ANGSTEN FOR AT BLIVE SNYDT #2

Jan Krisek (1919-1985): Uden titel, 1957. Olie på lærred, 91 x64 cm. Privateje.

I SIN FINE BOG "Billede eller kunst" fra 1974 beskriver Knud Pedersen (1925-2014), indehaveren af Kunstbiblioteket, hvordan han blev modtaget af husets datter, da han skulle aflevere et maleri af den tjekkiske kunstner Jan Krisek (1919-1985) til et hjem i Århus. Da hun ser maleriet, udbryder hun: "Det kunne jeg da ligeså godt lave". Og i et anfald af overmod, lover Pedersen hende maleriet, hvis hun kan male et så godt maleri, at han ikke ser forskel på kopi og original, når han kommer tilbage og henter Krisek'en. Da Pedersen henter maleriet igen, tager han fejl af originalen og barnets kopi, så hun får Krisek'en. Han forlanger til gengæld at få hendes kopi, men den vil forældrene ikke af med. For den synes de er mere værdifuld end Krisek-maleriet.

KNUD PEDERSEN skriver herefter:

"Til dem der siger, at det kunne de selv have lavet, er der ikke andet svar end, at det kunne de selvfølgelig også. (...). Problemet er alene at gøre det, og hvis folk selv sad foran et stykke blankt papir, så ville de sikkert lave noget helt andet. De ville sikkert ikke engang acceptere Kriseks ide, hvis han fortalte dem om at han agtede at lave et billede som det viste. men når det er lavet, er det selvfølgelig ingen kunst at lave et til".

JAN KRISEK (kan også staves Krizek) blev født i den del af Tjekkoslovatiet, der idag er den Tjekkiske republik. Han blev uddannet i Tjekkoslovakiet, men forlod som mange af sine tjekkiske kunstnerkolleger landet efter 2. Verdenskrig og slog sig fra 1947 ned i Paris. Han blev en del af kredsen omkring Galleri René Drouin, og arbejdede med både skulptur og maleri, og var optaget af begrebet 'oprindelighed'. Hans skulpturer er inspireret af både Oldtidens kunst fra Middelhavsområdet samt Børnetegninger. Som den franske kunstner Jean Dubuffet (1901-1985 var Krizek inspireret af Børnetegninger og hans værker hører til den Informelle kunst, der slog igennem i 1950erne.

IFØLGE KNUD PEDERSEN har den tyske kunstner Arthur Køpcke (1928-1977) kommenteret spørgsmålet om at bruge andre kunstneres ideer og at kopiere deres kunst således:

"Det er som en bortkastet lotteriseddel, hvor gevinsten er hævet. Det nytter ikke at samle den op og præsentere den ved kassen en gang til. Det kommer der ingen gevinst ud af."

DET ER ALTSÅ PÅ INGEN MÅDE FORBUDT at lade sig inspirere af andres kunst, ideer eller billeder. Det er heller ikke forbudt at gøre det samme som andre. Det er ikke engang snyd, medmindre man udgiver sig for at være en anden. I århundreder har det været almindelig praksis at unge kunstnere har kopieret ældre mestre for at tilegne sig deres kunnen og deres teknikker, for derefter eller derigennem at finde deres egen form. Man er bare ikke den første, der gør det.

LÆS OGSÅ: ANGSTEN FOR AT BLIVE SNYDT # 1

BØRNETEGNINGER I (KOMMUNAL)POLITISK LYS

SPØGELSESHEST tegnet af Abdulrahman, 9 år.

RIGET FATTES PENGE og det danske velfærdssamfund er truet. Alle politikere og partier fra højre mod venstre kommer med deres kreative bud på, hvordan man både kan bevare kerneydelser og samtidig skære ned på budgetterne.

JEG HAR HØRT at Peter Kofod Poulsen og Dansk Folkeparti i Haderslev har et interessant forslag. De foreslår, at kommunen ikke køber kunst for offentlige midler. De ønsker, at pengene skal bruges på kernevelfærd og ikke på kunst og kultur. Istedet foreslår de at man bruger børnetegninger til udsmykning af offentlige bygninger.

