onsdag den 30. september 2009

Ugens Kunsthistorie: LJUNGBERGMUSEET


Kender man ikke LJUNGBERGMUSEET er det ikke underligt, men ærgerligt! For her er virkelig tale om en lille kunstperle. LJUNGBERGMUSEET ligger på Strandgatan 5 i Ljungby, Småland, Sverige. Udefra ser det ikke ud af så meget. Det ligner nærmest en privat bolig. Men LJUNGBEGRMUSEET må være enhver kunstners drøm om et museum, hvor hendes / hans værker kan blive udstillet, kontekstualiseret, perspektiveret, seriøst undersøgt og formidlet for et interesseret publikum.

LJUNGBERGMUSEET blev opført i 1990 på foranledning af kunstneren Sven Ljungberg. Det ligger i forlængelse af ægteparret Ann Margret Dahlquist-Ljungberg og Sven Ljungbergs pittoreske bolig, og museet huser deres tegninger, malerier, grafik, bøger og andre illustrationer. Museet blev udvidet i 2002 og arkitekten er ægteparrets søn Pontus Ljungberg (1945), der også stod for opførelsen af hovedbygningen i 1990. Pontus Ljungberg er chef for museet. På alle måder er der altså tale om et familieforetagende. Museet er privat og blev opført og drives idag med private midler - men fremstår meget professionelt. Hvert år vises én eller flere udstillinger ofte i samarbejde med andre museer (eksempelvis HØST-museet). Og LJUNGBERGMUSEET har - som alle andre museer - både en cafe, en butik, en filmsal og et kunstpædagogisk værksted.

Museets arkitektur er en fornøjelse. Alt er lyst på grund af de mange behagelige vindueslyskilder. Her er ovenlys og lysgårde samt glas mellem etagerne - men ingen modernistiske vinduesvægge (der også udstiller beskueren). Måske skyldes dette at museet især viser malerier og grafik, og væggene derfor er vigtig udstillingsplads. Her er vel 8-9 sale / gangarealer - alle udnyttet optimalt. I de åbne rumforløb, markeres overgangene fra rum til rum af det lysegrønt malede træværk.

Ann Margret Dahlquist-Ljungberg (1915-2002) blev uddannet på det svenske kunstakademis grafiske skole i årene 1936 - 1941. Hun skrev digte, udgav romaner, illustrerede bøger, udførte bogomslag samt teaterdekorationer. I sine illustrationer er hun orienteret mod en karikeret ekspressionisme á la den tyske kunstner Georg Grosz. Hun var desuden stærkt engageret i kvindesagen og miljøet.

Sven Ljungberg (1913) arbejder med maleri, mosaikker og grafik. I sine malerier og træsnit registrerer han hverdagen i den lille by på landet: den blomstrende busk, den gamle onkels enorme brændestabel, den stolte kat, hjørnet af køkkenet med løg og kurven med æbler, Ljungbys busholdeplads i snevejr og Salutorget med marked samt det blå blå maleskur i et gult gult efterårslandskab. Hans stil er realistisk grænsende til det naivistiske.

Sven Ljungberg er den af de to kunstnere der officielt er mest anerkendt. Han har blandt andet været rektor for akademiet i Stockholm og i den forbindelse fik han til opgave at udforme nobelprismodtager-certifikatet. Det er hans værker, der fylder det meste af museet.

Sven Ljungberg fylder også visuelt i Ljungby. Når man går fra museet ud i byen, virker det som om udstillingen fortsætter. Dels genkender man flere af motiverne fra hans malerier. Dels har hans familie farvesat Ljungby. I slutningen af 1800-tallet kom Elof Ljungberg til Ljungby. Han var uddannet malermester og autodidakt arkitekt, og han tegnede flere af husene i Ljungby. Hans ældste søn Sigge Ljungberg (1906-?) overtog firmaet, og sammen med broderen Sven satte han sit specielle farvepræg på byen. Sigge Ljungberg malede også - men hans stil er totalt naivistisk og synes nært beslægtet med russisk folklore.

LJUNGBERGMUSEET er som en tidslomme der præsenterer os for livet i en lille by hvor årstiderne skifter og hverdagen går sin stille gang. Et liv der leves tilsyneladende fjernt fra alt moderne og hurtigt og stressende, men alligevel i det 20. og 21. århundrede. At besøge LJUNGBERGMUSEET er som at stille tilværelsens fjernbetjening på pause: det er en fornøjelse!

Åbningstider: Tirsdag - Fredag kl. 12 - 17, Lørdag - Søndag kl. 12 - 16.
Priser: 50 svenske kroner.
Kontakt: info@ljungbergmuseet.se
Mer information: www.ljungbergmuseet.se

fredag den 18. september 2009

UGENS KUNSTHISTORIE: Det er farligt at elske!

I den tyske forfatter Erich Maria Remarques (1898-1970) roman Triumfbuen (1946) er der en fantastisk passage om kærlighed. Måske den bedste om det emne jeg nogensinde har læst. Den handler om bølgen og klippen som elsker hinanden. Men klippen er højt hævet over bølgen. For at blive forenet med sin elskede slår bølgen hårdere og hårdere mod klippen indtil klippen til sidst falder i vandet. I den korte lykkelige stund de forenes udslettes klippen - og bølgen er alene.

For lidt over et århundrede siden skrev filosoffen Nietszche at 'gud er død'. Det er en gammel påstand, der har været genstand for megen debat og stadig er aktuel og afsæt for mange diskussioner. Den diskussion er ikke emnet for Ugens Kunsthistorie. Emnet er 'at elske'.

På den netop lukkede sommerudstilling på Veksølund (Læs Månedens Kunsthistorie August på http://www.kunsthistorier.dk/.) viste Christian Lemmerz et tankevækkende værk. Basen er hvid marmor og ovenpå denne er placeret en lidt mindre sort form. Værket er rektangulært og minder i sin form om en kiste. Fra midten stikker en guldfarvet form op, der minder om finnen på en fisk. Herfra er der ikke langt til at antage at det sorte er et havdyb der næsten har opslugt guldet. I både sin organiske form og sit pudsede materiale er denne form en kontrast til det rektangulære.

Værket hedder 'Guds Rygrad'. Hvordan ser Gud egentlig ud? Jeg har altid forbundet Gud med noget ophøjet, noget der befinder sig i luften over os alle og kan se alting. Gud er et væsen eller en kraft, der er transperant og uden fysisk krop. Og i hvert fald uden en rygrad. Dette skal ikke forstås som at Gud udfører ryggesløse handlinger, men forskellen på et menneske og gud ligger netop i rygraden. Når jeg forestiller mig den guddommelige kraft er det som stråler og et gyldent lys der falder på og flyder over de der vil rammes. Jeg opfatter den gyldne form i Lemmerz værk som en guddommelig repræsentation - eller rettere som Gud.

Når man betragter værket står man i bogstaveligste forstand over det og ser ned på 'Guds Rygrad'. Dette er i høj grad i modstrid med forestillingen om at Gud er over os. Mennesket er i forhold til indholdet i denne skulptur over Gud. Og er det Guds ryg(rad) vi står og ser på, kan man konstatere at Gud har vendt os ryggen. Når man vender nogen ryggen, lægger man en afstand og distance til dem. Det er en handling. Men i dette tilfælde ser det ikke ud som om det guddommelige har handlet. Det ser snarere ud som om det guddommelige er blevet opslugt af materialet, af det sorte dyb; af intetheden, ensomheden og mørket. Gud er druknet - Gud er død!

Hvad er der sket - hvorfor er Gud død? Er det fordi Gud blev menneskelig? Hvem gav Gud en rygrad? Ville vi så gerne forenes med det Guddommelige og få Gud ned på jorden, og blive som os selv, at vi forsynede det med den fatale rygrad? Når man bliver menneskelig bliver man også forgængelig. Var vi som bølgen og elskede Gud så blindt og så kraftfuldt, at vi slog Gud ihjel?

Oplev mere Christian Lemmerz på Statens Museum For Kunst på udstillingen LARGO - frem til 6. marts 2010.