Ugens Kunsthistorie: HVOR ER DET FLOT - DÉT ER KUNST!

HER ER ET SMUKT LANDSKAB. Synes mange. Fordi det ligner et landskab. Og fordi det er godt malet. Og fordi farverne er harmoniske. Det er et landskab uden tegn på forurening, storbyer, mennesker eller andet problematisk. Maleriet er en dejlig og ukompliceret fortælling. Som måske minder os om andre landskaber vi har vandret i, om ukomplicerede tider, om naturens skønhed.

DET ER IKKE DEN SLAGS KUNSTVÆRKER der hænger på mine vægge. Jeg har en meget fin tuschtegning af en sandbegravet høfte på Hollands kyst (fra 1920erne), et meget mørkt oliemaleri fra en Frederiksbergsk have (1930erne) og et impressionistisk inspireret oliemaleri fra Utterslav Mose (1980erne) på mine vægge. Men ingen guldalderinspirerede akvarelmalerier af landskaber. Og hvis jeg fik et foræret, er jeg ikke sikker på at jeg ville hænge det op, for det er ikke min stil.

JEG KAN HELLER IKKE MALE SÅDAN ET LANDSKAB - kan du? Jeg forestiller mig egentlig at det ville kræve års uddannelse og mange øvelser før man kunne male sådan. Eller rettere jeg forestillede mig at det ville kræve uddannelse og øvelse. Indtil jeg sidste år stiftede bekendtskab med Kieron Williamson.

KIERON WILLIAMSON har skabt en del furore de sidste par år. Han maler nemlig smukke romantiske engelske landskaber, som man især kender dem fra 1800-tallet. Personligt synes jeg at hans malerier er kedelige og tandløse - og jeg ville aldrig hænge dem op. Men man må give ham, at han maler, som om han aldrig har bestilt andet. Og det har han næsten heller ikke. For han er født i 2003, og har - ifølge sin hjemmeside - malet siden han var 5 år.

DET ER IMPONERENDE at et barn kan male sådan. Og så længe han har lyst til det, vil jeg råde forældrene til at lade ham fortsætte. MEN noget kunne desværre tyde på at hans lyst styres af de muligheder der er for at tjene penge på ham.

MALERIERNE ER EN SENSATION der betyder at hans udstillinger er udsolgt på åbningsdagen. Da han sidst udstillede i sommeren 2010, solgte han for 150.000 pund. Næste udstilling bliver her i 2011. Og den slår sikkert alle rekorder. Men hvad er det han sælger?

HAN SÆLGER IKKE KUN SMUKKE MALERIER men i høj grad også en myte om kunstneren som et gudsbenådet væsen, der allerede i sin barndom er en genial kunstner. Dette er en myte om kunstneren, som vi bliver ved med at dyrke.

HVAD ER KUNST? Er det kunst når en syvårig maler et maleri? Det mener jeg ikke at det er. For mig er kunst dét som en voksen uddannet kunstner erklærer er kunst. Det betyder ikke nødvendigvis at jeg vil hænge det op på væggen hjemme i stuen, eller at jeg synes at det er godt.

VI HAR DET MED I DANMARK at bruge betegnelse ’kunst’ som en værdiladet størrelse. Når vi erklærer at noget er kunst, mener vi samtidigt at det burde betegne at noget er godt, eller dygtigt udført, eller professionelt. Det er ikke blot en beskrivelse af en ting – et substantiv. Det er også et adjektiv.

HVORFOR er Kieron Williamsons malerier ikke kunst? De er dygtigt udført, og for nogle beskuere er de også smukke. Men de udtrykker ikke en bevidst hensigt eller et bevidst projekt. Kieron er rigtig dygtig og det skal blive spændende at se hvordan han arbejder som voksen – hvis han stadig gider male. Men lige nu gør han det, han får besked på. Det er gengivelser af landskaber udført på den helt rigtige måde. Det er billeder der viser en god teknik og godt håndværk – men kunst kræver en bevidsthed om eget projekt i forhold til alle andre kunstneres projekter/ traditionen / kunsthistorie - en bevidsthed som et barn naturligvis ikke kan have.




LÆS MERE OM KIERON WILLIAMSON PÅ HANS HJEMMESIDE http://www.kieronwilliamson.com/Home/tabid/288/language/en-US/Default.aspx

Dagens Kunsthistorie: BØRNETV - DET ER DA INGEN KUNST!

DANMARKS RADIO har længe haft en førerposition hvad angår innovativt og kreativt børne-tv. Men de har heller ikke haft særlig stor konkurrence fra de andre tv-kanaler. Og deres position er ikke længere så sikker som den har været. De sidste par dage har der været en del polemik i pressen, primært forårsaget af sendetidsflytningen fra 17.30 til 16.30 og den stille lukning af Fjernsyn For Dig.

FOR CA. EN MÅNED SIDEN begyndte DR at vise en trailer med fugle-dukken Andrea (fra Kaj og Andrea) der holdt en tale á la Martin Luther Kings "I have a dream". Andreas sympatiske drøm var meget mere af verdens bedste børne-tv til klodens børn. Et ønske man som forældre ikke kunne være andet end enig i. Ikke at børnene skulle se mere fjernsyn, men de skulle da selvfølgelig se det bedste fjernsyn.

JEG ELSKER KREATIVT FJERNSYN både for børn og for voksne. Jørgen Clevin var fantastisk - og de udsendelser holder stadigvæk, Shanes Verden har noget af dette inspirerende og igangsættende og det samme kan siges om Rosa i Rouladegade. Fantasien udfordres og børn og voksne hjemme i stuerne får lyst til at lege med. Og det må da være det ultimative fjernsyn der får børnene til at forlænge udsendelsen ud i deres hverdagsleg.

STOR VAR SKUFFELSEN DERFOR i denne familie, da vi vågnede op til børne-tv i 2011 præget af Noddy, en 3d-animation af Babar og Smølferne. Er det virkelig verdens bedste børne-tv? Der er ikke noget galt med Smølferne, men er det for børn mellem 3 og 6 år? Babar er den sødeste fortælling, men i denne version er det unikke taget ud af fortællingen og istedet er konceptet blevet det samme som i tusindvis af børneprogrammer eksempelvis Noddy.

FOR DE DER IKKE KENDER NODDY kan jeg fortælle, at han er en lille pinocchio-lignende 3d-animeret dukke, der får dagen til at gå med at køre gaver ud i en lille dukkeby. På sin vej møder han forskelige af byens beboere, og der er altid et eller andet problem, der skal løses. Jeg erkender at min yndlingshade-fjernsynsfigur pt. er Noddy.

I EN AF UDSENDELSERNE bliver Noddy inspireret af en ældre mand der maler, og Noddy beslutter at han vil være kunstmaler. Han anskaffer sig et staffeli, lærred, pensler og farver og går igang. MEN det er ikke nemt for ham. For han kan ikke få det til at ligne virkeligheden eller bare det de andre maler. Efter en lang dags ufrugtbare forsøg på at male, finder han tilsidst frem til at han skal male som han kan og ikke som de andre. Og så bliver han kunstmaler.

JEG HAR FØR OPPONERET mod denne tendens til at børn, når de skal være kreative også partout skal være kunstnere. I Rosa i Rouladegade er vært og børn kreative med kager - men det gør dem hverken til konditorer eller kunstnere. Det er et fuldstændig forkert fokus at have til det kreative og til kunst. Fordi man maler et godt billede bliver man jo ikke kunstner, men det gør ikke aktiviteten ringere. Tværtimod har man forhåbentlig haft det SÅ sjovt, at man får lyst til at gøre det igen og igen og igen.

DET ER IKKE KUN I Noddy at dette fejlbillede omkring børn og kunst eksisterer. Klichéen optræder jævnligt i Peter Pedal, Postmand Per, Babar etc. Og det er ikke noget der begrænser sig til Børne-tv.

DET KAN ET BARN DA GØRE BEDRE er en sætning der ofte anvendes om moderne kunst. Der ligger en kritik af kunsten i sætningen. En kritik der dels bunder i at moderne kunst kan være vanskelig at forstå, da den ikke ligner virkeligheden. Og dels i at barnet og det barnlige udtryk fylder mere og mere i det kunstneriske udtryk igennem de sidste 100 – 120 år.

KUNSTNERNE I DET 20. OG 21. ÅRHUNDREDE søger nye udtryksformer til at fortælle om virkeligheden. De er ikke længere tilfredse med blot at gengive virkeligheden – for det rummer ikke alle de moderne indtryk som f.eks. fart og parallelle lag. Kunstnerne søger efter disse nye udtryk mange steder: hos andre kulturer, i folkekunsten, i gammel europæiske kunst (oldtiden, middelalder) og så hos børn. Kunstnerne søger mod en oprindelighed, som de ikke mener længere er i den moderne verden. De skyder skylden på de regelsæt for kunsten, der opstod i renæssancen.

BILLEDET DER ILLUSTRERER denne kunsthistorie er forsiden til en meget vigtig bog nemlig Jean-Jacques Rousseaus bog Emile ou L'Education (1762). Her ser vi en hel masse børn. De leger, de undersøger de eksperimenterer. De bliver samtidigt passet på af de vokse (ammes, skiftes og vejledes). Deres nysgerrighed og ønske om at gøre lige hvad de vil, ses her som en positiv drift, der kan bibringe dem viden.

DET ER EN ROMANTISK FORESTILLING OM BARNET der ses her, men hvor kunne man ønske sig at det var denne forestilling om barnet der var udgangspunktet for børne-tv idag. Her oplever vi også barnet som et selvstændigt individ. De er ikke bare små kopier af deres forældre. Børnene går deres egne veje, har deres egne lyster og har deres egen måde at opleve verden på. Det minder mig om nogle af de bedste og skøreste tv-udsendelser fra 1970erne og 1980erne med bl.a. Thomas Winding og Poul Nesgaard.

