lørdag den 23. januar 2016

LEO N. BUSHMAN

N.Y. city - Bronx (Undercliff Ave.)
af Leo N. Bushman (1948). Kilde: Artnet
DET SNER I NEW YORK, og derfor er denne snevejrsakvarel af et snedækket Bronx udført af Leo N. Bushman på en måde ret aktuel, på trods af at den er fra 1947. I en dansk sammenhæng er Leo Norman Bushman (1917-2005) totalt ukendt. I 1984 til The Calgary Gazette: "I'm more influenced by childrens art than by contemporary artists". På de få billeder der er tilgængelige af hans kunst, blandt andet dette foroven, er det ikke lige til at få øje på inspirationen fra Børnetegningerne.

MEN I 1964 var Bushman på en elleve måneder lang rejse gennem 29 lande for at observere, indsamle og foto-dokumentere Børnetegninger. Hvem der sendte ham på denne mission og hvorfor, ved jeg ikke (endnu). Årsagen til at jeg overhovedet kender til Bushman er, at han skabte sig en større privat samling af japanske Børnetegninger fra 1950erne og 1960erne. Jeg skrev om denne samling i Kunsthistorien APROPOS JAPAN: JAPANSKE BØRNETEGNINGER. Det meste af Bushmans samling befinder sig i idag på The Nickle Arts Museum i Calgary, men der findes også lidt på University of Virginia i USA, se mere her.

BUSHMAN BLEV født i Mishawaka, Indiana, og uddannet bachelor of Fine Arts fra Art Institute of Chicago (1936) og Master of Arts fra Columbia University i New York (1947). Han underviste over hele USA og deltog også i 2.Verdenskrig. I begyndelsen af 1950erne flyttede han til Japan, hvor han blev leder af the U.S. Pacific Air Force Arts & Crafts program. Senere blev han leder af the U.S. Air Force Education Director i Seoul i Korea, hvor han var til 1963. Efter sin verdensrejse vendte han tilbage til USA for at undervise. Fra 1966 blev han tilknyttet universitetet i Calgary (Canada), hvor han arbejdede ved The Faculty of Art frem til 1982.

Japansk Børnetegning fra Bushmans samling. 
Kilde: University of Virginia
DA BUSHMAN gik på pension, blev han medlem af bestyrelsen for The Arctic Institute of North America (AINA). Han vedblev med at indsamle Børnetegninger og specialiserede sig i det man i USA kalder "native childrens art".

DET KUNNE VÆRE RET INTERESSANT at finde ud af, hvorfor Bushman var så optaget af især 'native childrens' Børnetegninger, hvad han forstod ved begrebet 'native' og om han opfattede japanske og koreanske børn som 'native'.

JEG KENDER IKKE ÅRSAGEN til at Bushman samlede på japanske Børnetegninger. Men det er muligt at motiver som følelse af kulturel overlegenhed eller skyldfølelse spillede ind.

MON DER I DANMARK findes samlinger af Børnetegninger fra Danske kolonier, og mon danske sodater har samlet Børnetegninger fra lande de har været udsendt i?

mandag den 18. januar 2016

GODE OG DÅRLIGE STYREFORMER: LARS ARRHENIUS PÅ SPECTA

PÅ GALLERI SPECTA var der i fredags verdenspremiere på den svenske kunstner Lars Arrhenius' nye film Samhällsteatern (Samfundsteater). I løbet af 10 minutter gennemspiller de piktogramlignende figurer forskellige samfundsformer (bl.a. diktatur), og illustrerer hvorfor disse former ikke fungerer. Arrhenius selv spiller instruktøren, der skal styre 'løjerne' på scenen.

Eksempel på dårlig regering:
To soldater der stjæler fra en borger.
Kilde: Wikipedia
FILMEN ER INSPIRERET af den italienske kunstner Ambrogio Lorenzettis (levede fra ca. 1290 til 1348) "allegori over gode og slette regeringer" (1338-40). Disse fresker, der hænger i Palazzo Pubblico i Siena i Italien, var ment som en påmindelse til politikerne om, hvordan det hæderlige og ordentlige lederskab bedre kunne betale sig end det korrupte og tyranniske. Konsekvenserne af det sidste vil være selvtægt og kaos.

