Ugens Kunsthistorie: BLOMSTEN PÅ GADEN



En lille blomst

NÅR MAN GÅR RUNDT I BYEN ser man mange ting. Indimellem kommer man i tvivl om, hvad det egentlig er, man ser. Som eksempelvis dette lille stykke hverdagspoesi. Denne lille blomst er sømmet fast på en plade, der ligger hen over vejarbejde på et fortov på Tagensvej (iøvrigt Københavns længste strækning UDEN kunst).

BLOMSTEN er ikke alene. Flere af pladerne ved netop dette vejarbejde er blevet tilføjet blomster. Er det pynt på en kedelig strækning (borgeraktivisme), er det et politisk budskab (pas på blomsterne), er det humoristisk markedsføring eller er det gadekunst?

GRAFITTIKUNSTNERE og gadekunsten har lært os at opfatte byen som en stor flade, der kan inddrages til alle former for budskaber. Måske har de i sin tid lært det af reklamebranchen, men reklamebranchen har også lært af dem. Og muligvis er den lille blomst en reklame for den blomsterforretning, der ligger netop her ved det kedelige vejarbejde på Tagensvej. Men det gør det ikke mindre poetisk.

DEN LILLE BLOMST råber ikke op om sin eksistens, der er ingen medfølgende tekst eller skrigende farver, der gør opmærksom på den. Uanset om det er butiksindehaveren eller en anden beboers forsøg på at æstetisere sine nærmeste omgivelse, så er det gadekunst.

Dagens Kunsthistorie: PAS PÅ DE SMÅ I TRAFIKKEN

Under en køretur med buslinie 4A opdagede jeg pludselig dette klister-skilt. Skiltet viser en moderskikkelse der går med sit barn. teksten lyder: Pas på de små i trafikken. Og det kan vi jo alle blive enige om. Men da jeg så nærmere på skiltet var det ikke trafikken eller trafik-osen, der var farligt for den lille, men derimod den prut moderen slap ud i børnehøjde. Endnu et lille smil i hverdagen - jeg ELSKER gadens kunst!

Dagens Kunsthistorie: NOGET OM ELEFANTER

AJ, HVOR ER DET STRENGT, udbrød min datter på 5½, da vi så denne elefant i Københavns lufthavn. Vi voksne forstod ikke helt hvad hun mente. Men hun synes simpelthen ikke, at man kunne være bekendt at bemale elefanten SÅ grimt.



ELEFANTEN HER er udsmykket af Marco Evaristti i 'samarbejde' med en rigtig elefant og man kan følge arbejdet i denne video. Men ifølge min datter er det æstetiske ambitionsniveau ikke højt nok. Jeg vil give hende ret i, at når man ser på elefanten, kan man ikke se konceptet for udsmykningen, og dermed falder ideen vel til jorden? Det publikum der haster forbi denne elefant er vel ikke nødvendigvis dem der tænker "Gud, hvor er den grim - den må jeg bare læse noget mere om"?!

I DET HELE TAGET er dette elefantprojekt en smule problematisk, fordi det minder om alle de andre projekter med juletræer og køer og alle mulige andre kommercialiserede kunsttegn. Øjnene bliver efterhånden en smule metaltrætte og lettere blinde af og immune overfor denne slags forsøg på at åbne dem op for nødlidende af mange slags.

PÅ SKULPTURUDSTILLINGEN i Münster i Tyskland for tre år siden havde kunstneren Andreas Siekmann netop en kommentar til denne slags projekter. Hans værk hed Trickle down. Public space in the era of its Privatization og var et protestværk især vendt mod den slags plastic vartegn som mange byer over hele kloden bruger for at vise at netop deres by er noget særligt. Elgens by, ørnens by eller tyrens by. Et vartegn der er totalt kommercielt og ikke har særlig meget med kunst at gøre - selvom det omtales som 'urban kunst'.

PÅ SAMME MÅDE er det med elefanterne, der denne sommer har invaderet København. De har ikke rigtig noget med kunst at gøre. Men der er nogle smukke og interessante iblandt dem. Min datter og jeg er enige om at den med mosaikkerne i Botanisk Have er den smukkeste. Den hedder også meget passende Fragile Beauty.

Dagens Kunsthistorie: FREDENS PORT

IDAG GIK JEG forbi skulpturen Fredens Port i Fredens Park ved Fredensgade i København. Det gør jeg tit. Og hver gang tænker jeg på dette besynderlige navn til en skulptur der nærmest er et mindesmærke for kamp. For på dét sted, i dén park, i dén gade og i dét kvarter er der i dén grad blevet kæmpet: Kæmpet for at overleve, kæmpet for at leve, kæmpet for en bedre tilværelse, kæmpet for børnene, kæmpet for bedre boliger og kæmpet mod biler og politikere.

FREDENS PORT (1982) blev skabt af Stig Brøgger, Hein Heinsen og Mogens Møller. Kunstnerne ville at skulpturen skulle forholde sig til sine omgivelser i såvel indhold som form. Materialet er spændbeton, der flere gange er blevet malet hvid. Formen er rektangulær og skulpturen er sat således at den hælder både mod søerne og mod Fredensgade - som den jo er omgivet af.