I LØBET AF DE SIDSTE 100 ÅR er barnets univers blevet institutionaliseret. Barndommen er blevet et reservat – adskilt fra den voksnes. Og dette ses jo tydeligt på tv. Barnet er blevet en forbruger, som man direkte skaber produkter til - eksempelvis Lego og Hello Kitty. Men det er stadig de voksne der bestemmer, hvad der egner sig for børnene.

SELV I DE PROGRAMMER som DR producerer selv Sebastian, Shanes Verden, Skæg med Tal og Rosa i Rouladegade er børnene blot staffage og et visuelt symbol på at det her er udsendelser for børn. Shane bestemmer historierne og sætter børnene til at hjælpe sig. Hos Skæg skal børnene besvare spørgsmål - men på den rigtige måde (der er formentlig ikke tid til andet) og det er Rosa der bestemmer hvordan kagerne skal se ud i Rouladegade.

UDOVER AT JEG DRØMMER om gode TV-udsendelser om farver, former og materialer, om at se på billeder og om at sammensætte billeder, ønsker jeg at der bliver plads til mere improvisation og til flere børn i dansk børne-tv i 2011.

Dagens Kunsthistorie: IDAG FYLDER PAUL CÉZANNE 172 ÅR

IDAG KAN VI FEJRE at det er 172 år siden at kunstneren Paul Cézanne (1839-1906) blev født. Dette markeres blandt andet på Google, så ingen der benytter sig heraf kan være i tvivl om hvilken betydningsfuld person der har fødselsdag den 19. januar.

DET ER EFFEKTIV BRANDING og endnu en fremhævelse af Cézanne som en af den vestlige verdens mest betydningsfulde kunstnere. Men er det kunstformidling? Ved at vi får at vide, at han blev født for 172 år siden, får vi jo ikke nødvendigvis at vide, hvorfor han er så vigtig at hans fødselsdag skal fejres og hvad der gør hans kunst så storslået.

PÅ GOOGLEs SØGESIDE ses i dagens anledning et lækkert stilleben af Cézanne. Farverne er ikke de rigtige, men godt ser det ud. På den måde kan de der ikke lige har kunstnerens oeuvre present koble et billede sammen med navnet.

SELVOM DET IKKE GIVER YDERLIGERE information om Cézanne eller maleriet, så er det effektiv kunstformidling. Hvis man får lyst til at få mere information, kan man jo blot 'google' billedet eller kunstneren selv. Og hvis man er tilfreds med den information man har fået, kan man lade være.

TILSYNELADENDE ER DET ENESTE Google gør, at informere om fødselsdagen og derefter er resten op til brugeren selv. Klikker man på billedet er der 958.000 mulighed for at få udvidet sin viden om Cézanne. Sympatisk ja, men ikke helt så neutralt fra Googles side, som man måske forestiller sig.

MAN KUNNE ØNSKE at denne form for kunstformidling også ville komme andre kunstnere til gode. Google når jo ud til et kæmpe publikum over hele kloden. Fredag den 14. Januar 2011 var det eksempelvis 170 år siden at den impressionistiske kunstner Berthe Morisot (1841 - 1895) blev født. Skal man sammenligne er 170 år dog mere rundt end 172 år, og som en af de få kendte og anerkendte kvindelige kunstnere fra den periode - synes jeg - at der i den fødselsdato ligger en hel del mere at fremhæve og fejre.

NÅR GOOGLE VÆLGER at markere Cézannes fødselsdag foretager de et bevidst valg. Dette valg følges dog ikke op af en markering af udvalgte gode tekster efterfølgende. Måske mangler Google en samarbejdspartner?

SAMMENLIGNER MAN MED Wikileaks, var der ingen der interesserede sig for de uoverskueligt mange dokumenter der, FØR wikileaks indgik samarbejde med udvalgte aviser, der gennemtyggede udvalgte dokumenter og på den måde formidlede 'samlingen' af informationer.

MÅSKE VILLE et sådant samarbejde også være frugtbart og udviklende for Google? I hvert fald ville det være gavnligt for Googles brugere. For hvem har tid og lyst til at læse 958.000 sider om Paul Cézanne igennem (- hvoraf en stor del er gentagelser)?


Det viste maleri af Berthe Morisot er fra 1893. Maleriet hedder på dansk Ung pige, der fletter sit hår, og det hænger til dagligt på Ny Carlsberg Glyptoteket - der ejer flere Morisot-værker. Også Orddrupgaardsamlingen har Morisot repræsenteret i sin samling.

Det viste maleri af Paul Cézanne er fra Googles søge-side. Mærkværdigvis har de ikke angivet billedets titel, årstal eller hvilken samling det indgår i.

Ugens Kunsthistorie: HYACINTHER

I JANUAR MÅNED for ca. tyve år siden afholdt jeg en kæmpe ungdomsfest i anledning af min 18års-fødselsdag. Jeg boede på daværende tidspunkt hos min mor på Christianshavn. Vore meget søde ældre naboer syntes, at de også ville fejre min fødselsdag og forærede mig en smuk lille akvarel af den danske maler Ole Kielberg (1911 - 1985).

AKVARELLEN forestiller en blå hyacinth. Den er malet i 1983. Det var og er en meget smuk tanke og en fornem gave, der har fulgt mig og som jeg stadig sætter meget højt. Desuden har denne gave betydet, at jeg for altid forbinder hyacinther med januar måned.

JANUAR er jo årets begyndelse. Til fremstillingen af det nye år i billeder knytter der sig traditionelt forskellige symboler, blandt andet solens tiltagende styrke - altså det at vi går mod lysere tider, løftet om ny vækst, længslen efter fornyelse og længslen efter at begynde på en frisk.

NÅR JEG SER PÅ EN HYACINTH synes jeg at denne blomst rummer alt dette på een gang. Blomsten vokser jo af lys og varme - og dermed også af de lysere tider, den rummer i sig løftet om overvældende vækst og overdådig frodighed, både som løg og i blomst er hyacinthen indbegrebet af fornyelse og dens duft er altid frisk.

KIELBERGS BLÅ HYACINTH er enkel og uprætentiøs. Vi ser kun den øverste lilla halvdel af det runde løg. Stænglen og bladene er antydet grønne (men ikke vulgært-grønne som visse af nutidens hyancinther), og den blå blomsterkrone er smukt balanceret med skygge og lysfald. Der er intet prangende over denne lille hyacinth - blot en ydmyg registrering af hverdagens stille skønhed.

OLE KIELBERG blev uddannet på kunstakademiet i årene 1929-1933 og derefter tilbragte han et år i Paris. Han malede akvareller og oliemalerier. Motiverne var især dyr, blomster og landskabet i Nordsjælland hvor han boede. Hans stil var en lysfyldt og poetisk kolorisme. Fra 1942 og frem til sin død var Kielberg medlem af kunstnersammenslutningen Corner.

VORE SØDE NABOER er desværre ikke mere. Men hvor jeg end flytter hen i verden følger min lille Kielberg-akvarel med og minder mig om deres generøsitet og om januar måned.

Ugens Kunsthistorie: WALK THIS WAY

DET ER HVIDT DERUDE og selv i Gadegalleriet ved Nørrebro Station i København har kunstneren - eller kunstnerne - ladet sig inspirere af vinterens kulde. Dog er motivet fra endnu koldere og nordligere breddegrader og det er ikke en lille dansk spurv men pinguiner der skutter sig i alt det hvide.

GRAFITTI er en anden form for offentlig udsmykning end den byen normalt støtter og for det meste opfattes grafittien som en meget uønsket form for udsmykning. Den findes overalt i byen i alle mulige former. Københavns kommune besluttede for år tilbage at gøre noget ved dette, ved at oprette Gadegalleriet.

HER SER VI et snelandskab men uden nogen form for forbindelse til eller inspiration fra tidebøger, månedsmalerier eller landskabsmalerier. Den tradition som dette graffiti billede indskriver sig i er popkunstens, filmverdenens og ønsket om at markere sit territorium.

GADEGALLERIET er i princippet for alle, men det betyder også at alle kan gå ind og male dit billede over. Det er demokrati på højt plan. Vi kan diskutere om det er kunst. Betegnelsen er gadekunst – street art. Det vigtigste princip her er, at det er åbent for alle.

ET NYT ÅR betyder også nye kunstoplevelser og til sommer kommer der en udstilling med og om street art på KØS – tidligere kendt som Køge Skitsesamling. Udstillingen hedder Walk This Way og den åbner 7. maj og varer frem til september. Denne udstilling glæder jeg mig meget til at se!

Ugens Kunsthistorie: JOHN KØRNERS NYTÅRSBILLEDE

I ÅRETS FØRSTE INDLÆG skrev jeg at der ikke findes så mange direkte afbildninger af nytåret i kunsthistorien. Men dagbladet Politikens bagsideredaktion og billedkunstneren John Kørner (der er blevet huskunstner på Politikens bagside) nåede dog at forsyne os med endnu en nytårsafbildning i 2010.

NYTÅRSBILLEDET hedder Slap Af. Det er muligt at se på billedet på to måder. Enten drømmer den liggende mand om fyrværkeriet, og så er 'afslapningen' adgangen til dette smukke syn. Eller måske opfordrer kunstneren folk til at slappe af mens andre tænder fyrværkeri.

SOM BILLEDE GØR Kørners værk det samme som Whistlers 'nocturne' (se årets første indlæg Ugens Kunsthistorie: Det Nye År). Det bygger på en kraftig horisontal og vertikal akse, og det bygger på kontrasten mellem lys og mørke. Hvor titlen 'nocturne' dog gav Whistlers værk en udpræget kunstnerisk kontekst, tilfører ordene 'slap af' Kørners billede en mere samfundsmæssig betydning. Det er uvist hvem der skal slappe af og hvilket formål dette skal gavne, men under alle omstændigheder rummer billedet et udsagn om beskuerens liv og ikke kun hans eller hendes æstetiske sans.

