Dagens Kunsthistorie: KUNSTEN I DET HVIDE HUS

BARACK OBAMA BLEV GENVALGT og det betyder at familien Obama bliver endnu fire år i Det Hvide Hus - den amerikanske præsidents officielle bolig i Washington. Jeg har aldrig besøgt det Hvide Hus og har egentlig heller aldrig haft lyst til det, før jeg skrev kunsthistorien om Childe Hassam (læs her), hvis ene maleri hænger i Det Ovale Kontor. Nu har jeg faktisk fået en stor lyst til at besøge Det Hvide Hus.

I MIN RESEARCH til historien om Childe Hassam gik det op for mig, at Det Hvide Hus faktisk har en omfattende kunstsamling (bestående af ca. 450 værker, heraf 6 af Childe Hassam). Det vidste jeg jo egentlig godt, for jeg har læst om Jackie kennedy, der som præsidentfrue ommøblerede Det Hvide Hus og bragte det op på et andet niveau kunsthåndværksmæssigt, designmæssigt og kunstmæssigt. Bla. hev hun 8 glemte Cézanne-malerier frem fra depoterne. Hvis man er interesseret i at få mere at hvide om hvilke kunstværker der befinder sig i Det Hvide Hus kunstsamling, kan man undersøge det her.

DET HVIDE HUS er jo hverken et museum eller et galleri, og store dele af huset er offentligt tilgængeligt. De dele af huset besøges måske af gæster der kun får muligheden for at besøge huset en gang i deres liv, og derfor tilstræber man at der ikke ændres stort på den kunst og udsmykning og indretning der eksisterer, således at forventningerne ikke skuffes.

DET ER EN KOMITÉ der bestemmer, hvilke værker der kan indlemmes i Det Hvide Hus kunstsamling og hvilke værker der vises frem i den offentlige del af huset. Og det er en fond der tilvejebringer midlerne til eventuelle køb. Og det kan være ret svært at få noget igennem. Hillary Clinton havde store problemer med at få komitéen til at købe Georgia O'Keeffes Mountain at Bear Lake, Taos (1930), fordi - som kritikerne indvendte - det passede ikke til samlingen der primært består af værker fra det 18. og 19. århundrede. Men det lykkedes og maleriet hænger nu i Det Grønne Værelse.

ET AF KRITERIERNE for optagelse i samlingen er at kunstneren er død. Det gav Laura Bush problemer, da hun skulle overtale komitéen til at købe et værk af Andrew Wyeth (1917-2009). Heldigvis lykkedes det hende. Kort efter døde han og priserne på hans værker steg voldsomt og det ville derfor aldrig have været muligt for samlingen at erhverve et.

PRINCIPPET MED DE DØDE KUNSTNERE kan umiddelbart virke underligt, men når man tænker på at skiftende familier bebor huset hvert fjerde eller hvert ottende år, og at disse hver repræsenterer skiftende smag og ideologi etc., så er det måske et meget godt princip for at undgå en samling der er poppet.

PRÆSIDENTEN OG PRÆSIDENTFRUEN bestemmer hvad der skal hænge i deres private gemakker og i arbejdsværelserne. Og det er kotume at nye præsidenter låner værker fra samlinger og museer, der så kan hænge hos dem, mens de bebor huset. Laura Bush (1946, præsidentfrue fra 2011-2009) lånte et Helen Frankenthaler-maleri til de private gemakker, og George Bush hængte mindst seks billeder af landskaber fra Texas op i Det Ovale Kontor, bl.a. Tom Lea (1907-2001) Rio Grande. Men disse værker er leveret tilbage. For nu er det familien Obama, der bestemmer hvad der har hængt de sidste fire år og hvad der skal vedblive med at hænge de næste fire år! Men det er en anden Kunsthistorie!

Ugens Kunsthistorie: DONATIONER

DIREKTØREN på Stedelijk Museum Amsterdam - Ann Goldstein - befinder sig lige nu i en kæmpeskandale i Nederland. Det er kommet frem at museet er blevet tilbudt en samling malerier af den abstrakt ekspressionistiske kunstner Willem De Kooning (1904-1997), men at de aldrig har reageret på tilbuddet og derfor er donationen nu trukket tilbage.

DET VIDES IKKE præcist hvad donationen bestod af eller hvorfor medarbejderne på Stedelijk ikke besvarede tilbuddet.  Dette er naturligvis direktørens ansvar. Og resultatet er, at kritikken hagler ned over hende fra alle sider. Hun kritiseres især for ikke at være synlig og ikke at have formået at skabe opmærksomhed nok omkring Stedelijk Museum Amsterdam - der genåbner 23. september 2012 efter mange års ombygning.

PRINCIPIELT - og teoretisk bør ethvert museum tage imod donationer uden større overvejelser. Mange museumssamlinger er også afhængige af donationerne. Dels naturligvis pengedonationer, men i høj grad også værkdonationer. Det lyder altid fantastisk at nogen vil donere kunst og umiddelbart tænker man, at det da kun kan være noget, man kan tage imod med kyshånd og bukken og skraben. Men jeg har hørt mange klager fra museumsmedarbejdere over de værker, de bliver tilbudt. For der er langt imellem de gode tilbud.

JEG HAR ARVET TO SMÅ MALERIER fra min grandtante, der havde arvet dem fra sin far. Han havde købt dem i Amsterdam og de var signeret af Rembrandt. Så i generationer troede man i familien, at vi ejede to Rembrandter. Jeg er sikker på at den museumsmedarbejder der har fået lov til at se på disse 'værker' har fået sig et billigt grin. For godt nok var Rembrandt van Rijn (1606-1669) en meget produktiv maler, men disse har ikke og har aldrig haft meget til fælles med en original Rembrandt. Og sådan er det jo rundt omkring i familierne. Mange ligger inde med arvestykker, som man tror er mere værd end de i virkeligheden er. Museumsmedarbejderne kan jo ikke tillade sig at grine af tilbuddene, så de må pænt og høfligt afvise.


