SAMUEL JESSURUN DE MESQUITA

DE FLESTE KENDER M. C. ESCHER. Eschers motiver findes på plakater, forklæder, kagedåser og byg selv-modeller. Så selvom du ikke kender hans navn, kender du garanteret til hans matematisk komplicerede, surrealle og optiske konstruktioner. M.C. Escher var en nederlandsk billedkunstner, der levede fra 1898 til 1972. Han arbejdede primært med grafik (træsnit, litografi og raderinger) - en teknik der også egner sig godt til kopiering. Escher bliver uddannet på Technical College of Delft og Haarlem School of Architecture and Decorative Arts. En af hans lærere er Samuel Jessurun de Mesquita. 

SAMUEL JESSURUN DE MESQUITA (født 6. juni 1868-1944) var en nederlandsk billedkunstner, der især er kendt for sin spændende grafik. Han er idag især kendt for sine fugle-motiver. Disse er bl.a. blevet brugt på forsiden af  det nederlandske arkitekturtidsskrift Wendingen. Som man kan se på portrættet af hans 19-årige søn Jaap (ovenfor), behersker han også andre motiver. 

DE MESQUITAs FAMILIE VAR JØDISK, og selvom han ikke var religiøs, men han og hans familie i 1944 sendt til udryddelseslejre. De Mesquita og hans hustru Elisabeth blev dræbt i Auschwitz-Birkenau og sønnen Jaap blev formentlig dræbt i Therezienstadt. Efter at familien var blevet sendt afsted fra Amsterdam, lykkedes det Escher og nogle af sønnens venner at samle og bevare nogle af de Mesquitas værker for eftertiden. 

GID DE MESQUITA og hans familie aldrig bliver glemt!

HENK PEETERS

Henk Peeters: 5 stykker vat (1962).
Bomuldsvat på sortmalet baggrund.

DEN NEDERLANDSKE KUNSTNER HENK PEETERS (1925-2013) var en del af en generation af unge europæiske kunstnere der forsøgte at skabe en kunst, der passede til en samtid som de definerede som en moderne højteknologisk tid. I Frankrig dannedes kunstnergruppen Nouveau realistes med Yves Klein som frontfigur, og i Tyskland opstod gruppen Zero.

I VÆRKET 5 stykker vat fra 1962 viser Peeters hvad intentionen er. Baggrunden er malet sort, og  ovenpå er vattet sat i fem lige lange horisontale linier. Værket er fladt og kan hænge på væggen, og kan derfor tage et maleris plads. Det er formålsløst og det pynter. Dette billede er resultatet af en ekstrem reduktion af fænomenent maleri. Der er ingen genkendelige udtryk for individualitet. Til gengæld er det tænkt som en prototype, så kunstneren kan udlicitere produktionen af værket til en fabrik. Dette billede er  alt hvad et abstrakt ekspressionistisk kunstværk ikke er. Peeters ønskede at skabe kunst på nulpunktet! Nulpunktet af hvad man på daværende tidspunkt bettragtede som kunst.

PEETERS VAR EN DEL AF DEN NEDERLANDSKE KUNSTGRUPPE NUL. 'Nul' betyder også på nederlandsk 'nul' og 'ingenting'. Gruppen bestod udover Peeters af kunstnerne Armando, Jan Schoonhoven og Jan Hendriekse. Karakteristisk for Nul-kunstnernes kunst var brugen af moderne materialer og inddragelsen af beskuernes sanseapparat i kunsten. Kunstnerne arbejdede sammen til ca 1966.

NUL-KUNSTNERNE var optaget af spørgsmålene 1) Hvad er kunst? 2) Hvordan kan kunsten være en reflektion af samtiden? og 3) Hvad er kunstnerens rolle? Henk Peeters og hans kolleger var åbne for en søgen efter svar på disse spørgsmål og de var åbne for at denne søgen kunne foregå sammen med beskueren/publikum. Deres kunst var både en slags forslag til, hvordan man kan bruge industrielle materialer og samtidig forslag til andre eller alternative kunstskabelsesprocedurer.

