Ugens Kunsthistorie: VERDEN ER SÅ STOR, SÅ STOR

DA JEG I FORÅRET OPDAGEDE at verden også rummer Nyseaber og 10.000 andre for mig ukendte dyrearter, fik jeg en følelse af rigdom; Vi kender heldigvis ikke hele verden, der er stadig uudforskede steder, ukendte territorier og masser af ubetrådte stier.

RIGDOMSFØLELSEN kom igen, da jeg denne sommer stod på Fredericianum i Kassel og så gruppen af skulpturer kaldet De Baktriske Prinsesser. Før det øjeblik havde jeg aldrig hørt om disse skulpturer, om baktriske prinsesser eller om den kultur der herskede i oltidsriget Baktrien. Jeg anede ikke engang, at der fandtes et sted der hed Baktrien.  Og en helt ny verden åbnede sig.

DE BAKTRISKE PRINSESSER kaldes prinsesser, men det er sandsynligt at de er gudinder af en slags. Disse volumiøse miniature figurer er på en og samme gang utroligt detaljerede og samtidigt meget enkle. De er komplekse konstruktioner, fordi de er sammensat af flere sten, udhuggede samt dekorerede. Kjoler, hoveder, hår, arme/ fødder og øjne er skabt af forskellige stenmaterialer. De har alle geometrisk dekorerede kjoler på, og de fleste sidder på en sokkel, en stol eller bare på jorden. På trods af de komplekse konstruktioner, ser de utroligt enkle ud. De vækker forestillinger om prinsesser der sidder et eksotisk sted og bliver underholdt dagen lang af hoffolk, kunstnere og undersåtter.

BAKTRIEN er navnet på det eksotiske asiatiske oldtidsrige som prinsesserne blev skabt i. Dette rige lå mellem  bjergkæden Hindu Kush og floden Amu Darja. I perioden mellem det 3. og det 2. årtusinde F.Kr. F. forsynede Baktrien Mesopotamien med råmaterialer, hvilket skabte grundlag for en velstående broncealder kultur.

DER FINDES IDAG 80 af skulpturerne på museer og hos samlere over hele verden, bla. på Louvre i Paris og på Metropolitan Museum of Art i New York. På dOKUMENTA 13 i Kassel udstilles altså 8 af dem. Og de er placeret i den del af udstillingen, som kaldes THE BRAIN, hvilket understreger af kuratorteamet med kunsthistorikeren Carolyn Christov-Bakagiev i spidsen har besluttet, at de er særligt vigtige. Og hvorfor er de så det?

SKULPTURERNE er imponerende på grund af deres alder, skønhed, skrøbelighed og sjældenhed. Men det er formentlig ikke kun derfor at de er med på dOKUMENTA 13. Idag er Baktrien en region der ligger imellem det nordlige Afghanistan, Turkmenistan, Uzbekistan og Tadjikistan. Og særlig det førstnævnte land fylder en deli vestlig bevidshed idag.

DE BAKTRISKE PRINSESSER repræsenterer en næsten ukendt fortid i Afghanistan - et land man desværre mest associerer med krig, krig og krig.  Og den følgende ødelæggelse. Men Afghanistan er et vigtig omdrejningspunkt på dOKUMENTA 13. Der er flere kunstværker med der berører Afghanistan, bl.a. Goshka Macuga (1967) og Alighiero Boetti (1940-1994). Og Queens Palace og Bagh-e Babur i Kabul er officielle sattelitter, hvor der vises dOKUMENTA 13 kunstværker af bl.a. Francis Alÿs (1959) og Tacita Dean (1965) og William Kentridge (1955). 

AFGHANISTAN er ikke alment kendt for sin rige kultur. Men man kan sige, at det har dOKUMENTA 13 påtaget sig at ændre på. Jeg ved ikke om det lykkes. Jeg ville gerne se udstillingsdelen i Kabul, men kan vist samtidig slå fast at der kommer jeg nok ikke de næste par år. Om nogensinde.

TIL GENGÆLD er det sikkert, at jeg skal se De Baktriske Prinsesser på både Louvre og Metropolitan og i de andre tilgængelige samlinger hvor de findes. For de er rigtig spændende. Og ikke kun på grund af deres geografiske historie. Men på grund af dem selv, for de er helt unikke. De har træk tilfælles med eksempelvis kubistiske skulpturer. Jeg kommer bl.a. til at tænke på Adams Fischers (1888- 1968) Spiralpigen fra 1918. De har materialet og udhugningen og dekorationen tilfælles. Men også kunstneren Jens Peter Kellermanns (1952) smukke kvindeskulpturer minder de mig om. Kellermanns figurer er også sammensat af forskellige materialer.

SPØRGSMÅLET ER om De Baktriske Prinsesser ville være blevet udstillet i hjerne-rummet på dOKUMENTA 13, hvis de ikke stammede fra Baktrien og havde noget med Afghanistans kulturelle historie at gøre. Deres skønhed alene havde nok ikke placeret dem der. De vidner om at verden er stor og rummelig, men er også en opfordring til at tage intellektuelt ansvar med hensyn til den politiske situation i Afghanistan. Og deres tilstedeværelse demonstrerer at kunsten altid også optræder i en politisk kontekst.