JEG HAR EN SVAGHED for Arrhenius værker, og har derfor set filmen. Jeg sad og klukkede undervejs, og synes at den er et fint lille værk. Men jeg må indrømme, at der var steder undervejs, hvor jeg ikke kunne identificere styreformerne. Det fortæller formentlig mere om mig end om værket.

TAG SELV EN TUR forbi Galleri Specta og se, om du kan genkede alle styreformerne. Udstillingen kan ses frem til 20. februar 2016. Læs mere om værket på Galleri Spectas hjemmeside her.

Eksempel på god regeringsførelse i byen. Af Lorenzetti. Kilde Wikipedia 
Eksempel på dårlig regerinsførelse i byen. Af Lorenzetti. Kilde: Wikipedia
Læs mere om Arrhenius i følgende kunsthistorier:

tirsdag den 12. januar 2016

GUDRUN HASLES ORDBILLEDER I BYEN

Find kunstværket! Jeg føler mig næste altid esåm af Gudrun Hasle 2015/16.
JEG MINDES STADIG MED STOR GLÆDE kunstværket Walk Münster, som Janet Cardiff havde skabt til Skulptur Projekte in Münster i 1997. Det var en fantastisk oplevelse at blive guidet rundt i byrummet af flere stemmer og dialoger og lag af fiktion. Oplevelsen af at høre to stemmer der taler om/ diskuterer et rødt klæde i et vindue, og afbrydes af en stemme der siger: "Se, det røde klæde oppe i vinduet", efterfulgt af ens egen intuitive bevægelse af hovedet søgende efter et rødt klæde...også...så er der faktisk rødt stof i et rigtigt vindue i den fysiske verden, man går og står i - det var en helt unik oplevelse. Og selvom Cardiff har produceret flere af denne slags 'Walks', bl.a. til Louisiana Museum for Moderne Kunst, så har de aldrig haft helt den samme effekt på mig, som Walk Münster

DET ER ALLIGEVEL CARDIFFs Münsterværk jeg kom til at tænke på, da jeg forleden dag gik rundt på Hillerødgade, Borups Allé og Nordre Fasanvej og ledte efter Gudrun Hasle's ordbilleder. Hasle har skabt et stedsspecifikt værk, der består af syv ordbilleder, til kunstprojektet Omveje. Værket hedder JEG FORTALTE MIG SELV HISTORGER, og er baseret på dagbogsnotater og erindringer. Ordbillederne er heldigvis ikke placeret på en måde, så de er lette at få øje på, og derfor kan det blive lidt af en skattejagt, man begiver sig ud på (man kan også checke placeringerne hjemmefra). På denne måde ser man pludselig en ellers kendt del af byen med andre øjne. Pludselig så jeg en hel masse steder i bydelen egnede til et kunstværk. 

HASLES VÆRK ER ANDERLEDES end Cardiffs, men der er ligheder. Begge værker er placeret i et byrum, er stedsspecifikke, kræver bevægelse af deltageren/ beskueren, og leger med fiktion og virkelighed. Karakteristisk for Hasles ordbilleder er hendes ordblindhed, og der lægges generelt i hendes værker op til en selvbiografisk reference. 

FORTÆLLINGERNE I DE SYV BILLEDER er referencer til ungdomsoplevelser, men de er så åbne, at det 'selvbiografiske' ikke bliver snagen i det private, men snarere en invitation til almengyldige - og for mange sikkert også - genkendelige erindringer. På den måde er der - som hos Cardiff - også flere stemmer i Hasles værk. Handlingen 'at fortælle historier om sig selv' befinder sig jo også mellem fiktion og virkelighed.
NÅR JEG CYKLED FORBI LOKTED DER ALTID AF VETTRMINPELER af Gudrun Hasle 2015/16.
Ved billedet "NÅR JEG CYKLED FORBI LOKTED DER ALTID AF VETTRMINPELER", der er placeret i en lille smal passage mellem to huse, begyndte jeg først med at snuse, for at finde ud af om der lugtede af vitaminpiller. Det gjorde der ikke! Derefter tænkte jeg, at det da var spøjst, at der havde lugtet af vitaminpiller lige der. Hvordan kunne det mon lade sig gøre? Og så tænkte jeg, at det måske var et andet sted i byen, det havde lugtet af vitaminpiller, men at værket var placeret her. Og så begyndte jeg at erindre, hvordan jeg også havde oplevet steder, der lugtede mærkeligt, under natlige cykelture i min ungdom. 
REFERENCEN TIL DEN SVÆRE og skrøbelige ungdomsperiode er ofte meget present i Hasles værker. Det er både en personlig og en almen reference til en periode i et menneskes liv, hvor man skal finde sine egne ben og sin identitet. Men ordbillederne på husmurene løsriver sig fra denne kontekst. De kan forstås på alle mulige måder, og bliver til spændende fortællinger om byen og byens liv. 

