CAMILLE PISSARRO: HUG EN HÆL OG KLIP EN TÅ

Camille Pissarro: Two women chatting by the sea, Sct Thomas, fra 1856.

IDAG ER DET PISSARRO's fødselsdag. Camille Pissarro blev født den 10. juli 1830 på øen Skt. Thomas der dengang var en del af de Dansk Vestindiske øer. Derfor blev han, der ellers er kendt som den franske impressionismes Grand Old Man, født som dansk statsborger. Noget af det Pissarro er mest kendt for, er hans malerier af de livfyldte franske boulevarder i Paris omkring slutningen af 1800-tallet.

Camille Pissarro: Boulevarderne i snevejr (1879).

EN NETOP AFSLUTTEDE UDSTILLING på Ordrupgaard med titlen Pissarro. Et møde på Skt. Thomas, bød ikke på boulevarder fra byernes by, men fokuserede istedet på det kunstneriske venskab og inspirations-dialogen mellem den danske kunstner Fritz Melbye (1836-1869) og Camille Pissarro. Og på denne udstilling var der lagt ret megen vægt på 'det danske' omkring Pissarro. Måske også lidt for meget.

Camille Pissarro: Rue Saint Lazare, 1893.

UDSTILLINGEN UNDERSTREGEDE at Pissarro var dansk, fordi han blev født i Dansk Vestindien og derfor var dansk statsborger. Det blev ikke fortalt på udstillingen, at Pissarros forældre ikke var danske (faderen var portusisk og fransk, moderen var fransk) og hvilken indflydelse det havde på Pissarro. På udstillingen blev det også kraftigt betonet, at Pissarro blev taget under den DANSKE kunstner Fritz Melbyes vinger. Dermed lå det mellem linierne, at det er Melbye, der var den egentlige årsag til at Pissarro blev den fantastiske kunstner, han blev.

Camille Pissarro: Le Boulevard de Clichy, 1880.

PÅ UDSTILLINGEN VAR DER INGEN INFORMATION om hvad der skete i Pissarros kunstneriske liv efter at han mistede kontakten med Melbye, og heller ingen informationer om hvilke kolossale problemer det danske statsborgerskab faktisk gav Pissarro.

Camille Pissarro: Boulevard Montmartre i forårsregn, 1897.

I 1855 FLYTTEDE PISSARRO TIL PARIS, hvor han i begyndelsen studerede hos Anton Melbye, Fritz Melbye bror. Men hurtigt søger han inspiration og lærdom andre steder, bl.a. hos Corot og Courbet. I 1859 debutterer han på Salonen, og han bliver ven med Claude Monet, Armand Guillaumin samt Paul Cezanne. Mødet med disse kunstnere og deres kunst bliver naturligvis betydningsfuld for den retning Pissarro bevæger sig kunstnerisk. Men byen Paris der på alle måder eksploderer i disse årtier - befolkningsmæssigt, udseendemæssigt og livstilsmæssigt - bliver afgørende for Pissarros eftermæle. For i denne sitrende, larmende, beskidte og pulserende metropol finder han motiver der erstatter landskaberne han også mestrede. Og der er ikke et eneste spor i disse motiver efter Melbye eller de vestindiske øer eller det danske statsborgerskab.

Camille Pissarro: Avenue des Italians om eftermiddagen, 1897. 

DET DANSKE STATSBORGERSKAB bliver voldsomt problematisk for Pissarro i forbindelse med den fransk-preussiske krig i 1870-71. På grund af dette kan han ikke komme i hæren og forsvare landet og vurderer at det derfor er bedst hvis han og familien bosætter sig i England. han efterlader sig mere end 1000 malerier. Da han vender hjem, er der mindre end 50 malerier tilbage, da militæret har brugt malerierne til at lægge på jorden og banke støvlerne af på dem!

Camille Pissarro: Avenue des Italians i morgenlys, 1897.

