MARY CASSATTS GRAFIK

Edgar Degas: Mary Cassatt på Louvre: i Malerisamlingen (1879-80).

HAR DU ALTID DRØMT OM AT EJE DIN EGEN MARY CASSATT? Så er idag din lykkedag, for idag, torsdag den 22. september 2016, swinger auktionshuset Swann Auction Galleries hammeren over grafik fra det 19. og 20. århundrede - og heriblandt værker af Mary Cassatt (1844-1926).

Mary Cassatt: Brevet (1891)

MARY CASSATTS GRAFIK er ret enestående. Det er oftest intime scener, der forestiller kvinder alene eller kvinder med børn. Kompositionerne er yderst forenklede, men synsvinkler og beskæringer er overraskende og dristig for periodens grafik. Desuden er hendes eksperimenter med farvelagene ret original.

I 1890 besøgte Mary Cassatt og vennen Edgar Degas (1834-1917) sammen en udstilling med japanske træsnit. Det var ikke enestående at de gik på udstillinger sammen. De var begge kunstnere, de havde samme interesser og de var venner. Den gang hørte det sig ikke til at respektable kvinder kom og 'hang ud' på cafeerne, hvor de mandlige kunstnere mødtes, Men de kunne gå ture sammen og gå på udstillinger sammen.

Kitagawa Utamaro: Kvinde der skriver et brev

MEN DEN JAPANSKE UDSTILLING var noget helt særligt. Her så de træsnit af Kitagawa Utamaro (1753-1896) for første gang. Det gjorde et dybt indtryk på dem, og påvirkede Cassatts grafiske virke herefter. Det påvirkede hende faktisk så meget, at man måske i vore dage ville tale om lidt mere end inspiration.

DEGAS OG CASSATT GIK EN DEL PÅ UDSTILLINGER SAMMEN, ved vi, for han udførte flere tegninger af hende med udgangspunkt i deres fælles besøg på Louvre. De havde sammen med Camilla Pissarro (1830-1903) planer om at udgive et magasin med og om kunstnergrafik. Det blev aldrig til noget. Det blev deres grafik til gengæld. Og den kan blive din - idag - hvis du har mellem 40.000 og 60.000 dollars.Og hvis du er hurtigt!

Edgar Degas: Mary Cassatt på Louvre: I den etruskiske samling (1879-80).

AT REJSE SIG I MØRKE

Dan Sterup-Hansen: Undervandssvømmere (1957)

I EFTERKRIGSTIDEN, fra 1945 til slutningen af 1960erne, var dansk grafik hot! De danske grafikere i denne periode undersøgte grafikkens muligheder som kunstnerisk udtryk, de frembragte unikke selvstændige værker og vigtigst af alt de fangede et helt nyt publikum. En perlerække af disse kunstnere er med på Statens Museum for Kunsts udstilling At Rejse sig i Mørket.

DET VAR ELEVERNE FRA Aksel Jørgensens skole, der med rette påkaldte sig opmærksomhed både nationalt og internationalt. Og med disse kunstnere fandt grafikken (i denne periode) en værdig plads på linie med maleri og skulptur. Grafikerne skabte selvstændige værker, billedserier samt illustrationer. Publikum blev begejstrede for 'sortekunsten', der var lettilgængelig.

DENNE GENERATION syntes optaget af mennesket, menneskelivet, menneskets udfordringer og dyrekøbte erfaringer. Motiverne fortalte om levet liv og om genkendelige dillemmaer. Grafikken syntes velegnet til at udtrykke sig om den almene menneskelige eksistens. På godt og ondt. I modgang og medgang. Om håb og om drømme. Sort på hvidt. Og omvendt. Udtrykkene var så raffinerede, motiverne skåret ind til benene. Ingen dikkedarer og ingen pjat. At disse kunstnere blev betragtet som store i samtiden, fremgår også af at fire grafikere (bl.a. Palle Nielsen og Poul Christensen) repræsenterede Danmark ved Venedig Bienalen i 1958.

PÅ UDSTILLINGEN At Rejse Sig I Mørket præsenteres vi for en række af disse berømte kunstnere samt andre mindre kendte, men ikke mindre interessante. Udstillingen bygger på et forskningsprojekt af Liza Burmeister Kaaring om menneskeskildringen i dansk grafik i anden halvdel af 1950erne. I teksten til udstillingen står at vi skal se "værker fra en tid hvor livet stod i skyggen af 2. verdenskrig, atombomben og den kolde krig", og at kunstnerne skildrer frygt, usikkerhed og ensomhed.