VILMOS HUSZAR

ER DET IKKE LIDT FJOLLET AT ville gøre livet til et kunstværk? Er det ikke at give sig selv unødvendigt store udfordringer - ja, benspænd, kan man vel nærmest kalde det? Men dettte dogme, var der ikke desto mindre en gruppe arkitekter, filosoffer, designere, billedkunstnere (og ikke mindst mæcener) der arbejdede på at føre ud i livet i Nederland i 1920erne.

GRUPPEN De Stijl der bla. bestod af Mondrian, Bart van der Leck og Theo van Doesburg ønskede at gøre tilværelsen til et kunstværk. Stole, klæder, køkkener og huse skulle være kunst - intet skulle overlades til tilfældighederne. Og 1920ernes populærkultur blev en del af kunsten: Film, reklamer, jazzmusik og dans. 

VILMOS HUSZAR (1884-1960) ER ET MINDRE KENDT MEDLEM AF den mestendels nederlandske kunst og kulturbevægelse De Stijl. Han var født i Ungarn, men blev en vigtig del De Stijl. De Stijl er bl.a. kendt for deres geometrisering af det figurative. Huszar var særdeles optaget af bevægelse og dans. I de følgende tre malerier ser vi skøjteløbere og dansende mennesker. 

Vilmos Huszar: "Dansende", 1938-39. Olie på lærred.
Gemeentemuseum Den Haag.

Vilmos Huszar: "Dansepar", 1928. Olie på lærred.
Gemeentemuseum Den Haag.

Vilmos Huszar: "Skøjteløbere", 1917. Olie på lærred.
Gemeentemuseum Den Haag.

DE STIJL 100 ÅR!

De Stijl-inspirationen Nederland 2017

I ÅR ER DET HUNDREDE ÅR SIDEN at en gruppe nederlandsk-baserede kunstnere med en fælles interesse for at bevæge sig væk fra det to-dimensionelle maleri, samlede sig under navnet De Stijl. De Stijl betyder 'stilen' på nederlandsk. Også forfattere og arkitekter sluttede sig til grupppen, der talte omkring hundrede medlemmer. De kendteste er Piet Mondrian, Theo van Doesburg og Bart van der Leck samt arkitekten Gerrit Rietveld. Disse kunstnere og arkitekter arbejdede sig hen mod en geometrisering af det figurative og flere af dem endte med at blive helt abstrakte. De Stijl er idag især kendt for den enkle farvepalet bestående af råd-gul-blå-hvid og sort.

Fra Den Haag 2017

JUBILÆET FEJRES OVERALT I NEDERLAND I ÅR - hele året! Udover store udstillinger, bl.a. på Gementemuseum i den Haag og på Stedelijk Musuem Amsterdam, samt en række mindre flere steder i landet, ses entusiasmen både i det store og i det små. De store firmaers facader i den Haag er dekoreret med felter af rød-gul og blå geometriske former. Stationen er udsmykket i De Stijls ånd og man kan erhverve sig viskestykker, tandbørster og sokker med hyldest til De Stijl. Hvilket også viser hvor meget De Stijl kom til at betyde for nederlandsk design. Man kunne ønske sig at en oversigtsudstilling om De Stijl kunne find vej til Danmark i løbet af de kommende år.   

Bart van der Leck (1876-1958): The Drinker (1919/1952). Olie på lærred.

MEN DET VIRKELIGT INTERESSANTE VED DE STIJL er at der foregik en kamp for åbent lærred mellem det figurative og det abstrakte. Ovenfor kan man se maleriet The Drinker af Bart van der Leck, der viser et portræt af en person der holder et glas og har en meget rød næse. Men motivet er fragmenteret og nærmest opløst i geometriske former. Van der Leck undersøgte hvor meget man kunne fjerne uden at motivet forsvandt. 

