 |
| En vigtig del af dOKUMENTA-udstyret! |
SÅDAN har det været med alle de Documentaer, jeg indtil nu har oplevet. Min første var Documenta 10, hvor Johan Grimonprez' værk DIAL HISTORY var en uforglemmelig oplevelse. På Documenta 11 skabte Okwui Enwezor og hans fantastiske team et banebrydende globalt udstillingskoncept, der viste at der skam også skabes kunst udenfor den vestlige kultursfære. På Documenta 12 var den polske kunstner Artur Zmijewski blandt højdepunkterne.
FOR EN KUNSTELSKER er Documenta en fantastisk mulighed for at svælge i kunst. Documentaer synes at være uendelige, og der er altid noget, man desværre ikke har fået med. Men det betyder ikke så meget, for hovedkonceptet står for det meste alligevel klart. Jeg indrømmer at jeg er positiv før start, men jeg er heller aldrig blevet skuffet over en Documenta-udstilling i Kassel.
dOCUMENTA 13 er en gedigen kunsthistorisk baseret udstilling der i sit udgangspunkt vil gøre og være alt bortset fra logocentrisk. Med så bredt et udgangspunkt kan man næsten ikke støde nogen. Og alligevel synes jeg, at der er småting man kan anfægte ved dette års udstilling.
FØRST OG FREMMEST er hovedudstillingen på Fredericianum præget af kødannelser. Der er begrænsning på det antal besøgende, der kan være i flere af rummene, bl.a.det meget vigtige 'hjernerum'. Dette naturligvis af hensyn til værkerne og fordi der - heldigvis - er rigtig mange der besøger Documenta. Men jeg kan blive nervøs for at mange vælger køen og dermed 'hjernen' fra. Derfor virker det elitært at arrangere sig sådan.
MIN ANDEN ANFÆGTELSE er, at rigtig mange gode kunstværker forbindes med kunstnernes biografi på en sådan måde at man spores væk fra værket og blot ser det som en illustration af en (lidelses)historie.
BORTSET fra disse anfægtelser, er dOCUMENTA 13 en stor udstilling med stof til megen eftertanke. Og jeg vil anbefale alle at tage dertil! Man skal blot huske gode vandresko, en flaske vand og den tykke grønne guidebog. Rigtig god fornøjelse!
Hej Naja
SvarSletJeg er meget enig i at en tur på d13 altid er en herlig tur i kunstkarusellen og der er rigtig mange gode værker med denne gang.
Men jeg er også enig i at udstillingen ikke er uden problemer. Fx. som du nævner, er køerne til "hjernen" frygtelig lange og der kan kun være ca 50 personer i rummet.
I samme bygning er de første store rum til højre og til venstre for indgangen gabende tomme. Det som de kalder for den "Radikale luftighed. Lokaler der hver især sagtens sagtens kan rumme 200 mennesker . Det ene er viet til en minde udstilling med tre objekter fra den første dokumentaudstilling i 55 og det andet rum af samme dimensioner, er viet til kunstneren Kai Althoffs håndskrevne brev, hvor han forklarer at han på tidspunktet for invitationen til at deltage i udstillingen, ikke føler sig opgaven voksen og i øvrigt stiller spørgsmål ved sin fremtidige kunstneriske retning. Jeg er enig med dig i at det virker meget elitært og samtidig jeg indrømme at min trang til at stå i kø i en halv time, ikke var større end at jeg godt kunne nøjes med at læse om "hjernen" i den grønne bog. Ikke mindst, når der nu er så mange andre fantastiske ting at se på.
ASGER HUNOV
__________________________
WEBREDAKTØR OG DIGITAL KULTURFORMIDLER