3 PÅ STRIBE: REGNVEJR

I OKTOBER MÅNED er der smukke farver og regn. Masser af regn. Her er tre kunstværker, af kunstnere der har været optaget af at fange den altid foranderlige regn og dens indflydelse på omgivelserne. 

HOS HIROSHIGE betyder det pludselige regnskyl at landskabs konturerne bliver udflydende og menneskene på broen skynder sig i hver sin retning for at komme i læ. Hiroshiges mennesker har et lidt karikeret præg, der gør at de kan forekomme komiske.

Hos Caillebotte er tempoet et andet. Her bevæger menneskene i Paris's gader sig adstadigt videre under deres beskyttende paraplyer, mens lyset spiller i de våde brosten, og flaneur-blikket scanner byen for oplevelser. Caillebottes mennesker er skildret med seriøsitet.

Hos Hassam i Boston er der også liv i gaderne på trods af regnen - dog ikke så meget som i Paris. Hassam er endnu mere optaget af lysets spil i byens regnvåde flader, og himlen spejler sig tydeligt i gaden. Menneskefigurerne er mindre vigtige.

Hiroshige (1797-1858): Pludseligt Regnskyl over Shin-Ohashi Broen og Atake (1857). Træsnit.

Gustave Caillebotte (1848-1894): Paris Street, Rainy Day (1877). Olie på lærred. Art Institute of Chicago.

Childe Hassam (1859-1935): Rainy day in Boston (1885). Olie på lærred.

3 PÅ STRIBE: Efterår 2

EFTERÅRET ER OVER OS MED VIND OG REGN, og efteråret er et af de mest yndede og fascinerende samt uudtømmelige motiver i kunsten (se også her). 

Yoko Ono: Windpiece ,1962

UDSTILLINGSAKTUELLE Yoko Ono (1933) skabte sine instruktioner/ digte i begyndelsen af 1960erne, og samlede dem i udgivelsen Grapefruit (1963). Digtene kan minde om japanske Haiku-digte i og med at de (dette i hvert fald) har noget årstidsrelateret, samtidig med at det er markeret hvornår på året de er skrevet. I dette "Vindstykke" er efterårets vind centralt. Og man kan næsten forestille sig en by med flyvende hatte á la Magrittes bowlerhatte: realistiske og surrealt på een gang. Men til forskel fra Haiku-digtene er Yoko Onos instruktioner medinddragende, så læseren bliver den aktive, den der kan udføre værket.  

Forsiden på "Grapefruit".

FRANSKE Jean Francois Millets (1814-1875) høstlandskab ser helt surrealistisk ud med de tre gigantiske høstakke, der troner og nærmest vogter over de græssende dyr. Millet gengiver det flittige menneskets arbejde med jorden, og var meget optaget af det religiøse. Han var en stor inspirationskilde for Vincent Van Gogh.

Jean Francois Millet: Høstakke - efterår, (1874)

AMERIKANSKE Childe Hassam (1859-1923) gengiver på impressionistisk vis efterårsfarverne på et klippestykke i skoven. Klippefremspringets nøgne tyngde er en modsætning til de flimrende og faldende efterårsblades lethed, som solen leger med. Læs mere om Childe Hassam her.  

Childe Hassam: The Ledges, October in Old Lyme, (1907)

"MENNESKEHEDEN I BEVÆGELSE ER ET FORTSAT STUDIE FOR MIG" - CHILDE HASSAM (1859 - 1935)

Childe Hassam:  Street scene in Paris, Autumn (1889).
Oil on Canvas, 33,5x46 cm, Collection Carmen Thyssen-Bornemisza, madrid.

DEN AMERIKANSKE BILLEDKUNSTNER CHILDE HASSAM (1859-1935) var optaget af at fastfryse flygtigheden på sine lærreder. Han udtaler selv at han vil fange "the spirit, life, I might say poetry, of figures in motion". I maleriet herover maler han netop en menneskemængde i bevægelse hen ad fortovet på en parisisk boulevard i slutningen af 1880erne. Det er efterår, hvilket man både kan se af farverne i toppen af de spinkle træer langs boulevarden, men også og især på de nedfaldne blade. Menneskene der er fremstillet som sorte silhouetter, ser ikke skønheden i de nedfaldne blade. den forreste kvinde trækker skørtet op, for bedre at kunne se hvor hun går og træder. Bladene er en hindring i vejen frem. Alene kunstneren har blik for de prægtige farver.

