fredag den 22. januar 2010

Ugens Kunsthistorie: FORNEMMELSER FOR RUM



Mange billedkunstnere har en fantastisk fornemmelse for rum. Det er årsagen til at de selvfølgelig skal udsmykke de rum, vi omgiver os med. En måde at få kunsten ud til mange og måske alle på, er jo gennem udsmykninger af det offentlige rum - både inde og ude.

Modernismens hvide vægge og det moderne byggeris stramme budgetter skaber generelt idag bygninger renset for udsmykninger. Eller bygninger hvor materiale og form bliver udsmykningen. Der er selvfølgelig undtagelser, som eksempelvis Bjørn Nørgaards byggeri Bispebjerg Bakke.

Det er også gået af mode med store vægudsmykninger i private hjem. For sådan en vægudsmykning er jo dominerende, og problematisk hvis man bliver træt af den: Skal den males over, eller må man leve med den til evig tig?

I et kartoffelrækkehus på Østerbro er dette dilemma meget synligt. En nu afdød kunstner har udstyret stuen med fantastiske små uartige englebasser. Det er en morsom og sjov, dekadent og grotesk udsmykning, der bare ikke rigtigt passer til ph-lamper, Billy-reoler og leverpostej-madder. Kan man leve med det i længden? En tidligere beboer hængte hvide lagner op, for at få en pause fra det dominerende loft. Man kan jo ikke male den over, for den er unik, en vigtig del af kunstnerens virke og liv, og på den måde også en del af den danske kulturarv.

På det tidligere hovedbibliotek i Halmstad har den danske kunstner Vilhelm Bjerke-Petersen (1909-57) udsmykket en af salene. Udsmykningen er konstrueret af fem hvide flader, hvorpå er placeret et eller to malerier med geometriske mønstre i stærke farvekombinationer. Alle billeder kædes sammen af en rød linie. Det er en behagelig abstrakt udsmykning, der inddrager hele rummet. Men man får en voldsom lyst til at fjerne alle møbler, så man ordentlig kan se udsmykningen. Igen er der en diskrepans mellem de fine mønstre på væggene, de brune reoler og arbejdsbordene. Det skal dog ikke afholde nogen for at lægge vejen forbi – for det er smukt!

Måske vil det generelle forhold til vægudsmykninger i private hjem ændre sig i løbet af foråret. Kronprinseparrets palæ er netop istandsat og en gruppe yngre kunstnere (heriblandt Katrine Ærtebjerg og Morten Schelde) har skabt spændende udsmykninger til udvalgte dele af palæet. Offentligheden får nok ikke en guidet tour rundt i de private gemakker (desværre), men fotos er sluppet igennem til medierne, så vi alle kan blive inspirerede. OG skitserne vil kunne nydes på KØS (Køge Skitsesamling) i løbet af foråret 2010.

En kunstner der har en fantastisk fornemmelse for rum er Malene Landgren. KUNSTHISTORIER glemmer aldrig udstillingen på Overgaden, hvor hun havde malet et kæmpe maleri der fyldte hele den ene væg. Det var en på én gang vibrerende og opslugende væg, der med sine farvekombinationer og strøg transformerede omgivelserne. Det var et unikt og fantastisk billede, der skabte et helt nyt inspirerende miljø. Da udstillingen var slut, blev væggen malet over og det havde kunstneren det fint med. Hun har også udsmykket andre steder siden, bl.a. i den nye DR-by på Amager. Netop nu kan man opleve Malene Landgreens værker på Kunsthallen Charlottenborg. Og i Mjølnerparken på ydre Nørrebro kan man nyde hendes stærke mur-udsmykning.

Måske er vi i Danmark generelt angste for rumudsmykninger både indendørs og udendørs. Vi hylder det midlertidige og viger tilbage fra det permanente. Vi forbeholder os retten til at kunne skifte ud, når vi ændrer smag, moden skifter eller vi ser noget bedre. Det er konsumer-tilgangen til kulturen: brug og smid væk. Det er muligt at dette vil ændre sig i løbet af den financielle krise.