AT OPHØJE børnetegningen til kunst er Dansk Folkeparti i Haderslev ikke de eneste, der har gjort. Asger Jorn og CoBrA-kunstnerne dyrkede ligefrem børnetegningen sprog, og de udsmykkede også bygninger sammen med børn, bla. Bregnerødhytten i Lyngby. Bregnerødhytten eksisterer ikke mere, men dele af den kan ses på udstillingstedet Sophienholm. 

DET INTERESSANTE VED DETTE FORSLAG er det lighedstegn som Kofoed Poulsen og Dansk Folkeparti sætter mellem børnetegningen og billedkunst. De mener åbenbart, at det ene kan være lige så godt som det andet.

JEG MENER OGSÅ at børnetegninger er værdifulde og vigtige visuelle fortællinger. De signalerer bl.a. levet liv, og aktivitet, udvikling og glæde. Men børnetegninger er - uanset hvor gode de er - ikke kunst. De er børnetegninger, og de er på mange måder bevaringsværdige dels som minder om et individ og dels som en del af vores samfunds visuelle kultur. 

NÅR DANSK FOLKEPARTI i Haderslev udjævner forskellen mellem billedkunst og børnetegninger, handler det om kroner og ører. Fokus er ikke på børnetegningens immaterielle værdi og betydning. Det betydningsfulde for dem er, at børnetegningerne er billigere og dermed bedst.

FORLEDEN DAG SKREV JEG OM CHRISTIAN DEN 4.'s børnetegninger (se her). Man kan se på dem, at han som barn var dygtig til at tegne. Vi ved også, at han var interesseret i og havde forstand på skibsbyggeri og arkitektur. Vi ved desuden, at han var egenrådig. Tænk, hvis han havde ladet hånt om eksperterne og alle de professionelle arkitekter og billedkunstnere? Tænk, hvis han havde sagt, at han selv ville tegne skibene, bygninger som Børsen og Holmens Kirke og udsmykke riddersalen på Rosenborg slot? Eller at han ville lade et af sine mange børn gøre det?

CHRISTIAN DEN 4. VIDSTE, at en børnetegning er en børnetegning og at den intet har med professionel kunst at gøre. Han vidste også, at der er forskel på at være god til noget og at være professionel. Børn skal naturligvis tegne og deltage i sjove billedkunstprojekter, hvor både processen og resultaterne udstilles. Men ikke som en erstatning for den professionelle kunst. Jeg håber at politikere i hele landet vil tage ved lære af Christian den 4.! 

PS: Jeg har valgt at illustrere denne kunsthistorie med ni-årige Abdulrahmans elegante tegning af en 'Spøgelseshest' til konkurrencen Hvad er en Spøgelseshest? fra litteratursanseudstillingen SPØGELSESHESTENE på Karen Blixen Museet i 2014. Abdulrahman har tegnet sin Spøgelseshest som en ånd, der kommer ud af en flaske! Mon Abdulrahmans tegning ville få lov til at udsmykke en bygning, hvis DF i Haderslev bestemte?

PPS: Det er ikke gratis, at lade børn tegne og male. Man skal stadig have materialer, lokaler og formentlig betale en pædagog, lærer eller kunstner for at lede/styre projektet. 

"SE BADEANDEN, MOR!" - om Allan Ottes udsmykning på Nørrebro teater

JEG VAR MED FAMILIEN PÅ NØRREBROS TEATER IDAG. Det var ikke for at se teater, men for at se på Allan Ottes (1978) ti meter lange udsmykning "Nørrebro Udtræk", der hænger i baren. Det er en udsmykning, der fungerer rigtig godt! Kaster man bare et hurtigt blik på maleriet, genkender man straks teatrets kvartér med Nørrebrogade, den gule mur og bus nr. A5. Et passende motiv til et teater, der netop åbner sig op for sin bydel!

