GUDRUN HASLES ORDBILLEDER I BYEN

Find kunstværket! Jeg føler mig næste altid esåm af Gudrun Hasle 2015/16.

JEG MINDES STADIG MED STOR GLÆDE kunstværket Walk Münster, som Janet Cardiff havde skabt til Skulptur Projekte in Münster i 1997. Det var en fantastisk oplevelse at blive guidet rundt i byrummet af flere stemmer og dialoger og lag af fiktion. Oplevelsen af at høre to stemmer der taler om/ diskuterer et rødt klæde i et vindue, og afbrydes af en stemme der siger: "Se, det røde klæde oppe i vinduet", efterfulgt af ens egen intuitive bevægelse af hovedet søgende efter et rødt klæde...også...så er der faktisk rødt stof i et rigtigt vindue i den fysiske verden, man går og står i - det var en helt unik oplevelse. Og selvom Cardiff har produceret flere af denne slags 'Walks', bl.a. til Louisiana Museum for Moderne Kunst, så har de aldrig haft helt den samme effekt på mig, som Walk Münster. 

DET ER ALLIGEVEL CARDIFFs Münsterværk jeg kom til at tænke på, da jeg forleden dag gik rundt på Hillerødgade, Borups Allé og Nordre Fasanvej og ledte efter Gudrun Hasle's ordbilleder. Hasle har skabt et stedsspecifikt værk, der består af syv ordbilleder, til kunstprojektet Omveje. Værket hedder JEG FORTALTE MIG SELV HISTORGER, og er baseret på dagbogsnotater og erindringer. Ordbillederne er heldigvis ikke placeret på en måde, så de er lette at få øje på, og derfor kan det blive lidt af en skattejagt, man begiver sig ud på (man kan også checke placeringerne hjemmefra). På denne måde ser man pludselig en ellers kendt del af byen med andre øjne. Pludselig så jeg en hel masse steder i bydelen egnede til et kunstværk. 

HASLES VÆRK ER ANDERLEDES end Cardiffs, men der er ligheder. Begge værker er placeret i et byrum, er stedsspecifikke, kræver bevægelse af deltageren/ beskueren, og leger med fiktion og virkelighed. Karakteristisk for Hasles ordbilleder er hendes ordblindhed, og der lægges generelt i hendes værker op til en selvbiografisk reference. 

FORTÆLLINGERNE I DE SYV BILLEDER er referencer til ungdomsoplevelser, men de er så åbne, at det 'selvbiografiske' ikke bliver snagen i det private, men snarere en invitation til almengyldige - og for mange sikkert også - genkendelige erindringer. På den måde er der - som hos Cardiff - også flere stemmer i Hasles værk. Handlingen 'at fortælle historier om sig selv' befinder sig jo også mellem fiktion og virkelighed.

NÅR JEG CYKLED FORBI LOKTED DER ALTID AF VETTRMINPELER af Gudrun Hasle 2015/16.

Ved billedet "NÅR JEG CYKLED FORBI LOKTED DER ALTID AF VETTRMINPELER", der er placeret i en lille smal passage mellem to huse, begyndte jeg først med at snuse, for at finde ud af om der lugtede af vitaminpiller. Det gjorde der ikke! Derefter tænkte jeg, at det da var spøjst, at der havde lugtet af vitaminpiller lige der. Hvordan kunne det mon lade sig gøre? Og så tænkte jeg, at det måske var et andet sted i byen, det havde lugtet af vitaminpiller, men at værket var placeret her. Og så begyndte jeg at erindre, hvordan jeg også havde oplevet steder, der lugtede mærkeligt, under natlige cykelture i min ungdom. 

REFERENCEN TIL DEN SVÆRE og skrøbelige ungdomsperiode er ofte meget present i Hasles værker. Det er både en personlig og en almen reference til en periode i et menneskes liv, hvor man skal finde sine egne ben og sin identitet. Men ordbillederne på husmurene løsriver sig fra denne kontekst. De kan forstås på alle mulige måder, og bliver til spændende fortællinger om byen og byens liv. 

MIN ENESTE ANKE i forhold til Hasles værk er, at der er ikke er mere. Ikke fordi det ikke er fyldigt nok, men fordi jeg ikke kunne få nok. Hun måtte meget gerne have lavet en 'Walk Nordrefasanvej' der gik fra Nørrebro Station i den ene ende til Sønder Fasanvej den anden! Men det kan jo komme!!!!!

