Viser opslag med etiketten GOSHKA MACUGA. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten GOSHKA MACUGA. Vis alle opslag

mandag den 8. oktober 2018

3 på Stribe: INSPIRATION FRA PICASSOs Guernica (1937)

I 1937 MALER PABLO PICASSO maleriet Guernica inspireret af bombningen af byen Guernica under den spanske borgerkrig. Dette maleri er siden blevet et af de mest berømte malerier i den moderne kunsthistorie, omgærdet af mange myter. En tysk soldat skal efter sigende have spurgt Picasso om det var ham der havde skabt det maleri, og Picasso skal have svaret: "Nej, det var jer".

UTALLIGE KUNSTNERE HAR VÆRET, ER OG BLIVER VED MED AT VÆRE inspireret af dette inferno af løsrevne kropsdele og tavse skrig af mennesker der hensynsløst slagtes uden grund. I denne 3 på stribe vises værker af tre af disse kunstnere, der er blevet inspireret af Guernica.

1. Yamashita Kikuji (1919-85): Guddommeliggørelsen af en soldat fra 1967:

YAMASHITA KIKUJI deltog som japansk soldat under 2. Verdenskrig. Krigens ondskab samt soldatens moralske dillemmaer og tømmermænd fylder i hans malerier. I dette maleri er det specifikt Vietnamkrigens rædsler og amerikanernes tre år lange bombe-kampagne kaldet operation Rolling Thunder, der er afsæt for maleriet. Kompositionen er inspireret af Picassos Guernica, selvom Kikujis maleri tydeligt er bygget op om en vertikal midterakse krydset af en horisontal akse. Omkring den vertikale akse er der en slags parallelitet (eksempelvis et dyr og en rytter på hver side). Den horisontale akse adskiller det figurative fra det abstrakte.

I 1970 SKULLE AFTALEN MED AMERIKANERNE om deres tilstedeværelse/ besættelse genforhandles, og der var en stor modstand mod en forlængelse i den japanske befolkning. Denne modstand smeltede påvirkede også den japanske modstand mod og afstandstagen fra Vietnamkrigen og amerikanernes engagement i denne.

2. Faith Ringgold (1935): American People series # 20: Die fra 1967:
Billedet indeholder sandsynligvis: en eller flere personer
RACEUROLIGHEDERNE I USA I 1960erne er afsættet for Faith Ringgolds maleri. Hør Ringgold selv fortælle om baggrunden for værket og dets stadige aktualitet her.

3. Goshka Macuga (1967): The Nature of the Beast fra 2009:
GOSHKA MACUGA ER EN POLSK KUNSTNER, der arbejder tværmedialt. Installationen The Nature of the Beast var en installation skabt til Whitechapel gallery i 2009. Se film fra udstillingen på Whitechapel gallery i 2009 her. Macuga har skabt et mini FN-mødelokale i galleriet med Guernica-gobelin og rundt mødebord. Kan man andet end foretage sig fredsbevarende handlinger og aktiviteter foran et billed esom Guernica? På udstillingen var også en skulptur af USAs tidligere udenrigsminister Colin Powell. Efter sigende blev Guernica-billedet dækket til, da Powell talte om at invadere Irak i den rigtige FN-bygning i New York.

fredag den 17. august 2012

Ugens Kunsthistorie: VERDEN ER SÅ STOR, SÅ STOR


DA JEG I FORÅRET OPDAGEDE at verden også rummer Nyseaber og 10.000 andre for mig ukendte dyrearter, fik jeg en følelse af rigdom; Vi kender heldigvis ikke hele verden, der er stadig uudforskede steder, ukendte territorier og masser af ubetrådte stier.

RIGDOMSFØLELSEN kom igen, da jeg denne sommer stod på Fredericianum i Kassel og så gruppen af skulpturer kaldet De Baktriske Prinsesser. Før det øjeblik havde jeg aldrig hørt om disse skulpturer, om baktriske prinsesser eller om den kultur der herskede i oltidsriget Baktrien. Jeg anede ikke engang, at der fandtes et sted der hed Baktrien.  Og en helt ny verden åbnede sig.

