ANGSTEN FOR AT BLIVE SNYDT #2

Jan Krisek (1919-1985): Uden titel, 1957. Olie på lærred, 91 x64 cm. Privateje.

I SIN FINE BOG "Billede eller kunst" fra 1974 beskriver Knud Pedersen (1925-2014), indehaveren af Kunstbiblioteket, hvordan han blev modtaget af husets datter, da han skulle aflevere et maleri af den tjekkiske kunstner Jan Krisek (1919-1985) til et hjem i Århus. Da hun ser maleriet, udbryder hun: "Det kunne jeg da ligeså godt lave". Og i et anfald af overmod, lover Pedersen hende maleriet, hvis hun kan male et så godt maleri, at han ikke ser forskel på kopi og original, når han kommer tilbage og henter Krisek'en. Da Pedersen henter maleriet igen, tager han fejl af originalen og barnets kopi, så hun får Krisek'en. Han forlanger til gengæld at få hendes kopi, men den vil forældrene ikke af med. For den synes de er mere værdifuld end Krisek-maleriet.

KNUD PEDERSEN skriver herefter:

"Til dem der siger, at det kunne de selv have lavet, er der ikke andet svar end, at det kunne de selvfølgelig også. (...). Problemet er alene at gøre det, og hvis folk selv sad foran et stykke blankt papir, så ville de sikkert lave noget helt andet. De ville sikkert ikke engang acceptere Kriseks ide, hvis han fortalte dem om at han agtede at lave et billede som det viste. men når det er lavet, er det selvfølgelig ingen kunst at lave et til".

JAN KRISEK (kan også staves Krizek) blev født i den del af Tjekkoslovatiet, der idag er den Tjekkiske republik. Han blev uddannet i Tjekkoslovakiet, men forlod som mange af sine tjekkiske kunstnerkolleger landet efter 2. Verdenskrig og slog sig fra 1947 ned i Paris. Han blev en del af kredsen omkring Galleri René Drouin, og arbejdede med både skulptur og maleri, og var optaget af begrebet 'oprindelighed'. Hans skulpturer er inspireret af både Oldtidens kunst fra Middelhavsområdet samt Børnetegninger. Som den franske kunstner Jean Dubuffet (1901-1985 var Krizek inspireret af Børnetegninger og hans værker hører til den Informelle kunst, der slog igennem i 1950erne.

IFØLGE KNUD PEDERSEN har den tyske kunstner Arthur Køpcke (1928-1977) kommenteret spørgsmålet om at bruge andre kunstneres ideer og at kopiere deres kunst således:

"Det er som en bortkastet lotteriseddel, hvor gevinsten er hævet. Det nytter ikke at samle den op og præsentere den ved kassen en gang til. Det kommer der ingen gevinst ud af."

DET ER ALTSÅ PÅ INGEN MÅDE FORBUDT at lade sig inspirere af andres kunst, ideer eller billeder. Det er heller ikke forbudt at gøre det samme som andre. Det er ikke engang snyd, medmindre man udgiver sig for at være en anden. I århundreder har det været almindelig praksis at unge kunstnere har kopieret ældre mestre for at tilegne sig deres kunnen og deres teknikker, for derefter eller derigennem at finde deres egen form. Man er bare ikke den første, der gør det.

LÆS OGSÅ: ANGSTEN FOR AT BLIVE SNYDT # 1

I ALLE FÆLLESSKABER ER DER ABER - Om Kulturministerens Kulturstrategi for børn og unge

Detalje fra KISSMAMAs udsmykning af Metrohegnet ved Nørrebro Station.

FANTASTISK! Et med længsel ventet udspil fra Kulturminister Marianne Jelved er nu søsat. Det handler om visioner for børn og unges møde med kunst og kultur, og skal gælde de næste fire år. Det ser også ud som om der er penge bag udspillet - 40 millioner kroner - men det er ikke lige til at gennemskue, om det er flere penge, end der plejer at være. Og ministeren har sikret sig at tildeling forudsætter medfinanciering fra kommunerne.

MARIANNE JELVED opererer med to kodeord: 'lokalforankring' og 'fællesskaber'. Hun vil skabe fællesskaber, som børn trives i. Og ifølge et interview i Kulturnyt på P1, vil hun skabe en social dimension og bryde den social kulturelle arv ved at skabe fri adgang for børn og unge til kunsten og kulturen.

KULTURMINISTEREN mener at det er vigtigt, at børn og unge møder kunst og kultur, fordi de gennem dette møde får øvet deres koncentrations evner, bliver i stand til at strukturere deres oplevelser og evne til at føre en dialog om det de ser, opøver refleksionevnerne, bliver bevidste om deres egen udvikling og møder anerkendelse. På denne måde mener Jelved, kan vi give dem en demokratisk dannelse og træne dem til at blive borgere i vores danske demokratisk fællesskab.

DET LYDER SMUKT OG FLOT, men jeg er ikke helt sikker på, at det er de ting, jeg som kunst og kulturformidler mener, er de primære ting der sker, når børn og unge møder kunst og kultur. Og jeg tror at det er vigtigt at skelne mellem det som Jelved kalder "den autentiske kunst og kultur" og selv at være skabende/ udøvende. Det er ikke det samme og skal helst ikke erstatte hinanden.

AT KULTUREN ER ET FÆLLESSKAB og at kunst giver kompetencer, lyder som politik formuleret af henholdsvis Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre. Dermed bør strategien være sikret bred opbakning i det vigtige kommunale landskab. Vigtig fordi at ministeren også betoner samarbejde og netværk samt forankringen i lokalsamfundet. Det vil sige at strategien ikke kan lykkes, hvis ikke kommunerne skaber plads til dem på deres budgetter.

DET MEST VÆSENTLIGE ER, at der nu er et ministerielt fokus for kulturindsatsen til børn og unge. Ministeren kan og vil ikke styre, hvad der skal ske rundt omkring i landet, men hun presser lokalpolitikerne til at støtte op om strategien ved at kræve medfinanciering. Og når kulturen skal ud til alle ... i hele landet, er denne opbakning voldsomt vigtig.

