onsdag den 28. november 2012

Ugens Kunsthistorie: KUNSTENS VÆRDI



KØB OG SALG AF KUNST er jo afhængigt af at nogen udviser interesse for kunsten og at noget har råd til at købe. For nyligt udtalte den amerikanske kunstkritiker David Hickey, at han 'forlader' kunstverdenen fordi den er blevet for overfladisk og tom, læs her. Før den økonomiske krise indtraf havde priserne for visse kunstnere på det internationale kunstmarkedet udviklet sig voldsomt. Summerne var gigantiske for kunstnere, som eksempelvis Damien Hirsts værker, og formentlig også kunstigt boostet af gallerier og kunstsamlere og kunstneren selv, se her.

DET LYDER MÅSKE underligt at man kan påvirke priserne på kunstværker på den måde, men det er faktisk muligt. På et tidspunkt betalte den danske stat for et udstillingssted i New York hvor danske gallerier kunne fremvise deres kunstnere. Tanken var at skabe en platform for den danske kunst i udlandet. Og de danske kunstnere solgte fint - men primært til danskere i New York. Og derefter kunne gallerierne fortælle hjemme i Danmark at kunstnerne havde succes i udlandet, og dermed blev deres værker mere værd.

EN ANDEN MÅDE at værdien på kunsten til at stige er naturligvis ved at få museerne til at udstille en kunstner. Det er der ikke noget galt i, men museerne skal passe på, når det eksempelvis drejer sig om at udstille samlinger. På Louisiana Museum for Moderne Kunst viste man Estella Samlingen af moderne kinesisk kunst. Det var en fantastisk udstilling, og den var både med til at booste kinesisk samtidskunst og kunstnere som Ai Wei Wei (1957), men den var også med til at blåstemple Estella Samlingen, der kort efter blev solgt for rigtigt mange penge, læs her. Værdien var steget, og spørgsmålet var om samlingen udnyttede museet som et salgsvindue!

DA BARACK OBAMA BLEV VALGT TIL PRÆSIDENT var vi mange der så frem til hans politiske betydning for lighed, frihed og fredelig sameksistens i verden. Som en anden Messias forventede vi at han ville fjerne al dårligdom og vi så frem til hans indsats for miljø, regulering af den grådige finansektor, behandlingen af fanger bl.a. på Guantanamo og et stop for krigene i Irak og Afghanistan. Her fire år efter kan vi konstatere at noget er sket, men at der også er en hel del der ikke er sket og at politik er kompromissets verden.

OBAMAS INDTOG I DET HVIDE HUS fik dog også en anden betydning. Nemlig for kunsten. I den økonomiske stimulus pakke, der var et af hans første tiltag, var 50 millioner dollars øremærket initiaver der kunne støtte kunsten, kunstnerne og kunstens verden.

OGSÅ PÅ DET SYMBOLSKE PLAN fik det en betydning for kunsten, da familien Obama overtog styringen. De sendte besked ud til museer og gallerier og private samlinger om at de gerne ville låne kunst af afrikansk-amerikanske, asiatiske, hispanics og kvindelige kunstnere.  I skarp kontrast til Det Hvide Hus kunstsamling der primært består af 1800-tals stilleben, landskaber og portrætter af mandlige kunstnere, ønskede de at markere overgangen til nye tider i Det Hvide Hus visuelt ved at låne moderne, abstrakte kunstværker. Og dette er af stor betydning for kunstmarkedet, da disse valg kan få betydning for kunstværkerne og kunstnernes øvrige værkers værdi.

DE FØRSTE VÆRKER der blev installeret i Det hvide Hus var af Alma Thomas (1891-1978), Jasper Johns (1930), Richard Diebenkorn (1922-1993), Edward Ruscha (1937), Robert Rauschenberg (1925-2008) og Louise Nevelson (1899-1988). Herefter er fulgt værker af bl.a. Nicolas de Stäel (1914-1955), Josef Albers (1888-1976), Edgar Degas (1834-1917), Charles Alston (1907-1977) - se værk af Alston her.

