3 PÅ STRIBE: Badekar/ Bathtubs

FORLEDEN DAG BLEV JEG UDFORDRET: Hvor mange kunstværker kender du, hvor et badekar indgår i?! Jeg kunne på stående fod nævne tre, og det er disse tre:

1. Lee Miller in Hitlers bathtub af David E. Sherman fra München 1945:
©Lee Miller Archives.

Fotografiet af den nøgne kvinde, der sidder i Hitlers badekar efter 2. Verdenskrig i 1945, er et provokerende billede. Vi sen (tilsyneladende) en nøgen kvinde, der bader i et badekar. Hendes soldater støvler på gulvet, har gjort badehåndklædet beskidt. Tankeløst eller hensynsløst og med vilje? Hun er en soldat, der vasker sig taberens badekar. Hvor mange almindelige soldater ville få mulighed for at vade lige ind i Hitlers lejlighed og tage et bad? Svaret er ingen.

Dette er naturligvis et iscenesat fotografi. Vi, der ikke kender Hitlers lejlighed, kan ikke se, at det er hans, så man har stillet et fotografi af 'føreren' op på kanten af badekaret. Så kan vi alle forestille sig hvor latterlig han var, når det var nødvendigt for ham at ligge i badekaret og se på et billede af sig selv. Er det sandsynligt? Det ved vi ikke.

Det er et klassisk motiv, hvor sejrherren (her amerikanerne) benytter taberens værdier, men også håner og latterliggør taberen. Det ligner et dokumentarfotografi, men er iscenesat. Kvinden i badekarret er fotografen Lee Miller, der var krigsfotograf og surrealist. Den nøgne kvindeskulptur på bordet ved siden af badet viser os måske at Hitler var glad for kunst og kvindekroppe, men indikerer også at Lee Miller er nøgen i badet. Dette kan vi faktisk ikke se, da vi kun ser hendes hoved og arm.

Der er noget utroligt ubehageligt ved fotografiet. Det er ikke sikkert, at de tænkte på det da de tog billedet, men jeg kan ikke lade være med at tænke på den store udrensning som nazisterne foretog, bla. ved at sende millioner i bad, hvor de blev forgiftiget og gasset.

2. Rachel Whiteread: Untitled (Orange Bath), 1996. Gummi og polystyren:

Rachel Whiteread foretager afstøbninger af det rum og de fysiske former der har været en del af menneskers liv. Eksempelvis huse, bogrækker, bibliotekter og badekar. Dermed transformerer hun det velkendte og private til noget fremmed og spøgelsesagtigt. Whiteread bruger selve objekterne som form for sine støbninger. Materialerne er gibs og kunstigt harpiks/ gummi. Whiteread arbejder med fravær og erindring. I hendes hænder transformeres badekarret til en nærmest minimalistisk kolos, der intet har med livet at gøre. Hendes badekar bliver til en sarkofag - et minde om et liv der ikke foregår mere.

3. Pierre Bonnard: Nu dans le baignoire, 1925. Olie på lærred:

Kvinden i badekarret var et genkommende motiv i Pierre Bonnards malerier. Her ser vi kun et udsnit af badekarret i billedets nederste højre hjørne samt kvindekroppen nede i karret. Selvom vi kan se at en af karrets fødder hviler på et tæppe i rummet, ser det også ud som om badekarret står på højkant. For Bonnard er ikke interesseret i at gengive rummet realistisk. Han er optaget af lysets spil i rummet og især dets indvirken på badekarrets hvide kant. I billedets øverste venstre hjørne ses en halvdel af en person i badekåbe, formentlig en mand. Der går en usynlig diagonal linie mellem de to halverede kroppe, der formentlig forestiller kunstneren selv og hans hustru Marthe, der netop i 1925 blev forenet i ægteskab.

FELIX VALLOTTON

FÉLIX EDOUARD VALLOTTON var en schweizisk/ fransk kunstner, der både arbejdede med grafik og maleri. Han blev født i Schweiz, men søgte og fik i 1899 fransk statsborgerskab. Vallotton var en del af kunstnergruppen Les Nabis sammen med blandt andre Édouard Vuillard, Maurice Denis og Pierre Bonnard. 

