CAMILLE PISSARRO: HUG EN HÆL OG KLIP EN TÅ

Camille Pissarro: Two women chatting by the sea, Sct Thomas, fra 1856.

IDAG ER DET PISSARRO's fødselsdag. Camille Pissarro blev født den 10. juli 1830 på øen Skt. Thomas der dengang var en del af de Dansk Vestindiske øer. Derfor blev han, der ellers er kendt som den franske impressionismes Grand Old Man, født som dansk statsborger. Noget af det Pissarro er mest kendt for, er hans malerier af de livfyldte franske boulevarder i Paris omkring slutningen af 1800-tallet.

Camille Pissarro: Boulevarderne i snevejr (1879).

EN NETOP AFSLUTTEDE UDSTILLING på Ordrupgaard med titlen Pissarro. Et møde på Skt. Thomas, bød ikke på boulevarder fra byernes by, men fokuserede istedet på det kunstneriske venskab og inspirations-dialogen mellem den danske kunstner Fritz Melbye (1836-1869) og Camille Pissarro. Og på denne udstilling var der lagt ret megen vægt på 'det danske' omkring Pissarro. Måske også lidt for meget.

Camille Pissarro: Rue Saint Lazare, 1893.

UDSTILLINGEN UNDERSTREGEDE at Pissarro var dansk, fordi han blev født i Dansk Vestindien og derfor var dansk statsborger. Det blev ikke fortalt på udstillingen, at Pissarros forældre ikke var danske (faderen var portusisk og fransk, moderen var fransk) og hvilken indflydelse det havde på Pissarro. På udstillingen blev det også kraftigt betonet, at Pissarro blev taget under den DANSKE kunstner Fritz Melbyes vinger. Dermed lå det mellem linierne, at det er Melbye, der var den egentlige årsag til at Pissarro blev den fantastiske kunstner, han blev.

Camille Pissarro: Le Boulevard de Clichy, 1880.

PÅ UDSTILLINGEN VAR DER INGEN INFORMATION om hvad der skete i Pissarros kunstneriske liv efter at han mistede kontakten med Melbye, og heller ingen informationer om hvilke kolossale problemer det danske statsborgerskab faktisk gav Pissarro.

Camille Pissarro: Boulevard Montmartre i forårsregn, 1897.

I 1855 FLYTTEDE PISSARRO TIL PARIS, hvor han i begyndelsen studerede hos Anton Melbye, Fritz Melbye bror. Men hurtigt søger han inspiration og lærdom andre steder, bl.a. hos Corot og Courbet. I 1859 debutterer han på Salonen, og han bliver ven med Claude Monet, Armand Guillaumin samt Paul Cezanne. Mødet med disse kunstnere og deres kunst bliver naturligvis betydningsfuld for den retning Pissarro bevæger sig kunstnerisk. Men byen Paris der på alle måder eksploderer i disse årtier - befolkningsmæssigt, udseendemæssigt og livstilsmæssigt - bliver afgørende for Pissarros eftermæle. For i denne sitrende, larmende, beskidte og pulserende metropol finder han motiver der erstatter landskaberne han også mestrede. Og der er ikke et eneste spor i disse motiver efter Melbye eller de vestindiske øer eller det danske statsborgerskab.

Camille Pissarro: Avenue des Italians om eftermiddagen, 1897. 

DET DANSKE STATSBORGERSKAB bliver voldsomt problematisk for Pissarro i forbindelse med den fransk-preussiske krig i 1870-71. På grund af dette kan han ikke komme i hæren og forsvare landet og vurderer at det derfor er bedst hvis han og familien bosætter sig i England. han efterlader sig mere end 1000 malerier. Da han vender hjem, er der mindre end 50 malerier tilbage, da militæret har brugt malerierne til at lægge på jorden og banke støvlerne af på dem!

Camille Pissarro: Avenue des Italians i morgenlys, 1897.

DE FLESTE KENDER KUNSTNEREN CLAUDE MONET, mange kender kunstnerne Pierre Auguste Renoir (udendørsballet, se her) og Edgar Degas (Balletpigerne, se her). Men for impressionisterne var Pissarro ham der samlede det hele, og manden der var med til at gøre dem til en gruppe, og kunstneren der inspirerede de andre. Cézanne gik så vidt at han i et katalog underskrev sig "Cézanne, elev af Pissarro".