JEG KUNNE GODT HAVE ØNSKET MIG et ambitiøst mål, der hed, at alle børn og unge i Danmark skal opleve mindst en danseforestilling, en teaterforestilling, en litteraturoplæsning og forfattermøde samt et kunstmøde og kunstnermøde om året (- allerhelst hvert halve år). Og jeg havde også gerne set en tildeling af et Læringskort til pædagoger og lærere der gav dem gratis adgang til alle landets kulturinstitutioner. Men så konkret er udspillet ikke.

TIL GENGÆLD er jeg vild med aldersdifferentieringen i strategien. Det er SÅ godt tænkt at man ikke maser den samme strategi igennem overfor unge (17 - 30 år!), som overfor skolebørnene. Marianne Jelved fremlagde fint i P1, hvordan hun har lyttet til og gerne vil tilgodese unges egen lyst til at skabe kultur og kunst. Og det er forfriskende, at ministeren skaber et helt nyt fokus på små børn, kulturen i deres dagligdag og - VIGTIG - de små børns professionelle voksne!

DET BLIVER SPÆNDENDE om der kommer handling bag ordene, og om alle børn og unge i de næste fire år rent faktisk møder mere dans, litteratur, teater, film og billedkunst i deres hverdag. Jeg ønsker det for os allesammen. Men vi ved jo godt, at i alle fællesskaber er der aber!

KULTUREN UD TIL ALLE 2

KULTUREN SKAL UD TIL ALLE! Det, mener jeg, er en uangribelig sandhed. Man kan diskutere, hvad kultur er, og hvad der ligger i "skal" og "ud til". Man kan også være uenige om hvad og hvordan "alle" skal bruge den, men at den er og skal være tilgængelig, bør være et faktum. Jeg har allerede diskuteret dette her, hvor jeg blandt andet foreslår at pædagoger og lærere får et læringskort der giver gratis adgang til alle Danmarks kulturinstitutioner. 'Adgang' og 'tilgængelighed' og 'venlighed/ imødekommenhed' er nøgleord.

KVALITET ER OGSÅ VIGTIG! Når vi taler om alle besøgende (uanset alder), er det vigtigt, at det de møder og får på museet er af god kvalitet. Og for børn og uge er det nok mest vigtigt. Men lige præcis for den målgruppe kan tilbuddene godt være ret svingende i kvalitet.

JEG HAR SELV STÅET MED ANSVARET for kunstformidlingen til børn og unge på Louisiana i en årrække, og kender alle mulighederne og alle faldgruberne fra arrangørernes side. Jeg har også en tæt dialog med lærere og pædagoger og ved at de meget gerne vil benytte kulturinstitutionernes tilbud i deres dagligdag. Men de fortæller også, at det de møder virkelig kan være dårligt. Og så bliver det vanskeligt at trække børnene med igen en anden gang.

JEG OPLEVEDE DET SELV FOR NYLIG, hvor jeg var med en skoleklasse på et af byens bedste museer - Hirschsprung Samling. Dette museum har en hel fantastisk kunstsamling, men mange lærere og pædagoger kender desværre ikke til den. Der ligger et stort og spændende arbejde for museet der.

DEN SKOLEKLASSE JEG VAR SAMMEN MED bestod af børn med mange forskellige baggrunde, hvilket var synligt blandt andet på tørklæderne, som flere elever bar. De skulle ind og se Skagensmalerne, som de på forhånd havde lært en masse om, og de var alle meget optagede af dette emne og positivt indstillede.

DERES OMVISER VAR UNG, formentlig kunsthistoriestuderende og havde sit manuskript med i hånden. Det er der ikke noget galt i. Det der gik galt for ham var, at han ikke havde gjort sig klart, hvad børnene skulle have med sig af viden, når de forlod museet. Om det er hans fejl, eller om det er den formidlings-ansvarlige på museets fejl, er jo ikke til at sige.

HAN BLIVER SIKKERT EN DYGTIG KUNSTHISTORIKER, og det er ikke mit ærinde at hænge ham ud. Jeg vil blot sige, at  han pt. ikke er en god formidler. Derfor endte det også med at blive lettere kaotisk. Han var optaget af at fortælle om personerne på billederne og deres indbyrdes familiære relationer, hvilket overhovedet ikke var relevant for eleverne.

ELEVERNE BLEV TRUKKET FREM OG TILBAGE mellem to sale, så der opstod en grund uro hos børnene. Da akustikken ikke er god i salene, hørte og greb han ikke dere guldkorn. Han kom næsten ikke ind på kompositioner og farvebrug. Og han sluttede af med et maleri der viser juleaften, uden at erkende at halvdelen af børnene ikke kender til eller fejrer juleaften. Jeg siger ikke, at han ikke skulle vise dem det billede, men han skulle da have brugt det aktivt til en dialog med børnene!

ALLEREDE EFTER TRE MALERIER var de fleste af drengene faldet fra. Og da gruppen forlod museet, ytrede flere elever, at de ikke gad at gå på museer mere. De har en super lærer, så det skal nok rette sig. Men hvor er det ærgerligt at eleverne ikke hver gang møder en toptunet formidler der har lyst til at vise kunsten frem og gå i dialog med børnene.

NÅR KULTUREN SKAL UD TIL ALLE, skal kulturinstitutionerne også sikre sig, at kvaliteten er i orden. Selvfølgelig skal de studerende øve sig, men hvorfor skal de lige netop øve sig på børnene? Hvis det er ud fra en idé om, at det er mindre svært at formidle til børn, så er der nogen der har misforstået noget! Lad dem da hellere øve sig på de voksne, de kan jo i det mindste svare igen. Og lad børnene møde dygtige professionelle formidlere og kvalitet.

KULTUREN UD TIL ALLE 1

I FREDAGENS UDGAVE af Kulturknuserne på P1 (lyt her) fik sætningen Kulturen ud til alle vendt vrangen ud af. Redaktionen havde fundet tre nytiltrådte kulturdirektører, der alle havde sagt nogenlunde det samme, nemlig, at det er deres mål at få flere til at benytte sig af de tilbud, som deres institutioner har. Som værten Lasse Marker meget rigtigt pointerede, er det ikke en vision. Men det er et ønske.

