søndag den 18. september 2016

MARY CASSATT: OM AT SE OG AT BLIVE SET

Mary Cassatt: Theater (1879), pastel. Philadelphia museum of art.
KVINDEN LÆNER SIG LIDT FOROVER. Hun sidder i eller står på en rød velour-klædt teaterbalkon. Hun er klædt i en gul jakke med hvid kravekant. Hendes rødbrune hår er sat op med gul-rød pynt. Hun holder en smukt udsmykket vifte i sin hvide handskebeklædte hånd. Viften dækker en del af hendes ansigt, men vi kan alligevel ikke se hende, fordi hun står halvt med ryggen til os. Hun ser på scenen eller ud over publikum i salen. Bag hende kan vi se balkonrækkerne på den modsatte side.

DEN AMERIKANSKE IMPRESSIONIST MARY CASSATT (1844-1926) udførte omkring slutningen af 1870erne og begyndelsen af 1880erne en række malerier og pasteller med motiver fra teatret og operaen i Paris. Motivet er ikke usædvanligt blandt impressionisterne, der netop fokuserede på de lettere del af tilværelsen. Datidens underholdningsbranche var storleverandør af inspiration for impressionismens kunstnere. Edouard Manet maler Baren i Folies Bergere (1882), Pierre-Auguste Renoir maler Bal på Moulin de la Galette (1876). og Edgar Degas maler balletpigerne både bagved og på scenen i bl.a. Stjernen (1876).
Pierre-Auguste Renoir (1841-1919), La Loge (Theatre box), 1874, The Courtauld Gallery. 
Mary Cassatt: The Loge, (1882). Olie på lærred. Fra Chester Dale Collection.
MARY CASSATTs motiver har det tilfælles med kollegernes motiver, at de viser livet i storbyen, de viser borgerskabets forlystelsesliv - og de viser kvinder. Men de er alligevel anderledes, for hovedpersonerne hos Cassatt er nogle andre kvinder: Borgerskabets kvinder. I  de fleste af teater- billederne ser man centralt en eller flere kvinder fint klædt og pyntede i en rød plydsklædt teaterloge. Men man ser aldrig en mand.
Mary Cassatt: Woman with a Pearl Necklace in a Loge (1879). Olie på lærred, 81 x 60 cm. Fra Philadelphia Museum of Art.
I MALERIET KVINDE MED EN PERLEHALSKÆDE I EN LOGE ses en ung kvinde siddende på en rød sofa i en loge. Bag hende er et spejl, så man kan se hendes nakke, ryg og skulder. Men hvad vigtigere er, man kan i spejlet se det hun sidder og betragter: de andre loger, hvor der sidder gæster med teaterkikkerter og betragter hende.
Mary Cassatt: At the Theater (1878-79). Private Collection
DET KVINDELIGE PUBLIKUM som Cassatt skildrer befinder sig i et offentligt rum, hvor det er tilladt for ærbare kvinder at være - og at være alene/ selvstændige. Officielt for at se udfoldelserne på scenen - uofficielt for at se på publikum. Nå den store lysekrone blev hævet, skulle der være ro blandt publikum for så begyndte aktiviteterne på scenen. Men når lysekronen blev sænket, så kunne publikum se på hinanden og udvekslingen af blikke begyndte.


MAN SKAL VÆRE AF SIN TID skrev digteren Baudelaire om (og til) datidens kunstnere. Og Mary Cassatts malerier var netop af deres tid. Hun skildrede ikke dét der foregik på scenen, men det der foregik i teatret blandt publikum. Dét der var virkelig interessant. Dét der skete i et flygtigt øjeblik - udvekslingen af blikke. Det handlede om at blive set og at se. Netop derfor er Cassatts serie fra teatret dristigere end kollegernes (sammenlign selv med Renoirs maleri fra teatret ovenfor), mere moderne samt vedkommende selv idag.

Mary Cassatt:In the Loge (1880)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar