søndag den 31. juli 2011

Dagens Kunsthistorie: KUNSTSTRIK 3 - FINDES DET, FINDES DET HER!






DET SIDSTE STED jeg havde forestillet mig at finde kunststrik, var på Færøerne. Færøerne er kendte for deres strik - senest så man i tv-serien Forbrydelsen hvordan en færøsk sweater nærmest gik hen og blev hovedperson! Traditionen for at forarbejde og anvende fårenes uld til beklædning går her helt tilbage til de tidligste bosættelser omkring år 1000. Men netop fordi det er beklædningsstrik de er kendte for, ville jeg nok have troet at det var en spøg, hvis man havde sagt til mig at der på færøerne også fandtes kunststrik.

PÅ ANBEFALING har jeg været på Nordatlantens Brygge og se en udstilling med titlen FÆRØSK STRIK: KUNST OG DESIGN. På udstillingen vises strikkede kvadrater og rektangler af en vis størrelse allesammen udført af strikkekonen Katrina Maria Hansen (1913-2010). Det er ikke tæpper, men snarere vægudsmykninger som eksempelvis vævede gobeliner.

DET DER SLOG MIG, da jeg så dem, er de stærke farver, som jeg slet ikke forbinder
med færøsk strik. Muligvis en fordom, men både farverne og de flotte nærmest optiske mønstrefik mig til at tænke på indianske tæpper OG moderne kunst fra det 20. århundrede. Jeg kom til at tænke på er den kendte kunstner Josef Albers (der lige nu er aktuel på Louisiana) og især på - den mindre kendte kunstner - Alfred Jensen ( der også er repræsenteret i Louisianas samling). Ikke fordi de strikker, men fordi de i deres værker også leger med farver og mønstre og optiske effekter.






UDSTILLINGEN er sammensat af designeren Jóhanna av Steinum, der tilfældigvis fandt de strikkede værker, da hun skulle interviewe Katrina Maria Hansen om hendes strikkeproduktion. Det er Jóhanna Av Steinum der har erklæret at det er kunstværker. Og dét er problematisk.

JÓHANNA AV STEINUM har arrangeret udstillingen således at den viser de fine værker frem, men at disse samtidig virker som 'baggrund' for hendes egen produktion af beklædning. Dermed bliver udstillingen i den grad en markedsføring af hende og hendes design. Dét er der jo ikke noget galt i, men det havde klædt udstillingen hvis de to personers værker var blevet skilt ad. Der er ikke engang skilte der fortæller hvem der har lavet hvilke værker. Det hele flyder lidt sammen.

OG DET FÅR MIG TIL AT TÆNKE PÅ, at det hele jo kan være noget som Jóhanna Av Steinum har opfundet. I så fald er det en virkelig god og fantastisk historie. Men det ville ikke ændre på det faktum at det faktisk er nogle utroligt smukke og spændende billedtæpper.


SE UDSTILLINGEN PÅ NORDATLANTENS BRYGGE FREM TIL 23. AUGUST 2011. LÆS MERE OM UDSTILLINGEN HER.
LÆS MERE OM ALFRED JENSEN HER.

Dagens Kunsthistorie: KUNSTSTRIK 2




"THOSE OF YOU WHO FEEL KNITTING HAS CHANGED YOUR LIFE, WELCOME TO THE CLUB. I CAN THINK OF NO BETTER OCCUPATION TO REVEAL YOUR OWN CREATIVITY" Kaffe Fassett


JEG SLUTTEDE forrige Kunsthistorie om KUNSTSTRIK med det retoriske spørgsmål: Er strik kunst? Før jeg selv svarer på dette, skal vi lige en lille tur tilbage til i tiden.

JEG ER DEN LYKKELIGE EJER af en efterhånden ret slidt Kaffe Fassett coffee table-bog fra 1988. Som jeg allerede har bekendt, er jeg ikke den store strikker, men dét der gør at denne bog er så slidt er, at jeg dels elsker at se farverne og farvesammensætningerne og dels at studere fotografierne af dét der inspirerer ham.