MIN ENESTE ANKE i forhold til Hasles værk er, at der er ikke er mere. Ikke fordi det ikke er fyldigt nok, men fordi jeg ikke kunne få nok. Hun måtte meget gerne have lavet en 'Walk Nordrefasanvej' der gik fra Nørrebro Station i den ene ende til Sønder Fasanvej den anden! Men det kan jo komme!!!!!

mandag den 11. januar 2016

APROPOS JAPAN: JAPANSKE BØRNETEGNINGER

Japansk Børnetegning fra 1950erne/ 1960erne. Leo Bushman Collection. Kilde: University og Victoria. 
I DECEMBER MÅNED 2015 skrev jeg flere Kunsthistorier om Børnetegninger (se her). Jeg er igang med en undersøgelse af Børnetegningens konventioner, som jeg ikke er færdig med endnu. Men i fremtiden vil det meste af denne undersøgelse foregå på bloggen BØRNETEGNINGER

KAN MAN SE INSPIRATIONEN fra den japanske kultur i en japansk Børnetegning? I forrige Kunsthistorie fortalte jeg om min oplevelse af udstillingen Learning from Japan på Designmuseum Danmark. Udstillingen viser  eksempler på dansk kunsthåndværk, der er inspireret af Japansk kunst. Et er at vise hvordan japansk kunst og kunsthåndværk har inspireret andre kulturer, men kan man vise hvordan denne kultur har påvirket og stadig påvirket kulturens egne børn?

KAN MAN SE, HVOR EN BØRNETEGNING KOMMER FRA? Eller rettere hvor barnet der tegner, er født? Findes der specifikke kulturelle koder i den måde, børn tegner på, som kan aflæses i deres billeder? Hvis der gør, hvornår lærer vi dem...eller fødes vi med dem? Kan du eksempelvis se, at denne Børnetegning er tegnet og malet af et japansk barn? Det kan jeg ikke. Børnetegningen viser et rum med kvinder og børn i. Kvinderne der sidder/ står langs to vægge, ser alle på glasbowlen i forgrunden med to fisk i. Alle personerne har mørkt hår - men det er jo ikke specifikt et japansk tegn.

DET ENESTE LIDT JAPANSKE ved Børnetegningen foroven, jeg kan komme i tanke om, er de to røde fisk. De minder om fiskepigen i filmen Ponyo instrueret af japanske Miyazaki i 2008. Men da Børnetegningen er fra 1950erne/ 1960erne, er der ikke rigtigt en sammenhæng mellem disse to.

DEN AMERIKANSKE kunstformidler Brent Wilson hævder, at der er en sammenhæng mellem Børnetegninger og den kultur børnene vokser op i. Hvis børn vokser op i en kultur, der vægter visuel æstetik højt, er det kun naturligt, at de bliver inspireret. Japans rige kunstneriske kulturarv der ses i teater, kalligrafi, arkitektur, kunst, tekstil-design og selv i maden, betyder - ifølge Wilson - at japanske Børnetegninger er de mest avancerede i hele verden.
Selvportræt med venner. 2009.
"SELVPORTRÆT MED VENNER" viser tre børn. Den er fra 2009. De tre børn ser glade ud. De smiler, de sjipper og de er sammen. Himlen er en lyseblå stribe foroven og solen er rød. De har alle langt hår og bukser på, og kunne i princippet være langhårede drenge. De løfter alle tre lidt på det ene ben, hvilket kan være tegn på at de er midt i sjipningen. dette understreges også af at alle tre buer står oppe i luften.

