lørdag den 12. november 2011

Dagens Kunsthistorie: MALEBØGER 3 - på tilbud

PÅ BOGFORUM IGÅR kunne man erhverve sig Lærke Heins 2 malebøger på tilbud for ialt 250 kroner. Køber man dem, har man to ideelle gaver til kunstinteresserede og samtidig støtter man Røde Kors.

søndag den 30. oktober 2011

Dagens Kunsthistorie: MALEBØGER FOR BØRN - 2

ER MALEBØGER FOR BØRN EN GOD IDÉ? Dette spørgsmål er allerede besvaret i en anden kunsthistorie. Det aktuelle spørgsmål er, om kunstmalebøger er en god idé for børn? Og det er aktuelt, fordi Lærke Hein har samlet billeder / tegninger af 84 kunstnere i bogen Den Store Nordiske Malebok, der netop er udkommet. For hver solgt bog, går der 20 kroner til Røde Kors.

BILLEDERNE i malebogen er bl.a. udformet af Gudrun Hasle, Hesselholdt & Mejlvang og Mette Winkelmann. Lærke Hein skriver i forordet at "kunstnerne er nogen af landenes dygtigste folk", og dermed bliver malebogen også en visuel præsentation af kunstnerne. Lidt á la litteraturudgivelser med ung nordisk novellekunst, nye irske noveller og nye amerikanske stemmer.

JEG har ikke afprøvet bogen endnu på børn, men i morgentv var der tre børn der skulle farvelægge tegninger fra bogen. De valgte alle tre grafitti-lignende tegninger. Jeg forestiller mig, at det gør de dels fordi de kender grafitti-tegninger. De ved at disse er farvestrålende og derfor ved de hvad der forventes af dem i farvelægningen. Og børn vil selvfølgelig gerne være dygtige og leve op til de voksnes forventninger. De andre tegninger i malebogen er anderledes end hvad børn er vant til at farvelægge. Hvis man blot siger til dem "Vælg et billede og farvelæg det", så er det letteste at vælge det genkendelige.

JEG KOMMER TIL AT TÆNKE PÅ Lars Nittve, der som direktør på Louisiana var meget optaget af kunstens aura og tilhænger af at værkerne skulle tale for sig selv. Altså ikke så meget formidling af og omkring værkerne. Det er holdningen, at de fleste mennesker jo har øjne i hovedet og derfor formidler værket også sig selv.

JEG ER IKKE TILHÆNGER AF DENNE HOLDNING. Men når det er sagt, så er det befriende at få kunstnerne præsenteret uden ord. Der er flere rigtig gode og morsomme værker iblandt. Og med denne malebog er man godt orienteret om hvilke kunstnere der eksempelvis er i Sverige og Norge. Det ville være fantastisk hvis man som voksne kunne købe en lille skriftlig guide til de forskellige kunstnere ved siden af.

JEG VIL UNDERSØGE om det er alle børn der vælger genkendelige tegninger eller om det er forskelligt hvad de vælger. Dette vil danne rammen om en fremtidig kunsthistorie. Hvis ikke børnene sidder sammen med en voksen, er jeg ikke så sikker på at denne malebog er børn. Til gengæld er jeg HELT sikker på, at denne malebog er for voksne!

Bogen koster 199,- kroner (vejlende pris) hos boghandleren. Læs mere om Lærke Hein her.

onsdag den 19. oktober 2011

Ugens Kunsthistorie: MALEBØGER

EN MALEBOG er en bog, der typisk indeholder streggrafik, således at tegningen / billedet kan udfyldes/ farvelægges af andre. Malebøger er oftest udformet for børn - men de findes også for voksne. En af de tidligste malebøger var den amerikanske The Little Folks Painting Book fra 1879.

Som voksen og forælder opfatter jeg malebøger som noget af det mest kedelige, der findes. Andre har tegnet en tegning, som skal farvelægges. Det vil sige at den del i processen, som barnet får, bliver det tildelt. Barnet udfylder noget, som en anden har bestemt. Dermed fratages barnet initiativ. For farvelægningen ændrer ikke billedet. Det tilføjer heller ikke noget til billedet. Eller gør det?

SOM kunstformidler med særlig interesse for børns kreativitet, kan jeg godt se, at malebøger kan noget. For det første er malebogen en mulighed for at udbrede billeder til rigtig mange mennesker. Hvis disse billeder er kunst, er der tale om en total demokratisering af kunsten, hvilket man som kunstformidler kun kan billige!
NÅR der er tale om billeder af figurer fra populære tegneserier, som eksempelvis Rasmus Klump, er der tale om salgsfremmende initiativer. Og det er ikke så slemt. For malebøgerne kan bruges til udvikling af børns kreative arbejde og udvikling af deres motoriske fortrolighed med redskaberne. Eksempelvis måden de arbejder med farveblyanten/ tuschen/ kuglepennen - hele deres strøgarbejde. Børn kan lege sig til at arbejde med at holde sig indenfor og udenfor linierne.

MALEBØGER er desuden en fremragende måde at arbejde med farve på. Børnene kan blande farver, de kan ramme at ramme farverne i "originalen" (hvis det f.eks. er figurer fra en tegnefilm/ et tegneserie-univers), eller de kan forsøge at fortælle en anden/ deres egen udgave af historien ved at benytte farverne ekspressivt! Mulighederne er uendelige.

DESVÆRRE er det ofte således, at malebøger er noget børn får til at udfylde pauser med. F.eks. til en togrejse, mens de voksne er optaget af noget andet. Altså en alene-aktivitet. Á la "tegn din fantasi"-aktiviteten. Og dét er sjældent noget, der får børns egen kreativitet til at blomstre. Hvis man derimod opfatter malebogen som børneprogrammer i fjernsynet, og ser det sammen med dem, bliver malebogens potentiale både større og bedre udnyttet. Men selvfølgelig skal malebogen ikke stå alene i børns visuelle udfoldelser. Det hvide papir er det vigtigste!

Ugens Kunsthistorie: DETTE ER IKKE KUNST! - KUNSTSTRIK 5



DEN ANDEN DAG, da jeg kom op fra Metroen på Fasanvej, så jeg denne fantastiske cykel. Den stod og var nærmest selvlysende og fuldstændig umulig at overse, selvom den var nonchalant parkeret op af et skilt mellem andre cykler.



HER ER STRIK på stort set alle stænger og på sadel og baggagebærer. Selv pedalerne er viklet ind i strik. Det er virkelig gennemført - og må have været et KÆMPE arbejde.

MIN FØRSTE REAKTION var, at cyklen er for flot til at den kan være gadekunst. Det må være en designer, der vil skille sig ud fra mængden og samtidig gøre noget særligt ved sin cykel. Jeg kunne ikke lade være med at smile og tænke på alle de historier (jeg kender til), hvor mennesker gør noget mærkeligt for at skille sig ud fra mængden.

AK OG VE - skuffelsen var stor, da jeg ved busstoppestedet på hjørnet af Roskildevej og Sønder Fasanvej så en stribet strikket pølse hænge i et gelænder. Det var ikke den strikkede rulle som sådan der skuffede mig. Den var nydelig og hang som en glemt vante eller et glemt tørklæde og ventede på at blive samlet op.



