Ugens Kunsthistorie: TÆR IKKE PÅ HOVEDSTOLEN - SELVPORTRÆTTER 1

"TÆR IKKE PÅ HOVEDSTOLEN" var forfatteren Per Højholts (1928-2004) gode råd til sine yngre forfatterkolleger. Med denne økonomiske metafor og dette gode råd advarede han imod, at man som forfatter skriver om sine inderste hemmeligheder - dvs. skriver selvbiografisk. Højholt mente, at det er vigtigt at lade nogle af de kræfter ordene udspringer af ligge uberørte hen.

JEG KOM TIL AT TÆNKE PÅ DETTE RÅD, da jeg sad med Louisiana Museum for Moderne Kunsts katalog til udstillingen Selvportræt i hænderne. På denne udstilling vises selvportrætter af 149 forskellige kunstnere. Og det er en imponerende blanding af kunstnere der stilles til skue - fra Frida Kahlo til Jeff Koons og fra Pablo Picasso til Nan Goldin. Jeg føler mig overbevist om, at det er den første udstilling hvor Chaim Soutine og Sam Taylor Wood udstiller sammen! Her er virkelig noget for enhver smag og interesse - og en skøn overflod af det.

SELVPORTRÆTTET er måske en af de lettest tilgængelige genrer i kunsten, fordi det i al sin enkelthed er et portræt af kunstneren selv. Ordet 'portræt' stammer fra latinsk og betyder at trække noget frem. Det vil sige at kunstneren vælger at fremhæve noget i billedet (fremfor noget andet). Genren rummer ikke de store udfordringer for publikum. Man kan vurdere om man kan lide stilen, teknikken, konceptet og om billedet ligner kunstneren og / eller den stil hun ellers arbejder med. Men netop det lettilgængelige rummer ofte en risiko.

DERFOR KOM JEG I TANKE OM PER HØJHOLT. Ikke fordi billedkunstnerne skal passe på med det selvbiografiske, når de portrætterer sig selv. Men det er netop valget fra kunstnerens side, man som beskuer - og formidler - skal være opmærksom på. Man skal holde sig for øje at portrætterne ikke er sandheden om kunstnernes tilværelse og mentale situation. Det vil sige, at man skal passe på med at betragte dem som biografiske vidnesbyrd. Selvportrættet er ikke blot en illustration af et kunstnerliv.

BÅDE FORMIDLING OG PUBLIKUM skal være varsomme med at læse eller lægge det selvbiografiske ned over disse værker. Vi der ser på selvportrætterne skal huske, at kunstnerne netop ikke nødvendigvis tærer på hovedstolen selvom de fremviser sig selv. Deres selvportrætter er ikke direkte gengivelser af virkeligheden, men er styrede og beherskede og distancerede (manipulerede om man vil) fortællinger, hvori de selv optræder som modeller. Det er simpelthen iscenesættelser. Det er ikke i det selvbiografiske stof at selvportrætterne bliver interessante. Det er præcis i valget af hvad vi får at se - og ikke mindst hvad vi ikke får at se - at selvportrætterne bliver rigtig spændende!

Ugens Kunsthistorie: FAMILIEN BANG PÅ MUNKERUPHUS

I CAFEEN på Munkeruphus står en mammut. Man kan nærmest mærke støvet i den rødbrune pels fra dens mange vandringer i et eventyrligt forhistorisk landskab. På trods af de imponerende stødtænder, bliver man nu ikke bange, for dyret er på størrelse med Lille Pers elefant i Far til Fire-filmene. Og skabt i stentøj.

MAMMUTTEN er bare et af værkerne på den omfattende udstilling som Munkeruphus har sat sammen denne sommer med titlen KUNST I GENERATIONER. Her er - som titlen lover -  kunstværker af flere generationer af kunstnere i familien Bang. De arbejder med malerier, skulpturer, glas og keramik. Udstillingen kan ses frem til 7. september.  

ER MAN NYSGERRIGT anlagt, er det jo altid interessant at se, hvordan man i en familie varetager sine kreative evner på forskellig vis.  Men udstillingen havde stået stærkere, hvis man havde lagt mere vægt på de kunstnere, der er repræsenteret på den smukke udstillingsplakat og deres værker end på det familieære. Det er spændende at en familie rummer så mange forskellige kreative talenter, og konceptet kan fungere. Jeg har i en tidligere kunsthistorie skrevet om Munkeruphus og min ønskeudstilling der, læs her. Men i dette tilfælde ville princippet Less is more have været godt at følge.

