af vigtige dele af kvarteret Nørrebro er blevet bygget og malet og sat op på Nordbanegade-siden. Nogle er meget realistiske, andre er mere konceptuelle. Bedøm selv!

DE FORSKELLIGE MINIATURER er på hver deres måde ikoniske for bydelen. Det hedengange ungdomshus på Jagtvejen, beboelsen Mjøllerparken med sine røde mursten og mange paraboler der viser at her bor der mange udlændinge, Den Gule Mur rundt om Assistents Kirkegård, Louise - værtshuset med den nærmest Yves Klein blå-facade - der har åbent til den lyse morgen , Joe & The Juice-baren hærget af grafitti, byens smukkeste station - Nørrebro og naturligvis Kajs Pølsevogn.

MIN FAVORIT er silhuetten af husfacaden ved Sjællandsgade, der gengiver den altforhøjt-siddende grafitti One man trash another mans treasure.

ALLE KAN DELTAGE I BYENS HEGN, så hvis du har en idé til et projekt, er det bare med at checke hjemmesiden, læs mere her.

Ugens Kunsthistorie: BLOMSTEN PÅ GADEN



En lille blomst

NÅR MAN GÅR RUNDT I BYEN ser man mange ting. Indimellem kommer man i tvivl om, hvad det egentlig er, man ser. Som eksempelvis dette lille stykke hverdagspoesi. Denne lille blomst er sømmet fast på en plade, der ligger hen over vejarbejde på et fortov på Tagensvej (iøvrigt Københavns længste strækning UDEN kunst).

BLOMSTEN er ikke alene. Flere af pladerne ved netop dette vejarbejde er blevet tilføjet blomster. Er det pynt på en kedelig strækning (borgeraktivisme), er det et politisk budskab (pas på blomsterne), er det humoristisk markedsføring eller er det gadekunst?

GRAFITTIKUNSTNERE og gadekunsten har lært os at opfatte byen som en stor flade, der kan inddrages til alle former for budskaber. Måske har de i sin tid lært det af reklamebranchen, men reklamebranchen har også lært af dem. Og muligvis er den lille blomst en reklame for den blomsterforretning, der ligger netop her ved det kedelige vejarbejde på Tagensvej. Men det gør det ikke mindre poetisk.

DEN LILLE BLOMST råber ikke op om sin eksistens, der er ingen medfølgende tekst eller skrigende farver, der gør opmærksom på den. Uanset om det er butiksindehaveren eller en anden beboers forsøg på at æstetisere sine nærmeste omgivelse, så er det gadekunst.

Ugens Kunsthistorie: UNIKKE KUNSTOPLEVELSER

Jeg elsker kunstoplevelser. I en kategori for sig selv er de sjældne kunstoplevelser. De oplevelser, som kun få har med kunst. Og hvis man er hungrende efter disse helt unikke kunstoplevelser, så er performances skabt af kunstnere absolut sagen. Denne weekend kan man opleve en hel festival med performances i Roskilde på festivalen Acts 2012.

En performance er unik, da den kun varer i den tid den udføres, og derfor kun kan opleves af de der er tilstede ved opførelsen. Og selvom en performance gentages vil den aldrig være helt den samme, så oplevelsen er altid unik. Derfor anbefaler jeg alle at tage til Roskilde.

Yves Klein: Vide. 1958 

Det er ikke altid sådan, at kunstneren der har udtænkt performancen også udfører den. Nogle gange står kunstneren blot for arrangementet. Et eksempel på dette er den franske kunstner Yves Klein, der i 1958 udstillede absolut ingenting på galleri Iris Clert i Paris. Han stod der bare og der blev serveret Klein-blå drinks og derudover var der ingenting at se. Bortset lige fra gæsterne og deres opførsel. 

En af de danske kunstnere der har arrangeret unikke kunstoplevelser er Michael Brammer (født 1958). I hans æuvre er der utallige eksempler på uforglemmelige begivenheder. Som eksempelvis udstillingen LOVE i Kunsthallen Nikolaj i 1994 og udstillingen i Københavns Politigård TRYG I DANMARK – FORBRYDELSER BETALER SIG IKKE i 2001.

Jeg deltog i ferniseringerne på begge disse to udstillinger, og Michael Brammer optrådte ikke selv, men var tilstede og sørgede for at gæsterne optrådte i hans arrangement – og det er også en performance. Jeg vil beskrive de to udstillinger i omvendt kronologi og begynde med den sidste.