MEN der var bundet et lille plastic skilt til pølsen. Og på dette plastic skilt stod der på den ene side at man skal passe på hianden i trafikken og på den anden side var der en kærlig hilsen fra Frederiksberg Kommune.



OG SÅ kom jeg jo i hu at der også havde siddet et lille plasticskilt på cyklen ved Fasanvej. Så min fornemmelse var rigtig - det var ikke gadekunst. En designer har formentlig designet strikket, der er fordelt over hele Frederiksberg Kommune. Gadekunsten er blevet absorberet og institutionaliseret - og Gadekunststrik vil aldrig være det samme efter dette - for jeg vil altid være i tvivl om, hvorvidt det er kunst eller kampagne.



torsdag den 6. oktober 2011

Ugens Kunsthistorie: NY KULTURMINISTER - SUPER SPÆNDENDE!

MENS VI VENTER på at se, hvad vores nye kulturminister Uffe Elbæk vil føre med sig af nye tiltag, tænker jeg tilbage på første gang, jeg så ham. Det var i begyndelsen af 1990erne, hvor gode venner havde inviteret mig med i Århus Teater for at se et billedshow af den amerikanske kunstner Nan Goldin (1953).

NAN GOLDIN er en af mine favoritkunstnere. Hun sammensætter suveræne, stærke, inspirerende og uhyggeligt personlige film.

MEN PÅ EN ELLER ANDEN MÅDE lykkedes det for Uffe Elbæk at overshine Nan Goldin dér i Århus. For billedet af denne mand der stod - med et lykkeligt grin fra det ene øre til det andet og mindede om en lille skoledreng, der har fundet en brugt slikkepind - og var SÅ stolt over at have fået hende i hus ( - og det er virkelig noget at være stolt af!)er dét, der står stærkest tilbage på min nethinde fra den aften. Og jeg er spændt på at se, om jeg nogensinde vil få det billede ændret.

fredag den 30. september 2011

Dagens Kunsthistorie: SÆLSOMT STUDIE i Nørrebroparken



Da jeg forleden trillede igennem den stærkt amputerede Nørrebro Park, kom jeg forbi det 4 meter høje og 100 meter lange mørkegrønne plankeværk rundt om byggepladsen. Jeg registrerede to alvorligt udseende kvinder i hvide beskyttelsesdragter, der var igang med noget. Først troede jeg, at de var ved at male plankeværket. Jeg så, at der var malet noget på det mørkegrønne, og tænkte, at de måske var grafitti-fjernere.

De havde en lillebitte arbejdsbil med, og da jeg kom tættere på dem, så jeg at de satte noget op på plankeværket. Og så tænkte jeg, at nutidens plakatopsætter virkelig var kommet langt, siden Jesus i 1980erne cyklede rundt med sin ladcykel i nattens mulm og mørke.

Men da jeg passerede dem, så jeg, at de satte udstansede figurer op på plankeværket, og først da gik det op for mig, at de var igang med en udsmykning. På plankeværket har de malet fire natur-figurer, som de kalder Langblad, Nyreblad, Stivhår og Englesød. Disse blad-former er også blevet udstanset i træ og sat ovenpå og ved siden af de andre.



Dette udsmykningskoncept har de to designere, Liv Beier Heckmann (1981) og Maja Dahl Nielsen (1983), skabt for Københavns Metro selskab. Det er egentlig et meget smukt, behageligt og enkelt koncept, men jeg skal være spændt på at se, hvor længe det for lov at stå uberørt.


torsdag den 29. september 2011

SURREALISTISK KUNSTSKAT RESTAURERES OG FORMIDLES FOR EN HALV MILLION KRONER!



I 1938/ 1939 skabte kunstnerne Vilhelm Bjerke-Petersen og Elsa Thoresen 13 store udsmykninger til ejendommen Ved Volden på Christianshavn. Udsmykningerne har hængt i trappeopgangene lige siden og budt alle besøgende velkomne.

Udsmykningerne kan ikke fjernes eller flyttes. De er blandt andet unikke, fordi de stammer fra den korte periode, hvor de to kunstnere arbejdede figurativt (ligesom Vilhelm Freddie). De blandede deres surrealistiske stil med både politiske, psykologiske og kunstneriske teorier - og tilsatte inspiration fra så forskellige kunstnere som René Magritte, Marc Chagall, Salvador Dali - og J.F. Willumsen.

Efter 73 års udstilling er malerierne blevet så medtaget, at de trænger til at blive restaureret. Et unikt samarbejde mellem beboerne i ejendommen (repræsenteret af Ejerforeningen Ved Volden) og Erik Olesens Ejendomsselskab A/S, betyder at malerierne nu kan renses og restaureres af konservator Britt Christmas-Møller fra Konserveringsværkstedet (www.konserveringsværkstedet.dk ). Man kan følge processen på bloggen www.kunstenvedvolden.blogspot.com. Frese & Søn as ved Lasse Witthøfft (www.frese.as) sørger for rammer og glas foran udsmykningerne. Alle udsmykninger gennemfotograferes af fotograf Ida Wang (www.idawang.dk) og der udgives en publikation med tekst af kunstformidler Naja Pedersen (www.kunsthistorier.blogspot.com ).

søndag den 11. september 2011

Dagens Kunsthistorie: KUNSTVÆRK WITH A VIEW



DER ER NOGET MED UDSIGTER og kunst. Mange malerier har netop udsigter som motiv: Skønne udsigter, grimme udsigter - ja endog dræbende udsigter. Der er nogen der påstår at udsigten - det at dvæle ved det smukke landskab - er det der kendetegner det moderne menneske. Og at dette begyndte i 1500-tallet!

Caspar David Friedrichs Munken Ved Havet (1808-10) og Michael Elmgreen og Ingar Dragsets Powerless Structures fig. II (1997) på Louisiana er to af mine favoritudsigter.

Men det er sjældent, at kunsten byder på en kop the sammen med udsigten. Dette har kunstneren Anja Franke (f. 1962) dog sørget for. Frem til 23. oktober kan man opleve den smukkeste installation og et smukt offentligt møbel ved Nakkehoved Fyr i Gilleleje: Tea With a View.

Udsigten fra Nakkehoved Fyr ud over vandet mod Sverige har altid været betagende. Og nu kan man - samtidigt med at man nyder udsigten - selv ingå i et billede af en der nyder en udsigt og en kop the.

Udstillingen er et samarbejde mellem Gilleleje Museum, Anja Franke og det meget spændende kunstinitiativ Kunsthus Uden Mure. Det er bl.a. også Kunsthus Uden Mure der har arrangeret udstillingen med Per Kirkeby på Tegners Museum.

Dagens Kunsthistorie: PAS PÅ DE SMÅ I TRAFIKKEN



Under en køretur med buslinie 4A opdagede jeg pludselig dette klister-skilt. Skiltet viser en moderskikkelse der går med sit barn. teksten lyder: Pas på de små i trafikken. Og det kan vi jo alle blive enige om. Men da jeg så nærmere på skiltet var det ikke trafikken eller trafik-osen, der var farligt for den lille, men derimod den prut moderen slap ud i børnehøjde. Endnu et lille smil i hverdagen - jeg ELSKER gadens kunst!

