I CAFEEN på Munkeruphus står en mammut. Man kan nærmest
mærke støvet i den rødbrune pels fra dens mange vandringer i et eventyrligt
forhistorisk landskab. På trods af de imponerende stødtænder, bliver man nu ikke
bange, for dyret er på størrelse med Lille Pers elefant i Far til Fire-filmene.
Og skabt i stentøj.
MAMMUTTEN er bare et af værkerne på den omfattende
udstilling som Munkeruphus har sat sammen denne sommer med titlen KUNST I GENERATIONER. Her er - som titlen lover - kunstværker af flere
generationer af kunstnere i familien Bang. De arbejder med malerier, skulpturer, glas og keramik. Udstillingen kan ses frem til 7. september.
ER MAN NYSGERRIGT anlagt, er det jo altid interessant at se,
hvordan man i en familie varetager sine kreative evner på forskellig vis. Men udstillingen havde stået stærkere, hvis man havde lagt mere vægt på de kunstnere, der er repræsenteret på den smukke udstillingsplakat og deres værker end på det familieære. Det er spændende at en familie rummer så mange forskellige kreative talenter, og konceptet kan fungere. Jeg har i en tidligere kunsthistorie skrevet om Munkeruphus og min ønskeudstilling der, læs her. Men i dette tilfælde ville princippet Less is more have været godt at følge.
FORMIDLINGEN af udstillingen er ekstremt mangelfuld. Bortset
fra en planche på væggen, når man lige kommer ind samt en kopi af
værkfortegnelsen man kan låne ved indgangen, er det næsten fuldstændigt umuligt
at finde ud af hvem der udstiller hvad og hvor, eller hvem der har skabt de
forskellige værker.
VI MÅTTE DESVÆRRE opgive at hitte rede i, hvem der havde
skabt hvilke værker. Det er en skam, for der udstilles jo en skat og en smule
formidling havde hjulpet os der ikke selv ejer værker af en Bang eller kender
til familiens medlemmers æuvre i øvrigt. Det eneste medlem der virkelig skilte
sig ud var Diego Bang og hans billeder. Selvom han hører til familien, synes
jeg ikke rigtigt at de hørte til, men snarere at de dekonstruerede det hele.
Men min ledsager fandt dem befriende.
MUNKERUPHUS har haft et generøst materiale til sin
rådighed, og den venlige dame ved indgangen fortalte stolt at der stadig kom
værker til, men det er måske netop problemet – der er simpelthen for meget. Der
er så mange fine værker - krukker, vaser, glas, figurer, skulpturer, hinkestene
med meget mere - som udstilles i de tre rum ovenpå. Det er jo en skattekiste,
men desværre er de udstillet som om det er et loppemarked, hulter til bulter og
proppet sammen på alt for lidt plads.
TILBAGE i erindringen står mammutten i cafeen. Enkel og
smuk, tronende alene i cafeens passende enkle og venlige omgivelser. Gid hele
udstillingen havde været sådan.
Sikke en befriende anmeldelse af Bang-udstillingen i Munkerup. Som en af de nutidige, og aktive grene af familiedynastiet, takkede undertegnede og mine søskende i familien Bang nej til at deltage i udstillingen, af tre afgørende årsager. Du har i din kommentar sat fingeren på pulsen, og du berører noget meget væsentligt, og er tættere på din kritik end du er klar over.
SvarSlet1: Det er altid problematisk at ville fortælle den store fortælling, hvor generationer i samme slægt skal under samme lup. Det har i længere tid været et ønske fra en enkel person i familien, at forsøge at skabe en såkaldt "slægts-udstilling". Selvom ideen umiddelbart kan virke attraktiv, så er der så mange faldgrupper, at det bedste er at lade være. Desværre så Munkeruphus ikke problemerne, selvom jeg igennem dialog og korrespondance forsøgte at tale dem fra det. De ville gennemføre udstillingen, selvom vi både takkede nej og ikke ønskede at bidrage med udlån. Jeg er søn af billedhugger og keramiker Jacob Bang (som er søn af Billedhugger Arne Bang 1901-1983), og min fars værker er derfor næsten ikke repræsenteret på udstillingen, hvilket skyldes den interne konflikt som museet og jeg er del af.
2: Munkerup ønskede udstillingen under følgende præmis: "Kan kreativitet går i arv". Spørgsmåltegn! Det spørgsmål er absurd, hvis det ikke kan, hvordan kan de så udstille slægtsled efter slægtsled? Uspændende konflikt og svaret er allerede givet - så hvorfor udstille? Der er ikke nok distance mellem Munkeruphus og familien, derfor bliver det desværre præget af slags nostalgisk indavl og et usammenhængende kaos, når der ikke er en stærk ide eller kuratering, der kan samle, og have armslængdeprincippet på plads.
