onsdag den 28. oktober 2015

HANNAH RYGGEN: LUFTVÆVEN

Jeg bor i Paris i syv månader.
I mangel på vevstol, rokk, garn og fargegryta,
bygger jeg luftslott
og väver luftväv.
det är i den ingen vanskelighet
med materialer;
det är bara å välja -
endog sol, måne og stjerner
kan jeg ta med i väven.

Til ränning
tar jeg de svarta trästammer ved seinen,
obelisken fra Egypt på Plae de la Concorde
og alla lyktestolparna, steinpelarna i Notre-Dame,
Sementpelarna og pileträrne på la Guyonnerie,
de höia, smala trärne som fölger bredden av Yvette.
rennigen blir stark og tett
og däkkes av inslaget.

Jeg slår først in blått, potteblått_
detsamma som fra Reimskateralens tepper.
Det skinner blått
gjenom många århundreder.
Eller jeg tar det blå fra den lyse damen
med den blå strussfjären
i den svarta hatten med slør
som gikk rundt Louvre en dag.

Kanskje det blå
fra heliotroperne i rabatterna runnt Senatet
fredspalatset i Luxembourg-haven.
Jeg väver in noen lyseblå längsler om fred,
det tindrende mørkeblå
får jeg vänta med til våren.
(Uddrag af digtet Luftvev i Paris (1946) af Hannah Ryggen. Fra norsk bog om Hannah Ryggen) 
JEG HAR NETOP GENLÆST EN BOG fra midt 1960erne om den fascinerende svenske kunstner, Hannah Ryggen (1894-1970). Hannah Ryggen er nemlig udstillingsaktuel på Moderna Museet i Malmø fra den 31. oktober 2015, og jeg glæder mig til at se udstillingen. Ryggen vævede båe med garn og med ord, som det fremgår af digtet Luftvev i Paris, hvor hun væver et luftbillede af alt det hun ser, alle de farver hun oplever i Paris gader samt sine "lyseblå længsler om fred".

RYGGENS VÆRKER har fået stigende international opmærksomhed. Blandt andet var hun repræsenteret på dOKUMENTA 13, hvor flere af hendes store gobeliner blev udstillet. Det var her jeg for alvor fik øjnene op for hende. Ryggens gobeliner kommenterer på international politik, uretfærdighed, forfølgelse og politisk motiverede mord i hendes samtid.


HANNAH RYGGEN blev født i Malmø. Ifølge hende selv havde hun stor lyst til at tegne, men var for genert til at tale med andre mennesker. Men da hun blev uddannet som lærer, lærte hun også at snakke og - igen ifølge hende selv - elskede det så meget, at hun aldrig holdt op igen. Hun var lærer i 11 år, men følte selv at det var forkert for hende, og gik i lære som maler i seks år hos den danske kunstner Frederik Krebs i Lund. Hun ville dog ikke male som ham.

DA HUN MENTE, AT DET VAR SÅ SOM SÅ MED INSPIRATIONSKILDERNE i Lund og Malmø, rejste hun til Dresden og Munchen og gik på udstillinger, museer og gallerier. Her så hun blandt andet værker af El Greco og Goya, der gjorde stærkt indtryk. Her mødte hun også den unge norske maler Hans Ryggen, som hun giftede sig med i 1924, hvorefter de flyttede til Norge.

HANNAH RYGGEN ARBEJDEDE MED SOCIALE, RELIGIØSE OG POLITISKE MOTIVER. Hun var stærkt optaget af den spanske borgerkrig i 1930erne, som det ses i nedenfor viste gobelin:

TITLERNE PÅ RYGGENS GOBELINER er også nøglen til forståelsen af dem, men ofte fulgte også små digte med i katalogerne. Den nedenfor viste gobelin hedder "Lise Lotte Herman". Liselotte Herrmann var en tysk kommunist og modstandskvinde, som nazisterne henrettede i 1938. Herman var også mor, og Hannah Ryggen benytter dette klassiske Madonna-motiv i gobelinen.
Lise Lotte Herman 1938. Gobelin af Hannah Ryggen.
I et katalog fra Nordenfjeldske Kunstindustrimuseum, som Ryggen testamenterede de fleste af sine gobeliner til, fulgte dette digt af Hannah Ryggen med Gobelinen Lise Lotte Herman:
Madonna i rosenhagen!
Et kjent motiv i renessansen
föll meg i hu
där Lise Lotte
sitter under hegnet
med sitt barn.
Hitlers böddel
är på väg.
i den röde skyggen
til højre i teppet.
og Lise Lotte mejas ned
som et blomster ved veien.
Hannah Ryggen ved sin væv.
HANNAH RYGGEN skabte to gobeliner til regeringsbygningen i Oslo, Vi lever på en stjerne (entrehallen) og Trojansk hest (statsrådsalen. Vi lever på en stjerne fik heldigvis kun en flænge ved Breiviks sindsyge sprængning af regeringsbygningen i 2011, og er idag repareret, Denne gobelin er Ryggens smukke hyldest til fællesskabet og kærligheden. Og den slutter denne kunsthistorie af:

onsdag den 14. oktober 2015

AT REJSE SIG I MØRKE

Dan Sterup-Hansen: Undervandssvømmere (1957)
I EFTERKRIGSTIDEN, fra 1945 til slutningen af 1960erne, var dansk grafik hot! De danske grafikere i denne periode undersøgte grafikkens muligheder som kunstnerisk udtryk, de frembragte unikke selvstændige værker og vigtigst af alt de fangede et helt nyt publikum. En perlerække af disse kunstnere er med på Statens Museum for Kunsts udstilling At Rejse sig i Mørket.