DE BAKTRISKE PRINSESSER kaldes prinsesser, men det er sandsynligt at de er gudinder af en slags. Disse volumiøse miniature figurer er på en og samme gang utroligt detaljerede og samtidigt meget enkle. De er komplekse konstruktioner, fordi de er sammensat af flere sten, udhuggede samt dekorerede. Kjoler, hoveder, hår, arme/ fødder og øjne er skabt af forskellige stenmaterialer. De har alle geometrisk dekorerede kjoler på, og de fleste sidder på en sokkel, en stol eller bare på jorden. På trods af de komplekse konstruktioner, ser de utroligt enkle ud. De vækker forestillinger om prinsesser der sidder et eksotisk sted og bliver underholdt dagen lang af hoffolk, kunstnere og undersåtter.
BAKTRIEN er navnet på det eksotiske asiatiske oldtidsrige som prinsesserne blev skabt i. Dette rige lå mellem  bjergkæden Hindu Kush og floden Amu Darja. I perioden mellem det 3. og det 2. årtusinde F.Kr. F. forsynede Baktrien Mesopotamien med råmaterialer, hvilket skabte grundlag for en velstående broncealder kultur.

DER FINDES IDAG 80 af skulpturerne på museer og hos samlere over hele verden, bla. på Louvre i Paris og på Metropolitan Museum of Art i New York. På dOKUMENTA 13 i Kassel udstilles altså 8 af dem. Og de er placeret i den del af udstillingen, som kaldes THE BRAIN, hvilket understreger af kuratorteamet med kunsthistorikeren Carolyn Christov-Bakagiev i spidsen har besluttet, at de er særligt vigtige. Og hvorfor er de så det?

SKULPTURERNE er imponerende på grund af deres alder, skønhed, skrøbelighed og sjældenhed. Men det er formentlig ikke kun derfor at de er med på dOKUMENTA 13. Idag er Baktrien en region der ligger imellem det nordlige Afghanistan, Turkmenistan, Uzbekistan og Tadjikistan. Og særlig det førstnævnte land fylder en deli vestlig bevidshed idag.
DE BAKTRISKE PRINSESSER repræsenterer en næsten ukendt fortid i Afghanistan - et land man desværre mest associerer med krig, krig og krig.  Og den følgende ødelæggelse. Men Afghanistan er et vigtig omdrejningspunkt på dOKUMENTA 13. Der er flere kunstværker med der berører Afghanistan, bl.a. Goshka Macuga (1967) og Alighiero Boetti (1940-1994). Og Queens Palace og Bagh-e Babur i Kabul er officielle sattelitter, hvor der vises dOKUMENTA 13 kunstværker af bl.a. Francis Alÿs (1959) og Tacita Dean (1965) og William Kentridge (1955). 

AFGHANISTAN er ikke alment kendt for sin rige kultur. Men man kan sige, at det har dOKUMENTA 13 påtaget sig at ændre på. Jeg ved ikke om det lykkes. Jeg ville gerne se udstillingsdelen i Kabul, men kan vist samtidig slå fast at der kommer jeg nok ikke de næste par år. Om nogensinde.

TIL GENGÆLD er det sikkert, at jeg skal se De Baktriske Prinsesser på både Louvre og Metropolitan og i de andre tilgængelige samlinger hvor de findes. For de er rigtig spændende. Og ikke kun på grund af deres geografiske historie. Men på grund af dem selv, for de er helt unikke. De har træk tilfælles med eksempelvis kubistiske skulpturer. Jeg kommer bl.a. til at tænke på Adams Fischers (1888- 1968) Spiralpigen fra 1918. De har materialet og udhugningen og dekorationen tilfælles. Men også kunstneren Jens Peter Kellermanns (1952) smukke kvindeskulpturer minder de mig om. Kellermanns figurer er også sammensat af forskellige materialer.

SPØRGSMÅLET ER om De Baktriske Prinsesser ville være blevet udstillet i hjerne-rummet på dOKUMENTA 13, hvis de ikke stammede fra Baktrien og havde noget med Afghanistans kulturelle historie at gøre. Deres skønhed alene havde nok ikke placeret dem der. De vidner om at verden er stor og rummelig, men er også en opfordring til at tage intellektuelt ansvar med hensyn til den politiske situation i Afghanistan. Og deres tilstedeværelse demonstrerer at kunsten altid også optræder i en politisk kontekst.