"SE BADEANDEN, MOR!" - om Allan Ottes udsmykning på Nørrebro teater

JEG VAR MED FAMILIEN PÅ NØRREBROS TEATER IDAG. Det var ikke for at se teater, men for at se på Allan Ottes (1978) ti meter lange udsmykning "Nørrebro Udtræk", der hænger i baren. Det er en udsmykning, der fungerer rigtig godt! Kaster man bare et hurtigt blik på maleriet, genkender man straks teatrets kvartér med Nørrebrogade, den gule mur og bus nr. A5. Et passende motiv til et teater, der netop åbner sig op for sin bydel!

FOR NØRREBROS BEBOERE i alle aldre må det blive en udsmykning, der kalder på begejstring. Vi var i hvert fald alle begejstrede for at gå på opdagelse i billedet - ikke for at finde Holger, men for at finde alle de mange kendte Nørrebro-elementer. Mine børn syntes, at det var sjovt at se deres station og Føtex og Mjølnerparken på et maleri. For os voksne var der også et strejf af nostalgi over forandringerne på Nørrebro, med metrobyggeriet, den tomme grund hvor ungdomshuset 'i sin tid' lå, og kirken hvor narkomanerne i min barndom altid sad på trappen og fixede.

OGSÅ FOR KUNSTELSKERE er det udfordrende og en nydelse at finde al den kunst, der på forskelig vis er indkorporeret i billedet. For ikke at tale om Nørrebros arkitektur. Når man ser den sammenstillet på denne måde, er det synligt at det er planløsheden der har hersket, men samtidig har det givet plads til mangfoldighed i byggeriet og dermed en arkitektonisk afspejling af beboer sammensætningen i bydelen.

JEG VED IKKE hvad der har inspireret Otte til dette maleri. Jeg kom naturligvis til at tænke på Erik Hagens maleri af byggeren fra 1976 (læs mere her). Ikke at de to billeder ligner, men de er begge portrætter af Nørrebro, og på begge billeder leder man efter genkendelige elementer. Jeg ved ikke hvorfor Otte lige har valgt de bygninger og elementer, han har valgt. Men jeg kom til at tænke på fuglekasserne ved Nørrebroparken - se her. Der er et vist overlap i motiverne, hvilket formentlig er tilfældigt...men sjovt! (se Allan Otte igang med maleriet her)

ALLAN OTTE modtog iøvrigt det nystiftede kunstnerlegat Osmund Hansen Fondens arbejdslegat på 200.000 kroner i fredags (læs mere her og her). Og han er aktuel med udstillingen Noble Rot Blues hos Galleri Tom Christoffersen, der kan ses indtil den 29. marts.

BARTENDERNE PÅ TEATRET var enormt søde og imødekommende, og synes at vores entusiasme var sjov. De bidrog med deres iagttagelser, men havde ikke set badeanden som børnene så. Det er ikke sikkert at de kan vedblive med at være så venlige overfor alle der kommer forbi. Man kan indtil videre se udsmykningen i teatrets åbningstid (så check den inden et besøg her). Jeg foreslår, at teatret producerer en plakat med motivet. Vi vil meget gerne købe den!

BAGEFTER cyklede vi bl.a. forbi "det runde tårn" på Sankt Hans Torv og Claus Carstensen der står og pisser på Panum Instituttet - og for børnene var det en helt særlig oplevelse ovenpå maleriet.

Ugens Kunsthistorie: BLOMSTEN PÅ GADEN



En lille blomst

NÅR MAN GÅR RUNDT I BYEN ser man mange ting. Indimellem kommer man i tvivl om, hvad det egentlig er, man ser. Som eksempelvis dette lille stykke hverdagspoesi. Denne lille blomst er sømmet fast på en plade, der ligger hen over vejarbejde på et fortov på Tagensvej (iøvrigt Københavns længste strækning UDEN kunst).

BLOMSTEN er ikke alene. Flere af pladerne ved netop dette vejarbejde er blevet tilføjet blomster. Er det pynt på en kedelig strækning (borgeraktivisme), er det et politisk budskab (pas på blomsterne), er det humoristisk markedsføring eller er det gadekunst?