Dagens Kunsthistorie: GØJE ROSTRUP




DA JEG VAR BARN, syntes jeg, at det bedste i cirkus var, hvis der var børn med i numrene: børneklovne, børneakrobater, børnetryllekunstnere og børnecirkusdirektører. Helst skulle de gøre grin med de voksne ditto. Så grinte man højt og længe! Indimellem optrådte også børn med dyr: hunde eller søløver - eller børn på heste.

Det var altid smukke børn i grønne pailletbesatte buksedragter, der bevægede sig elegant og hjemmevant med og på dyrene. SAMMEN med deres voksne. Børn der hørte til i manegen og rampelyset omgivet af stjernestøv og stjernedrømme. Når man sad der i mørket, kunne man noget så inderligt længes efter at være sådan et smukt barn der sammen med sine forældre levede i sådan en magisk tilværelse.



PÅ UDSTILLINGEN ATTITUDE på Galleri NB i København udstiller kunstner Gøje Rostrup (f. 1964) lige nu bl.a. malerier fra sin nyeste billedserie Horsepower. Denne billedserie fokuserer på heste og børn. Den lilla-røde baggrundsfarve indikerer måske scenetæppe og antyder dermed at hest og børn optræder sammen for nogen. Dette publikum er til dels os der ser på malerierne, men det er også de ansvarlige voksne der har sat hest og barn sammen.

HESTE OG BØRN er et yndet motiv, lige fra sangen om cowboyen der har sin hest og sin lasso, til hestepigebøger. Flere kvindelige venstrepolitikere beskriver stolte sig selv som hestepiger. Disse motiver er positivt ladet. I Gøje Rostrups malerier bevæger dette motiv sig fra stjernedrøm til mareridt. Børnene er alene på eller med hesten. De befinder sig i et tomt og udefineret rum, hvilket giver en anspændt og urovækkende atmosfære. Hestene er store muskuløse stolte væsener og børnene er små, blege klumper.



Det er vanskeligt at sige præcist om børnene siger/ tænker ” Se lige mig” eller ”Er det rigtigt det jeg gør” eller ”HJÆLP”. Og det er denne tvetydighed, der virker dragende på beskueren og som Gøje Rostrup behersker mesterligt! Desuden er der hele den udefinerede sammenhæng mellem aktørerne indbyrdes og selve scenen: Hvad er det for en historie, de befinder sig i? Er hesten en beskytter og helt eller en ven og fortrolig? Er barnet selv kravlet op på hesten eller er det blevet anbragt? Gøje Rostrup har også i sine tidligere arbejder benyttet sig af fotobaserede portrætter af tilsyneladende søde, pæne og artige børn – børn der i dén grad instrueres til deres roller af forældre og samfund.

TILBAGE TIL EN SOMMER ENGANG et sted langt ude i det danske sommerland. Dagen efter en cirkusforestilling mødte jeg cirkusbørnene igen. Længslen aftenen i forvejen og ønsket om at få lidt mere af den pailletbesatte drøm trak mig hen til cirkuspladsen. Men her gik børnene rundt i almindeligt tøj. De så snuskede og forsømte og ensomme ud udenfor manegen. Og de var ikke sammen med deres voksne – men ret så overladte til dem selv. Her lærte jeg noget om illusioner og var pludselig rigtig glad for at komme hjem til mine almindelige forældre og vores almindelige pailletløse liv igen.


GØJE ROSTRUPs malerier kan opleves på udstillingen ATTITUDE i Galleri NB, Nikolaj Pl. 27 frem til den 22. 10. På udstillingen deltager også kunstnerne Vilmantas og Thomas Andersson. Check hjemmesiden www.gallerinb.com for flere detaljer.

mandag den 1. august 2011

Dagens Kunsthistorie: NOGET OM ELEFANTER



AJ, HVOR ER DET STRENGT, udbrød min datter på 5½, da vi så denne elefant i Københavns lufthavn. Vi voksne forstod ikke helt hvad hun mente. Men hun synes simpelthen ikke, at man kunne være bekendt at bemale elefanten SÅ grimt.



ELEFANTEN HER er udsmykket af Marco Evaristti i 'samarbejde' med en rigtig elefant og man kan følge arbejdet i denne video. Men ifølge min datter er det æstetiske ambitionsniveau ikke højt nok. Jeg vil give hende ret i, at når man ser på elefanten, kan man ikke se konceptet for udsmykningen, og dermed falder ideen vel til jorden? Det publikum der haster forbi denne elefant er vel ikke nødvendigvis dem der tænker "Gud, hvor er den grim - den må jeg bare læse noget mere om"?!

I DET HELE TAGET er dette elefantprojekt en smule problematisk, fordi det minder om alle de andre projekter med juletræer og køer og alle mulige andre kommercialiserede kunsttegn. Øjnene bliver efterhånden en smule metaltrætte og lettere blinde af og immune overfor denne slags forsøg på at åbne dem op for nødlidende af mange slags.

PÅ SKULPTURUDSTILLINGEN i Münster i Tyskland for tre år siden havde kunstneren Andreas Siekmann netop en kommentar til denne slags projekter. Hans værk hed Trickle down. Public space in the era of its Privatization og var et protestværk især vendt mod den slags plastic vartegn som mange byer over hele kloden bruger for at vise at netop deres by er noget særligt. Elgens by, ørnens by eller tyrens by. Et vartegn der er totalt kommercielt og ikke har særlig meget med kunst at gøre - selvom det omtales som 'urban kunst'.

PÅ SAMME MÅDE er det med elefanterne, der denne sommer har invaderet København. De har ikke rigtig noget med kunst at gøre. Men der er nogle smukke og interessante iblandt dem. Min datter og jeg er enige om at den med mosaikkerne i Botanisk Have er den smukkeste. Den hedder også meget passende Fragile Beauty.





Dagens Kunsthistorie: KUNSTSTRIK - i Nordvest



BLOT FOR AT UNDERSTREGE at strik VIRKELIG er oppe i tiden: Fotografiet er fra Københavns Nordvestkvarter, hvor gadekunstnere har sørget for at skilteholdere og pæle ikke kommer til at fryse i sommerheden.

I DETTE KUNSTSTRIK UDTRYKKES stor kærlighed til oversete objekter og ekstrem hverdagspoesi, der fremkalder smil og stof til eftertanke. Litteraten i mig kommer naturligvis til at tænke på Walt Whitmans Leaves of Grass (1855), hvor såvel græsstrå som gadernes fortov og alt andet overset besynges.

NU VED VI JO IKKE hvilket køn denne gadekunstner har, men oftest forbindes strik med kvinder og dermed kan man sige at strik er en kønsspecifik aktivitet. Jeg har ikke været inde på det kønsspecifikke tidligere i forhold til kunststrikken, da det syntes SÅ tydeligt. Men netop her er det på sin plads. Fordi en anden kliché der klæber sig til kvindekønnet, er den om moderen der konstant er bange for at de små børn fryser og derfor klæder dem ALT for varmt på. Iklædningen af disse skilteholdere i strik er netop også et humoristisk spil på denne kvælende moderlige omsorg.

søndag den 31. juli 2011

Dagens Kunsthistorie: KUNSTSTRIK 3 - FINDES DET, FINDES DET HER!