Central Station i Den Haag 2017.

Information om De Stijl-fejringen i Nederland fås bl.a. her 

HISTORISKE BØRNETEGNINGER - CHRISTIAN DEN 4.s Børnetegninger

Tre Børnetegninger udført af Christian 4. Udaterede. Kilde: Rigsarkivet.

HER ER TRE BØRNETEGNINGER fra 1500-tallet. Man ved ikke præcist, hvornår de er udført, men vi ved, at det er Christian 4. (1577-1648), der har udført dem. Den øverste tegning viser os 10 større og mindre skibe i kamp på havet. Skibene er meget detaljeret beskrevet. Der er ingen tvivl om, at Christian har haft en viden om samtidens skibe og skibsarkitektur.

DET VAR EN AF 1500-TALLETS MODERNE NEDERLANDSKE OPFINDELSER at male malerier, hvor skibene og eventuelle kampe mellem dem blev et hovedtema i kunsten (se eksempel her). Denne slags malerier kaldes søstykker eller marine maleri. Når skibene var i kamp, kom himmel og hav også i oprør. Truende mørke skyer og blæst der fik bølgerne til at gå højt og skibene til at ligge skævt, var en del af sceneriet. Dette har Christian kendt til. Dengang produceredes det meste af kunsten i Danmark af Nederlandske kunstnere. I Christians Børnetegning er der også synlige bølger og blafrende flag.

PERSPEKTIVET i tegningen er både fra siden og lidt oppefra. Fugleperspektivet var tidligere meget almindeligt, men på dette tidspunkt er man begyndt at sænke perspektivet, så skibe og kampe beskrives mere realistisk og reportage-agtigt so er de registreret af en person der befinder sig på et andet skib. På grund af perspektivet ved vi, at Christian ikke selv har set dette slag, og det er faktisk meget muligt, at tegningen er en efterligning af et maleri.

UNDER ALLE OMSTÆNDIGHEDER er det ikke en tegning, der bygger på en direkte oplevelse, men den er heller ikke fri fantasi, da den rummer fine selvoplevede registreringer. Det er meget sandsynligt, at den unge Christian har fået fortællinger om fantastiske slag udkæmpet til søs, og at han har fundet dem spændende! Det er vel at sammenligne med, når børn i vores århudrede tegner krig. Se eksemplet her under, hvor den 8-årige Simon har tegnet et stort skib, der er under beskydning. Oppe i hjørnet har han også tegnet et kort, så vi ved hvor kampen finder sted.

"Morfars skib" af Simon Bang 8 år. Blyant og oliekridt på karton. Udført i 1969. (c) Simon Bangs Børnetegninger.

DEN ANDEN TEGNING af Christian den 4, viser to soldater i kamp. I denne tegning er der større sandsynlighed for, at han rent faktisk har set det, han tegner - samt at han tegner optrinnet, mens det sker. Hvis det er sådan det er foregået, viser det at han er ret god til at tegne og fastholde situationen. Desværre ved vi intet om disse tegninger, udover at det er Christian den 4. der har tegnet dem som barn/ ung. Og det giver jo rum til mange gætterier.

JEG KAN IGEN ikke lade være med at sammenligne Børnetegningerne fra 1500-tallet med de nærkampsoptrin, som børn i vore dage også er optaget af. Eksemplet herunder er igen fra samlingen Simon Bangs Børnetegninger (se mere her). Det er ikke en nævekamp som i Christian den 4.s tegning, men en kamp mellem to pistolbevæbnede cowboys:

"Skudduel" af Simon Bang 9 år. Blyant på papir. Udført i 1970. (c) Simon Bangs Børnetegninger. 