SELVFØLGELIG har de haft rådgivere til at hjælpe sig, og nogle gode nogen efter min mening.
Bortset fra Alma Thomas ( se værker af hende her) er de andre jo internationalt anerkendte og ikoniske kunstnere, og burde sådan set allerede være en del af Det Hvide Hus kunstsamling. I Det Hvide Hus samling er der indtil nu kun få værker af sorte kunstnere bl.a. Præsident Clintons Portræt af Simmie Lee Knox (1935), The Builders af Jacob Lawrence (1917-2000), Sand Dunes at Sunset, Atlantic City af Henry Ossawa Tanner (1859-1937) og The Farm Landing (1892) af Edward Bannister (1828-1901). Men det fik Obama-familien rådet bod på. Dog naturligvis ikke uden kritik - læs her.

KUNSTSAMLEREN E. T. Williams der ejer en stor afrikansk-amerikansk kunstsamling (tænk hvis den engang kunne blive vist i Danmark eller omegn?!) tilbød præsident-familien at de kunne låne hvad de ville fra hans samling. F.eks. værker af Louis Mailou Jones (1905-1998), Romare Bearden (1911-1988) og Hale Woodruff (1900-1980). Williams var ikke den eneste samler der stod på spring. Årsagen er naturligvis også at et lån eller en donation til Det Hvide Hus kan booste hans samlings profil, skabe mere interesse for den og afrikansk-amerikansk kunst og øge dens værdi, læs mere her.  

DET KUNNE VÆRE INTERESSANT at undersøge hvilken effekt det har på værdien af danske kunstværker, at de udstilles på museerne. Men det må blive i en anden kunsthistorie.


tirsdag den 20. november 2012

Dagens Kunsthistorie: GEORGIA O'KEEFFE - 125 ÅR



EN MEGET KLOG MAND citerede Pierre Bourdieus udlægning af kunstverdenen for mig denne formiddag. Han sagde: "Det hele handler om anerkendelse!". Og det er jo rigtig. I kunstverdenen handler det om at få og give anerkendelse, og ISÆR om retten til at få og give anerkendelse. Det er f.eks. ikke nok anerkendelse, at et kunstværk indgår i en samling - det skal være den rigtige samling.

DETTE FIK MIG IGEN TIL AT TÆNKE PÅ Kunstsamlingen i Det Hvide Hus. At blive indlemmet i denne samling må være en af de største anerkendelser man kan modtage. Ærgerligt at det så først sker, når man er død.

I DENNE MÅNED for 125 år siden blev den amerikanske kunstner Georgia Totto O'Keeffe født (se et af hendes malerier her). Det var den 15. november 1887 på en bondegård i nærheden af den lille by Sun Prairie i Wisconsin, at O'Keeffe kom til verden. Hendes forældre var bønder, men hendes morfar - som hun blev opkaldt efter - var en ungarsk greve.

NU DA DET ER OVER 100 ÅR SIDEN at hun begyndte at male, er det tid til en status. Og den status kan jo måles i anerkendelse. O'Keeffe har sit eget museum (se her), hvor man selvfølgelig har markeret og fejret de 125 år på behørig vis. O'Keeffes indsats står jo at læse i hendes visuelle æuvre, men der er også en anden markant indsats, man i disse dage kan fejre, nemlig kampen for at blive kunstner og kampen som kvindelig kunstner.

DET STOD JO IKKE SKREVET NOGLE STEDER, at Georgia O'Keeffe skulle blive en af de største skikkelser i amerikansk kunst og hun kæmpede da også både med sit køn og med troen på talentet. Allerede som 10-årig vidste hun, at hun ville være kunstner og hun og hendes søster modtog undervisning i akvarelmaleri, og ihærdigt forfulgte hun dette mål indtil 1908, hvor hun pludselig kom i tvivl og helt holdt op med at male. Istedet uddannede hun sig til underviser, og underviste de følgende år i Wisconsin, Virginia, South Carolina og Texas.

FØRST I 1912 begyndte O'Keeffe igen at male og en serie meget fine kul-abstraktioner blev fremvist for fotografen Alfred Stieglitz der ejede galleriet 291 i New York. Han overtalte hende til at udstille dem, da han mente at de var noget af det fineste han havde set, og efter en længere korrespondance lykkedes det ham også at overtale hende til at flytte til New York i 1918 og hellige sig sin kunstneriske karriere. De to havde også fundet hinanden som par, og flyttede sammen på trods af at han først fik skilsmisse i 1924.

