tirsdag den 14. juli 2009

Ugens Kunsthistorie: ALADDINS HULE I HAARLEM - TEYLERS MUSEUM


Er der noget så skønt som når man oplever noget uventet - der er overraskende godt?! På mit første besøg til den yndige by Haarlem i Nederland, blev jeg trukket med hen på Teylers Museum af to entusiastiske guider der ønskede at vise mig det bedste byen rummer.

Inden besøget blev jeg informeret om at Teylers Museum er det ældste offentlige museum i Nederland, at det åbnede i 1784 og at deres samling dækker mange forskellige videnskabelige områder, bl.a. det naturvidenskabelige. Alder er jo ikke nødvendigvis en garanti for en god oplevelse. Diversitet garanterer heller ikke for noget overhovedet. Tværtimod kan det ofte være rigtig godt med en enkel og synlig rød tråd i samlingen.

Så jeg var skeptisk inden min entré og desuden var jeg egentlig kun interesseret i at se på billedkunst. Det jeg oplevede indenfor var gammelt og mørkt - og diverst og FASCINERENDE! Her var en sal med store gamle udstillingskabinetter fyldt med smukke fossiler af præhistoriske fugle og fisk, samt Ammonitter (beslægtede med blæksprutter men desværre udryddede for 65 millioner år siden). Okay, en fossil er jo blot en forstenet rest af en organisme fra jordens fortid, men det er utroligt at fisk stadig ser ud som fisk for millioner af år siden, og at udviklingen egentlig ikke er gået hurtigere.
Når man ser disse dekorative fossiler tænker man også om de er ægte, for hvordan kan vi idag egentlig vide at det ikke blot er smukke efterligninger? Museet er ærlig omkring denne problematik og fremviser også de forfalskninger tidligere direktører har fremstillet eller købt i den tro at de var ægte.

Næste sal er fyldt med kæmpe skinnende messinginstrumenter og maskiner fra en anden tid: Teleskoper, strømmaskiner, eletrostatiske generatorer, mikroskoper, et parabolsk spejl, miniature modeller af savmøller og kraner, galvanometre, resonatorer, heliographer og Foucaults pendul. Tidligere udførte man også fysiske eksperimenter i et laboratorium på museet. Flere af instrumenterne kan man som gæst selv afprøve, men de fleste er også bare smukke at se på. ADVARSEL: Hvis man ikke har et samler-gen i forvejen er der fare for at det skabes eller aktiveres voldsomt her. Ville det ikke være smukt med en række blanke messing instrumenter - der kan veje, måle, trække, vride, vise og vibrere - på reolen?

Den største udstillingsal er oval og smuk, fyldt med endnu flere videnskabelige instrumenter samt en imponerende samling af mineraler i midten af rummet. Her er sorte, grå, sart lyserøde, grønne, blå, lilla mineraler - og diamanter, koraler, månesten, opaler, turkiser, bjergkrystaller, verdens største antimonite krystal fra Japan og mange MANGE flere.

Herefter kommer kunstafdelingen (den fylder en sal). Malerierne er salonophængt, men kronologisk hvis man begynder til venstre og bevæger sig salen rundt. Som med de fleste provinsmuseer er samlingen koncentreret om malerier af Haarlem og kunstnere med tilknytning til Haarlem. Men det gør den bestemt ikke dårlig. Her er byprospekter, landskabsbiller, søstykker, interieurer, historiske billeder, portrætter og stilleben.
Mine favoritter er kunstnerne Isaac Israels (1865-1934) der fanger følelse og lys i The Girl Drummer (1908/14) og George Hendrik Breitner (1857-1923) der portrætterer byens mennesker, her børnene der er på søndagstur i klitterne iført alt for fint og for meget tøj i Children on the Dunes (ca. 1885).
Museet har også en stor grafisk samling og en værdifuld bogsamling med bl.a. sjældne atlas, illustrerede 1700-tals værker om fisk og fugle samt anden udgaven af Maria Sybilla Merians (1647-1717) smukke værk Surinamske Insekter fra 1719.

Museet rummer et smukt bibilotek (ikke offentligt tilgængeligt), interaktivt formidlingsrum med computere, café med udgang til haven og butik med bl.a. postkort af de smukke objekter fra samlingen. I 1990-96 udvidedes museet med en moderne udstillingssal til skiftende udstillinger. I anledning af det internationale Darwin år vises udstillingen Noahs Ark. På vej til Darwin til 6. september 2009.

Et besøg på Teylers Museum er som et besøg hos en excentrisk tante eller onkel der samler. Museet blev oprettet på baggrund af arven efter den rige tekstilkøbmand Pieter Teyler (1702 - 1778). Han var inspireret af tidens oplysningstanker og støttede naturvidenskaben og kunsten. Teylers Museum er også idag en fortælling om humanisme og interesse for menneskets oplysning, historie og udvikling. Her er så meget at se og opleve, at selv om der er andre besøgende, har man fornemmelsen af at man selv opdager det hele og at man har en unik og berigende oplevelse, når man går derfra.

Teylers Museum, Spaarne 16, 2011 CH Haarlem. Åbningstider: tirsdag til lørdag kl. 10 - 17, søndag og festdage kl. 12 - 17. Priser: voksne gæster 7 euro, børn i alderen 6 - 17 år 4 euro. Kontakt: info@teylersmuseum.nl. Mer information (på nederlandsk) www.teylersmuseum.nl.

onsdag den 8. juli 2009

UGENS KUNSTHISTORIE:ALADDINS HULE(R)

MANGE KUNSTMUSEERS PERMANENTE SAMLINGER BLIVER OVERSETE AF PUBLIKUM. DET ER STADIG SÆRUDSTILLINGERNE DER TRÆKKER FLEST BESØGENDE. OG DET KAN UNDRE, DA KUNSTSAMLINGERNE DE FLESTE STEDER ER BETAGENDE, OVERRASKENDE, BERIGENDE OG INSPIRERENDE. DENNE KUNSTHISTORIE SAMMENLIGNER KUNSTSAMLINGER MED ALADDINS HULE.

Min forestilling om Aladdins Hule er så billedbaseret, at jeg ikke kan sætte ord på. Jeg har også altid sprunget passagerne med beskrivelser af hulen over, fordi jeg ville have min egen forestilling om dette skatkammer - fyldt med kostbarheder - i fred. Men følelsen af at befinde sig et sted så overvældende og fyldt til randen med skatte kan jeg genkende - det har jeg prøvet et par gange.

Første gang var da jeg som 11-årig besøgte Louvre i Paris med min far. Det var overvældende at befinde sig i et palads med så uendeligt mange sale, og med de enorme malerier og de overdådige guldrammer. Det var den tilsyneladende aldrig sluttende rigdom der gjorde indtryk på barnet - mig. Og naturligvis også forestillingen om at store rober havde bevæget sig over disse gulve. Egentlig var det ikke kunsten i sig selv - og slet ikke kunststykket Mona Lisa.

Alligevel var der et maleri der fangede mine øjne, og som endte med at blive billedet på mit første besøg på - og indbegrebet af - Louvre. Det var maleriet Saínt Joseph Charpentier (udateret) der fik mig til at glemme alt om Marie Antoinette, Napoleon Bonaparte, Desirée og hofballerne. Det var HELT anderledes end alle de andre malerier fra samme periode. For på dette maleri var det ikke den religiøse hændelse eller personerne der var det vigtigste. Hovedpersonen i billedet var lyset og hvordan det farver i mørke. Måden at kunstneren George de La Tour ( 1593 - 1652) legede med lyset og viste oplysningen af den lille piges ansigt og klæder og ikke mindst hendes hånd foran stearinlyset var SÅ betagende. Jeg købte et postkort med den detalje, som jeg stadig har.