Jane Muus: Fulde Frans i Prinsensgade (1957)

DET ER EN FORNØJELSE at se og gense værkerne af blandt andre Palle Nielsen, Dan Sterup-Hansen, Svend Wiig Hansen, Henry Heerup, Jane Muus, Erling Frederiksen, Reidar Magnus og Albert Mertz. Værkerne er smukt hængt op, efter temaer som Troen på mennesket, Protest og Frygten for undergang. Det er en farvemæssig fornøjelse at bevæge sig igennem salene.

AT DER ER TALE OM en konstruktion understreges af formidlingsarrangementet med film og tv-klip fra perioden. Der er måske lige lovligt meget fokus på det dommedagsagtige. Når jeg eksempelvis ser på Jane Muus's portræt af Fulde Frans, er jeg klar over, at der måske ligger en trist menneskeskæbne-fortælling. Men lige når man ser motivet, er det da muntert.  Frans har en fest og den er smittende munter!  Og når jeg ser på Sterup-Hansens undervandsvømmere, er det hverken frygt eller protest eller ensomhed, jeg ser, men derimod en væren og en undersøgelse af vægtløshed.

JEG BLEV UTROLIG GLAD for at se Sterup-Hansens værk: Krigsblinde (1953). Det er ikke med på udstillingen, men gengives i kataloget. Det er så smukt et billede, og ville have passet godt ind i konceptet!

SOM BESKUER kommer man til at ønske sig mere. Det skal man altid passe på med. Jeg vover det nu alligevel. Konstruktionen omkring At Rejse Sig I Mørket er en god fortælling, men den er uden forløsning. Den indledes med at være en gruppefortælling, hvilket også understreges i det lille formidlings-klap-hæfte i udstillingen, hvor alle tolv kunstnere præsenteres med samme plads. Men først i udstillingens sidste rum møder man de fleste af disse kunstnere repræsenteret med to værker hver. Og hernede (i sidste sal) synes eksempelvis Jane Muus, Henry Heerup og Albert Mertz at være fuldstændigt afkoblet hovedfortællingen.

UNDERVEJS er der forståeligt megen fokus på Palle Nielsen, Svend Wiig Hansen og Dan Sterup-Hansen. Det ville måske have klædt udstillingen, at man blot havde fokuseret på dem. Eller at man havde delt udstillingen op i tre separate udstillinger, der koncentrerede sig om fire kunstnere hver.

PÅ HVILKEN GADE OG I HVILKEN BY KØRER DENNE SPORVOGN?

EN GOD VEN FORÆREDE MIG DETTE FOTO af et Povl Christensen værk, som jeg ikke kender. Povl Christensen (1909-1977) var maler og grafiker. Han gik på kunstakademiet fra 1926 til 1934. de første par år på malerskolen, men derefter skiftede han til Aksel Jørgensens grafiske skole.

MOTIVET på dette billede er fra en by. Det er aften. Gadelygterne er tændt og der er lys på bilerne. Man kan se en bred allé med træer på begge sider. Det ser ud som om hustagene på venstre side er snedækkede. Men det er muligt at jeg tager fejl, og det slet ikke er snedækkede tage, men snarere en banegrav med en bro over. Centralt i billedet er en gade med stor livlighed, hvor der udover sporvogn og biler også kan anes mindst fem personer. Kunstneren har befundet sig højt oppe over gadeplanet, da han fangede motivet.

JEG VED IKKE hvilken by eller gade, billedet forestiller. Jeg gætter på at værket er fra begyndelsen eller midten af 1930erne, da Povl Christensen skabte en del værker i denne periode med byen og især Frederiksberg som sit hovedmotiv. Men det kan også være fra København. Eller fra en udenlandsk storby.

JEG HAR SPURGT om nogle kan genkende stedet i Facebookgruppen Gamle København. Der er kommet mange kvalificerede bud, se her. Men nu spørger jeg også læserne af denne kunsthistorie: Kan I genkende motivet - eller kender I værket, hører jeg meget gerne fra jer! Ethvert bud er velkomment!