100 ÅR: ETEL ADNAN

 

"Jeg elsker farver"

DENNE MÅNED fejrer vi 100-året for billedkunstner Etel Adnan. Adnan blev født i Libanon den 24. februar 1925, og døde i 2021. Adnan boede i Frankrig i en periode og ellers i USA så længe at man omtaler hende som libanesisk-amerikansk.

ETEL ADNAN, der også var forfatter, skribent og filmskaber, er som billedkunstner især kendt for sine små lysende lærreder med særlige farvesammensætninger. Hendes lærreder er tilsyneladende abstrakte med enkelte genkommende geometriske figurer (rektangler, cirkler) og så alligevel ikke. For de fleste lærreder viser et stiliseret landskab gerne med bjerge. 

DE TIDLIGSTE AMERIKANSKE FOTOGRAFER er Etel Adnan en stor beundrer af. Det er fotografer som Ansel Adams og Frank Weston, der viser det storslåede amerikanske landskab. Adnan  nævner også Georgia O'Keeffe som en væsentlig inspirationskilde. 

ADNAN er ikke fan af postmodernismen. Og hun er ikke fan af vold. hverken ægte eller på film. Da hun var 10 - 12 år, troede hun at film skulle vise den ideale verden. Hun undrer sig over alt den deskriptive vold, der er i film. Skriftligt udtrykte Adnan kras kritik af krig og vold og sociale uretfærdigheder, mens hun i sine billeder viser en ideal verden og derigennem udtrykker en personlig tro på menneskeheden.

LISTEN: STATUS OVER 2023

I DENNE KUNSTHISTORIE HAR VI FOKUS PÅ STATISTIK FRA LISTEN 2023. HVILKET LAND HAR FLEST BILLEDKUNSTNERE MED PÅ LISTEN? HVILKEN MÅNED HAR FLEST KVINDELIGE BILLEDKUNSTNERE FØDSELSDAG? HVILKEN DAG HAR FLEST BILLEDKUNSTNERE FØDSELSDAG? OG HVORFOR ER DET INTERESSANT?

KUNSTHISTORIERs mål er at formidle billedkunst, både den klassiske og den nye, den kendte og den glemte. Fokus er på at vise og orientere om billedkunst og dens ophav samt forsøge at gøre op med ubalancen i kunsthistorieskrivningen. Ubalancen handler både om kønsformidling samt om det dominerende vestlige perspektiv på og i kunsthistorien. Vi vil gerne vise det oversete og introducere det ukendte.

I 2013 REGISTREREDE KUNSTHISTORIER I ET HELT ÅR kønsbalancen i kunstformidlingen på dagbladet Politiken, for at vise hvor ubevidste om kønsbalancen selv de mest bevidste er, når der formidles kunst. Siden har vi månedligt haft fokus på KUNSTHISTORIERs egen kønsbalance på LISTEN. LISTEN er en registrering af de billedkunstnere, der har fødselsdag den pågældende måned. LISTEN er ikke statisk - den udvikler sig hele tiden - lige som kunsthistorien.

I 2023 HAVDE KUNSTHISTORIER registreret fødselsdatoer på 1.448 billedkunstnere - både danske og internationale. Til sammenligning er der alene i Smithsonian American Art Museums samling næsten 9.000 registrerede billedkunstnere (læs mere her). Så det er kun en brøkdel af verdens billedkunstnere. der er registreret på KUNSTHISTORIERs lister. På trods af at indsatsen kan synes som en dråbe i havet, fortsætter KUNSTHISTORIER registreringen og dermed formidlingen af billedkunst skabt af kunstnere af begge køn og fra hele verden.

DA VI BEGYNDTE I 2008 var der et stort behov for at fokusere på køn. Det er der stadigvæk. Dengang nævntes/ vistes / udstilledes mindst 3 til 4 mandlige billedkunstnere, før en kvindelig billedkunstner blev omtalt/ vist / udstillet. Idag er tendensen to til en. Det der også har ændret sig siden 2008, er en øget bevidsthed omkring problemet i kunstverdenen og blandt politikere, der resulterer i flere udstillinger med kunst skabt af kvindelige kunstnere, mere forskning og mere viden.