Ugens Kunsthistorie: PIETER BRUEGELS MÅNEDSBILLEDER

MIT YNDLINGSVINTERMALERI er dette Jægerne vender hjem (1565)af Pieter Brughel. I begyndelsen af 1560erne fik Pieter Brueghel (ca. 1525/30 - 1569) og hans værksted til opgave at skabe en serie månedsmalerier til den velstående købmand Niclaes Jonghelinck fra Antwerpen.

JÆGERNE OG DERES HUNDEKOBBEL er netop vendt tilbage fra jagten. Det er ikke noget stort udbytte de tre mænd og deres tretten hunde har fået med sig. På grund af fodsporene i sneen kan vi se at de er kommet ind i billedet fra nederste venstre hjørne, har bevæget sig et stykke frem i forgrunden og nu skal til at begive sig ned af den snedækkede skråning. De er rygvendte og mørke silhouetter mod alt det hvide. Men i modsætning til de sorte træstammer er der dog farveforskelle i deres klædedragter.

JÆGERNES BEVÆGELSE samt træstammerne leder beskuerens blik ud over det prægtige vinterlandskab nedenfor bakken, ud over den lille landsby mellem de tilfrosne fiskedamme mod bjergene i horisonten og en anden by ude ved kysten. Man fristes til at tænke at jægerne ikke er vendt hjem, men at de er på vej ud i denne verden.

AT DET ER VINTER er der ingen tvivl om. Hustage og veje er dækket af hvidt, alt vand i vandmøllen er frosset til is og på dammen bliver der skøjtet. At bære brænde, lave bål, jage og fiske er nogle af de arbejdsmæssige beskæftigelser bønderne foretager sig.

DET HELE SER SÅ LEVENDE OG NATURLIGT UD at det er svært ikke at tro at Brueghel har stået udenfor et bestemt sted og malet dette maleri. Men det ér et konstrueret landskab, med en skråning i forgrunden, med Nederlandenes flade i mellemgrunden og med de dramatiske schweiziske alper i baggrunden. Brueghel har sammensat forskellige landskaber, som han er stødt på i sine lange rejser i studieårene. Og selve maleriet er udelukkende malet indenfor i kunstnerens værksted.

MÅNEDSMALERIERNE blev færdige i februar 1566, og man mener at det har taget Brueghel et år at male dem alle. Det er blevet diskuteret om der eksisterede et maleri for hver måned altså tolv ialt, eller om der kun blev malet seks således at hvert maleri rummede to måneder.

DENNE DISKUSSION beror dels på det faktum at man idag kun kender til fem af malerierne, og dels på det faktum at Brueghel i hvert af malerierne benytter nogle af de kendte symboler fra tidligere tiders skildringer af hver måneds arbejde, men samtidig synes at frigøre disse symboler fra specifikke måneder og istedet frit folder fortællingen om årstidens prægning af bøndernes hverdagsliv ud.

JÆGERNE I SNEEN er blevet bestemt til at være illustrationen af januar måned, på trods af at jagten faktisk kunne illustrere både november og december, og bålet både hører til januar og februar måned.

PIETER BRUEGHELS maleri er et årstidsmaleri i samme genre som Limburg-brødrenes fra Hertugen af Berrys tidebog ca. hundrede år tidligere. Men det Brueghel gør er at fjerne mæcenens spor, og i stedet brede scenen ud til et landskabsmaleri, der viser os bøndernes hverdagsliv om vinteren med jagt, bål, og fornøjelser i sneen som skøjtning og snekamp.

BRUEGHEL solgte til adelen og især det rige borgerskab, men motivet i dette maleri er bøndernes liv og landskabet. Det er forholdsvist nyt at disse motiver får lov til at fylde så meget på bekostning af det religiøse. Det religiøse er til stede i kirkerne der er spredt udover landskabet, men hvilken religion der praktiseres under de sneklædte tage afsløres ikke. Hvilket nok er klogt, når man tager den vanskelige religionskonflikt som Nederland befandt sig i i betragtning.

PÅ DETTE TIDSPUNKT var Nederland nemlig besat af Spanien og Hertugen af Alba (1508 - 82) var en lidet afholdt statholder, der nedkæmpede den politiske og religiøse opposition med terrormetoder, hårde skatteudskrivninger, forfølgelse og katolsk fanatisme. Men ser på Brueghels månedsbilleder er der ikke umiddelbart noget at komme efter for Alba. I hvert fald ikke når man ser på maleriet med moderne øjne. Med samtidens øjne er der måske noget med skiltet ved kroen til venstre i billedet. Og måske noget med den gyldne busk i forgrundens midte hvor sneen er ved at smelte.

BRUEGHEL FORTÆLLER OS i dette januarmaleri at det store findes i det små, og at den lille verden og den store verden hænger sammen. Han kæler for detaljerne i billedet på en sådan måde at hver lille sort streg på isen får sit eget liv og bærer sin egen fortælling.

SELVOM DET NU TØ'R i Danmark og der er mere sort og gråt når man kigger ud af vinduet end hvidt, har jeg svært ved at forestille mig en bedre illustration af januar måned end Brueghels maleri. Maleriet befinder sig på Kunsthistorisches Museum i Wien, og jeg har tilgode at se det live.

Ugens Kunsthistorie: MÅNEDSBILLEDET FOR JANUAR MÅNED

AT TRÆDE IND I ET NYT ÅR er et stort skridt. Ikke nødvendigvis fysisk, men i hvert fald mentalt. For mange af os er fyldt med ønsker om et godt eller bedre år end det foregående. En del er måske også usikre over hvad der vil ske i det kommende år. Og få er måske fyldt med bange anelser over alt det ukendte der ligger foran os.

HELDIGVIS er året jo ikke helt ukendt og ubeskrevet for os. Vi kender jo månederne og årstiderne. Året følger en kalender der giver det ukendte en struktur. Og således har det været i århundreder. I middelalderen benyttede man sig af dyrekredsens stjernetegn til at vise årets gang og ofte sammensat med billeder af det arbejde der hører til hver måned.

I HERTUGEN AF BERRYs berømte tidebog har tre brødre og deres værksted udformet kalenderdelens sider med smukke miniaturer. Brødrene Herman, Paul og Johan har valgt at deres årstidsbilleder skal vise scener fra hverdagslivet foldet ud i et landskab behersket af hertugen / adelen. Dette valg var helt utraditionelt i samtiden.

HER SER VI JANUAR MÅNED hvor hertugen sidder med en af kirkens mænd ved det rigt dækkede bord til nytårsfest og uddeling / udveksling af nytårsgaver. Gaver der signalerer ønsket om et frodigt år. Ovenover billedet ses en kobolt blå og stjernespækket himmel med både solvogn der viser solens gang på himlen og stjernetegnene stenbuk og vandbærer.

BILLEDET er fra omkring 1410. Brødrene Limburg trækker her på middelalder traditionen, hvor man ofte viser måneden januar med en mand der sidder ved et bord nogen gange med to drikkebægre for ligesom med Janus-hovedet at pege både tilbage og frem. Andre gange deles et brød i to dele ved bordet. Ingen af disse ting sker dog tydeligt i dette billede.

BRØDRENE LIMBURG viser os et tvetydigt billede, hvor symbolikken ikke er så tydelig som i middelalderen. Dette skyldes formentlig for det første at tidebogen ikke var beregnet for bønder men for hertugen selv. Der arbejdes ikke i en kirkelig sammenhæng her, men direkte for hertugen. Derfor ser man heller ikke kirker og katedraler, men mange skildringer fra hertugens direkte omgivelser og besiddelser.

HERTUGEN AF BERRY var opgavegiveren og mæcenen. Hertugen af Berry var 3. søn af den franske konge. Han brugte hele sit år på at rejse fra besiddelse til besiddelse med sit store følge. Det fortælles at han var en ret streng hersker, men at han havde et blødt punkt for kunsten. Og man kan konstatere at han har givet brødrene van Limburg frie hænder til at skabe miniaturerne til tidebogen Les trés riches heures du Duc de Berry. Arbejdet blev ikke færdigt hverken i brødrene eller hertugens levetid, men man må sige at værket stadig lever.

DEN NYSKABENDE LINIE som brødrene Limburg lagde ind i kunsten i begyndelsen af 1400-tallet ved at fokusere på det almindelige hverdagsliv og lade det fylde så meget i Hertugen af Berrys tidebog, betød at de kom til at lægge en linie ikke kun for dette fantastiske værk, men for kunstens udvikling fra det religiøse mod det mere verdslige.

Ugens Kunsthistorie: NYE BEGYNDELSER 2

MEGET APROPOS nye begyndelser - overskriften på dette indlæg samt en meget mulig overskrift på denne første tid af det nye år - har kunstneren Allan Otte (1978) malet dette maleri fra 2010 med titlen Ny Begyndelse.

VI SER HER et sneklædt landskab med høj himmel og stor vidde. Når sneen dækker landskabet kan man bilde sig selv ind at det er et uberørt naturlandskab man ser på...i hvert fald for en stund. I Danmark findes uberørt natur nærmest ikke. Landet er et stort kulturlandskab skabt og påvirket af mennesker. Men når det er hvidt der ude fordi sneen iklæder landskabet sin hvide vinterdragt, dækkes mange af de menneskelige spor og landskabet fremstår jomfrueligt og fyldt med muligheder for nye opdagelser.

MEN SER VI RIGTIGT på maleriet er det jo ikke et uberørt landskab vi ser, men derímod et landskab fyldt med spor. En vej ligger centralt i billedet ved siden af gården i højre side. Vejen er fyldt med spor efter køretøjer, der har passeret dette sted. I venstre side kan vi se aftryk i sneen - måske af fodspor. Dette landskab er et meget trafikeret sted, selvom det lige nu fremstår mennesketomt.

ALLAN OTTE er en mesterlig og meget moderne skildrer af det danske kulturlandskab der selv iklædt den hvideste og mest uskyldige sne er fyldt med spor efter mennesker. Spor der fører til, fører forbi og fører væk. Her er ikke et Janushoved der både ser frem og tilbage, men de mange spor fungerer nærmest på samme vis. Det er egentlig et meget komplekst kunstværk - for hvor fører vejen hen?

Ugens Kunsthistorie: NYE BEGYNDELSER

” Enhver begyndelse stammer fra en anden begyndelses slutning”
(Seneca)

OMKRING ET ÅRSSKIFTE er det naturligt at man ser tilbage på året der er gået og frem mod året der skal komme. Mellem jul og nytår kørte jeg forbi en mand der talte i telefon på Nordre Frihavnsgade. Da jeg på grund af sneen cyklede ret langsomt forbi ham, nåede jeg også at høre et uddrag af hans samtale. Han sagde: ”Jeg vil gerne tale med Line. Det drejer sig om at jeg håber at vores samarbejde i det nye år kan få en ny og bedre begyndelse”.

Jeg hørte ikke mere af samtalen, for så var jeg forbi, men jeg forestiller mig at de to personers samarbejde ikke har været det bedste i 2010, og nu med det nye år er der en mulighed for at begynde på en frisk. Denne mand så både tilbage på året der var gået og fremad på det år der skal komme.

I billedkunsten har man siden middelalderen fremstillet denne tilsyneladende fysisk umulige og ret mentale tilstand ved at bruge Janushovedet. Janushovedet forestiller oftest en mand der ser tilbage på det gamle år og fremad mod det nye på samme tid.

Her viser jeg en miserichorde fra Malvern i England. Dette er ikke et egentlig hoved, men en mand der sidder ved et festligt bord og har to drikkebægre. Dette symbol er også siden middelalderen blevet brugt som symbolet på januar måned. Når man skulle illustrere årets gang og månederne, brugte man oftest den festende og skålende mand som billede på årets første måned.

Med det ene bæger ser manden tilbage og skåler på det gamle år, og med det andet ser han frem og skåler for det nye år. Og det kan vi jo alle gøre med ham. Hvis der var noget i det gamle år der ikke var hensigtsmæssigt, så rummer det nye år heldigvis mulighed for at begynde på en frisk - at starte påny!

Ugens Kunsthistorie: DET NYE ÅR

DER FINDES IKKE så forfærdeligt mange direkte afbildninger af nytåret i kunsten. Men dette maleri af James Abbott McNeill Whistler (1834 - 1903) kunne været et nytårsbillede. Maleriet hedder Nocturne in black and gold. The Falling Rocket, og er fra 1874 / 1875.

Vi ser lyset fra en faldende raket mod den nattesorte himmel. Landskabet er ikke nærmere defineret, men det er heller ikke vigtigt for kunstneren. Nocturne betyder 'natlig' eller 'musikstykke'. Kunstneren opfatter lyset fra den faldende raket som noder i natten. Noder vi ser i et glimt, og så er de overståede og væk og befinder sig kun på vore nethinder.

Whistler så sine billeder som paralleller til musikstykker og kunne også kalde dem symfonier. Det Whistler gør på lærredets flade er at skabe et arrangement af linier, former og farver. Han udtalte selv, at han ikke ønsker at maleriet skal ligne noget, men at det skal fremstille en formel harmoni.

Harmoni er et musikalsk udtryk - som vi bruger i dagligdagen - og Whistler bruger det her til at udtrykke at der er balance i billedet. Nocturne bruges naturligvis også her i den samme betydning. Det er noget der sker om natten, men det er også noget der er i smuk harmoni.

Man kan ikke sige med sikkerhed om dette maleri er fra 1874 eller 1875, så det er muligt at det er fra årsskiftet. Whistler har været ligeglad med om han malede et billede af det gamle år eller det nye år. Det han har fanget i sit maleri er øjeblikket hvor lyset fra den faldende raket danser som musik hen over den nattesorte himmel, for derefter at være for evigt væk - undtagen i erindringen!

Ugens Kunsthistorie: PLUG AND PLAY

FØRSTE GANG jeg så Nina Saunders legeplads i Østre Anlæg, synes jeg mest den lignede et kunstværk – en smuk og spændende installation i det offentlige rum. En installation bygget i materialer der gør at man må røre ved dem, klatre på dem og kravle ind i dem. Der var ingen børn på den lille legeplads, hvilket yderligere understregede at her var et kunstværk mest til at SE på.

Vi er mange der helst ser og ønsker, at børn SELV finder på, begynder og gennemfører deres leg. En hel del af os mener nok også at børns egen legelyst og nysgerrighed udsættes for seriøs konkurrence af al det fortællingsfyldte legetøj der findes, og alle de færdige historier børn møder på computeren og i film: PLUG AND PLAY!

NINA SAUNDERS Kunstlegeplads består af mange dele. De dominerende objekter er en rød sofa/ stol hvor formen er ved at smelte, og et stort gammeldags fjernsyn man kan klatre ind i. Dermed er rammen sat for en dagligstue. Men den realistiske ramme brydes af en række høje pæle, hvorpå sidder fugle, æbler og hovedet af en hjort. Måske er de pynten i stuen? Tre par gammeldags børnesko er placeret rundt omkring på pladsen. Diskret i den ene side af legepladsen er placeret et par runde borde med bænke. De hører ikke til installationen (samme slags borde er placeret på kunstlegepladsen på Blågårdsplads), men inddrages da et æble er placeret på et af dem.

Jeg var lidt i tvivl om man overhovedet kan lege noget på denne kunstlegeplads – og hvis man legede, var legen så ikke allerede forudbestemt og fortalt? Jeg forestillede mig, at et barn kravlede ind i fjernsynet og var stjerne for en aften, mens de andre børn passivt ville sidde på sofaen. Måske ville de skiftes. Men initiativet til legen lå allerede i objekterne.

ANDEN GANG jeg så Saunders kunstlegeplads var der stadig ingen børn, blot et kærestepar der sad og drak øl ved et af de små runde borde. Men denne gang havde jeg selv medbragt et barn, for netop at finde ud af hvad man kan lege på sådan en kunstlegeplads – og om det er muligt at udvikle sin egen leg.

Passivt valgte jeg derfor at se til, mens mit medbragte barn (4 år) begyndte at lege. Barnet bestemte straks at ’stolen/ sofaen’ var en tunge - og dermed også en mund. Og en mund den kan synge! Barnet kravlede derefter ind i fjernsynet og annoncerede dagens underholdning: De dansende Blå Sko. Derefter kravlede barnet ud igen. Skoene kunne nemlig både danse og synge, og det var os der var skoene. Så var det slut med min passivitet, og vi sang og dansede både siddende på tungen og rundt på pladsen. Skoene sang Kim Larsens Jutlandia. Derefter var det De Røde Skos tur til at optræde. De kunne danse polka og synge Mallebrok er død i krigen, filiongonggong og tingeling. Til sidst var det De Sorte Skos tur. De dansede vals og sang Jeg ved en lærkerede.

Det var en sjov leg! Og den gjorde al min tvivl til skamme. KUNSTLEGEPLADSEN havde ikke forudprogrammeret legen. Al initiativ og fantasi var ikke opslugt. Jeg havde aldrig fundet på den leg - det gjorde barnet selv. Jeg skal absolut derhen med flere børn. Så må vi se hvad fjernsynet viser næste gang – PLUG AND PLAY!


KUNSTLEGEPLADSER er trendy for tiden. Læs mere om kunstlegepladser her.

Ugens Kunsthistorie: KUNSTEN I ØJNENE

ENHVER VED at det er farligt at få solen i øjnene. Kigger man direkte på solen i længere tid uden at have et filter imellem kan det få alvorlige konsekvenser for øjnene (som eksperterne siger). Så på denne tid af året undgår jeg naturligvis dette.

ALLIGEVEL har jeg trætte og irriterede øjne. Det skyldes dog ikke at jeg har set for meget på solen. Istedet har jeg rettet mine øjne mod optisk kunst de sidste par dage. Jeg har altid været begejstret for optisk kunst. Viktor Vasarelys (1908-1997) og Bridget Rileys (1931) hoppende, spjættende og snurrende mønstre hører absolut til blandt mine yndlingsværker. Men da de jo netop arbejder med påvirkning af øjet, kan dette efter længerevarende studier godt give beskueren kvaler.

I BEGYNDELSEN var jeg især optaget af Vasarely på grund af hans sort-hvide mønstre. Men siden udviklede det sig til en glæde over selve hans eksperimenter med form og flade. Louisiana Museum for Moderne kunst har i sin samling det fantastiske Vasarely-maleri Zilah (1957), et værk der findes flere versioner af.

ZILAH er et maleri, hvor Vasarely benytter to farver - blå og sort. Men det er ikke et mønster, han her har malet. Det er bestemt heller ikke et harmonisk maleri – snarere er det præget af en lang række brud.

LANGS BILLEDETS KANT ligger den sorte farve og indrammer resten af fladen. Men det er en ramme, der brydes på hver af de fire sider. Og ’rammedelene’ passer alligevel ikke sammen størrelsesmæssigt - hvis man nu forestillede sig at der ikke var disse brud.

DET SER UD SOM OM billedet er gået i stykker som et glas der er smadret. Eller som om en indre dynamik har trukket dele af billedet ud, og trukket dem op, og nu drejer de langsomt, langsomt rundt. Formerne er tilnærmelsesvis geometriske og rumlige. Man kan synes at de ligner Natos tredimensionelle stjerne. En stjerne på en blåsort baggrund.