DET SIDSTE STED jeg havde forestillet mig at finde kunststrik, var på Færøerne. Færøerne er kendte for deres strik - senest så man i tv-serien Forbrydelsen hvordan en færøsk sweater nærmest gik hen og blev hovedperson! Traditionen for at forarbejde og anvende fårenes uld til beklædning går her helt tilbage til de tidligste bosættelser omkring år 1000. Men netop fordi det er beklædningsstrik de er kendte for, ville jeg nok have troet at det var en spøg, hvis man havde sagt til mig at der på færøerne også fandtes kunststrik.

PÅ ANBEFALING har jeg været på Nordatlantens Brygge og se en udstilling med titlen FÆRØSK STRIK: KUNST OG DESIGN. På udstillingen vises strikkede kvadrater og rektangler af en vis størrelse allesammen udført af strikkekonen Katrina Maria Hansen (1913-2010). Det er ikke tæpper, men snarere vægudsmykninger som eksempelvis vævede gobeliner.

DET DER SLOG MIG, da jeg så dem, er de stærke farver, som jeg slet ikke forbinder
med færøsk strik. Muligvis en fordom, men både farverne og de flotte nærmest optiske mønstrefik mig til at tænke på indianske tæpper OG moderne kunst fra det 20. århundrede. Jeg kom til at tænke på er den kendte kunstner Josef Albers (der lige nu er aktuel på Louisiana) og især på - den mindre kendte kunstner - Alfred Jensen ( der også er repræsenteret i Louisianas samling). Ikke fordi de strikker, men fordi de i deres værker også leger med farver og mønstre og optiske effekter.






UDSTILLINGEN er sammensat af designeren Jóhanna av Steinum, der tilfældigvis fandt de strikkede værker, da hun skulle interviewe Katrina Maria Hansen om hendes strikkeproduktion. Det er Jóhanna Av Steinum der har erklæret at det er kunstværker. Og dét er problematisk.

JÓHANNA AV STEINUM har arrangeret udstillingen således at den viser de fine værker frem, men at disse samtidig virker som 'baggrund' for hendes egen produktion af beklædning. Dermed bliver udstillingen i den grad en markedsføring af hende og hendes design. Dét er der jo ikke noget galt i, men det havde klædt udstillingen hvis de to personers værker var blevet skilt ad. Der er ikke engang skilte der fortæller hvem der har lavet hvilke værker. Det hele flyder lidt sammen.

OG DET FÅR MIG TIL AT TÆNKE PÅ, at det hele jo kan være noget som Jóhanna Av Steinum har opfundet. I så fald er det en virkelig god og fantastisk historie. Men det ville ikke ændre på det faktum at det faktisk er nogle utroligt smukke og spændende billedtæpper.


SE UDSTILLINGEN PÅ NORDATLANTENS BRYGGE FREM TIL 23. AUGUST 2011. LÆS MERE OM UDSTILLINGEN HER.
LÆS MERE OM ALFRED JENSEN HER.

Dagens Kunsthistorie: KUNSTSTRIK 2




"THOSE OF YOU WHO FEEL KNITTING HAS CHANGED YOUR LIFE, WELCOME TO THE CLUB. I CAN THINK OF NO BETTER OCCUPATION TO REVEAL YOUR OWN CREATIVITY" Kaffe Fassett


JEG SLUTTEDE forrige Kunsthistorie om KUNSTSTRIK med det retoriske spørgsmål: Er strik kunst? Før jeg selv svarer på dette, skal vi lige en lille tur tilbage til i tiden.

JEG ER DEN LYKKELIGE EJER af en efterhånden ret slidt Kaffe Fassett coffee table-bog fra 1988. Som jeg allerede har bekendt, er jeg ikke den store strikker, men dét der gør at denne bog er så slidt er, at jeg dels elsker at se farverne og farvesammensætningerne og dels at studere fotografierne af dét der inspirerer ham.

I KAFFE FASSETT-BOGEN er billeder af det der inspirerer ham sat ved siden af hans strik i en slags collage på store opslag. Inspirationen kommer blandt andet fra knapper i forskellige størrelser, farver og mønstre, jordbærkager, kinesisk porcelæn, garnruller og krydderurter - alt sammen set oppefra. Og de stykker af hans strik man ser er fragmenter af hans sweatre, veste, slag og sjaler, således at man ikke ser helheden og dermed deres brugsfunktion, men alene mønstre og farver.

PÅ TRODS AF at jeg elsker at bladre i denne bog, og faktisk er ret vild med den verden Kaffe Fassett (1937) konstruerer, opfatter jeg ikke det han skaber som kunst. Jeg opfatter det som kunsthåndværk eller design om man vil - men ikke som kunstværker. Det er VIILDT imponerende og en kunst, det han strikker, men jeg mener altså ikke at det kan karakteriseres som kunst. Og det er ikke fordi at det er strik, men fordi det har en brugsfunktion.

CITATET FOROVEN har jeg fra Fassetts egen hjemmeside. Jeg har taget det med her dels fordi jeg synes det er ret morsomt og dels fordi det fortæller noget om hvorfor strik ikke er kunst - alle kan gøre det. I princippet kan alle jo strikke.

ORDET STRIK betyder at danne en løkke. Men efterhånden dækker strik også over at man får løkkerne til at hænge sammen. Jeg kan huske at jeg engang i 1990erne så en udstilling med Kirstine Roepstorf (1972) i en kælder i Lars Bjørnstræde i det indre København (eller der omkring). Såvidt jeg husker havde hun havde flere strikkede kunstværker med, blandt andet en blæksprutte og en hval. I den sammenhæng brugte hun strik som et materiale - eller/og et redskab - i sit kunstneriske virke, og dermed bliver strik til kunst.

STRIK ER ALTSÅ IKKE KUNST I SIG SELV - selvom det kan være en kunst at strikke. Kunstneren Tal R (1967) strikkede engang sweatre i et kunstnersamarbejde med Mads Nørgaard. Sweatrene blev solgt i tøjbutikken Nørgaard på Strøget og på Louisiana. Selvom Tal R er en anerkendt kunstner, mener jeg ikke at man kan sige at disse sweatre er kunstværker - de er designs.

DET SAMME KAN MAN SIGE om Irmas kunstdåser, hvor de seneste fem er dekoreret af samtidskunstnere - bl.a. af Kirstine Roepsdorff. At hun har dekoreret en Irmadåse gør den ikke til et kunstværk. Men det ændrer ikke på, at Irmadåsen er et stykke brugskunst som jeg gerne vil eje - og især den som Roepstorff har dekoreret.


SE OG LÆS MERE OM KAFFE FASSETT PÅ HANS HJEMMESIDE HER.SE OG LÆS MERE OM KIRSTINE ROEPSTORFF HER.
LÆS MERE OM IRMADÅSERNE HER .
SE OG LÆS MERE OM TAL R HER.

torsdag den 21. juli 2011

Dagens Kunsthistorie: KUNSTSTRIK - FINDES DET?




JEG ER IKKE EKSPERT i strik. Engang i 1980erne strikkede jeg en flaskegrøn sweater der var for kort og havde for lange ærmer. Men farven var skøn! Og min kusine lærte mig engang at strikke sokker (men jeg har glemt det igen). Ellers har jeg strikket, hver gang jeg ventede mig - dvs. to gange. Men jeg elsker farverne og garnet og mønstrene, og jeg synes at strik er fantastisk!