I KAFFE FASSETT-BOGEN er billeder af det der inspirerer ham sat ved siden af hans strik i en slags collage på store opslag. Inspirationen kommer blandt andet fra knapper i forskellige størrelser, farver og mønstre, jordbærkager, kinesisk porcelæn, garnruller og krydderurter - alt sammen set oppefra. Og de stykker af hans strik man ser er fragmenter af hans sweatre, veste, slag og sjaler, således at man ikke ser helheden og dermed deres brugsfunktion, men alene mønstre og farver.

PÅ TRODS AF at jeg elsker at bladre i denne bog, og faktisk er ret vild med den verden Kaffe Fassett (1937) konstruerer, opfatter jeg ikke det han skaber som kunst. Jeg opfatter det som kunsthåndværk eller design om man vil - men ikke som kunstværker. Det er VIILDT imponerende og en kunst, det han strikker, men jeg mener altså ikke at det kan karakteriseres som kunst. Og det er ikke fordi at det er strik, men fordi det har en brugsfunktion.

CITATET FOROVEN har jeg fra Fassetts egen hjemmeside. Jeg har taget det med her dels fordi jeg synes det er ret morsomt og dels fordi det fortæller noget om hvorfor strik ikke er kunst - alle kan gøre det. I princippet kan alle jo strikke.

ORDET STRIK betyder at danne en løkke. Men efterhånden dækker strik også over at man får løkkerne til at hænge sammen. Jeg kan huske at jeg engang i 1990erne så en udstilling med Kirstine Roepstorf (1972) i en kælder i Lars Bjørnstræde i det indre København (eller der omkring). Såvidt jeg husker havde hun havde flere strikkede kunstværker med, blandt andet en blæksprutte og en hval. I den sammenhæng brugte hun strik som et materiale - eller/og et redskab - i sit kunstneriske virke, og dermed bliver strik til kunst.

STRIK ER ALTSÅ IKKE KUNST I SIG SELV - selvom det kan være en kunst at strikke. Kunstneren Tal R (1967) strikkede engang sweatre i et kunstnersamarbejde med Mads Nørgaard. Sweatrene blev solgt i tøjbutikken Nørgaard på Strøget og på Louisiana. Selvom Tal R er en anerkendt kunstner, mener jeg ikke at man kan sige at disse sweatre er kunstværker - de er designs.

DET SAMME KAN MAN SIGE om Irmas kunstdåser, hvor de seneste fem er dekoreret af samtidskunstnere - bl.a. af Kirstine Roepsdorff. At hun har dekoreret en Irmadåse gør den ikke til et kunstværk. Men det ændrer ikke på, at Irmadåsen er et stykke brugskunst som jeg gerne vil eje - og især den som Roepstorff har dekoreret.


SE OG LÆS MERE OM KAFFE FASSETT PÅ HANS HJEMMESIDE HER.SE OG LÆS MERE OM KIRSTINE ROEPSTORFF HER.
LÆS MERE OM IRMADÅSERNE HER .
SE OG LÆS MERE OM TAL R HER.

torsdag den 21. juli 2011

Dagens Kunsthistorie: KUNSTSTRIK - FINDES DET?




JEG ER IKKE EKSPERT i strik. Engang i 1980erne strikkede jeg en flaskegrøn sweater der var for kort og havde for lange ærmer. Men farven var skøn! Og min kusine lærte mig engang at strikke sokker (men jeg har glemt det igen). Ellers har jeg strikket, hver gang jeg ventede mig - dvs. to gange. Men jeg elsker farverne og garnet og mønstrene, og jeg synes at strik er fantastisk!

I BEGYNDELSEN af juli måned gik jeg på Åbroen, den nye bro over Åboulevarden (eller hvad det stykke nu lige hedder der), og opdagede dette mønster af garn. Mønsteret hedder garanteret noget særligt blandt kendere, men det mindede mig mest af alt om en norsk sweater.

DETTE MØNSTER af garn (billedet) kan ikke karakteriseres som strik, da det ikke er skabt af to pinde. Men det henleder opmærksomheden på strik - og derfor mener jeg godt man kan bruge det i forbindelse med strik. Der er enormt megen strik i omløb i gadekunsten fortiden. nedløbsrør og lygtepæle bliver i dén grad varmet og beskyttet af strikkede tingester og også på gadekunst-udstillingen på KØS i Køge optræder strik. Det er sødt og sjovt og moderligt - og får en til at trække på smilebåndet.