DE FLESTE KENDER KUNSTNEREN CLAUDE MONET, mange kender kunstnerne Pierre Auguste Renoir (udendørsballet, se her) og Edgar Degas (Balletpigerne, se her). Men for impressionisterne var Pissarro ham der samlede det hele, og manden der var med til at gøre dem til en gruppe, og kunstneren der inspirerede de andre. Cézanne gik så vidt at han i et katalog underskrev sig "Cézanne, elev af Pissarro".

Camille Pissarro: Boulevard Montartre en vintermorgen, 1897.

HVORFOR KALDE DENNE KUNSTHISTORIE "Hug en hæl og klip en tå"? Hug en hæl og klip en tå er det som Askepots stedsøstre gør i eventyret, for at få den lille fine sko til at passe til deres fødder. Det synes at være lidt det samme Ordrupgaard Museum gjorde for at få fortællingen om Pissarro og Melbye og Dansk Vestindien til at passe sammen. De klippede en fortælling sammen, så den passede til noget helt bestemt. Men dermed udelod de en masse vigtigt! På samme måde som denne kunsthistorie næsten udelukkende er illustreret af Pissarros Pariser-malerier. Dermed får ingen et indblik i hvilken fantastisk landskabsmaler og folkelivsskildrer Pissarro også var. Og dog - gå selv på opdagelse her.

Camille Pissarro: Avenue de L'Opera og place du Theatre Francais.

DET ER HELT FINT AT SKÆRE SINE POINTER UD I PAP, men når pointerne kommer til at skygge for indholdet er det problematisk. Det skete desværre også på Pissarro-Melbye-udstillingen, hvor man som beskuer næsten udelukkende så efter ligheder og forskelle mellem Pissarro og Melbye, istedet for at iagttage og nyde de enkelte motiver og malerier for og i deres egen ret.

CLAUDE MONETS HØSTAKKE

Claude Monet: Meule, 1891.

CLAUDE MONETS HØSTAKKE er højaktuelle af to årsager. Den ene årsag er at tre af hans malerier med dette motiv kan ses netop nu på Ordrupgaard Museet, og har du ikke allerede set udstillingen MONET - ud af impressionismen, så skynd dig for sidste dag er 4. december 2016. Den anden årsag til at Monet er så aktuel er, at netop dette maleri af denne høstak 17. november blev solgt for $81,4 millioner dollars på Christies auktion i New York. Man kan læse mere om auktionen her. Desuden vil det måske interessere noget at det 14. november var 176 år siden at Monet blev født.

DENNE HØSTAK MALEDE den franske maler Claude Monet (1840-1926) i 1891. Der findes 25 versioner af dette motiv, som Monet undersøgte på forskellige tider af døgnet og på forskellige årstider. Man kan kalde det for en serie af malerier med det samme motiv. Monet var ikke optaget af at male høstakken, så den lignede en høstak. Han var impressionist og ville male det han så, og især de farver han så. Og hvis det betød, at vi der ser på hans billeder ikke kan/ se hvad det forestiller, så er det vores problem. Han malede hvad han så.

HØSTAKKEN FRA MEULE er fra 1891. Den er nærmest selvlysende og antinaturalistisk i farverne. Malerierne af høstakkene var den første serie Monet arbejdede på, hvor han vitterligt gentog motivet primært med fokus på lysets omskiftelighed. Han malede tre høstakke efter høsten i 1888, og igen efter høsten i 1890-91. Man kan læse mere om Monets høstakke her.

PÅ ORDRUPGAARDs MONET-UDSTILLING viser de hvordan Monet arbejdede med serier, og de viser også hvordan det arbejde på en måde førte Monet væk fra det impressionistiske over mod det abstrakte. Monets fokus på lys og farver og spejlinger ophæver visse steder i malerierne forbindelsen til virkeligheden. Og det kan man se på Ordrupgaard frem til den 4. december.