Camille Pissarro: Boulevard Montartre en vintermorgen, 1897.

HVORFOR KALDE DENNE KUNSTHISTORIE "Hug en hæl og klip en tå"? Hug en hæl og klip en tå er det som Askepots stedsøstre gør i eventyret, for at få den lille fine sko til at passe til deres fødder. Det synes at være lidt det samme Ordrupgaard Museum gjorde for at få fortællingen om Pissarro og Melbye og Dansk Vestindien til at passe sammen. De klippede en fortælling sammen, så den passede til noget helt bestemt. Men dermed udelod de en masse vigtigt! På samme måde som denne kunsthistorie næsten udelukkende er illustreret af Pissarros Pariser-malerier. Dermed får ingen et indblik i hvilken fantastisk landskabsmaler og folkelivsskildrer Pissarro også var. Og dog - gå selv på opdagelse her.

Camille Pissarro: Avenue de L'Opera og place du Theatre Francais.

DET ER HELT FINT AT SKÆRE SINE POINTER UD I PAP, men når pointerne kommer til at skygge for indholdet er det problematisk. Det skete desværre også på Pissarro-Melbye-udstillingen, hvor man som beskuer næsten udelukkende så efter ligheder og forskelle mellem Pissarro og Melbye, istedet for at iagttage og nyde de enkelte motiver og malerier for og i deres egen ret.

GUSTAVE CAILLEBOTTE

Fra Musée d'Orsay: "Raboteur de parquet" af Gustave Caillebotte

IDAG FOR 168 ÅR SIDEN blev den franske kunstner og impressionist Gustave Caillebotte (1848-1894) født. Han er ikke en af de kendteste impressionister, men for nylig var jeg på Musée d'Orsay i Paris og i deres fantastiske impressionist-samling indtog Caillebotte en fremtrædende plads.

HOVEDVÆRKET Raboteur de parquets (parketsliberne) fra 1875 viser tre mænd i færd med at slibe parketgulvet i et værelse med fine paneler og en fransk altan. Ingen af mændende se rud til at bemærke at vi ser på dem. De er travlt optagede af deres hårde arbejde. De har smidt skjorterne formentlig pga varmen. De to af mændene har hovederne drejet som om de taler med og/ eller lytter til hinanden. Yderst til højre står en flaske og et glas. Måske er det noget de kan styrke sig på. Måske tilhører glasset den der iagttager dem.

Gustave Caillebotte: Parketsliberne. En anden version af samme motiv men fra 1876.

BESKÆRINGEN AF MOTIVET er speciel. Der er en mand i centrum, men han er ikke vigtigere end de andre. Der er ikke nogen niveaudeling i billedet: Intet er vigtigere end andet - alt er lige vigtigt. Og hvad er det Caillebotte er optaget af? fortællingen om mændenes hårde arbejde? Nej, han er optaget af linierne i rummet, af den måde mændenes arbejdede kroppe bryder dem, af farverne, af det simple motiv og af det hverdagsagtige,

FORMENTLIG INSPIRERET AF DIGTEREN CHARLES BAUDELAIRE (1821-1867) ønsker Caillebotte at male et billede der ser ud som om det viser umiddelbar livsudfoldelse. Inspirationen fra fotografiet er også synlig. Ikke fordi fotografiet var så udbredt på dette tidspunkt, men i visse kredse var man begyndt at arbejde med fotografiet, og Caillebotte hørte til disse kredse.

GUSTAVE CAILLEBOTTE blev født i en velstillet familie, så penge var ikke et problem. Han studerede hos kunstneren Leon Bonnat, og gik på Ecoles des Beaux Arts. men formentlig fordi han ikke behøvede pengene solgte han ikke særlig meget, og der har derfor heller ikke været et bredt kendskab til hans værker uden for impressionist-kredsen.

Gustave Caillebotte: Paris gader, Regnfuld dag (1877).

BRODEREN VAR FOTOGRAF, og det kan være en af årsagerne til Caillebottes leg med perspektiver og banebrydende motivbeskæringer, der minder om snapshot, og både bibringer følelsen hos beskueren af at stå i maleriet samt illusionen om at maleriet viser et øjeblik (en illusion, da det tager mere end et øjeblik at male malerierne). Caillebotte døde i 1894, og blev kun 45 år.

Gustave Caillebotte: Ung mand ved sit vindue (1875)