STRIK ER HOT lige. På Sophienholm udstillede amerikanske Kaffe Fassett og på Nordatlantens Brygge kan man opleve spændende færøsk strik. MEN er det kunst?

Dagens Kunsthistorie: IM NOT STUPED





HVAD GØR MAN hvis man føler, at omverdenen synes at man er dum i betydningen ikke-klog, uintelligent og svagt begavet? Enten resignerer man og giver dem ret i at man er dum. Eller man gør ALT hvad man kan for at lade dem forstå, at de tager fejl.

PÅ UDSTILLINGEN IM NOT STUPED viser Gudrun Hasle (f. 1979) hvor hårdt det er at kæmpe mod og ikke at give op. Det er igen kunstnerens dysleksi der er i centrum. Hasle viser at dysleksi er et handikap og som med så mange andre handikaps er det rigtig vanskeligt at leve med i hverdagen. Vi oplever hendes irritation og tårer – i hendes eget køkken. Vi kommer igen RIGTIG tæt på.

EN SERIE AF FOTOGRAFIER viser en smuk skolebygning fra flere vinkler. Den ser hyggelig og solbeskinnet ud med grønne træer og blå himmel – lige præcis den slag skole man gerne selv gik på eller ville sende sine børn til: Rødkilde skole. Men i denne sammenhæng er det helvedets skole – eller det var det for kunstneren. Men man kan ikke se det, for overfladen er pæn.

VÆRKERNE på udstillingen viser os også hvilken forbandelse det er at have et handikap, som andre ikke kan se. Der løftes et lille flig for den frustration man udsættes for, når alle tror at hendes problemer skyldes dovenskab og ugidelighed. En række broderede tekster beskriver hvad der er det værste ved at være dyslektisk. Det er korte tekster der er skåret helt ind til benet og de gør ondt at læse, for læseren rammes af uretfærdigheden: Det værste er at man ikke kan se kunstfilm på et sprog man ikke kan forstå. Eller at man må droppe at holde kontakte med udenlandske venner, da mest kontakt over lange afstande er skriftlig.

KUNSTNEREN har også fotograferet sin bogreol. Når man er færdig med at snage i hvad hun har læst og hvad hun har af spændende sager, så står reolen jo som et bevis på udstillingens titeludsagn: Jeg er ikke dum. For har man læst de bøger, så ved man jo noget. Men samtidig er det også sørgeligt at man hele tiden skal overbevise hele verden og - vigtigst af alt - sig selv om, at man ikke er dum.

DET ER EN STÆRK udstilling, der efterlod denne besøgende med en tristhed og en harme. For udstillingen fortæller også om et skolesystem der ikke er i stand til at passe på sårbare børn og unge. Og alle dansklærer bør se denne udstilling. Men igen - som i sine tidligere udstillinger - løfter Gudrun Hasles personlige problemer sig op og over i en mere eksistentiel kontekst og handler om alle menneskers usikkerhed og om hvordan omgivelserne tackler den.

OPHÆNGNINGEN af udstillingen er formel og upersonlig og skaber dermed en skarp kontrast til alle de frustrede følelser der ligger i værkerne. Diskrepansen mellem overflade og indhold er et ekko af fotografierne af skolen og hele dysleksi-problematikken – hvilket er ret gennemført og meget flot!

MIT YNDLINGSVÆRK på udstillingen er bogreolen, men den får mig også til at tænke på digteren Per Højholt der gav det gode råd at man ikke skal tære på hovedstolen. Man kan ikke lade være med at blive bekymret for om Gudrun Hasles tilsyneladende hudløse ærlighed tærer for meget på hendes hovedstol.



LÆS MERE OM UDSTILLINGEN HER: http://www.genbib.dk/forside/det_sker/udstillinger/traneudstilling_-_gudrun_hasle_im_not_stupet


onsdag den 20. juli 2011

Dagens Kunsthistorie: FREDENS PORT



IDAG GIK JEG forbi skulpturen Fredens Port i Fredens Park ved Fredensgade i København. Det gør jeg tit. Og hver gang tænker jeg på dette besynderlige navn til en skulptur der nærmest er et mindesmærke for kamp. For på dét sted, i dén park, i dén gade og i dét kvarter er der i dén grad blevet kæmpet: Kæmpet for at overleve, kæmpet for at leve, kæmpet for en bedre tilværelse, kæmpet for børnene, kæmpet for bedre boliger og kæmpet mod biler og politikere.