I BEGYNDELSEN af juli måned gik jeg på Åbroen, den nye bro over Åboulevarden (eller hvad det stykke nu lige hedder der), og opdagede dette mønster af garn. Mønsteret hedder garanteret noget særligt blandt kendere, men det mindede mig mest af alt om en norsk sweater.

DETTE MØNSTER af garn (billedet) kan ikke karakteriseres som strik, da det ikke er skabt af to pinde. Men det henleder opmærksomheden på strik - og derfor mener jeg godt man kan bruge det i forbindelse med strik. Der er enormt megen strik i omløb i gadekunsten fortiden. nedløbsrør og lygtepæle bliver i dén grad varmet og beskyttet af strikkede tingester og også på gadekunst-udstillingen på KØS i Køge optræder strik. Det er sødt og sjovt og moderligt - og får en til at trække på smilebåndet.

STRIK ER HOT lige. På Sophienholm udstillede amerikanske Kaffe Fassett og på Nordatlantens Brygge kan man opleve spændende færøsk strik. MEN er det kunst?

Dagens Kunsthistorie: IM NOT STUPED





HVAD GØR MAN hvis man føler, at omverdenen synes at man er dum i betydningen ikke-klog, uintelligent og svagt begavet? Enten resignerer man og giver dem ret i at man er dum. Eller man gør ALT hvad man kan for at lade dem forstå, at de tager fejl.

PÅ UDSTILLINGEN IM NOT STUPED viser Gudrun Hasle (f. 1979) hvor hårdt det er at kæmpe mod og ikke at give op. Det er igen kunstnerens dysleksi der er i centrum. Hasle viser at dysleksi er et handikap og som med så mange andre handikaps er det rigtig vanskeligt at leve med i hverdagen. Vi oplever hendes irritation og tårer – i hendes eget køkken. Vi kommer igen RIGTIG tæt på.

EN SERIE AF FOTOGRAFIER viser en smuk skolebygning fra flere vinkler. Den ser hyggelig og solbeskinnet ud med grønne træer og blå himmel – lige præcis den slag skole man gerne selv gik på eller ville sende sine børn til: Rødkilde skole. Men i denne sammenhæng er det helvedets skole – eller det var det for kunstneren. Men man kan ikke se det, for overfladen er pæn.

VÆRKERNE på udstillingen viser os også hvilken forbandelse det er at have et handikap, som andre ikke kan se. Der løftes et lille flig for den frustration man udsættes for, når alle tror at hendes problemer skyldes dovenskab og ugidelighed. En række broderede tekster beskriver hvad der er det værste ved at være dyslektisk. Det er korte tekster der er skåret helt ind til benet og de gør ondt at læse, for læseren rammes af uretfærdigheden: Det værste er at man ikke kan se kunstfilm på et sprog man ikke kan forstå. Eller at man må droppe at holde kontakte med udenlandske venner, da mest kontakt over lange afstande er skriftlig.

KUNSTNEREN har også fotograferet sin bogreol. Når man er færdig med at snage i hvad hun har læst og hvad hun har af spændende sager, så står reolen jo som et bevis på udstillingens titeludsagn: Jeg er ikke dum. For har man læst de bøger, så ved man jo noget. Men samtidig er det også sørgeligt at man hele tiden skal overbevise hele verden og - vigtigst af alt - sig selv om, at man ikke er dum.

DET ER EN STÆRK udstilling, der efterlod denne besøgende med en tristhed og en harme. For udstillingen fortæller også om et skolesystem der ikke er i stand til at passe på sårbare børn og unge. Og alle dansklærer bør se denne udstilling. Men igen - som i sine tidligere udstillinger - løfter Gudrun Hasles personlige problemer sig op og over i en mere eksistentiel kontekst og handler om alle menneskers usikkerhed og om hvordan omgivelserne tackler den.

OPHÆNGNINGEN af udstillingen er formel og upersonlig og skaber dermed en skarp kontrast til alle de frustrede følelser der ligger i værkerne. Diskrepansen mellem overflade og indhold er et ekko af fotografierne af skolen og hele dysleksi-problematikken – hvilket er ret gennemført og meget flot!

MIT YNDLINGSVÆRK på udstillingen er bogreolen, men den får mig også til at tænke på digteren Per Højholt der gav det gode råd at man ikke skal tære på hovedstolen. Man kan ikke lade være med at blive bekymret for om Gudrun Hasles tilsyneladende hudløse ærlighed tærer for meget på hendes hovedstol.



LÆS MERE OM UDSTILLINGEN HER: http://www.genbib.dk/forside/det_sker/udstillinger/traneudstilling_-_gudrun_hasle_im_not_stupet


onsdag den 20. juli 2011

Dagens Kunsthistorie: FREDENS PORT



IDAG GIK JEG forbi skulpturen Fredens Port i Fredens Park ved Fredensgade i København. Det gør jeg tit. Og hver gang tænker jeg på dette besynderlige navn til en skulptur der nærmest er et mindesmærke for kamp. For på dét sted, i dén park, i dén gade og i dét kvarter er der i dén grad blevet kæmpet: Kæmpet for at overleve, kæmpet for at leve, kæmpet for en bedre tilværelse, kæmpet for børnene, kæmpet for bedre boliger og kæmpet mod biler og politikere.

FREDENS PORT (1982) blev skabt af Stig Brøgger, Hein Heinsen og Mogens Møller. Kunstnerne ville at skulpturen skulle forholde sig til sine omgivelser i såvel indhold som form. Materialet er spændbeton, der flere gange er blevet malet hvid. Formen er rektangulær og skulpturen er sat således at den hælder både mod søerne og mod Fredensgade - som den jo er omgivet af.

I BETONEN har der siddet et rødt neonrør, der dog er blevet fjernet. Muligvis fordi det hele tiden gik i stykker. Der er et nøglehul i betonen, placeret så højt at man ikke kan kigge igennem. Nøglehullet symboliserer en dør. En dør ind til noget, man ikke kan se og ikke kan komme ind til, da man ikke har nøglen. MEN hvis man havde, kunne man alligevel ikke nå derop.

SKULPTURENS NAVN signalerer en byport. Lige præcis her lå tidligere et stort og meget folkerigt kvarter, der blev revet ned i 1973, fordi politikerne ville bygge en motorvej der kunne føre bilerne fra Lyngbyvejen hen til Fisketorvet langs søerne. Der blev en masse ballade og MEGET voldsomme protester.

MANGE AF HUSENE var dårligt vedligeholdt og derfor i meget dårlig stand som følge af ejendomsspekulation. Beboerne var mangelunde, men mange var fattige og der boede også en del narkomaner. Den tidligere leder for danske nazister Johnny Hansen har frtalt i et interview at han er opvokset i Fredensgade, og at hans syn på indvandrere blev grundlagt her.

SLUMSTORMERE flyttede ind i nogle af de tomme ejendomme, der allerede havde fået prædikatet uegnede som bolig for mennesker. De var unge idealister, studerende og politisk aktive på venstrefløjen. De ønskede at skabe et bedre liv for kvarterets beboere, og fik blandt andet startet en børnehave - børnehaven Fredensgården (nu Læssøesgården) der stadig eksisterer.

