lørdag den 12. december 2009

Ugens Kunsthistorie: DEN UENDELIGE LISTE


Ifølge historikeren, semiotikeren, filosoffen og forfatteren Umberto Eco er der i den vestlige tankegang en forkærlighed for det encyklopædiske format og dét at skabe lister. I denne søde juletid er der mange lister i sving. Ønskelisten - der remser alle ens juleønsker op. Gavelisten – der viser hvilke gaver man skal give hvem og huske at købe. Madlisten over alt det man skal spise – og de ingredienser der skal være i hus. TO-DO-listen over alle de andre ting man gerne vil nå i december: Gran på graven, nelliker i appelsinen og hjerter i vinduet.

Man kan også lade listerne ligge og tage et smut til Paris. I Eiffeltårnets skygge kan man nyde en café au lait og udsigten over Seinen, et dekadent og krisefornægtende glas champagne på Champs Élysées eller et glas af husets rødvin på en lille algiersk restaurant ved Montparnasse. I stormagasinet Galerie Lafayette gør man alle sine indkøb. Og resten af tiden tilbringer man på Louvre – i godt selskab med Umberto Eco.

Louvre har indledt et samarbejde med kulturpersonligheder som eksempelvis den amerikanske forfatter Toni Morrison (1931) og den tyske billedkunstner Anselm Kiefer (1945). Netop nu er det italienske Umberto Eco (1932) der har skabt og viser sin personlige ’tour de lists’ gennem Louvres fantastiske samlinger af tegninger og grafik.

Ecos udgangspunkt og påstand er, at der i den vestlige kultur er en udtalt passion for ophobninger i form af samlinger, kataloger og lister, og at denne katalogisering afspejler vores tids ånd. Han nævner listerne over helgener, katalogiseringen af planter og samlingerne af kunst som eksempler. Og vi kunne fortsætte med popmusiklister, bog lister og avisernes årlige lister over de mest indflydelsesrige mennesker i verden. Samt kanoner – som vi i Danmark er så heldige at have et par stykker af. Eller denne blogs egen SUPERKUNSTNERLISTE.

Umberto Eco påviser at denne passion for at sammensætte lister findes helt tilbage i Illiaden, hvor Homer opremser alle de skibe der drager af sted for at deltage i den Trojanske Krig. Og passionen for listemageri findes stadigvæk. Listerne skaber en sti i vildnisset, der gør det lettere at komme igennem og at få noget fra hånden. Og listen skaber en momentan og tilsyneladende orden i kaos. Men der er jo en årsag til at listen over årets, årtiets og århundredets vigtigste værker hele tiden revideres. For solen går sin gang (som man siger) – og med den tiden - og med tiden ændres opfattelsen af værkerne. Uendeligt!

Udstillingen The Infinity Of Lists kan opleves frem til 2. august 2010. For mere information læs her http://www.louvre.fr/

onsdag den 9. december 2009

Ugens Kunsthistorie: NASREEN MOHAMEDI PÅ LUNDS KONSTHALL


Der var engang to bedsteforældre der elskede at skrive breve til deres barnebarn. De skrev dem sammen. Bedstefar fyldte den ene side af papiret. Derefter foldedes papiret, så der kom fire små felter. I det ene felt skrev bedstemor. Hvorfor? Måske fordi hun følte at hun ikke var så god til at skrive som ham. Måske fordi hun følte at hun ikke skrev så pænt som ham. Måske fordi hun syntes, hun ikke havde så meget at fortælle som ham. Måske fordi hun ikke ville fylde for meget - i forhold til ham.

En af de kunstnere mange stiftede bekendtskab med for første gang på Dokumenta-udstillingen i Kassel i 2007 var Nasreen Mohamedi (1937-1990). Hendes behagelige og bløde tegninger af linjer og geometriske former, hendes dagbogsblade samt fotografierne af en stille verden hang og lyste for sig selv (i ellers ikke så oplyste rum). Det er kunstværker der ikke gør meget væsen af sig selv. De støjer ikke. De råber ikke SE PÅ MIG. Det er alligevel værker der gør indtryk. Som en person der insisterer på at fortælle noget, men med en hvisken, der gør at man er nødt til at være stille og komme nærmere.

Dokumenta-udstillingen i Kassel i Tyskland er fantastisk, fordi man her præsenteres for hvad der har rørt sig på den internationale kunstscene i de foregående tre år. Noget kender man til, men meget kender man ikke til. Og det er vidunderligt at blive præsenteret for ukendte æuvrer og opdage nye kunstnere man ikke anede eksisterede. Der opstår en fornemmelse, som opdagelsesrejsende må kende til. I 2007 var der virkelig åbnet op for samtidskunstværker og kunstnere fra dele af verden vi i vesten ikke har så stort kendskab til.

Nasreen Mohamedis værker minder ved første øjekast måske om noget man som vesterlænding har set før. Tegningernes komposition leder tankerne hen på Konstruktivismen og De Stijl i Nederland, men farveholdningen er tuschens sorte, blyantens grå og papirets hvide. Tegningerne kan også minde om værker af Jan Schoonhoven eller Agnes Martin – men adskiller sig alligevel ved at nærme sig skitse-formen mere end et færdigt værk. Der er noget tøvende over Mohamedis værker.

For et par vesterlandsk-indoktrinerede-og-trænede-kunst-kigger-øjne er det altid interessant at se på ukendte værker og forsøge at placere dem i den kendte (vestlige) kontekst. Er Mohamedis kunst udtryk for en uberørt østerlandsk stil, der er vokset frem parallelt med den vesterlandske konceptuelle kunst? Eller er hun blevet inspireret af vesten og har sammensmeltet østlige og vestlige påvirkninger på papiret?

Nasreen Mohamedi blev født i Karachi (dengang en del af Indien), Pakistan i 1937, og døde i Bombay, Indien i 1990. Hun studerede ved St. Martins School of Art i London 1954-57. Hun rejste meget både i Østen og i Europa i perioden 1960 – 1980. Hun blev påvirket af zenbuddhismen, og hun opholdt sig i en periode i Frankrig, hvor hun blev meget inspireret af den franske teoretiker og feminist Helene Cixous.

WHAT GEOMETRY ONE FINDS ON THE BEACH skriver Nasreen Mohamedi i sin dagbog i 1970. Hendes dagbogsider – der også blev udstillet på Dokumenta – ligner nodeblade. Et lille monument over musik uden lyd. Også her er Mohamedis materiale blyant på – nu gulnet – papir, og dermed rummer de en skrøbelighed og forgængelighed der får dem til at minde om skitsens ufærdighed. De daglige refleksioner og gøremål Mohamedi nedfælder på papiret, lyder som og ligner nærmest små digte.

Nasreen Mohamedi ser og fremviser i alle sine værker den enkle og let oversete - men ufatteligt store skønhed der findes i de små ting, i tingens tekstur og verdens tomme steder. I samtlige værker er der en fængslende tilbageholdenhed – som i bedstemors lille udfyldte felt. Måske et grundlæggende feminint karaktertræk: Man må godt sige noget og være - men man må ikke fylde for meget i verden.


Værker af Nasreen Mohamedi kan opleves på Lunds Konsthal frem til 24. januar 2010. For yderligere information se www.lundskunsthall.se