JEG ER IKKE TRÆT AF KUNST (det bliver jeg aldrig!). Men må erkende at jeg har set for meget på Viktor Vasarelys optiske værker. Derfor er der ingen illustration til denne kunsthistorie. Blot et link. Så må man selv afgøre om ens øjne kan tåle det. Mon man kan få kunstbriller til beskyttelse af sine øjne?

Ugens Kunsthistorie: KUNSTQUIZZ – del 2

OP ART er en kunststrømning eller stil der har til formål at give beskueren ’ondt i øjnene’ – og skabe en fysisk interaktion, UDEN at man dog rører ved kunsten (for det MÅ man for det meste ikke).

Navnet er en forkortelse af det engelske Optical Art, på dansk Optisk Kunst. I optisk kunst arbejder kunstneren netop med at påvirke beskuerne til at tro at værket bevæger sig, selvom dette på ingen måde er tilfældet. Kunstnerne benytter former og farver og proportioner til at få flader til at virke rumlige med deres ’bevægelse’ / flimren. I Danmark arbejder flere kunstnere med det optiske i 1950erne og 1960erne.

Men inspirationen til Rasmus Bregnhøjs illustrationer til billedbogen TANTE T kommer fra den ungarskfødte kunstner Viktor Vasarely (1908-97). Bregnhøj har ikke kopieret Vasarely værket, men ladet sig inspirere af teknikken. Vasarely arbejder i serier, så jeg kan selvfølgelig ikke vide om det præcist er ovenforstående maleri af Vasarely, Bregnhøj har set. Men princippet er det samme.

I dette værk har Vasarely inddelt fladen i en række forskelligt farvede kvadrater, hvorpå skiftevis kvadrater og cirkler er placeret. Vasarely veksler mellem former og farver, således at der skabes en rytme, der narrer øjet til at tro at fladen bølger.

Har Bregnhøj stjålet motivet? Nej, det har han ikke. Vasarely vil gøre det klart for os (beskuerne), hvor stor en indflydelse vores synsapparat egentlig har på den måde vi oplever verden på. Vi tror jo at øjet registrer verden objektivt, men Vasarely viser os at det ikke er tilfældet.

Hos Bregnhøj er det oplevelsen der kommer først. Det vil sige, at Bregnhøj tager udgangspunkt i en sindstilstand, men viser at den er en objektiv sandhed for Tante T og os der læser historien. Virkemidlet er det samme, men virkningen det modsatte.

Ugens Kunsthistorie: KUNSTQUIZZ

KAN DU GÆTTE HVILKEN KUNSTNER DER HAR INSPIRERET TIL MØNSTERET PÅ DENNE SIDE? Nogle benytter sommerferien til at få læst den sidste nye skønlitteratur. Andre læser krimier. Jeg har kastet mig over Kim Fupz Aakesons samlede forfatterskab for børn og andre voksne. I tilknytning til en af disse geniale historier faldt jeg over en lille kunsthistorie. Og det skyldte ikke Aakeson, men illustratoren Rasmus Bregnhøj.

Historien handler om TANTE T, der er en kedelig tante. Hun bor et kedelig sted, spiser kedelig mad, laver kedelige ting - og har i det hele taget et kedeligt liv. Lige indtil hun begynder at sætte T foran alle ord – så bliver det hele mægtigt sjovt og lige til at grine af! Hun har det faktisk så skægt, at hun bliver indlagt på et sindssygehospital – og her fortsætter og eskalerer morsomhederne.

Den fantastiske og lærerige historie om TANTE T (for der er skam en morale) er skrevet af Kim Fupz Aakesoni 1992. I 2002 udgiver forlaget Carlsen historien som billedbog med mesterlige illustrationer af Rasmus Bregnhøj (født 1965).

I Bregnhøjs illustrationer til Tante T er der hele tiden to verdener, der kæmper om papiret – den genkendelige ’kedelige’ verden overfor et sprudlende farverigt og foranderligt mønster. Mønsteret indordner sig indimellem den genkendelige verdens rammer (som et tapet eller et gadeplan). Men overtager papiret afhængigt af om fortælleren ser Tante T udefra eller er kravlet ind i hendes hoved.

MØNSTERET på side 4 ligner et patchwork-tæppe sammensat af firkanter i forskellige farver, hvorpå er sat cirkler i forskellige farver. Det ser festligt ud, men ser man længere på mønstret begynder det nærmest at bevæge sig, og ser man endnu længere forvirres øjnene og man mister fokus.

STOR VAR MIN GLÆDE da jeg genkendte det kunsthistoriske forlæg, som Rasmus Bregnhøj leger med og lader sig inspirere af ikke alene på side 4, men også på siderne 5, 6, 9, 23 og 24 (mine sidetal). Kan du genkende kunstner og værker? Hvis ikke er der hjælp at hente på biblioteket eller i den næste kunsthistorie.

Ugens Kunsthistorie: FUGLSANG KUNSTMUSEUM

VARMEN er steget mig til hovedet. Med udsigt til overophedede Københavnske kontor- og industribygninger længes jeg efter de skønne pletter på Danmarkskortet, hvor man BÅDE kan vandre ude i naturskønne omgivelser OG svale sig i ventilerede udstillingssale - samt nyde kunst og kunst og ENDNU MERE KUNST!

FUGLSANG KUNSTMUSEUM er præcis svaret på mine hede bønner. Her kan naturen opleves på tæt hold med underskønne udsigter inklusive græssende køer og får. Man kan også slentre i den smukt anlagte park med de usædvanlige og hemmelighedsfulde træer. OG man kan køle sig ned i det lille, men veludstyrede kunstmuseum.

SAMLINGEN bliver grundlagt i 1887, hvor brygger Carl Jacobsen (1842-1914) opfordrer til at der oprettes en kunstsamling i tilknytning til Maribo Museum (åbner i 1890). I 1966 bliver kunstsamlingen adskilt fra det øvrige museum under navnet Lolland-Falsters Kunstmuseum. I 1989 skifter museet igen navn til Storstrøms Kunstmuseum. I 2004 giver bl.a. EU og Realdania tilsagn om økonomisk støtte til opførelsen af et nyt kunstmuseum ved Fuglsang gods. Museet tegnes af den engelske arkitekt Tony Fretton (1945), og åbner for publikum i 2008 - under navnet FUGLSANG KUNSTMUSEUM.

ARKITEKTEN Tony Fretton (født 1945) der bl.a. står bag Lisson Gallery (1986 og 1992), Camden Arts Centre (2004) i London og og Tietgens Ærgrelse (2010) i København, har med FUGLSANG KUNSTMUSEUM skabt et smukt museum med et minimalistisk uforstyrrende ydre (der kan minde om Silkeborg Kunstmuseum, KUNSTEN i Ålborg og sydfløjen på Louisiana Museum for moderne kunst), og et veludnyttet og meget praktisk indrettet indre. Udstillingssalene fordeler sig på hver side af en lang hall der også er en udstillingssal. For enden kan man sidde og nyde panoramaudsigten (en sofabænk ville måske være en idé?).

I DAG består samlingen hovedsageligt af dansk kunst fra slutningen af 1700-tallet til nutiden. Samlingen rummer mange perler. Blandt mine personlige favoritter er Harald Slott-Møllers fantastiske portræt af Agnes Slott-Møller (1862-1937). Hun står der så rank og levende i sin sorte kjole med læderbæltet som en stærk kontrast til broderier og broche. Den kvinde ville jeg have elsket at opleve live! Hvornår mon der kommer en solo-udstilling med og om hele hendes virke? Måske et projekt for Fuglsang – i samarbejde med andre museer?!

FREM TIL 22. AUGUST 2010 vises en mindre udgave af udstillingen Ø-skaber (oprindeligt vist på Brandts Klædefabrik) med bl.a. værker af Andreas Schulenburg, samt en spændende ophængning af værker fra museets samling.



NB: Gå endelig ikke glip af godsets park – for også her er der mulighed for at finde svale i bla. Cypressernes skygge!


Læs mere om Fuglsang Kunstmuseum her: www.fuglsangkunstmuseum.dk
Læs mere om Tony Fretton her: www.tonyfretton.com

Ugens Kunsthistorie: GUNNAR AAGAARD ANDERSEN OG MUNKERUPHUS

DEN MEST FANTASTISKE, DEN MEST OPFINDSOMME, MANDEN MED DEN MEST FASCINERENDE FANTASI… sådan beskrives kunstneren Gunnar Aagaard Andersen (1919-1982) af Jens Jørgen Thorsen i bogen Modernisme fra 1985.

Hvis man kunne sætte Gunnar Aagaard Andersen og al hans uforudsigelige kreativitet og nysgerrighed på en formel, så kunne den se ud som udstillingsstedet MUNKERUPHUS i Dronningemølle. Dette smukke sted dannede rammen om et sprudlende kunstnerliv med Gunnar og Grethe Aagaard Andersen i centrum. Familien Aagaard overtog landstedet MUNKERUPHUS i 1958 (opført i 1916). I 1986 blev bygningen fredet og siden 1989 har det fungeret som udstillingssted med 5-6 udstillinger om året.

GUNNAR AAGAARD ANDERSEN virkede som billedkunstner, designer og arkitekt. Han søgte og udforskede konstant nye territorier, eksperimenterede med mulighed og umuligheder i kunsten. Han arbejdede med billeder med hældningskoefficienter, marginer og æselører. Han skabte drivebilleder og rivebilleder og foldebilleder. Han designede tapeter, tæpper og tekstiler og møbler. Han legede med lyset og dets reflekser og skabte spændende scenografi. Aagaard Andersen var også professor på akademiet i 10 år, hvor han udførte et enestående arbejde som teoretiker, lærer og igangsætter.

Udstillingerne på MUNKERUPHUS er af meget forskellig karakter, men centrerer sig omkring design, kunsthåndværk og billedkunst. Stedet har på fornem vis specialiseret sig i udstillinger med familier af kunstnere og kunsthåndværkere – gerne med tilknytning til området. Blandt andet præsenterede man på en rigtig god udstilling flere generationer af familien Scherfig.

