mandag den 25. juni 2012

Ugens Kunsthistorie: HANDS ON

Resultatet af formidlingsaktiviteter for børn, Glyptoteket 2011

'HANDS ON' er et begreb, der længe har cirkuleret i museumsverdenen. Hands on betyder, at museumsgæsten får mulighed for fysisk involvering og deltagelse i udstillingen, som eksempelvis afprøvning af relevant udstyr. Eksperimentarium i Hellerup er et rigtig godt eksempel på Hands on-udstillinger, for her kan man selv teste forskellige videnskabelige resultater, afprøve dem på egen krop og gøre sig sine egne praktiske erfaringer.

HANDS ON bruges oftest når det drejer sig om formidling til børn. Der hersker en generel opfattelse af at børn skal have taktile og fysiske oplevelser i forbindelse med udstillinger. Derfor har mange udstillingssteder og de fleste museer hjørner, kroge eller hele afdelinger til børn hvor de kan røre, dufte, føle, forme, tegne og/ eller på andre måder fysisk opleve udstillinger.

GLYPTOTEKET kunne børn (i efterårsferien 2011) i forbindelse med Paul Gaugain-udstillingen, foretage en rejse til Polynesien, bygge spyd og bastskørter, blive sminket / tatoveret og udsmykket samt modtage et diplom herfor. Børnene havde hænderne direkte i materialet (papir, plastik, skumgummi og pinde). Desuden kunne man fotografere hinanden som en polynesisk vild. Det var et overdådigt og generøst udbud af børnerettede aktiviteter. Og tilbuddene var i den grad et udtryk for gode intentioner og velvilje fra Glyptotekets side.

PROBLEMET med sådan et værksted er bare, at det ikke fortæller børnene noget om Gaugain. Jo, bevares, at han rejste til Polynesien. Og at Polynesien ligger langt væk. Men ikke hvem han var, eller hvordan han brugte sine oplevelser der i malerierne ELLER hvordan han maler.

KUNSTFORMIDLERNE på Glyptoteket var søde og venlige overfor børnene og på forespørgsel ærgerlige over at de ikke kunne vise Gaugains malerier for dem. Det kunne de ikke fordi museet var fyldt til bristepunktet med besøgende og brandmyndighederne dikterede (retteligt) at kun et bestemt antal besøgende måtte være i rummene ad gangen.

DERFOR blev dét der skulle være kunstformidling til en form for kultur- og historieformidling. Og dét er der ikke noget galt med, hvis bare man kalder det ved dets rette navn. Man kunne på Glyptoteket have valgt at lave en motiv-udforskning, og have koncentreret sig om et eller to motiver fra Gaugains æuvre. Hvis der var piger med bastskørter og hytter som motiv i et af malerierne, havde det været kunstformidling.

JEG ER IKKE IMOD Hands on. Tværtimod. Men jeg er imod at al kunstformidling til børn bliver gjort til Hands On-aktiviteter alene. Jeg er af den opfattelse at dialog om kunst altid bør være et tilbud til børn og familier på museer. Altså at kunstformidlingsaktivitetstilbuddene også indeholder at man rent faktisk ser på og taler om et eller flere kunstværker.

DET VÆRSTE ved efterårsaktiviteten på Glyptoteket - synes jeg - var spyddet. Men det er dét som min datter har været mest glad for, og det indgår stadig, her 3/4 år efter besøget, i legene. Men de lege handler bare aldrig om Paul Gaugain eller om Polynesien.

fredag den 22. juni 2012

Dagens Kunsthistorie: "HVOR SYRET - DER ER FØDDER!"



IDAG GIK JEG FORBI DET GRØNNE PLANKEVÆRK der omkranser pladsen ved Føtex og Nørrebro Station, hvor der før lå garager, bodegaer, grønthandlere og Mathiesens modetøj. På den side af plankeværket, der løber ved Borgmestervangen er der opsat et stort maleri malet på sammensatte plader. Jeg spurgte en gruppe unge piger med både danske og internationale rødder og tydeligvis på vej i byen, om de havde set maleriet og hvad de syntes om det: "Det er da fedt", "Hvor er det stort", "Flotte farver" og "Hvor syret - der er fødder!" var de venlige svar.

FØDDER er der rigtig mange af på maleriet. Store nøgne og ikke særligt kønne fødder og ankler og hænder der griber ned mod dét fødderne er plantet i. Vi befinder os i jordhøjde, men dét er ikke jord, men noget klæbrigt stads - eller snarere en klistret masse der både skaber og opsluger ting og figurer på det store billede. Billedet er kaotisk og det kræver mere end et blik at finde vej rundt og sammenhænge i maleriet.