I VORE DAGE er der stadig et stort behov for øget opmærksomhed på og information om billedkunstnere fra andre dele af verden end den vestlige. Det er meget få billedkunstnere fra verdensdelene Asien, Afrika, Oceanien samt Sydamerika, vi kender til i vesten, og det afspejler sig i registreringerne. LISTENs registreringer baserer sig på og er afhængig af udstillinger i Vesten på museer, i kunsthaller og på gallerier, salg af kunst hos auktionshusene OG selvfølgelig hvad der bliver skrevet om kunstnerne på forskellige platforme.

VENEDIG BIENALEN ER en sådan platform - et fantastisk vindue til hvad der rør sig i andre verdensdele, samt en kilde til gode oplevelser af billedkunst og kunstnere man ikke kender. I år vandt den australske pavillon med billedkunstneren Archie Moore og udstillingen "Kith and Kin" Den Gyldne Løve for best national participation. Archie Moore er aboriginal, født i Australien i 1970. Han arbejder med forskellige medier, og han er forsanger i et rockband. KUNSTHISTORIER havde aldrig hørt om ham før biennalen 2024. 

LISTEN 2023

Her er et overblik over de registrerede billedkunstnere på LISTEN. Tallene viser kønsbalance og den eurocentriske balance. 

JANUAR:                        FEBRUAR:                       MARTS:                        APRIL:

Mænd: 74                            Mænd: 81                              Mænd: 79                         Mænd: 94

Kvinder: 50                         Kvinder:  40                           Kvinder:  41                      Kvinder: 41

Ikke-vestlige: 43                   Ikke-vestlige: 41                     Ikke-vestlige: 38                 Ikke-vestlige: 48

Ialt:  124                            Ialt: 121                                Ialt: 117                          Ialt: 135

MAJ:                                JUNI:                                  JULI:                          AUGUST:

Mænd: 93                            Mænd: 76                               Mænd: 94                       Mænd: 72

Kvinder: 49                          Kvinder:  38                            Kvinder:  41                   Kvinder: 32

Ikke-vestlige: 48                    Ikke-vestlige: 35                      Ikke-vestlige: 48               Ikke-vestlige: 31

Ialt:  142                             Ialt: 114                                Ialt: 135                         Ialt: 104

SEPTEMBER:               OKTOBER:                        NOVEMBER:               DECEMBER:     

Mænd: 66                           Mænd: 66                               Mænd: 82                          Mænd: 80

Kvinder: 36                         Kvinder:  52                           Kvinder:  39                       Kvinder: 35

Ikke-vestlige: 46                   Ikke-vestlige: 46                      Ikke-vestlige: 31                  Ikke-vestlige: 30

Ialt: 102                             Ialt: 118                                 Ialt: 121                           Ialt: 115

I 2023 er verdensdelen med flest registrerede billedkunstnere uden for Europa og Nordamerika Sydamerika med 61 registrerede billedkunstnere på et helt år. Der er 45 registrerede billedkunstnere fra hele Asien, 32 fra hele Afrika og 15 fra hele Oceanien. Til sammenligning er der registreret 147 billedkunstnere fra Danmark og 281 fra USA.

DATO MED FLEST REGISTREREDE FØDSELSDAGE i 2023

Den 8. december er dagen med flest fødselarer. Denne dag har hele 12 billedkunstnere fødselsdag: Camille Claudel (Frankrig 1867-1943)                    Albert Gleizes (Frankrig 1881-1953)

Lucian Freud (Tyskland/ UK 1922-2011),               Jacqueline Hicks (Australien 1919-2004), 

Wifredo Lam (Cuba 1902-1982)                               Aristide Maillol (Frankrig 1861-1944)

Jenny Montigny (Belgien 1875-1937)                       Henk Peeters (NL 1925-2013)

Arnulf Rainer (Østrig 1929)                                       Diego Rivera (Mexico 1886-1957)

Nelbia Romero (Uruguay 1886-1957)                        Cai Guo Quiang (Kina 1957).

Status fra den 8. december er: Fire kvindelige billedkunstnere. To er nulevende billedkunstnere. Seks født i 1900-tallet. Tre er fra Frankrig, en er fra Tyskland/ UK, en er fra Belgien, en er fra Nederland, og en er fra Østrig. Fem billedkunstnere er fra ikke-vestlige lande: Australien (1), Cuba (1), Kina (1), Mexico (1), Uruguay (1).  