GRAFITTIKUNSTNERE og gadekunsten har lært os at opfatte byen som en stor flade, der kan inddrages til alle former for budskaber. Måske har de i sin tid lært det af reklamebranchen, men reklamebranchen har også lært af dem. Og muligvis er den lille blomst en reklame for den blomsterforretning, der ligger netop her ved det kedelige vejarbejde på Tagensvej. Men det gør det ikke mindre poetisk.

DEN LILLE BLOMST råber ikke op om sin eksistens, der er ingen medfølgende tekst eller skrigende farver, der gør opmærksom på den. Uanset om det er butiksindehaveren eller en anden beboers forsøg på at æstetisere sine nærmeste omgivelse, så er det gadekunst.

Ugens Kunsthistorie: DANSK MONUMENTALMALERI

Udsmykning af Højdevangens skole. 2. sal. 1932-39. Vilhelm Bjerke Petersen

TITLEN PÅ UGENS KUNSTHISTORIE klinger lidt underligt. Dansk Monumentalmaleri findes det overhovedet? Der er i hvert fald ikke skrevet meget om den genre. Historisk er der ikke tradition for de store udendørs murmalerier i Danmark. Men med grafittiens ankomst og gadekunstens udvikling samt den eksplosive interesse for disse fænomener, er der så meget desto større grund til at ridse det danske monumentalmaleris historie op. For netop grafitti og gadekunst arbejder under de samme vilkår som monumentalmaleriet og er på den måde forbundet.

Der eksisterer faktisk en tradition for monumentalmaleri i Danmark. Formentlig på grund af det danske klima er de fleste eksempler på dansk monumentalmaleri - indtil fornylig placeret indenfor - med få undtagelser som jeg vil vende tilbage til. Ved 'monumentalmaleri' forstår jeg de store maleriske udsmykninger af bygninger, for således har det udviklet sig: Monumentalmaleriet i Danmark har været og er indtil de sidste 10 år tæt forbundet med bygningsudsmykninger.

Dette betyder, at mange af de danske eksempler på monumentalmaleri unddrager sig prædikatet 'kunst i det offentlige rum' - og dermed også beskyttelsen samt måske det vigtigste synligheden. De danske eksempler på monumentalmaleri befinder sig oftest i bygninger, der er halvoffentlige eller helt lukkede for offentligheden. Og det man ikke kan se, det eksisterer jo nærmest ikke!

I Norge er der historisk en stærk tradition for monumentalmaleri - ja endda en hel bevægelse kaldet Freskoepoken der går fra 1918 til slutningen af 1950erne. En af de ledende skikkelser var Professor Axel Revold (1887-1962). I Danmark har vi også en tradition, den ser måske bare ikke så sammenhængende ud, fordi vi kategoriserer kunstværkerne som eksempelvis kalkmalerier, udsmykninger, gavlmalerier, reklamer og gadekunst. Men sidder kunstværket fast på et byggeri - hvad enten det er udenfor eller indenfor så er det monumentalmaleri.

Detalje. Kalkmaleri i Vester Broby Kirke.

De ældste danske eksempler på monumentalkunst er kalkmalerierne i kirker som Vester Broby Kirke. Kirken er fra ca. 1100-tallet og malerierne er malet i flere omgange fra 1150 til 1400-tallet.
Af udvendige udsmykninger i den helt store skala er der Jørgen Sonnes (1801-1890) frise på Thorvaldsens Museum fra slutningen af 1840erne.  Museet blev bygget fra 1839 til 1848 og arkitekten var M.G. Bindesbøll (1800-1856). Fra nyere tid er der eksempelvis Poul Gernes (1925-1996) udvendige udsmykning af Palads Biografen fra 1989.


Af gavlmalerier er der eksempelvis Hans Scherfigs (1905-1979) mælkereklame fra 19962 og af nyere dato gavludsmykningerne af Mjølnerparken fra 2010. Og så er der gadekunsten der boltrer sig på facader og murer og gavle og også er blevet et så anerkendt fænomen at gadekunstnere inviteres til at udsmykke gavle. Af indvendige udsmykninger er der Poul Gernes udsmykning af Herlev sygehhttp://gernes.dk/decor/index.phpus fra 1968-1976 og af nyere dato Malene Landgreens udsmykning af Tv-Byen.