FOR NØRREBROS BEBOERE i alle aldre må det blive en udsmykning, der kalder på begejstring. Vi var i hvert fald alle begejstrede for at gå på opdagelse i billedet - ikke for at finde Holger, men for at finde alle de mange kendte Nørrebro-elementer. Mine børn syntes, at det var sjovt at se deres station og Føtex og Mjølnerparken på et maleri. For os voksne var der også et strejf af nostalgi over forandringerne på Nørrebro, med metrobyggeriet, den tomme grund hvor ungdomshuset 'i sin tid' lå, og kirken hvor narkomanerne i min barndom altid sad på trappen og fixede.

OGSÅ FOR KUNSTELSKERE er det udfordrende og en nydelse at finde al den kunst, der på forskelig vis er indkorporeret i billedet. For ikke at tale om Nørrebros arkitektur. Når man ser den sammenstillet på denne måde, er det synligt at det er planløsheden der har hersket, men samtidig har det givet plads til mangfoldighed i byggeriet og dermed en arkitektonisk afspejling af beboer sammensætningen i bydelen.

JEG VED IKKE hvad der har inspireret Otte til dette maleri. Jeg kom naturligvis til at tænke på Erik Hagens maleri af byggeren fra 1976 (læs mere her). Ikke at de to billeder ligner, men de er begge portrætter af Nørrebro, og på begge billeder leder man efter genkendelige elementer. Jeg ved ikke hvorfor Otte lige har valgt de bygninger og elementer, han har valgt. Men jeg kom til at tænke på fuglekasserne ved Nørrebroparken - se her. Der er et vist overlap i motiverne, hvilket formentlig er tilfældigt...men sjovt! (se Allan Otte igang med maleriet her)

ALLAN OTTE modtog iøvrigt det nystiftede kunstnerlegat Osmund Hansen Fondens arbejdslegat på 200.000 kroner i fredags (læs mere her og her). Og han er aktuel med udstillingen Noble Rot Blues hos Galleri Tom Christoffersen, der kan ses indtil den 29. marts.

BARTENDERNE PÅ TEATRET var enormt søde og imødekommende, og synes at vores entusiasme var sjov. De bidrog med deres iagttagelser, men havde ikke set badeanden som børnene så. Det er ikke sikkert at de kan vedblive med at være så venlige overfor alle der kommer forbi. Man kan indtil videre se udsmykningen i teatrets åbningstid (så check den inden et besøg her). Jeg foreslår, at teatret producerer en plakat med motivet. Vi vil meget gerne købe den!

BAGEFTER cyklede vi bl.a. forbi "det runde tårn" på Sankt Hans Torv og Claus Carstensen der står og pisser på Panum Instituttet - og for børnene var det en helt særlig oplevelse ovenpå maleriet.

Dagens Kunsthistorie: "HVOR SYRET - DER ER FØDDER!"

IDAG GIK JEG FORBI DET GRØNNE PLANKEVÆRK der omkranser pladsen ved Føtex og Nørrebro Station, hvor der før lå garager, bodegaer, grønthandlere og Mathiesens modetøj. På den side af plankeværket, der løber ved Borgmestervangen er der opsat et stort maleri malet på sammensatte plader. Jeg spurgte en gruppe unge piger med både danske og internationale rødder og tydeligvis på vej i byen, om de havde set maleriet og hvad de syntes om det: "Det er da fedt", "Hvor er det stort", "Flotte farver" og "Hvor syret - der er fødder!" var de venlige svar.

FØDDER er der rigtig mange af på maleriet. Store nøgne og ikke særligt kønne fødder og ankler og hænder der griber ned mod dét fødderne er plantet i. Vi befinder os i jordhøjde, men dét er ikke jord, men noget klæbrigt stads - eller snarere en klistret masse der både skaber og opsluger ting og figurer på det store billede. Billedet er kaotisk og det kræver mere end et blik at finde vej rundt og sammenhænge i maleriet.

DET ER ET FANTASILANDSKAB med et rødt krops hjerte og et træ i centrum. Omkring dette realistiske hjerte er danser små røde symbol hjerter rundt. Grene og arterier smelter sammen og bliver bl.a. til veje. Farverne er flotte og klare og især den orange er tydelig og får det klistrede til at minde om gylden honning.

IGÅR VAR DER ÅBNING på denne udsmykning af det grønne plankeværk rundt om metrostationsbyggeriet ved Nørrebro Station. Det er kunstneren Ole Sporring (født 1941), der har stået for maleriet. Og når man ved det, kan man også genkende flere figurer og billedelementer, eksempelvis træet, husene, bogstaverne og hunden. Sammen med 5 andre kunstnere er han udvalgt til at udsmykke udvalgte metrostationsbyggepladser rundt omkring i København og på Frederiksberg.

PROJEKTET HEDDER Byens Spejl og tanken er at byggepladserne bliver til kunstneriske oplevelser i bybilledet. Det er Foreningen Hovedstadens Forskønnelse der i samarbejde med Statens Kunstfonds Udvalg for Kunst i det Offentlige Rum står for projektet. Kunstværkerne skal være stedsspecifikke og spejle det omkringliggende byområde.

BYENS SPEJL er et sympatisk initiativ, og da jeg ikke synes at byen kan få for megen kunst, håber jeg at der kommer mange flere af denne slags projekter.

JEG ØNSKER at man senere også vil udnytte de tre andre helt tomme sider af dette grønne plankeværk til flere nye kunstneriske oplevelser. Det er nemt at forestille sig mange gode kunstnere, der vil egne sig perfekt til at udsmykke her. Jeg er også spændt på at se hvordan grafitti- og gadekunstnere vil modtage udsmykningen. Mon ikke de vil kommentere på maleriet?!

JEG KAN IKKE på ståede fod forklare, hvordan dette maleri spejler kvarteret omkring det. Måske signalerer de bare fødder og hænder, at det oprindeligt er et arbejderkvartér hvor ideer og mennesker kunne gå til grunde, men også kan opstå og blomstre.

PLACERINGEN kan undre en smule. Jeg var rundt om hele plankeværket, før jeg så maleriet. Hvorfor ikke placere maleriet på Nørrebrogade-siden hvor flere kan se det og hvor man kan kommer på afstand af det. Borgmestervangen har desuden det minus, at det er busholdeplads for bud 69 og 66 samt, at der pt. er vejarbejde på fortovet overfor, så det kan være lidt svært at komme på afstand. På den anden side, betyder placeringen at buspassagererne kan sidde og lade øjnene gå på opdagelse i maleriet og at beboerne på Borgmestervangen har fået deres eget kunstværk!

Ugens Kunsthistorie: METROBYGGERIKUNST

En berømt grønthandler på Nørrebrogade!

METROBYGGERIKUNST er et dejlig langt ord, der rummer mange muligheder for mange nydannelser. Men det mest dejlige er, at Metrobyggerikunst dækker over alle de kunstinitiativer af mere eller mindre lokal art, der er dukket op rundt omkring i København og på Frederiksberg på de ialt 6 km lange grønne plankeværker - plankeværker som vi alle skal leve med mange år endnu.

Det grønne plankeværk med grønthandler, ungdomshuset, Nørrebro station og Mjøllner parken.

PÅ BYGGEPLADSEN i Nørrebroparken er et af initiativerne udført sammen med en række dygtige skoleelever. Miniaturemodeller af vigtige dele af kvarteret Nørrebro er blevet bygget og malet og sat op på Nordbanegade-siden. Nogle er meget realistiske, andre er mere konceptuelle. Bedøm selv!

DE FORSKELLIGE MINIATURER er på hver deres måde ikoniske for bydelen. Det hedengange ungdomshus på Jagtvejen, beboelsen Mjøllerparken med sine røde mursten og mange paraboler der viser at her bor der mange udlændinge, Den Gule Mur rundt om Assistents Kirkegård, Louise - værtshuset med den nærmest Yves Klein blå-facade - der har åbent til den lyse morgen , Joe & The Juice-baren hærget af grafitti, byens smukkeste station - Nørrebro og naturligvis Kajs Pølsevogn.

MIN FAVORIT er silhuetten af husfacaden ved Sjællandsgade, der gengiver den altforhøjt-siddende grafitti One man trash another mans treasure.