DATOENS REGISTRERINGER bekræfter til dels det større billede: Der nævnes to mandlige billedkunstnere, før der nævnes en kvindelig. Det er en klar forbedring i forhold til tidligere, men er det godt nok? Der er to nulevende kunstnere, hvoraf den ene er 94 år. Der er ingen kunstnere født efter 1960. Der er næsten dødt løb mellem billedkunstnere født i 1800-tallet og 1900-tallet. På årsbasis er der flere kunstnere registreret fra 1900-tallet. Der er flere billedkunstnere fra ikke-vestlige lande født den 8.12 end generelt.

KUNSTHISTORIER bruger de indsamlede datoer som en struktur til at registrere med. De kunstnere der er født samme dag, har ikke nødvendigvis har andet tilfælles.

FOREIGNERS EVERYWHERE

På Charlottenborg vises lige nu en udstilling med billedkunstner Thao Nguyen Phan (Vietnam 1987). Det er første gang hun udstilles i Danmark. Internationalt har hun fået stigende opmærksomhed siden 2017. Værker af Phan blev vist på den 59. Venedig Biennale, bl.a. den fine film "First Rain, Brise de Soleil" (2021), der nu kan opleves på Charlottenborg.

Dette års Venedig Biennale har titlen Foreigners Everywhere og fokuserer på kunst der udtrykker følelsen af at være fremmed og ikke høre til. Årsagen kan være, at man tilhører en minoritet i det land/ område man bor i, at man har en anden seksuel orientering, eller at man er flygtning/ immigrant. Dermed forsøger biennalen også at udvide kunsthistorieskrivningen og få de oversete indskrevet i vores fælles kunstbevidsthed - det samme mål som KUNSTHISTORIER.

3 på stribe: Nr. 7 AMARYLLIS

AMARYLLIS

Georgia O'Keeffe: "Red Amaryllis" (1937). 

Maleri. Olie på lærred. 30,5 x 25,7 cm.

AMARYLLIS ER EN PLANTE. Amaryllis ser eksotisk ud med sine fire blomster, der vender mod hvert sit verdenshjørne. Den kan minde om liljen, men uden den bedøvende duft. Den er en generøs plante, for når den ene del er blomstret af, blomstrer den anden del. Navnet 'Amaryllis' stammer fra det græske verbum at stråle. De senere årtier er Amaryllis i Danmark blevet en plante, der associeres med jul og juletid. Den røde Amaryllis står og stråler i supermarkedet side og side med julestjernerne. 

MANGE BILLEDKUNSTNERE har valgt Amaryllis som motiv for deres værker. Ved en hurtig gennemgang i arkiverne fandt vi ni forskellige billedkunstnere, der har arbejdet med dette motiv, blandt dem de viste her: Georgia O'Keeffe (USA 1887-1987), Maria Sibylla Merian (Tyskland 1647-1717), Mary Fedden (UK 1915-2012) og Emil Nolde (Tyskland 1867-1956). Derfor har det været yderst svært at udvælge tre værker til denne 3 på stribe. Vi lover derfor ikke, at der ikke kommer en opfølgning senere. 

I DENNE 3 PÅ STRIBE har vi valgt fotografiet "Flower Rondeux #70" af Nobuyoshi Araki (Japan 1940), skulpturen "Amaryllis" af Tony Smith (USA 1912-80) og maleriet "Seated Woman with a Vase of Amaryllis" af Henri Matisse (Frankrig 1869-1954). Araki har fokus på det sensuelle og erotiske ved blomsten, Smith har fokus på de arkitektoniske former som han har geometriseret, og Matisse har fokus på farvespillet og samler næsten alle maleriets farver i blomsterhovederne.

1. Nobuyoshi Araki: "Flower Rondeux # 70" (1997)". Fotografi. 50,8 x 60 cm.
2. Tony Smith: "Amaryllis" (1965). Skulptur. Bemalet stål. 342,9 x 325,1 x 228,6 cm. THE MET.
3. Henri Matisse: "Seated Woman with a vase of Amaryllis" (1941). Maleri. Olie på lærred. 33 x 41 cm. MoMA.

2023: 3 på stribe nr. 6 - EFTERÅR 3

Georgia O'Keeffe: "Lake George" (1927). Maleri.

