tirsdag den 25. december 2018

Emiliano Di Cavalcanti: BRASILIEN

Emiliano Di Cavalcanti - Femme a l'oiseau
Woman with a bird (1961). Olie på lærred.
DEN BRASILIANSKE KUNSTNER Emiliano Di Cavalcanti (1897-1976) udførte i 1961 maleriet Kvinde med en fugl. Maleriet viser en stor, svulmende kvinde med brun hud og sort hår liggende op en grønternet undergrund omgivet af den på samme måde, svulmende, eksotiske og overvældende brasilianske flora. Hun holder en lille grøn fugl i sin store hånd. Bag hende ses også en papegøje. Farverne i baggrunden er også farverne i det brasilianske flag.

SIDEN MIDTEN AF 1920ERNE var brasilianske kunstnere optaget af at skabe deres egen kunst fri for europæisk indflydelse. For en nation og region hvis historiske skæbne og udvikling siden 1500-tallet havde været præget, domineret og forstyrret af påført europæisk kultur, religion og politik blev det væsentligt ikke blot at løsrive og frigøre sig fra det udefrakommende, men at finde ind til hvad der så egentlig var / er denne nations egenart og kunsteriske udtryk. Denne periode kan sammenlignes med den danske guldalder i første halvdel af 1800-tallet.
Relateret billede
Emilio Di Cavalcanti: Samba (1925). Olie på lærred.
I 1928 SKREV DEN BRASILIANSKE DIGTER Oswald De Andrade manifestet Manifesto Antropofago, der handlede om at istedet for at lade andre kulturer overtage og æde det brasilianske, skulle brasislianerne lade sig inspirere af den indianske Tupi-stamme og 'æde' af andre kulturer. Di Cavalcanti havde selv italienske forfædre, og opholdt sig i Paris i perioden 1923-25. Så den europæiske kultur og især den tidlige modernisme havde selvsagt sit tag i hans indgang til kunsten. I Kvinde med fugl ser man tydeligt kubistiske reminiscenser i måden kvinden er modelleret på med de enkle geometriske linier. Hendes bryster er koniske og hendes hænder, lår og fødder er voldsomt forstørrede, som i en skulptur af Henri Laurens eller Henry Moore.

DET BRASISLIANSKE SAMFUND er et multietnisk samfund der udover efterkommere fra den oprindelige befolkning af indianske stammer, fra afrikanske slaver og europæere også består af blandinger mellem disse samt nye immigranter både fra Europa og fra Japan og mellemøsten. I hele Sydamerika bruges bestemte navne for mennesker med forfædre fra forskellige geografiske steder: Mulatter, mestizer og coyoter. Disse betegnelser virker diskriminerende og stødende idag, og er også blevet brugt med denne hensigt.

NÅR Di Cavalcanti bruger betegnelsen mulatkvinde i beskrivelsen af sit motiv, er hans hensigt nok ikke nedladende, men snarere symbolsk:
"For me, the mulatto woman is the symbol of Brazil. She is neither black, nor white, neither rich, nor poor. She likes dance, music, football...like all our people. I imagine her lying down on a bed, just like I imagine the country lying down on a splendid cradle. The mulatto is femininity and Brazil is the most feminine country in the world".
Billedresultat for tarsila do amaral
Tarsilo Do Amaral (1886-1973): Abaporu (1928).
Olie på lærred.
Di Cavalcanti ønskede at skabe en komposition der handler om Brasisliens identitet. Han opfattede Brasilien som femininitet - og kunne ikke forestille sig dette fremstillet uden en nøgen kvinde. På trods af ønsket om at skabe nogte brasiliansk er kompositionen på en måde meget traditionel, lettere konservativ og meget europæisk! Især hvis man sammenligner med hans samtidige brasilianske kollega Tarsilo Do Amaral.                                                       

RIVALINDERNE



I 1890 MALEDE DEN RUSSISKE KUNSTNER Nikolaj Alexejevitsch Kassatkin maleriet Rivalinderne. To varmt påklædte unge kvinder er centralt placeret i midten af billedet. de befinder sig i et snedækket landskab med russiske bondgårde med staldbygninger i hver side af lærredet. Vi er på landet, men det er ikke lige til at sige om de er i en landsby eller på et større gods. de går på en sti og holder hver sin store metalspand i hånden.

