fredag den 7. december 2012

Ugens Kunsthistorie: BORD DÆK DIG


 
JEG ELSKER GODE HISTORIER! Måden de fortælles på er underordnet. Men jeg har en stor kærlighed for visuelle fortælleformer. Jeg synes at netop den visuelle kommunikation på mange måder er underprioriteret i vores uddannelsessystem idag. Her tænker jeg især på ungdoms- og professionsuddannelserne. Og det på trods af at vi lever i verden, hvor det er ekstrem stor fokus på netop det visuelle.

EN VISUEL FORTÆLLEFORM er f.eks. borddækning. Spiser man med eller uden dug, spiser man med hænderne eller med bestik og bruger man servietter eller ej? Hjemme hos os er det med stofdug, bestik og servietter - også til familiens yngste. Det vi fortæller med vores borddækning er, at måltidet er vigtigt, at det er noget vi gerne vil samles om og hygge os med en rum tid.

ROYAL COPENHAGENs juleborde er en af mine faste juletraditioner. Deres juleborde dækkes af kendte mennesker (oftest i tæt samarbejde med husets dekoratører). Disse julebordsdækninger er egentlige ruminstallationer og fantastiske eksempler på visuel kommunikation. Det er simpelthen utroligt, hvad man kan fortælle med tallerkner, bestik og pynt.

JEG KAN DESVÆRRE IKKE HUSKE at det nogensinde har været billedkunstnere, der har dækket julebordene hos Royal Copenhagen. Men måske er det bare mig. Eller måske er det ikke noget for billedkunstnere. Jeg ville ellers gerne se visuelle fortællinger dækket af eksempelvis Ursula Reuter Christiansen, Jytte Høi, Kirstine Roepstorff, Eva Koch, Anja Franke og Gudrun Hasle. Eller af Superflex, Niels Lomholt, Erik Hagens, Jørgen Michaelsen, John Kørner og Niels Erik Gjerdevik.

MAN VILLE NOK SNARERE vælge museumsdirektører, galleriejere og tv-kunstformidlere hvis man valgte billedkunst som tema for årets juleborde. Og det ville ikke være så ringe endda. Jeg ser for mig borde dækket af Merete Jankowski (Overgaden), Luise Faurschou (Faurschou Foundation), Kristine Kern (Fotografisk Center), Gitte Ørskou (Kunsten), Bente Scavenius (kunstkritiker) og Anne Højer Petersen (Fuglsang Kunstmuseum).

DE KUNNE OGSÅ VÆLGE at dække bordene inspireret af afdøde kunstnere som eksempelvis Anna Ancher, J. F. Willumsen, Agnes Slott-Møller, Vilhelm Hammershøj, Francisca Clausen og Asger Jorn. Mulighederne er uendelige - heldigvis. Man kunne udvide konceptet og begynde at dække nytårsborde, og måske månedens bord! Men så er der en risiko for at konceptet udvandes kraftigt.

NOGLE BORDDÆKNINGER er kedelige og forsvinder fra erindringen med det samme. Andre husker man stadig årtier efter. Balletdanseren Alexander Kølpins meget nøgne og simple bord med brød, ost og kniv var nok den mest provokerende borddækning, jeg på daværende tidspunkt havde set (jeg mener at det var en gang i 1990erne).

PÅ ET TIDSPUNKT var det de adeliges tur til at dække bordene. Jeg husker flere detaljer fra Baron Otto Retz Thotts julebord. Han sad selv ved siden af dronningen og de drak øl fra hans gods. Et andet adeligt par var lige blevet gift og var nyforelskede og derfor var deres julebord en romantisk affære for to med diamantringe og champagne.

DER VAR ET ANDET ÅR hvor det var det kongelige haveselskab, den kongelige livgarde, det kongelige balletkorps og det kongelige kapel der havde dækket bordene. Sidste år var det to generationer i offentligt kendte familie dynastier. De var fra Perchs théhandel, konditoriet La Glace, familierne Ellemann-Jensen og Hillingsøe. Det var selvfølgelig markedsføring - men gode fortællinger er jo netop også kernen i god markedsføring.

I ÅR er det så kendte sangerinder, der dækker bordene: Cæcilie Nordby, Julie Berthelsen, Anne Dorthe Michelsen, Maria Carmen Koppel, Hella Joof (kendt sangerinde?) og Caroline Henderson. De har alle taget udgangspunkt i en julesalme/ sang. Deres borde fortæller om orden, oprindelsessted, romantik, ønsker, kreativitet og multikulturel identitet. Hvilke borde jeg synes bedst om og hvorfor er en anden historie!

TIL NÆSTE ÅR ville det være interessant, hvis det er kulturordførerne fra de forskellige partier i Folketinget, der dækker bordene. Eller måske kunne de indføre julebordsdækning som en tradition på Christiansborg! Så kan de samtidigt invitere til dansk julemiddag!

onsdag den 28. november 2012

Ugens Kunsthistorie: KUNSTENS VÆRDI



KØB OG SALG AF KUNST er jo afhængigt af at nogen udviser interesse for kunsten og at noget har råd til at købe. For nyligt udtalte den amerikanske kunstkritiker David Hickey, at han 'forlader' kunstverdenen fordi den er blevet for overfladisk og tom, læs her. Før den økonomiske krise indtraf havde priserne for visse kunstnere på det internationale kunstmarkedet udviklet sig voldsomt. Summerne var gigantiske for kunstnere, som eksempelvis Damien Hirsts værker, og formentlig også kunstigt boostet af gallerier og kunstsamlere og kunstneren selv, se her.

DET LYDER MÅSKE underligt at man kan påvirke priserne på kunstværker på den måde, men det er faktisk muligt. På et tidspunkt betalte den danske stat for et udstillingssted i New York hvor danske gallerier kunne fremvise deres kunstnere. Tanken var at skabe en platform for den danske kunst i udlandet. Og de danske kunstnere solgte fint - men primært til danskere i New York. Og derefter kunne gallerierne fortælle hjemme i Danmark at kunstnerne havde succes i udlandet, og dermed blev deres værker mere værd.