EFTERÅRET GÅR PÅ HÆLD og dermed også årstiden med de smukke farver. Weekendavisen skriver, at farverne slet ikke har været så spektakulære i år (2023), som de plejer. Men i billedkunsten kan man heldigvis stadig (gen)opleve de smukke farver. 

KUNSTHISTORIER har allerede udgivet to 3 på stribe med motivet Efterår i henholdsvis 2016 og 2017. I denne 3 på stribe har vi valgt tre malerier med hvert deres fokus. Jordan Tchoffe Kuetes "Balade en Autumne" (2022), Spencer Frederick Gores "Autumn in Richmond Park" (1913) og Alma Woodsey Thomas "Atumn Leaves Fluttering in the Breeze"(1973):

Jordan Tchoffe Kuete

Spencer Frederick Gore

Alma Woodsey Thomas

3 PÅ STRIBE: EFTERÅR #1

Georgia O'Keffe: 2 Yellow Leaves (Yellow Leaves) (1928).
Oil on canvas, 101,6x76,5 cm, Brooklyn Museum, New York.

NOGEN GANGE ER DET BARE BERIGENDE AT SE FORSKELLIGE KUNSTNERES FORSKELLIGE MÅDER AT BEHANDLE SAMME EMNE/ MOTIV PÅ UDEN FORSTYRRENDE INFORMATIONER. DETTE ØNSKE RESPEKTERER KUNSTHISTORIER NATURLIGVIS OGSÅ, SÅ HER KOMMER TRE FORSKELLIGE EFTERÅRSMALERIER SAMT INGEN SKRIFTLIGE KOMMENTARER:
1. 

Claude Monet: Avenue (1878). Private collection.

2.

Mary Cassatt: Autumn (Profile of Lydia Cassatt), (1880).
Oil on canvas, 93x65cm, Musée de Petit Palais.

3. 

Gustav Klimt: Tannenwald I (1901).
Olie på lærred, 90x90cm, Kunsthaus Zug, Stiftung Sammlung Kamm.

BJERGBESTIGEREN GEORGIA ENGLEHARD OG ALFRED STIEGLITZ

Bjergbestiger G. Englehard

Maleri af G. Englehard

I ÅR ER DET HUNDREDE ÅR SIDEN at Georgia Englehard (1906-1016) debuterede. Kunstneren fik på det berømte Galleri 291 i New York i 1916 sin egen udstilling med følgende meget lange titel:

"Water-Colours and drawings by Georgia Englehard, of New York, A Child ten years old showing evolution from her fourth year to her tenth year".

GALLERI 291 blev drevet af Alfred Stieglitz (1864-1946), amerikansk fotograf og formidler af de europæiske avantgardestrømninger i USA. Stieglitz viste mellem 1912 og 1916 fire udstillinger med Børnetegninger, formentlig inspireret af den russiske kunstner Vasily Kandinsky og gruppen Der Blaue Reiter, der ikke lagde skjul på, at de var inspireret af Børnetegninger. Stieglitz oversatte Kandinsky, og udstillede også hans udsagn både i galleri 291 og i sit magasin Camera Work. Et af de oversatte Kandinsky-citater var dette:

"There is an unconscious and enormous force in the child which manifests itself here and which puts the work of the child on an equally high (and often much higher) level as the work of the adult". 

MANGE AF TIDENS TONEANGIVENDE KUNSTNERE var på jagt efter ukendte billedterritorier, hvilket gav sig udslag i stor interesse for enhver form for kulturelt uberørt billeudtryk, heriblandt Børnetegninger. Stieglitz var også i sine fotografier optaget af børn udtryk og han tog faktisk flere fotografier af barnet Georgia Englehard:

Georgia E.. Foto: A. Stieglitz

Georgia med legetøj. Foto: A. Stieglitz

ENGLEHARD VAR Stieglitz niece, og breve mellem de to fortæller, at han havde en stor indflydelse på hendes udvikling. Men det var kunstneren Georgia O'Keeffe (1887-1986), Stieglitz hustru, der påvirkede Englehard som maler. Det er tydeligt, når man ser på Englehards landskabsbilleder, der er som modelleret af farvet flødeskum: på een gang massivt og fyldigt, men alligevel med en porøsitet som om det allerede er ved at forsvinde igen:

Maleri af Georgia Englehard

ENGLEHARD var bange for højder, men overvandt denne angst og blev en anerkendt bjergbestiger. Og netop denne fascination af højder og angst for dybder, indfanger hun meget fint i sine voksne malerier. Hun havde mange talenter, fik mange muligheder og prøvede mange ting af i sit liv. Men måske var det bjergbestigningen hun var mest optaget af. Og hendes bedrifter gjorde at der er bjerge der er opkaldt efter hende.