DEN TREDIE TEGNING af Christian 4. viser hvordan han får et almindeligt bogstav til at 'blomstre', og demonstrerer at han behersker Skrivekunsten og at han kan tegne abstrakte mønstre! Han var med andre ord i stand til at bruge tusch og pen, og desuden beherskede han - eller havde han kendskab til - samtidens tegne/ skrive konventioner.

DE TRE BØRNETEGNINGER VISER tilsammen, at Christian 4. var godt uddannet. Muligvis viser de også, at han var god til at tegne. I hvert fald fremgår det af dem, at han var god til at iagttage. Men det fremgår ikke om tegningerne blev tegnet af lyst eller af pligt.

NÅR MAN SER PÅ BØRNETEGNINGER i et historisk perspektiv, så bliver de for vore øjne dokumenter om ting og forhold og levet liv, der var (d)engang. Men vi opfatter dem naturligvis med vore dages briller. Udover at Christian 4. som kongebarn naturligvis var priviligeret og havde adgang til papir og blæk, vidner tegningerne om en uddannelse der lagde vægt på håndværksmæssige færdigheder og viden.

VI VED DESVÆRRE IKKE, hvem der har besluttet at disse tegninger skulle gemmes eller hvorfor. Der er stor forskel på, om det er barnet selv (som i Albrecht Dürers tilfælde), en lærer (der har ment at de var præstationer udover det sædvanlige, som burde fremhæves) eller om det er en arkivar/ historiker (der har ment at det var væsentlige dokumenter for eftertiden).

JEG ER BARN AF REFORMPÆDAGOGIKKEN, og kan derfor ikke lade være med at håbe, at hele Christian 4. barndom og ungdom ikke blot var stiv hofetikkette, uoverskuelige krav og terperi, men at netop disse Børnetegninger fortæller os, at der også var rum til lystfulde aktiviteter og leg. I kommende indlæg vender jeg tilbage til den pædagogiske vinkel på Børnetegninger.

I denne måned undersøger jeg Børnetegningen og de konventioner der knytter sig til denne. 
Læs med her:
Kunstformidlerens undren
KÆRT BARN MANGE NAVNE
BØRNETEGNINGER ER IKKE ALTID PÅ PAPIR

NAZITEGN PÅ FLYET

BØRNETEGNINGER FRA DEN SPANSKE BORGERKRIG

BØRNETEGNINGER FRA EN JØDISK GHETTO
BØRNETEGNINGER FRA EN JØDISK GHETTO 2
FRIEDL DICKER-BRANDEIS
HELGA WEISSOVA-KOSKAU

YVES CONGAR

Ugens Kunsthistorie: DONATIONER

DIREKTØREN på Stedelijk Museum Amsterdam - Ann Goldstein - befinder sig lige nu i en kæmpeskandale i Nederland. Det er kommet frem at museet er blevet tilbudt en samling malerier af den abstrakt ekspressionistiske kunstner Willem De Kooning (1904-1997), men at de aldrig har reageret på tilbuddet og derfor er donationen nu trukket tilbage.

DET VIDES IKKE præcist hvad donationen bestod af eller hvorfor medarbejderne på Stedelijk ikke besvarede tilbuddet.  Dette er naturligvis direktørens ansvar. Og resultatet er, at kritikken hagler ned over hende fra alle sider. Hun kritiseres især for ikke at være synlig og ikke at have formået at skabe opmærksomhed nok omkring Stedelijk Museum Amsterdam - der genåbner 23. september 2012 efter mange års ombygning.

PRINCIPIELT - og teoretisk bør ethvert museum tage imod donationer uden større overvejelser. Mange museumssamlinger er også afhængige af donationerne. Dels naturligvis pengedonationer, men i høj grad også værkdonationer. Det lyder altid fantastisk at nogen vil donere kunst og umiddelbart tænker man, at det da kun kan være noget, man kan tage imod med kyshånd og bukken og skraben. Men jeg har hørt mange klager fra museumsmedarbejdere over de værker, de bliver tilbudt. For der er langt imellem de gode tilbud.