FREDENS PORT (1982) blev skabt af Stig Brøgger, Hein Heinsen og Mogens Møller. Kunstnerne ville at skulpturen skulle forholde sig til sine omgivelser i såvel indhold som form. Materialet er spændbeton, der flere gange er blevet malet hvid. Formen er rektangulær og skulpturen er sat således at den hælder både mod søerne og mod Fredensgade - som den jo er omgivet af.

I BETONEN har der siddet et rødt neonrør, der dog er blevet fjernet. Muligvis fordi det hele tiden gik i stykker. Der er et nøglehul i betonen, placeret så højt at man ikke kan kigge igennem. Nøglehullet symboliserer en dør. En dør ind til noget, man ikke kan se og ikke kan komme ind til, da man ikke har nøglen. MEN hvis man havde, kunne man alligevel ikke nå derop.

SKULPTURENS NAVN signalerer en byport. Lige præcis her lå tidligere et stort og meget folkerigt kvarter, der blev revet ned i 1973, fordi politikerne ville bygge en motorvej der kunne føre bilerne fra Lyngbyvejen hen til Fisketorvet langs søerne. Der blev en masse ballade og MEGET voldsomme protester.

MANGE AF HUSENE var dårligt vedligeholdt og derfor i meget dårlig stand som følge af ejendomsspekulation. Beboerne var mangelunde, men mange var fattige og der boede også en del narkomaner. Den tidligere leder for danske nazister Johnny Hansen har frtalt i et interview at han er opvokset i Fredensgade, og at hans syn på indvandrere blev grundlagt her.

SLUMSTORMERE flyttede ind i nogle af de tomme ejendomme, der allerede havde fået prædikatet uegnede som bolig for mennesker. De var unge idealister, studerende og politisk aktive på venstrefløjen. De ønskede at skabe et bedre liv for kvarterets beboere, og fik blandt andet startet en børnehave - børnehaven Fredensgården (nu Læssøesgården) der stadig eksisterer.

MEN MYNDIGHEDERNE var urokkelige. Beboerne måtte flytte og husene skulle rives ned. Dette gjorde nogle af de svageste og mest påvirkelige og ustabile beboere endnu mere ustabile, og det føg med møbler og habengut ud fra vinduerne, hvilket gjorde området farligt.

UAGTET fortvivlelsen og kampen blev to kæmpe boligkarréer revet ned. Men motorvejen blev heldigvis aldrig til noget. Skulpturens navn Fredens Port henviser selvfølgelig til beliggenheden i Fredensgade, men også til al balladen og manglen på fred. Nu er der fred og ro - men også ret kedeligt!


Billedet er fra i vinters - Fredens Port omgivet af biler og sne og slud!

Dagens Kunsthistorie: IM NOT BUTTIFUL ENOV



DA JEG VAR BARN var Mogens Glistrup fjenden hjemme hos os. Sådan oplevede jeg det i hvert fald på baggrund af hvad de voksne talte om. På et tidspunkt boede vi på samme vej som ham i Lyngby. Og vi havde samme slags hund som ham. Og så begyndte jeg at sige til mine voksne, at Mogens Glistrup nok var en sød morfar. Jeg tror ikke at det passede dem, men de var nødt til at give mig ret.

MOGENS GLISTRUP-historien kom jeg i tanke om, da jeg så Gudrun Hasles udstilling ”Et Hat To Be Love” på Beaver Projects i december 2010. Min familie og jeg kæmpede os vej gennem snemasserne for at nå at se den inden den lukkede før jul. Og det var bestemt kampen værd. For Gudrun Hasle havde skabt en uforglemmelig fortælling om sine forældres politiske engagement der på forskellig vis påvirkede kunstnerens opvækst.