ALLE KAN DELTAGE I BYENS HEGN, så hvis du har en idé til et projekt, er det bare med at checke hjemmesiden, læs mere her.

SURREALISTISK KUNSTSKAT RESTAURERES OG FORMIDLES FOR EN HALV MILLION KRONER!

I 1938/ 1939 skabte kunstnerne Vilhelm Bjerke-Petersen og Elsa Thoresen 13 store udsmykninger til ejendommen Ved Volden på Christianshavn. Udsmykningerne har hængt i trappeopgangene lige siden og budt alle besøgende velkomne.

Udsmykningerne kan ikke fjernes eller flyttes. De er blandt andet unikke, fordi de stammer fra den korte periode, hvor de to kunstnere arbejdede figurativt (ligesom Vilhelm Freddie). De blandede deres surrealistiske stil med både politiske, psykologiske og kunstneriske teorier - og tilsatte inspiration fra så forskellige kunstnere som René Magritte, Marc Chagall, Salvador Dali - og J.F. Willumsen.

Efter 73 års udstilling er malerierne blevet så medtaget, at de trænger til at blive restaureret. Et unikt samarbejde mellem beboerne i ejendommen (repræsenteret af Ejerforeningen Ved Volden) og Erik Olesens Ejendomsselskab A/S, betyder at malerierne nu kan renses og restaureres af konservator Britt Christmas-Møller fra Konserveringsværkstedet (www.konserveringsværkstedet.dk ). Man kan følge processen på bloggen www.kunstenvedvolden.blogspot.com. Frese & Søn as ved Lasse Witthøfft (www.frese.as) sørger for rammer og glas foran udsmykningerne. Alle udsmykninger gennemfotograferes af fotograf Ida Wang (www.idawang.dk) og der udgives en publikation med tekst af kunstformidler Naja Pedersen (www.kunsthistorier.blogspot.com ).

Ugens Kunsthistorie: NY SPÆNDENDE BLOG HAR SET DAGENS LYS

KUNSTHISTORIKEREN Peter van der Meijden (1969) har oprettet en interessant blog PETER'S FLUX DE PAROLE, hvor han undersøger kunst og kunsthistoriske problemstillinger. Bloggen har pt. tre indlæg, hvor af det første forklarer titlen på bloggen Peter's Flux De parole, og den sidste handler om elefanter.

DET ANDET INDLÆG på PETER'S FLUX DE PAROLE handler om Knud Pedersens nye bog KUNSTEN UD TIL FOLKET OG HJEM TIL KUNSTEN IGEN - Et Testamente fra 2010. Denne lille elegante bog er absolut anbefalelsesværdig, fordi den ikke bare indeholder en masse underholdende anekdoter om det danske kunstliv, men under overfladen også har en HEL DEL kloge ord at sige om kunstens tilstand og udvikling i de sidste fyrre år.

KNUD PEDERSEN (1925) er indehaver af Kunstbiblioteket (oprettet i 1957), hvor almindelige mennesker kan leje og købe dansk kunst til en overskuelig pris, og på den måde er han med til at sørge for at kunsten kommer ud af kunstens huse. Man kan nu også købe / leje videoværker i Kunstbiblioteket - se under Artscreen.

KNUD PEDERSEN modtog i 2006 N.L. Højen medaljen for sin indsats inden for "forskning, fortolkning eller formidling af de skønne kunster". Begrundelsen var, at han "med sin person og sit virke gennem mere end 40 år, på sin særegne måde, har været en fremragende katalysator for det kunstneriske gennembrud i 60ernes kunst, som i særdeleshed Fluxus gennemførte" og at han med sine mange aktiviteter "har gjort kunsten og livet rigere, mere humoristisk og vedkommende". Man kan være forbavset over, at han ikke afslog medaljen - men indstillingen har nok moret ham.

KUNSTBIBLIOTEKET LIGGER I NIKOLAJGADE 22, KØBENHAVN

Bogen "Kunsten ud til folket og hjem til kunsten" fås i Kunstbiblioteket. Prisen er ikke oplyst, men den koster næppe mere end 200 kroner.