MEN MYNDIGHEDERNE var urokkelige. Beboerne måtte flytte og husene skulle rives ned. Dette gjorde nogle af de svageste og mest påvirkelige og ustabile beboere endnu mere ustabile, og det føg med møbler og habengut ud fra vinduerne, hvilket gjorde området farligt.

UAGTET fortvivlelsen og kampen blev to kæmpe boligkarréer revet ned. Men motorvejen blev heldigvis aldrig til noget. Skulpturens navn Fredens Port henviser selvfølgelig til beliggenheden i Fredensgade, men også til al balladen og manglen på fred. Nu er der fred og ro - men også ret kedeligt!


Billedet er fra i vinters - Fredens Port omgivet af biler og sne og slud!

Dagens Kunsthistorie: IM NOT BUTTIFUL ENOV



DA JEG VAR BARN var Mogens Glistrup fjenden hjemme hos os. Sådan oplevede jeg det i hvert fald på baggrund af hvad de voksne talte om. På et tidspunkt boede vi på samme vej som ham i Lyngby. Og vi havde samme slags hund som ham. Og så begyndte jeg at sige til mine voksne, at Mogens Glistrup nok var en sød morfar. Jeg tror ikke at det passede dem, men de var nødt til at give mig ret.

MOGENS GLISTRUP-historien kom jeg i tanke om, da jeg så Gudrun Hasles udstilling ”Et Hat To Be Love” på Beaver Projects i december 2010. Min familie og jeg kæmpede os vej gennem snemasserne for at nå at se den inden den lukkede før jul. Og det var bestemt kampen værd. For Gudrun Hasle havde skabt en uforglemmelig fortælling om sine forældres politiske engagement der på forskellig vis påvirkede kunstnerens opvækst.

PÅ UDSTILLINGEN vistes en hylde med forældrenes bøger fra dengang - politisk litteratur og kvindesagslitteratur. I en montre kunne man desuden se forældrenes partibøger og kalendere, hvor politiske møder og politiske aktiviteter fyldte en hel del og vidnede om det store engagement. På en film fortalte moderen om sine slumstormer dage og om de tegn der dengang blev brugt til at signalere og bedømme og forstå verden. Og i udstillingens indgangsparti hang mormoderens flotte fredsflag og fortalte om det fromme ønske om fred i hele verden.

IMELLEM DE APPROPRIEREDE OBJEKTER var også Gudrun Hasles egne broderede værker. Som hun selv kan de opfattes som en reaktion på og formet af familiens idealer. Et af værkerne – et broderet billede af navnesøsteren Gudrun Enslin (Rote Armee fraktion) – mere end antydede, at forældrene har navngivet kunstneren efter en af de venstreorienteredes heltinder i 1970erne. Det siger sig selv, at det må være svært at være opkaldt efter en person hvis handlinger man i dag må tage afstand fra (– også selv om man forstår konteksten for dem).

VÆRKET The Communist Manifest er en broderet udgave af det kommunistiske manifest. Et imponerende arbejde uanset om man er ordblind eller ej. I værket My Life opstilles en række punkter for, hvordan man kan blive en god venstreorienteret datter med de rigtige mål og idealer. Det er ikke forældrene der har opstillet dem, men barnet selv. Flere steder i My Life står der ”Im not buttiful enov”. Det er selvkritik, så det basker – og gør ondt på beskueren/læseren.

ET HAT TO BE LOVE er en udstilling der tilsynesladende udstiller kunstnerens personlige univers og vender vrangen ud på familien. Det føles som om man kommer tæt på - alt for tæt på - noget der måske blot er for inderkredsen. Men Gudrun Hasle (født 1979)har jo netop gjort denne indtrængen i intimsfæren til sit koncept. Og dette koncept er SÅ interessant for os andre, FORDI det rækker udover det private.

GUDRUN HASLE er blevet kendt for sine broderede dyslektiske tekster. Men på denne udstilling så jeg nogle helt andre problemstillinger der var så interessante i sig selv, at det dyslektiske ligesom forsvandt eller blot blev en signatur.

UDSTILLINGEN ET HAT TO BE LOVE handler - blandt andet - om det gode og det onde. Og den eksistentielle kamp om at få lov til at bestemme, hvad der er det gode og det onde. Hasle skitserer problemet med at være barn af venstreorienterede og kvindekampsbevidste forældre og samtidig vokse op i et kapitalistisk samfund. Barnet vil gerne være et godt menneske og stræber efter forældrenes idealer om fred i verden, at være god til at gå til demonstrationer og at ønske at alle er lige. Men samtidig vil barnet faktisk gerne være smuk og det drømmer om at være en prinsesse og om prinsen på den hvide hest. Er det så et ondt barn/ et dårligt menneske? Er forældrene onde, når de idealiserede terrorister? Kan man være ond, når det man gør er drevet af kærlighed til sine børn og sine medmennesker, og man blot vil gøre det bedste for sit samfund og verden?

DET ER DYBT PROBLEMATISK at tingene aldrig er sort/hvide, for det er jo det enkleste. Men mennesker og deres handlinger kan altid ses fra flere vinkler og i flere nuancer. Spørgsmålet er om man kan skille mennesket fra dets handlinger, som jeg gjorde med Mogens Glistrup?


Gudrun Hasle er aktuel med udstillingen Im Not Stupet på Traneudstillingen. Læs mere her: http://www.genbib.dk/forside/det_sker/udstillinger/traneudstilling_-_gudrun_hasle_im_not_stupet

Læs mere om Gudrun Hasle her: www.gudrunhasle.dk

tirsdag den 5. juli 2011

Dagens Kunsthistorie: KUNST PÅ GADEN - Tørresnoren



EN TØRRESNOR med tøj på. Et sted i byen. Mere realistisk – og anonymt kan det vel ikke blive. Men tøjet her er meget småt. Mon Gulliver er kommet til byen? Eller er det spor efter børns leg? Eller er det måske rotterne, der har hængt deres tøj til tørre efter skybruddet? For tøjet er så småt at kun lilleputter, dukker eller rotter ville kunne passe det. Hvis ikke det lige var sådan at tøjet er silhuetter af tøj og slet ikke til at tage på.

TØRRESNOREN ER ET YNDET MOTIV i urbant maleri. Folmer Bendtsen brugte det i rigtig mange af hans baggårde fra Ydre Nørrebro og Nordvest-kvarteret i København. Tørresnoren på billedet her er også fra København, og farverne (gråtoneskalaen) er de samme som Folmer Bendtsen benyttede, men denne tørresnor er tredimensionel.

TØRRESNOREN er placeret i en gade, ved siden af hoveddøren i et rødt murstensbyggeri, helt nede hvor murværk og fortov møder hinanden. Børn leger ikke længere på gader og stræder, så det er næppe spor efter børns leg. Og selvom der er mange rotter, så går de ikke med tøj…endnu.

SÅ DET VI SER HER er et kunstværk. Et kunstværk af en (endnu) ukendt kunstner. Placeret på gaden på en måde så de færreste får øje på værket. Hvis ikke det var for byens skarpeste blik (der ikke er mit) havde jeg aldrig opdaget dette værk. Det er så undseeligt og småt og så fantastisk og øjenåbnende når man opdager det.