KULTUREN UD TIL ALLE er et udsagn, som vi alle kan være enige om og juble over. Tænk hvis der kom en kulturdirektør og meddelte, at nu ville han / hun lukke institutionen, og den skulle kun være for de få! Det vil forhåbentligt aldrig ske!

JEG HUSKER STADIG den direktør på Louisiana, der sagde at kunsten skulle formidle sig selv. På en måde havde han jo ret, og det var også et ret forfriskende initiativ. Men det var mest forfriskende for os der var med på at se på kunsten på denne måde ... og som vidste noget om den i forvejen. Problemet med at lade kunsten formidle sig selv, er at det er fint for nogle, men bare ikke fungerer for ...mange andre. Og i det konkrete tilfælde, var det et problem at selv museets meget vidende vagter ikke forstod kunsten - man kan sige at værkerne ikke talte til dem. Og så er der et problem!

MAN SKAL HAVE DET PÅ EN BESTEMT MÅDE for at kunne lide at blive udfordret af det man ikke forstår. Måske synes man at det er ok og spændende første gang. Men måske synes man også, at det er anstrengende og ubehageligt, og så beslutter man sig for ikke at prøve en anden eller en tredie gang. Der er da kunststeder, hvor jeg synes at det kan være som at bestige Mount Everest at gå ind. Men min interesse og nysgerrighed, gør at jeg alligevel gør det.

JEG KENDER DESVÆRRE RIGTIG MANGE MENNESKER der ikke benytter kulturtilbuddene, fordi de føler sig dumme i kulturinstitutionerne. De har ikke haft deres naturlige gang i disse gennem deres opvækst - og ej heller har deres familier - så hvad skulle få dem til det nu? Nok ikke at kulturdirektørerne siger at de gerne vil have dem på besøg. Men måske skulle kulturinstitutionerne prøve at sende gratis invitationer/ billetter til bestemte kvarterer og så se, hvor mange der ville benytte dem.

PÆDAGOGER OG LÆRERE er nøglepersoner til at åbne kulturinstitutionerne op. Disse faggrupper burde have gratis adgang til alle vore kulturinstitutioner, således at de kan viderebringen viden og begejstring til deres børn og elever. Journalisterne har pressekort, men pædagoger og lærere burde have læringskort.

PRISER, traditioner og billetsystemer spiller allesammen en rolle i forhold til vores benyttelse af kulturtilbuddene. Men også attituden på stedet. Møder man venlighed, venlighed og venlighed, så kommer man igen.

DER ER SÅ MEGET MAN KAN GØRE, og jeg vil håbe at de tre nyslåede kulturdirektører vil omsætte deres ønsker til konkrete handlinger og visioner. For Lasse Marker har jo ret, indtil videre er de ikke kommet med noget.

UDSMYKNINGEN AF BYENS HEGN - PLATANVEJ

Detalje fra udsmykningen af Byens Hegn på Plantanvej.

JEG HAR SKREVET OM DEM FØR - og dette bliver formentlig heller ikke sidste gang at jeg skriver om udsmykningerne af det grønne hegn rundt om metrobyggeriet kaldet Byens Hegn. Støjen og hegnet skal vi leve med i København, indtil metroen står klar og forbinder større dele af byen med hinanden. Det bliver rigtig dejligt, når det engang sker!

Læs om Ole Sporrings udsmykninger her

I MELLEMTIDEN må vi nyde de skiftende udsmykninger af hegnet. Der er rigtige kunstværker, autoriseret grafitti og kunst skabt af unge ukendte og uprøvede kræfter. Udsmykningen af hegnet har udviklet sig til demokratisk kunst i ordets egentlige betydning. For alle kan i princippet være med til at udsmykke og alle har adgang til udsmykningerne.

PROCEDUREN ER SIMPEL: Man indsender et projektforslag (læs mere her) og de bedste projekter udvælges til hegnet. Selvom jeg bestemt ikke mener, at det hele er en nydelse, nyder jeg at vi som borgere i byen bliver stopfodret med visuelle indtryk, som vi næsten ikke kan lade være med at forholde os til. Jeg håber, at Metroselskabet husker at dokumentere det hele, så vi kan nyde det når byggeriet en dag står færdigt - og mange (i hvert fald undertegnede) vil savne dette daglige kunst-kick.

FLERE AF UDSMYKNINGERNE er resultatet af dialog med borgergrupper - eksempelvis er der en del projekter med børn. Det er typisk resultatet af kunstprojekter i børnehaver, skoler eller på billedskoler, der så afslutningsvis vises på hegnet. Disse udsmykningsprojekter får oftest ikke de mest prominente (læs: synlige) pladser, men de er der.

ET EKSEMPEL FINDES PÅ PLATANVEJ, hvor man langs den smalle cykelsti siden juni har kunnet nyde en udsmykning med farvefelter og farvestriber. Det er en leg med farver, der for mig vækker mindelser om Bridget Riley (1931), Viktor Vasarely (1906-97) og Richard Paul Lohse (1902-88) og mange flere kunstnere optaget af og arbejder med farver. Og da jeg selv elsker farver, synes jeg at det er en nydelse af køre forbi denne udsmykning.

Se værker af Riley her
Se et værker af Vasarely her
Se værker af Lohse her

EFTER AT HAVE KØRT FORBI ET PAR GANGE standsede jeg en dag for at se hvem der står bag udsmykningen. Jeg blev ret overrasket over at læse at udsmykningen er resultatet af et projekt "Farver på kryds og tværs" mellem kunstner Janne Secher Frausing, billedkunstlæreren Lykke Davidsen og 16 børn fra Billedskolen på Dronningensvej (Frederiksberg).

DET OVERRASKEDE MIG AT BØRN VAR INVOLVERET i projektet pga. de meget skarpe og perfekte linier, de geometriske former, og de meget professionelle farvesammensætninger. Der står en masse navne i den ene ende af linierne, som jeg antager er de deltagende børns navne, men præcis hvad deres bidrag har været i projektet stod ikke klart. Derfor besluttede jeg mig for at undersøge på hvilken måde børnene havde deltaget i projektet. Måske lå der i projektet en god idé som man kunne dele med andre der arbejder med kunst og børn.