EN ANDEN MÅDE at værdien på kunsten til at stige er naturligvis ved at få museerne til at udstille en kunstner. Det er der ikke noget galt i, men museerne skal passe på, når det eksempelvis drejer sig om at udstille samlinger. På Louisiana Museum for Moderne Kunst viste man Estella Samlingen af moderne kinesisk kunst. Det var en fantastisk udstilling, og den var både med til at booste kinesisk samtidskunst og kunstnere som Ai Wei Wei (1957), men den var også med til at blåstemple Estella Samlingen, der kort efter blev solgt for rigtigt mange penge, læs her. Værdien var steget, og spørgsmålet var om samlingen udnyttede museet som et salgsvindue!

DA BARACK OBAMA BLEV VALGT TIL PRÆSIDENT var vi mange der så frem til hans politiske betydning for lighed, frihed og fredelig sameksistens i verden. Som en anden Messias forventede vi at han ville fjerne al dårligdom og vi så frem til hans indsats for miljø, regulering af den grådige finansektor, behandlingen af fanger bl.a. på Guantanamo og et stop for krigene i Irak og Afghanistan. Her fire år efter kan vi konstatere at noget er sket, men at der også er en hel del der ikke er sket og at politik er kompromissets verden.

OBAMAS INDTOG I DET HVIDE HUS fik dog også en anden betydning. Nemlig for kunsten. I den økonomiske stimulus pakke, der var et af hans første tiltag, var 50 millioner dollars øremærket initiaver der kunne støtte kunsten, kunstnerne og kunstens verden.

OGSÅ PÅ DET SYMBOLSKE PLAN fik det en betydning for kunsten, da familien Obama overtog styringen. De sendte besked ud til museer og gallerier og private samlinger om at de gerne ville låne kunst af afrikansk-amerikanske, asiatiske, hispanics og kvindelige kunstnere.  I skarp kontrast til Det Hvide Hus kunstsamling der primært består af 1800-tals stilleben, landskaber og portrætter af mandlige kunstnere, ønskede de at markere overgangen til nye tider i Det Hvide Hus visuelt ved at låne moderne, abstrakte kunstværker. Og dette er af stor betydning for kunstmarkedet, da disse valg kan få betydning for kunstværkerne og kunstnernes øvrige værkers værdi.

DE FØRSTE VÆRKER der blev installeret i Det hvide Hus var af Alma Thomas (1891-1978), Jasper Johns (1930), Richard Diebenkorn (1922-1993), Edward Ruscha (1937), Robert Rauschenberg (1925-2008) og Louise Nevelson (1899-1988). Herefter er fulgt værker af bl.a. Nicolas de Stäel (1914-1955), Josef Albers (1888-1976), Edgar Degas (1834-1917), Charles Alston (1907-1977) - se værk af Alston her.

SELVFØLGELIG har de haft rådgivere til at hjælpe sig, og nogle gode nogen efter min mening.
Bortset fra Alma Thomas er de andre jo internationalt anerkendte og ikoniske kunstnere, og burde sådan set allerede være en del af Det Hvide Hus kunstsamling. I Det Hvide Hus samling er der indtil nu kun få værker af sorte kunstnere bl.a. Præsident Clintons Portræt af Simmie Lee Knox (1935), The Builders af Jacob Lawrence (1917-2000), Sand Dunes at Sunset, Atlantic City af Henry Ossawa Tanner (1859-1937) og The Farm Landing (1892) af Edward Bannister (1828-1901). Men det fik Obama-familien rådet bod på. Dog naturligvis ikke uden kritik - læs her.

KUNSTSAMLEREN E. T. Williams der ejer en stor afrikansk-amerikansk kunstsamling (tænk hvis den engang kunne blive vist i Danmark eller omegn?!) tilbød præsident-familien at de kunne låne hvad de ville fra hans samling. F.eks. værker af Louis Mailou Jones (1905-1998), Romare Bearden (1911-1988) og Hale Woodruff (1900-1980). Williams var ikke den eneste samler der stod på spring. Årsagen er naturligvis også at et lån eller en donation til Det Hvide Hus kan booste hans samlings profil, skabe mere interesse for den og afrikansk-amerikansk kunst og øge dens værdi, læs mere her

DET KUNNE VÆRE INTERESSANT at undersøge hvilken effekt det har på værdien af danske kunstværker, at de udstilles på museerne. Men det må blive i en anden kunsthistorie.


tirsdag den 20. november 2012

Dagens Kunsthistorie: GEORGIA O'KEEFFE - 125 ÅR



EN MEGET KLOG MAND citerede Pierre Bourdieus udlægning af kunstverdenen for mig denne formiddag. Han sagde: "Det hele handler om anerkendelse!". Og det er jo rigtig. I kunstverdenen handler det om at få og give anerkendelse, og ISÆR om retten til at få og give anerkendelse. Det er f.eks. ikke nok anerkendelse, at et kunstværk indgår i en samling - det skal være den rigtige samling.

DETTE FIK MIG IGEN TIL AT TÆNKE PÅ Kunstsamlingen i Det Hvide Hus. At blive indlemmet i denne samling må være en af de største anerkendelser man kan modtage. Ærgerligt at det så først sker, når man er død.

I DENNE MÅNED for 125 år siden blev den amerikanske kunstner Georgia Totto O'Keeffe født (se et af hendes malerier her). Det var den 15. november 1887 på en bondegård i nærheden af den lille by Sun Prairie i Wisconsin, at O'Keeffe kom til verden. Hendes forældre var bønder, men hendes morfar - som hun blev opkaldt efter - var en ungarsk greve.

NU DA DET ER OVER 100 ÅR SIDEN at hun begyndte at male, er det tid til en status. Og den status kan jo måles i anerkendelse. O'Keeffe har sit eget museum (se her), hvor man selvfølgelig har markeret og fejret de 125 år på behørig vis. O'Keeffes indsats står jo at læse i hendes visuelle æuvre, men der er også en anden markant indsats, man i disse dage kan fejre, nemlig kampen for at blive kunstner og kampen som kvindelig kunstner.