DENNE BØRNETEGNING kunne sagtens være tegnet af et dansk barn. Om dette skyldes en kulturel udvikling de sidste tredive år, der udvisker forskelle, er ikke til at sige. Men den øverste tegning er fra en større samling af Børnetegninger fra 1950erne/ 1960erne indsamlet af amerikaneren Leo Bushman, (læs mere om samlingen her). Blandt disse Børnetegninger er der motiver, der er meget japanske. Bedøm selv tre af Børnetegningerne fra Bushmans samling her:

INSPIRATIONEN FRA JAPAN

Plakat fra Zoologisk Have. Fra udstillingen Learning from Japan, Designmuseum Danmark 2016.
TRADITIONEN TRO indledte jeg 2016 med et besøg på DESIGNMUSEUM DANMARK. Det gør jeg hvert år, fordi det er et dejligt museum med en fantastisk samling - og en skøn café! (Rapport fra besøget sidste år her). Og i år var der yderligere den grund, at jeg også gerne ville se udstillingen Learning from Japan, da jeg arbejder på en artikel om billedhugger og formgiver Arne Bang (1901-1983), der bl.a. blev inspireret af japansk kunst i 1920erne (læs mere om Arne Bang her).

PÅ UDSTILLINGEN 'læren fra Japan' er der mange smukke og skønne og sjove genstande, bl.a. plakaten fra Zoologisk Have (billedet foroven). Og jeg kan genkende den japanske inspiration fra kunsthåndværkere og arkitekter i min familie. Det var nu ikke den eksotiske del som man ser i plakaten, de blev inspireret af. Det var 1960erne og 1970ernes meget mere enkle og stramme fortolkning af det japanske, de var tilhængere af. Jeg husker tydeligt et kolonihavehus, som min arkitekt-morfar, Stig Thoresen-Lassen, byggede i De Små Haver ved Frederiksberg Have omkring 1980. Det var meget enkelt, holdt i rødt, sort og hvidt.

Plakat nr. 2 fra Zoologisk Have.
Fra udstillingen Learning from Japan, 

Designmuseum Danmark 2016.
JEG HAVDE MÅSKE NOK HÅBET at finde et oversigtskort på udstillingen, der helt konkret viste udvekslingen mellem de to lande i hele perioden. Hvilke udstillinger af japansk kunst afholdtes i Danmark? Og hvornår? Hvilket danske kunstnere og kunsthåndværkere rejste til Japan. Eller skete udvekslingen via mellemmænd / andre lande? Mødte danske kunstnere i virkeligheden alene det japanske i Paris og London? Inspiration er en vanskelig størrelse at udstille.

SOM BESØGENDE på udstillingen "Learning from Japan" kunne jeg godt have tænkt mig, at man samtidig med at vise de fine danske designobjekter, gav gæsterne en kronologisk snor at følge. Det kunne eksempelvis være i form af en oversigt kort på gulvet, der i punktform viser udviklingen fra det øjeblik Japan 'åbnede' sine havne for udlandet i midten af det 19. århundrede og frem til idag. Blandt de relevante punkter ville være oplysninger om, hvornår internationale kunstnere som Van Gogh og Gaugain begyndte at samle på japanske træsnit, hvornår der var mulighed for at se japansk kunst på Verdensudstillinger og hvornår de væsentligste udstillinger af japansk kunst kom i internationale samlinger og på museer. Og hvis der ikke var udstillinger i Danmark, så beretninger fra de danskere der så udstillingerne i udlandet/ var i Japan.

JEG VILLE HAVE NYDT udstillingen endnu mere, hvis jeg blev præsenteret for et bredere materiale, der synliggjorde indflydelsen fra det japanske. Hvis man eksempelvis havde udstillet de japanske kunstværker - inspirationskilderne - ved siden af de danske genstande.

OG DET ER IKKE FORDI museet ikke besidder denne viden. Udstillingen indledes jo netop bl.a. med et fotografi fra en kunsthåndværkerudstilling, og i en montre ligger en bog om japansk kunst på dansk. Men hvis denne viden var gjort mere eksplicit, var en rig udstilling blevet til en STOR oplevelse.


PS: Også dette år fandt jeg nye design-objekter af familien på museet. Se her:
Billedbog af Ruth Christensen. Trykt på stof.