I BETONEN har der siddet et rødt neonrør, der dog er blevet fjernet. Muligvis fordi det hele tiden gik i stykker. Der er et nøglehul i betonen, placeret så højt at man ikke kan kigge igennem. Nøglehullet symboliserer en dør. En dør ind til noget, man ikke kan se og ikke kan komme ind til, da man ikke har nøglen. MEN hvis man havde, kunne man alligevel ikke nå derop.

SKULPTURENS NAVN signalerer en byport. Lige præcis her lå tidligere et stort og meget folkerigt kvarter, der blev revet ned i 1973, fordi politikerne ville bygge en motorvej der kunne føre bilerne fra Lyngbyvejen hen til Fisketorvet langs søerne. Der blev en masse ballade og MEGET voldsomme protester.

MANGE AF HUSENE var dårligt vedligeholdt og derfor i meget dårlig stand som følge af ejendomsspekulation. Beboerne var mangelunde, men mange var fattige og der boede også en del narkomaner. Den tidligere leder for danske nazister Johnny Hansen har frtalt i et interview at han er opvokset i Fredensgade, og at hans syn på indvandrere blev grundlagt her.

SLUMSTORMERE flyttede ind i nogle af de tomme ejendomme, der allerede havde fået prædikatet uegnede som bolig for mennesker. De var unge idealister, studerende og politisk aktive på venstrefløjen. De ønskede at skabe et bedre liv for kvarterets beboere, og fik blandt andet startet en børnehave - børnehaven Fredensgården (nu Læssøesgården) der stadig eksisterer.

MEN MYNDIGHEDERNE var urokkelige. Beboerne måtte flytte og husene skulle rives ned. Dette gjorde nogle af de svageste og mest påvirkelige og ustabile beboere endnu mere ustabile, og det føg med møbler og habengut ud fra vinduerne, hvilket gjorde området farligt.

UAGTET fortvivlelsen og kampen blev to kæmpe boligkarréer revet ned. Men motorvejen blev heldigvis aldrig til noget. Skulpturens navn Fredens Port henviser selvfølgelig til beliggenheden i Fredensgade, men også til al balladen og manglen på fred. Nu er der fred og ro - men også ret kedeligt!


Billedet er fra i vinters - Fredens Port omgivet af biler og sne og slud!

Dagens Kunsthistorie: ER DETTE GADEKUNST, ET VIDENSKABELIGT EKSPERIMENT ELLER FESTUDSMYKNING INGEN HAR FJERNET ENDNU?

HVAD ER DET MAN KAN SE PÅ DISSE FOTOGRAFIER? Er det julepynt? Er det rester af et videnskabeligt eksperiment som forskere fra Panum Institutttet har udført uden at rydde op efter sig? Er det pynt som de studerende har glemt at fjerne efter fredagsbaren? Eller er det kunst?

DER ER SIMPELTHEN INGEN TVIVL OM at man godt kan komme i tvivl om hvad der er kunst - især når det gælder gadekunsten. Når man ser en enlig sko kastet over ledningsnettet højt over gaden, er det muligt at det er en fulderik der har kastet den i en sanseløs rus, men det er også muligt at en gadekunstner har placeret den der, for at få os til at digte historier om byens liv.

PÅ SAMME MÅDE er det med disse runde sølvkugler i træerne i parken ved Panum Instituttet. Min datter og jeg nyder dem hver dag, når vi bevæger os til og fra hendes arbejde. De er dekorative, de er sjove og de får os til at tale om himmelrummet og fjerne planeter og rumvæsener og feer og alt det man ikke lige kan se med det blotte øje Og det paradoksale i at jeg tror på feer men VED med sikkerhed at der ikke findes trolde).

MEN ud fra et fagligt synspunkt er de problematiske. Ikke at de hænger der, men hvordan man skal kategorisere dem og placere dem i en kunstfaglig kontekst. For det første er udgangspunktet jo at kunstneren er ukendt, og dermed er intentionen med objekterne skjult for os, og derfor er der den mulighed at det hele er tilfældigt placeret.

JEG HUSKER TYDELIGT under et foredrag om performancekunst på en udstilling i Turninehallerne i 1996, hvor en fyr drattede ned fra en kasse, og blev hentet af to ambulanceførerklædte mænd. Og alle var i tvivl om hvorvidt det var en performance eller noget der rigtig skete. Det var desværre det sidste.

NÅR ALT ER KUNST er intet kunst længere, sagde Joseph Beuys. Med udgangspunkt i dette citat, kan man jo vælge at opfatte gadekunst som noget negativt, en udhuling af kunstens værdi og en nivellering. Men man kan også vælge at se det som noget positivt: DISSE SØLVKUGLER GØR HVERDAGEN LIDT FESTLIGERE. Tak for det!


Kuglerne befinder sig i haven på Panum Instituttet i København mellem Nørre Allé og Blegdamsvej.