DET STOD JO IKKE SKREVET NOGLE STEDER, at Georgia O'Keeffe skulle blive en af de største skikkelser i amerikansk kunst og hun kæmpede da også både med sit køn og med troen på talentet. Allerede som 10-årig vidste hun, at hun ville være kunstner og hun og hendes søster modtog undervisning i akvarelmaleri, og ihærdigt forfulgte hun dette mål indtil 1908, hvor hun pludselig kom i tvivl og helt holdt op med at male. Istedet uddannede hun sig til underviser, og underviste de følgende år i Wisconsin, Virginia, South Carolina og Texas.

FØRST I 1912 begyndte O'Keeffe igen at male og en serie meget fine kul-abstraktioner blev fremvist for fotografen Alfred Stieglitz der ejede galleriet 291 i New York. Han overtalte hende til at udstille dem, da han mente at de var noget af det fineste han havde set, og efter en længere korrespondance lykkedes det ham også at overtale hende til at flytte til New York i 1918 og hellige sig sin kunstneriske karriere. De to havde også fundet hinanden som par, og flyttede sammen på trods af at han først fik skilsmisse i 1924.

DET VAR OGSÅ I MIDTEN AF 20'ERNE at O'Keeffe begyndte at male disse store blomsterbilleder, hvor motivet er så forstørret at det nærmest bliver abstrakt. Disse malerier er blevet symbolet på hendes kunst, på trods af at hun hat malet mange mange andre motiver.

DER ER INGEN TVIVL OM at hun idag er en anerkendt kunstner, også uden for USAs grænser. I Danmark viste Louisiana Museum for Moderne Kunst en udstilling med hende i 2002. Man kan bruge et berømt amerikansk cigaretmærke-slogan " You've come a long way, baby" om hendes karriere både som kvinde og som kunstner. Og det er ikke så længe siden, at hun som den første kvindelige kunstner blev en del af Det Hvide Hus samling. Men når man eksempelvis googler hende på den danske wikipidia (se her), står der tre linier om hende, og at man kan læse mere om hende ved at læse om Alfred Stieglitz og hans galleri. Det er helt utroligt! Det ville man jo ikke gøre med Pablo Picasso. Så måske er der yderlige et stykke vej at gå, før den totale anerkendelse.

mandag den 19. november 2012

Dagens Kunsthistorie: GEORGIA O'KEEFFE OG FARVEN HVID



DENNE MORGEN VAR GRÆSSET KNASENDE HVIDT. Et fint hvidt lag lå overalt på hustagene til min datters store begejstring, og vi måtte simpelthen røre ved det hele med både hænder og sko: "I eftermiddag er det jo væk, mor"!

DET VAR JO IKKE SNE, men jeg kom alligevel til at tænke på indledningen til romanen Frk. Smillas Fornemmelse for sne, hvor de mange forskellige grønlandske betegnelser for sne listes op. Det virker så eventyrligt og rigt med et sprog der kan udtrykke det samme på 100 måder. Og jeg forestiller mig gladeligt, at det samme gør sig gældende for farven 'hvid' på grønlandsk, selvom grønlænderne selv fortæller at det er en myte.

PÅ DANSK har vi ikke helt så mange navne for hvid. Jeg kender til betegnelserne atlaskeshvid, kridhvid, bleghvid, mælkehvid, snehvid og liljehvid for farven hvid. Hver eneste af disse betegnelser rummer et eventyr. Ved Atlaskeshvid tænker jeg på fine lange silkehandsker. Ved kridvid tænker jeg på små uskyldige gedekid og lam der hopper rundt på en eng med dejligt saftigt græs. Ved bleghvid tænker jeg på dånende kvinder i 1800-tallet. Ved mælkehvid tænker jeg på de ægyptiske dronninger Nefertite og Cleopatra. Ved snehvid tænker jeg på eventyr om små stakkels piger, der forgæves sælger tændstikker og drømmer om varmen fra en juleaften. Ved liljehvid tænker jeg på Hamlets Ofelia.

DA VI FOR TI ÅR SIDEN I LOUISIANAS BØRNEHUS var igang med at forberede vores visuelle og praktiske formidling i forbindelse med Louisianas store udstilling med den amerikanske kunstner Georgia O'Keeffe (1887-1986), skete der noget der handler om farven hvid. En kollega var igang med at male endevæggen i Atelieret Georgia O'Keeffe-hvid, da direktøren for det hele pludselig træder ind og siger "det er da ikke er hvidt!".

GEORGIA O'KEEFFE havde noget med farven hvid: Et sted er den et hvidt klæde under smukke æbler, et andet sted det indre af en muslingeskal, et tredie sted underlaget for glødende efterårsblade, et fjerde sted lysende birketræstammer, et femte sted drivende skyer, et sjette sted snedækkede tage i storbyen New York, et syvende sted bløde rosenblade, et ottende sted dalende snefnug, et niende sted stolte og strunke Kallalijer og et tiende sted farven på et kranium.

OG DEN HVIDE FARVE hos O'Keeffe er aldrig den samme. Den hvide farve hos Georgia O'Keeffe er rødlig eller gullig eller grønlig eller blålig eller brunlig eller grålig. Den er både lys og skygge, snedække og huller, ben og knogler. Den er det inderste og det yderste og meget mere end blot hvid.

DERFOR var endevæggen i Børnehuset ved at blive malet i forskellige hvide farvebånd, der umærkeligt flød over i hinanden - uden at man kunne se hvor det ene begyndte og det andet sluttede. Og derfor kunne direktøren med rette sige, at det ikke var hvidt. Men vi kunne også med rette replicere at det var det: Eventyrlig hvid som man kun finder det overalt hos Georgia O'Keeffe.



tirsdag den 13. november 2012

Dagens Kunsthistorie: POLITISK KUNST

I MIN BARNDOM voksede jeg op med politisk kunst: Dea Trier Mørchs (1941-2001) grafik, Corner-maleres fremstilling af 1.maj-optog og Erik Hagens (1940) sprudlende plakater. Det var 1970erne og kunsten blev brugt til at protestere mod uretfærdigheder på rigtigt mange områder: udnyttelse af arbejdere, kvinder og miljø. Vi sagde "Nej til..." atomkraft og krige og EU og andre politiske emner og vi var solidariske med alle der blev udbyttet - og dette kom sandelig også til udtryk i kunsten.

SIDEN BEGYNDELSEN AF 1980ERNE har jeg haft et lidt anstrengt forhold til politisk og protesterende kunst. Man kan jo få for meget af det gode, og jeg har i ca. 1½ årti foretrukket billedkunst der i sit udgangspunkt ikke var politisk. Men det er jo noget pjat, for kunstnere der vil noget er spændende, kunstværker der fortæller noget er jo dragende, og derfor er jeg også kommet frem til en meget mere afslappet holdning til politisk kunst.

DER ER OGSÅ SKET EN UDVIKLING i relationen mellem kunstscene og protest kunst. I 1970erne var den politiske kunst ikke institutionelt accepteret, og jeg husker det som om den altid fremvistes i et koldt telt med vådt græs. Men idag er en kunstner som Ai Wei Wei - der i den grad protesterer - en kunstner der udstiller på Louisiana Museum for Moderne Kunst, hos Faurschou Foundation og på Tate Modern.

dOKUMENTA-udstillingen denne sommer var der mange både politiske og protesterende værker med, hvilket viser hvordan denne kunstform er blevet inkluderet i kunstinstitutionerne. Et af værkerne bestod sågar i at en kunstner havde skabt en slags lejr foran Fridericianum hvor alle mulige protestfænomener havde fået husly.

TILBAGE I MIN BARNDOM ville man nok have sagt at kunstscenens accept af den politiske kunst er et led i at sabotere protesten, for - med en omskrivning af Joseph Beuys' ord -  når alt er protest, er intet protest længere. Men jeg tror nu snarere at dette er kunstscenens forsøg på at være mange facetteret. For selvfølgelig kan man ikke holde politik og protest ude af kunsten. Mange af de ovenfornævnte kunstnere, har fremstillet værker, der er blandt mine favoritter idag. Og hvis ikke dOKUMENTA 13 havde valgt at vise politisk kunst, havde jeg og mange andre måske aldrig stiftet bekendtskab med den norske kunstner Hannah Ryggen, hvis gobeliner i sin samtid var stærkt politiske, og idag fremstår på samme måde som Pablo Picassos Guernica.

mandag den 12. november 2012

Ugens Kunsthistorie: FIKTIONEN MARIE KRØYER

I 1997 VAR JEG OMVISER på udstillingen Portrætter fra et ægteskab om Marie og P.S. Krøyer da den vistes på Gl. Holtegaard. Jeg kan ikke huske, hvor mange omvisninger jeg havde, men det var mange, for det var en overordentligt populær udstilling. Efter den sidste offentlige omvisning kom en gæst hen til mig og fortalte at hun havde været med på den første omvisning jeg havde på udstillingen, og nu også den sidste. Og gæsten syntes at jeg var så god en formidler og hun følte at jeg fortalte så indlevet om Marie Krøyers skæbne, at hun gerne ville vide om jeg havde oplevet noget lignende. Det har jeg ikke. Men historien om Marie er så betagende og så følelsesfuld, at det er let at lade sig rive med.

KUNSTNEREN MARIE KRØYER (1867-1940), født Triepcke af tyske forældre, ville være kunstner. Hun var veninde med Heinrich Hirschsprungs datter Susanne og måske forlovet md hans søn Robert, og kom derfor en del i dette hjem. Kvinder havde på dette tidspunkt endnu ikke fået adgang til kunstakademiet. Men Marie havde talent og hun var indstillet på at blive kunstner, som flere andre kvinder i denne periode bl.a. Agnes Slott-Møller (se værker her) og Anna Ancher (se værker her). Marie gik på en atelierskole for kvindelige elever på Phillippavej, hvor bl.a. P.S. Krøyer kom og korrigerede eleverne.

I 1888 REJSTE MARIE til Paris og deltog i malerundervisningen af først Gustave Courtois (se nogle af hans værker her) og siden hos Puvis de Chavannes (se værker her) bl.a. sammen med Anna Ancher. I Paris mødte Marie igen P.S. Krøyer og det førte til en stormende forelskelse og bryllup i 1889. Da var hun 22 år gammel og Krøyer var 38 år.

MANGE TING GIK GALT for ægteparret Krøyer, og deres samliv blev meget problematisk. Dette problemfyldte ægteskab er udgangspunktet for Bille August film Marie Krøyer. Men som det klogeligt understreges indledningsvist i filmen, så er den en fiktion over dette forhold og samliv. Men selv med dette forbehold in mente, mener jeg at filmen portrætterer Marie forkert.

EN AF DE FØRSTE SCENER I FILMEN begynder med at ægteparret sidder og arbejder på hver deres maleri sammen i deres atelier i huset på Skagen med datteren Vibeke. Men Marie er urolig og skæver til husbondens større maleri og lette tilgang og lyse farver, mens hun selv sidder og fedter med et lille lærred og en blomsteropstilling der er mildest talt trist.

ALLEREDE i denne scene bliver fremstillingen af Marie forkert. For hun kommer til at fremstå som en talentløs og jaloux søndagsmalerinde. Det er måske rigtigt at hun blev jaloux på sin mands evner, men talentløs var hun ikke. Hun tvivlede på sine egne evner, men ikke desto mindre fik hun tvunget igennem at komme på flere kunstskoler, hvilket må have krævet en stærk vilje.

FORMENTLIG har det været svært for Marie Krøyer at forene datidens kvindeidealer om den perfekte hustru, værtinde og mor med at være kunstner, og måske derfor forblev hendes formater små, motivverdenen var fra de nære omgivelser, og en stor del af hendes kreative talent blev kanaliseret over i indretningen af hendes forskellige hjem - helt i tidens Arts and Crafts-ånd! Men denne kreativitet er slet ikke repræsenteret i filmen. Hun fortæller i filmen glædestrålende elskeren Hugo Alfvén, at hun har indrettet hans hytte, men vi ser ikke hvad hun har gjort, blot at de har sex.

I EN FILM er det også de små ting der er med til at tegne portrættet af personerne. Og i denne film kunne man have vist hendes intellektuelle og kunstneriske styrke ved at fortælle at hun var ven med bl.a. Georg Brandes og ægteparret Slott-Møller. Men i filmen ser vi kun, at hendes venner er en anden gift kvinde med en elsker og en skagkvinde der gerne vil have børn. Derfor kommer filmen aldrig til at handle om kunstneren Marie Krøyer, men om hustruen Marie Krøyer der var gift med kunstnerne P.S. Krøyer og Hugo Alfvén - altså en kvinde der ikke var noget i sig selv, men kun i kraft af sin skønhed og seksuelle tiltrækningskraft. Budskabet er egentlig, at hun ikke duede til noget - ikke engang til at sørge for sine egne børn.