Ugens Kunsthistorie: KRIGEN MAN IKKE TALER OM

(Foto: Per Folkver, politiken)


Danmark er i krig i Afghanistan. Civilbefolkningen lever under meget svære kår, selvom vi er der for at beskytte dem og befri dem fra Taliban-styret og andre onde kræfter. Næsten dagligt dør civile i denne krig, der blev præsenteret som en hurtigt-ind og hurtigt-ud operation. Nu har krigen varet i årevis, og den er ved at udvikle sig til et Vietnam 2. Men vi taler ikke så meget om krigen i Danmark.

Unge mennesker sendes som soldater på 'mission' i Afghanistan. De oplever sammenhold, kammeratskab samt spænding - og det der er værre. Nogle soldater kommer hjem i kister. Hvad målet er med krigen fortaber sig efterhånden i det uvisse. Men vi taler stadig ikke om krigen i Danmark.

Filmen "Armadillo" om netop krigen i Afghanistan har lige haft premiere. Men en del af den presse der har været, handler mest om hvorvidt der er begået krigsforbrydelser eller om 'nogen har lækket noget' og dermed udsat soldaterne for ekstra fare. Det er jo helt absurd. De er jo i fare bare ved at være der. Mon man kan være i mere eller mindre fare i Afghanistan?

Politikerne i et andet europæisk land, Nederland, har besluttet at trække alle deres soldater hjem fra Afghanistan. Måske i en erkendelse af at det er krigen man ikke kan vinde. Man taler om krigen i Nederland.

Kunstneren John Kørner er en af de yngre danske kunstnere, der blev inviteret til at male et maleri på det nyinstandsatte Frederik den VIIIs palæ på Amalienborg. Han har tidligere malet malerier af faldne soldater fra Afghanistan (vist på U-Turn).

Kørner fik sit første forslag til palæet afvist. Det næste forslag måtte han ændre lidt på. Men nu hænger hans maleri på væggen - godkendt af Kronprinseparret.

I en tidligere Ugens Kunsthistorie skrev jeg, at der hang et smukt maleri i palæet som formentlig var malet af John Kørner. Da der ingen skilte hang ved det, var det ikke til at sige (i april) om det var et afvist maleri. Men det er det heldigvis ikke.

Kørners meget smukke maleri viser en soldat, en flyvende palme og soldaterudstyr (hjelm og støvler). Det er tydeligt at maleriet handler om krig i fjernere lande.
Ifølge et interview med John Kørner i dagbladet Politiken forestiller maleriet:

"en sol der er ved at gå ned og en stor eksplosion. To soldater er fanget i eksplosionen. Den ene trodser tyngdekraften og hænger i den øverste del og af den anden er der kun hjelm og støvler tilbage. En stor palme er revet op ved roden".

John Kørner fortæller endvidere om maleriet:

"Hvad man kan få ud af det vil jeg lade være op til hver enkelt beskuer, men enhver dansker har jo et forhold til at vi er i krig i Afghanistan, alle har deres egen opfattelse af hvad der sker dernede. Billedet er i jordfarver og stærk orange".

John Kørners maleri på Amalienborg fortæller to historier: Historien om helte og historien om død og ødelæggelse. Da over en halv million besøgende lægger vejen forbi palæet kan man håbe, at maleriet kan være med til at få os alle til at tale om denne krig.


Læs interviewet med John Kørner fra dagbladet Politiken her: http://ibyen.dk/kunst/article988816.ece

Ugens Kunsthistorie: OM SMÅ GAMLE KONER

DER VAR ENGANG hvor man kunne se en lille gammel kone der sad på sin høje stol lige ved udgangen af den store forhal i Københavns Hovedbibliotek. Hun sad så fint og stille og afventende med hænderne i skødet. Betragtede måske alle os der gik forbi hende med en mild venlighed. Hun forstyrrede ikke nogen, men fremkaldte måske et lille smil eller en eftertænksomhed hos de der færdedes i forhallen.