DET VAR ELEVERNE FRA Aksel Jørgensens skole, der med rette påkaldte sig opmærksomhed både nationalt og internationalt. Og med disse kunstnere fandt grafikken (i denne periode) en værdig plads på linie med maleri og skulptur. Grafikerne skabte selvstændige værker, billedserier samt illustrationer. Publikum blev begejstrede for 'sortekunsten', der var lettilgængelig.

DENNE GENERATION syntes optaget af mennesket, menneskelivet, menneskets udfordringer og dyrekøbte erfaringer. Motiverne fortalte om levet liv og om genkendelige dillemmaer. Grafikken syntes velegnet til at udtrykke sig om den almene menneskelige eksistens. På godt og ondt. I modgang og medgang. Om håb og om drømme. Sort på hvidt. Og omvendt. Udtrykkene var så raffinerede, motiverne skåret ind til benene. Ingen dikkedarer og ingen pjat. At disse kunstnere blev betragtet som store i samtiden, fremgår også af at fire grafikere (bl.a. Palle Nielsen og Poul Christensen) repræsenterede Danmark ved Venedig Bienalen i 1958.

PÅ UDSTILLINGEN At Rejse Sig I Mørket præsenteres vi for en række af disse berømte kunstnere samt andre mindre kendte, men ikke mindre interessante. Udstillingen bygger på et forskningsprojekt af Liza Burmeister Kaaring om menneskeskildringen i dansk grafik i anden halvdel af 1950erne. I teksten til udstillingen står at vi skal se "værker fra en tid hvor livet stod i skyggen af 2. verdenskrig, atombomben og den kolde krig", og at kunstnerne skildrer frygt, usikkerhed og ensomhed.
Jane Muus: Fulde Frans i Prinsensgade (1957)
DET ER EN FORNØJELSE at se og gense værkerne af blandt andre Palle Nielsen, Dan Sterup-Hansen, Svend Wiig Hansen, Henry Heerup, Jane Muus, Erling Frederiksen, Reidar Magnus og Albert Mertz. Værkerne er smukt hængt op, efter temaer som Troen på mennesket, Protest og Frygten for undergang. Det er en farvemæssig fornøjelse at bevæge sig igennem salene.

AT DER ER TALE OM en konstruktion understreges af formidlingsarrangementet med film og tv-klip fra perioden. Der er måske lige lovligt meget fokus på det dommedagsagtige. Når jeg eksempelvis ser på Jane Muus's portræt af Fulde Frans, er jeg klar over, at der måske ligger en trist menneskeskæbne-fortælling. Men lige når man ser motivet, er det da muntert.  Frans har en fest og den er smittende munter!  Og når jeg ser på Sterup-Hansens undervandsvømmere, er det hverken frygt eller protest eller ensomhed, jeg ser, men derimod en væren og en undersøgelse af vægtløshed.

JEG BLEV UTROLIG GLAD for at se Sterup-Hansens værk: Krigsblinde (1953). Det er ikke med på udstillingen, men gengives i kataloget. Det er så smukt et billede, og ville have passet godt ind i konceptet!

SOM BESKUER kommer man til at ønske sig mere. Det skal man altid passe på med. Jeg vover det nu alligevel. Konstruktionen omkring At Rejse Sig I Mørket er en god fortælling, men den er uden forløsning. Den indledes med at være en gruppefortælling, hvilket også understreges i det lille formidlings-klap-hæfte i udstillingen, hvor alle tolv kunstnere præsenteres med samme plads. Men først i udstillingens sidste rum møder man de fleste af disse kunstnere repræsenteret med to værker hver. Og hernede (i sidste sal) synes eksempelvis Jane Muus, Henry Heerup og Albert Mertz at være fuldstændigt afkoblet hovedfortællingen.

UNDERVEJS er der forståeligt megen fokus på Palle Nielsen, Svend Wiig Hansen og Dan Sterup-Hansen. Det ville måske have klædt udstillingen, at man blot havde fokuseret på dem. Eller at man havde delt udstillingen op i tre separate udstillinger, der koncentrerede sig om fire kunstnere hver.


onsdag den 7. oktober 2015

KAREN BLIXEN OG SPØGELSESHESTENE

I 2014 UDVIKLEDE og opbyggede billedkunstner Trine Asmussen og jeg litteratursanseudstillingen SPØGELSESHESTENE til Karen Blixens Museum på Rungstedlund. Udstillingen tog afsæt i Karen Blixens lille fortælling Spøgelseshestene. Denne fortælling har fascineret mig, og den har været omdrejningspunkt for mange af mine lege siden barndommen. Jeg har arvet denne fascination og interesse fra min mormor.