MIN NYSGERRIGHED bragte mig rundt omkring på nettet, og jeg har også meldt mig ind i projektets facebookgruppe, men uden et klart resultat. Jeg forventede at finde oplysninger på Metro hegnets hjemmeside om netop Frederiksberg Allé, men der er formidlingen sparsom og de henviser til kunstneren. På kunstnerens hjemmeside (læs her) står der heller ikke noget brugbart om projektet. Måske er det en forretningshemmelighed?!

JEG HAR FUNDET BILLEDER af børn der maler store flader og jeg har fundet et billede af materiale, der viser at børnene har arbejdet med farver. Men herudover er jeg ikke blevet klogere på indholdet og børnenes indsats. Jeg tror, at børnene har haft et spændende farveprojekt på billedskolen, og at børnene har fundet frem til deres yndlingsfarve (og måske også selv blandet den). Og jeg tror, at det er disse yndlingsfarver der udgør tværstriberne i udsmykningen. Men det er kunstneren, der har sammensat farverne og udført selve udsmykningen.

OG HER TÆNKER JEG at hvis det forholder sig sådan og det alligevel er kunstneren der har fået idéen, sammensat og udført det hele, hvorfor i alverden var det så nødvendigt at sige, at det er resultatet af et projekt skabt sammen med børn? Men så melder næste spørgsmål (og muligvis desværre også svaret på det) sig: Ville denne kunstner have fået lov at udsmykke hegnet UDEN at udsmykningen var et projekt med børn? Det håber jeg, men jeg tvivler. Kunstneren er ikke kendt i offentlighedssammenhæng, men når hendes idé kobles med et projekt med børn legitimeres projektet i forhold til at udsmykningen udføres i samarbejde med borgergrupper. Men samtidig indebærer dette samarbejde at projektet ikke anmeldes af kunstkritikere som eksempelvis nabo udsmykningen rundt om hjørnet (på Frederiksberg Allé) bliver (læs her).

DET KUNNE VÆRE INTERESSANT AT UNDERSØGE om der er en kønsmæssig skævvridning i de borgerinddragende projekter på Byens Hegn. Jeg er sikker på at hvis der er, er den ubevidst, men netop derfor burde den komme frem i lyset.

Ugens Kunsthistorie: KUNSTHALLEN IRMA

KØBENHAVN bugner af god kunst, tilbud om gode kunstudstillinger og kunstoplevelser lige nu! Det er muligt at kunstbranchen er klemt og trængt, men for os kunstforbrugere er der mange invitationer. Skønt! Min liste er dejligt lang og desværre alt for lang til at jeg kan nå det hele. Øverst står Gl. Holtegaards fantastiske Francois Boucher-udstilling og et gensyn med Henri Matisse på Statens Museum for Kunst. Begge udstillinger vises sidste gang på søndag.

HAR MAN SET ALT i byen, rykker man sig blot til byens opland og besøger fx. Samtidskunstmuseet i Roskilde og ser udstillingerne med Gudrun Hasle og Jørgen Michaelsen, Villy Ørskov på Sorø Kunstmuseum eller Liz Magic Laser på Malmø Konsthall. Og rækker dette ikke, skal man blot begive sig på en lille rejse til andre gode kunstmøder i eksempelvis Hamborg, Århus, Ålborg eller Gøteborg. Nej, man kan ikke rigtigt klage over mulighederne for at se god kunst, når man bor i København.

ALLIGEVEL kan man jo altid klage lidt. Og som medlem af det forbrugersegment der går under betegnelsen småbørnsfamilier hører jeg tit mig selv sukke over mine begrænsede muligheder for at deltage i dette paradislignende tag-selv-bord af fantastiske kunstoplevelser. Men når man er udspændt i et kompliceret koordinationssystem mellem aflevering og hentning, madpakker, aftensmad og putning, kan det være vanskeligt at presse blot en time ud til kunst og kulturforbrug.

EN VENLIG SJÆL trøstede mig med at om fem år vil der igen være tid til kunst og kultur. Men jeg kan ikke vente så længe. Og så fik jeg en idé, mens jeg var ude at handle med barnevognen: KUNSTHALLEN IRMA! Supermarkedskæden Irma har alle forudsætningerne for at blive omdannet til en kunsthal for alle os der har vanskeligt ved at nå at se kunst i det daglige. For indkøb er der jo altid plads til i koordinatsystemet - uanset hvor stramt det er.

DER ER MANGE GODE GRUNDE til at Irma ville blive en fantastisk kunsthal:
1) For det første er de med afdelinger over hele København og de udvidede åbningstider tilgængelige for alle byens borgere.
2) Selvom man har børnene med, bliver disse ikke trætte fordi de både kan få små vogne, smagsprøver, klistermærke og et stykke god frugt, når man har betalt for sine indkøb - og man skal ikke hele tiden sige til børnene at de ikke må larme og løbe.
3) I forvejen sørger butikkerne for jazzmusik om lørdagen - til stor glæde for hele familien
4) Butikkerne og personalet er allerede glimrende formidlere af og værter/værtinder for dansk madkultur med eksempelvis æbler fra fejø og adoptionen af Livø
5) I re-designet af Irmakjolen demonstrerede Irma, at de har fornemmelse for moderne design.

6) OG VIGTIGST: Kunstformidling ligger ikke Irma historisk fjernt, da de i årtier både på plastposer og på Irma-dåser har lagt flader til kunsten. Det er godt nok et stykke tid siden vi hørte noget på kunstfronten sidst, men det er forhåbentlig blot fordi de brøgger på noget nyt. Man kan have en huskunstner som de havde i 2011 med John Kørner, men man kunne også vælge at gå en helt anden vej.

I KUNSTHALLEN KØBENHAVN - der eksisterede fra 21. oktober 2005 til 1. november 2006 - demonstrerede Jakob Fabricius på fornemste vis, at en god kunsthal ikke behøver at være stor og at kunsten ikke behøver fysisk at fylde. Det samme kunne være tilfældet for Kunsthallen Irma. Her kunne kunstnere udsmykke et gulv eller en væg eller søjler eller en frysedisk. En frysedisk eller et mælkeskab kunne fungere som udstillingsmontre. Man kunne også arrangere en pop-up udstilling i skiftende Irma-afdelinger. Eller man kunne lade sine flader promovere en kunstner der er udstillingsaktuel et andet sted i byen.