LÆS OGSÅ:
MONETS HØSTAKKE DET ER DA FOR BØRN
MONET BRØD BANER

"MENNESKEHEDEN I BEVÆGELSE ER ET FORTSAT STUDIE FOR MIG" - CHILDE HASSAM (1859 - 1935)

Childe Hassam:  Street scene in Paris, Autumn (1889).
Oil on Canvas, 33,5x46 cm, Collection Carmen Thyssen-Bornemisza, madrid.

DEN AMERIKANSKE BILLEDKUNSTNER CHILDE HASSAM (1859-1935) var optaget af at fastfryse flygtigheden på sine lærreder. Han udtaler selv at han vil fange "the spirit, life, I might say poetry, of figures in motion". I maleriet herover maler han netop en menneskemængde i bevægelse hen ad fortovet på en parisisk boulevard i slutningen af 1880erne. Det er efterår, hvilket man både kan se af farverne i toppen af de spinkle træer langs boulevarden, men også og især på de nedfaldne blade. Menneskene der er fremstillet som sorte silhouetter, ser ikke skønheden i de nedfaldne blade. den forreste kvinde trækker skørtet op, for bedre at kunne se hvor hun går og træder. Bladene er en hindring i vejen frem. Alene kunstneren har blik for de prægtige farver.

HASSAM VAR IMPRESSIONIST med speciale i urbane motiver, og han begyndte med at male gaderne i fødebyen Boston. Han skrev videre om sine malerier:

"The Portrait of a city, you see, is in a way like the portrait of a person - the difficulty is to catch not only the superficial resemblance but the inner self. The spirit, that's what counts, and one should strive to portray the soul of a city with the same care as the soul of a sitter". 

DE KAN VIRKE ANEKDOTISKE, Hassams malerier, men de har også en indbygget storm i sig. her måske blot en behersket vind, men i andre af hans malerier raser og bruser elementerne, som var bygningerne Alaskas bjerge, pladserne Nevadas ørken og parkerne Wisconsins skove. Ligesom Mary Cassatt bragte Hassam impressionismen med sig tilbage til det amerikanske kontinent. jeg har skrevet om Hassam før, læs her.

IDAG HÆNGER CHILDE HASSAMS maleri af 4. juli på væggen i det Ovale kontor i Det Hvide Hus i Washington. Det er Obama, der valgte dette maleri, da han blev præsident (læs mere her). Mon ikke det bliver hængende uanset hvilken præsidentkandidat der bliver valgt?!


INTERESSERET I FLERE EFTERÅRSBILLEDER? SE HER:
Efterår

EFTERÅR

Olga Wissinger-Florian: Efterår. Ukendt årstal. Ukendte mål.

DET BLÆSER, BLADENE FALDER FRA TRÆERNE og gæsterne sidder ikke længere udenfor ved bordene, fordi det simpelthen er for koldt. Billedet viser en fascination af efterårets farver og bevægelse, men samtidig er der en symbolsk stemning af forladthed. Man fornemmer hvordan der tidligere har været fyldt med mennesker og liv på disse bænke, ved disse borde, men nu er de tomme og minder om en svunden tid.

EFTERÅRET ER HER, og det er bestemt ikke kun trist, selvom der er en smule tristesse i dette maleri af den østrigske impressionist Olga Wissinger-Florian (1844-1926). I maleriet er der bevægelse i træerne, bevægelse i bladene på de tomme borde og bænke, samt bevægelse i bladene på jorden.

OLGA WISSINGER-FLORIAN begyndte sin kunstnerkarriere sent, men nåede stor anerkendelse i sin samtid. Hun udstillede endda på Secessione i Wien med Klimt, Schiele og Kokoschka.

PIERRE BONNARD: JEG OBSERVERER NATUREN

Pierre Bonnard: La Place Clichy (1912), Olie på lærred. Musée des Beaux-Arts et d'Archéologie, Besancon.