I 1955 UDKOM KAREN BLIXENs fortælling Spøgelseshestene på dansk. Min mormor strøg straks ud og købte et eksemplar til hvert af sine fire børn. Hun havde hørt fortællingen oplæst af skuespiller Ingeborg Brahms i radioen i 1950. Og fortællingen om den lille ensomme pige Nonny, hendes onkel Cédric, den forsvundne skat og alle hestene som ikke længere var synlige, berørte min mormor dybt.

SPØGELSESHESTENE har mange temaer. Det er en lille fortælling på kun 45 sider (i min udgave fra forlaget Fremad), men alligevel er den stor. Fortællingen handler blandt andet om at blive forladt og om at savne. Min mormor havde prøvet at miste en ven i sin barndom, og at savne denne ven. Men dét der virkelig betog hende, var den grundlæggende fortælling om at miste evnen til at se, hvad der er virkelig værdifuldt i livet. 

I ET INTERVIEW med Paris Review fra 1956 fortæller Karen Blixen om, hvordan hun mener, at der er gået noget væsentligt tabt for de yngre generationer:
"Now look at these motors and motor-bicyles and noise and rushing about. It's what the young want, though: Speed is the greatest thing for them. But when I think of riding my horse - I always had a horse when I was a girl - I feel that something precious is lost to them today. Children of my day lived differently. We had little in the way of toys, even in great houses. Modern mechanical playthings, which furnish their own motion, had hardly come into existence. We had simpler toys and had to animate them. My love of marionettes springs from this, I think. I've tried my hand at writing marionette plays. One might of course buy a hobbyhorse, but we loved better a knottet stick personally chosen in the woods, which our imagination could turn into Bucephalus or Pegasus. Unlike children of today, who are content from birth to be observers - we were creators..." 
(fra "Isak Dinesen:The Art of Fiction" af Eugene Walter i Paris Review)
Blixen fortæller her om, at dengang hun var barn, havde børn ikke meget legetøj. I modsætning til moderne børn. Dengang da Blixen var barn, var kæpheste populære. Man kunne købe dem, men ifølge Blixen var der ikke noget bedre end at gå ud i skoven og udvælge sig en kæp til hest. En hest der kunne blive til Alexander den Stores berømte hest Bukephalos eller den bevingede hest Pegasus fra den græske mytologi. Dét Blixen siger her lyder som noget, man ofte hører ældre mennesker sige: "Dengang jeg var barn, havde vi kun en pind at lege med...., men idag er børn så forkælede!". Det er noget man som barn bliver ret træt af at høre. Men der er noget mere og ret spændende i Blixens ord, end bare en lovprisning af gamle dage. For hun siger, at i hendes barndom var børn aktive og skabende, i modsætning til moderne børn, der er henvist til at være passive og observerende. Dét er en væsentlig pointe.

I FORTÆLLINGEN Spøgelseshestene står modsætningen mellem det synlige og det usynlige helt central. Der er et skel mellem dem, der kun kan se det synlige (de voksne), dem der kan se det usynlige (børnene) og så de der kan se både det synlige og det usynlige (onkel Cédric / kunstnere generelt). I Blixens univers er det positivt at kunne se noget, andre ikke kan se, og at kunne se muligheder i noget, som andre opfatter som ingenting. Pointen er at tilværelsen rummer en anden rigdom end den økonomiske.

DET ER NØDVENDIGT at have penge, ja - og dejligt! Det giver frihed og uafhængighed. Afhængighed af andres penge, var noget Blixen oplevede selv. Men alligevel er der en - usynlig - løftet pegefinger i Spøgelseshestene. Man skal passe på med at blive så optaget af penge og finanser, at man lukker øjnene for en anden rigdom, nemlig dén der findes i forestillingsevnen. Det er denne rigdom der kommer til udtryk i billedkunsten, musikken og litteraturens verden. Denne rigdom er måske langt mere værdigfuld end guld og ædelstene?!

DET VAR DENNE POINTE min mormor satte særligt pris på ved Spøgelseshestene. Men selvfølgelig elskede hun hele fortællingen. Og især slutningen, som vi har diskuteret i årtier i familien. Hvad sker der med Nonny?

MIN MORMORS BEGEJSTRING har været værdifuld for mig, og jeg har i mange år gerne villet dele denne skat. Derfor er det skønt, at Trine Asmussens og min litteratursanseudstilling SPØGELSESHESTENE kan opleves i Vandrehallen i Hillerød fra den 8. oktober 2015 til 3. januar 2016. Min mormor ville have elsket deT!

Læs mere om Blixens inspiration fra den græske mytologi her.
Læs mere om Spøgelsesheste og andre heste her.