Anden gang jeg oplevede fornemmelsen af at befinde mig i en Aladdins Hule, var da min mor slæbte en 17-årig og meget modvillig mig med på British Museum i London - og ikke kunne få mig væk derfra igen. For det var simpelthen så overvældende og betagende og fuldstændig umuligt at rumme alt det. Fra Arnolfinis Trolovelse til de smukkeste indiske tekstiler. Maleriet Arnolfinis Trolovelse (1434) af Jan van Eyck (død 1441) er et fascinerende billede. Parret burde se glade ud, men det gør de ikke (og det kan der være forskellige årsager til som jeg ikke vil komme ind på her). Billedet er fyldt med uendeligt mange detaljer, blandt andet hundens pels og blanke øje, samt det vigtige lillebitte spejl på væggen der gengiver hele sceneriet bagfra inklusive kunstneren.

Når man ser så MEGET fantastisk bliver man let en smule blasert overfor vidundere og verdensmonumenter. Man vil så gerne opdage og rumme det hele og halser afsted for ikke at gå glip af hvad der er lige rundt om hjørnet, og ender vel egentlig med blot at blive overvældet. Men den dag idag er en af mine vigtigste inspirationskilder en lille bog om indiske tekstilmønstre.

Belært af min efterhånden store erfaring med overvældende kunstsamlinger var jeg forberedt første gang jeg i begyndelsen af 1990erne skulle til New York og se Museum of Modern Art. Jeg havde blandt andet læse Dea Trier Mørchs fortrinlige bog Amerika, hvori hun fortæller at hun altid lige skal se den behårede kop af Meret Oppenheim (1913 - 1985), når hun er på MoMA. Og det hjalp faktisk at have et holdepunkt. Så man ikke fuldstændigt druknede i betagelsen over alle de pletskud af værker de har i deres samling af eksempelvis Henri Laurens, Alberto Giacometti, Claude Monet og Mark Rothko. For ikke at tale om deres design-samling og deres fotosamling! Jeg har nu tillagt mig den vane, at når jeg er i New York skal der sættes to dage af til at besøge MoMA. På den måde sættes tempoet ned og man når også at summe over indtrykkene i deres dejlige gårdhave. Og jeg skal altid lige se Object. Paris. (1936).

Det ultimativt mest frustrerende besøg i en Aladdins Hule oplevede jeg på en studietur til Sankt Petersborg i Rusland i midten af 1990erne. Der var et tætpakket program, og i dette program var der sat tre timer af til at besøge Eremitagen - og det var inklusive at spise frokost. Jeg havde ikke forberedt mig ordentligt til dette besøg, så jeg blev fuldstændigt rundt på gulvet. Her var guldkareter og kæmpekaryatider, en formidabel naturhistorisk afdeling, en imponerende samling nederlandsk 1600-talsmaleri samt - på loftet - en kæmpe samling franske impressionister. Og meget MEGET mere. Det hele var sådan lidt uplanlagt og tilfældigt stillet frem, som om de på museet slet ikke var klare over hvilke kostbarheder de havde i deres hænder. Der var ingen oversigtskort eller etageplaner eller temaudstillinger eller kronologiske ophængninger. Det var så frustrerende, forvirrende og uoverskueligt at jeg stadig ikke kan huske præcis hvad jeg så, blot at jeg så voldsomme mængder af kostbarheder. Og det var en befrielse.

Der findes rigtig mange samlinger og museer i verden der kan opleves som en Aladdins Hule. Men måske netop fordi jeg mistede orienteringen og overblikket i Vinterpaladset og på grund af dets kaotiske og labyrintiske fremtoning, er det den samling der for mig visuelt kommer tættest på mit indre billede af Aladdins Hule.

I alle mine her ordførte oplevelser af nogle af verdens mest overdådige kunstsamlinger er det afgørende for oplevelsen ikke strukturen, men snarere det modsatte. Den uendelige mængde af kunstværker, det fraværende tema og den fraværende sammenhæng, manglen på en plan eller en oversigt, størrelsen af samlingerne der gør det umuligt at rumme dem på både en time, en dag og en uge - det er dét, og måske også den frie følelse af at have opdaget det hele selv, der gør dem ekstraordinære og fuldstændigt fantastiske OG til Aladdins Huler.

Find flere detaljer om de nævnte samlinger her: www.louvre.fr, www.britishmuseum.org, www.moma.org, www.hermitagemuseum.org.