PIERRE BONNARD BLEV FØDT 3. OKTOBER 1867. Han er kendt  for sine lysfyldte atmosfæremættede interieurer, hvor tiden fastfryses og et lille øjeblik ophæves til evighed. Bonnard er også kendt som en postimpressionist, og som medstifter af den Gaugain og Matisse-inspirerede kunstnergruppen Nabis.

I DETTE MALERI ses det pulserende liv på Place Clichy i Paris. Børn og voksne, mænd og kvinder og biler myldrer frem og tilbage og over pladsen. Men det er ikke bare mylderet der er i centrum, men også iagtageren af bylivet. Vi ser ikke iagtageren, men vi ved at han/ hun sidder på cafeen, for vi kan se bordene og lidt af stolene samt det underste af markisen.

STILEN ER EKSPRESSISIONISTISK med fokus på farver og strøg, men afsættet er impressionistisk. Motiverne er overraskende vinklet, fokus er på det flygtige øjeblik, og på livsnydelsen. På mange måder er Bonnard mere impressionistisk end impressionisterne.

Læs mere om Bonnard her.

DIREKTØREN PÅ GLYPTOTEKET STOPPER

Frédéric Bazille (1841-1870): Family Reunion also called Family Portraits (1867), olie på lærred, 152x230cm,
© RMN-Grand Palais (Musée d'Orsay) / Hervé Lewandowski

GLYPTOTEKETS DIREKTØR FLEMMING FRIBORG stopper efter 15 år. Friborg skal istedet lede et forskningsprojekt om fransk kunst i perioden 1875-1915. Forskningsområdet hedder "Radical Impressionism? The invention of Modern Art". Det lyder super spændende, og alle os Impressionisme og Postimpressionisme-afficionados kan da kun glæde os til at se og læse resultatet, der forventes om ca. fire år.

Camilla Pissarro (1830-1903): The Effect Of Snow, Sunset, Eragny (1895), olie på lærred. Privatsamling.

FOR HVAD ER EGENTLIG  RADIKAL IMPRESSIONISME? 'Radikal' betyder i denne sammenhæng yderligtgående, ekstrem og/eller rabiat. Var det de kunstnere der tog kampen op med akademikunsten, der var mest yderliggtgående? Var det de få der gjorde banebrydende nyt eller var det hele gruppen? Var det de kunstnere der udfordrede sig selv, eller dem der udfordrede omgivelserne?

Mary Cassatt(1844-1926): In the box 

VAR PISSARRO en repræsentant for de radikale eller var Cassatt? Var Monet eller var Morisot? Og hvad med Manet, der ikke ville kaldes impressionist, Caillebotte som man længe troede blot var en mæcen og Bazille, der døde før impressionismen blev opfundet? Der er så mange spørgsmål og det vil være berigende, hvis disse bliver klarlagt.

Gustave Caillebotte(1848-1894): Sur le Pont de l'Europe (1876-77). Olie på lærred, 105,7x130,8 cm. Kimbell art Museum.

MEN DET HELT STORE SPØRGSMÅL ER om de med radikal mener det der var ekstremt dengang, eller det vi idag opfatter som ekstremt! Og bagved ligger selvfølgelig spørgsmålet om hvem der bliver den nye direktør på Glyptoteket!

Læs pressemeddelelsen fra Glyptoteket her

EDGAR DEGAS CIRKUSBILLEDE

Edgar Degas: Miss La La at the Cirque Fernando (1879). Oil on canvas, 117,2x77,5 cm. The National Gallery, London

HILAIRE GERMAIN EDGAR DEGAS (1834-1917), kendt som kunstneren Edgar Degas, udførte en serie tegninger i Cirque Fernando i Januar 1879. Disse tegninger kulminerede i dette (se ovenfor) oliemaleri af cirkusartisten Lala Kaira født Anna Olga Albertina Brown i 1858 - og kendt som akrobaten Miss La La - i færd med udførelsen af sit sensationelle nummer under kuplen i Cirkus Fernando i Paris.