DET ER IKKE PROBLEMFRIT at modtage donationer. Der er rigtig mange forhold der skal tages i betragtning og grundige overvejelser der skal gøres: 1) Er værkerne museumsværdige, dvs. er de udført af en kunstner/ kunstnere som det er relevant at udstille på et museum, 2) Er værket en af Henry Heerup udsmykket plasticpose fra Irma, som der findes mange af eller er det noget særligt som museumsgæsterne også vil få noget særligt ud af at opleve på museet, 3) Passer værket/ værkerne ind i den aktuelle samling. Hvis museets samling eksempelvis fokuserer på Guldaldermalerier passer en Heerup-skulptur ikke nødvendigvis ind, 4) Er værket i en sådan stand, at det vil være en alt for kostbar opgave for museet at overtage ansvaret for værket, 5) Er det donerede værk dårligere end de værker, museet i forvejen ejer af kunstneren.

MEN det er ikke nok med det. For nogle gange følger der klausuler med donationerne, og selvom disse som regel (hvis donationen går igennem) hemmeligholdes, så kan det jo eksempelvis være at museet forpligter sig til at opkalde salen eller fløjen, hvor donationen hænger, for den glade givers navn. En anden ting er at man som museum ved at modtage en donation kan være med til at blåstemple en bestemt samler, selvom denne måske har tjent pengene på børnearbejde i Indien, kokainproduktion i Columbia eller våbensalg til Afghanistan.

FALDGRUBERNE er mange og rundt omkring på museerne sidder kunsthistorikere og river sig i håret over de donationstilbud de modtager. Rigtig mange må man afvise, men da ingen har lyst til skandalehistorier om at man afviste en Picasso ... eller en Willem De Kooning, bliver de fleste tilbud gransket rigtig nøje.

NETOP derfor er det så underligt, hvad der egentlig er sket på Stedelijk. Men den kunsthistorie må vi vente lidt på.

Ugens Kunsthistorie: FUGLSANG KUNSTMUSEUM

VARMEN er steget mig til hovedet. Med udsigt til overophedede Københavnske kontor- og industribygninger længes jeg efter de skønne pletter på Danmarkskortet, hvor man BÅDE kan vandre ude i naturskønne omgivelser OG svale sig i ventilerede udstillingssale - samt nyde kunst og kunst og ENDNU MERE KUNST!

FUGLSANG KUNSTMUSEUM er præcis svaret på mine hede bønner. Her kan naturen opleves på tæt hold med underskønne udsigter inklusive græssende køer og får. Man kan også slentre i den smukt anlagte park med de usædvanlige og hemmelighedsfulde træer. OG man kan køle sig ned i det lille, men veludstyrede kunstmuseum.

SAMLINGEN bliver grundlagt i 1887, hvor brygger Carl Jacobsen (1842-1914) opfordrer til at der oprettes en kunstsamling i tilknytning til Maribo Museum (åbner i 1890). I 1966 bliver kunstsamlingen adskilt fra det øvrige museum under navnet Lolland-Falsters Kunstmuseum. I 1989 skifter museet igen navn til Storstrøms Kunstmuseum. I 2004 giver bl.a. EU og Realdania tilsagn om økonomisk støtte til opførelsen af et nyt kunstmuseum ved Fuglsang gods. Museet tegnes af den engelske arkitekt Tony Fretton (1945), og åbner for publikum i 2008 - under navnet FUGLSANG KUNSTMUSEUM.

ARKITEKTEN Tony Fretton (født 1945) der bl.a. står bag Lisson Gallery (1986 og 1992), Camden Arts Centre (2004) i London og og Tietgens Ærgrelse (2010) i København, har med FUGLSANG KUNSTMUSEUM skabt et smukt museum med et minimalistisk uforstyrrende ydre (der kan minde om Silkeborg Kunstmuseum, KUNSTEN i Ålborg og sydfløjen på Louisiana Museum for moderne kunst), og et veludnyttet og meget praktisk indrettet indre. Udstillingssalene fordeler sig på hver side af en lang hall der også er en udstillingssal. For enden kan man sidde og nyde panoramaudsigten (en sofabænk ville måske være en idé?).

I DAG består samlingen hovedsageligt af dansk kunst fra slutningen af 1700-tallet til nutiden. Samlingen rummer mange perler. Blandt mine personlige favoritter er Harald Slott-Møllers fantastiske portræt af Agnes Slott-Møller (1862-1937). Hun står der så rank og levende i sin sorte kjole med læderbæltet som en stærk kontrast til broderier og broche. Den kvinde ville jeg have elsket at opleve live! Hvornår mon der kommer en solo-udstilling med og om hele hendes virke? Måske et projekt for Fuglsang – i samarbejde med andre museer?!

FREM TIL 22. AUGUST 2010 vises en mindre udgave af udstillingen Ø-skaber (oprindeligt vist på Brandts Klædefabrik) med bl.a. værker af Andreas Schulenburg, samt en spændende ophængning af værker fra museets samling.



NB: Gå endelig ikke glip af godsets park – for også her er der mulighed for at finde svale i bla. Cypressernes skygge!


Læs mere om Fuglsang Kunstmuseum her: www.fuglsangkunstmuseum.dk
Læs mere om Tony Fretton her: www.tonyfretton.com