3: Når udstillingen roder, så skyldes det i høj grad at de bærende kunstneriske kræfter i nutiden takkede nej. Så måtte arrangørerne finde på noget alternativt, og dermed faldt deres oprindelige ide fra hinanden. Det havde været klogt hvis museet og den positive og samstemmende del af familien, havde ændret retning, og lyttet til de argumenter der blev fremført. Jeg, for min del, ønskede ikke at være del af en museal ramme, hvor jeg skulle trækkes ind, som et udstillet dyr i denne sammenhæng, så tesen om "kunst i generationer", med garanti ville havne som underrubrik i et dameblad.
Jeg beklager at det kom så vidt, da jeg blankt erkender at det er min skyld, at det er blevet noget rod. Jeg takkede nej, men blev ikke hørt og ikke respekteret. Det var også min anke, at det var umuligt at samle relevant stof ind på 3 mdr, som var ca den tid, Munkerup mente det kunne gøres på. Det fandt jeg både uansvarligt og uprofessionelt. Det påpegede lederen af Næstved Museum også i museet blog, da hun blev kontaktet af Munkeruphus for at låne dele af prøvesamlingen fra Holmegaards Glasværk, til udstillingen af Bang-dynastiet. Og jeg kan med garanti berette, at hverken min far, min farfar, hans bror eller min oldefar, ville have ønsket sig sådan en gang makværk af en udstilling. De havde klogeligt takket nej, da alene tanken ville have fået skeletterne til at vælte ud af skabet.
Simon Bang
Jeg er enig i at udstillingskonceptet er problematisk. Spørgsmålet om hvorvidt kreativitet går i arv er teoretisk set - som du påpeger - retorisk, i og med at påstanden om at det gør den bærer hele udstillingen.
SvarSletIndholdsmæssigt peger dette spørgsmål på den sociale arvs betydning - og et immobielt samfund hvor bagerbørn bliver bagere, skomagerbørn skomagere og kunstneres børn kunstnere.
Et andet interessant aspekt ved dette udstillingskoncept er selvfølgelig hvem skal skrive historien om kunstnerne og deres værker? Er det familien eller er det eksterne formidlere?
Jeg mener at alle er berettiget til at fortælle en historie. Men som publikum forventer vi, at de der fortæller historien gør det, så det passer til deres rolle.
Et udstillingssted sammensætter udstillinger med henblik på at formidle kunsten så godt som muligt. Jeg forventer af et udstillingsted, at det har en professionel afstand til og en sympati for sit materiale, samt er istand til at skabe klarhed og overblik over dette for sine gæster.
Man kan vælge en biografisk vinkel der fokuserer på den personlige udvikling eller en værkorienteret vinkel, der fokuserer på fænomener i samtiden.
På den aktuelle udstilling på Munkeruphus er der et alt for stort fokus på det biografiske uden at dette dog relateres til værkerne eller formidles til publikum. Der mangler simpelthen en professionel undersøgelse af materialet. Og det kan der jo være mange årsager til. Du nævner flere. Økonomi spiller måske også en rolle. Men så kunne man have strammet konceptet - og ja, 3 måneder er alt for kort tid til at sammensætte en god udstilling på.
I den aktuelle sag, så er jeg selvfølgelig på forhånd diskvalificeret, da jeg er del af familien Bang, men jeg vil forsøge at uddybe min kritik. Jeg undres meget over at et udstillingssted som Munkerup alligevel vælger at fortsætte arbejdet med en planlagt udstilling, når der fra store dele af familien har været massiv, intern kritik af måden, ideen, og selve den praktiske del blev gennemført på. De fastholdt deres udstillingskoncept, og henvendte sig aldrig formelt gennem en invitation, men kun gennem ét familiemedlem, som fik til opgave at skulle udvælge de rette familiemedlemmer, blandt hele slægten. Noget af et bøddelarbejde, at skulle vælge og vrage blandt sine egne, som om det var et lotteri man deltog i. Måske var det meget smart af ledelsen på Munkeruphus, men det har betydet en særdeles ubehagelig situation efterfølgende, om arv, familieforhold og ejerskab af historien.