DA JEG SÅ DET fik jeg samme fornemmelse som da jeg læste Harry Potter–bøgerne første gang: Fornemmelsen af at en lygtepæl ikke bare er en lygtepæl og at verden er større end den umiddelbart ser ud til. Og sådan er det på en måde også med dette lille værk. Det udvider verden og gør den større.

søndag den 3. juli 2011

Dagens Kunsthistorie: ER DETTE GADEKUNST, ET VIDENSKABELIGT EKSPERIMENT ELLER FESTUDSMYKNING INGEN HAR FJERNET ENDNU?






HVAD ER DET MAN KAN SE PÅ DISSE FOTOGRAFIER? Er det julepynt? Er det rester af et videnskabeligt eksperiment som forskere fra Panum Institutttet har udført uden at rydde op efter sig? Er det pynt som de studerende har glemt at fjerne efter fredagsbaren? Eller er det kunst?

DER ER SIMPELTHEN INGEN TVIVL OM at man godt kan komme i tvivl om hvad der er kunst - især når det gælder gadekunsten. Når man ser en enlig sko kastet over ledningsnettet højt over gaden, er det muligt at det er en fulderik der har kastet den i en sanseløs rus, men det er også muligt at en gadekunstner har placeret den der, for at få os til at digte historier om byens liv.

PÅ SAMME MÅDE er det med disse runde sølvkugler i træerne i parken ved Panum Instituttet. Min datter og jeg nyder dem hver dag, når vi bevæger os til og fra hendes arbejde. De er dekorative, de er sjove og de får os til at tale om himmelrummet og fjerne planeter og rumvæsener og feer og alt det man ikke lige kan se med det blotte øje Og det paradoksale i at jeg tror på feer men VED med sikkerhed at der ikke findes trolde).

MEN ud fra et fagligt synspunkt er de problematiske. Ikke at de hænger der, men hvordan man skal kategorisere dem og placere dem i en kunstfaglig kontekst. For det første er udgangspunktet jo at kunstneren er ukendt, og dermed er intentionen med objekterne skjult for os, og derfor er der den mulighed at det hele er tilfældigt placeret.

JEG HUSKER TYDELIGT under et foredrag om performancekunst på en udstilling i Turninehallerne i 1996, hvor en fyr drattede ned fra en kasse, og blev hentet af to ambulanceførerklædte mænd. Og alle var i tvivl om hvorvidt det var en performance eller noget der rigtig skete. Det var desværre det sidste.

NÅR ALT ER KUNST er intet kunst længere, sagde Joseph Beuys. Med udgangspunkt i dette citat, kan man jo vælge at opfatte gadekunst som noget negativt, en udhuling af kunstens værdi og en nivellering. Men man kan også vælge at se det som noget positivt: DISSE SØLVKUGLER GØR HVERDAGEN LIDT FESTLIGERE. Tak for det!


Kuglerne befinder sig i haven på Panum Instituttet i København mellem Nørre Allé og Blegdamsvej.

onsdag den 2. februar 2011

Ugens Kunsthistorie: NY SPÆNDENDE BLOG HAR SET DAGENS LYS


KUNSTHISTORIKEREN Peter van der Meijden (1969) har oprettet en interessant blog PETER'S FLUX DE PAROLE, hvor han undersøger kunst og kunsthistoriske problemstillinger. Bloggen har pt. tre indlæg, hvor af det første forklarer titlen på bloggen Peter's Flux De parole, og den sidste handler om elefanter.

DET ANDET INDLÆGPETER'S FLUX DE PAROLE handler om Knud Pedersens nye bog KUNSTEN UD TIL FOLKET OG HJEM TIL KUNSTEN IGEN - Et Testamente fra 2010. Denne lille elegante bog er absolut anbefalelsesværdig, fordi den ikke bare indeholder en masse underholdende anekdoter om det danske kunstliv, men under overfladen også har en HEL DEL kloge ord at sige om kunstens tilstand og udvikling i de sidste fyrre år.

KNUD PEDERSEN (1925) er indehaver af Kunstbiblioteket (oprettet i 1957), hvor almindelige mennesker kan leje og købe dansk kunst til en overskuelig pris, og på den måde er han med til at sørge for at kunsten kommer ud af kunstens huse. Man kan nu også købe / leje videoværker i Kunstbiblioteket - se under Artscreen.

KNUD PEDERSEN modtog i 2006 N.L. Højen medaljen for sin indsats inden for "forskning, fortolkning eller formidling af de skønne kunster". Begrundelsen var, at han "med sin person og sit virke gennem mere end 40 år, på sin særegne måde, har været en fremragende katalysator for det kunstneriske gennembrud i 60ernes kunst, som i særdeleshed Fluxus gennemførte" og at han med sine mange aktiviteter "har gjort kunsten og livet rigere, mere humoristisk og vedkommende". Man kan være forbavset over, at han ikke afslog medaljen - men indstillingen har nok moret ham.

KUNSTBIBLIOTEKET LIGGER I NIKOLAJGADE 22, KØBENHAVN
Bogen "Kunsten ud til folket og hjem til kunsten" fås i Kunstbiblioteket. Prisen er ikke oplyst, men den koster næppe mere end 200 kroner.

søndag den 23. januar 2011

Dagens Kunsthistorie: KVINDER OG SLANGER



SLANGEN ER ET DYR som de fleste er både fascinerede af og bange for. Som symbol står slangen både for død og liv, styrke, klogskab - og falskhed. Indenfor billedkunsten er slangen et yndet motiv, især i samklang med mennesker. Men der er stor forskel på om disse mennesker er mænd eller kvinder.



SLANGERNE I KUNSTEN afslører stærke mænds svagheder og svage kvinders styrke. Nicolaj Abildgårds klassiske portræt af Den Sårede Filoktet (1774) viser os en svulmende muskuløs mand der synker sammen på grund af et slangebid. Man kan undre sig over at alle disse kræfter, der nærmest fylder hele lærredet, er magtesløse overfor den lille slanges bid.



EN ANDEN BERØMT FREMSTILLING af stærke mænd og slanger er Laokoon-gruppen (1. århundrede før Kr. f.). Her ser man den trojanske præst Laokoon og hans to sønner, der kæmper en umulig kamp mod store slanger - med døden til følge. Slangerne er gudernes straf og selvom Laokoon er stærk og muskuløs kan han intet stille op mod slangerne.



BERØMTE KVINDER MED SLANGER er Eva i Paradis og troldkvinden Medusa. Disse kvinder lokker begge mænd i fordærv - henholdsvis Adam og Jason med det Gyldne Skind. Eva var underlagt Adam, fordi hun var født af hans ribben, men hun formåede alligevel at få ham til at tage det afgørende skridt der fik ham ud af Paradis. Og Medusa, der ikke var en gudinde - hun var dødelig - men kunne forstene selv den stærkeste mand med sit blik. Eva talte med slangen i Paradis og Medusa fremstilles altid med slanger i håret.



NU VED VI JO IKKE PRÆCIST om fortællingerne om Eva og Medusa er skrevet af mænd eller af kvinder. Men det er ofte således, at når mænd behandler emnet kvinder og slanger, så kredser deres beskrivelser om seksualitet og erotik.

