ENDNU MER CAILLEBOTTE: DE SLAGTEDE KROPPE I KUNSTEN

Gustave Caillebotte: Slagtet Kalv (ca. 1882)

DA JEG SÅ GUSTAVE CAILLEBOTTES SLAGTEDE KALVEKROP FØRSTE GANG, troede jeg at der var sket en fejl. At maleriet var blevet tilskrevet Caillebotte (1848-1894), men i virkeligheden var malet af Francis Bacon. (Læs mere om Caillebottes slagtede dyrekroppe her).

Francis Bacon: Studier til Korsfæstelse, 1962.

JEG VED IKKE, om Bacon nogensinde har set Caillebottes malerier. Men hvis han har, har Bacon brugt de slagtede kroppe til at fortælle en historie om det korsfæstede individ, om lidelse og den svære eksistens. En fortælling om at være menneske i det 20. århundrede.

John Deakin: Francis Bacon (1952)

VED EN HURTIG UNDERSØGELSE AF SLAGTEDE DYREKROPPE I KUNSTEN blev det tydeligt at hverken Caillebotte eller Bacon har patent på dette motiv.

DEN NEDERLANDSKE KUNSTNER Pieter Aertsen (1508-1575) malede maleri A Meat Stall with the Holy Family Giving Alms  i 1551. Motivet er religiøst med den flygtende familie, men det der fylder mest på lærredet er en markedsbod fyldt med kød, der ikke umiddelbart har nogen sammenhæng med det religiøse motiv. Markedsboden og kødet henviser til hverdagsliv og overflødighed. Her er alle former for kød og dyr.  

Pieter Aertsen: A Meat Stall with the Holy Family Giving Alms (1551)

Rembrandt van Rijn: Slagtet okse (1655)

REMBRANDT VAN RIJN (1606-1659) malede også slagtede dyr. Hans slagtede okse fra 1655 er ophængt som motiv isoleret fra andre genstande. Den ophængte dyrekrop minder nærmest om en menneskekrop. Lyset er ikke skarpt, og man ser ikke tydeligt dyrekroppen eller rummet den hænger i. Det meste af billedet ligger i skygge.

Lovis Corinth: Slagtet okse (1905)

LOVIS CORINTH (1858-1925) var optaget af kroppen og af kød, og malede både mennesker og dyr. Slagterbutikker og slagtehaller lagde ofte motiver til hans værker. Dette maleri fra 1905 er fra en slagtehal - og minder en hel del om Rembrandts. Blot er kvinden i baggrunden en indikation på at denne dyrekrop hænger i en slagtehal, hvor dyr på samlebånd sprættes op, og blodet sprøjter.

TIL SAMMENLIGNING ER CAILLEBOTTES SLAGTEDE KALV (se billedet øverst) nærmest komisk pyntet og pertentligt ophængt, og detaljeret skildret. Der er ingen lidelse, intet blod, snavs, mørke eller hårdt arbejde. Baggrunden er delt af det hvide gardin på gardin stang og bagved/ ovenover den røde træskodde. En smal sort kant i venstre side, formentlig vinduesrammen, indikerer et lidt skævt perspektiv. Kroppen hænger på en træbøjle, der er ophængt i en jernring. Kroppen er pyntet med både en guirlande og en rose. 

HVIS GUSTAVE CAILLEBOTTES slagtede kalv fortæller noget om at være menneske i det 19. århundrede (som Bacon i det 20. årh.), fortæller den om et fokus på nydelse og ikke lidelse. Butikkernes varer stilles op, så de frister den forbipasserende. Det er reklamen, Caillebotte her har malet. Og det er en reklame, der stadig bruges og stadig virker i det 21. århundrede. Idag hedder den forbipasserende ikke en flanør, men en turist. Og dem er der mange af i Paris!

Læs mere om Caillebotte her.

RIJKSMUSEUM 2013

RIJKSMUSEUM i Amsterdam har været lukket meget længe. Ligesom Stedelijk Museum Amsterdam. Der har været et stort behov for en modernisering af disse store kunstsamlinger, og det er nu sket. Selvom vi er mange de rhar undret os over, hvorfor i alverden det lige skulle ske samtidigt!

JEG KAN HUSKE da de lukkede Rijksmuseum i 2004, og den furore og de stærke følelser det vakte. Rijksmuseum rummer nemlig ikke blot Nederlands men også en af verdens væsentligste samlinger af kunst fra 1700 og 1800-tallet med værker af bl.a. Rembrandt og Vermeer. Jeg husker især et tv-interview med en ældre dame i kørestol, der med tårer i øjnene sad foran det lukkede museum og regnede ud at hun ikke ville komme derind før hun døde.

NU ER DET ÅBNET - og vi stiller os alle glade op i de lange køer foran arkitekt Pierre Cuypers museumsbygning fra 1885, for at komme ind at se eller gense alle kunstskattene. Bygningen er smukt restaureret af de spanske arkitekter Antonio Cruz og Antonio Ortiz, og alle værker er meget smukt sat op sammen med møbler og håndværk fra samme periode. Det er en utrolig fin formidling, der både taler til 7årige og 73årige. Og bortset fra The Nightwatch af Rembrandt er alle værker til at komme til. Selv dukkehusene.