Felix Vallotton: Gertrude Stein, 1907.

VALLOTTON malede flere portrætter, blandt andet et af Gertrude Stein. Hans motivkreds var mangeartet og det samme gjaldt hans stil, der strakte sig over impressionistiske modelstudier, nærmest karikerede eller naivistiske gadescener og symbolistiske krigsbilleder. Et rigt æuvre, det bstemt er værd at se nærmere på.

Felix Vallotton: Gadehjørnet, 1895. Olie på lærred.

FOLKELIVET som det udspillede sig på markedet, i gaderne, på stranden og i det hele taget i det offentlige rum, var et yndet motiv for Vallotton i 1890erne. Billederne er fyldt med folkeliv og fortællinger og kan virke både naivistiske og karikerede. Han kan i disse motiver minde en smule om danske J.F. Willumsens tidlige værker.

Felix Vallotton: På markedet, 1895. Olie på lærred.

GRAFIKKEN var et af de områder, Vallotton brillerede på og var mest kendt for i sin samtid. Man kan undre sig over, hvor lidt opmærksomhed grafik egentlig får idag, men på Vallottons tid var det stort. Og Vallotton var en af de dygtigste. Som i Familie fra 1899, hvor mand og kone sidder med hver deres avis og med ryggen mod hinanden og er sammen hver for sig. Egenlig ikke så anderledes fra vore dages familier der er sammen med hver deres telefon/ Ipad eller computer.

Felix Vallotton: Familie, 1899.

Felix Vallotton: Manifestationen, 1893.

Felix Vallotton: Bistroen, 1895.

VALLOTTON MALER OGSÅ EN RÆKKE INTERIEURMOTIVER, der er anderledes seriøse i deres grundtone. De er ikke så karikerede, og der er et større fokus på lys og materialegengivelse. Teknisk virker de meget mere forfinede. I Sovende kvinde fra 1899 skildrer han mesterligt tapetet, uldtæppet og det skinnende silke-sengetæppe. I Kvinde der søger i et skab fra 1901, er han optaget af at fange lyset i mørket.

Felix Vallotton: Sovende kvinde, 1899. Olie på lærred.

Felix Vallotton: Kvinde der søger i et skab, 1901.

VED 1. VERDENSKRIGS UDBRYD, meldte Vallottons sig til den franske hær. Men han blev afvist, fordi man mente han var for gammel. Krigen optog ham, og i 1917 malede han et maleri der opsummerer dramaet ved kamphandlingerne i slaget ved Verdun. Man ser ild, røg, tåge og mørke. Et helvede af smukke krydsende stråler. Et næsten kubististisk inferno.

Felix Vallotton: Verdun, 1917.

ANDERLEDES ROLIGT er parkmotivet med lystrålen, der rammer det rød-gyldne efterårsløv i Strålen fra 1913. I flere malerier udforsker Vallotton solens stråler og lysets fald på himmel og skyer. Det er både det dæmpede aftenlys, solen der bryder frem efter regnvejr samt solen der stiger og spreder 'guld på sky' og går ned igen i forunderligt lys og farvehav. Disse motiver virker overvældende og overdrevne. Men det er ikke det overnaturlige eller guddommelige, han søger at skildre. Uden kamera søger han at fastholde det korte øjeblik, hvor naturen og verden bades i solens lys og alting forandrer farve. Det er naturens farver - og det er kun et øjeblik, så er det slut og alt bliver mørkt.

Falix Vallotton: Strålen, 1913.

Felix Vallotton: Solnedgang, 1910.

PIERRE BONNARD: JEG OBSERVERER NATUREN

Pierre Bonnard: La Place Clichy (1912), Olie på lærred. Musée des Beaux-Arts et d'Archéologie, Besancon.