Det uskyldige barn - Georgia Englehard.
Foto: A. Stieglitz.

BØRNETEGNINGERNE, som hun udstillede som 10-årig, er ikke offentligt tilgængelige (hvis de overhovedet eksisterer mere). Men Stieglitz udstillede formentlig også mere Englehards Børnetegninger, fordi de var tegnet af et barn, end fordi hun var en kunstner in spe. På de andre tre udstillinger med Børnetegninger på Galleri 291, påstod Stieglitz at tegningerne var udført at emigrant børn fra de fattigste kvarterer på Lower East Side i New York. Men kunstneren Josephine Hopper  (1883-1968), født Nivison, har i sin dagbog skrevet, at Børnetegningerne til udstillingerne blev udført af hendes billedskoleelever, og dermed var de ikke helt så uberørte og ubeskrevne blade, som Stieglitz ellers gerne ville fremhæve.

FORESTILLINGEN OM at man kan gå en tur i et fattigt ghettokvarter og tilfældigvis finde fantastiske Børnetegninger er både meget romantisk og en rigtig god pressehistorie. Og selv om der er fortalt lignende historier gennem tiderne, så er det nok snarere - i dette tilfælde - sandheden, at Stieglitz har fået tegningerne fra en Billedskole. Udstillingerne med Børnetegninger var en del af Stieglitz's kunstneriske manifest og en provokation overfor det etablerede.

Dagens Kunsthistorie: GEORGIA O'KEEFFE - 125 ÅR

EN MEGET KLOG MAND citerede Pierre Bourdieus udlægning af kunstverdenen for mig denne formiddag. Han sagde: "Det hele handler om anerkendelse!". Og det er jo rigtig. I kunstverdenen handler det om at få og give anerkendelse, og ISÆR om retten til at få og give anerkendelse. Det er f.eks. ikke nok anerkendelse, at et kunstværk indgår i en samling - det skal være den rigtige samling.

DETTE FIK MIG IGEN TIL AT TÆNKE PÅ Kunstsamlingen i Det Hvide Hus. At blive indlemmet i denne samling må være en af de største anerkendelser man kan modtage. Ærgerligt at det så først sker, når man er død.

I DENNE MÅNED for 125 år siden blev den amerikanske kunstner Georgia Totto O'Keeffe født (se et af hendes malerier her). Det var den 15. november 1887 på en bondegård i nærheden af den lille by Sun Prairie i Wisconsin, at O'Keeffe kom til verden. Hendes forældre var bønder, men hendes morfar - som hun blev opkaldt efter - var en ungarsk greve.

NU DA DET ER OVER 100 ÅR SIDEN at hun begyndte at male, er det tid til en status. Og den status kan jo måles i anerkendelse. O'Keeffe har sit eget museum (se her), hvor man selvfølgelig har markeret og fejret de 125 år på behørig vis. O'Keeffes indsats står jo at læse i hendes visuelle æuvre, men der er også en anden markant indsats, man i disse dage kan fejre, nemlig kampen for at blive kunstner og kampen som kvindelig kunstner.

DET STOD JO IKKE SKREVET NOGLE STEDER, at Georgia O'Keeffe skulle blive en af de største skikkelser i amerikansk kunst og hun kæmpede da også både med sit køn og med troen på talentet. Allerede som 10-årig vidste hun, at hun ville være kunstner og hun og hendes søster modtog undervisning i akvarelmaleri, og ihærdigt forfulgte hun dette mål indtil 1908, hvor hun pludselig kom i tvivl og helt holdt op med at male. Istedet uddannede hun sig til underviser, og underviste de følgende år i Wisconsin, Virginia, South Carolina og Texas.

