14. DECEMBER: PIERRE PUVIS DE CHAVANNES

Pierre Puvis de Chavannes: "The aftermath of war" (efter 1870). 

DEN 14. DECEMBER 1824 blev den franske kunstner Pierre Puvis de Chavannes født. I 1889 begyndte to danske kunstnere Anna Ancher og Marie Triepcke at studere hos Puvis de Chavannes i Paris. Han var på dette tidspunkt en af byens store kunstnere. Anna Ancher har i et interview med B.T den 21. marts 1922 beskrevet opholdet hos Puvis de Chavannes. Hun fortæller om hvordan han hele tiden understregede at eleverne skulle holde sig til det enkle og de rene linier: "simple, simple". Og dette holdt Anna Ancher af.

Anna Ancher: "Syende Fiskerpige" (1890).
Maleri. Olie på lærred.

ANNA ANCHER BESKRIVER også, hvordan det tog lang tid for Puvis de Chavannes at tage sine handsker af, fordi han (ifølge hende) stod og beundrede Marie Triepckes smukke rene linier. Triepcke beskriver ikke selv undervisningen, men fortæller om sin oplevelse af impressionisterne. Anna Ancher og Marie Triepcke blev veninder, mens de studerede sammen hos Pierre Puvis de Chavannes. Hvad han mente om de to kunstneres værker, ved vi endnu ikke. Men mon ikke det kommer for en dag....måske i forbindelse med den store Anna Ancher-udstilling der åbner på SMK 8. februar 2020.

Marie Triepcke-Krøyer: "Ved væven" (1890'erne).
Maleri. Olie på træ. 47,4 x 58 cm. Skagen Museum.

ØJEBLIKKE AF LYKKE

 

Genudgivelsen af billedbogen fra 1968.

HVORDAN SER LYKKE EGENTLIG UD? Det er der heldigvis formentlig 5 milliader forskellige svar på. Men umiddelbart dukker akvareller af den svenske kunstner Carl Larsson (1853-1919) frem på min indre nethinde. De billeder han har malet af sit hjem, står for mig som billeder af et tidsløst paradis - 'jeblikke af lykke - og det har de gjort fra jeg var helt lille.

I 1968 GENUDGAV FORLAGET BONNIER billedbogen ET HJEM af Carl Larson og denne gang også med tekst af Lennart Rudström. Billedbogen blev udgivet på dansk af Gyldendal samme år, og den har fulgt mig hele min barndom. Grundet stor oprydningsiver hos ældre generationer, sad jeg igen med den mellem hænderne igår. Da var det tilfældigvis Carl Larssons 160 års fødselsdag.

ET HJEM udkom første gang i 1899. Carl Larsson skildrede i ord og 24 billeder miljøet og naturen omkring han og hustruen Karin Bergöös hjem i Sundborn i Sverige. Karin Bergöö (1859-1928) var også kunstner. De mødte hinanden i kunstnerkolonien Grez i Frankrig. Sammen indrettede og dekorerede de deres hjem i Sverige i ånden fra Arts and Crafts-bevægelsen. Denne bevægelse havde sit oprindelige udspring hos kunstkritikeren John Ruskins og kunsthåndværkeren William Morris (1834- 1896) i England, men den bredte sig til kunstnere over hele Europa. Repræsentanter for Arts and Crafts-bevægelsen i Norden var bl.a. Marie Triepcke Alfvén Krøyer (1867-1940) og bevægelsen inspirerede også kunstnere som finske Hugo Simberg (1873-1917).  

NÅR JEG BLADRER GENNEM CARL LARSSONS BOG, ser jeg børn i sne, heste og grise og hunde og katte, ateliervinduer og vildtvoksende haver, kunstneren i sit atelier, børn i alle aldre der både hjælper til, er frække og leger, friske blomster i vaser, smukt dekorerede vægge med friser, smukke fajanceovne, sommerbadning, frokost i det grønne og krebsegilde samt kunstneren i sit atelier. Billederne udgør tilsammen et portræt af en familie og et familieliv i slutningen af 1800-tallet i Sverige.