FORMIDLINGEN af udstillingen er ekstremt mangelfuld. Bortset fra en planche på væggen, når man lige kommer ind samt en kopi af værkfortegnelsen man kan låne ved indgangen, er det næsten fuldstændigt umuligt at finde ud af hvem der udstiller hvad og hvor, eller hvem der har skabt de forskellige værker.

VI MÅTTE DESVÆRRE opgive at hitte rede i, hvem der havde skabt hvilke værker. Det er en skam, for der udstilles jo en skat og en smule formidling havde hjulpet os der ikke selv ejer værker af en Bang eller kender til familiens medlemmers æuvre i øvrigt. Det eneste medlem der virkelig skilte sig ud var Diego Bang og hans billeder. Selvom han hører til familien, synes jeg ikke rigtigt at de hørte til, men snarere at de dekonstruerede det hele. Men min ledsager fandt dem befriende.

MUNKERUPHUS har haft et generøst materiale til sin rådighed, og den venlige dame ved indgangen fortalte stolt at der stadig kom værker til, men det er måske netop problemet – der er simpelthen for meget. Der er så mange fine værker - krukker, vaser, glas, figurer, skulpturer, hinkestene med meget mere - som udstilles i de tre rum ovenpå. Det er jo en skattekiste, men desværre er de udstillet som om det er et loppemarked, hulter til bulter og proppet sammen på alt for lidt plads.

TILBAGE i erindringen står mammutten i cafeen. Enkel og smuk, tronende alene i cafeens passende enkle og venlige omgivelser. Gid hele udstillingen havde været sådan.

Ugens Kunsthistorie: FUGLSANG KUNSTMUSEUM

VARMEN er steget mig til hovedet. Med udsigt til overophedede Københavnske kontor- og industribygninger længes jeg efter de skønne pletter på Danmarkskortet, hvor man BÅDE kan vandre ude i naturskønne omgivelser OG svale sig i ventilerede udstillingssale - samt nyde kunst og kunst og ENDNU MERE KUNST!

FUGLSANG KUNSTMUSEUM er præcis svaret på mine hede bønner. Her kan naturen opleves på tæt hold med underskønne udsigter inklusive græssende køer og får. Man kan også slentre i den smukt anlagte park med de usædvanlige og hemmelighedsfulde træer. OG man kan køle sig ned i det lille, men veludstyrede kunstmuseum.

SAMLINGEN bliver grundlagt i 1887, hvor brygger Carl Jacobsen (1842-1914) opfordrer til at der oprettes en kunstsamling i tilknytning til Maribo Museum (åbner i 1890). I 1966 bliver kunstsamlingen adskilt fra det øvrige museum under navnet Lolland-Falsters Kunstmuseum. I 1989 skifter museet igen navn til Storstrøms Kunstmuseum. I 2004 giver bl.a. EU og Realdania tilsagn om økonomisk støtte til opførelsen af et nyt kunstmuseum ved Fuglsang gods. Museet tegnes af den engelske arkitekt Tony Fretton (1945), og åbner for publikum i 2008 - under navnet FUGLSANG KUNSTMUSEUM.

ARKITEKTEN Tony Fretton (født 1945) der bl.a. står bag Lisson Gallery (1986 og 1992), Camden Arts Centre (2004) i London og og Tietgens Ærgrelse (2010) i København, har med FUGLSANG KUNSTMUSEUM skabt et smukt museum med et minimalistisk uforstyrrende ydre (der kan minde om Silkeborg Kunstmuseum, KUNSTEN i Ålborg og sydfløjen på Louisiana Museum for moderne kunst), og et veludnyttet og meget praktisk indrettet indre. Udstillingssalene fordeler sig på hver side af en lang hall der også er en udstillingssal. For enden kan man sidde og nyde panoramaudsigten (en sofabænk ville måske være en idé?).