FØRST I 1912 begyndte O'Keeffe igen at male og en serie meget fine kul-abstraktioner blev fremvist for fotografen Alfred Stieglitz der ejede galleriet 291 i New York. Han overtalte hende til at udstille dem, da han mente at de var noget af det fineste han havde set, og efter en længere korrespondance lykkedes det ham også at overtale hende til at flytte til New York i 1918 og hellige sig sin kunstneriske karriere. De to havde også fundet hinanden som par, og flyttede sammen på trods af at han først fik skilsmisse i 1924.

DET VAR OGSÅ I MIDTEN AF 20'ERNE at O'Keeffe begyndte at male disse store blomsterbilleder, hvor motivet er så forstørret at det nærmest bliver abstrakt. Disse malerier er blevet symbolet på hendes kunst, på trods af at hun hat malet mange mange andre motiver.

DER ER INGEN TVIVL OM at hun idag er en anerkendt kunstner, også uden for USAs grænser. I Danmark viste Louisiana Museum for Moderne Kunst en udstilling med hende i 2002. Man kan bruge et berømt amerikansk cigaretmærke-slogan " You've come a long way, baby" om hendes karriere både som kvinde og som kunstner. Og det er ikke så længe siden, at hun som den første kvindelige kunstner blev en del af Det Hvide Hus samling. Men når man eksempelvis googler hende på den danske wikipidia (se her), står der tre linier om hende, og at man kan læse mere om hende ved at læse om Alfred Stieglitz og hans galleri. Det er helt utroligt! Det ville man jo ikke gøre med Pablo Picasso. Så måske er der yderlige et stykke vej at gå, før den totale anerkendelse.

Dagens Kunsthistorie: GEORGIA O'KEEFFE OG FARVEN HVID

DENNE MORGEN VAR GRÆSSET KNASENDE HVIDT. Et fint hvidt lag lå overalt på hustagene til min datters store begejstring, og vi måtte simpelthen røre ved det hele med både hænder og sko: "I eftermiddag er det jo væk, mor"!

DET VAR JO IKKE SNE, men jeg kom alligevel til at tænke på indledningen til romanen Frk. Smillas Fornemmelse for sne, hvor de mange forskellige grønlandske betegnelser for sne listes op. Det virker så eventyrligt og rigt med et sprog der kan udtrykke det samme på 100 måder. Og jeg forestiller mig gladeligt, at det samme gør sig gældende for farven 'hvid' på grønlandsk, selvom grønlænderne selv fortæller at det er en myte.

PÅ DANSK har vi ikke helt så mange navne for hvid. Jeg kender til betegnelserne atlaskeshvid, kridhvid, bleghvid, mælkehvid, snehvid og liljehvid for farven hvid. Hver eneste af disse betegnelser rummer et eventyr. Ved Atlaskeshvid tænker jeg på fine lange silkehandsker. Ved kridvid tænker jeg på små uskyldige gedekid og lam der hopper rundt på en eng med dejligt saftigt græs. Ved bleghvid tænker jeg på dånende kvinder i 1800-tallet. Ved mælkehvid tænker jeg på de ægyptiske dronninger Nefertite og Cleopatra. Ved snehvid tænker jeg på eventyr om små stakkels piger, der forgæves sælger tændstikker og drømmer om varmen fra en juleaften. Ved liljehvid tænker jeg på Hamlets Ofelia.

DA VI FOR TI ÅR SIDEN I LOUISIANAS BØRNEHUS var igang med at forberede vores visuelle og praktiske formidling i forbindelse med Louisianas store udstilling med den amerikanske kunstner Georgia O'Keeffe (1887-1986), skete der noget der handler om farven hvid. En kollega var igang med at male endevæggen i Atelieret Georgia O'Keeffe-hvid, da direktøren for det hele pludselig træder ind og siger "det er da ikke er hvidt!".

GEORGIA O'KEEFFE havde noget med farven hvid: Et sted er den et hvidt klæde under smukke æbler, et andet sted det indre af en muslingeskal, et tredie sted underlaget for glødende efterårsblade, et fjerde sted lysende birketræstammer, et femte sted drivende skyer, et sjette sted snedækkede tage i storbyen New York, et syvende sted bløde rosenblade, et ottende sted dalende snefnug, et niende sted stolte og strunke Kallalijer og et tiende sted farven på et kranium.

OG DEN HVIDE FARVE hos O'Keeffe er aldrig den samme. Den hvide farve hos Georgia O'Keeffe er rødlig eller gullig eller grønlig eller blålig eller brunlig eller grålig. Den er både lys og skygge, snedække og huller, ben og knogler. Den er det inderste og det yderste og meget mere end blot hvid.