JEG SYNES AT DET ER TRIST at se filmens reducering af kunstneren Marie Krøyer til sladderfiktion, men jeg forstår godt at man som manuskriptforfatter kan fare vild i denne historie. Da jeg i sin tid blev kontaktet af gæsten på Gl. Holtegaard, gik det op for mig, at jeg jo også var blevet suget ind i fiktionen og at jeg i min iver for at levendegøre dilemmaer og personer og kunstscene fra dengang havde glemt at holde en objektiv distance. Med det resultat at gæsten troede, at jeg talte om mig selv.

JEG MÅ INDRØMME at da rulleteksterne til filmen om Marie Krøyer kørte, måtte jeg tage mig selv i at tænke at Bille August har lavet en film om sig selv og sine kvinder. Men jeg tog mig i det. For selvfølgelig har han ikke det. Han har skabt en smuk og rørende film om P.S. Krøyer (suverænt spillet af Søren Sætter-Lassen) og hans ægteskab. Og det er dén, man skal gå ind og se. Filmen om Kunstneren Marie Krøyer skal nok komme. En anden gang!

Dagens Kunsthistorie: KUNSTEN I DET HVIDE HUS

BARACK OBAMA BLEV GENVALGT og det betyder at familien Obama bliver endnu fire år i Det Hvide Hus - den amerikanske præsidents officielle bolig i Washington. Jeg har aldrig besøgt det Hvide Hus og har egentlig heller aldrig haft lyst til det, før jeg skrev kunsthistorien om Childe Hassam (læs her), hvis ene maleri hænger i Det Ovale Kontor. Nu har jeg faktisk fået en stor lyst til at besøge Det Hvide Hus.

I MIN RESEARCH til historien om Childe Hassam gik det op for mig, at Det Hvide Hus faktisk har en omfattende kunstsamling (bestående af ca. 450 værker, heraf 6 af Childe Hassam). Det vidste jeg jo egentlig godt, for jeg har læst om Jackie kennedy, der som præsidentfrue ommøblerede Det Hvide Hus og bragte det op på et andet niveau kunsthåndværksmæssigt, designmæssigt og kunstmæssigt. Bla. hev hun 8 glemte Cézanne-malerier frem fra depoterne. Hvis man er interesseret i at få mere at hvide om hvilke kunstværker der befinder sig i Det Hvide Hus kunstsamling, kan man undersøge det her.

DET HVIDE HUS er jo hverken et museum eller et galleri, og store dele af huset er offentligt tilgængeligt. De dele af huset besøges måske af gæster der kun får muligheden for at besøge huset en gang i deres liv, og derfor tilstræber man at der ikke ændres stort på den kunst og udsmykning og indretning der eksisterer, således at forventningerne ikke skuffes.

DET ER EN KOMITÉ der bestemmer, hvilke værker der kan indlemmes i Det Hvide Hus kunstsamling og hvilke værker der vises frem i den offentlige del af huset. Og det er en fond der tilvejebringer midlerne til eventuelle køb. Og det kan være ret svært at få noget igennem. Hillary Clinton havde store problemer med at få komitéen til at købe Georgia O'Keeffes Mountain at Bear Lake, Taos (1930), fordi - som kritikerne indvendte - det passede ikke til samlingen der primært består af værker fra det 18. og 19. århundrede. Men det lykkedes og maleriet hænger nu i Det Grønne Værelse.

ET AF KRITERIERNE for optagelse i samlingen er at kunstneren er død. Det gav Laura Bush problemer, da hun skulle overtale komitéen til at købe et værk af Andrew Wyeth (1917-2009). Heldigvis lykkedes det hende. Kort efter døde han og priserne på hans værker steg voldsomt og det ville derfor aldrig have været muligt for samlingen at erhverve et.

PRINCIPPET MED DE DØDE KUNSTNERE kan umiddelbart virke underligt, men når man tænker på at skiftende familier bebor huset hvert fjerde eller hvert ottende år, og at disse hver repræsenterer skiftende smag og ideologi etc., så er det måske et meget godt princip for at undgå en samling der er poppet.

PRÆSIDENTEN OG PRÆSIDENTFRUEN bestemmer hvad der skal hænge i deres private gemakker og i arbejdsværelserne. Og det er kotume at nye præsidenter låner værker fra samlinger og museer, der så kan hænge hos dem, mens de bebor huset. Laura Bush (1946, præsidentfrue fra 2011-2009) lånte et Helen Frankenthaler-maleri til de private gemakker, og George Bush hængte mindst seks billeder af landskaber fra Texas op i Det Ovale Kontor, bl.a. Tom Lea (1907-2001) Rio Grande. Men disse værker er leveret tilbage. For nu er det familien Obama, der bestemmer hvad der har hængt de sidste fire år og hvad der skal vedblive med at hænge de næste fire år! Men det er en anden Kunsthistorie!


tirsdag den 30. oktober 2012

Dagens Kunsthistorie: INSPIRATIONEN FRA BÖCKLIN




MARCEL DUCHAMP blev engang spurgt, hvem der var hans yndlingsmaler. Duchamps svar var, at den scweiziske maler Arnold Böcklin (1827-1901) havde haft en kæmpeindflydelse på hans værker. Svaret vakte furore og det diskuteres stadig idag om Duchamp (1867-1968) virkelig mente det, da han nævnte Böcklin (se Böcklins selvportræt her). Hvorfor dette diskuteres, vil jeg komme tilbage til. Først en lille historie om et møde med Böcklin.

I 1998 SÅ JEG en udstilling med kunstnerne Max Ernst (1891-1976), Georgio de Chirico (1888-1978) og Arnold Böcklin på nationalgaleriet i Berlin. Udstillingen handlede om og påviste hvordan de tre kunstnere havde inspireret hinanden. Det var ikke første gang jeg blev præsenteret for Böcklin, men første gang jeg så ham i en sammenhæng med "yngre" kunstnere - og det var ret spændende!