PIERRE BONNARD BLEV FØDT 3. OKTOBER 1867. Han er kendt  for sine lysfyldte atmosfæremættede interieurer, hvor tiden fastfryses og et lille øjeblik ophæves til evighed. Bonnard er også kendt som en postimpressionist, og som medstifter af den Gaugain og Matisse-inspirerede kunstnergruppen Nabis.

I DETTE MALERI ses det pulserende liv på Place Clichy i Paris. Børn og voksne, mænd og kvinder og biler myldrer frem og tilbage og over pladsen. Men det er ikke bare mylderet der er i centrum, men også iagtageren af bylivet. Vi ser ikke iagtageren, men vi ved at han/ hun sidder på cafeen, for vi kan se bordene og lidt af stolene samt det underste af markisen.

STILEN ER EKSPRESSISIONISTISK med fokus på farver og strøg, men afsættet er impressionistisk. Motiverne er overraskende vinklet, fokus er på det flygtige øjeblik, og på livsnydelsen. På mange måder er Bonnard mere impressionistisk end impressionisterne.

Læs mere om Bonnard her.

Dagens Kunsthistorie: EN LÆKKER SILD - BONNARD 2

Pierre Bonnard: Fish in a Dish (1921)

MIN MOR og flere andre familiemedlemmer var - til alles fornøjelse - ude at fiske sild i søndags. Fangsten var stor!

JEG ved ikke om Pierre Bonnard (1867-1947) selv har fanget fisken på dette maleri Fish in a Dish (1921)- men jeg tvivler. Hvis Bonnard tog med på en fisketur, ville han formentlig blot sidde og betragte det hele: Fiskerne, vandet, båden, himlen og fiskene.

DETTE MALERI ER - synes jeg min Bonnard-skepsis til trods - HELT FANTASTISK, fordi det handler om lyst og nydelse og krop og død. Det er så enkelt i både komposition og motiv, så virtuost i farvebehandlingen og netop dermed så rumligt. Og tvetydigt.

VI SER EN BLÅ FISK der ligger i en lille hvid tallerken eller skål med en blå kant. Skålen er for lille til at rumme hele fisken, så snude og hale stikker udenfor. Under fisken i skålen kan ses en rosarød/gul dekoration eller måske noget mad. Skålen med fisk står på et bord med en smuk ternet dug i bål felter og orange striber. Et fint lille hverdags motiv. Hvis det kunne lade sig gøre at fjerne skål og fisk, ville det ikke være et bord, men blot en mønstret flade. Det er måden, Bonnard har malet skål med skygge og fisk på, der giver maleriet sin dybde. Samt det uidentificérbare objekt der er skåret af øverst i maleriet.

DET ER IKKE SIKKERT at fisken på maleriet ovenfor er en sild, men jeg tror det. Selvom det er et stillleben - en opstilling som opstillinger er flest - så minder fisken meget om en kvindekrop (måske en havfrue) og skålen om et badekar (se her). Bonnard malede over 350 malerier af sin hustru Marthe de Maligny (1869-1942). Med tanke på de talrige billeder Bonnard malede af Marthe i badeværlser og især i badekarret (se her), så synes der i denne opstilling netop at være et ekko af disse fascinerende bademotiver (læs en lidt farvet historie om deres forhold og vigtigst se flere bademotiver her).

PIERRE BONNARD har altså ikke blot malet en fisk i en skål på et bord, men også en lækker sild der ligger i et badekar i et kakkelklædt rum. Motivet er dobbelt og måske endda tredobbelt. De blå farver minder mig om badeværelsets svalende kølighed. Men motivet handler ikke blot om lysten til en lækker sild, der kan nydes. Vi ser også en død fisk, der egentlig ligger lit de parade. Og sådan er det jo med et 'stilleben' eller 'nature morte'. Det handler jo netop om død natur - og det er der i dette maleri. Bonnards maleri Fish in a dish har nærmest et symbolsk indhold og viser os tilværelsens flygtighed. Fra lyst til krop til nydelse til død.