PÅ UDSTILLINGEN vistes en hylde med forældrenes bøger fra dengang - politisk litteratur og kvindesagslitteratur. I en montre kunne man desuden se forældrenes partibøger og kalendere, hvor politiske møder og politiske aktiviteter fyldte en hel del og vidnede om det store engagement. På en film fortalte moderen om sine slumstormer dage og om de tegn der dengang blev brugt til at signalere og bedømme og forstå verden. Og i udstillingens indgangsparti hang mormoderens flotte fredsflag og fortalte om det fromme ønske om fred i hele verden.

IMELLEM DE APPROPRIEREDE OBJEKTER var også Gudrun Hasles egne broderede værker. Som hun selv kan de opfattes som en reaktion på og formet af familiens idealer. Et af værkerne – et broderet billede af navnesøsteren Gudrun Enslin (Rote Armee fraktion) – mere end antydede, at forældrene har navngivet kunstneren efter en af de venstreorienteredes heltinder i 1970erne. Det siger sig selv, at det må være svært at være opkaldt efter en person hvis handlinger man i dag må tage afstand fra (– også selv om man forstår konteksten for dem).

VÆRKET The Communist Manifest er en broderet udgave af det kommunistiske manifest. Et imponerende arbejde uanset om man er ordblind eller ej. I værket My Life opstilles en række punkter for, hvordan man kan blive en god venstreorienteret datter med de rigtige mål og idealer. Det er ikke forældrene der har opstillet dem, men barnet selv. Flere steder i My Life står der ”Im not buttiful enov”. Det er selvkritik, så det basker – og gør ondt på beskueren/læseren.

ET HAT TO BE LOVE er en udstilling der tilsynesladende udstiller kunstnerens personlige univers og vender vrangen ud på familien. Det føles som om man kommer tæt på - alt for tæt på - noget der måske blot er for inderkredsen. Men Gudrun Hasle (født 1979)har jo netop gjort denne indtrængen i intimsfæren til sit koncept. Og dette koncept er SÅ interessant for os andre, FORDI det rækker udover det private.

GUDRUN HASLE er blevet kendt for sine broderede dyslektiske tekster. Men på denne udstilling så jeg nogle helt andre problemstillinger der var så interessante i sig selv, at det dyslektiske ligesom forsvandt eller blot blev en signatur.

UDSTILLINGEN ET HAT TO BE LOVE handler - blandt andet - om det gode og det onde. Og den eksistentielle kamp om at få lov til at bestemme, hvad der er det gode og det onde. Hasle skitserer problemet med at være barn af venstreorienterede og kvindekampsbevidste forældre og samtidig vokse op i et kapitalistisk samfund. Barnet vil gerne være et godt menneske og stræber efter forældrenes idealer om fred i verden, at være god til at gå til demonstrationer og at ønske at alle er lige. Men samtidig vil barnet faktisk gerne være smuk og det drømmer om at være en prinsesse og om prinsen på den hvide hest. Er det så et ondt barn/ et dårligt menneske? Er forældrene onde, når de idealiserede terrorister? Kan man være ond, når det man gør er drevet af kærlighed til sine børn og sine medmennesker, og man blot vil gøre det bedste for sit samfund og verden?

DET ER DYBT PROBLEMATISK at tingene aldrig er sort/hvide, for det er jo det enkleste. Men mennesker og deres handlinger kan altid ses fra flere vinkler og i flere nuancer. Spørgsmålet er om man kan skille mennesket fra dets handlinger, som jeg gjorde med Mogens Glistrup?


Gudrun Hasle er aktuel med udstillingen Im Not Stupet på Traneudstillingen. Læs mere her: http://www.genbib.dk/forside/det_sker/udstillinger/traneudstilling_-_gudrun_hasle_im_not_stupet

Læs mere om Gudrun Hasle her: www.gudrunhasle.dk

tirsdag den 5. juli 2011

Dagens Kunsthistorie: KUNST PÅ GADEN - Tørresnoren



EN TØRRESNOR med tøj på. Et sted i byen. Mere realistisk – og anonymt kan det vel ikke blive. Men tøjet her er meget småt. Mon Gulliver er kommet til byen? Eller er det spor efter børns leg? Eller er det måske rotterne, der har hængt deres tøj til tørre efter skybruddet? For tøjet er så småt at kun lilleputter, dukker eller rotter ville kunne passe det. Hvis ikke det lige var sådan at tøjet er silhuetter af tøj og slet ikke til at tage på.