DA DET ER AKVARELLER er alle billeder lette og luftige og uden alvor. Selv ikke billedet Skammekrogen med den næsvise Pontus, virker alvorsfuldt. Vi ser ikke motiver af tøjvaskeriet, der ellers må have været en uendelig affære med en husholdning bestående af 4 voksne og 8 børn. Vi ser heller ikke rengøringen af huset, der også må have været et evighedsarbejde. Alle motiver er tilsyneladende øjebliksbilleder af en tilværelse uden større problemer. Og det er netop fordi det er øjebliksmotiver ,at de udstråler lykke.

DET SER UD SOM OM farmand lige har forladt frokostbordet og smidt ølflaskerne i græsset, for at tage malerkassen frem og fastholde det hyggelige øjeblik af sommer og god stemning. Børnene og dyrene på billedet er med til at understrege øjebliksstemningen. Men det tager jo tid at male et maleri, også selvom det går hurtigere med akvarel. Det er vanskeligt at forestille sig, at kunstneren har kunnet male dette maleri på under en halv time, hvilket er det tidsrum jeg højest forestiller mig at hunden og det mindste børn har kunnet klare. Især hvis når det skal forestille, at de allerede har spist frokost, og nu er igang med desserten.

SÅ DET MAN IKKE SKAL GLEMME når man sidder og falder i svime over de yndige børn og det smukke hjem, er, at billederne også er konstruktioner. Det tager tid at finde det rette motiv. Samt formentlig flere skitser. Enten er frokosten i det grønne iscenesat til mindste detalje, og de 7 deltagere har siddet der, i det bestemte tøj, i timevis, for at billedet kunne blive som kunstneren ønskede. Eller også har han tegnet en hurtig skitse, og malet efter den og hukommelsen senere i atelieret. 

BILLEDBOGEN SKAL ALTSÅ IKKE KUN OPFATTES som familieidyl eller en historie for børn. I endnu højere grad er det en kunstnerisk programerklæring eller kunstnerens visitkort: Se hvad jeg kan og står for - hyr mig! Samtidigt fungerer bogen også som en cementering af en kunstnermyte - og de sjove filmoptagelser, som den officielle Carl Larsson hjemmeside viser (med den yndige hustru, det yndige hjem, de yndige børn, det store sociale liv med mange gæster og kunstneren der arbejder i den fri natur) underbygger dette: http://vimeo.com/user915428/carllarsson.

Den oprindelige udgave af billedbogen fra 1899.

HVOR LYKKELIGT DET LIGE HAR VÆRET at være barn og at skulle stå eller sidde model i timevis samt sørge for arbejdsro til kunstneren, er ikke til at sige. Men billederne i bogen er blevet et ikon på familielykke og nordisk indretning. Man kan se hjemmet, som familien har åbnet for besøgende se her.

Ugens Kunsthistorie: FIKTIONEN MARIE KRØYER

I 1997 VAR JEG OMVISER på udstillingen Portrætter fra et ægteskab om Marie og P.S. Krøyer da den vistes på Gl. Holtegaard. Jeg kan ikke huske, hvor mange omvisninger jeg havde, men det var mange, for det var en overordentligt populær udstilling. Efter den sidste offentlige omvisning kom en gæst hen til mig og fortalte at hun havde været med på den første omvisning jeg havde på udstillingen, og nu også den sidste. Og gæsten syntes at jeg var så god en formidler og hun følte at jeg fortalte så indlevet om Marie Krøyers skæbne, at hun gerne ville vide om jeg havde oplevet noget lignende. Det har jeg ikke. Men historien om Marie er så betagende og så følelsesfuld, at det er let at lade sig rive med.

KUNSTNEREN MARIE KRØYER (1867-1940), født Triepcke af tyske forældre, ville være kunstner. Hun var veninde med Heinrich Hirschsprungs datter Susanne og måske forlovet md hans søn Robert, og kom derfor en del i dette hjem. Kvinder havde på dette tidspunkt endnu ikke fået adgang til kunstakademiet. Men Marie havde talent og hun var indstillet på at blive kunstner, som flere andre kvinder i denne periode bl.a. Agnes Slott-Møller (se værker her) og Anna Ancher (se værker her). Marie gik på en atelierskole for kvindelige elever på Phillippavej, hvor bl.a. P.S. Krøyer kom og korrigerede eleverne.

