fredag den 17. august 2012

Ugens Kunsthistorie: VERDEN ER SÅ STOR, SÅ STOR


DA JEG I FORÅRET OPDAGEDE at verden også rummer Nyseaber og 10.000 andre for mig ukendte dyrearter, fik jeg en følelse af rigdom; Vi kender heldigvis ikke hele verden, der er stadig uudforskede steder, ukendte territorier og masser af ubetrådte stier.

RIGDOMSFØLELSEN kom igen, da jeg denne sommer stod på Fredericianum i Kassel og så gruppen af skulpturer kaldet De Baktriske Prinsesser. Før det øjeblik havde jeg aldrig hørt om disse skulpturer, om baktriske prinsesser eller om den kultur der herskede i oltidsriget Baktrien. Jeg anede ikke engang, at der fandtes et sted der hed Baktrien.  Og en helt ny verden åbnede sig.

DE BAKTRISKE PRINSESSER kaldes prinsesser, men det er sandsynligt at de er gudinder af en slags. Disse volumiøse miniature figurer er på en og samme gang utroligt detaljerede og samtidigt meget enkle. De er komplekse konstruktioner, fordi de er sammensat af flere sten, udhuggede samt dekorerede. Kjoler, hoveder, hår, arme/ fødder og øjne er skabt af forskellige stenmaterialer. De har alle geometrisk dekorerede kjoler på, og de fleste sidder på en sokkel, en stol eller bare på jorden. På trods af de komplekse konstruktioner, ser de utroligt enkle ud. De vækker forestillinger om prinsesser der sidder et eksotisk sted og bliver underholdt dagen lang af hoffolk, kunstnere og undersåtter.
BAKTRIEN er navnet på det eksotiske asiatiske oldtidsrige som prinsesserne blev skabt i. Dette rige lå mellem  bjergkæden Hindu Kush og floden Amu Darja. I perioden mellem det 3. og det 2. årtusinde F.Kr. F. forsynede Baktrien Mesopotamien med råmaterialer, hvilket skabte grundlag for en velstående broncealder kultur.

DER FINDES IDAG 80 af skulpturerne på museer og hos samlere over hele verden, bla. på Louvre i Paris og på Metropolitan Museum of Art i New York. På dOKUMENTA 13 i Kassel udstilles altså 8 af dem. Og de er placeret i den del af udstillingen, som kaldes THE BRAIN, hvilket understreger af kuratorteamet med kunsthistorikeren Carolyn Christov-Bakagiev i spidsen har besluttet, at de er særligt vigtige. Og hvorfor er de så det?

SKULPTURERNE er imponerende på grund af deres alder, skønhed, skrøbelighed og sjældenhed. Men det er formentlig ikke kun derfor at de er med på dOKUMENTA 13. Idag er Baktrien en region der ligger imellem det nordlige Afghanistan, Turkmenistan, Uzbekistan og Tadjikistan. Og særlig det førstnævnte land fylder en deli vestlig bevidshed idag.
DE BAKTRISKE PRINSESSER repræsenterer en næsten ukendt fortid i Afghanistan - et land man desværre mest associerer med krig, krig og krig.  Og den følgende ødelæggelse. Men Afghanistan er et vigtig omdrejningspunkt på dOKUMENTA 13. Der er flere kunstværker med der berører Afghanistan, bl.a. Goshka Macuga (1967) og Alighiero Boetti (1940-1994). Og Queens Palace og Bagh-e Babur i Kabul er officielle sattelitter, hvor der vises dOKUMENTA 13 kunstværker af bl.a. Francis Alÿs (1959) og Tacita Dean (1965) og William Kentridge (1955). 

AFGHANISTAN er ikke alment kendt for sin rige kultur. Men man kan sige, at det har dOKUMENTA 13 påtaget sig at ændre på. Jeg ved ikke om det lykkes. Jeg ville gerne se udstillingsdelen i Kabul, men kan vist samtidig slå fast at der kommer jeg nok ikke de næste par år. Om nogensinde.

TIL GENGÆLD er det sikkert, at jeg skal se De Baktriske Prinsesser på både Louvre og Metropolitan og i de andre tilgængelige samlinger hvor de findes. For de er rigtig spændende. Og ikke kun på grund af deres geografiske historie. Men på grund af dem selv, for de er helt unikke. De har træk tilfælles med eksempelvis kubistiske skulpturer. Jeg kommer bl.a. til at tænke på Adams Fischers (1888- 1968) Spiralpigen fra 1918. De har materialet og udhugningen og dekorationen tilfælles. Men også kunstneren Jens Peter Kellermanns (1952) smukke kvindeskulpturer minder de mig om. Kellermanns figurer er også sammensat af forskellige materialer.