I DAG består samlingen hovedsageligt af dansk kunst fra slutningen af 1700-tallet til nutiden. Samlingen rummer mange perler. Blandt mine personlige favoritter er Harald Slott-Møllers fantastiske portræt af Agnes Slott-Møller (1862-1937). Hun står der så rank og levende i sin sorte kjole med læderbæltet som en stærk kontrast til broderier og broche. Den kvinde ville jeg have elsket at opleve live! Hvornår mon der kommer en solo-udstilling med og om hele hendes virke? Måske et projekt for Fuglsang – i samarbejde med andre museer?!

FREM TIL 22. AUGUST 2010 vises en mindre udgave af udstillingen Ø-skaber (oprindeligt vist på Brandts Klædefabrik) med bl.a. værker af Andreas Schulenburg, samt en spændende ophængning af værker fra museets samling.



NB: Gå endelig ikke glip af godsets park – for også her er der mulighed for at finde svale i bla. Cypressernes skygge!


Læs mere om Fuglsang Kunstmuseum her: www.fuglsangkunstmuseum.dk
Læs mere om Tony Fretton her: www.tonyfretton.com

Ugens Kunsthistorie: GUNNAR AAGAARD ANDERSEN OG MUNKERUPHUS

DEN MEST FANTASTISKE, DEN MEST OPFINDSOMME, MANDEN MED DEN MEST FASCINERENDE FANTASI… sådan beskrives kunstneren Gunnar Aagaard Andersen (1919-1982) af Jens Jørgen Thorsen i bogen Modernisme fra 1985.

Hvis man kunne sætte Gunnar Aagaard Andersen og al hans uforudsigelige kreativitet og nysgerrighed på en formel, så kunne den se ud som udstillingsstedet MUNKERUPHUS i Dronningemølle. Dette smukke sted dannede rammen om et sprudlende kunstnerliv med Gunnar og Grethe Aagaard Andersen i centrum. Familien Aagaard overtog landstedet MUNKERUPHUS i 1958 (opført i 1916). I 1986 blev bygningen fredet og siden 1989 har det fungeret som udstillingssted med 5-6 udstillinger om året.

GUNNAR AAGAARD ANDERSEN virkede som billedkunstner, designer og arkitekt. Han søgte og udforskede konstant nye territorier, eksperimenterede med mulighed og umuligheder i kunsten. Han arbejdede med billeder med hældningskoefficienter, marginer og æselører. Han skabte drivebilleder og rivebilleder og foldebilleder. Han designede tapeter, tæpper og tekstiler og møbler. Han legede med lyset og dets reflekser og skabte spændende scenografi. Aagaard Andersen var også professor på akademiet i 10 år, hvor han udførte et enestående arbejde som teoretiker, lærer og igangsætter.

Udstillingerne på MUNKERUPHUS er af meget forskellig karakter, men centrerer sig omkring design, kunsthåndværk og billedkunst. Stedet har på fornem vis specialiseret sig i udstillinger med familier af kunstnere og kunsthåndværkere – gerne med tilknytning til området. Blandt andet præsenterede man på en rigtig god udstilling flere generationer af familien Scherfig.

DRØMMEUDSTILLINGEN PÅ MUNKERUPHUS - som jeg ville elske at se og som ville passe perfekt til MUNKERUPHUS - er med kunstnerfamilien Westman: Karen Westman (1916-1970), Gunnar Westman (1915-1985), Bror Westman (1943), Inge Lise Westman (1945). Og familien Westman har tilknytning til Nordsjælland!

MUNKERUPHUS er altid et besøg værd. Er man ikke så interesseret i den aktuelle udstilling, kan man nyde maden i cafeen, eler den smukke arkitektur. Man kan også gå ud og studere naturen omkring med havet, stranden og parken, og dermed gøre som Aagaard Andersen selv har beskrevet at han gør:

JEG KIKKER IKKE NATUREN OVER SKULDEREN, MEN JEG HAR STUDERET DEN RET INDGÅENDE!


Aktuel udstilling: GLADE GENSYN med Christel Marott og Aage Lundwall – til 12. september 2010. Læs mere om MUNKERUPHUS her: www.munkeruphus.dk. Adressen er: Munkerup Strandvej 78, 3120 Dronningemølle. Tlf. 49 71 79 06.