DEGAS HAR VALGT EN SYNSVINKEL som giver beskueren en fornemmelse af at sidde i cirkusteltet og se op på akrobaten i det dramatiske øjeblik, hvor hun er igang. Han skildrer et koncentrationsfuldt nu hvor figuren ses i en fængslende position, og hvor publikum - måske med hjertebanken - tænker, vil det lykkes for hende. Det er øjeblikket før udløsning, lettelse og bifald.

IDAG ER DET 182 ÅR SIDEN at denne impressionistiske kunstner blev født. Til næste år er det hundrede år siden, at han døde. Hans motiver var ikke naturen eller landskabet, men kroppen. Han studerede kroppe i alle afskygninger, belysninger, forkortelser og forvrængninger. Han studerede både menneskekroppe og hestekroppe. Han tegnede konstant, malede, var optaget af grafik (inspireret af de japanske træsnit) og formede skulpturer. 

HAN BLEV ET FORBILLEDE for blandt andre Henri de Toulouse-Lautrec. Han var ven med Camille Pissarro (1830-1903), Mary Cassatt (1844-1926) og Gustave Caillebotte (1848-1894). Maleriet af Miss Lala i Cirkus Fernando blev udstillet på den fjerde impressionisme-udstilling i Paris i 1879. 

MARY CASSATTS GRAFIK

Edgar Degas: Mary Cassatt på Louvre: i Malerisamlingen (1879-80).

HAR DU ALTID DRØMT OM AT EJE DIN EGEN MARY CASSATT? Så er idag din lykkedag, for idag, torsdag den 22. september 2016, swinger auktionshuset Swann Auction Galleries hammeren over grafik fra det 19. og 20. århundrede - og heriblandt værker af Mary Cassatt (1844-1926).

Mary Cassatt: Brevet (1891)

MARY CASSATTS GRAFIK er ret enestående. Det er oftest intime scener, der forestiller kvinder alene eller kvinder med børn. Kompositionerne er yderst forenklede, men synsvinkler og beskæringer er overraskende og dristig for periodens grafik. Desuden er hendes eksperimenter med farvelagene ret original.

I 1890 besøgte Mary Cassatt og vennen Edgar Degas (1834-1917) sammen en udstilling med japanske træsnit. Det var ikke enestående at de gik på udstillinger sammen. De var begge kunstnere, de havde samme interesser og de var venner. Den gang hørte det sig ikke til at respektable kvinder kom og 'hang ud' på cafeerne, hvor de mandlige kunstnere mødtes, Men de kunne gå ture sammen og gå på udstillinger sammen.

Kitagawa Utamaro: Kvinde der skriver et brev

MEN DEN JAPANSKE UDSTILLING var noget helt særligt. Her så de træsnit af Kitagawa Utamaro (1753-1896) for første gang. Det gjorde et dybt indtryk på dem, og påvirkede Cassatts grafiske virke herefter. Det påvirkede hende faktisk så meget, at man måske i vore dage ville tale om lidt mere end inspiration.

DEGAS OG CASSATT GIK EN DEL PÅ UDSTILLINGER SAMMEN, ved vi, for han udførte flere tegninger af hende med udgangspunkt i deres fælles besøg på Louvre. De havde sammen med Camilla Pissarro (1830-1903) planer om at udgive et magasin med og om kunstnergrafik. Det blev aldrig til noget. Det blev deres grafik til gengæld. Og den kan blive din - idag - hvis du har mellem 40.000 og 60.000 dollars.Og hvis du er hurtigt!

Edgar Degas: Mary Cassatt på Louvre: I den etruskiske samling (1879-80).

MARY CASSATT: OM AT SE OG AT BLIVE SET

Mary Cassatt: Theater (1879), pastel. Philadelphia museum of art.

