mandag den 31. maj 2010

Ugens Kunsthistorie: BLOMSTRENDE - MEN UDEN KUNST!





Kongens Nytorv i København er en af byens fornemste pladser omkranset af vigtige institutioner som Kunstakademiet på Charlottenborg og Kunsthal Charlottenborg, Det Kongelige Teater, Magasin Du Nord, Hotel D'Angeleterre, Det Europæiske Miljøagentur, Den Franske Ambassade og Nyhavn. Man kan diskutere om Nyhavn er en institution, men på en måde er den det i København.




Om vinteren kunne man engang skøjte på denne plads, og sommeren løbes hvert år igang af studenterne der traditionen tro danser rundt her efter endt eksamen. MEN. I år indbyder pladsen ikke rigtigt til dans. Der graves og bygges og larmes på grund af det kommende Metro-byggeri. Det betyder at pladsen snarere har udviklet sig til en uoverskuelig støjfyldt labyrint.
Der findes ikke noget mere by-agtigt end det uoverskuelige, det støjfyldte og det labyrintiske, så denne historie handler ikke om metrobyggeriet og kvalerne i forbindelse med dette.



Ugens Kunsthistorie handler om VÆGGEN. Idag ville jeg ind til Kongens Nytorv for at finde VÆGGEN - Københavns Museums (Før kendt som Københavns Bymuseum) store og spændende digitale projekt. Jeg kender en der fortæller om hvordan det var at være indvandrer i København i 1970erne. Den fortælling ville jeg gerne ind og opleve.

MEN. Jeg ledte og ledte, så op og ned af murværket på samtlige facader, men kunne ikke finde VÆGGEN. Jeg forestillede mig at VÆGGEN var kæmpestor og umulig at overse. Jeg havde et indre billede af VÆGGEN som en gavlmur eller en husfacade, hvor alle bevægelser og fotografier kom op i stor størrelse.

Jeg tænkte, at hvis jeg ledte efter en stor gruppe mennesker der fotograferede og orienterede sig et sted på Kongens Nytorv, måtte det da være ved VÆGGEN. Stor var min lettelse derfor, da jeg midt i bygge-kakafoniet endelig øjnede en gruppe turister der stod og fotograferede. Men det var ikke VÆGGEN de var optaget af - det var Den Blomstrende Facade hos Det Europæiske Miljøagentur.




DEN BLOMSTRENDE FACADE har præcis den størrelse jeg forestillede mig at VÆGGEN ville have. Facaden består af et system der holder 4500 planter - 23 forskellige arter - så de tilsammen danner et Europa-kort: Et blomstrende Europa. Det er ikke specielt kønt, men det er alligevel SÅ fascinerende at man stopper op og lige ser en ekstra gang.

Den Blomstrende Facade er ikke et kunstværk, mere en reklame for eller fortælling om EU, Agenturet og biodiversitet. Men jeg kan godt forstår, hvis nogen kommer til at tro at det er et kunstværk. For det er lidt imponerende at man har fundet ud af et system der kan holde planterne så de ligner et kort over Europa. Og spillet på 'at blomstre' er SÅ charmerende at man næsten glemmer sin EU-skepsis.




Jeg fandt også VÆGGEN - men det er en anden (kunst)historie.




mandag den 24. maj 2010

Ugens Kunsthistorie: SE DET SUMMER AF SOL OVER ENGEN...




DER ER UMIDDELBART LANGT fra det romantiske og yndige landskab der optræder i Holger Drachmanns Majvise (1897) til det landskab kunstneren Allan Otte (1978) maler. Og dog. På trods af at Otte maler foruroligende billeder af det moderne danske landskab med asfalterede veje, kæntrede kæmpe lastbiler og forstyrrende industri bygninger er der stadig "sølvklang i majbækkens vove" og "gyldent skær gennem aftenen lang" og "mod aften blir alting så tyst"!

Frem til 4. juli kan man opleve Allan Ottes malerier på udstillingen Efterbilleder på Gl. Holtegaard. Man kan også se Ottes Danmarks billeder i Nephews musik video her: http://www.youtube.com/watch?v=PyUKNkY7nV0


Gl. Holtegaard, Attemosevej 170, 2840 Holte. www.glholtegaard.dk. Åbent tir - fre 11 - 16, lør - søn 11 - 17.

torsdag den 20. maj 2010

Ugens Kunsthistorie: KUNST PÅ MINISTERKONTORET




DET VARMEDE MIT HJERTE at se et fotografi af socialminister Benedicte Kjær på forsiden af avisen forleden dag. Det var ikke socialministeren der varmede, men maleriet på væggen bag hende. Det var nemlig et af Folmer Bendtsens serie af malerier fra baggårde i København.