DET VAR OGSÅ I MIDTEN AF 20'ERNE at O'Keeffe begyndte at male disse store blomsterbilleder, hvor motivet er så forstørret at det nærmest bliver abstrakt. Disse malerier er blevet symbolet på hendes kunst, på trods af at hun hat malet mange mange andre motiver.

DER ER INGEN TVIVL OM at hun idag er en anerkendt kunstner, også uden for USAs grænser. I Danmark viste Louisiana Museum for Moderne Kunst en udstilling med hende i 2002. Man kan bruge et berømt amerikansk cigaretmærke-slogan " You've come a long way, baby" om hendes karriere både som kvinde og som kunstner. Og det er ikke så længe siden, at hun som den første kvindelige kunstner blev en del af Det Hvide Hus samling. Men når man eksempelvis googler hende på den danske wikipidia (se her), står der tre linier om hende, og at man kan læse mere om hende ved at læse om Alfred Stieglitz og hans galleri. Det er helt utroligt! Det ville man jo ikke gøre med Pablo Picasso. Så måske er der yderlige et stykke vej at gå, før den totale anerkendelse.

mandag den 19. november 2012

Dagens Kunsthistorie: GEORGIA O'KEEFFE OG FARVEN HVID



DENNE MORGEN VAR GRÆSSET KNASENDE HVIDT. Et fint hvidt lag lå overalt på hustagene til min datters store begejstring, og vi måtte simpelthen røre ved det hele med både hænder og sko: "I eftermiddag er det jo væk, mor"!

DET VAR JO IKKE SNE, men jeg kom alligevel til at tænke på indledningen til romanen Frk. Smillas Fornemmelse for sne, hvor de mange forskellige grønlandske betegnelser for sne listes op. Det virker så eventyrligt og rigt med et sprog der kan udtrykke det samme på 100 måder. Og jeg forestiller mig gladeligt, at det samme gør sig gældende for farven 'hvid' på grønlandsk, selvom grønlænderne selv fortæller at det er en myte.

PÅ DANSK har vi ikke helt så mange navne for hvid. Jeg kender til betegnelserne atlaskeshvid, kridhvid, bleghvid, mælkehvid, snehvid og liljehvid for farven hvid. Hver eneste af disse betegnelser rummer et eventyr. Ved Atlaskeshvid tænker jeg på fine lange silkehandsker. Ved kridvid tænker jeg på små uskyldige gedekid og lam der hopper rundt på en eng med dejligt saftigt græs. Ved bleghvid tænker jeg på dånende kvinder i 1800-tallet. Ved mælkehvid tænker jeg på de ægyptiske dronninger Nefertite og Cleopatra. Ved snehvid tænker jeg på eventyr om små stakkels piger, der forgæves sælger tændstikker og drømmer om varmen fra en juleaften. Ved liljehvid tænker jeg på Hamlets Ofelia.

DA VI FOR TI ÅR SIDEN I LOUISIANAS BØRNEHUS var igang med at forberede vores visuelle og praktiske formidling i forbindelse med Louisianas store udstilling med den amerikanske kunstner Georgia O'Keeffe (1887-1986), skete der noget der handler om farven hvid. En kollega var igang med at male endevæggen i Atelieret Georgia O'Keeffe-hvid, da direktøren for det hele pludselig træder ind og siger "det er da ikke er hvidt!".

GEORGIA O'KEEFFE havde noget med farven hvid: Et sted er den et hvidt klæde under smukke æbler, et andet sted det indre af en muslingeskal, et tredie sted underlaget for glødende efterårsblade, et fjerde sted lysende birketræstammer, et femte sted drivende skyer, et sjette sted snedækkede tage i storbyen New York, et syvende sted bløde rosenblade, et ottende sted dalende snefnug, et niende sted stolte og strunke Kallalijer og et tiende sted farven på et kranium.

OG DEN HVIDE FARVE hos O'Keeffe er aldrig den samme. Den hvide farve hos Georgia O'Keeffe er rødlig eller gullig eller grønlig eller blålig eller brunlig eller grålig. Den er både lys og skygge, snedække og huller, ben og knogler. Den er det inderste og det yderste og meget mere end blot hvid.