KORT TID EFTER at jeg var tilbage i Danmark, talte jeg med en etableret Land Art kunstner om udstillingen og om hvor fascinerende det havde været at stifte bekendtskab med Böcklins kunsthistoriske betydning. Stor var min overraskelse da denne kunstner fortalte, at Böcklin også havde været en kæmpe inspirationskilde og igangsætter for ham.

MIN OVERRASKELSE skyldes at jeg opfatter Böcklin som en symbolistisk, mysticistisk og romantisk maler med en mytologisk og morbid motivverden der fokuserer på fortidige fremstillinger af ære, ofre, helte, havfruerskønjomfruer og en glorificering af døden. Malerierne af havfolk er jeg fascineret af, selvom disse er så svulmende og vulgære at de også tenderer parodier. Böcklins fem berømte versioner af Isle of the Death (1880-1886) (se et af dem her) er jeg ikke betaget af, da de minder mig om New Age malerier (- som for mig, er noget af det mest afskyelige, der findes). Men netop pga at denne motivverden, er det ikke overraskende, at Böcklin var en af Hitlers favoritkunstnere, da Hitlers idéverden netop synes næret af denne slags motiver. Hitler skal have ejet 11 af Böcklins malerier.

LAND ART opfattede jeg derimod som Böcklins modsætning, en kunst der fokuserer på materiale og konstruktion og frem for alt enkelhed. En kunstform der både knytter an til Arte Povera og Minimal Art. Men dette var min opfattelse indtil jeg talte med denne Land Art kunstner om Böcklin tilbage i 1998. For siden da har jeg fået øjnene op for det romantiske og nærmest naturreligiøse der også ligger i Land Art-kunsten. Land Art rummer jo både 'patos' og 'swung' og viser os hvor lille mennesket egentlig er i forhold til naturen.

BÖCKLIN inspirerede også til musik og digte og sågar en Art Nouveau typografi af Otto Weisert i 1904 (se illustrationen til dette indlæg). Max Ernst og de Chirico blev især inspireret af Böcklins fantasiverden, læs her. Og den er da også imponerende. Blandt andet alle disse lettere klumpede naiader, der boltrer sig i bølgerne - de har bestemt en fest, og det må kunstneren også have haft, da han udtænkte disse scener.

JEG VIL IKKE UDELUKKE at Böcklin også inspirerede Duchamp, selvom det må indrømmes at der er langt fra et maleri som In the Sea (1883) til Duchamps Fountain (1917/64). Inspirationens veje er jo netop ikke altid rationelle og blot fordi man ikke kan se inspirationen direkte i Duchamps kunst, kan den vel udemærket være tilstede. Måske inspirerede Böcklin ham til, hvordan hans kunst i hvert fald ikke skulle se ud!

Dagens Kunsthistorie: EN LÆKKER SILD - BONNARD 2


Pierre Bonnard: Fish in a Dish (1921)
MIN MOR og flere andre familiemedlemmer var - til alles fornøjelse - ude at fiske sild i søndags. Fangsten var stor!

JEG ved ikke om Pierre Bonnard (1867-1947) selv har fanget fisken på dette maleri Fish in a Dish (1921)- men jeg tvivler. Hvis Bonnard tog med på en fisketur, ville han formentlig blot sidde og betragte det hele: Fiskerne, vandet, båden, himlen og fiskene.

DETTE MALERI ER - synes jeg min Bonnard-skepsis til trods - HELT FANTASTISK, fordi det handler om lyst og nydelse og krop og død. Det er så enkelt i både komposition og motiv, så virtuost i farvebehandlingen og netop dermed så rumligt. Og tvetydigt.

VI SER EN BLÅ FISK der ligger i en lille hvid tallerken eller skål med en blå kant. Skålen er for lille til at rumme hele fisken, så snude og hale stikker udenfor. Under fisken i skålen kan ses en rosarød/gul dekoration eller måske noget mad. Skålen med fisk står på et bord med en smuk ternet dug i bål felter og orange striber. Et fint lille hverdags motiv. Hvis det kunne lade sig gøre at fjerne skål og fisk, ville det ikke være et bord, men blot en mønstret flade. Det er måden, Bonnard har malet skål med skygge og fisk på, der giver maleriet sin dybde. Samt det uidentificérbare objekt der er skåret af øverst i maleriet.

DET ER IKKE SIKKERT at fisken på maleriet ovenfor er en sild, men jeg tror det. Selvom det er et stillleben - en opstilling som opstillinger er flest - så minder fisken meget om en kvindekrop (måske en havfrue) og skålen om et badekar (se her). Bonnard malede over 350 malerier af sin hustru Marthe de Maligny (1869-1942). Med tanke på de talrige billeder Bonnard malede af Marthe i badeværlser og især i badekarret (se her), så synes der i denne opstilling netop at være et ekko af disse fascinerende bademotiver (læs en lidt farvet historie om deres forhold og vigtigst se flere bademotiver her).

PIERRE BONNARD har altså ikke blot malet en fisk i en skål på et bord, men også en lækker sild der ligger i et badekar i et kakkelklædt rum. Motivet er dobbelt og måske endda tredobbelt. De blå farver minder mig om badeværelsets svalende kølighed. Men motivet handler ikke blot om lysten til en lækker sild, der kan nydes. Vi ser også en død fisk, der egentlig ligger lit de parade. Og sådan er det jo med et 'stilleben' eller 'nature morte'. Det handler jo netop om død natur - og det er der i dette maleri. Bonnards maleri Fish in a dish har nærmest et symbolsk indhold og viser os tilværelsens flygtighed. Fra lyst til krop til nydelse til død.






torsdag den 25. oktober 2012

Ugens Kunsthistorie: HVEM VIL DØ FOR EN PICASSO?













FOTOGRAFIERNE af det soldater-bevogtede Picasso-maleri er voldsomme billeder. Fra danske museer er man vant til stregen i gulvet eller snoren der viser, at hertil må man gå og ikke længere. Og glemmer man dette - eventuelt i begejstring over kunsten - sørger venlige kustoder for at man husker det igen. I andre byer ser man malerier bag pansret glas. Men i Ramallah er det soldater, der passer på kunstens sikkerhed.
 
