"SE BADEANDEN, MOR!" - om Allan Ottes udsmykning på Nørrebro teater

JEG VAR MED FAMILIEN PÅ NØRREBROS TEATER IDAG. Det var ikke for at se teater, men for at se på Allan Ottes (1978) ti meter lange udsmykning "Nørrebro Udtræk", der hænger i baren. Det er en udsmykning, der fungerer rigtig godt! Kaster man bare et hurtigt blik på maleriet, genkender man straks teatrets kvartér med Nørrebrogade, den gule mur og bus nr. A5. Et passende motiv til et teater, der netop åbner sig op for sin bydel!

FOR NØRREBROS BEBOERE i alle aldre må det blive en udsmykning, der kalder på begejstring. Vi var i hvert fald alle begejstrede for at gå på opdagelse i billedet - ikke for at finde Holger, men for at finde alle de mange kendte Nørrebro-elementer. Mine børn syntes, at det var sjovt at se deres station og Føtex og Mjølnerparken på et maleri. For os voksne var der også et strejf af nostalgi over forandringerne på Nørrebro, med metrobyggeriet, den tomme grund hvor ungdomshuset 'i sin tid' lå, og kirken hvor narkomanerne i min barndom altid sad på trappen og fixede.

OGSÅ FOR KUNSTELSKERE er det udfordrende og en nydelse at finde al den kunst, der på forskelig vis er indkorporeret i billedet. For ikke at tale om Nørrebros arkitektur. Når man ser den sammenstillet på denne måde, er det synligt at det er planløsheden der har hersket, men samtidig har det givet plads til mangfoldighed i byggeriet og dermed en arkitektonisk afspejling af beboer sammensætningen i bydelen.

JEG VED IKKE hvad der har inspireret Otte til dette maleri. Jeg kom naturligvis til at tænke på Erik Hagens maleri af byggeren fra 1976 (læs mere her). Ikke at de to billeder ligner, men de er begge portrætter af Nørrebro, og på begge billeder leder man efter genkendelige elementer. Jeg ved ikke hvorfor Otte lige har valgt de bygninger og elementer, han har valgt. Men jeg kom til at tænke på fuglekasserne ved Nørrebroparken - se her. Der er et vist overlap i motiverne, hvilket formentlig er tilfældigt...men sjovt! (se Allan Otte igang med maleriet her)

ALLAN OTTE modtog iøvrigt det nystiftede kunstnerlegat Osmund Hansen Fondens arbejdslegat på 200.000 kroner i fredags (læs mere her og her). Og han er aktuel med udstillingen Noble Rot Blues hos Galleri Tom Christoffersen, der kan ses indtil den 29. marts.

BARTENDERNE PÅ TEATRET var enormt søde og imødekommende, og synes at vores entusiasme var sjov. De bidrog med deres iagttagelser, men havde ikke set badeanden som børnene så. Det er ikke sikkert at de kan vedblive med at være så venlige overfor alle der kommer forbi. Man kan indtil videre se udsmykningen i teatrets åbningstid (så check den inden et besøg her). Jeg foreslår, at teatret producerer en plakat med motivet. Vi vil meget gerne købe den!

BAGEFTER cyklede vi bl.a. forbi "det runde tårn" på Sankt Hans Torv og Claus Carstensen der står og pisser på Panum Instituttet - og for børnene var det en helt særlig oplevelse ovenpå maleriet.

Dagens Kunsthistorie: POLITISK KUNST

I MIN BARNDOM voksede jeg op med politisk kunst: Dea Trier Mørchs (1941-2001) grafik, Corner-maleres fremstilling af 1.maj-optog og Erik Hagens (1940) sprudlende plakater. Det var 1970erne og kunsten blev brugt til at protestere mod uretfærdigheder på rigtigt mange områder: udnyttelse af arbejdere, kvinder og miljø. Vi sagde "Nej til..." atomkraft og krige og EU og andre politiske emner og vi var solidariske med alle der blev udbyttet - og dette kom sandelig også til udtryk i kunsten.

SIDEN BEGYNDELSEN AF 1980ERNE har jeg haft et lidt anstrengt forhold til politisk og protesterende kunst. Man kan jo få for meget af det gode, og jeg har i ca. 1½ årti foretrukket billedkunst der i sit udgangspunkt ikke var politisk. Men det er jo noget pjat, for kunstnere der vil noget er spændende, kunstværker der fortæller noget er jo dragende, og derfor er jeg også kommet frem til en meget mere afslappet holdning til politisk kunst.

DER ER OGSÅ SKET EN UDVIKLING i relationen mellem kunstscene og protest kunst. I 1970erne var den politiske kunst ikke institutionelt accepteret, og jeg husker det som om den altid fremvistes i et koldt telt med vådt græs. Men idag er en kunstner som Ai Wei Wei - der i den grad protesterer - en kunstner der udstiller på Louisiana Museum for Moderne Kunst, hos Faurschou Foundation og på Tate Modern.

PÅ dOKUMENTA-udstillingen denne sommer var der mange både politiske og protesterende værker med, hvilket viser hvordan denne kunstform er blevet inkluderet i kunstinstitutionerne. Et af værkerne bestod sågar i at en kunstner havde skabt en slags lejr foran Fridericianum hvor alle mulige protestfænomener havde fået husly.

TILBAGE I MIN BARNDOM ville man nok have sagt at kunstscenens accept af den politiske kunst er et led i at sabotere protesten, for - med en omskrivning af Joseph Beuys' ord -  når alt er protest, er intet protest længere. Men jeg tror nu snarere at dette er kunstscenens forsøg på at være mange facetteret. For selvfølgelig kan man ikke holde politik og protest ude af kunsten. Mange af de ovenfornævnte kunstnere, har fremstillet værker, der er blandt mine favoritter idag. Og hvis ikke dOKUMENTA 13 havde valgt at vise politisk kunst, havde jeg og mange andre måske aldrig stiftet bekendtskab med den norske kunstner Hannah Ryggen, hvis gobeliner i sin samtid var stærkt politiske, og idag fremstår på samme måde som Pablo Picassos Guernica.