MULIGHEDERNE for Kunsthallen Irma er uendelige og kunsthungrende småbørnsfamilier og alle andre vil elske det! Jeg ser allerede for mig, hvordan indkøbsturen pludselig bliver en måde hele familien kan samles ovenpå en hektisk dag. Det kan kun gå for langsomt!

Ugens Kunsthistorie: DANSK MONUMENTALMALERI

Udsmykning af Højdevangens skole. 2. sal. 1932-39. Vilhelm Bjerke Petersen

TITLEN PÅ UGENS KUNSTHISTORIE klinger lidt underligt. Dansk Monumentalmaleri findes det overhovedet? Der er i hvert fald ikke skrevet meget om den genre. Historisk er der ikke tradition for de store udendørs murmalerier i Danmark. Men med grafittiens ankomst og gadekunstens udvikling samt den eksplosive interesse for disse fænomener, er der så meget desto større grund til at ridse det danske monumentalmaleris historie op. For netop grafitti og gadekunst arbejder under de samme vilkår som monumentalmaleriet og er på den måde forbundet.

Der eksisterer faktisk en tradition for monumentalmaleri i Danmark. Formentlig på grund af det danske klima er de fleste eksempler på dansk monumentalmaleri - indtil fornylig placeret indenfor - med få undtagelser som jeg vil vende tilbage til. Ved 'monumentalmaleri' forstår jeg de store maleriske udsmykninger af bygninger, for således har det udviklet sig: Monumentalmaleriet i Danmark har været og er indtil de sidste 10 år tæt forbundet med bygningsudsmykninger.

Dette betyder, at mange af de danske eksempler på monumentalmaleri unddrager sig prædikatet 'kunst i det offentlige rum' - og dermed også beskyttelsen samt måske det vigtigste synligheden. De danske eksempler på monumentalmaleri befinder sig oftest i bygninger, der er halvoffentlige eller helt lukkede for offentligheden. Og det man ikke kan se, det eksisterer jo nærmest ikke!

I Norge er der historisk en stærk tradition for monumentalmaleri - ja endda en hel bevægelse kaldet Freskoepoken der går fra 1918 til slutningen af 1950erne. En af de ledende skikkelser var Professor Axel Revold (1887-1962). I Danmark har vi også en tradition, den ser måske bare ikke så sammenhængende ud, fordi vi kategoriserer kunstværkerne som eksempelvis kalkmalerier, udsmykninger, gavlmalerier, reklamer og gadekunst. Men sidder kunstværket fast på et byggeri - hvad enten det er udenfor eller indenfor så er det monumentalmaleri.

Detalje. Kalkmaleri i Vester Broby Kirke.

De ældste danske eksempler på monumentalkunst er kalkmalerierne i kirker som Vester Broby Kirke. Kirken er fra ca. 1100-tallet og malerierne er malet i flere omgange fra 1150 til 1400-tallet.
Af udvendige udsmykninger i den helt store skala er der Jørgen Sonnes (1801-1890) frise på Thorvaldsens Museum fra slutningen af 1840erne.  Museet blev bygget fra 1839 til 1848 og arkitekten var M.G. Bindesbøll (1800-1856). Fra nyere tid er der eksempelvis Poul Gernes (1925-1996) udvendige udsmykning af Palads Biografen fra 1989.


Af gavlmalerier er der eksempelvis Hans Scherfigs (1905-1979) mælkereklame fra 19962 og af nyere dato gavludsmykningerne af Mjølnerparken fra 2010. Og så er der gadekunsten der boltrer sig på facader og murer og gavle og også er blevet et så anerkendt fænomen at gadekunstnere inviteres til at udsmykke gavle. Af indvendige udsmykninger er der Poul Gernes udsmykning af Herlev sygehhttp://gernes.dk/decor/index.phpus fra 1968-1976 og af nyere dato Malene Landgreens udsmykning af Tv-Byen.

Med dette indlægge vil jeg indlede en serie af Kunsthistorier om dansk monumentalkunst.

Ugens Kunsthistorie: HVOR SIDDER KVARTERETS HJERTET?

Før man rev det lille klondykeparadis - barakbygningerne ved Nørrebro Station – ned, var denne lille plet formentlig Københavns mest internationale sted. Omkranset af Nørrebrogade, Borgmestervangen og Mimersgade. Det var ikke nogen arkitektonisk perle. Det var ikke smukt. Ja, det var vel egentlig mest noget værre rod.


Her kunne man se og møde mennesker i klædedragter fra mange forskellige verdensdele, og gik man hen ad gaden hørte man blandt andet tyrkisk, kroatisk, italiensk, brasiliansk, somalisk og engelsk.

Desuden var det som om dette sted aldrig sov. Her var myldrende liv døgnet rundt, et liv som man ellers netop kun oplever i London, Berlin eller New York.

Og midt i rod og mylder og liv kunne man her nyde kvarterets hjerte. Det røde lys i et cykelstopsignal havde passende fået form som et hjerte. Dette sted VAR hjertet både på ydre Nørrebro og i Nordvest.

Nu er stedet blevet en pæn plan plads. Cykelstopsignalet er igen en rød cirkel. Barakbygningerne er væk, og her skal være busholdeplads og metrostation. Det tager nok i hvert fald et årti med metroen. Og imens vi venter på det, har kvarteret fået et nyt hjerte.

Kunstneren Bjørn Nørgaard har skabt det nye hjerte af våben som politiet har konfiskeret. Det står uden for cafeen Castro, på Aksel Larsens Plads ved Nørrebrogade. Hjertet er placeret på en sokkel med inskriptionen ”Vi vil leve sammen” på elleve forskellige sprog.

Bjørn Nørgaards skulptur henviser på alle måder til det faktum, at mennesker fra mange forskellige dele af verden, med forskellige sprog og kulturelle baggrunde bor sammen på Nørrebro og at dette kan være svært. På den anden side kan dette også være fantastisk, eksotisk og berigende.

Måske henviser skulpturen også til den verserende bandekrig – men det er mindre interessant. For der bor SÅ mange mennesker i kvarteret uden relation til banderne. men et interessant spørgsmål er: HVOR SIDDER ET KVARTERS HJERTE - OG HVORDAN SER DET UD? Det er vi mange mennesker, der har en mening om. Derfor er der ikke et svar. Heldigvis!