DRØMMEUDSTILLINGEN PÅ MUNKERUPHUS - som jeg ville elske at se og som ville passe perfekt til MUNKERUPHUS - er med kunstnerfamilien Westman: Karen Westman (1916-1970), Gunnar Westman (1915-1985), Bror Westman (1943), Inge Lise Westman (1945). Og familien Westman har tilknytning til Nordsjælland!

MUNKERUPHUS er altid et besøg værd. Er man ikke så interesseret i den aktuelle udstilling, kan man nyde maden i cafeen, eler den smukke arkitektur. Man kan også gå ud og studere naturen omkring med havet, stranden og parken, og dermed gøre som Aagaard Andersen selv har beskrevet at han gør:

JEG KIKKER IKKE NATUREN OVER SKULDEREN, MEN JEG HAR STUDERET DEN RET INDGÅENDE!


Aktuel udstilling: GLADE GENSYN med Christel Marott og Aage Lundwall – til 12. september 2010. Læs mere om MUNKERUPHUS her: www.munkeruphus.dk. Adressen er: Munkerup Strandvej 78, 3120 Dronningemølle. Tlf. 49 71 79 06.

Ugens Kunsthistorie: KUNSTLEG MED MARIEKIKS

Man køber en pakke Mariekiks (i Netto netop nu for 9 kroner) og finder atten knappenåle frem. Hullerne i en Mariekiks er så små, at hvis man vil trække noget igennem dem, må man presse hullerne lidt større med en nål. Så trækker/stikker/presser man de atten knappenåle igennem Mariekiksens huller – og voila, så kan Mariekiksen stå.



Med atten knappenåle ligner Mariekiksen en arkitektur-model. Arkitekter bygger altid modeller af de huse, som de sidenhen måske får bygget i stor størrelse. For arkitekten Frank O. Gehry (1929) kunne et stykke krøllet papir fungere som model til et af hans huse. Sukkerknalder kan også bruges til at bygge modeller med. Men det er nok ikke så ofte at man benytter Mariekiks.

Denne model forestiller måske en bygning med lange søjler og et rundt tag med mange små skorstene. Eller en bygning fyldt med mennesker der snakker sammen og soler sig på tagterrassen. Eller en bygning med mange små træer.




Knappenåle er så tynde, at det nærmest ser ud som om Mariekiksen svæver – som en flyvende tallerken eller en ufo på rejse for at udforske ukendte stjerner. Mine knappenåle har alle farvestrålende hoveder. Det gør denne model meget spraglet og dekorativ.



Ideen til Kunstleg med Mariekiks er ikke min. Inspirationen kommer fra et værk (se billede af Mariekiksen med knappenåle på lille hvidt podium) af kunstneren Jytte Høy (1959). I 1997 udstillede hun sammen med 54 andre kunstnere fra regionen Danmark-Skåne på Louisiana-udstillingen. Hendes bidrag var en installation af forskellige hverdagsobjekter sammensat på ny. Hun kalder dem Various Small Objects. Materialerne er blandt andet plasticposer, elpærer og madpakke-elastikker. I hvert objekt er der en stram leg med former og materialer, og med konventionelle materiale- og billedopfattelser.




Jeg synes at det fineste værk var og er Mariekiksen med de mange knappenåle i. Og det fortæller noget om Mariekiksens holdbarhed at dette værk nu kan nydes sammen med flere af Jytte Høys værker på udstillingen "Quote; The Raven" på galleriet 44 Møn, i Askeby på Møn frem til 25. juli.


Læs mere om galleriet 44 Møn her: http://www.44moen.dk/
Se mere om Jytte Høy her: http://www.jyttehoy.dk/

Ugens Kunsthistorie: FODBOLD (I LANGE) BANER

Søndag formiddag spilles masser af fodboldkampe rundt omkring. Jeg tænker ikke kun på kampene ved VM i Sydafrika. Næh, smut en tur ud i Bellahøj og se hvordan amatørholdene møder andre amatørhold. Eller på plænerne ved Utterslev mose. Eller i Fælledparken. Eller andre steder hvor der er et stykke grønsvær og det er lykkedes at samle 22 spillere.



Der er mange forskelle på amatørerne og de professionelle. Men en af de vigtigste forskelle er formentlig, at amatørerne ikke har et jublende eller piftende publikum de skal stå til regnskab for. Hvis de overhovedet har et publikum.



Men det gør ikke amatørkampene mindre spændende. For i disse kampe kan man virkelig se kernen i fodbold - spillet! Spillerne går til den, og de giver sig 100 procent hen. Den nederlandske fotograf Hans van der Meer (født 1955) skabte i årene 1995-98 en meget berømmet serie af fotografier kaldet Nederlanse Velden (Hollandske Marker). Til denne serie besøgte han over 350 steder i Nederland for at finde egnede baner. Det skulle være baner, hvor man samtidig kunne se det omgivende landskab, som han selv har forklaret:

"Football is a part of our culture and footballfields form part of our landscape. There er proportionally more grounds in Holland than in any other country in the world. Even in the smallest municipality you will find at least one club."

Siden denne serie har Hans van der Meer skabt en lignende serie i Portugal med portugisiske baner samt fotoserien Europæiske Marker. Van der Meer har også produceret filmen Vlaamse Velden (Flamske Marker). Denne film er sammensat af optagelser fra forskellige kampe. På trods af at der er tale om forskellige kampe på forskellige grønsværer er det de samme ritualer der gennemgås og gennemspilles. Oplev og nyd filmen her: http://vimeo.com/8870746 .


Læs mere om Hans van der Meer her: www.hansvandermeer.nl

Ugens Kunsthistorie: DET BEDSTE FORSVAR ER ET FORSVAR

FORSVARET ER DET VIGTIGSTE I FODBOLD! Hvad hjælper det at have en stærk midtbane og superangribere, hvis ikke man har et stærkt forsvar?! Dette kunne også overføres til livet udenfor grønsværen. Er man slået ned, er det jo svært at forsvare sig. Derfor er det godt at have forsvaret i orden. Den spanske kunstner Alicia Framis (født 1967) har taget dette op i sit projekt ANTI_DOG.

Ideen til ANTI_DOG fik Framis, da hun boede i Berlin og blev advaret mod at bevæge sig ned i en bestemt del af byen, fordi hun ville være et let offer for muskuløse mænd, skinheads med hunde og andre personer med voldelig adfærd!

Der findes formentlig statistikker over hvem der er mest udsat og i fare på og udenfor et stadion. Alicia Framis mener, at unge farvede kvinder vil være de mest udsatte. Derfor har hun brugt Ajax Amsterdams stadion som baggrund for en filmet performance i 2002 med titlen ANTI_DOG(Amsterdam).

Framis fik skabt en kollektion af 23 kjoler baseret på design af berømte designere som Coco Chanel, Hussein Chalayan, Christian Dior og Jean-Paul Gaultier. Alle kjoler er syet af et særligt gult stof (TWARON), et stof der beskytter mod kugler og knivstik, og dermed forsvarer kvinden mod overfald.

På de meget elegante rober er med sort broderet følgende racistiske citater: I wish you just die, This is not your country og I don't want a foreigner for this job.

ANTI_DOG blev udført syv forskellige steder i Europa. I 2002 var det udover Amsterdam og i Birmingham og i Paris. I 2003 var det i Helsingborg, Venedig, Barcelona og Madrid. Amsterdam skiller sig ud blandt disse byer, fordi ANTI_DOG her udspillede sig ved et fodboldstadium.

Man kan ikke påstå at alle fodboldfans også er rascister, men der findes særlige grupper af fans, der har rascistiske islæt. Og man må desværre erkende at rascismen også indimellem stikker sit grimme ansigt frem blandt professionelle spillere.

Ajax Amsterdam har stærkt rascistiske fangrupper, derfor virker det stærkt og meget relevant at se Framis' farvede modeller opstillet ved indgangen til stadium. Fodboldfansene går uden om modellerne som om de er uden liv. Selv da en af modellerne falder om, træder fans bare henover hende.

ALICIA FRAMIS viser at foldbold ikke er så socialt og hyggeligt, som f.eks. Coca Cola-reklamerne gerne vil overbevise om. Det er muligt at fodboldfansene opfatter modellerne som eksotiske elementer fra en fremmed planet. Men det jeg ser er, at der ingen hjælp er at få, hvis man får et ildebefindende. Samtidig viser det, at et forsvar udgjort af kugle- og knivsikre designer-kjoler og kvindelig skønhed ikke er det bedste. Måske er det bedste forsvar i denne sammenhæng at høre kampen i Sportpå3'eren!


Yderligere information om Alicia Framis projekt, blandt andet Lost Astronauts fra 2009 kan ses her: www.aliciaframis.com

Ugens Kunsthistorie: BLIKKET PÅ BOLDEN

WM i Sydafrika er begyndt og mange har blikket stift rettet mod den lille runde bold. Fodbold er naturligvis også blevet behandlet i kunsten. En af de kunstnere der har beskæftiget sig med folbold i sine værker er den nederlandske kunstner Marijke van Warmerdam (født 1959).

Videoen Voetbal (Fodbold) fra 1995 viser et barn i en skolegård i en by i Nederland. Barnet balancerer med en fodbold på hovedet i de ni minutter videoen varer. Man ser og ser på bolden på barnets hoved, selvom der ikke sker så meget. Man ser med en forventning om at bolden falder af hovedet på et tidspunkt. At der går ni minutter afføder respekt (i hvert fald hos denne beskuer).

Barnets koncentration står i stærk kontrast til de lyde der kommer fra omgivelserne - skolegårdens og byens. Barnet har lukket disse lyde fuldstændigt ude, og hører dem formentlig slet ikke.