DEN LILLE GAMLE KONE befinder sig stadig på Københavns Hovedbibliotek. Men af uransagelige årsager er hun blevet flyttet til tredie sal, og sidder nu foran bibliotikarers bord. Der sidder hun ikke særlig godt. Det er uforståeligt at man har flyttet hende dertil. Ingen lægger mærke til hende mere, andet end som en del af noget rod. Hun har ingen væg bag sig, og er vel nærmest blevet usynlig.

SMÅ GAMLE DAMER kan nemt overses og let blive usynlige. Det er jo nærmest netop denne usynlighed billedhuggeren Hanne Varming (født 1939) har synliggjort i sine skulpturer af de små gamle damer (der er også en på Kunstmuseet Trapholt i Kolding).

DERFOR er det bydende nødvendigt at man på KØBENHAVNS HOVEDBIBLIOTEK finder en respektfuld plads til den lille gamle kone igen.


Københavns Hovedbibliotek, Krystalgade 15, 1172 Kbh. K:
http://www.kkb.bib.dk/bibliotekerne/findbibliotek/hovedbiblioteket

Ugens Kunsthistorie: HVOR SIDDER KVARTERETS HJERTET?

Før man rev det lille klondykeparadis - barakbygningerne ved Nørrebro Station – ned, var denne lille plet formentlig Københavns mest internationale sted. Omkranset af Nørrebrogade, Borgmestervangen og Mimersgade. Det var ikke nogen arkitektonisk perle. Det var ikke smukt. Ja, det var vel egentlig mest noget værre rod.


Her kunne man se og møde mennesker i klædedragter fra mange forskellige verdensdele, og gik man hen ad gaden hørte man blandt andet tyrkisk, kroatisk, italiensk, brasiliansk, somalisk og engelsk.

Desuden var det som om dette sted aldrig sov. Her var myldrende liv døgnet rundt, et liv som man ellers netop kun oplever i London, Berlin eller New York.

Og midt i rod og mylder og liv kunne man her nyde kvarterets hjerte. Det røde lys i et cykelstopsignal havde passende fået form som et hjerte. Dette sted VAR hjertet både på ydre Nørrebro og i Nordvest.

Nu er stedet blevet en pæn plan plads. Cykelstopsignalet er igen en rød cirkel. Barakbygningerne er væk, og her skal være busholdeplads og metrostation. Det tager nok i hvert fald et årti med metroen. Og imens vi venter på det, har kvarteret fået et nyt hjerte.

Kunstneren Bjørn Nørgaard har skabt det nye hjerte af våben som politiet har konfiskeret. Det står uden for cafeen Castro, på Aksel Larsens Plads ved Nørrebrogade. Hjertet er placeret på en sokkel med inskriptionen ”Vi vil leve sammen” på elleve forskellige sprog.

Bjørn Nørgaards skulptur henviser på alle måder til det faktum, at mennesker fra mange forskellige dele af verden, med forskellige sprog og kulturelle baggrunde bor sammen på Nørrebro og at dette kan være svært. På den anden side kan dette også være fantastisk, eksotisk og berigende.

Måske henviser skulpturen også til den verserende bandekrig – men det er mindre interessant. For der bor SÅ mange mennesker i kvarteret uden relation til banderne. men et interessant spørgsmål er: HVOR SIDDER ET KVARTERS HJERTE - OG HVORDAN SER DET UD? Det er vi mange mennesker, der har en mening om. Derfor er der ikke et svar. Heldigvis!


Det Nye Hjerte af Bjørn Nørgaard, Aksel Larsens Plads, Nørrebrogade.

Ugens Kunsthistorie: SOMMER I DEN SORTE FIRKANT

SOMMER I DEN SORTE FIRKANT (1975) er et af de malerier, jeg husker tydeligst fra min barndom. Det hang på væggen over spisebordet i et skinnende orange køkken på Nørrebro i København. Min bror og jeg skiftedes til at finde figurer på billedet som den anden tænkte på. Vi lærte billedet RET godt at kende på denne måde.

Erik Hagens (1940) maler billedet i 1975. Kort tid efter at maleriet er færdigt bliver han igen ansat på Eks-skolens trykkeri. Her beslutter han at mangfoldiggøre maleriet som plakat. På plakaten er der en sort ramme, hvor udvalgte figurer fra billedet vises. Plakaten lægger altså op til detalje-leg.

SOMMER I DEN SORTE FIRKANT er et maleri, der rummer mange små historier om dagligdagen, og samtidig fortæller det den store historie om kvarterets barske forandring med spekulationen og husenes elendige stand, om nedrivningen - og i horisonten kan man se nybyggeriet komme nærmere i form af kranen. På pladerne rundt om Byggeren kan man se en række af tidens slogans: BØRN ELLER BILER, BØRNEMAGT, BØRN OG ARBEJDERE ER OGSÅ MENNESKER og HVORFOR!!! SKAL PRIVATE STORSVINDLE.

'Byggeren' på Nørrebro skulle være et fristed for børnene, så de ikke behøvede at lege i de labyrintiske og mørke baggårde eller på gaderne. For rigtigt mange børn var det en fantastisk legeplads!

Jeg husker det som et ubehageligt og utrygt sted fyldt med splintret træ og rustne søm og RIGTIG mange løse hunde. Men jeg var også mere til lyserød end til brun, og til tyl end til smækbukser. Og man kunne ikke lege på Byggeren iført tylskørt!

Dengang syntes jeg, at det var et grimt og grå-brunt billede. Idag synes jeg, at det er et fantastisk maleri. Ja, endda smukt med den grå-blå-røde ramme af bygninger langt billedkanten og den diagonale brug af gul.

Plakaten kan opleves på Arbejdermuseets store Erik Hagens-udstilling VELFÆRDSHVERDAG - I BILLEDERNE FRA 60ERNE TIL NU der vises frem til 15. august 2010. Plakaten kan desværre ikke fås mere (måske antikvarisk), men i udstillingskataloget er der en fin gengivelse.

Ugens Kunsthistorie: GULE SOMMERFUGLE

Her ser vi et maleri. I maleriets ene side er en stor gul sommerfugl. Ved siden af den er malet et sommerfuglenet. Inden i nettet er en lidt mindre gul sommerfugl. I maleriets højre side er en lille gul sommerfugl. De tre sommerfugle er ens – blot forskellige i størrelse. Der er brugt tre farver: gul, hvid og sort.

Hvad fortæller maleriet? Om en dejlig sommerdag, hvor smukke sommerfugle – store og små - svirrer omkring os og vi så let som ingenting kan fange en af dem og fastholde deres skønhed for evigt. Det sker vist først når vi har fået styr på klimaforandringerne.

Maleriet minder om en tegneserie. I tegneserier er der en handling. Her kunne handlingen være at en stor gul sommerfugl flyver frit omkring, men så bliver den fanget i et net og dirigeret i en bestemt retning - og det gør den lille. Men det er hvis vi læser handlingen fra venstre mod højre, som vi plejer at gøre det i den vestlige verden. Maleriet hænger på en gavl i Mjølnerparken på Nørrebro. I Mjølnerparken bor der mange med udenlandsk baggrund. Måske bor der også mange arabere.

På arabisk læser man fra højre mod venstre. Hvis man ser handlingen på maleriet fra højre mod venstre, så handler det om en lille gul sommerfugl, der bliver hjulpet af nettet og dirigeret en bestemt vej og det får den til at vokse og blive til en smuk stor gul sommerfugl. Uanset hvilken vej man oplever billedet kan nettet være et billede på et system der enten undertrykker eller hjælper naturen. Systemet kan opfattes som skole og uddannelse eller et samfund.

Det er kunstneren Al Masson der har malet gavlmaleriet. Han er født i Frankrig, men har boet og arbejdet i Danmark siden 1996.

At maleriet hænger på en husmur betyder at alle beboerne i Mjølnerparken kan se det og få glæde af det. Men det betyder også at alle der ikke bor i Mjølnerparken kan se det og få glæde af det. Både de der hver dag cykler eller går forbi og igennem Mjølnerparken, og alle de der forhåbentlig vil lægge søndagsturen forbi og nyde maleriet og de tre andre gavlmalerier af Troels Aagaard, Michael Mørk og Malene Landgren.