TØRRESNOREN ER ET YNDET MOTIV i urbant maleri. Folmer Bendtsen brugte det i rigtig mange af hans baggårde fra Ydre Nørrebro og Nordvest-kvarteret i København. Tørresnoren på billedet her er også fra København, og farverne (gråtoneskalaen) er de samme som Folmer Bendtsen benyttede, men denne tørresnor er tredimensionel.

TØRRESNOREN er placeret i en gade, ved siden af hoveddøren i et rødt murstensbyggeri, helt nede hvor murværk og fortov møder hinanden. Børn leger ikke længere på gader og stræder, så det er næppe spor efter børns leg. Og selvom der er mange rotter, så går de ikke med tøj…endnu.

SÅ DET VI SER HER er et kunstværk. Et kunstværk af en (endnu) ukendt kunstner. Placeret på gaden på en måde så de færreste får øje på værket. Hvis ikke det var for byens skarpeste blik (der ikke er mit) havde jeg aldrig opdaget dette værk. Det er så undseeligt og småt og så fantastisk og øjenåbnende når man opdager det.

DA JEG SÅ DET fik jeg samme fornemmelse som da jeg læste Harry Potter–bøgerne første gang: Fornemmelsen af at en lygtepæl ikke bare er en lygtepæl og at verden er større end den umiddelbart ser ud til. Og sådan er det på en måde også med dette lille værk. Det udvider verden og gør den større.

søndag den 3. juli 2011

Dagens Kunsthistorie: ER DETTE GADEKUNST, ET VIDENSKABELIGT EKSPERIMENT ELLER FESTUDSMYKNING INGEN HAR FJERNET ENDNU?






HVAD ER DET MAN KAN SE PÅ DISSE FOTOGRAFIER? Er det julepynt? Er det rester af et videnskabeligt eksperiment som forskere fra Panum Institutttet har udført uden at rydde op efter sig? Er det pynt som de studerende har glemt at fjerne efter fredagsbaren? Eller er det kunst?

DER ER SIMPELTHEN INGEN TVIVL OM at man godt kan komme i tvivl om hvad der er kunst - især når det gælder gadekunsten. Når man ser en enlig sko kastet over ledningsnettet højt over gaden, er det muligt at det er en fulderik der har kastet den i en sanseløs rus, men det er også muligt at en gadekunstner har placeret den der, for at få os til at digte historier om byens liv.

PÅ SAMME MÅDE er det med disse runde sølvkugler i træerne i parken ved Panum Instituttet. Min datter og jeg nyder dem hver dag, når vi bevæger os til og fra hendes arbejde. De er dekorative, de er sjove og de får os til at tale om himmelrummet og fjerne planeter og rumvæsener og feer og alt det man ikke lige kan se med det blotte øje Og det paradoksale i at jeg tror på feer men VED med sikkerhed at der ikke findes trolde).

MEN ud fra et fagligt synspunkt er de problematiske. Ikke at de hænger der, men hvordan man skal kategorisere dem og placere dem i en kunstfaglig kontekst. For det første er udgangspunktet jo at kunstneren er ukendt, og dermed er intentionen med objekterne skjult for os, og derfor er der den mulighed at det hele er tilfældigt placeret.

JEG HUSKER TYDELIGT under et foredrag om performancekunst på en udstilling i Turninehallerne i 1996, hvor en fyr drattede ned fra en kasse, og blev hentet af to ambulanceførerklædte mænd. Og alle var i tvivl om hvorvidt det var en performance eller noget der rigtig skete. Det var desværre det sidste.

NÅR ALT ER KUNST er intet kunst længere, sagde Joseph Beuys. Med udgangspunkt i dette citat, kan man jo vælge at opfatte gadekunst som noget negativt, en udhuling af kunstens værdi og en nivellering. Men man kan også vælge at se det som noget positivt: DISSE SØLVKUGLER GØR HVERDAGEN LIDT FESTLIGERE. Tak for det!


Kuglerne befinder sig i haven på Panum Instituttet i København mellem Nørre Allé og Blegdamsvej.