SPØRGSMÅLENE HOBER SIG OP: Hvor har de været? Hvor er de på vej hen? Hvad har de i spandene? Måske har de været inde at ,malke, og så er det mælk de har i spandene. Men det kan også være mad, der eri beholderne - mad, som de vil bringe ud til en mand de godt kan lide eller vil gøre indtryk på. Eller til de gamle og syge eller de fattige.

MEN DET VIGTIGSTE SPØRGSMÅL ER, hvad gør dem til rivalinder? Konkurrerer de om hvem der er hurtigst, eller om mængden, eller om manden? Eller kæmper de om godhed? Hvem gør mest for de der ikke kan selv? Hvem er bedst til at glemme sig selv og tænke på andre?

KASSATKIN HAR KOMPONERET et nationalromantisk maleri med et hverdagsmotiv fra den russiske bondebefolksning. På dette tidspunkt var der også uro og voksende utilfredshed i det russiske samfund, der faktisk var ved at eksplodere. Der var en stigende interesse for at definere hvad det russiske egentlig var, og almuebefolkningen udgjorde et godt motiv.

MALERIET ER IKKE BLOT EN BESKRIVELSE AF ALMUEN. Det er et genremaleri, fordi det fortæller en historie om de to kvinder der konkurrerer med hinanden. Og det er præcis den fortælling, der gør at maleriet hæver sig op over både det nationale og sin egen tid. For den konkurrence foregår også i dag, blot på de sociale medier.



fredag den 14. december 2018

3 på stribe: OFFENTLIG TRANSPORT

OFFENTLIG TRANSPORT er et emne/ motiv, der har inspireret fler kunstnere. I dette indlæg i serien 3 på stribe, er der eksempler fra Storbritannien, Frankrig og Australien. Der er et linoliumssnit og to malerier, og de er fra henholdsvis 30erne og 40erne.: 

BRITISKE CYRIL POWER viser os undergrundstoget i en storby (London), der er pakket med mennesker. Toget er fyldt med både siddende og stående passagerer, og de sidder tæt. Flere af dem har aviser, hvilket viser at de er optaget af at holde sig orienterede. Samtidig undgår de at komme i dialog med hinanden. De to rækker af mennesker sidder på hver sin side af mellemgangen. De halvcirkelformede linier i kompositionen understøtter indtrykket af, at toget er i bevægelse. Der er den smukkeste skæve symmetri i billedet, der både skaber dybde, men også giver fornemmelse af at toget krænger til siden, mens det og de suser af sted i høj hastighed. Power har portrætteret et effektivt transportmiddel til moderne effektive og travle mennesker.

JEAN DUBUFFET skabte en serie af billeder fra metroen i Paris. De meget enkelt tegnede menneskefigurer med store øjne i store hoveder, ligner børnetegnede figurer. Der er både stående og siddende figurer, og de har alle tidstypiske hatte på. De er let smilende og virker venlige og imødekommende. Metroen er fyldt, men ikke mere, end at man kan se hvert enkelt menneske. Figurerne er flade og proportioner skabes ved figurernes størrelser. I denne metro møder man mennesker i alle farver og her er rart at være.

I JACQUELINE HICKS maleri har mørket og natten sænket sig over passagererne. Vi kan ikke se om det er i en bus eller i et tog, men der er fyldt med hængende og sovende mennesker, antageligt trætte efter en lang hård dags arbejde. Menneskene her er fattige, de må arbejde sent og benytter den overfyldte ukomfortable offentlige transport for at komme hjem eller til arbejde. 

1. Cyril Power (Storbritannien, 1872-1951): The tube train (1934). Litografi. Ukendte mål:

2. Jean Dubuffet (Frankrig, 1901-1985): Metroen (1943). Olie på Lærred. Ukendte mål:


3. Jacqueline Hicks (Australien, 1919-2004): Late Night Shifters (1945). Olie på lærred. Ukendte mål:


onsdag den 12. december 2018

3 på stribe - GERARD SEKOTO

Gerard Sekoto
GERARD SEKOTO er en sydafrikansk kunstner, der malede scener fra hverdagslivet. Et hverdagsliv der kan forekomme eksotisk, set fra vores nordlige halvkugle. Og et hverdagsliv i skyggen af det undertrykkende sydafrikanske apartheidstyre. Fra 1947 levede han i eksil i Paris, Frankrig, hvor han bla. ernærede sig som musiker og komponist, samtidig med at han malede.

