mandag den 15. februar 2010

Ugens Kunsthistorie: NON NOBIS – det betaler sig!



Der er især et maleri jeg elsker at se på, når jeg besøger Statens Museum for Kunst. Maleriet er malet af Jens Søndergaard. Både min oldemor og min mormor kunne se at det forestillede Rådhuspladsen i snevejr. Min datter vil også kunne se det, på trods af at sporvognen er erstattet af busser, at der nu er en busterminal og andre detaljer. Maleriet viser storbyens puls: mennesker i bevægelse, trafik, liv.

Før ombygning og tilbygning på Statens Museum for Kunst hang maleriet oftest i den store sal ud mod anlægget (det rum der nu er en slags ekstra gennemgangshall fra det gamle til det nye). Nu ved jeg aldrig præcist hvor det hænger, hvis det overhovedet er fremme. Men jeg ved at det er i samlingen – og at de altid vil eje dette maleri.

Eller – jeg håber at de altid vil eje det. For den seneste tids snak om, om man måske skal åbne op for at museerne kan sælge værker fra deres samlinger, rummer den mulighed at en direktør, direktion eller bestyrelse en dag vil finde at dette værk er mindre betydningsfuldt i forhold til et andet fokus på samlingen eller en nyanskaffelse - og derfor vil sælge det for at skaffe finanser til Museet.

Det er vel helt naturligt at se på og tale om alternative måder at finansiere kulturlivet på. Ikke blot i tider med økonomisk krise. MEN at røre ved en samling er problematisk. For det første kan man opleve en samling som en helhed, der fortæller samlingens tilblivelse, udvikling og historie. Det er i sig selv en god kunsthistorie.

For det andet - og det er det værste jeg kan forestille mig, hvis man åbner op for denne beslutning - er der så det vilkårlige element: Hvordan vælger man hvad der er vigtigt og hvad der er mindre vigtigt i en samling? Hvilke kriterier opstiller man? Kan man fremtidssikre sådanne beslutninger? Hvad vi i vores tid synes er fantastisk og vigtigt, synes man måske mindre om om 20, 50,100 år.

NON NOBIS er mottoet på mit gamle gymnasium. Det betød ikke for os, underforstået at man ikke kun tænker på sig selv på, men på efterslægten. Skolen virkede fra 1787. Den blev dannet af en gruppe fremsynede mænd der i tråd med oplysningstidens idealer ønskede at skabe en uddannelse for danske børn og unge, der kunne uddanne dem til fremtidens selvstændigt tænkende og fornuftige borgere.

Der er noget fromt men samtidig ufatteligt smukt ved at tænke på andre end sig selv. I mine mange år som museumsformidler på Louisiana Museum for moderne kunst har jeg brugt rigtig megen tid på at forklare museumsgæster hvorfor man ikke må røre ved kunsten. Især skulpturerne står der med deres indbydende former og farver og materialer og LOKKER beskueren mod sig. Men hvis man er interesseret i at skulpturerne skal stå - om ikke til evig tid, så i hvert fald til de næste generationer af museumsgæster, skal man lade være med at røre ved kunsten.

Man får ikke direkte penge i hånden af at sikre kulturarven, men det er en investering i kulturen og en investering i fremtiden: NON NOBIS – det betaler sig!

søndag den 7. februar 2010

Ugens Kunsthistorie - OM KUNSTNEREN ERNESTINE NYROP



Forleden aflagde jeg et visit på Bisbebjerg Hospital, hvor jeg på ortopædkirurgisk afdeling opdagede dette fine frescomaleri. Det forestiller et vinterlandskab med fugle. Der er noget med naturen og syge mennesker i Danmark. Vi er fuldt overbeviste om at syge mennesker bliver raske at at se billeder af naturen, se ud på naturen eller sidde i naturen.

Maleriet er signeret E. N. , og jeg gik straks hjem for at undersøge hvem der stod bag signaturen. Det viste sig at være Ernestine Nyrop (1888-1975) - som jeg aldrig har hørt om før. Ernestine er datter af Martin Nyrop - arkitekten bag Bisbebjerg Hospital, og man kan formode at det er årsagen til at hun fik denne opgave.

Det er altid fantastisk at støde på en historie om kunst, og endnu mere fantastisk at hovedpersonen er en kvindelig kunstner - og oveni købet en af de tidligste kvinder uddannet fra kunstakademiet (1909-15). Ernestine Nyrop udførte forskellige udsmykningsopgaver i sine unge år, men brugte siden det meste af sin karriere på kunsthåndværk, broderi og tekstilformgivning.

En af årsagerne til at mit kunst og arkitektur-formidlings-bureau hedder KUNSTHISTORIER er, at der findes så utroligt mange spændende historier om kunst og arkitektur som jeg rigtigt gerne vil fortælle - og som jeg ikke kan lade være med at fortælle!

Historierne om arkitekturens materialer, former, farver og figurer er uendelige. Dagligt glæder jeg mig f.eks. over Grundvigskirkens knejsende takker og Panum Instituttets bjergagtige-formation der fra sin Fredensgadefacade skærmer og skjuler det sprudlende sociale liv denne bygning ånder og de velbenyttede gangstier, terrasser og gårdmiljøer på den anden side.

Det samme gælder for billedkunsten. Der er de topaktuelle historier om hvilke udstillinger der vises netop NU (Ebbe Stub Wittrup på Galleri Martin Asbæk, Pippilotti Rist på Louisiana og Malene Landgreen på Charlottenborg Kunsthal) og alle de andre nyheder fra kunstverdenen om nye gallerier, priser, legater, høje eller lave besøgstal etc. men herudover er der alle de uaktuelle historier om uopdagede kunstnere og oversete kunstværker. Dem vil jeg også RIGTIG gerne fortælle!