DERFOR var endevæggen i Børnehuset ved at blive malet i forskellige hvide farvebånd, der umærkeligt flød over i hinanden - uden at man kunne se hvor det ene begyndte og det andet sluttede. Og derfor kunne direktøren med rette sige, at det ikke var hvidt. Men vi kunne også med rette replicere at det var det: Eventyrlig hvid som man kun finder det overalt hos Georgia O'Keeffe.

Dagens Kunsthistorie: KUNSTEN I DET HVIDE HUS

BARACK OBAMA BLEV GENVALGT og det betyder at familien Obama bliver endnu fire år i Det Hvide Hus - den amerikanske præsidents officielle bolig i Washington. Jeg har aldrig besøgt det Hvide Hus og har egentlig heller aldrig haft lyst til det, før jeg skrev kunsthistorien om Childe Hassam (læs her), hvis ene maleri hænger i Det Ovale Kontor. Nu har jeg faktisk fået en stor lyst til at besøge Det Hvide Hus.

I MIN RESEARCH til historien om Childe Hassam gik det op for mig, at Det Hvide Hus faktisk har en omfattende kunstsamling (bestående af ca. 450 værker, heraf 6 af Childe Hassam). Det vidste jeg jo egentlig godt, for jeg har læst om Jackie kennedy, der som præsidentfrue ommøblerede Det Hvide Hus og bragte det op på et andet niveau kunsthåndværksmæssigt, designmæssigt og kunstmæssigt. Bla. hev hun 8 glemte Cézanne-malerier frem fra depoterne. Hvis man er interesseret i at få mere at hvide om hvilke kunstværker der befinder sig i Det Hvide Hus kunstsamling, kan man undersøge det her.

DET HVIDE HUS er jo hverken et museum eller et galleri, og store dele af huset er offentligt tilgængeligt. De dele af huset besøges måske af gæster der kun får muligheden for at besøge huset en gang i deres liv, og derfor tilstræber man at der ikke ændres stort på den kunst og udsmykning og indretning der eksisterer, således at forventningerne ikke skuffes.

DET ER EN KOMITÉ der bestemmer, hvilke værker der kan indlemmes i Det Hvide Hus kunstsamling og hvilke værker der vises frem i den offentlige del af huset. Og det er en fond der tilvejebringer midlerne til eventuelle køb. Og det kan være ret svært at få noget igennem. Hillary Clinton havde store problemer med at få komitéen til at købe Georgia O'Keeffes Mountain at Bear Lake, Taos (1930), fordi - som kritikerne indvendte - det passede ikke til samlingen der primært består af værker fra det 18. og 19. århundrede. Men det lykkedes og maleriet hænger nu i Det Grønne Værelse.

ET AF KRITERIERNE for optagelse i samlingen er at kunstneren er død. Det gav Laura Bush problemer, da hun skulle overtale komitéen til at købe et værk af Andrew Wyeth (1917-2009). Heldigvis lykkedes det hende. Kort efter døde han og priserne på hans værker steg voldsomt og det ville derfor aldrig have været muligt for samlingen at erhverve et.

PRINCIPPET MED DE DØDE KUNSTNERE kan umiddelbart virke underligt, men når man tænker på at skiftende familier bebor huset hvert fjerde eller hvert ottende år, og at disse hver repræsenterer skiftende smag og ideologi etc., så er det måske et meget godt princip for at undgå en samling der er poppet.

PRÆSIDENTEN OG PRÆSIDENTFRUEN bestemmer hvad der skal hænge i deres private gemakker og i arbejdsværelserne. Og det er kotume at nye præsidenter låner værker fra samlinger og museer, der så kan hænge hos dem, mens de bebor huset. Laura Bush (1946, præsidentfrue fra 2011-2009) lånte et Helen Frankenthaler-maleri til de private gemakker, og George Bush hængte mindst seks billeder af landskaber fra Texas op i Det Ovale Kontor, bl.a. Tom Lea (1907-2001) Rio Grande. Men disse værker er leveret tilbage. For nu er det familien Obama, der bestemmer hvad der har hængt de sidste fire år og hvad der skal vedblive med at hænge de næste fire år! Men det er en anden Kunsthistorie!