KVINDEN LÆNER SIG LIDT FOROVER. Hun sidder i eller står på en rød velour-klædt teaterbalkon. Hun er klædt i en gul jakke med hvid kravekant. Hendes rødbrune hår er sat op med gul-rød pynt. Hun holder en smukt udsmykket vifte i sin hvide handskebeklædte hånd. Viften dækker en del af hendes ansigt, men vi kan alligevel ikke se hende, fordi hun står halvt med ryggen til os. Hun ser på scenen eller ud over publikum i salen. Bag hende kan vi se balkonrækkerne på den modsatte side.

DEN AMERIKANSKE IMPRESSIONIST MARY CASSATT (1844-1926) udførte omkring slutningen af 1870erne og begyndelsen af 1880erne en række malerier og pasteller med motiver fra teatret og operaen i Paris. Motivet er ikke usædvanligt blandt impressionisterne, der netop fokuserede på de lettere del af tilværelsen. Datidens underholdningsbranche var storleverandør af inspiration for impressionismens kunstnere. Edouard Manet maler Baren i Folies Bergere (1882), Pierre-Auguste Renoir maler Bal på Moulin de la Galette (1876). og Edgar Degas maler balletpigerne både bagved og på scenen i bl.a. Stjernen (1876).

Pierre-Auguste Renoir (1841-1919), La Loge (Theatre box), 1874, The Courtauld Gallery. 

Mary Cassatt: The Loge, (1882). Olie på lærred. Fra Chester Dale Collection.

MARY CASSATTs motiver har det tilfælles med kollegernes motiver, at de viser livet i storbyen, de viser borgerskabets forlystelsesliv - og de viser kvinder. Men de er alligevel anderledes, for hovedpersonerne hos Cassatt er nogle andre kvinder: Borgerskabets kvinder. I  de fleste af teater- billederne ser man centralt en eller flere kvinder fint klædt og pyntede i en rød plydsklædt teaterloge. Men man ser aldrig en mand.

Mary Cassatt: Woman with a Pearl Necklace in a Loge (1879). Olie på lærred, 81 x 60 cm. Fra Philadelphia Museum of Art.

I MALERIET KVINDE MED EN PERLEHALSKÆDE I EN LOGE ses en ung kvinde siddende på en rød sofa i en loge. Bag hende er et spejl, så man kan se hendes nakke, ryg og skulder. Men hvad vigtigere er, man kan i spejlet se det hun sidder og betragter: de andre loger, hvor der sidder gæster med teaterkikkerter og betragter hende.

Mary Cassatt: At the Theater (1878-79). Private Collection

DET KVINDELIGE PUBLIKUM som Cassatt skildrer befinder sig i et offentligt rum, hvor det er tilladt for ærbare kvinder at være - og at være alene/ selvstændige. Officielt for at se udfoldelserne på scenen - uofficielt for at se på publikum. Nå den store lysekrone blev hævet, skulle der være ro blandt publikum for så begyndte aktiviteterne på scenen. Men når lysekronen blev sænket, så kunne publikum se på hinanden og udvekslingen af blikke begyndte.

MAN SKAL VÆRE AF SIN TID skrev digteren Baudelaire om (og til) datidens kunstnere. Og Mary Cassatts malerier var netop af deres tid. Hun skildrede ikke dét der foregik på scenen, men det der foregik i teatret blandt publikum. Dét der var virkelig interessant. Dét der skete i et flygtigt øjeblik - udvekslingen af blikke. Det handlede om at blive set og at se. Netop derfor er Cassatts serie fra teatret dristigere end kollegernes (sammenlign selv med Renoirs maleri fra teatret ovenfor), mere moderne samt vedkommende selv idag.

Mary Cassatt:In the Loge (1880)

MER GUSTAVE CAILLEBOTTE: DE SLAGTEDE DYR

Gustave Caillebotte: Slagtet kalv, ca. 1882.

HAR MAN BOET I PARIS og spadseret på Rue Saint Antoine i efterårs- og vintermånederne, har man også oplevet, hvordan slagtede dyr og fjerkræ hænger på rækker og sammen med duften af de stegte dyr frister de forbipasserende. For nogen er det væmmeligt at se på og især lugte til. For andre er det en nydelse.

