Ugens Kunsthistorie: HANDS ON

Resultatet af formidlingsaktiviteter for børn, Glyptoteket 2011

'HANDS ON' er et begreb, der længe har cirkuleret i museumsverdenen. Hands on betyder, at museumsgæsten får mulighed for fysisk involvering og deltagelse i udstillingen, som eksempelvis afprøvning af relevant udstyr. Eksperimentarium i Hellerup er et rigtig godt eksempel på Hands on-udstillinger, for her kan man selv teste forskellige videnskabelige resultater, afprøve dem på egen krop og gøre sig sine egne praktiske erfaringer.

HANDS ON bruges oftest når det drejer sig om formidling til børn. Der hersker en generel opfattelse af at børn skal have taktile og fysiske oplevelser i forbindelse med udstillinger. Derfor har mange udstillingssteder og de fleste museer hjørner, kroge eller hele afdelinger til børn hvor de kan røre, dufte, føle, forme, tegne og/ eller på andre måder fysisk opleve udstillinger.

PÅ GLYPTOTEKET kunne børn (i efterårsferien 2011) i forbindelse med Paul Gaugain-udstillingen, foretage en rejse til Polynesien, bygge spyd og bastskørter, blive sminket / tatoveret og udsmykket samt modtage et diplom herfor. Børnene havde hænderne direkte i materialet (papir, plastik, skumgummi og pinde). Desuden kunne man fotografere hinanden som en polynesisk vild. Det var et overdådigt og generøst udbud af børnerettede aktiviteter. Og tilbuddene var i den grad et udtryk for gode intentioner og velvilje fra Glyptotekets side.

PROBLEMET med sådan et værksted er bare, at det ikke fortæller børnene noget om Gaugain. Jo, bevares, at han rejste til Polynesien. Og at Polynesien ligger langt væk. Men ikke hvem han var, eller hvordan han brugte sine oplevelser der i malerierne ELLER hvordan han maler.

KUNSTFORMIDLERNE på Glyptoteket var søde og venlige overfor børnene og på forespørgsel ærgerlige over at de ikke kunne vise Gaugains malerier for dem. Det kunne de ikke fordi museet var fyldt til bristepunktet med besøgende og brandmyndighederne dikterede (retteligt) at kun et bestemt antal besøgende måtte være i rummene ad gangen.

DERFOR blev dét der skulle være kunstformidling til en form for kultur- og historieformidling. Og dét er der ikke noget galt med, hvis bare man kalder det ved dets rette navn. Man kunne på Glyptoteket have valgt at lave en motiv-udforskning, og have koncentreret sig om et eller to motiver fra Gaugains æuvre. Hvis der var piger med bastskørter og hytter som motiv i et af malerierne, havde det været kunstformidling.

JEG ER IKKE IMOD Hands on. Tværtimod. Men jeg er imod at al kunstformidling til børn bliver gjort til Hands On-aktiviteter alene. Jeg er af den opfattelse at dialog om kunst altid bør være et tilbud til børn og familier på museer. Altså at kunstformidlingsaktivitetstilbuddene også indeholder at man rent faktisk ser på og taler om et eller flere kunstværker.

DET VÆRSTE ved efterårsaktiviteten på Glyptoteket - synes jeg - var spyddet. Men det er dét som min datter har været mest glad for, og det indgår stadig, her 3/4 år efter besøget, i legene. Men de lege handler bare aldrig om Paul Gaugain eller om Polynesien.