Med dette indlægge vil jeg indlede en serie af Kunsthistorier om dansk monumentalkunst.

Ugens Kunsthistorie: DETTE ER IKKE KUNST! - KUNSTSTRIK 5

DEN ANDEN DAG, da jeg kom op fra Metroen på Fasanvej, så jeg denne fantastiske cykel. Den stod og var nærmest selvlysende og fuldstændig umulig at overse, selvom den var nonchalant parkeret op af et skilt mellem andre cykler.



HER ER STRIK på stort set alle stænger og på sadel og baggagebærer. Selv pedalerne er viklet ind i strik. Det er virkelig gennemført - og må have været et KÆMPE arbejde.

MIN FØRSTE REAKTION var, at cyklen er for flot til at den kan være gadekunst. Det må være en designer, der vil skille sig ud fra mængden og samtidig gøre noget særligt ved sin cykel. Jeg kunne ikke lade være med at smile og tænke på alle de historier (jeg kender til), hvor mennesker gør noget mærkeligt for at skille sig ud fra mængden.

AK OG VE - skuffelsen var stor, da jeg ved busstoppestedet på hjørnet af Roskildevej og Sønder Fasanvej så en stribet strikket pølse hænge i et gelænder. Det var ikke den strikkede rulle som sådan der skuffede mig. Den var nydelig og hang som en glemt vante eller et glemt tørklæde og ventede på at blive samlet op.



MEN der var bundet et lille plastic skilt til pølsen. Og på dette plastic skilt stod der på den ene side at man skal passe på hianden i trafikken og på den anden side var der en kærlig hilsen fra Frederiksberg Kommune.



OG SÅ kom jeg jo i hu at der også havde siddet et lille plasticskilt på cyklen ved Fasanvej. Så min fornemmelse var rigtig - det var ikke gadekunst. En designer har formentlig designet strikket, der er fordelt over hele Frederiksberg Kommune. Gadekunsten er blevet absorberet og institutionaliseret - og Gadekunststrik vil aldrig være det samme efter dette - for jeg vil altid være i tvivl om, hvorvidt det er kunst eller kampagne.

Dagens Kunsthistorie: SÆLSOMT STUDIE i Nørrebroparken

Da jeg forleden trillede igennem den stærkt amputerede Nørrebro Park, kom jeg forbi det 4 meter høje og 100 meter lange mørkegrønne plankeværk rundt om byggepladsen. Jeg registrerede to alvorligt udseende kvinder i hvide beskyttelsesdragter, der var igang med noget. Først troede jeg, at de var ved at male plankeværket. Jeg så, at der var malet noget på det mørkegrønne, og tænkte, at de måske var grafitti-fjernere.

De havde en lillebitte arbejdsbil med, og da jeg kom tættere på dem, så jeg at de satte noget op på plankeværket. Og så tænkte jeg, at nutidens plakatopsætter virkelig var kommet langt, siden Jesus i 1980erne cyklede rundt med sin ladcykel i nattens mulm og mørke.

Men da jeg passerede dem, så jeg, at de satte udstansede figurer op på plankeværket, og først da gik det op for mig, at de var igang med en udsmykning. På plankeværket har de malet fire natur-figurer, som de kalder Langblad, Nyreblad, Stivhår og Englesød. Disse blad-former er også blevet udstanset i træ og sat ovenpå og ved siden af de andre.



Dette udsmykningskoncept har de to designere, Liv Beier Heckmann (1981) og Maja Dahl Nielsen (1983), skabt for Københavns Metro selskab. Det er egentlig et meget smukt, behageligt og enkelt koncept, men jeg skal være spændt på at se, hvor længe det for lov at stå uberørt.

Dagens Kunsthistorie: PAS PÅ DE SMÅ I TRAFIKKEN

Under en køretur med buslinie 4A opdagede jeg pludselig dette klister-skilt. Skiltet viser en moderskikkelse der går med sit barn. teksten lyder: Pas på de små i trafikken. Og det kan vi jo alle blive enige om. Men da jeg så nærmere på skiltet var det ikke trafikken eller trafik-osen, der var farligt for den lille, men derimod den prut moderen slap ud i børnehøjde. Endnu et lille smil i hverdagen - jeg ELSKER gadens kunst!