DERFOR var endevæggen i Børnehuset ved at blive malet i forskellige hvide farvebånd, der umærkeligt flød over i hinanden - uden at man kunne se hvor det ene begyndte og det andet sluttede. Og derfor kunne direktøren med rette sige, at det ikke var hvidt. Men vi kunne også med rette replicere at det var det: Eventyrlig hvid som man kun finder det overalt hos Georgia O'Keeffe.



tirsdag den 13. november 2012

Dagens Kunsthistorie: POLITISK KUNST



I MIN BARNDOM voksede jeg op med politisk kunst: Dea Trier Mørchs (1941-2001) grafik, Corner-maleres fremstilling af 1.maj-optog og Erik Hagens (1940) sprudlende plakater. Det var 1970erne og kunsten blev brugt til at protestere mod uretfærdigheder på rigtigt mange områder: udnyttelse af arbejdere, kvinder og miljø. Vi sagde "Nej til..." atomkraft og krige og EU og andre politiske emner og vi var solidariske med alle der blev udbyttet - og dette kom sandelig også til udtryk i kunsten.

SIDEN BEGYNDELSEN AF 1980ERNE har jeg haft et lidt anstrengt forhold til politisk og protesterende kunst. Man kan jo få for meget af det gode, og jeg har i ca. 1½ årti foretrukket billedkunst der i sit udgangspunkt ikke var politisk. Men det er jo noget pjat, for kunstnere der vil noget er spændende, kunstværker der fortæller noget er jo dragende, og derfor er jeg også kommet frem til en meget mere afslappet holdning til politisk kunst.

DER ER OGSÅ SKET EN UDVIKLING i relationen mellem kunstscene og protest kunst. I 1970erne var den politiske kunst ikke institutionelt accepteret, og jeg husker det som om den altid fremvistes i et koldt telt med vådt græs. Men idag er en kunstner som Ai Wei Wei - der i den grad protesterer - en kunstner der udstiller på Louisiana Museum for Moderne Kunst, hos Faurschou Foundation og på Tate Modern.

dOKUMENTA-udstillingen denne sommer var der mange både politiske og protesterende værker med, hvilket viser hvordan denne kunstform er blevet inkluderet i kunstinstitutionerne. Et af værkerne bestod sågar i at en kunstner havde skabt en slags lejr foran Fridericianum hvor alle mulige protestfænomener havde fået husly.

TILBAGE I MIN BARNDOM ville man nok have sagt at kunstscenens accept af den politiske kunst er et led i at sabotere protesten, for - med en omskrivning af Joseph Beuys' ord -  når alt er protest, er intet protest længere. Men jeg tror nu snarere at dette er kunstscenens forsøg på at være mange facetteret. For selvfølgelig kan man ikke holde politik og protest ude af kunsten. Mange af de ovenfornævnte kunstnere, har fremstillet værker, der er blandt mine favoritter idag. Og hvis ikke dOKUMENTA 13 havde valgt at vise politisk kunst, havde jeg og mange andre måske aldrig stiftet bekendtskab med den norske kunstner Hannah Ryggen, hvis gobeliner i sin samtid var stærkt politiske, og idag fremstår på samme måde som Pablo Picassos Guernica.

mandag den 12. november 2012

Ugens Kunsthistorie: FIKTIONEN MARIE KRØYER

I 1997 VAR JEG OMVISER på udstillingen Portrætter fra et ægteskab om Marie og P.S. Krøyer da den vistes på Gl. Holtegaard. Jeg kan ikke huske, hvor mange omvisninger jeg havde, men det var mange, for det var en overordentligt populær udstilling. Efter den sidste offentlige omvisning kom en gæst hen til mig og fortalte at hun havde været med på den første omvisning jeg havde på udstillingen, og nu også den sidste. Og gæsten syntes at jeg var så god en formidler og hun følte at jeg fortalte så indlevet om Marie Krøyers skæbne, at hun gerne ville vide om jeg havde oplevet noget lignende. Det har jeg ikke. Men historien om Marie er så betagende og så følelsesfuld, at det er let at lade sig rive med.