VAN ABBEMUSEUM i Eindhoven er et af Nederlands mest progressive og kontroversielle museer. De ejer Pablo Picassos maleri Buste de femme (1943). Maleriet forestiller en kvinde, hvis ansigt er dekonstrueret og munden åben - måske skrigende. I 2011 udlånte museet dette maleri til udstillingen PICASSO in Palestine på International Academy of Art Palestine.

DET INTERNATIONALE AKADEMI FOR PALÆSTINENSISK KUNST (IAAP) ligger i Ramallah. Det ledes af kunstneren Khaled Hourani (1965). Det var hans og de kunststuderendes idé at vise Picasso for første gang nogensinde på Vestbredden. En helt igennem vild idé, som det ikke desto mindre lykkedes for dem at få gennemført.

DET FORUNDERLIGE VED PICASSOS DEBUT I OG REJSE TIL PALÆSTINA understreges igen og igen i pressemeddelelser, i presseomtaler - ja, selv af det Israelske Forsvarsministerium i dette indlæg. Maleriets forunderlige rejse er blevet til filmen - Picasso in Palestine (2011), der var et af hovedværkerne på dOKUMENTA 13 i Kassel. Filmen viser alle de højst usædvanlige sikkerhedsmæssige udfordringer som museumsfolkene måtte tage stilling til under maleriets rejse fra Eindhoven til Ramallah, hvor maleriet blev placeret i et dertil særligt bygget rum og bevogtet døgnet rundt af to palæstinensiske soldater.

HVAD ER DET DER ER TRIUMFEN ved fysisk at udstille et Picassomaleri i en egn af verden, hvor man aldrig har set Picasso før? Er det fordi det lykkedes så mange instanser at samarbejde? Måske bør man som kunstformidler juble og klappe over, hvor fantastisk det er, at de nu har set et Picasso-maleri live på Vestbredden. Det får mig til at tænke på dengang Skoletjenesten på Louisiana afskaffede diasshowet for skolebørnene og istedet trak dem med ud at se udstillingerne live. Det gør selvfølgelig en stor forskel at stå overfor og i samme rum som værkerne.

MEN AT DET ER LYKKEDES at få maleriet til mellemøsten er på en måde en så stor triumf og så betydningsfuldt, at indholdet - kunstværket selv - reduceres til en brik. ISTEDET er det jo soldaterne man ser. Mon instrukserne var, at de skulle forsvare maleriet med deres liv?

Dagens Kunsthistorie: TILLYKKE PICASSO


Undertegnede ved Picassos SELVPORTRÆT (1906) i begyndelsen af en af mine ca. 250 omvisninger på Louisianas udstilling PICASSO OG MIDDELHAVET i 1996.


"JEG FINDER PICASSOS SENERE BILLEDER MENNESKELIGT MODBYDELIGE, KUNSTNERISK TVIVLSOMME"

    (Leo Swane (1887-1968), kunsthistoriker og direktør på Statens Museum for Kunst 1931-1952)


PABLO PICASSO blev født i Malaga, Spanien den 25. oktober 1881. Ovenstående citat er et af mine absolut yndligscitater, fordi det demonstrerer hvor kompliceret det er - selv for fagfolk - at forholde sig til samtidskunsten. Men samtidig viser citatet hvilken kompleks og omdiskuteret kunstner Pablo Picasso er, samt hvilken kompleks kunst han har frembragt. Han er både hadet og elsket, en helt og en skurk på samme tid.

PICASSO er blevet indbegrebet af moderne kunst. Han opfandt noget helt nyt - kubismen - sammen med George Braque, og forandrede dermed kunsten for altid. Kubismen handler om måder at betragte verden på. Men Picasso er også indbegrebet af kunstens vanvid, af kunst som noget uforståeligt og grimt, som det også fremgår af Leo Swane-citatet.

PICASSO er desuden blevet indbegrebet af kunsten som noget værdifuldt. Hans kunst viser at moderne kunst er værdifuld, men samtidig er dette uforståeligt for mange, der som Leo Swane ikke forstår at noget grimt kan være værdifuldt. Uanset hvordan man betragter hans værker ved alle at Picassos malerier er nogle af de dyreste i verden. Værdien af hans billeder nævnes nærmest før beskrivelsen af dem. Picassos dyreste værk er Dreng der ryger en pibe (1905). Det blev i 2004 solgt for 105 millioner dollars.

I STORBRITANNIEN kunne man for et par måneder siden erhverve sig maleriet Barn bærende en due (1901) for den nette sum af 50 millioner pund. Hvis man vel at mærke lovede ikke at lade det rejse ud af landet. Maleriet var allerede solgt hos auktionshuset Christies til en anonym køber, men den britiske kulturminister Ed Vaizey vurderede at maleriet er uløseligt forbundet med britisk kulturhistorie og derfor helst ikke må forlade Storbritannien. Så hvis den anonyme køber havde tænkt sig at føre maleriet til et andet land - eksempelvis Palæstina - blev dette foreløbigt stoppet (læs meddelelsen her.).

DER ER INGEN TVIVL OM at Barn Bærende En Due er et fantastisk maleri. Motivet er stemningsfuldt og romantisk (nærmer sig de grædende børn), og malemåden er interessant fordi motivet er forenklet og fladen betones. Desuden markerer maleriet Picassos overgang til hans blå periode, hvilket gør det super relevant for forskningen i Picasso. Men forskere kan flytte sig derhen hvor maleriet er. Det gør de jo i forvejen.

ARGUMENTET MED at maleriet har hængt mere end 40 år på National Gallery fra 1974 til 2010 og er blevet set af millioner af besøgende, og derfor knytter sig uløseligt til den britiske kulturhistorie, virker meget følsomt og en smule svagt. Jeg kan ikke lade være med - indrømmet lidt kynisk - at tænke, at salget af maleriet er et enormt økonomisk tab for National Gallery i forhold til plakat og postkortsalg etc.

FORHOLDER DET SIG IKKE SÅLEDES at Picasso er blevet et kulturelt koncept, der indeholder så meget mere end hans værker og hans biografi? Det er også fortællingen om den vestlige kunsts overherredømme. Et overherredømme der i dette årti er under angreb. Og disse angreb kan man reagere forskelligt på. Enten ved at holde kunsten for sig selv - indenfor landets grænser eller ved at sende kunstværkerne på en missionerende udvekslingstur.