SEKOTO (født 9. december 1913-93) blev uddannet lærer fra Diocesan Teachers Training College i Pietersbrug, Sydafrika. Her lærte han blandet andet Ernest Mancoba at kende. Siden modtag han lidt privatundervisning hos forskellige kunstnere, men og han lærte en del i dialogen med andre kunstnere.

DER ER EN STEMNING AF ENSOMHED ELLER ISOLERETHED hos figurerne i flere af Gerard Sekotos malerier fra 1940erne, der på sin vis kan minde om stemningen i Edward Hoppers malerier, hvor personerne også er ensomme, selv når de er sammen. Stemningen i Sekotos malerier er formentlig også præget af at personerne i det kvarter han malede og boede i, Distrikt 6 i Cape Town, var et meget fattigt kvarter præget af arbejdsløshed og elendighed. Kvarteret blev jævnet med jorden i 1970erne.

1. GERARD SEKOTO: YELLOW HOUSES: DISTICT SIX (1942). Olie på lærred. 50,5x58cm.
Yellow Houses: District Six, 1942 - Gerard Sekoto
SEKOTO HAR FORTALT FØLGENDE om at arbejde i det fattige og farlige boligkvarter Distrikt 6 i Capetown:
"Although much of the time I would feel scared to enter too deep into the most dangereous seeming hide-outs of District Six, I hoverede within arms length, observing and making sketches in a very acrobatic style. This meant maling quick sketches in such a manner that an observer would imagine I was noting down some forgotten names of articles I neeeded to buy or notes I had to attend to. But shortly I would go to the studio to work upon these sketches on pieces of paper which were reminders to me"
2. GERARD SEKOTO: BOY AND THE CANDLE (1943). Olie på lærred. 46,2x36cm.
Boy and the Candle, 1943 - Gerard Sekoto
I DETTE MALERI SER VI et interieur, med en dreng ved et bord. På bordet står en lysestage med et tændt stearinglys i. I Bag drengen kan man se, noget der kan ligne folderne på et gardin og armlænet på en lænestol eller en sofa. Synsvinklen er placeret så beskueren ser ned på drengen. Det ser ud som om drengen har lukkede øjenlåg. Hvad foretager han sig? Tænder han lyset, varmer han sig ved flammen eller er han i færd med at bede? Maleriet er fra en serie Sekoto malede i den periode, hvor han boede i det fattige kvarter Distrikt 6, i Cape Town. Når mørket faldt på var den eneste lyskilde i dette kvarter stearinglyset.

KOMPOSITIONEN BESTÅR AF forskellige billedplaner samt et meget fladt perspektiv. Kontrastfarverne blå og orange (i nuancer fra lys gul til mørk brun) er dominerende. Sekoto er optaget af at fange lyset, der spiller i det mørke rum. Der ligger også en symbolsk betydning i spillet på lys og mørke, hvid og sort - og måske også en reference til apartheidstyret i sydafrika.

Apartheidstyret styrede ud fra en forestilling om at der er nogle mennesker der er vigtigere og bedre og klogere end andre. I deres forestilling om samfundet var mennesker med den lyseste hudfarve de bedste. Derefter kom mennesker med en farvet hud, og nederst i samfundet kom mennesker med en sort hudfarve. De sorte og de farvede blev urimeligt behandlet og undertrykt i dette samfund. De fik ingen eller ringere uddannelse og havde meget svære kår. Måske er dette maleri af drengen med lyset et håb om at der er lys i mørket med de  nye generationer og at denne drengs fremtid bliver bedre.