SPØRGSMÅLET ER om De Baktriske Prinsesser ville være blevet udstillet i hjerne-rummet på dOKUMENTA 13, hvis de ikke stammede fra Baktrien og havde noget med Afghanistans kulturelle historie at gøre. Deres skønhed alene havde nok ikke placeret dem der. De vidner om at verden er stor og rummelig, men er også en opfordring til at tage intellektuelt ansvar med hensyn til den politiske situation i Afghanistan. Og deres tilstedeværelse demonstrerer at kunsten altid også optræder i en politisk kontekst.




tirsdag den 7. august 2012

Ugens Kunsthistorie: DONATIONER

Director Ann Goldstein. Photo: Rineke Dijkstra

DIREKTØRENStedelijk Museum Amsterdam - Ann Goldstein - befinder sig lige nu i en kæmpeskandale i Nederland. Det er kommet frem at museet er blevet tilbudt en samling malerier af den abstrakt ekspressionistiske kunstner Willem De Kooning (1904-1997), men at de aldrig har reageret på tilbuddet og derfor er donationen nu trukket tilbage.

DET VIDES IKKE præcist hvad donationen bestod af eller hvorfor medarbejderne på Stedelijk ikke besvarede tilbuddet.  Dette er naturligvis direktørens ansvar. Og resultatet er, at kritikken hagler ned over hende fra alle sider. Hun kritiseres især for ikke at være synlig og ikke at have formået at skabe opmærksomhed nok omkring Stedelijk Museum Amsterdam - der genåbner 23. september 2012 efter mange års ombygning.

PRINCIPIELT - og teoretisk bør ethvert museum tage imod donationer uden større overvejelser. Mange museumssamlinger er også afhængige af donationerne. Dels naturligvis pengedonationer, men i høj grad også værkdonationer. Det lyder altid fantastisk at nogen vil donere kunst og umiddelbart tænker man, at det da kun kan være noget, man kan tage imod med kyshånd og bukken og skraben. Men jeg har hørt mange klager fra museumsmedarbejdere over de værker, de bliver tilbudt. For der er langt imellem de gode tilbud.

JEG HAR ARVET TO SMÅ MALERIER fra min grandtante, der havde arvet dem fra sin far. Han havde købt dem i Amsterdam og de var signeret af Rembrandt. Så i generationer troede man i familien, at vi ejede to Rembrandter. Jeg er sikker på at den museumsmedarbejder der har fået lov til at se på disse 'værker' har fået sig et billigt grin. For godt nok var Rembrandt van Rijn (1606-1669) en meget produktiv maler, men disse har ikke og har aldrig haft meget til fælles med en original Rembrandt. Og sådan er det jo rundt omkring i familierne. Mange ligger inde med arvestykker, som man tror er mere værd end de i virkeligheden er. Museumsmedarbejderne kan jo ikke tillade sig at grine af tilbuddene, så de må pænt og høfligt afvise.


DET ER IKKE PROBLEMFRIT at modtage donationer. Der er rigtig mange forhold der skal tages i betragtning og grundige overvejelser der skal gøres: 1) Er værkerne museumsværdige, dvs. er de udført af en kunstner/ kunstnere som det er relevant at udstille på et museum, 2) Er værket en af Henry Heerup udsmykket plasticpose fra Irma, som der findes mange af eller er det noget særligt som museumsgæsterne også vil få noget særligt ud af at opleve på museet, 3) Passer værket/ værkerne ind i den aktuelle samling. Hvis museets samling eksempelvis fokuserer på Guldaldermalerier passer en Heerup-skulptur ikke nødvendigvis ind, 4) Er værket i en sådan stand, at det vil være en alt for kostbar opgave for museet at overtage ansvaret for værket, 5) Er det donerede værk dårligere end de værker, museet i forvejen ejer af kunstneren.

MEN det er ikke nok med det. For nogle gange følger der klausuler med donationerne, og selvom disse som regel (hvis donationen går igennem) hemmeligholdes, så kan det jo eksempelvis være at museet forpligter sig til at opkalde salen eller fløjen, hvor donationen hænger, for den glade givers navn. En anden ting er at man som museum ved at modtage en donation kan være med til at blåstemple en bestemt samler, selvom denne måske har tjent pengene på børnearbejde i Indien, kokainproduktion i Columbia eller våbensalg til Afghanistan.

FALDGRUBERNE er mange og rundt omkring på museerne sidder kunsthistorikere og river sig i håret over de donationstilbud de modtager. Rigtig mange må man afvise, men da ingen har lyst til skandalehistorier om at man afviste en Picasso ... eller en Willem De Kooning, bliver de fleste tilbud gransket rigtig nøje.

NETOP derfor er det så underligt, hvad der egentlig er sket på Stedelijk. Men den kunsthistorie må vi vente lidt på.