HASSAM VAR IMPRESSIONIST med speciale i urbane motiver, og han begyndte med at male gaderne i fødebyen Boston. Han skrev videre om sine malerier:

"The Portrait of a city, you see, is in a way like the portrait of a person - the difficulty is to catch not only the superficial resemblance but the inner self. The spirit, that's what counts, and one should strive to portray the soul of a city with the same care as the soul of a sitter". 

DE KAN VIRKE ANEKDOTISKE, Hassams malerier, men de har også en indbygget storm i sig. her måske blot en behersket vind, men i andre af hans malerier raser og bruser elementerne, som var bygningerne Alaskas bjerge, pladserne Nevadas ørken og parkerne Wisconsins skove. Ligesom Mary Cassatt bragte Hassam impressionismen med sig tilbage til det amerikanske kontinent. jeg har skrevet om Hassam før, læs her.

IDAG HÆNGER CHILDE HASSAMS maleri af 4. juli på væggen i det Ovale kontor i Det Hvide Hus i Washington. Det er Obama, der valgte dette maleri, da han blev præsident (læs mere her). Mon ikke det bliver hængende uanset hvilken præsidentkandidat der bliver valgt?!


INTERESSERET I FLERE EFTERÅRSBILLEDER? SE HER:
Efterår

Dagens Kunsthistorie: KUNSTEN I DET HVIDE HUS

BARACK OBAMA BLEV GENVALGT og det betyder at familien Obama bliver endnu fire år i Det Hvide Hus - den amerikanske præsidents officielle bolig i Washington. Jeg har aldrig besøgt det Hvide Hus og har egentlig heller aldrig haft lyst til det, før jeg skrev kunsthistorien om Childe Hassam (læs her), hvis ene maleri hænger i Det Ovale Kontor. Nu har jeg faktisk fået en stor lyst til at besøge Det Hvide Hus.

I MIN RESEARCH til historien om Childe Hassam gik det op for mig, at Det Hvide Hus faktisk har en omfattende kunstsamling (bestående af ca. 450 værker, heraf 6 af Childe Hassam). Det vidste jeg jo egentlig godt, for jeg har læst om Jackie kennedy, der som præsidentfrue ommøblerede Det Hvide Hus og bragte det op på et andet niveau kunsthåndværksmæssigt, designmæssigt og kunstmæssigt. Bla. hev hun 8 glemte Cézanne-malerier frem fra depoterne. Hvis man er interesseret i at få mere at hvide om hvilke kunstværker der befinder sig i Det Hvide Hus kunstsamling, kan man undersøge det her.

DET HVIDE HUS er jo hverken et museum eller et galleri, og store dele af huset er offentligt tilgængeligt. De dele af huset besøges måske af gæster der kun får muligheden for at besøge huset en gang i deres liv, og derfor tilstræber man at der ikke ændres stort på den kunst og udsmykning og indretning der eksisterer, således at forventningerne ikke skuffes.

DET ER EN KOMITÉ der bestemmer, hvilke værker der kan indlemmes i Det Hvide Hus kunstsamling og hvilke værker der vises frem i den offentlige del af huset. Og det er en fond der tilvejebringer midlerne til eventuelle køb. Og det kan være ret svært at få noget igennem. Hillary Clinton havde store problemer med at få komitéen til at købe Georgia O'Keeffes Mountain at Bear Lake, Taos (1930), fordi - som kritikerne indvendte - det passede ikke til samlingen der primært består af værker fra det 18. og 19. århundrede. Men det lykkedes og maleriet hænger nu i Det Grønne Værelse.

ET AF KRITERIERNE for optagelse i samlingen er at kunstneren er død. Det gav Laura Bush problemer, da hun skulle overtale komitéen til at købe et værk af Andrew Wyeth (1917-2009). Heldigvis lykkedes det hende. Kort efter døde han og priserne på hans værker steg voldsomt og det ville derfor aldrig have været muligt for samlingen at erhverve et.

PRINCIPPET MED DE DØDE KUNSTNERE kan umiddelbart virke underligt, men når man tænker på at skiftende familier bebor huset hvert fjerde eller hvert ottende år, og at disse hver repræsenterer skiftende smag og ideologi etc., så er det måske et meget godt princip for at undgå en samling der er poppet.

PRÆSIDENTEN OG PRÆSIDENTFRUEN bestemmer hvad der skal hænge i deres private gemakker og i arbejdsværelserne. Og det er kotume at nye præsidenter låner værker fra samlinger og museer, der så kan hænge hos dem, mens de bebor huset. Laura Bush (1946, præsidentfrue fra 2011-2009) lånte et Helen Frankenthaler-maleri til de private gemakker, og George Bush hængte mindst seks billeder af landskaber fra Texas op i Det Ovale Kontor, bl.a. Tom Lea (1907-2001) Rio Grande. Men disse værker er leveret tilbage. For nu er det familien Obama, der bestemmer hvad der har hængt de sidste fire år og hvad der skal vedblive med at hænge de næste fire år! Men det er en anden Kunsthistorie!