JEG HAR ARVET TO SMÅ MALERIER fra min grandtante, der havde arvet dem fra sin far. Han havde købt dem i Amsterdam og de var signeret af Rembrandt. Så i generationer troede man i familien, at vi ejede to Rembrandter. Jeg er sikker på at den museumsmedarbejder der har fået lov til at se på disse 'værker' har fået sig et billigt grin. For godt nok var Rembrandt van Rijn (1606-1669) en meget produktiv maler, men disse har ikke og har aldrig haft meget til fælles med en original Rembrandt. Og sådan er det jo rundt omkring i familierne. Mange ligger inde med arvestykker, som man tror er mere værd end de i virkeligheden er. Museumsmedarbejderne kan jo ikke tillade sig at grine af tilbuddene, så de må pænt og høfligt afvise.


DET ER IKKE PROBLEMFRIT at modtage donationer. Der er rigtig mange forhold der skal tages i betragtning og grundige overvejelser der skal gøres: 1) Er værkerne museumsværdige, dvs. er de udført af en kunstner/ kunstnere som det er relevant at udstille på et museum, 2) Er værket en af Henry Heerup udsmykket plasticpose fra Irma, som der findes mange af eller er det noget særligt som museumsgæsterne også vil få noget særligt ud af at opleve på museet, 3) Passer værket/ værkerne ind i den aktuelle samling. Hvis museets samling eksempelvis fokuserer på Guldaldermalerier passer en Heerup-skulptur ikke nødvendigvis ind, 4) Er værket i en sådan stand, at det vil være en alt for kostbar opgave for museet at overtage ansvaret for værket, 5) Er det donerede værk dårligere end de værker, museet i forvejen ejer af kunstneren.

MEN det er ikke nok med det. For nogle gange følger der klausuler med donationerne, og selvom disse som regel (hvis donationen går igennem) hemmeligholdes, så kan det jo eksempelvis være at museet forpligter sig til at opkalde salen eller fløjen, hvor donationen hænger, for den glade givers navn. En anden ting er at man som museum ved at modtage en donation kan være med til at blåstemple en bestemt samler, selvom denne måske har tjent pengene på børnearbejde i Indien, kokainproduktion i Columbia eller våbensalg til Afghanistan.

FALDGRUBERNE er mange og rundt omkring på museerne sidder kunsthistorikere og river sig i håret over de donationstilbud de modtager. Rigtig mange må man afvise, men da ingen har lyst til skandalehistorier om at man afviste en Picasso ... eller en Willem De Kooning, bliver de fleste tilbud gransket rigtig nøje.

NETOP derfor er det så underligt, hvad der egentlig er sket på Stedelijk. Men den kunsthistorie må vi vente lidt på.

Dagens Kunsthistorie: ADOPTÉR ET KUNSTVÆRK - MUSEER I KRISE

José Clemente Orozco: The Masses (1935)

PÅ VAN ABBE MUSEET - i Eindhoven i Nederland - ville man i jubilæumsåret 2011 gerne vise et værk af Richard Long The Wood Circle (1977). Men dette kunne kun lade sig gøre, hvis museet købte værket. For at muliggøre det skabte man dette charmerende publikumsprojekt - se her.

KRISEN KRADSER I EUROPA og det betyder, at der naturligvis alle steder må spares. I Nederland har dette især konsekvenser for store dele af kulturlivet. Protesterne fra kulturpersonligheder i hele Europa og de store nationale kulturinstitutioner har ikke fået regeringen til at ændre på spareplanerne.

MUSEERNE skal for færre penge levere det de plejer: forskning, publikumsaktiviteter og formidling samt vedligeholdelse af samlingerne. Vedligeholdelse af samlingerne betyder indkøb af relevante værker (som på Van Abbe Museet) og - især - restaurering. For at leve op til forpligtelserne tvinges kulturinstitutionerne til at gå nye og særdeles kreative veje. Således kan man på Frans Hals Museet i Haarlem adoptere et maleri - læs her.