3. GERARD SEKOTO: FRUGTVOGN, DISTRIKT 6 (U.Å.). Olie på plade. 35,5x45,5cm.
GADESCENEN MED FRUGTVOGNEN er universel, og kunne i princippet være et motiv hentet fra gader over hele verden i 1940erne, hvis det ikke lige var for den overdådige gule klase af modne bananer. Hatte og påklædning peger på perioden 1940erne. På fortovet går to skikkelser mod hinanden. En dame står stille ved vognen, som om hun vil købe noget. På gaden er en mand i bevægelse, mens fugtsælgeren hænger dovemt over vognen. Længere mod højre sidder en mand og inde ved husmurens skygge står eller går en lille dreng. Den lyse blågår gade og fortorvet er en perfekt scene for de mange farver der i billedets øvre halvdel: gul, orange, grøn, lilla, rød, blå, hvid og brun. Det er figurenes bevægelser eller mangel på samme samt farverne, der optager kunstneren.

mandag den 10. december 2018

DEN MENNESKELIGE MADONNA af Ernest Mancoba

I ANLEDNING AF AT FNs MENNESKERETTIGHEDSERKLÆRING idag fylder 70 år er det passende at se lidt nærmere på den sydafrikanske kunstner Ernest Mancobas skulptur Bantu-Madonna fra 1929. 'Bantu' betyder 'menneske' på Bantu - et sprog der tales af mere end 60 millioner i det sydlige Afrika. Men apartheidstyret i Sydafrika begyndte at bruge ordet bantu som et symbol på foragt for sorte/ farvede indbyggere og og i betydningen 'underordning'. I begyndelsen af det 20. århundrede blev den undertrykkende tone og lovgivning voldsomt skærpet overfor de sorte indbyggere i Sydafrika, hvilket Mancoba også kom til at mærke.
Ernest Mancoba: Bantu-Madonna (1929)

I BANTU-MADONNA har Mancoba (1904-2002) taget afsæt i en neogotisk europæisk madonna-skikkelse. Denne skikkelse har han formentlig i sin opvækst og uddannelse fået indskærpet er det smukkeste i kunsten. Men Mancoba skaber sin madonna med uregelmæssige proportioner (sammenlign lår og ansigt med hinanden) og med et afrikansk ansigt. Han formede i denne skulptur en menneskelig madonna. Ønskede Mancoba at  provokere det hvide styre eller er det en søgen after den afrikanske identitet? Formentlig mest det sidste. En søgen han fortsatte i resten af sin karriere. I slutningen af 1930erne undslap han med båd fra Sydafrika og kom til Europa. Her fortsatte han i sine værker denne søgen efter den afrikanske identitet.
Billedresultat for ernest mancoba future africa
Ernest Mancoba: Fremtidens Afrika (1934).
Læs om afrikanske skønheder her.

søndag den 9. december 2018

3 PÅ STRIBE: AFRIKANSKE SKØNHEDER

VORES GENERELLE VIDEN OM KUNST FRA AFRIKA er forsvindende og fortvivlende lille. Men forhåbentlig er der ved at ske en ændring. I den del af kunstmarkedet der handler om køb og salg ses en stigende interesse blandt samlere for at opkøbe kunst af kunstnere fra det afrikanske kontinent. Og flere af disse kunstneres værker opnår også ret høje priser.

DENNE 3 PÅ STRIBE KAN IKKE ALENE råde bod på den manglende formidling af kunst udenfor den vesterlandske hemisphere. Men i 2019 vil Kunsthistorier have flere indlæg om kunst og kunstnere fra Nigeria, Sydafrika, Sudan og andre lande på det afrikanske kontinent.

I DENNE KUNSTHISTORIE VISES TRE VÆRKER der alle har den afrikanske kvinde som motiv; som helgen, som mor og som uopnåelig skønhed.

1. Ernest Mancoba (Sydafrika, 1904-2002): Bantu Madonna (1929):
Ernest Mancoba: Bantu Madonna (1929).
MANCOBA tager afsæt i neogotiske europæiske afbildning af den kristne madonna-kvinde-skikkelse, men afbilder hende med uregelmæssige proportioner og et afrikansk ansigt. I Mancobas værk er det afrikanske omgivet af og modelleret efter en europæisk kristen kontekst. Men er det den afrikanske identitet Mancoba søger eller er det afrikanske noget andet? Bantu er en fællesbetegnelse for mere en 60 millioner mennesker, der lever i det sydlige Afrika og har Bantusproget tilfælles. På Bantusprog betyder Bantu 'menneske'. Apartheidstyret i Sydafrika brugte ordet 'Bantu' nedladende og som et symbol på foragt for sorte/ farvede mennesker. Mancoba skabte en menneskelig madonna.