Folmer Bendtsen (1907 - 1993) malede flere af disse baggårde. Ikke billeder af en bestemt baggård, men snarere billeder af baggården som princip. For nogle øjne vil sådan en grå baggård ligne et fængsel som de små tynde lyse skikkelser er fanget i uden mulighed for at komme op og ud i den grønne natur. Måske vil billedet også fortælle sådanne øjne om trøsteløshed, tomhed og uendelig fattigdom.

SER MAN EFTER i Folmer Bendtsens malerier har det grå nuancer og der udfolder sig et liv på de kantede flader. Han har ovenikøbet sat musik til, da der på flere af billederne optræder spillemænd.

København bestod, indtil saneringen af brokvartererne tog fart i slutningen af 1980erne, af baggårde på baggårde på baggårde. Store dele af Vesterbro og Nørrebro var dækket af uendelige og labyrintiske og mørke baggårde, hvor solen stort set aldrig kom ned, og der derfor ikke var det mindste grønne græsstrå.

Indtil det blev almindeligt at børn kom i daginstitutioner - på grund af to udearbejdende forældre - i løbet af 1970erne, blev der i disse baggårde levet et liv som vi idag har en tendens til at idylisere. I baggårdene blev der sjippet og hinket og spillet bold og leget tagfat og dåseskjul og sanglege. Der blev også klatret i tørrestativer og på cykel- og toiletskure.

Der var ingen legepladser i gårdene, men der udfoldede sig en del leg. Børnene var uden voksent opsyn, men gårdene var fulde af børn, og den socialisering af børnene der idag foregår i institutionerne, foregik dengang i høj grad i baggårdene (eller på gaderne).

Idag er de fleste baggårde ryddet, så der er en stor åben gård med græs og planter og måske en legeplads til børnene. Der er måske fyldt med børn mellem kl. 15.30 og 18. Men ellers ligger de stille hen. Indimellem kan man måske ønske sig tilbage til den tid hvor børnene legede i gårde der var fyldt med legekammerater, og mødrene vaskede tøj gjorde rent og bagte boller. Det børneliv der udfoldedes i baggårdene dengang indeholdt helt sikkert noget godt. Men det har også været barskt! Og det har helt sikkert været rigtig farligt!

NÅR FOLMER BENDTSENS BAGGÅRD hænger på socialministerens kontor, varmer det mit hjerte fordi maleriet fortæller om by- og børneliv fra en svunden tid. Men indirekte fortæller maleriet også at det er godt at det gode børneliv i vore dage udfolder sig i trygge stimulerende rammer under pædagogisk opsyn i institutionerne.

tirsdag den 18. maj 2010

Ugens Kunsthistorie: SOMMER I DEN SORTE FIRKANT




SOMMER I DEN SORTE FIRKANT (1975) er et af de malerier, jeg husker tydeligst fra min barndom. Det hang på væggen over spisebordet i et skinnende orange køkken på Nørrebro i København. Min bror og jeg skiftedes til at finde figurer på billedet som den anden tænkte på. Vi lærte billedet RET godt at kende på denne måde.

Erik Hagens (1940) maler billedet i 1975. Kort tid efter at maleriet er færdigt bliver han igen ansat på Eks-skolens trykkeri. Her beslutter han at mangfoldiggøre maleriet som plakat. På plakaten er der en sort ramme, hvor udvalgte figurer fra billedet vises. Plakaten lægger altså op til detalje-leg.

SOMMER I DEN SORTE FIRKANT er et maleri, der rummer mange små historier om dagligdagen, og samtidig fortæller det den store historie om kvarterets barske forandring med spekulationen og husenes elendige stand, om nedrivningen - og i horisonten kan man se nybyggeriet komme nærmere i form af kranen. På pladerne rundt om Byggeren kan man se en række af tidens slogans: BØRN ELLER BILER, BØRNEMAGT, BØRN OG ARBEJDERE ER OGSÅ MENNESKER og HVORFOR!!! SKAL PRIVATE STORSVINDLE.

'Byggeren' på Nørrebro skulle være et fristed for børnene, så de ikke behøvede at lege i de labyrintiske og mørke baggårde eller på gaderne. For rigtigt mange børn var det en fantastisk legeplads!

Jeg husker det som et ubehageligt og utrygt sted fyldt med splintret træ og rustne søm og RIGTIG mange løse hunde. Men jeg var også mere til lyserød end til brun, og til tyl end til smækbukser. Og man kunne ikke lege på Byggeren iført tylskørt!