GUSTAVE CAILLEBOTTEs æuvre er fyldt med overraskelser. Omkring 1882 malede han netop en række billeder af døde dyr fra Paris's slagterbutikker. Det er ikke et motiv, der umiddelbart virker typisk for tiden, typisk impressionistisk eller typisk for Caillebotte. Det er et motiv, der kunne fokusere på lidelse, blod, snavs, mørke eller hårdt arbejde. Istedet er det en meget detaljeret og pertentligt fremstillet samt nærmest komisk pyntet dyrekrop, vi præsenteres for. Baggrunden er delt af det hvide gardin der hænger på den vertikale gardinstang og bagved/ ovenover ses en rød træskodde. En smal sort kant i venstre side, formentlig vinduesrammen, indikerer et lidt skævt perspektiv. Kroppen hænger på en træbøjle, der er ophængt i en jernring. Kroppen er pyntet med både en guirlande og en rose. Det er vanskeligt at afgøre, om vi er indenfor eller udenfor. Begge dele er vel muligt. Men vi er i eller udenfor en butik.

PÅ TRODS AF DET SENESTE ÅRTIs  store opdagelse af ham og de mange store udstillinger, ved man stadig så lidt om Gustave Caillebotte (1848-1894), at man ikke med sikkerhed kan sige, hvorfor han malede de døde dyr. Men der er selvfølgelig mange teorier.

EN AF TEORIERNE GÅR UD PÅ, at Caillebotte og hans impressionistiske venner gang på gang var blevet afvist på den store årlige anerkendte udstilling Salonen, hvor malerierne hang tæt som fluer på et fluepapir, og at Caillebotte med de livsforladte ophængte dyr gjorde grin med den 'livsforladte' ophængte kunst på Salonen. Men eftersom Caillebotte malede flere af disse motiver, synes jeg faktisk at det er at forklejne hans virke, at reducere dette motivvalg til at ville gøre nar af en gammeldags udstillingsform.

Gustave Caillebotte: Slagtede kyllinger, fasaner og harer, ca 1882.

FRA KUNSTHISTORIEN kender vi til denne fascination af opstillinger med døde dyr, eksempelvis fra nederlandske malerier i 1500 og 1600-tallet. Netop Pieter Aertsen og Rembrandt kan have inspireret Caillebotte. Deres opstillinger refererede både til bibelhistorien og til livets cyclus. En teori går ud på, at Caillebotte benyttede disse motiver, fordi han personligt var meget optaget af livets afslutning, og overbevist om at han selv ville dø tidligt som sin storebror René, der kun blev 25 år.

Gustave Caillebotte: Slagtet kalv, ca 1882.

EN TREDIE TEORI GÅR UD PÅ at Caillebotte i de døde dyr så en sammenhæng med menneskekroppen, og at han opfattede de døde dyrekroppe som billeder på nattelivets tilbud og salg af kroppe. Der er ingen tvivl om, at han var optaget af kroppe, og kroppens bevægelse, som man ser i Parketsliberne (1875), i svømme- og romotiverne, og i nøgenbillederne af både kvinder og mænd. Men at lægge en læsning ind over disse billeder og forbinde dem med seksualitet, er måske at gå lidt for langt. Der er teorier om, at Caillebotte var homoseksuel, og måske ønsker man at forbinde alle motiverne til dette, men dermed mener jeg, at man glemmer måske at se på malerierne selv.

DE ER EGENTLIG IKKE SÆRLIGT IMPRESSIONISTISKE disse motiver. De viser ikke en lysets opløsning af motivet, ej heller en lysets refleksion i motivet. Der er ingen lethed, ingen atmosfære malet ind i dem. De er snarere nøgterne observationer. Lidt på samme måde som i Caillebottes maleri Paris gader. Regnfuld dag (1877) - Tilsyneladende en registrering af et øjeblik på en våd gade i en regnfuld dag i Paris.