KUNSTNEREN MARIE KRØYER (1867-1940), født Triepcke af tyske forældre, ville være kunstner. Hun var veninde med Heinrich Hirschsprungs datter Susanne og måske forlovet md hans søn Robert, og kom derfor en del i dette hjem. Kvinder havde på dette tidspunkt endnu ikke fået adgang til kunstakademiet. Men Marie havde talent og hun var indstillet på at blive kunstner, som flere andre kvinder i denne periode bl.a. Agnes Slott-Møller (se værker her) og Anna Ancher (se værker her). Marie gik på en atelierskole for kvindelige elever på Phillippavej, hvor bl.a. P.S. Krøyer kom og korrigerede eleverne.

I 1888 REJSTE MARIE til Paris og deltog i malerundervisningen af først Gustave Courtois (se nogle af hans værker her) og siden hos Puvis de Chavannes (se værker her) bl.a. sammen med Anna Ancher. I Paris mødte Marie igen P.S. Krøyer og det førte til en stormende forelskelse og bryllup i 1889. Da var hun 22 år gammel og Krøyer var 38 år.

MANGE TING GIK GALT for ægteparret Krøyer, og deres samliv blev meget problematisk. Dette problemfyldte ægteskab er udgangspunktet for Bille August film Marie Krøyer. Men som det klogeligt understreges indledningsvist i filmen, så er den en fiktion over dette forhold og samliv. Men selv med dette forbehold in mente, mener jeg at filmen portrætterer Marie forkert.

EN AF DE FØRSTE SCENER I FILMEN begynder med at ægteparret sidder og arbejder på hver deres maleri sammen i deres atelier i huset på Skagen med datteren Vibeke. Men Marie er urolig og skæver til husbondens større maleri og lette tilgang og lyse farver, mens hun selv sidder og fedter med et lille lærred og en blomsteropstilling der er mildest talt trist.

ALLEREDE i denne scene bliver fremstillingen af Marie forkert. For hun kommer til at fremstå som en talentløs og jaloux søndagsmalerinde. Det er måske rigtigt at hun blev jaloux på sin mands evner, men talentløs var hun ikke. Hun tvivlede på sine egne evner, men ikke desto mindre fik hun tvunget igennem at komme på flere kunstskoler, hvilket må have krævet en stærk vilje.

FORMENTLIG har det været svært for Marie Krøyer at forene datidens kvindeidealer om den perfekte hustru, værtinde og mor med at være kunstner, og måske derfor forblev hendes formater små, motivverdenen var fra de nære omgivelser, og en stor del af hendes kreative talent blev kanaliseret over i indretningen af hendes forskellige hjem - helt i tidens Arts and Crafts-ånd! Men denne kreativitet er slet ikke repræsenteret i filmen. Hun fortæller i filmen glædestrålende elskeren Hugo Alfvén, at hun har indrettet hans hytte, men vi ser ikke hvad hun har gjort, blot at de har sex.

I EN FILM er det også de små ting der er med til at tegne portrættet af personerne. Og i denne film kunne man have vist hendes intellektuelle og kunstneriske styrke ved at fortælle at hun var ven med bl.a. Georg Brandes og ægteparret Slott-Møller. Men i filmen ser vi kun, at hendes venner er en anden gift kvinde med en elsker og en skagkvinde der gerne vil have børn. Derfor kommer filmen aldrig til at handle om kunstneren Marie Krøyer, men om hustruen Marie Krøyer der var gift med kunstnerne P.S. Krøyer og Hugo Alfvén - altså en kvinde der ikke var noget i sig selv, men kun i kraft af sin skønhed og seksuelle tiltrækningskraft. Budskabet er egentlig, at hun ikke duede til noget - ikke engang til at sørge for sine egne børn.

JEG SYNES AT DET ER TRIST at se filmens reducering af kunstneren Marie Krøyer til sladderfiktion, men jeg forstår godt at man som manuskriptforfatter kan fare vild i denne historie. Da jeg i sin tid blev kontaktet af gæsten på Gl. Holtegaard, gik det op for mig, at jeg jo også var blevet suget ind i fiktionen og at jeg i min iver for at levendegøre dilemmaer og personer og kunstscene fra dengang havde glemt at holde en objektiv distance. Med det resultat at gæsten troede, at jeg talte om mig selv.