Det Nye Hjerte af Bjørn Nørgaard, Aksel Larsens Plads, Nørrebrogade.

Ugens Kunsthistorie: NOGET OM VÆGGEN!

HVAD ER EN VÆG? Det er et spørgsmål jeg har stillet mig selv de sidste par dage. I forrige uge var jeg på jagt efter VÆGGEN - et multimedieprojekt skabt af Københavns Museum. VÆGGEN skal formidle Københavns kulturarv, og tanken er at den skal "skabe nysgerrighed, vidensbegær og diskussionslyst omkring hovedstaden". Desuden er intentionen med VÆGGEN at rykke formidlingen til det københavnske byrum og derved skabe et samlingspunkt på gadeplan, hvor borgerne kan udveksle ideer.

VÆGGEN var ret svær at finde. For mig! Og det skyldtes mine forventninger. Jeg forventede nemlig at finde en gigantisk væg på Kongens Nytorv á la en gavl eller en hel husfacade. Men da jeg endelig fandt det jeg ledte efter svarede det ikke rigtigt til min opfattelse af hvad en væg er.

Jeg opfatter en væg som en flade, der skiller to områder ad. Det kan være mellem inde og ude, eller mellem to rum. Ifølge Wikipedia er en væg som hovedregel en solid struktur der beskytter et område. Det er også min opfattelse at en væg kan have beskyttelse og afskærmning som funktion - beskyttelse mod vind og vejr eller beskyttelse mod nysgerrige øjne.

VÆGGEN er en container. Eller rettere den digitale væg sidder inde i en container, og så er der en slags passage gennem containeren. Da der er en del byggearbejde på Kongens Nytorv, og i den forbindelse er en hel del containere på pladsen, skiller VÆGGEN sig ikke særligt ud fra sine omgivelser. Egentlig var containervæggene ved siden af VÆGGEN meget mere opsigtsvækkende på grund af alle de plakater der var sat op om kulturelle aktiviteter i byen.

Der var ingen mennesker inde ved VÆGGEN da jeg gik derind. Efter at jeg havde stået der et stykke tid kom et par nysgerrige turister også derind. Men vi talte ikke sammen, så lige mellem os var der ingen diskussionslyst eller vidensudveksling. Blot nysgerrighed.

Qua min alder er jeg blevet kategoriseret som 'trediegenerationsindvandrer i den digitale verden'. Sådan følte jeg mig bestemt også, da jeg stod ved VÆGGEN. Den bestod af et mylder af billeder og nogle ord, som jeg forsøgte at aktivere, men det eneste jeg fik frem var billeder fra andre steder i byen.

Jeg havde hørt at der var interviews med forskellige beboere fra Nørrebro, og det var dem jeg gerne ville se / finde / høre på VÆGGEN. Da jeg endelig kom frem til Nørrebro, fik jeg stadig kun fotografier frem. Det er spændende fotografier af gaderne med de mange små købmænd og værtshuse, af gadekampene gennem tiderne og et instrument der illustrerede håb. Jeg fandt ikke frem til de interviews jeg søgte efter.

Jeg har ikke opgivet håbet om at finde ud af VÆGGEN. Så jeg tager der ind igen på et tidspunkt. Og igen. Indtil jeg har fundet mine informationer. Men jeg synes ikke umiddelbart kulturarven er voldsomt tilgængelig.


VÆGGEN, midt på Kongens Nytorv, opsat og udformet af Københavns Museum i samarbejde med forskellige partnere. OBS: VÆGGEN flyttes rundt, så check Københavns Museums hjemmeside http://www.copenhagen.dk/dk/.

Ugens Kunsthistorie: BLOMSTRENDE - MEN UDEN KUNST!

Kongens Nytorv i København er en af byens fornemste pladser omkranset af vigtige institutioner som Kunstakademiet på Charlottenborg og Kunsthal Charlottenborg, Det Kongelige Teater, Magasin Du Nord, Hotel D'Angeleterre, Det Europæiske Miljøagentur, Den Franske Ambassade og Nyhavn. Man kan diskutere om Nyhavn er en institution, men på en måde er den det i København.

Om vinteren kunne man engang skøjte på denne plads, og sommeren løbes hvert år igang af studenterne der traditionen tro danser rundt her efter endt eksamen. MEN. I år indbyder pladsen ikke rigtigt til dans. Der graves og bygges og larmes på grund af det kommende Metro-byggeri. Det betyder at pladsen snarere har udviklet sig til en uoverskuelig støjfyldt labyrint.

Der findes ikke noget mere by-agtigt end det uoverskuelige, det støjfyldte og det labyrintiske, så denne historie handler ikke om metrobyggeriet og kvalerne i forbindelse med dette.

Ugens Kunsthistorie handler om VÆGGEN. Idag ville jeg ind til Kongens Nytorv for at finde VÆGGEN - Københavns Museums (Før kendt som Københavns Bymuseum) store og spændende digitale projekt. Jeg kender en der fortæller om hvordan det var at være indvandrer i København i 1970erne. Den fortælling ville jeg gerne ind og opleve.

MEN. Jeg ledte og ledte, så op og ned af murværket på samtlige facader, men kunne ikke finde VÆGGEN. Jeg forestillede mig at VÆGGEN var kæmpestor og umulig at overse. Jeg havde et indre billede af VÆGGEN som en gavlmur eller en husfacade, hvor alle bevægelser og fotografier kom op i stor størrelse.

Jeg tænkte, at hvis jeg ledte efter en stor gruppe mennesker der fotograferede og orienterede sig et sted på Kongens Nytorv, måtte det da være ved VÆGGEN. Stor var min lettelse derfor, da jeg midt i bygge-kakafoniet endelig øjnede en gruppe turister der stod og fotograferede. Men det var ikke VÆGGEN de var optaget af - det var Den Blomstrende Facade hos Det Europæiske Miljøagentur.

DEN BLOMSTRENDE FACADE har præcis den størrelse jeg forestillede mig at VÆGGEN ville have. Facaden består af et system der holder 4500 planter - 23 forskellige arter - så de tilsammen danner et Europa-kort: Et blomstrende Europa. Det er ikke specielt kønt, men det er alligevel SÅ fascinerende at man stopper op og lige ser en ekstra gang.