DET HER MED AT REGISTRERE, at opleve og at observere øjeblikket er en central del af Caillebottes virke som maler. Han var en flanør, en person der slentrer gennem byen og oplever den. Digteren Charles Baudelaire gjorde flanøren til impressionisternes protagonist og ideal. Flanøren behøvede ikke at arbejde, og skulle derfor ikke haste fra det ene sted i byen til det andet. Han kunne tage den med ro og virkelig nyde byens virvar af visuelle indtryk, som eksempelvis de slagtede dyrekroppe, og registrere dem.

PERSPEKTIVET i Caillebottes motiver er oftest netop flanørens: Han ser en mand, der ser over en balkon, han ser folk på gaden, han ser ned på et træ, han ser gennem en dør, han ser gennem et vindue, han ser over et rækværk, han ser varerne i butikkerne og på markedet. Og dermed er Caillebottes motiver med de slagtede dyrekroppe indbegrebet af impressionismen.

GUSTAVE CAILLEBOTTE

Fra Musée d'Orsay: "Raboteur de parquet" af Gustave Caillebotte

IDAG FOR 168 ÅR SIDEN blev den franske kunstner og impressionist Gustave Caillebotte (1848-1894) født. Han er ikke en af de kendteste impressionister, men for nylig var jeg på Musée d'Orsay i Paris og i deres fantastiske impressionist-samling indtog Caillebotte en fremtrædende plads.

HOVEDVÆRKET Raboteur de parquets (parketsliberne) fra 1875 viser tre mænd i færd med at slibe parketgulvet i et værelse med fine paneler og en fransk altan. Ingen af mændende se rud til at bemærke at vi ser på dem. De er travlt optagede af deres hårde arbejde. De har smidt skjorterne formentlig pga varmen. De to af mændene har hovederne drejet som om de taler med og/ eller lytter til hinanden. Yderst til højre står en flaske og et glas. Måske er det noget de kan styrke sig på. Måske tilhører glasset den der iagttager dem.

Gustave Caillebotte: Parketsliberne. En anden version af samme motiv men fra 1876.

BESKÆRINGEN AF MOTIVET er speciel. Der er en mand i centrum, men han er ikke vigtigere end de andre. Der er ikke nogen niveaudeling i billedet: Intet er vigtigere end andet - alt er lige vigtigt. Og hvad er det Caillebotte er optaget af? fortællingen om mændenes hårde arbejde? Nej, han er optaget af linierne i rummet, af den måde mændenes arbejdede kroppe bryder dem, af farverne, af det simple motiv og af det hverdagsagtige,

FORMENTLIG INSPIRERET AF DIGTEREN CHARLES BAUDELAIRE (1821-1867) ønsker Caillebotte at male et billede der ser ud som om det viser umiddelbar livsudfoldelse. Inspirationen fra fotografiet er også synlig. Ikke fordi fotografiet var så udbredt på dette tidspunkt, men i visse kredse var man begyndt at arbejde med fotografiet, og Caillebotte hørte til disse kredse.

GUSTAVE CAILLEBOTTE blev født i en velstillet familie, så penge var ikke et problem. Han studerede hos kunstneren Leon Bonnat, og gik på Ecoles des Beaux Arts. men formentlig fordi han ikke behøvede pengene solgte han ikke særlig meget, og der har derfor heller ikke været et bredt kendskab til hans værker uden for impressionist-kredsen.

Gustave Caillebotte: Paris gader, Regnfuld dag (1877).

BRODEREN VAR FOTOGRAF, og det kan være en af årsagerne til Caillebottes leg med perspektiver og banebrydende motivbeskæringer, der minder om snapshot, og både bibringer følelsen hos beskueren af at stå i maleriet samt illusionen om at maleriet viser et øjeblik (en illusion, da det tager mere end et øjeblik at male malerierne). Caillebotte døde i 1894, og blev kun 45 år.

Gustave Caillebotte: Ung mand ved sit vindue (1875)