JEG MÅ INDRØMME at da rulleteksterne til filmen om Marie Krøyer kørte, måtte jeg tage mig selv i at tænke at Bille August har lavet en film om sig selv og sine kvinder. Men jeg tog mig i det. For selvfølgelig har han ikke det. Han har skabt en smuk og rørende film om P.S. Krøyer (suverænt spillet af Søren Sætter-Lassen) og hans ægteskab. Og det er dén, man skal gå ind og se. Filmen om Kunstneren Marie Krøyer skal nok komme. En anden gang!

Dagens Kunsthistorie: KUNSTEN I DET HVIDE HUS

BARACK OBAMA BLEV GENVALGT og det betyder at familien Obama bliver endnu fire år i Det Hvide Hus - den amerikanske præsidents officielle bolig i Washington. Jeg har aldrig besøgt det Hvide Hus og har egentlig heller aldrig haft lyst til det, før jeg skrev kunsthistorien om Childe Hassam (læs her), hvis ene maleri hænger i Det Ovale Kontor. Nu har jeg faktisk fået en stor lyst til at besøge Det Hvide Hus.

I MIN RESEARCH til historien om Childe Hassam gik det op for mig, at Det Hvide Hus faktisk har en omfattende kunstsamling (bestående af ca. 450 værker, heraf 6 af Childe Hassam). Det vidste jeg jo egentlig godt, for jeg har læst om Jackie kennedy, der som præsidentfrue ommøblerede Det Hvide Hus og bragte det op på et andet niveau kunsthåndværksmæssigt, designmæssigt og kunstmæssigt. Bla. hev hun 8 glemte Cézanne-malerier frem fra depoterne. Hvis man er interesseret i at få mere at hvide om hvilke kunstværker der befinder sig i Det Hvide Hus kunstsamling, kan man undersøge det her.

DET HVIDE HUS er jo hverken et museum eller et galleri, og store dele af huset er offentligt tilgængeligt. De dele af huset besøges måske af gæster der kun får muligheden for at besøge huset en gang i deres liv, og derfor tilstræber man at der ikke ændres stort på den kunst og udsmykning og indretning der eksisterer, således at forventningerne ikke skuffes.

DET ER EN KOMITÉ der bestemmer, hvilke værker der kan indlemmes i Det Hvide Hus kunstsamling og hvilke værker der vises frem i den offentlige del af huset. Og det er en fond der tilvejebringer midlerne til eventuelle køb. Og det kan være ret svært at få noget igennem. Hillary Clinton havde store problemer med at få komitéen til at købe Georgia O'Keeffes Mountain at Bear Lake, Taos (1930), fordi - som kritikerne indvendte - det passede ikke til samlingen der primært består af værker fra det 18. og 19. århundrede. Men det lykkedes og maleriet hænger nu i Det Grønne Værelse.

ET AF KRITERIERNE for optagelse i samlingen er at kunstneren er død. Det gav Laura Bush problemer, da hun skulle overtale komitéen til at købe et værk af Andrew Wyeth (1917-2009). Heldigvis lykkedes det hende. Kort efter døde han og priserne på hans værker steg voldsomt og det derfor aldrig ville have været muligt for samlingen at erhverve et.

PRINCIPPET MED DE DØDE KUNSTNERE kan umiddelbart virke underligt, men når man tænker på at skiftende familier bebor huset hvert fjerde eller hvert ottende år, og at disse hver repræsenterer skiftende smag og ideologi etc., så er det måske et meget godt princip for at undgå en samling der er poppet.

PRÆSIDENTEN OG PRÆSIDENTFRUEN bestemmer hvad der skal hænge i deres private gemakker og i arbejdsværelserne. Og det er kotume at nye præsidenter låner værker fra samlinger og museer, der så kan hænge hos dem, mens de bebor huset. Laura Bush (1946, præsidentfrue fra 2011-2009) lånte et Helen Frankenthaler-maleri til de private gemakker, og George Bush hængte mindst seks billeder af landskaber fra Texas op i Det Ovale Kontor, bl.a. Tom Lea (1907-2001) Rio Grande. Men disse værker er leveret tilbage. For nu er det familien Obama, der bestemmer hvad der har hængt de sidste fire år og hvad der skal vedblive med at hænge de næste fire år! Men det er en anden Kunsthistorie!