SletEt professionelt udstillingssted bør have etiske retningslinier for hvorledes man forholder sig familier eller enkeltpersoner, hvis værk man ønske at udstille. Det er jo ikke unormalt at der internt i familierne er meget forskellig opfattelse af hvordan og hvorledes man ønsker at arven skal forvaltes, både i nutiden og i eftertiden. De helt forkerte beslutninger kan få vidtrækkende konsekvenser, og et udstillingssted, bør ikke bare være optaget af selve udstillingen, men også måden, hvorpå og hvordan man forholder sig til de mennesker og deres arv, som man gerne vil låne af og trække viden ud af. Hvis ikke familien Bang havde indvilliget i at udlåne genstande, var der jo aldrig kommet en udstilling. Så i dette aktuelle tilfælde og kommende, er Munkeruphus meget afhængig af den velvillighed, der pine død skal opstå i sådan en sammenhæng. Ellers er de på, og så har de ingen udstilling.
Det moralske spørgsmål er højakuelt, og jeg håber at dette eksempel kan tjene som advarsel for andre slægter eller pårørende til udøvende kunstnere. Det er meget vigtigt at spillereglerne allerede fra første færd er fastlagt, så den for låner og udlåner er klarlagt. Vi taler om en gråzone, hvor der tilsyneladende ikke er særligt stor bevågenhed på måden, sådanne samtaler eller aftaler foregår på. Det er jo også på sin plads at nævne at Munkerup driver deres forretning uden at honorer, det de låner af private menneskers arv og ejendom. Vi kan jo blot ihukomme at der i er lavet undersøgelser der viser, at der skal lønnes 30 personer i museumsverdenen, før selve kunstneren får løn, hvis værker rent faktisk er årsag til udstillingen. Udstillingsstedet vil naturligvis forsvarer sig med, at de udbreder kendskabet til en pågældende kunstners værk, men det er jo ikke blot en udstilling, men netop en hel pakke, der bliver indgået, når både emne, kuratering og vurdering af, hvorfor vi skal trækkes gennem en udstilling, finder sted. Der skal være tungvejende grunde til at ville udstille, der skal være noget uundgåeligt der brænder for at blive fortalt, og så skal man gøre sig umage, når man forvalter andres eftermæle.
I Munkeruphussagen med Bang-udstillingen, lades der meget tilbage at ønske, og man kan selvfølgelig ikke lovgive på feltet, men håbe på at andre udstillingssteder har så meget mere konduite, end den som familien Bang er blevet til del. Det har i den grad været spild af tid, både at kommunikere eller mangel på samme, og efterfølgende at beskue det makværk, der er opnået med en meget uklar udstillingside, og under stor uvilje fra store dele af familien. Denne udstilling er absolut ikke retvisende, og den kunne i den grad med succes have ansat en professionel kunsthistoriker der brændte for sit emne.
Vi blev forleden dag gjort opmærksom på denne blok og har i dag været inde og læse såvel an-meldelse som kommentarer vedrørende Munkeruphus aktuelle udstilling” Kunst i Generationer” med medlemmer af familien Bang.
SvarSletPå Munkeruphus er vi naturligvis meget glade for alle de pæne og varmende ord Naja Peders hidtil har haft til Munkeruphus og dets udstillinger.
Smag og behag er som altid forskellig fra person til person og sådan er det naturligvis også med Munkeruphus’ udstillinger. I de 23 år huset har eksisteret i sin nuværende form, har det været kunstudvalgets ønske, at formidle kunst af høj kvalitet på en enkel og tilgængelig facon. Når vi vælger at vise en tema udstilling som den aktuelle, er det først og fremmest fordi, det er en spæn-dende historie, som indeholder masser af fin dansk kunst og kunsthåndværk. Ting som har været kendt i brede kredse og som nu har opnået fornyet interesse. Med udstillingen ønsker vi at give mange forskellige mennesker en særlig oplevelse, som måske giver dem lyst til at fordybe sig vide-re. Da Munkeruphus er et kunstudstillingshus og ikke et museum, har det på intet tidspunkt været vores hensigt at lave udstillingen ud fra et kunsthistorisk synspunkt, det vil vi lade eksperterne om. Men vi oplever, med de mange positive kommentarer fra både danske og udenlandske gæster, at udstillingen giver mange af de besøgende en positiv aha-oplevelse og det er vi naturligvis rigtig glade for.
Hvad angår formidlingen har vi ikke ønsket at overplastre udstillingen med informationer, men har holdt os til to informative introduktionsskrivelser i indgangen, et CV om hver kunstner i de respekti-ve kunstnerrum og en værkfortegnelse med numre og forklaringer svarende til numrene i udstil-lingsmontrene m.m. De fleste af disse informationer er det også muligt at købe med hjem.