Ferniseringen på Politigården var et fantastisk skue - et totalteater hvor politifolkene forsøgte at udstråle tryghed, jovialitet og gæstfrihed, men deres venlighed blev sat på en meget hård prøve af en gruppe provokerende unge fra Ungdomshuset på Jagtvej, som de til sidst meget bestemt måtte bede om at gå. Hvem havde mon inviteret de unge?

Jeg tror at der var ca. 1000 gæster til åbningen af LOVE i Nikolaj Kirke i 1994. Gæsterne var blevet kørt dertil i busser. Der var gratis uddeling af mad og drikke og alle de pæne gæster kastede sig grådig over det gratis tilbud og hamstrede. Ingen opførte sig pænt og civiliseret. Jeg håber næsten, at der stod nogen og filmede det hele et skjult sted, for det må have været et fantastisk skue. Det var i hvert fald fantastisk at opleve.

I hele udstillingsperioden blev der på et bestemt tidspunkt hver dag serveret mad. Jeg ved at min mormor (der på det tidspunkt var super frisk og 82 år) deltog i en munter frokost med rødt kød og rødvin serveret inde i kunsthallen. En helt unik oplevelse, som hun nød!

Hvad er så det unikke, kan man spørge? At spise og drikke på en udstilling er vel ikke så sjældent. Det unikke er at det kendte vendes på hovedet (politigården indtages af ungdomshusbeboere), således at det bliver fremmed – det bliver Brammer og det bliver kunst.

Ugens Kunsthistorie: DANSK MONUMENTALMALERI

Udsmykning af Højdevangens skole. 2. sal. 1932-39. Vilhelm Bjerke Petersen

TITLEN PÅ UGENS KUNSTHISTORIE klinger lidt underligt. Dansk Monumentalmaleri findes det overhovedet? Der er i hvert fald ikke skrevet meget om den genre. Historisk er der ikke tradition for de store udendørs murmalerier i Danmark. Men med grafittiens ankomst og gadekunstens udvikling samt den eksplosive interesse for disse fænomener, er der så meget desto større grund til at ridse det danske monumentalmaleris historie op. For netop grafitti og gadekunst arbejder under de samme vilkår som monumentalmaleriet og er på den måde forbundet.

Der eksisterer faktisk en tradition for monumentalmaleri i Danmark. Formentlig på grund af det danske klima er de fleste eksempler på dansk monumentalmaleri - indtil fornylig placeret indenfor - med få undtagelser som jeg vil vende tilbage til. Ved 'monumentalmaleri' forstår jeg de store maleriske udsmykninger af bygninger, for således har det udviklet sig: Monumentalmaleriet i Danmark har været og er indtil de sidste 10 år tæt forbundet med bygningsudsmykninger.

Dette betyder, at mange af de danske eksempler på monumentalmaleri unddrager sig prædikatet 'kunst i det offentlige rum' - og dermed også beskyttelsen samt måske det vigtigste synligheden. De danske eksempler på monumentalmaleri befinder sig oftest i bygninger, der er halvoffentlige eller helt lukkede for offentligheden. Og det man ikke kan se, det eksisterer jo nærmest ikke!

I Norge er der historisk en stærk tradition for monumentalmaleri - ja endda en hel bevægelse kaldet Freskoepoken der går fra 1918 til slutningen af 1950erne. En af de ledende skikkelser var Professor Axel Revold (1887-1962). I Danmark har vi også en tradition, den ser måske bare ikke så sammenhængende ud, fordi vi kategoriserer kunstværkerne som eksempelvis kalkmalerier, udsmykninger, gavlmalerier, reklamer og gadekunst. Men sidder kunstværket fast på et byggeri - hvad enten det er udenfor eller indenfor så er det monumentalmaleri.

Detalje. Kalkmaleri i Vester Broby Kirke.

De ældste danske eksempler på monumentalkunst er kalkmalerierne i kirker som Vester Broby Kirke. Kirken er fra ca. 1100-tallet og malerierne er malet i flere omgange fra 1150 til 1400-tallet.
Af udvendige udsmykninger i den helt store skala er der Jørgen Sonnes (1801-1890) frise på Thorvaldsens Museum fra slutningen af 1840erne.  Museet blev bygget fra 1839 til 1848 og arkitekten var M.G. Bindesbøll (1800-1856). Fra nyere tid er der eksempelvis Poul Gernes (1925-1996) udvendige udsmykning af Palads Biografen fra 1989.