Dagens Kunsthistorie: PIERRE BONNARD - IAGTTAGEREN AF LYSET

JEG KENDTE ENGANG EN SMUK UNG PIGE, der i sit arbejde som fotomodel hele tiden fik at vide af fotograferne, at hun ikke måtte smile eller grine, for det ødelagde hendes skønhed. Den historie tænker jeg på hver gang jeg ser et maleri af den franske kunstner Pierre Bonnard.

DER FINDES KUNSTNERE hvis værker man holder af med det samme. Pierre Bonnard (1867-1947) er ikke en af dem. For mig. Jeg har set hans værker på museerne i Paris, London og New York, herhjemme på Glyptoteket og Statens Museum for Kunst samt den store Bonnard-udstilling på Louisiana i 1992. Og malerierne har altid virket så upræcise, ufokuserede og udflydende på mig. Som om han ikke mener det alvorligt. Jeg føler mig lidt som fotografen, der synes at han skal holde op med at smile. Så hans malerier kan ligne malerier af Matisse eller Cézanne eller Degas eller Renoir.

MEN BONNARD ER HELT SIN EGEN, og når jeg bevæger mig gennem hans æuvre, bemærker jeg først og fremmest den manglende fokus på konturer. Markerede konturlinier som man finder dem hos Vuillard og Matisse er her erstattet af en leg med farver og penselstrøg. Og det er ikke nødvendigvis kontrastfarver der sættes overfor hinanden. I visse malerier leges så meget med farvenuancerne, at vasen forsvinder i bordfladen eller forskellene mellem gade og husmure opsluges i et gult lyshav sat overfor middelhavets mørkeblå vand.

ET ANDET IØJNEFALDENDE KARAKTERISTIKA ved Bonnards malerier er den store forskel mellem malerier med og uden personer på. Det er som om hans landskaber, udsigtsbilleder og stilleben er malet med en langt større autoritet end de malerier hvori der optræder personer. Hans personskildringer virker ofte tøvende, halvfærdige og naivistiske. Med vilje selvfølgelig.

HAN VIL noget forskelligt med disse malerier. I malerierne med personer kredser han om hverdagen. Han søger at fange en stemning, hvor person ligheden er underordnet, men hvor rumskabelsen, lysfald, farver og beskæringen af motivet er det centrale. Særligt beskæringerne er ret originale, og understreger det tilfældige. Som om motivet er fanget af en kameralinse i et øjebliks klik og ikke af en pensel der har arbejdet på lærredet i dage- og ugevis. Landskabsmalerierne er mere eviggyldige og ubundne af tid og sted.

BONNARD FOTOGRAFEREDE en hel del, men mest af alt iagttog han sine omgivelser. Både de nære og de fjerne. Allerede i 1911 havde han bil og denne bragte ham rundt i hjemlandet, men også til Belgien, Nederland, England, Italien, Spanien og Tunesien. Det fortælles om ham, at han på en rejse ikke havde malegrej med, og adspurgt hvorfor ikke, havde han svaret: Jeg iagttager! Hvis dette er sandt, er mange af hans malerier netop ikke skabt i nuet, men sammenstillinger af noget han ser, noget han har set samt hans tekniske erfaringer.

SOLEN SYNES STORT SET ALTID at være tilstede i Bonnards malerier. Både indenfor og udenfor. Gult i alle nuancer, gyldent og orange skær dominerer. Åbne vinduer og døre lader lyset falde ind på frugt, tøj, kinder, hår, dørkarme, bordflader og tæpper. Og er sollyset ikke present sørger petroliumslampen eller det elektriske badeværelseslys for at oplyse interieurer og modeller. Og selvom modellerne ofte ligner sække med kartofler (bortset fra i hans selvportrætter der også er med på Louisianas udstilling Selvportræt), er de altid en del af en sanselig og evigt sommeragtig tilværelse. Fyldt med latter og smil. Og hvordan kan man egentlig være bekendt at bede nogen om at stoppe med det?! Og især da ikke en kunstner der blev født idag for 145 år siden.