Ugens Kunsthistorie: Mit absolutte yndlingskunststed i Danmark

I MÅNEDSMAGASINET IN I MAJ MÅNED ANBEFALER NAJA PEDERSEN TO AF SINE YNDLINGSKUNSTSTEDER. DET ENE ER I NEDERLAND (- mere om det i en anden uges kunsthistorie). I DENNE UGES UGENS KUNSTHISTORIE UDDYBER HUN ANBEFALINGEN OG FORTÆLLER OM DET SVÆRE VALG OG OM HENDES ABSOLUTTE YNDLINGSKUNSTSTED I DANMARK: SOPHIENHOLM!

Det er jo svært at vælge, når man har mange steder at vælge mellem - og Danmark er jo fyldt med fantastiske kunststeder! Min yndlingsmuseumsbygning er definitivt Nordjyllands Kunstmusen (KUNSTEN) i Ålborg. Den finske arkitekt Alvar Aaltos behageligt smukke og velfungerende bygning er i sig selv et kunstværk – men ikke et dominerende et af slagsen. Det er ren forkælelse at bevæge sig rundt på dette museum.

Den dejligste museumsferie (også når man ikke har bil) forestiller jeg mig at man får, når man tager til Louisiana Museum for Moderne kunst i Humlebæk. Det ville være ideelt at bo i Sletten havn og tilbringe dage i godt kunstselskab og smukke omgivelser. Her er hele tiden nye store oplevelser at se på – og ikke kun kunstnerisk. I Pauserummet i museets Sydfløj kan man sidde eller stå i timer og fordybe sig i den storslåede og ganske opslugende udsigt over Øresund. Den udsigt er så fascinerende og så foranderlig – time for time, dag for dag. Knud W. Jensen - museets grundlægger - ville at den besøgende skulle føle sig som gæst hos en lidt excentrisk rig onkel på landet. Idag er det et meget professionelt organiseret museum man besøger og det excentriske ligger vel i størrelsen, som man slet ikke får fornemmelse af, når man står foran hovedindgangen i den gamle villa.

Den mest overraskende museumsoplevelse jeg har haft var på Ribe Kunstmuseum. Man skal virkelig ikke skue hunden på hårene her. Museet er lille, men de har en RET god samling. På få kvadratmeter får man et overblik over og en indblik i den danske Kunsthistorie.

Men mit absolutte yndlingskunst-udflugts-sted i Danmark er Sophienholm i Lyngby ved Bagsværd Sø. Jeg elsker dette sted fordi det ligger smukt, er overskueligt i størrelse og lettilgængeligt for ikke-bilister. Og jeg elsker dette sted fordi det altid er en god oplevelse. Der er nemlig så meget at opleve her. Og derfor får man noget ud af det, både hvis man kun tilbringer en time her og når man tilbringer hele dagen her.

Dette tidligere landsted med sin kæmpe romantiske park udgør den perfekte ramme om en god kunstoplevelse for hele familien – sammen og hver for sig. Her er skiftende udstillinger, men permanent kan man opleve CoBrA-loftet, Norskehytten, Dukkehuset samt Ib Spang Olsens drage for børn. Pt. vises udstilling Kunsten at se med kunstneren John Olsen (f.1938). Udstillingen varer til og med søndag den 26. April. Lørdag den 2. Maj åbner ny udstilling med kunstneren Poul Christensen.

Man kan komme til Sophienholm på mange måder: Her er parkering for biler, bus udenfor døren, cykelsti, samt et forgrenet stisystem til Lyngby Station. Man kan også sejle til Sophienholm med båden fra Lyngby hovedgade ligetil Sophienholms bådebro. Parken er overskueligt stor, anlagt efter romantisk engelsk tradition med græsplæner, alléer, skulpturer, skovagtigt område, lysthus, skulpturer og kinesisk pavillon. Og fra bygningens vinduer kan man skue ud over Bagsværd Sø, som indfødte kalder ’verdens navle’.

Der er en fin restaurant med både ude og inde-siddepladser, men man kan også medbringe madkurv, og f.eks. spise ved siden af 'prinsessernes legehus' oppe bag hovedbygningen. Familien Aller ejede bygningen og man byggede dette dukkehus til familiens tre døtre. Husets har to døre, et køkken og en opholdsstue.

På Sophienholm er der plads til al slags nydelse og leg!

I Månedsmagasin IN maj måned anbefaler Naja Pedersen sit absolutte yndlingssted i Danmark og i Udlandet. Portrætfotografiet er af Amanda Thomsen /Fotostudie.com.