2. Uche Okeke (Nigeria, 1933-2015): Motherhood (1959):
Uche Okeke: Motherhood (1959). Olie på lærred.
OKEKE tager afsæt i en både religiøs og almen menneskelig situation, nemlig mor og barn tæt sammen eller madonnaen med barnet. Man er ikke i tvivl om at denne mor og hendes barn ikke befinder sig hvor som helst i verden. Hun er afrikaner og kan kendes på sin påklædning (hovedtørklædet). Men den blå dragt kunne symbolisere noget kongeligt. Moderen har direkte øjenkontakt med sit barn, hvilket er usædvanligt i frhold til klassiske madonna med barnet billeder..

3. Ben Enwonwu (Nigeria, 1917-94): Tutu (1974):
Ben Enwonwu: Tutu (1974). Olie på lærred.
ENWONWU har malet tre portrætter af den nigerianske IFE prinsesse Adetutu Ademiluyi i 1973-74. I denne version er hun er tæt på og alligevel virker det som om hun er langt væk - et andet sted. Maleriet er malet efter afslutningen på den lange borgerkrig i Nigeria. Envonwu og prinsessen tilhørte hver sin stamme, stamer der var modstandere i krigen. Maleriet symboliserer en forening af alle indbyggere i Nigeria. Maleriet er blevet kaldt et afrikansk Mona Lisa. I foråret 2018 blev det solgt for 1,2 millioner pund.

HENK PEETERS

Henk Peeters: 5 stykker vat (1962).
Bomuldsvat på sortmalet baggrund.
DEN NEDERLANDSKE KUNSTNER HENK PEETERS (1925-2013) var en del af en generation af unge europæiske kunstnere der forsøgte at skabe en kunst, der passede til en samtid som de definerede som en moderne højteknologisk tid. I Frankrig dannedes kunstnergruppen Nouveau realistes med Yves Klein som frontfigur, og i Tyskland opstod gruppen Zero.

I VÆRKET 5 stykker vat fra 1962 viser Peeters hvad intentionen er. Baggrunden er malet sort, og  ovenpå er vattet sat i fem lige lange horisontale linier. Værket er fladt og kan hænge på væggen, og kan derfor tage et maleris plads. Det er formålsløst og det pynter. Dette billede er resultatet af en ekstrem reduktion af fænomenent maleri. Der er ingen genkendelige udtryk for individualitet. Til gengæld er det tænkt som en prototype, så kunstneren kan udlicitere produktionen af værket til en fabrik. Dette billede er  alt hvad et abstrakt ekspressionistisk kunstværk ikke er. Peeters ønskede at skabe kunst på nulpunktet! Nulpunktet af hvad man på daværende tidspunkt bettragtede som kunst.

PEETERS VAR EN DEL AF DEN NEDERLANDSKE KUNSTGRUPPE NUL. 'Nul' betyder også på nederlandsk 'nul' og 'ingenting'. Gruppen bestod udover Peeters af kunstnerne Armando, Jan Schoonhoven og Jan Hendriekse. Karakteristisk for Nul-kunstnernes kunst var brugen af moderne materialer og inddragelsen af beskuernes sanseapparat i kunsten. Kunstnerne arbejdede sammen til ca 1966.

NUL-KUNSTNERNE var optaget af spørgsmålene 1) Hvad er kunst? 2) Hvordan kan kunsten være en reflektion af samtiden? og 3) Hvad er kunstnerens rolle? Henk Peeters og hans kolleger var åbne for en søgen efter svar på disse spørgsmål og de var åbne for at denne søgen kunne foregå sammen med beskueren/publikum. Deres kunst var både en slags forslag til, hvordan man kan bruge industrielle materialer og samtidig forslag til andre eller alternative kunstskabelsesprocedurer.