Den Blomstrende Facade er ikke et kunstværk, mere en reklame for eller fortælling om EU, Agenturet og biodiversitet. Men jeg kan godt forstår, hvis nogen kommer til at tro at det er et kunstværk. For det er lidt imponerende at man har fundet ud af et system der kan holde planterne så de ligner et kort over Europa. Og spillet på 'at blomstre' er SÅ charmerende at man næsten glemmer sin EU-skepsis.

Jeg fandt også VÆGGEN - men det er en anden (kunst)historie.

Ugens Kunsthistorie: KUNST PÅ MINISTERKONTORET

DET VARMEDE MIT HJERTE at se et fotografi af socialminister Benedicte Kjær på forsiden af avisen forleden dag. Det var ikke socialministeren der varmede, men maleriet på væggen bag hende. Det var nemlig et af Folmer Bendtsens serie af malerier fra baggårde i København.

Folmer Bendtsen (1907 - 1993) malede flere af disse baggårde. Ikke billeder af en bestemt baggård, men snarere billeder af baggården som princip. For nogle øjne vil sådan en grå baggård ligne et fængsel som de små tynde lyse skikkelser er fanget i uden mulighed for at komme op og ud i den grønne natur. Måske vil billedet også fortælle sådanne øjne om trøsteløshed, tomhed og uendelig fattigdom.

SER MAN EFTER i Folmer Bendtsens malerier har det grå nuancer og der udfolder sig et liv på de kantede flader. Han har ovenikøbet sat musik til, da der på flere af billederne optræder spillemænd.

København bestod, indtil saneringen af brokvartererne tog fart i slutningen af 1980erne, af baggårde på baggårde på baggårde. Store dele af Vesterbro og Nørrebro var dækket af uendelige og labyrintiske og mørke baggårde, hvor solen stort set aldrig kom ned, og der derfor ikke var det mindste grønne græsstrå.

Indtil det blev almindeligt at børn kom i daginstitutioner - på grund af to udearbejdende forældre - i løbet af 1970erne, blev der i disse baggårde levet et liv som vi idag har en tendens til at idylisere. I baggårdene blev der sjippet og hinket og spillet bold og leget tagfat og dåseskjul og sanglege. Der blev også klatret i tørrestativer og på cykel- og toiletskure.

Der var ingen legepladser i gårdene, men der udfoldede sig en del leg. Børnene var uden voksent opsyn, men gårdene var fulde af børn, og den socialisering af børnene der idag foregår i institutionerne, foregik dengang i høj grad i baggårdene (eller på gaderne).

Idag er de fleste baggårde ryddet, så der er en stor åben gård med græs og planter og måske en legeplads til børnene. Der er måske fyldt med børn mellem kl. 15.30 og 18. Men ellers ligger de stille hen. Indimellem kan man måske ønske sig tilbage til den tid hvor børnene legede i gårde der var fyldt med legekammerater, og mødrene vaskede tøj gjorde rent og bagte boller. Det børneliv der udfoldedes i baggårdene dengang indeholdt helt sikkert noget godt. Men det har også været barskt! Og det har helt sikkert været rigtig farligt!

NÅR FOLMER BENDTSENS BAGGÅRD hænger på socialministerens kontor, varmer det mit hjerte fordi maleriet fortæller om by- og børneliv fra en svunden tid. Men indirekte fortæller maleriet også at det er godt at det gode børneliv i vore dage udfolder sig i trygge stimulerende rammer under pædagogisk opsyn i institutionerne.

Ugens Kunsthistorie: CYKLISTEN PÅ NØRREBROGADE

GIK DU GLIP AF SEPPO MATTINEN I CLAUSENS KUNSTHANDEL? Så kan du trøste dig med en lille tur på Nørrebrogade. På gavlen i nr. 14 har Mattinen for Københavns Kulturfond malet en cyklende pige (1993). Pigen er ikke elegant, men iført sommerligt cykeltøj. Hun tænker ikke på at se repræsentativ ud, men hendes tanker (og bevægelser) løfter hende op i luften, over gaden, imod himlen. Måske er hun så opslugt af tankerne, at hun slet ikke lægger mærke til hvor hun cykler. Det er genkendeligt for cyklister, men kan være farligt!

PIGEN BEFINDER SIG I et bylandskab der på engang er anonymt - og kunne være mange steder i verden, men samtidig er genkendeligt med søerne og de to tårnagtige beboelsesejendomme ved Frederiksborggade. Da Seppo Mattinen (1930-2022) skabte dette gavlmaleri, vidste han ikke at man også kan opfatte billedet på en anden måde. Med lukningen af en stor del af Nørrebrogade for privatbilister er det i dag cyklisterne, der hersker over Nørrebrogade.

Tilføjelse fra januar 2019: Der går rygter om at Cykelpigen skal fjernes. Man har ikke råd til at vedligeholde den og muligvis skal der bygges højt på Fakta-hjørnet.

Ugens Kunsthistorie: FORNEMMELSER FOR RUM

Mange billedkunstnere har en fantastisk fornemmelse for rum. Det er årsagen til at de selvfølgelig skal udsmykke de rum, vi omgiver os med. En måde at få kunsten ud til mange og måske alle på, er jo gennem udsmykninger af det offentlige rum - både inde og ude.

Modernismens hvide vægge og det moderne byggeris stramme budgetter skaber generelt idag bygninger renset for udsmykninger. Eller bygninger hvor materiale og form bliver udsmykningen. Der er selvfølgelig undtagelser, som eksempelvis Bjørn Nørgaards byggeri Bispebjerg Bakke.

Det er også gået af mode med store vægudsmykninger i private hjem. For sådan en vægudsmykning er jo dominerende, og problematisk hvis man bliver træt af den: Skal den males over, eller må man leve med den til evig tig?