DET ER ET FANTASILANDSKAB med et rødt krops hjerte og et træ i centrum. Omkring dette realistiske hjerte er danser små røde symbol hjerter rundt. Grene og arterier smelter sammen og bliver bl.a. til veje. Farverne er flotte og klare og især den orange er tydelig og får det klistrede til at minde om gylden honning.

IGÅR VAR DER ÅBNING på denne udsmykning af det grønne plankeværk rundt om metrostationsbyggeriet ved Nørrebro Station. Det er kunstneren Ole Sporring (født 1941), der har stået for maleriet. Og når man ved det, kan man også genkende flere figurer og billedelementer, eksempelvis træet, husene, bogstaverne og hunden. Sammen med 5 andre kunstnere er han udvalgt til at udsmykke udvalgte metrostationsbyggepladser rundt omkring i København og på Frederiksberg.

PROJEKTET HEDDER Byens Spejl og tanken er at byggepladserne bliver til kunstneriske oplevelser i bybilledet. Det er Foreningen Hovedstadens Forskønnelse der i samarbejde med Statens Kunstfonds Udvalg for Kunst i det Offentlige Rum står for projektet. Kunstværkerne skal være stedsspecifikke og spejle det omkringliggende byområde.

BYENS SPEJL er et sympatisk initiativ, og da jeg ikke synes at byen kan få for megen kunst, håber jeg at der kommer mange flere af denne slags projekter.

JEG ØNSKER at man senere også vil udnytte de tre andre helt tomme sider af dette grønne plankeværk til flere nye kunstneriske oplevelser. Det er nemt at forestille sig mange gode kunstnere, der vil egne sig perfekt til at udsmykke her. Jeg er også spændt på at se hvordan grafitti- og gadekunstnere vil modtage udsmykningen. Mon ikke de vil kommentere på maleriet?!

JEG KAN IKKE på ståede fod forklare, hvordan dette maleri spejler kvarteret omkring det. Måske signalerer de bare fødder og hænder, at det oprindeligt er et arbejderkvartér hvor ideer og mennesker kunne gå til grunde, men også kan opstå og blomstre.

PLACERINGEN kan undre en smule. Jeg var rundt om hele plankeværket, før jeg så maleriet. Hvorfor ikke placere maleriet på Nørrebrogade-siden hvor flere kan se det og hvor man kan kommer på afstand af det. Borgmestervangen har desuden det minus, at det er busholdeplads for bud 69 og 66 samt, at der pt. er vejarbejde på fortovet overfor, så det kan være lidt svært at komme på afstand. På den anden side, betyder placeringen at buspassagererne kan sidde og lade øjnene gå på opdagelse i maleriet og at beboerne på Borgmestervangen har fået deres eget kunstværk!

Ugens Kunsthistorie: METROBYGGERIKUNST

En berømt grønthandler på Nørrebrogade!
METROBYGGERIKUNST er et dejlig langt ord, der rummer mange muligheder for mange nydannelser. Men det mest dejlige er, at Metrobyggerikunst dækker over alle de kunstinitiativer af mere eller mindre lokal art, der er dukket op rundt omkring i København og på Frederiksberg på de ialt 6 km lange grønne plankeværker - plankeværker som vi alle skal leve med mange år endnu.

Det grønne plankeværk med grønthandler, ungdomshuset, Nørrebro station og Mjøllner parken.

PÅ BYGGEPLADSEN i Nørrebroparken er et af initiativerne udført sammen med en række dygtige skoleelever. Miniaturemodeller af vigtige dele af kvarteret Nørrebro er blevet bygget og malet og sat op på Nordbanegade-siden. Nogle er meget realistiske, andre er mere konceptuelle. Bedøm selv!


DE FORSKELLIGE MINIATURER er på hver deres måde ikoniske for bydelen. Det hedengange ungdomshus på Jagtvejen, beboelsen Mjøllerparken med sine røde mursten og mange paraboler der viser at her bor der mange udlændinge, Den Gule Mur rundt om Assistents Kirkegård, Louise - værtshuset med den nærmest Yves Klein blå-facade - der har åbent til den lyse morgen , Joe & The Juice-baren hærget af grafitti, byens smukkeste station - Nørrebro og naturligvis Kajs Pølsevogn.

MIN FAVORIT er silhuetten af husfacaden ved Sjællandsgade, der gengiver den altforhøjt-siddende grafitti One man trash another mans treasure.

ALLE KAN DELTAGE I BYENS HEGN, så hvis du har en idé til et projekt, er det bare med at checke hjemmesiden, læs mere her.