Balancekunst, koncentration, udholdenhed og demonstration af sin kunnen er hvad jeg ser, når jeg iagtager denne film. Det er imponerende, hvad barnet formår. Og man kan kun håbe at barnet er istand til at omsætte disse koncentrationsevner til resten af sit liv.

Videoen viser en drøm. Beskuerens drøm om at være god til noget. Og barnets drøm om en fantastisk fodboldkarriere. I skolegårde, de mindste flækker, de fjerneste egne af verden og i krigszoner spilles der fodbold. Drømmen om at være god til noget er universel, og det kan være en af årsagerne til at fodbold er så populært.

I kølvandet på VM er det også populært med udstillinger om fodbold. Marijke van Warmerdam's videoværk kan opleves til 11. juli 2010 på udstillingen ONE SHOT - Football & Art Contemporain på udstillingsstedet B.P.S.22 project i Charleroi, Belgien.

I København vises en fodboldudstilling KICK OFF i Nikolaj Kirke. Mere om den i en senere KUNSTHISTORIE, og god fornøjelse med at holde blikke på bolden i den kommende tid!


ONE SHOT Football & Art Contemporain, B.P.S.22 Project, 22 bd Solway 6000 Charleroi i Belgien http://bps22.hainaut.be/.

Ugens Kunsthistorie: KRIGEN MAN IKKE TALER OM

(Foto: Per Folkver, politiken)


Danmark er i krig i Afghanistan. Civilbefolkningen lever under meget svære kår, selvom vi er der for at beskytte dem og befri dem fra Taliban-styret og andre onde kræfter. Næsten dagligt dør civile i denne krig, der blev præsenteret som en hurtigt-ind og hurtigt-ud operation. Nu har krigen varet i årevis, og den er ved at udvikle sig til et Vietnam 2. Men vi taler ikke så meget om krigen i Danmark.

Unge mennesker sendes som soldater på 'mission' i Afghanistan. De oplever sammenhold, kammeratskab samt spænding - og det der er værre. Nogle soldater kommer hjem i kister. Hvad målet er med krigen fortaber sig efterhånden i det uvisse. Men vi taler stadig ikke om krigen i Danmark.

Filmen "Armadillo" om netop krigen i Afghanistan har lige haft premiere. Men en del af den presse der har været, handler mest om hvorvidt der er begået krigsforbrydelser eller om 'nogen har lækket noget' og dermed udsat soldaterne for ekstra fare. Det er jo helt absurd. De er jo i fare bare ved at være der. Mon man kan være i mere eller mindre fare i Afghanistan?

Politikerne i et andet europæisk land, Nederland, har besluttet at trække alle deres soldater hjem fra Afghanistan. Måske i en erkendelse af at det er krigen man ikke kan vinde. Man taler om krigen i Nederland.

Kunstneren John Kørner er en af de yngre danske kunstnere, der blev inviteret til at male et maleri på det nyinstandsatte Frederik den VIIIs palæ på Amalienborg. Han har tidligere malet malerier af faldne soldater fra Afghanistan (vist på U-Turn).

Kørner fik sit første forslag til palæet afvist. Det næste forslag måtte han ændre lidt på. Men nu hænger hans maleri på væggen - godkendt af Kronprinseparret.

I en tidligere Ugens Kunsthistorie skrev jeg, at der hang et smukt maleri i palæet som formentlig var malet af John Kørner. Da der ingen skilte hang ved det, var det ikke til at sige (i april) om det var et afvist maleri. Men det er det heldigvis ikke.

Kørners meget smukke maleri viser en soldat, en flyvende palme og soldaterudstyr (hjelm og støvler). Det er tydeligt at maleriet handler om krig i fjernere lande.
Ifølge et interview med John Kørner i dagbladet Politiken forestiller maleriet:

"en sol der er ved at gå ned og en stor eksplosion. To soldater er fanget i eksplosionen. Den ene trodser tyngdekraften og hænger i den øverste del og af den anden er der kun hjelm og støvler tilbage. En stor palme er revet op ved roden".

John Kørner fortæller endvidere om maleriet:

"Hvad man kan få ud af det vil jeg lade være op til hver enkelt beskuer, men enhver dansker har jo et forhold til at vi er i krig i Afghanistan, alle har deres egen opfattelse af hvad der sker dernede. Billedet er i jordfarver og stærk orange".

John Kørners maleri på Amalienborg fortæller to historier: Historien om helte og historien om død og ødelæggelse. Da over en halv million besøgende lægger vejen forbi palæet kan man håbe, at maleriet kan være med til at få os alle til at tale om denne krig.


Læs interviewet med John Kørner fra dagbladet Politiken her: http://ibyen.dk/kunst/article988816.ece

Ugens Kunsthistorie: OM SMÅ GAMLE KONER

DER VAR ENGANG hvor man kunne se en lille gammel kone der sad på sin høje stol lige ved udgangen af den store forhal i Københavns Hovedbibliotek. Hun sad så fint og stille og afventende med hænderne i skødet. Betragtede måske alle os der gik forbi hende med en mild venlighed. Hun forstyrrede ikke nogen, men fremkaldte måske et lille smil eller en eftertænksomhed hos de der færdedes i forhallen.

DEN LILLE GAMLE KONE befinder sig stadig på Københavns Hovedbibliotek. Men af uransagelige årsager er hun blevet flyttet til tredie sal, og sidder nu foran bibliotikarers bord. Der sidder hun ikke særlig godt. Det er uforståeligt at man har flyttet hende dertil. Ingen lægger mærke til hende mere, andet end som en del af noget rod. Hun har ingen væg bag sig, og er vel nærmest blevet usynlig.

SMÅ GAMLE DAMER kan nemt overses og let blive usynlige. Det er jo nærmest netop denne usynlighed billedhuggeren Hanne Varming (født 1939) har synliggjort i sine skulpturer af de små gamle damer (der er også en på Kunstmuseet Trapholt i Kolding).

DERFOR er det bydende nødvendigt at man på KØBENHAVNS HOVEDBIBLIOTEK finder en respektfuld plads til den lille gamle kone igen.


Københavns Hovedbibliotek, Krystalgade 15, 1172 Kbh. K:
http://www.kkb.bib.dk/bibliotekerne/findbibliotek/hovedbiblioteket

Ugens Kunsthistorie: HVOR SIDDER KVARTERETS HJERTET?

Før man rev det lille klondykeparadis - barakbygningerne ved Nørrebro Station – ned, var denne lille plet formentlig Københavns mest internationale sted. Omkranset af Nørrebrogade, Borgmestervangen og Mimersgade. Det var ikke nogen arkitektonisk perle. Det var ikke smukt. Ja, det var vel egentlig mest noget værre rod.


Her kunne man se og møde mennesker i klædedragter fra mange forskellige verdensdele, og gik man hen ad gaden hørte man blandt andet tyrkisk, kroatisk, italiensk, brasiliansk, somalisk og engelsk.

Desuden var det som om dette sted aldrig sov. Her var myldrende liv døgnet rundt, et liv som man ellers netop kun oplever i London, Berlin eller New York.

Og midt i rod og mylder og liv kunne man her nyde kvarterets hjerte. Det røde lys i et cykelstopsignal havde passende fået form som et hjerte. Dette sted VAR hjertet både på ydre Nørrebro og i Nordvest.

Nu er stedet blevet en pæn plan plads. Cykelstopsignalet er igen en rød cirkel. Barakbygningerne er væk, og her skal være busholdeplads og metrostation. Det tager nok i hvert fald et årti med metroen. Og imens vi venter på det, har kvarteret fået et nyt hjerte.

Kunstneren Bjørn Nørgaard har skabt det nye hjerte af våben som politiet har konfiskeret. Det står uden for cafeen Castro, på Aksel Larsens Plads ved Nørrebrogade. Hjertet er placeret på en sokkel med inskriptionen ”Vi vil leve sammen” på elleve forskellige sprog.

Bjørn Nørgaards skulptur henviser på alle måder til det faktum, at mennesker fra mange forskellige dele af verden, med forskellige sprog og kulturelle baggrunde bor sammen på Nørrebro og at dette kan være svært. På den anden side kan dette også være fantastisk, eksotisk og berigende.

Måske henviser skulpturen også til den verserende bandekrig – men det er mindre interessant. For der bor SÅ mange mennesker i kvarteret uden relation til banderne. men et interessant spørgsmål er: HVOR SIDDER ET KVARTERS HJERTE - OG HVORDAN SER DET UD? Det er vi mange mennesker, der har en mening om. Derfor er der ikke et svar. Heldigvis!


Det Nye Hjerte af Bjørn Nørgaard, Aksel Larsens Plads, Nørrebrogade.

Ugens Kunsthistorie: NOGET OM VÆGGEN!

HVAD ER EN VÆG? Det er et spørgsmål jeg har stillet mig selv de sidste par dage. I forrige uge var jeg på jagt efter VÆGGEN - et multimedieprojekt skabt af Københavns Museum. VÆGGEN skal formidle Københavns kulturarv, og tanken er at den skal "skabe nysgerrighed, vidensbegær og diskussionslyst omkring hovedstaden". Desuden er intentionen med VÆGGEN at rykke formidlingen til det københavnske byrum og derved skabe et samlingspunkt på gadeplan, hvor borgerne kan udveksle ideer.

VÆGGEN var ret svær at finde. For mig! Og det skyldtes mine forventninger. Jeg forventede nemlig at finde en gigantisk væg på Kongens Nytorv á la en gavl eller en hel husfacade. Men da jeg endelig fandt det jeg ledte efter svarede det ikke rigtigt til min opfattelse af hvad en væg er.

Jeg opfatter en væg som en flade, der skiller to områder ad. Det kan være mellem inde og ude, eller mellem to rum. Ifølge Wikipedia er en væg som hovedregel en solid struktur der beskytter et område. Det er også min opfattelse at en væg kan have beskyttelse og afskærmning som funktion - beskyttelse mod vind og vejr eller beskyttelse mod nysgerrige øjne.