I et kartoffelrækkehus på Østerbro er dette dilemma meget synligt. En nu afdød kunstner har udstyret stuen med fantastiske små uartige englebasser. Det er en morsom og sjov, dekadent og grotesk udsmykning, der bare ikke rigtigt passer til ph-lamper, Billy-reoler og leverpostej-madder. Kan man leve med det i længden? En tidligere beboer hængte hvide lagner op, for at få en pause fra det dominerende loft. Man kan jo ikke male den over, for den er unik, en vigtig del af kunstnerens virke og liv, og på den måde også en del af den danske kulturarv.

På det tidligere hovedbibliotek i Halmstad har den danske kunstner Vilhelm Bjerke-Petersen (1909-57) udsmykket en af salene. Udsmykningen er konstrueret af fem hvide flader, hvorpå er placeret et eller to malerier med geometriske mønstre i stærke farvekombinationer. Alle billeder kædes sammen af en rød linie. Det er en behagelig abstrakt udsmykning, der inddrager hele rummet. Men man får en voldsom lyst til at fjerne alle møbler, så man ordentlig kan se udsmykningen. Igen er der en diskrepans mellem de fine mønstre på væggene, de brune reoler og arbejdsbordene. Det skal dog ikke afholde nogen for at lægge vejen forbi – for det er smukt!

Måske vil det generelle forhold til vægudsmykninger i private hjem ændre sig i løbet af foråret. Kronprinseparrets palæ er netop istandsat og en gruppe yngre kunstnere (heriblandt Katrine Ærtebjerg og Morten Schelde) har skabt spændende udsmykninger til udvalgte dele af palæet. Offentligheden får nok ikke en guidet tour rundt i de private gemakker (desværre), men fotos er sluppet igennem til medierne, så vi alle kan blive inspirerede. OG skitserne vil kunne nydes på KØS (Køge Skitsesamling) i løbet af foråret 2010.

En kunstner der har en fantastisk fornemmelse for rum er Malene Landgren. KUNSTHISTORIER glemmer aldrig udstillingen på Overgaden, hvor hun havde malet et kæmpe maleri der fyldte hele den ene væg. Det var en på én gang vibrerende og opslugende væg, der med sine farvekombinationer og strøg transformerede omgivelserne. Det var et unikt og fantastisk billede, der skabte et helt nyt inspirerende miljø. Da udstillingen var slut, blev væggen malet over og det havde kunstneren det fint med. Hun har også udsmykket andre steder siden, bl.a. i den nye DR-by på Amager. Netop nu kan man opleve Malene Landgreens værker på Kunsthallen Charlottenborg. Og i Mjølnerparken på ydre Nørrebro kan man nyde hendes stærke mur-udsmykning.

Måske er vi i Danmark generelt angste for rumudsmykninger både indendørs og udendørs. Vi hylder det midlertidige og viger tilbage fra det permanente. Vi forbeholder os retten til at kunne skifte ud, når vi ændrer smag, moden skifter eller vi ser noget bedre. Det er konsumer-tilgangen til kulturen: brug og smid væk. Det er muligt at dette vil ændre sig i løbet af den financielle krise.


ØNSKER DU AT OPLEVE EN AF KØBENHAVNS SMUKKESTE UDSMYKNINGER, SÅ TILBYDER KUNSTHISTORIER - Bureau for kunst og arkitekturformidling EN EKSKLUSIV OMVISNING LØRDAG DEN 6. FEBRUAR KL. 10.30. OMVISNINGEN ER GRATIS MEN TILMELDING ER NØDVENDIG PÅ info@kunsthistorier.dk. LÆS MERE PÅ WWW.KUNSTHISTORIER.DK.

Ugens Kunsthistorie: KUNSTEN SKAL TIL ALLE

”Kulturen skal ud til alle” har vores kulturminister bebudet. Et godt eksempel på dette er kunstneren Katharina Grosses store farvestrålende skulptur Den Anden George der i en kort periode i december 2009 stod på Amagertorv i København. Katharina Grosse udstiller på Arken i Ishøj netop nu.

Amagertorv er måske en af de mest befærdede og befolkede pladser i indre by. Netop derfor passede dette sted perfekt til kulturministerens udspil. Opstiller man en skulptur her, kan ingen undgå at se kunsten. Problemet var bare, at det var ret problematisk. Skulpturen ligner en klippe og indbød derfor til klatring, men man måtte ikke berøre skulpturen. Og skulpturen fyldte godt op på pladsen, hvilket betød at der ikke var så megen plads tilbage til f.eks. pølsevognen. Derfor stod den så tæt op af skulpturen som muligt. Hvilket betød at man kunne komme i tvivl om hvorvidt den måske var en del af skulpturen. For hvor gik grænsen mellem kunstværk og pølsevogn?

En klog bekendt har udtrykt bekymring over kulturministerens udspil: Bliver det ikke bare til mere larm? Amagertorv er et af de visuelt mest larmende steder i byen – og ved juletid er den endnu mere støjende. Grænserne mellem kunst og juleudsmykning og pølsevogne og resten af virvaret forsvandt på Amagertorv. Resultatet var at den meget smukke skulptur ’druknede’ i mylderet på pladsen. Nu er den placeret i Ishøj, hvor den kan få lov til at være skulptur og kan ses frem til maj 2010.

Rundt omkring i København har der i længere tid stået store skulpturlignende objekter af forstørret skrald (bla. på Nørrebros runddel). Det er for at få os alle sammen (folket) til at smide skrald i de dertilindrettede skraldespande i stedet for på gaden. Er de kunst? De kunne ligne noget kunstneren Claes Oldenburg har skabt. Hvordan skal folket kunne skelne mellem dem og skulpturer?

KUNSTEN SKAL TIL ALLE, men man skal overveje om den partout og altid skal UD til alle. Skal den ud, skal man overveje sine midler og metoder grundigt. Det er ikke nok at placere kunsten der hvor der er mange mennesker. Man skal opfinde en måde hvormed det bliver klart og tydeligt for beskuerne hvad der er information, markedsføring og dekoration og hvad der er kunst. For hvis og når alt bliver kunst, er intet kunst længere (omskrivning af et Joseph Beuys-citat)!


Udstillingen på Arken HELLO LITTLE BUTTERFLY I LOVE YOU WHATS YOUR NAME? kan ses frem til 7. november 2010. Læs mere om udstillingen her: http://www.arken.dk/content/dk/udstillinger/utopia/katharina_grosse