I 1888 REJSTE MARIE til Paris og deltog i malerundervisningen af først Gustave Courtois (se nogle af hans værker her) og siden hos Puvis de Chavannes (se værker her) bl.a. sammen med Anna Ancher. I Paris mødte Marie igen P.S. Krøyer og det førte til en stormende forelskelse og bryllup i 1889. Da var hun 22 år gammel og Krøyer var 38 år.

MANGE TING GIK GALT for ægteparret Krøyer, og deres samliv blev meget problematisk. Dette problemfyldte ægteskab er udgangspunktet for Bille August film Marie Krøyer. Men som det klogeligt understreges indledningsvist i filmen, så er den en fiktion over dette forhold og samliv. Men selv med dette forbehold in mente, mener jeg at filmen portrætterer Marie forkert.

EN AF DE FØRSTE SCENER I FILMEN begynder med at ægteparret sidder og arbejder på hver deres maleri sammen i deres atelier i huset på Skagen med datteren Vibeke. Men Marie er urolig og skæver til husbondens større maleri og lette tilgang og lyse farver, mens hun selv sidder og fedter med et lille lærred og en blomsteropstilling der er mildest talt trist.

ALLEREDE i denne scene bliver fremstillingen af Marie forkert. For hun kommer til at fremstå som en talentløs og jaloux søndagsmalerinde. Det er måske rigtigt at hun blev jaloux på sin mands evner, men talentløs var hun ikke. Hun tvivlede på sine egne evner, men ikke desto mindre fik hun tvunget igennem at komme på flere kunstskoler, hvilket må have krævet en stærk vilje.

FORMENTLIG har det været svært for Marie Krøyer at forene datidens kvindeidealer om den perfekte hustru, værtinde og mor med at være kunstner, og måske derfor forblev hendes formater små, motivverdenen var fra de nære omgivelser, og en stor del af hendes kreative talent blev kanaliseret over i indretningen af hendes forskellige hjem - helt i tidens Arts and Crafts-ånd! Men denne kreativitet er slet ikke repræsenteret i filmen. Hun fortæller i filmen glædestrålende elskeren Hugo Alfvén, at hun har indrettet hans hytte, men vi ser ikke hvad hun har gjort, blot at de har sex.

I EN FILM er det også de små ting der er med til at tegne portrættet af personerne. Og i denne film kunne man have vist hendes intellektuelle og kunstneriske styrke ved at fortælle at hun var ven med bl.a. Georg Brandes og ægteparret Slott-Møller. Men i filmen ser vi kun, at hendes venner er en anden gift kvinde med en elsker og en skagkvinde der gerne vil have børn. Derfor kommer filmen aldrig til at handle om kunstneren Marie Krøyer, men om hustruen Marie Krøyer der var gift med kunstnerne P.S. Krøyer og Hugo Alfvén - altså en kvinde der ikke var noget i sig selv, men kun i kraft af sin skønhed og seksuelle tiltrækningskraft. Budskabet er egentlig, at hun ikke duede til noget - ikke engang til at sørge for sine egne børn.

JEG SYNES AT DET ER TRIST at se filmens reducering af kunstneren Marie Krøyer til sladderfiktion, men jeg forstår godt at man som manuskriptforfatter kan fare vild i denne historie. Da jeg i sin tid blev kontaktet af gæsten på Gl. Holtegaard, gik det op for mig, at jeg jo også var blevet suget ind i fiktionen og at jeg i min iver for at levendegøre dilemmaer og personer og kunstscene fra dengang havde glemt at holde en objektiv distance. Med det resultat at gæsten troede, at jeg talte om mig selv.

JEG MÅ INDRØMME at da rulleteksterne til filmen om Marie Krøyer kørte, måtte jeg tage mig selv i at tænke at Bille August har lavet en film om sig selv og sine kvinder. Men jeg tog mig i det. For selvfølgelig har han ikke det. Han har skabt en smuk og rørende film om P.S. Krøyer (suverænt spillet af Søren Sætter-Lassen) og hans ægteskab. Og det er dén, man skal gå ind og se. Filmen om Kunstneren Marie Krøyer skal nok komme. En anden gang!