Ugens Kunsthistorie: BLOMSTEN PÅ GADEN


En lille blomst

NÅR MAN GÅR RUNDT I BYEN ser man mange ting. Indimellem kommer man i tvivl om, hvad det egentlig er, man ser. Som eksempelvis dette lille stykke hverdagspoesi. Denne lille blomst er sømmet fast på en plade, der ligger hen over vejarbejde på et fortov på Tagensvej (iøvrigt Københavns længste strækning UDEN kunst).


BLOMSTEN er ikke alene. Flere af pladerne ved netop dette vejarbejde er blevet tilføjet blomster. Er det pynt på en kedelig strækning (borgeraktivisme), er det et politisk budskab (pas på blomsterne), er det humoristisk markedsføring eller er det gadekunst?

GRAFITTIKUNSTNERE og gadekunsten har lært os at opfatte byen som en stor flade, der kan inddrages til alle former for budskaber. Måske har de i sin tid lært det af reklamebranchen, men reklamebranchen har også lært af dem. Og muligvis er den lille blomst en reklame for den blomsterforretning, der ligger netop her ved det kedelige vejarbejde på Tagensvej. Men det gør det ikke mindre poetisk.


DEN LILLE BLOMST råber ikke op om sin eksistens, der er ingen medfølgende tekst eller skrigende farver, der gør opmærksom på den. Uanset om det er butiksindehaveren eller en anden beboers forsøg på at æstetisere sine nærmeste omgivelse, så er det gadekunst.


fredag den 15. juni 2012

Ugens Kunsthistorie: UNIKKE KUNSTOPLEVELSER

Jeg elsker kunstoplevelser. I en kategori for sig selv er de sjældne kunstoplevelser. De oplevelser, som kun få har med kunst. Og hvis man er hungrende efter disse helt unikke kunstoplevelser, så er performances skabt af kunstnere absolut sagen. Denne weekend kan man opleve en hel festival med performances i Roskilde på festivalen Acts 2012.

En performance er unik, da den kun varer i den tid den udføres, og derfor kun kan opleves af de der er tilstede ved opførelsen. Og selvom en performance gentages vil den aldrig være helt den samme, så oplevelsen er altid unik. Derfor anbefaler jeg alle at tage til Roskilde.
Yves Klein: Vide. 1958 
Det er ikke altid sådan, at kunstneren der har udtænkt performancen også udfører den. Nogle gange står kunstneren blot for arrangementet. Et eksempel på dette er den franske kunstner Yves Klein, der i 1958 udstillede absolut ingenting på galleri Iris Clert i Paris. Han stod der bare og der blev serveret Klein-blå drinks og derudover var der ingenting at se. Bortset lige fra gæsterne og deres opførsel. 
En af de danske kunstnere der har arrangeret unikke kunstoplevelser er Michael Brammer (født 1958). I hans æuvre er der utallige eksempler på uforglemmelige begivenheder. Som eksempelvis udstillingen LOVE i Kunsthallen Nikolaj i 1994 og udstillingen i Københavns Politigård TRYG I DANMARK – FORBRYDELSER BETALER SIG IKKE i 2001.
Jeg deltog i ferniseringerne på begge disse to udstillinger, og Michael Brammer optrådte ikke selv, men var tilstede og sørgede for at gæsterne optrådte i hans arrangement – og det er også en performance. Jeg vil beskrive de to udstillinger i omvendt kronologi og begynde med den sidste.
Ferniseringen på Politigården var et fantastisk skue - et totalteater hvor politifolkene forsøgte at udstråle tryghed, jovialitet og gæstfrihed, men deres venlighed blev sat på en meget hård prøve af en gruppe provokerende unge fra Ungdomshuset på Jagtvej, som de til sidst meget bestemt måtte bede om at gå. Hvem havde mon inviteret de unge?
Jeg tror at der var ca. 1000 gæster til åbningen af LOVE i Nikolaj Kirke i 1994. Gæsterne var blevet kørt dertil i busser. Der var gratis uddeling af mad og drikke og alle de pæne gæster kastede sig grådig over det gratis tilbud og hamstrede. Ingen opførte sig pænt og civiliseret. Jeg håber næsten, at der stod nogen og filmede det hele et skjult sted, for det må have været et fantastisk skue. Det var i hvert fald fantastisk at opleve.
I hele udstillingsperioden blev der på et bestemt tidspunkt hver dag serveret mad. Jeg ved at min mormor (der på det tidspunkt var super frisk og 82 år) deltog i en munter frokost med rødt kød og rødvin serveret inde i kunsthallen. En helt unik oplevelse, som hun nød!
Hvad er så det unikke, kan man spørge? At spise og drikke på en udstilling er vel ikke så sjældent. Det unikke er at det kendte vendes på hovedet (politigården indtages af ungdomshusbeboere), således at det bliver fremmed – det bliver Brammer og det bliver kunst.