MEN SOM MED ALLE ANDRE ÆGTE SKATTE er det svært at komme ind. Medmindre man har en særlig guide eller er i kørestol/ med barnevogn. For så bliver man elegant gelejdet hen til en skjult elevator, der bringer een udenom køerne og ned i publikumsetagen. Men det er også det eneste held man har i kørestol/ med barnevogn. For herefter skal man kæmpe om museets to bittesmå elevatorer om at komme om på 1., 2. og 3. sal - der hvor kunsten er!

MUSEETS to indergårde er blevet overdækkede, og det betyder at der er kommet et kæmpe publikumsareal med butik, cafe/ restaurant og garderober. Problemet er bare, at derer noget galt med logistikken. Først står man i lange køer for at komme ind i museet igennem to bittesmå døre. Derefter står man i lange køer for at købe billetter - for derefter at stille sig i lange køer til garderoben. Jeg undrer mig over, hvordan man har planlagt dette inden man gik igang. Har man slet ikke set på erfaringer fra andre museumsombygninger rundt om i verdenen?

GOD KUNSTFORMIDLING handler om lettere adgang til kunst. Hvis det er vanskeligt at komme til fysisk, påvirker dette også forståelsen og især nydelsen af kunsten. God kunstformidling er baseret på og ofte afhængig af publikumsvenlighed. Og det var da også dét, der var intentionen med denne ombygning. Men lettere fysisk adgang til kunsten er desværre ikke helt lykkedes med ombygningen af Rijksmuseet. I hvert fald ikke indenfor.

 

 

Ugens Kunsthistorie: DONATIONER

DIREKTØREN på Stedelijk Museum Amsterdam - Ann Goldstein - befinder sig lige nu i en kæmpeskandale i Nederland. Det er kommet frem at museet er blevet tilbudt en samling malerier af den abstrakt ekspressionistiske kunstner Willem De Kooning (1904-1997), men at de aldrig har reageret på tilbuddet og derfor er donationen nu trukket tilbage.

DET VIDES IKKE præcist hvad donationen bestod af eller hvorfor medarbejderne på Stedelijk ikke besvarede tilbuddet.  Dette er naturligvis direktørens ansvar. Og resultatet er, at kritikken hagler ned over hende fra alle sider. Hun kritiseres især for ikke at være synlig og ikke at have formået at skabe opmærksomhed nok omkring Stedelijk Museum Amsterdam - der genåbner 23. september 2012 efter mange års ombygning.

PRINCIPIELT - og teoretisk bør ethvert museum tage imod donationer uden større overvejelser. Mange museumssamlinger er også afhængige af donationerne. Dels naturligvis pengedonationer, men i høj grad også værkdonationer. Det lyder altid fantastisk at nogen vil donere kunst og umiddelbart tænker man, at det da kun kan være noget, man kan tage imod med kyshånd og bukken og skraben. Men jeg har hørt mange klager fra museumsmedarbejdere over de værker, de bliver tilbudt. For der er langt imellem de gode tilbud.

JEG HAR ARVET TO SMÅ MALERIER fra min grandtante, der havde arvet dem fra sin far. Han havde købt dem i Amsterdam og de var signeret af Rembrandt. Så i generationer troede man i familien, at vi ejede to Rembrandter. Jeg er sikker på at den museumsmedarbejder der har fået lov til at se på disse 'værker' har fået sig et billigt grin. For godt nok var Rembrandt van Rijn (1606-1669) en meget produktiv maler, men disse har ikke og har aldrig haft meget til fælles med en original Rembrandt. Og sådan er det jo rundt omkring i familierne. Mange ligger inde med arvestykker, som man tror er mere værd end de i virkeligheden er. Museumsmedarbejderne kan jo ikke tillade sig at grine af tilbuddene, så de må pænt og høfligt afvise.


DET ER IKKE PROBLEMFRIT at modtage donationer. Der er rigtig mange forhold der skal tages i betragtning og grundige overvejelser der skal gøres: 1) Er værkerne museumsværdige, dvs. er de udført af en kunstner/ kunstnere som det er relevant at udstille på et museum, 2) Er værket en af Henry Heerup udsmykket plasticpose fra Irma, som der findes mange af eller er det noget særligt som museumsgæsterne også vil få noget særligt ud af at opleve på museet, 3) Passer værket/ værkerne ind i den aktuelle samling. Hvis museets samling eksempelvis fokuserer på Guldaldermalerier passer en Heerup-skulptur ikke nødvendigvis ind, 4) Er værket i en sådan stand, at det vil være en alt for kostbar opgave for museet at overtage ansvaret for værket, 5) Er det donerede værk dårligere end de værker, museet i forvejen ejer af kunstneren.

MEN det er ikke nok med det. For nogle gange følger der klausuler med donationerne, og selvom disse som regel (hvis donationen går igennem) hemmeligholdes, så kan det jo eksempelvis være at museet forpligter sig til at opkalde salen eller fløjen, hvor donationen hænger, for den glade givers navn. En anden ting er at man som museum ved at modtage en donation kan være med til at blåstemple en bestemt samler, selvom denne måske har tjent pengene på børnearbejde i Indien, kokainproduktion i Columbia eller våbensalg til Afghanistan.

FALDGRUBERNE er mange og rundt omkring på museerne sidder kunsthistorikere og river sig i håret over de donationstilbud de modtager. Rigtig mange må man afvise, men da ingen har lyst til skandalehistorier om at man afviste en Picasso ... eller en Willem De Kooning, bliver de fleste tilbud gransket rigtig nøje.

NETOP derfor er det så underligt, hvad der egentlig er sket på Stedelijk. Men den kunsthistorie må vi vente lidt på.