Dagens Kunsthistorie: KUNSTSTRIK - FINDES DET?

JEG ER IKKE EKSPERT i strik. Engang i 1980erne strikkede jeg en flaskegrøn sweater der var for kort og havde for lange ærmer. Men farven var skøn! Og min kusine lærte mig engang at strikke sokker (men jeg har glemt det igen). Ellers har jeg strikket, hver gang jeg ventede mig - dvs. to gange. Men jeg elsker farverne og garnet og mønstrene, og jeg synes at strik er fantastisk!

I BEGYNDELSEN af juli måned gik jeg på Åbroen, den nye bro over Åboulevarden (eller hvad det stykke nu lige hedder der), og opdagede dette mønster af garn. Mønsteret hedder garanteret noget særligt blandt kendere, men det mindede mig mest af alt om en norsk sweater.

DETTE MØNSTER af garn (billedet) kan ikke karakteriseres som strik, da det ikke er skabt af to pinde. Men det henleder opmærksomheden på strik - og derfor mener jeg godt man kan bruge det i forbindelse med strik. Der er enormt megen strik i omløb i gadekunsten fortiden. nedløbsrør og lygtepæle bliver i dén grad varmet og beskyttet af strikkede tingester og også på gadekunst-udstillingen på KØS i Køge optræder strik. Det er sødt og sjovt og moderligt - og får en til at trække på smilebåndet.

STRIK ER HOT lige. På Sophienholm udstillede amerikanske Kaffe Fassett og på Nordatlantens Brygge kan man opleve spændende færøsk strik. MEN er det kunst?

Dagens Kunsthistorie: ER DETTE GADEKUNST, ET VIDENSKABELIGT EKSPERIMENT ELLER FESTUDSMYKNING INGEN HAR FJERNET ENDNU?

HVAD ER DET MAN KAN SE PÅ DISSE FOTOGRAFIER? Er det julepynt? Er det rester af et videnskabeligt eksperiment som forskere fra Panum Institutttet har udført uden at rydde op efter sig? Er det pynt som de studerende har glemt at fjerne efter fredagsbaren? Eller er det kunst?

DER ER SIMPELTHEN INGEN TVIVL OM at man godt kan komme i tvivl om hvad der er kunst - især når det gælder gadekunsten. Når man ser en enlig sko kastet over ledningsnettet højt over gaden, er det muligt at det er en fulderik der har kastet den i en sanseløs rus, men det er også muligt at en gadekunstner har placeret den der, for at få os til at digte historier om byens liv.

PÅ SAMME MÅDE er det med disse runde sølvkugler i træerne i parken ved Panum Instituttet. Min datter og jeg nyder dem hver dag, når vi bevæger os til og fra hendes arbejde. De er dekorative, de er sjove og de får os til at tale om himmelrummet og fjerne planeter og rumvæsener og feer og alt det man ikke lige kan se med det blotte øje Og det paradoksale i at jeg tror på feer men VED med sikkerhed at der ikke findes trolde).

MEN ud fra et fagligt synspunkt er de problematiske. Ikke at de hænger der, men hvordan man skal kategorisere dem og placere dem i en kunstfaglig kontekst. For det første er udgangspunktet jo at kunstneren er ukendt, og dermed er intentionen med objekterne skjult for os, og derfor er der den mulighed at det hele er tilfældigt placeret.

JEG HUSKER TYDELIGT under et foredrag om performancekunst på en udstilling i Turninehallerne i 1996, hvor en fyr drattede ned fra en kasse, og blev hentet af to ambulanceførerklædte mænd. Og alle var i tvivl om hvorvidt det var en performance eller noget der rigtig skete. Det var desværre det sidste.

NÅR ALT ER KUNST er intet kunst længere, sagde Joseph Beuys. Med udgangspunkt i dette citat, kan man jo vælge at opfatte gadekunst som noget negativt, en udhuling af kunstens værdi og en nivellering. Men man kan også vælge at se det som noget positivt: DISSE SØLVKUGLER GØR HVERDAGEN LIDT FESTLIGERE. Tak for det!


Kuglerne befinder sig i haven på Panum Instituttet i København mellem Nørre Allé og Blegdamsvej.