Af gavlmalerier er der eksempelvis Hans Scherfigs (1905-1979) mælkereklame fra 19962 og af nyere dato gavludsmykningerne af Mjølnerparken fra 2010. Og så er der gadekunsten der boltrer sig på facader og murer og gavle og også er blevet et så anerkendt fænomen at gadekunstnere inviteres til at udsmykke gavle. Af indvendige udsmykninger er der Poul Gernes udsmykning af Herlev sygehhttp://gernes.dk/decor/index.phpus fra 1968-1976 og af nyere dato Malene Landgreens udsmykning af Tv-Byen.

Med dette indlægge vil jeg indlede en serie af Kunsthistorier om dansk monumentalkunst.

Ugens Kunsthistorie: UDSMYKNINGEN AF HØJDEVANGENS SKOLE

Detalje fra Højdevangens Skole. Udført i perioden 1932-39 af Vilhelm Bjerke Petersen assisteret af Elsa Thoresen.

VILHELM BJERKE PETERSEN (1909-1957) er en af de danske kunstnere der fra begyndelsen af sin karriere var optaget af monumentalmaleriet. Allerede i 1930 som 21-årig udførte han en større malerisk udsmykning på Birkerød skole. I 1932 fik han en udsmykningsopgave i trapperummet på Højdevangens Skole på Amager. Udsmykningen blev financieret af Ny Carlsberg Fondet. Den stod først færdig i 1939, og på en del af udsmykningen deltog også hans hustru kunstneren Elsa Thoresen (1906-1994).


De to kunstnere studerede begge på kunstakademiet i Norge under professor Axel Revold (1887-1962). Netop Revold betød meget for især Bjerke Petersen og inspirationen fra Revold er tydeligst i netop udsmykningen på Højdevangens Skole. Udsmykningen financieredes af Ny Carlsberg Fondet.


Inspirationen til udsmykningen på Højdevangens Skole er tydeligvis fra Axel Revolds meget smukke og betagende udsmykning Bergen Børs (1921-23). Temaet for udsmykningen i Bergen Børs er 'vareudveksling' altså køb og salg på forskellige niveauer, og den fremstiller Bergen som en international handelsby. Revold gik i lære hos netop Henri Matisse i Paris (1908-10), hvilket tydeligt ses i Bergen Børs.

Detalje.
Højdevangens Skole

Axel Revold var en vigtig del af den utroligt spændende periode med monumentalmaleri i norsk kunst der kaldes Freskoepoken (1918 - til slutningen af 1950erne). Andre involverede kunstnere var Per Krogh og Alf Rolfsen. Offentlige bygninger blev udsmykkede af kunstnere, bl.a. rådhuse, sygehuse og børser.


Udførelsen af udsmykningen på Højdevangens skole strækker sig over en længere periode (syv år) og i netop denne periode bevæger Vilhelm Bjerke Petersen sig fra den abstrakte surrealisme over i den figurative surrealisme. Men der er intet spor af surrealisme i udsmykningen på Højdevangens Skole. Til gengæld kan man se en afprøvning af forskellige former for realisme - fra det meget stiliserede til det nærmest nyrealistiske.

Detalje.
Højdevangens Skole

I udsmykningen af Højdevangens skole kan man også tydeligt se inspirationen fra Revold. Når man ser den måde kroppen på den lille dreng på stranden er komponeret af Bjerke Petersen, ser man både Revolds stil og bag den aner man et ekko af Matisse. Også i udsmykningen på Højdevangens skole er vareudveksling et tema, dog synes 'livet ved vandet' at være det overordnede tema.

Udsmykningen af Højdevangens skole består af to dele, der befinder sig på hver sin etage. Den nederste etage er den tidligste udsmykning, og det er denne der i komposition og tematik minder meget om Revolds Bergen Børs.

Detalje.
Højdevangens Skole

Udsmykningen på Højdevangens Skole er udført på lærred der er limet på væggen. Den er ikke beskyttet af glas og det er utroligt at den alligevel er så velholdt, når man tager dens placering på en skole i betragtning.


Sideløbende med Højdevangens Skole udfører Vilhelm Bjerke Petersen og Elsa Thoresen en stor surrealistisk udsmykning på Christianshavn i ejendommen Ved Voldens 13 opgange, der også står færdig i 1939. Desuden udfører han alene en udsmykning af en kantine og en børnehave.


Efterfølgende udfører Bjerke Petersen en række udsmykninger af trappeopgange i to andre boligejendomme på henholdsvis Frederiksberg og Østerbro. Efter 2. Verdenskrig bosætter han sig i Sverige, hvor han udfører to udsmykninger i henholdsvis Halmstads bibliotek (1953) og sportshal (1955).