VÆGGEN er en container. Eller rettere den digitale væg sidder inde i en container, og så er der en slags passage gennem containeren. Da der er en del byggearbejde på Kongens Nytorv, og i den forbindelse er en hel del containere på pladsen, skiller VÆGGEN sig ikke særligt ud fra sine omgivelser. Egentlig var containervæggene ved siden af VÆGGEN meget mere opsigtsvækkende på grund af alle de plakater der var sat op om kulturelle aktiviteter i byen.

Der var ingen mennesker inde ved VÆGGEN da jeg gik derind. Efter at jeg havde stået der et stykke tid kom et par nysgerrige turister også derind. Men vi talte ikke sammen, så lige mellem os var der ingen diskussionslyst eller vidensudveksling. Blot nysgerrighed.

Qua min alder er jeg blevet kategoriseret som 'trediegenerationsindvandrer i den digitale verden'. Sådan følte jeg mig bestemt også, da jeg stod ved VÆGGEN. Den bestod af et mylder af billeder og nogle ord, som jeg forsøgte at aktivere, men det eneste jeg fik frem var billeder fra andre steder i byen.

Jeg havde hørt at der var interviews med forskellige beboere fra Nørrebro, og det var dem jeg gerne ville se / finde / høre på VÆGGEN. Da jeg endelig kom frem til Nørrebro, fik jeg stadig kun fotografier frem. Det er spændende fotografier af gaderne med de mange små købmænd og værtshuse, af gadekampene gennem tiderne og et instrument der illustrerede håb. Jeg fandt ikke frem til de interviews jeg søgte efter.

Jeg har ikke opgivet håbet om at finde ud af VÆGGEN. Så jeg tager der ind igen på et tidspunkt. Og igen. Indtil jeg har fundet mine informationer. Men jeg synes ikke umiddelbart kulturarven er voldsomt tilgængelig.


VÆGGEN, midt på Kongens Nytorv, opsat og udformet af Københavns Museum i samarbejde med forskellige partnere. OBS: VÆGGEN flyttes rundt, så check Københavns Museums hjemmeside http://www.copenhagen.dk/dk/.

Ugens Kunsthistorie: LOUISE BOURGEOIS

FØRSTE GANG JEG OPLEVEDE ET VÆRK AF LOUISE BOURGEOIS var på en studietur til New York i 1994. Det var en udstilling på et galleri i SoHo. Galleri-rummet var mørkt og her stod en installation af interieurer fyldt med forskellige objekter der alle pegede på et kvindeligt univers: Undertøj, symaskine etc. Der var fyldt, rodet og trangt 'inde' overfor det mørke, ukendte 'udenfor'. På en eller anden måde fik man som beskuer en fornemmelse af noget klamt og vådt - uden at der var klamt og vådt. Installationen kunne have været en kulisse til Lars Von Triers film "Dogville".

Installationen var ikke uhyggelig som f.eks. Edward Kienholz' grufulde mareridtsagtige installationer kan være det. Den var heller ikke perfekt i sammenligning med Ilya Kabakovs gennemførte labyrintiske installationer, men den befandt sig midt imellem disse to poler. Louise Bourgeois viser hvordan verden føles.

Louise Bourgeois er født den 25. december 1911 og døde i mandags den 31. maj - 98 år gammel. Hun er især blevet kendt for sine store skulpturer af edderkopper. Tate Modern åbnede i sin tid med en på alle måder kæmpeudstilling af tre af hendes edderkopperskulpturer i Turbinehallen. De passede perfekt dertil og satte en standard for dét udstillingsrum.


Men noget af det mest interessante Louise Bourgeois har skabt er faktisk hendes tidlige personnager (fra begyndelsen af 1950erne)- og hendes grafik.
Personnagerne oplevede jeg første gang på Whitney Museum of American Art's store oversigtsudstilling The American Century i 2000. Her stod de fine personnager som stolper med kæmpestore træperler på. De kunne forestille totempæle, men for mig er de en helt enkel og stærk fremstilling af menneskekroppen. Man tager en pind og dumper forskellige perler ned over den, - og vupti har man skabt en figur. Giacomettis samtidige skulpturer ligner nyrealistiske værker i sammenligning med disse.

På Dokumenta-udstillingen i 2003 udstillede Louise Bourgeois et strikket væsen OG grafik og tegninger. Bourgeois grafik og tegninger var nyt territorie for mig. Her arbejder hun igen med meget enkle - nærmest basale virkemidler, og skaber insisterende og nærmest hypnotiske billeder med røde RØDE cirkler, og arabesker, og enkelte figurer.


Bourgeois grafik og tegninger minder om blod på et hvidt lagen. Jeg kommer til at tænke på Karen Blixens novelle Det Hvide Lagen. I denne fortælling udstilles brudelagener fra landets fineste huse i et kloster. Hvert lagen - undtagen et - har smukke mønstre af blod. Disse mønstre på lagenet (be)viser at bruden var jomfru på bryllupsnatten.

Louise Bourgeois' oeuvre viser at menneskets psyke - indbildninger og angst og vrangforestillinger - udgør en lige så stor trussel mod menneskeheden som den ydre verden. Bourgeois bevæger sig i et univers fyldt med reference til kvindelige styrker og svagheder formentligt baseret på personlige erfaringer, men det er samtidig et univers fyldt med universielle antydninger af rædsler og gru og smerte.

Louise Bourgeois sagde om kunst: "Art is a guarantee of sanity". Bourgeois kunst fortaber sig ikke i paranoia eller skræmmebilleder, men viser verden ikke bare som den er men som den leves og opleves.

Ugens Kunsthistorie: BLOMSTRENDE - MEN UDEN KUNST!

Kongens Nytorv i København er en af byens fornemste pladser omkranset af vigtige institutioner som Kunstakademiet på Charlottenborg og Kunsthal Charlottenborg, Det Kongelige Teater, Magasin Du Nord, Hotel D'Angeleterre, Det Europæiske Miljøagentur, Den Franske Ambassade og Nyhavn. Man kan diskutere om Nyhavn er en institution, men på en måde er den det i København.

Om vinteren kunne man engang skøjte på denne plads, og sommeren løbes hvert år igang af studenterne der traditionen tro danser rundt her efter endt eksamen. MEN. I år indbyder pladsen ikke rigtigt til dans. Der graves og bygges og larmes på grund af det kommende Metro-byggeri. Det betyder at pladsen snarere har udviklet sig til en uoverskuelig støjfyldt labyrint.

Der findes ikke noget mere by-agtigt end det uoverskuelige, det støjfyldte og det labyrintiske, så denne historie handler ikke om metrobyggeriet og kvalerne i forbindelse med dette.

Ugens Kunsthistorie handler om VÆGGEN. Idag ville jeg ind til Kongens Nytorv for at finde VÆGGEN - Københavns Museums (Før kendt som Københavns Bymuseum) store og spændende digitale projekt. Jeg kender en der fortæller om hvordan det var at være indvandrer i København i 1970erne. Den fortælling ville jeg gerne ind og opleve.

MEN. Jeg ledte og ledte, så op og ned af murværket på samtlige facader, men kunne ikke finde VÆGGEN. Jeg forestillede mig at VÆGGEN var kæmpestor og umulig at overse. Jeg havde et indre billede af VÆGGEN som en gavlmur eller en husfacade, hvor alle bevægelser og fotografier kom op i stor størrelse.

Jeg tænkte, at hvis jeg ledte efter en stor gruppe mennesker der fotograferede og orienterede sig et sted på Kongens Nytorv, måtte det da være ved VÆGGEN. Stor var min lettelse derfor, da jeg midt i bygge-kakafoniet endelig øjnede en gruppe turister der stod og fotograferede. Men det var ikke VÆGGEN de var optaget af - det var Den Blomstrende Facade hos Det Europæiske Miljøagentur.

DEN BLOMSTRENDE FACADE har præcis den størrelse jeg forestillede mig at VÆGGEN ville have. Facaden består af et system der holder 4500 planter - 23 forskellige arter - så de tilsammen danner et Europa-kort: Et blomstrende Europa. Det er ikke specielt kønt, men det er alligevel SÅ fascinerende at man stopper op og lige ser en ekstra gang.

Den Blomstrende Facade er ikke et kunstværk, mere en reklame for eller fortælling om EU, Agenturet og biodiversitet. Men jeg kan godt forstår, hvis nogen kommer til at tro at det er et kunstværk. For det er lidt imponerende at man har fundet ud af et system der kan holde planterne så de ligner et kort over Europa. Og spillet på 'at blomstre' er SÅ charmerende at man næsten glemmer sin EU-skepsis.

Jeg fandt også VÆGGEN - men det er en anden (kunst)historie.

Ugens Kunsthistorie: SE DET SUMMER AF SOL OVER ENGEN...

DER ER UMIDDELBART LANGT fra det romantiske og yndige landskab der optræder i Holger Drachmanns Majvise (1897) til det landskab kunstneren Allan Otte (1978) maler. Og dog. På trods af at Otte maler foruroligende billeder af det moderne danske landskab med asfalterede veje, kæntrede kæmpe lastbiler og forstyrrende industri bygninger er der stadig "sølvklang i majbækkens vove" og "gyldent skær gennem aftenen lang" og "mod aften blir alting så tyst"!

Frem til 4. juli kan man opleve Allan Ottes malerier på udstillingen Efterbilleder på Gl. Holtegaard. Man kan også se Ottes Danmarks billeder i Nephews musik video her: http://www.youtube.com/watch?v=PyUKNkY7nV0


Gl. Holtegaard, Attemosevej 170, 2840 Holte. www.glholtegaard.dk. Åbent tir - fre 11 - 16, lør - søn 11 - 17.