ØNSKER DU AT OPLEVE EN AF KØBENHAVNS SMUKKESTE UDSMYKNINGER, SÅ TILBYDER KUNSTHISTORIER - Bureau for kunst og arkitekturformidling EN EKSKLUSIV OMVISNING LØRDAG DEN 6. FEBRUAR KL. 10.30. OMVISNINGEN ER GRATIS MEN TILMELDING ER NØDVENDIG PÅ info@kunsthistorier.dk. LÆS MERE PÅ WWW.KUNSTHISTORIER.DK.

fredag den 15. januar 2010

Ugens Kunsthistorie: KUNSTEN SKAL TIL ALLE


”Kulturen skal ud til alle” har vores kulturminister bebudet. Et godt eksempel på dette er kunstneren Katharina Grosses store farvestrålende skulptur Den Anden George der i en kort periode i december 2009 stod på Amagertorv i København. Katharina Grosse udstiller på Arken i Ishøj netop nu.

Amagertorv er måske en af de mest befærdede og befolkede pladser i indre by. Netop derfor passede dette sted perfekt til kulturministerens udspil. Opstiller man en skulptur her, kan ingen undgå at se kunsten. Problemet var bare, at det var ret problematisk. Skulpturen ligner en klippe og indbød derfor til klatring, men man måtte ikke berøre skulpturen. Og skulpturen fyldte godt op på pladsen, hvilket betød at der ikke var så megen plads tilbage til f.eks. pølsevognen. Derfor stod den så tæt op af skulpturen som muligt. Hvilket betød at man kunne komme i tvivl om hvorvidt den måske var en del af skulpturen. For hvor gik grænsen mellem kunstværk og pølsevogn?

En klog bekendt har udtrykt bekymring over kulturministerens udspil: Bliver det ikke bare til mere larm? Amagertorv er et af de visuelt mest larmende steder i byen – og ved juletid er den endnu mere støjende. Grænserne mellem kunst og juleudsmykning og pølsevogne og resten af virvaret forsvandt på Amagertorv. Resultatet var at den meget smukke skulptur ’druknede’ i mylderet på pladsen. Nu er den placeret i Ishøj, hvor den kan få lov til at være skulptur og kan ses frem til maj 2010.

Rundt omkring i København har der i længere tid stået store skulpturlignende objekter af forstørret skrald (bla. på Nørrebros runddel). Det er for at få os alle sammen (folket) til at smide skrald i de dertilindrettede skraldespande i stedet for på gaden. Er de kunst? De kunne ligne noget kunstneren Claes Oldenburg har skabt. Hvordan skal folket kunne skelne mellem dem og skulpturer?

KUNSTEN SKAL TIL ALLE, men man skal overveje om den partout og altid skal UD til alle. Skal den ud, skal man overveje sine midler og metoder grundigt. Det er ikke nok at placere kunsten der hvor der er mange mennesker. Man skal opfinde en måde hvormed det bliver klart og tydeligt for beskuerne hvad der er information, markedsføring og dekoration og hvad der er kunst. For hvis og når alt bliver kunst, er intet kunst længere (omskrivning af et Joseph Beuys-citat)!


Udstillingen på Arken HELLO LITTLE BUTTERFLY I LOVE YOU WHATS YOUR NAME? kan ses frem til 7. november 2010. Læs mere om udstillingen her: http://www.arken.dk/content/dk/udstillinger/utopia/katharina_grosse

onsdag den 6. januar 2010

Ugens Kunsthistorie: GULE SOMMERFUGLE


Her ser vi et maleri. I maleriets ene side er en stor gul sommerfugl. Ved siden af den er malet et sommerfuglenet. Inden i nettet er en lidt mindre gul sommerfugl. I maleriets højre side er en lille gul sommerfugl. De tre sommerfugle er ens – blot forskellige i størrelse. Der er brugt tre farver: gul, hvid og sort.

Hvad fortæller maleriet? Om en dejlig sommerdag, hvor smukke sommerfugle – store og små - svirrer omkring os og vi så let som ingenting kan fange en af dem og fastholde deres skønhed for evigt. Det sker vist først når vi har fået styr på klimaforandringerne.

Maleriet minder om en tegneserie. I tegneserier er der en handling. Her kunne handlingen være at en stor gul sommerfugl flyver frit omkring, men så bliver den fanget i et net og dirigeret i en bestemt retning - og det gør den lille. Men det er hvis vi læser handlingen fra venstre mod højre, som vi plejer at gøre det i den vestlige verden. Maleriet hænger på en gavl i Mjølnerparken på Nørrebro. I Mjølnerparken bor der mange med udenlandsk baggrund. Måske bor der også mange arabere.

På arabisk læser man fra højre mod venstre. Hvis man ser handlingen på maleriet fra højre mod venstre, så handler det om en lille gul sommerfugl, der bliver hjulpet af nettet og dirigeret en bestemt vej og det får den til at vokse og blive til en smuk stor gul sommerfugl. Uanset hvilken vej man oplever billedet kan nettet være et billede på et system der enten undertrykker eller hjælper naturen. Systemet kan opfattes som skole og uddannelse eller et samfund.

Det er kunstneren Al Masson der har malet gavlmaleriet. Han er født i Frankrig, men har boet og arbejdet i Danmark siden 1996.

At maleriet hænger på en husmur betyder at alle beboerne i Mjølnerparken kan se det og få glæde af det. Men det betyder også at alle der ikke bor i Mjølnerparken kan se det og få glæde af det. Både de der hver dag cykler eller går forbi og igennem Mjølnerparken, og alle de der forhåbentlig vil lægge søndagsturen forbi og nyde maleriet og de tre andre gavlmalerier af Troels Aagaard, Michael Mørk og Malene Landgren.

fredag den 1. januar 2010

Ugens Kunsthistorie: FORVENTNINGENS GLÆDE

Noget af det bedste ved et nyt og dugfrisk år er alle de ubrugte muligheder der ligger og gemmer sig og venter på at blive opdaget og oplevet. Når man ser på museernes udstillingsplaner for 2010 – i indland og udland – er det som at få en masse gaver, der kan pakkes ud i løbet af året. Så kan man senere afgøre om indholdet levede op til forventningerne eller man blev skuffet.

For lige nu – i dag – kan vi svøbe os ind i forventningens glæde og surfe rundt på hjemmesiderne og se hvad der venter os. Titlerne, de udlagte billeder og korte introduktioner pirrer nysgerrigheden og sætter gang i fantasien.

Den store forårsudstilling på AROS i Århus hedder I LOVE YOU og vises fra 27. marts til 12. september. Det er sådan en udstilling der kan gå alle veje. I introduktionen til udstillingen skriver de lidt vagt at kærligheden er noget der har optaget kunstnere til alle tider og at dét er omdrejningspunktet for udstillingen. Det er MEGET rummeligt og megen kunst kan komme ind under den overskrift. Det kunne være interessant hvis de udstillingsansvarlige er modige og ambitiøse nok og tør vise kærligheden i ALLE dens facetter. Kærlighed er jo noget der ikke blot optager kunstnere, men os alle sammen. Den er dejlig OG svær at håndtere og derfor altid vedkommende og aktuel.

AROS har tidligere vist en biludstilling med stor publikumssucces til følge, og da de er økonomisk hårdt trængte kan man frygte, at en kærligheds-udstilling vil vise mange kunstværker med pornografiske elementer som eksempelvis Jeff Koons eller Kristian von Hornslet for at tiltrække mange mennesker.

På en udstilling om kærlighed ville det være skønt at se værker om blikket, mødet, samhørigheden, omfavnelsen, kysset, jalousien, adskillelsen, længslen, den ikke-erotiske kærlighed og næstekærligheden. Og værker af eksempelvis Constantin Brancusi, Erik Thommesen, Sonja Ferlov Mancoba, Gustav Klimt, Edward Munch og Louise Bourgeois. Kunstnerne Marina Abramovic og Ulay har sammen skabt flere performance værker der behandler kærligheden. Det smukkeste er måske Rest Energy fra 1980: http://www.youtube.com/watch?v=3Tz-K4EC8hw&feature=related. Forhåbentlig kommer det også med på AROS!

På denne årets første dag er det svært ikke at glæde sig til en stor kunstudstilling om kærlighed. Mulighederne er uendelige og derfor kan forventningerne heller ikke være andet end store. Og det samme gælder for Pipilotti Rist-udstillingen på Louisiana Museum for moderne kunst (7.1 – 25.4), Bjørn Nørgaard-udstillingen på Statens Museum for Kunst i København (16.4-24.10), Henry Moore på Tate Britain i London (24. 2 – 16. 5), Whitney-biennalen på Whitney Museum of American Art i New York (25.2 – 30. 5), Marina Abramovic på Museum of Modern Art i New York (14.3 – 31.5) og Rivane Neuenschwander på Malmø Kunsthal (11.9 – 14.11).

(Denne Ugens Kunsthistorie har intet billede, da den handler om de billeder forventningen skaber i vores fantasi)