Alle værker er vist, så hver kunstner har sin egen montre eller sit eget rum, således at det skulle være nemt at overskue, hvem der har lavet hvad. De udstillede værker er velvilligt udlånt af famili-en Bang, blandt mange forskellige samlere og på Næstved Museum. Vi kunne have lånt langt flere ting af de enkelte kunstnere, men valgte for overskuelighedens skyld, at vise forholdsvis få udvalg-te værker. For at præsentere den alsidige udstilling så enkelt som muligt, er det gjort i Arkitekt Bernts smukke, enkle glasmontre.
At én del af familien Bang pludselig ikke ønskede at deltage i udstillingen var beklageligt, men først og fremmest synd for dem selv. Dermed fik de ikke mulighed for at følge med i udviklingen af ud-stillingen, men hænger fast i de første ord, der blev hæftet på den. Vi håber dog, at de har set ud-stillingen.
En udstilling som viser mange små ting, kommer nemt til at virke overvældende, derfor er det også dejligt når gæster kommer tilbage, ofte sammen med nye gæster, fordi de lige må opleve hele ud-stillingen én gang til. Udstillingen slutter med udgangen af denne uge, søndag d. 2.september 2012.
Munkeruphus, 30. august 2012 - Mana Torne, udstillingsdirektør og daglig leder.
Kære Mana Torne,
SvarSletDu skriver; "At én del af familien Bang pludselig ikke ønskede at deltage i udstillingen". Det var bestemt ikke noget der skete pludseligt, og det er netop ikke synd for os, for det var nemlig meget velovervejet. Men måske er det mere synd for publikum, og Munkeruphus i særdeleshed, at I ikke har formået af forvalte de muligheder som materialet byder på. Det er det mest tragiske.
Vi valgte at takke nej, da samtalen og den manglende dialog udeblev, og da det mere og mere virkede som om familien blot skulle bidrage med hvad de havde stående, uden hensyntagen til en større ide, end det halvtamme tema ”Kunst i generationer”, som ikke rykker noget særligt, eller sætter en begavet kontekst på spil.
Min far Jacob Bang er repræsenteret i et rum hvor alt er kaos. Hans ting er sammensat uden system og ide. Et meget rodet udpluk fra næsten ungdom til de sidste leveår, hvor han led af demens. Det er et rædselsskabinet og samtidig mordet på en kunstner, som har et langt større og vigtigere værk bag sig. Her er ingen respekt for værket. Jeg forstår ikke hvad Munkeruphus’ rolle er i den sammenhæng, og Jacob Bang havde været bedre tjent med slet ikke at være der.
Du forklarer, at I bevidst har valgt at lade tingene stå for sig selv og ikke ønskede at beskrive det nærmere, men er det er sådan set ikke det eneste arbejde I skal gøre, nu hvor I har fået hele samlingen serveret på et sølvfad? Der er ingen formidling af fakta og ingen kan hitte rede i, hvem der er hvem, og hvor og hvornår en given genstand fx er skabt og i hvilken forbindelse. Det hænger dog et ark i et chartek, i en snor i vindueshaspen, hvor der lige står, hvad nogen lige kan huske.
Man må spørge sig selv om det kan betegnes som et professionelt ledet udstillingssted, og hvad har de 23 år hjulpet på sagen, hvis der ikke finder umage og nysgerrighed sted? Munkeruphus stiller familierne i forlegenhed og publikum ligeledes, og frem for alt medvirker huset ikke aktivt til at fortælle historier, som er nødvendige eller vigtige. Jeg mener ikke, at man kan være bekendt at ulejlige familier, hvis man ikke kan forvalte deres arv og værk tilfredsstillende, professionelt og kritisk.
Det kræver såmænd ingen større budgetter at skabe noget enestående, kun omtanke, hårdt arbejde og indsigt, og ingen af delene findes på denne udstilling og det må skabe selvransagelse i ledelsen, når disse helt nødvendige egenskaber ikke er tilstede, hvis I stadig vil påberåbe jer, at formidle fremmede menneskers arv og livsværk.
PS: I har selv fundet på spørgsmålet ”om kreativitet kan nedarves” og I har selv lagt det ud på nettet som en ”teaser” til denne udstilling – det var først da jeg påpegede det absurde i spørgsmålet, at I senere valgte at ændre det. Ting tager tid, og hvis man mener at kunne skabe en udstilling om ”Kunst i generationer” på tre måneder, så sover man som man har redt.