ET EKSEMPEL PÅ DETTE er den franske kunstner Jean Antoine Marie Idracs skulptur Salammbô fra 1881, der kan opleves i Glyptotekets faste samling. Skulpturen forestiller en ung kvinde, der danser med en slange. Kvindens alder symboliserer uskyldighed og uvidenhed eller mangel på erfaring. Slangen symboliserer det farlige og det utæmmede, men sat sammen med denne unge kvinde er slangen tæmmet - i hvert fald for et øjeblik. Og dermed understreger slangen den uskyldige kvindes styrke.



SALAMMBÔ er også titlen på den franske forfatter Gustave Flauberts historiske roman fra 1862. Titelfiguren her er en ung præstinde og datter af en aristokratitisk general fra Karthago Hamilcar Barca. Historien handler om fysisk tiltrækning, kærlighed, svig og bedrag, og den er både dramatisk og tragisk.



PRÆSTINDEN SALAMMBÔ danser med slanger for at fascinere, forføre og lokke de mandlige fjender i baghold. Historien ender tragisk for Salammbô, der selv dør. Denne historie har fascineret mange kunstnere i anden halvdel af 1800-tallet. I de fleste af disse kunstværker er Salammbô en ung attraktiv kvinde, der behersker slangerne og er bevidst om sin tiltrækningskraft. Denne bevidsthed er hendes styrke - en styrke der i de mandlige kunstneres fremstillinger også må straffes og derfor bliver hendes undergang.

KUNSTNEREN EVA KOCH skabte en spændende udstilling på Glyptoteket denne vinter med værker der gik i dialog med værker fra museets faste samling. Titlen på udstillingen var Salammbô og titelværket var en spændende dialog med netop Idracs skulptur.



EVA KOCHs Salammbô er en ældre grønklædt kvinde der danser med en kæmpeslange. Kvinden er lille, men veltrænet, og slangen er stor og muskuløs. Hos Eva Koch er kvinden ikke uskyldig, men qua hendes alder besidder hun en erfaring, der gør at hun bestemt ikke vil kaste sig ud i nogen overilede eller farlige handlinger. Tiltrækningskræften og dét som fascinerer beskueren er hendes beherskelse af det farlige. Kvindens styrke er hendes viden og hendes bevidsthed.



SE EVA KOCHS HJEMMESIDE HER: http://www.evakoch.net/
SE FLERE ILLUSTRATIONER TIL DE FORSKELLIGE KAPITLER AF SALAMMBÔ HER http://www.personal.kent.edu/~rberrong/turn/salammbo/.

lørdag den 22. januar 2011

Dagens kunsthistorie: ET STORT MENNESKES FØDSEL



SKULLE MAN I DETTE DEJLIGE VEJR få lyst til en vandretur i Utterslev Mose, vil man i hjørnet ved Engsvinget få sig lidt af en overraskelse. Især hvis det er mere end en måned siden, man var der sidst. For ved siden af et lille bed af meget store røde paddehatte er et STORT menneske ved at befri sig fra jorden. Det store hoved og de fleste fingre er oppe over jordoverfladen og så er det vel bare at vente på at frosten forsvinder så resten kan befries.



ANTYDNINGEN af det store menneske bringer tankerne hen på Jonathan Swifts fortælling om Gullivers Rejser, der bringer Gulliver til kæmpernes land, hvor han er lilleput, og til lilleputland hvor han er en kæmpe. Overfører man fortællingen til Det Store Menneske ved Engsvinget er 'Gulliver' kommet til lilleputlandet Danmark.



VED SIDEN AF Svampebed og Det Store Menneske står et gyngestativ. På Det Store Menneskes hoved er der sat dutter og et stativ, så man kan kravle op på hovedet og rutche ned igen. Det er også muligt at kravle ind i Det Store Menneske via munden eller fra et hul i baghovedet. Inde i hovedet er forskellige hylder eller hjernelapper, som man kan kravle rundt på, og på den måde få en fornemmelse af at være en meget lille rejsende på opdagelse i hjernen.

DET STORE MENNESKE med Svampebed og gyngestativ er sidste skud på stammen af kunstlegepladser, som Københavns Kommune genialt har anlagt rundt omkring i byen. Det er kunstneren Peter Land (1966), der står bag kunstlegepladsen i Engsvinget.

PETER LAND leger her med proportioner og skala-forhold. Lilleputterne er ikke danskerne som sådan, men børnene. Børn er jo pr. definition små, og de oplever størrelsesforhold anderledes end vi voksne gør.



EVENTYR, BILLEDBOGSÆSTETIK OG KLOVNEKOMIK er genkommende temaer i Peters Lands kunstneriske æuvre. Han arbejder både med video, skulptur/ installation og maleri. En af hans kendteste videoer er den, hvor han danser nøgen i sin egen lejlighed (Peter Land d. 5. maj 1994 (1994)). I en række af senere videoer, bl.a. Step Ladder Blues (1995) iscenesætter Land sig selv som en uheldig klovn. Men under den morsomme overflade ligger hele tiden en voldsom tristesse.

I FLERE AF HANS BILLEDER, blandt andet i den serie af tegninger der blev udstillet på Louisiana-udstillingen i 1997, oplever man en psykedelisk eventyrverden á la Alice i Eventyrland men med rigtig mange syresvampe. Selvom æstetikken minder om billedbøger for børn er der hele tiden en sort side



ARBEJDET MED STØRRELSESFORHOLD er heller ikke nyt for ham, hvilket blandt andet kan ses i installationen Playground fra 2005. Her sidder to børn på en lille græsplæne og triller en bold frem og tilbage på en opmalet hvid linie. Rundt om dem er et hvidt hegn. Enten er børnene proportionalt for store eller også er græsplænen / legepladsen for lille. Man får klart en fornemmelse af klaustrofobi, hvilket yderligere understreges af, at der ikke er plads til børnenes frie armbevægelser og eget initiativ. De er nødt til at foretage sig en aktivitet, der allerede er stukket ud og planlagt for dem.



PÅ DEN RIGTIGE LEGEPLADS i Utterslev Mose sørger Peter Land for at den mørke side også er tilstede. For i virkeligheden kan det være at et barn har spist af de røde paddehatte, og med ét er blevet gigantisk, hvilket den bløde mosejord ikke kan holde til, og derfor bliver Det Store Menneske opslugt af jorden. Igen virker det som om Peter Land er blevet inspireret af Lewis Carrolls Alice i Eventyrland (1865), hvor Alice også hele tiden vokser og skrumper alt efter hvad hun spiser.

UANSET HVORDAN MAN opfatter Peter Lands kunstlegeplads er den en genistreg. Rygterne inden legepladsen blev afsløret gik på at børnene skulle kravle rundt på en hjerne - og det lød en smule skræmmende. Men som den er kommet til at se ud nu, er den fantastisk, indbydende og fyldt med muligheder for at skabe sine egne fortællinger. Prøv den!


LÆS SENESTE INTERVIEW MED PETER LAND FRA KOPENHAGEN I FORBINDELSE MED HANS SENESTE UDSTILLING HOS GALLERI NIKOLAJ WALLNER HER: http://www.kopenhagen.dk/interviews/interviews/interviews_2011/interview_peter_land/

LÆS MERE OM PETER LAND PÅ GALLERI NIKOLAJ WALLNERS HJEMMESIDE: http://www.nicolaiwallner.com/artists/peter/peter.html