ADOPTION AF ET KUNSTVÆRK kaldes også crowdfunding og det klinger fælt i mine ører. Det virker så vilkårligt - og er næste skridt ikke salg fra samlingen som der går rygter om fra Orlogsmuseet i Danmark? Når værket hænger på en offentligt støttet institution, må man formode at man har betalt til det via skatten. Desuden betaler man jo også for at komme ind. Og dermed burde samlingerne være sikret mod vilkårlighed.

JEG KOMMER I TANKE om et velgørenhedsprojekt, jeg så i et supermarked i London i vinter. Supermarkedet ville give penge til et projekt, men ville samtidig lade sine kunder bestemme hvilket projekt, der skulle have penge. Fem fantastiske sociale projekter - alle værd at støtte - skulle så konkurrere mod hinanden og overgå hinanden i nød og elendighed. Det var helt forfærdeligt, at kun et af disse projekter ville modtage støtte.

OVERFØRER man denne model til kunstverdenen (må det aldrig ske!), kommer samlingerne selvfølgelig til at indeholde VORES KUNST, men kriterierne for udvælgelsen bliver ikke længere rent faglige.

KULTURINSTITUTIONERNE i Nederland og i England forklarer sig med, at crowdfunding rent faktisk er publikumsprojekter, der er med til at engagere gæsterne yderligere i museets ve og vel. Og donorerne bliver til ambassadører for museet.

IDEELT SET synes jeg, at museumsgæsten altid skal blive en ambassadør for museet og samlingerne efter det vellykkede besøg. Ikke blot den museumsgæst der donerer penge til udvalgte værker, men alle museumsgæster. Indsamling af særlige midler kan man forbeholde medlemmerne af museumsklubben ved særlige medlemsarrangementer.

Dagens Kunsthistorie: 3 KUNSTSTEDER I HAARLEM

HAARLEM ER EN LILLE BY udenfor Amsterdam. Efterhånden er den næsten groet sammen med Amsterdam, så den er blevet til en forstad. Det tager ca. en halv time med tog og et par timer på cykel at komme dertil fra Amsterdam. Haarlem har, udover sin spændende arkitektur og de fantastiske små indre gårdanlæg, tre store permanente kunstoplevelser at byde på.

KUNSTHISTORIER har tidligere skrevet om det forunderlige Teylers Museum - Nederlands ældste museum (se her). Men byen rummer også Frans Hals Museet og museet De Vleeshal - nu DE HALLEN HAARLEM og disse tre museer betyder, at man sagtens kan tilbringe en dag eller to i Haarlem: 

1) Teylers Museum

Museet rummer en stor og fascinerende samling af mineraler og sten, og i anledning af denne samling vises udstillingen TIL TOPS. Expedition Mont Blanc frem til 9. september 2012.

Museet har også aktiviteter for børn. Læs mere om udstillingen og samlingen her: www.teylersmuseum.eu

2) Frans Hals Museet

Frans Hals var en af de berømteste portrætmalere i Nederlandsk guldalder (det 17. århundrede). Han specialiserede sig i portrætter, og museet har den største samling af hans værker. Samlingen rummer også værker af hans samtidige og efterfølgere.

Lige nu udstiller museet 17 af hans mesterværker.

På museet findes også et af verdens smukkeste dukkehuse.

Læs mere om udstillingen her: www.franshalsmuseum.nl

3) DE HALLEN HAARLEM

De Hallen Haarlem viser frem til 2. september 2012 sommerudstillingen TIL HAVS. HAVET I NEDERLANDSK KUNST SIDEN 1850. På udstillingen kan så forskellige nederlandske kunstnere som Isaac Israëls (1865-1934), Charley Toorop (1891-1955), Jan Dibbets (1941) og Rineke Dijkstra (1959) opleves.

Læs mere om udstillingen her: www.dehallen.nl