Dengang syntes jeg, at det var et grimt og grå-brunt billede. Idag synes jeg, at det er et fantastisk maleri. Ja, endda smukt med den grå-blå-røde ramme af bygninger langt billedkanten og den diagonale brug af gul.

Plakaten kan opleves på Arbejdermuseets store Erik Hagens-udstilling VELFÆRDSHVERDAG - I BILLEDERNE FRA 60ERNE TIL NU der vises frem til 15. august 2010. Plakaten kan desværre ikke fås mere (måske antikvarisk), men i udstillingskataloget er der en fin gengivelse.

Ugens Kunsthistorie: CYKLISTEN PÅ NØRREBROGADE



GIK DU GLIP AF SEPPO MATTINEN I CLAUSENS KUNSTHANDEL? Så kan du trøste dig med en lille tur på Nørrebrogade. På gavlen i nr. 14 har Mattinen for Københavns Kulturfond malet en cyklende pige (1993). Pigen er ikke elegant, men iført sommerligt cykeltøj. Hun tænker ikke på at se repræsentativ ud, men hendes tanker (og bevægelser) løfter hende op i luften, over gaden, imod himlen. Måske er hun så opslugt af tankerne, at hun slet ikke lægger mærke til hvor hun cykler. Det er genkendeligt for cyklister, men kan være farligt!

PIGEN BEFINDER SIG I et bylandskab der på engang er anonymt - og kunne være mange steder i verden, men samtidig er genkendeligt med søerne og de to tårn-agtige beboelsesejendomme ved Frederiksborggade. Da Seppo Mattinen (født 1930) skabte dette gavlmaleri, vidste han ikke at man også kan opfatte billedet på en anden måde. Med lukningen af en stor del af Nørrebrogade for privatbillister er det idag cyklisterne der hersker over Nørrebrogade.

Tilføjelse fra januar 2019: Der går rygter om at Cykelpigen skal fjernes. Man har ikke råd til at vedligeholde den og muligvis skal der bygges højt på Fakta-hjørnet.

mandag den 17. maj 2010

Ugens Kunsthistorie: VEJEN KUNSTMUSEUM



MAN SKAL IKKE SKUE HUNDEN PÅ HÅRET når man ser Vejen Kunstmuseum udefra. Det ser så liden ud, men rummer en fantastisk samling af symbolistiske kunstværker, af keramiske mesterværker og af kunstneren Niels Hansen Jacobsens (1881 - 1941) værker.

Museet er mest Niels Hansen Jacobsens endda med mulighed for at se hans dagligstuer og imponerende kinesiske skakspil. Både ude og inde er her fyldt med hans skulpturer, portrætter og keramiske produktion. På mange måder minder museet om Rudolf Tegners museum i Dronningemølle og alligevel er Vejen Kunstmuseum helt anderledes.

Klogeligt viser man i Vejen også samtidige symbolistiske kunstnere - og en del kunstnere der ikke normalt får så megen opmærksomhed (eksempelvis Jens Lund), heriblandt også en hel del kvindelige kunstnere. Dette bevirker at man får kunstneren præsenteret i en tidsmæssig sammenhæng - hvilket er fascinerende.

Efterhånden som man bevæger sig gennem de smukke rum på vejen Kunstmuseum, får man en voldsom lyst til at læse mere om de forskellige kunstneres samarbejde og relationer til hinanden, f.eks. arkitekten P.V. Jensen-Klint og de sumbolistiske billedkunstnere. Og det må da være en af de bedste anbefalinger et museum kan få - at gæsternes nysgerrighed bliver vakt og de får lyst til at vide mere! Museumsleder Teresa Nielsen har sørget for at dette kan lade sig gøre!

I museets ende præsenteres man får et festfyrværkeri af den smukkeste kunstkeramik i Danmark: Melou Vanggaard, Bode Willumsen, Ursula Reuter Christiansen og Niels Hansen Jacobsen selv. Ovenpå i børneafdelingen kan man (hvis man kan bukke sig SÅ dybt) også komme til teselskab med Rødhætte og Ulven iscenesat af Ursula Munch Petersen.

Vejen Kunstmuseum er en lille perle for både kunstelskere og hele familien. Som gæst bliver man hjerteligt modtaget, og alle - selv de mest vrangvillige besøgende - bliver tilhængere af stedet.


Vejen Museum, Østergade 4, 6600 Vejen. Tlf: 75 36 04 82.
Museet har åbent tir - fre kl. 10 - 16, lør - søn kl. 11 - 17.
For mer information se www.vejenkunstmuseum.dk