Dagens Kunsthistorie: CHILDE HASSAM

FOR EN UGE SIDEN den 17. oktober kunne man fejre, at det var 153 år siden at den amerikanske kunstner Childe Hassam blev født. Men det er nok de færreste danskere, der har hørt om Childe Hassam (1859-1935). Han var samtidig med P.S. Krøyer (1851-1909), og som Krøyer var han impressionist. Hassam rejse til Europa og han bosatte sig i Frankrig og modtog undervisningder og han blev derfor også en stor formidler af den impressionistiske malemåde i USA. Hassam malede især byscener, og dem har jeg flere af. Jeg erhvervede dem under mit første besøg i New York sommeren 1989.

JEG ER NEMLIG EN SAMLER. Jeg samler blandt andet på kunstpostkort. Jeg forsøgte engang at organisere dem i charteques og mapper, men det lod sig ikke gøre, da mine indkøb er styret af impulser, der gør det vanskeligt at organisere kortene. Min samling er efterhånden ret stor, på trods af at der også ofte gøres indhug i den i anledning af mærkedage. På den måde bliver den endnu mere uhomogen.

NÅR JEG SIDDER og bladrer i æskerne med mine mange postkort, kan jeg også se hvad der har optaget mig i forskellige perioder. Jeg har flere postkort fra da jeg som 12årig for første gang besøgte Louvre - og de er ikke med Mona Lisa. Det var - og er stadig - maleriet af George de La Tour (1593-1652) med den lille pige der holder lyset i Saint Joseph Charpentier, der tryllebandt og vedblivende fascinerer mig.

FRA DE SENERE TEENAGEÅR har jeg også en serie hyggelige naivistiske postkort af Rikke Mørk, og andre naivistiske kunstnere. Samt Ole Kortzau. Det var dengang, det ikke kunne blive naivt og hyggeligt nok, og hvor alt der lugtede af realisme blev vendt ryggen.

POSTKORTENE som jeg købte på min jomfrurejse til New York er egentlig spøjse, for jeg har fokuseret på - for mig på daværende tidspunkt - helt ukendte amerikanske kunstnere: Childe Hassam, Horace Pippin (1888-1946), Henry Walton (1804-1865), William Glackens (1870-1938) og John Bradley. Jeg kan ikke helt forklare hvorfor at jeg købte netop disse kunstnere. Men jeg kan huske hvordan besøgene på Metropolitan Museum og MoMA totalt væltede min forståelse af verdenskunsten og da jeg ved samme lejlighed så en spændende udstilling med latinamerikanske kunstnere på Brooklyn Museum vidste jeg, at min opfattelse af kunsthistorien aldrig kunne blive den samme igen.

DET ER EN TILBAGEVENDENE KILDE til stor forundring for mig, hvordan vi i hver vores lande rundt om i verden anskuer den internationale kunsts udvikling og historie ud fra et nationalt perspektiv. Jeg tror ikke på og vil gerne fraråde en standardiseret og institutionaliseret udlægning af kunstens historie, for HELDIGVIS ændrer vores måder at opfatte den på sig hele tiden. Eksempelvis har DOKUMENTA-udstillingerne de sidste par gange været gode til at fremdrage og præsentere vigtige kunstnere fra andre verdensdele for et europæisk publikum og på den måde været med til at udvide historien om kunst.

CHILDE HASSAM var et nyt og fantastisk bekendtskab, og stadig når jeg bladrer gennem hans æuvre bliver jeg begejstret over at se storbyen og storbyens liv i sne og regn og sol. Hans ærkeamerikanske malerier af mærkedage med flagene der hænger ned over byens gader må have inspireret både Hergé i parade scenerne i Tintin-tegneserierne og til alle de flagfremstillinger i kunsten der efterfølgende er skabt, bl.a. Jasper Johns (1930) flag. Fra 1916 malede Hassam over en serie på over 30 flagscener, med det formål at støtte amerikansk deltagelse i 1. Verdenskrig.

MALERIET The Avenue in the Rain (1917) tilhører Det Hvide Hus, og siden Barack Obama blev præsident har det hængt i hans arbejdsværelse - hvem ved om det får "four more years"?!