HVIS PICASSO var blevet født i Ramallah, Osaka eller Mogadishu istedet for i Malaga var han ikke blevet indbegrebet af moderne kunst. Fordi det er vesten der har haft patent på at definere hvad kunst egentlig er og har sat kunstens dagsorden gennem de sidste 500 år. Jeg tror personligt at det er både godt og sundt, hvis der ændres ved dette. Det betyder ikke at dansk, europæisk og vestlig kunst forsvinder, blot at (kunst) verdenen udvides.

onsdag den 24. oktober 2012

Dagens Kunsthistorie: CHILDE HASSAM


FOR EN UGE SIDEN den 17. oktober kunne man fejre, at det var 153 år siden at den amerikanske kunstner Childe Hassam blev født. Men det er nok de færreste danskere, der har hørt om Childe Hassam (1859-1935). Han var samtidig med P.S. Krøyer (1851-1909), og som Krøyer var han impressionist. Hassam rejse til Europa og han bosatte sig i Frankrig og modtog undervisningder og han blev derfor også en stor formidler af den impressionistiske malemåde i USA. Hassam malede især byscener, og dem har jeg flere af. Jeg erhvervede dem under mit første besøg i New York sommeren 1989.

JEG ER NEMLIG EN SAMLER. Jeg samler blandt andet på kunstpostkort. Jeg forsøgte engang at organisere dem i charteques og mapper, men det lod sig ikke gøre, da mine indkøb er styret af impulser, der gør det vanskeligt at organisere kortene. Min samling er efterhånden ret stor, på trods af at der også ofte gøres indhug i den i anledning af mærkedage. På den måde bliver den endnu mere uhomogen.

NÅR JEG SIDDER og bladrer i æskerne med mine mange postkort, kan jeg også se hvad der har optaget mig i forskellige perioder. Jeg har flere postkort fra da jeg som 12årig for første gang besøgte Louvre - og de er ikke med Mona Lisa. Det var - og er stadig - maleriet af George de La Tour (1593-1652) med den lille pige der holder lyset i Saint Joseph Charpentier, der tryllebandt og vedblivende fascinerer mig.

FRA DE SENERE TEENAGEÅR har jeg også en serie hyggelige naivistiske postkort af Rikke Mørk, og andre naivistiske kunstnere. Samt Ole Kortzau. Det var dengang, det ikke kunne blive naivt og hyggeligt nok, og hvor alt der lugtede af realisme blev vendt ryggen.

POSTKORTENE som jeg købte på min jomfrurejse til New York er egentlig spøjse, for jeg har fokuseret på - for mig på daværende tidspunkt - helt ukendte amerikanske kunstnere: Childe Hassam, Horace Pippin (1888-1946), Henry Walton (1804-1865), William Glackens (1870-1938) og John Bradley. Jeg kan ikke helt forklare hvorfor at jeg købte netop disse kunstnere. Men jeg kan huske hvordan besøgene på Metropolitan Museum og MoMA totalt væltede min forståelse af verdenskunsten og da jeg ved samme lejlighed så en spændende udstilling med latinamerikanske kunstnere på Brooklyn Museum vidste jeg, at min opfattelse af kunsthistorien aldrig kunne blive den samme igen.

DET ER EN TILBAGEVENDENE KILDE til stor forundring for mig, hvordan vi i hver vores lande rundt om i verden anskuer den internationale kunsts udvikling og historie ud fra et nationalt perspektiv. Jeg tror ikke på og vil gerne fraråde en standardiseret og institutionaliseret udlægning af kunstens historie, for HELDIGVIS ændrer vores måder at opfatte den på sig hele tiden. Eksempelvis har DOKUMENTA-udstillingerne de sidste par gange været gode til at fremdrage og præsentere vigtige kunstnere fra andre verdensdele for et europæisk publikum og på den måde været med til at udvide historien om kunst.

CHILDE HASSAM var et nyt og fantastisk bekendtskab, og stadig når jeg bladrer gennem hans æuvre bliver jeg begejstret over at se storbyen og storbyens liv i sne og regn og sol. Hans ærkeamerikanske malerier af mærkedage med flagene der hænger ned over byens gader må have inspireret både Hergé i parade scenerne i Tintin-tegneserierne og til alle de flagfremstillinger i kunsten der efterfølgende er skabt, bl.a. Jasper Johns (1930) flag. Fra 1916 malede Hassam over en serie på over 30 flagscener, med det formål at støtte amerikansk deltagelse i 1. Verdenskrig.

MALERIET The Avenue in the Rain (1917) tilhører Det Hvide Hus, og siden Barack Obama blev præsident har det hængt i hans arbejdsværelse - hvem ved om det får "four more years"?!

Ugens Kunsthistorie: KUNSTHALLEN IRMA



KØBENHAVN bugner af god kunst, tilbud om gode kunstudstillinger og kunstoplevelser lige nu! Det er muligt at kunstbranchen er klemt og trængt, men for os kunstforbrugere er der mange invitationer. Skønt! Min liste er dejligt lang og desværre alt for lang til at jeg kan nå det hele. Øverst står Gl. Holtegaards fantastiske Francois Boucher-udstilling og et gensyn med Henri Matisse på Statens Museum for Kunst. Begge udstillinger vises sidste gang på søndag.

HAR MAN SET ALT i byen, rykker man sig blot til byens opland og besøger fx. Samtidskunstmuseet i Roskilde og ser udstillingerne med Gudrun Hasle og Jørgen Michaelsen, Villy Ørskov på Sorø Kunstmuseum eller Liz Magic Laser på Malmø Konsthall. Og rækker dette ikke, skal man blot begive sig på en lille rejse til andre gode kunstmøder i eksempelvis Hamborg, Århus, Ålborg eller Gøteborg. Nej, man kan ikke rigtigt klage over mulighederne for at se god kunst, når man bor i København.

ALLIGEVEL kan man jo altid klage lidt. Og som medlem af det forbrugersegment der går under betegnelsen småbørnsfamilier hører jeg tit mig selv sukke over mine begrænsede muligheder for at deltage i dette paradislignende tag-selv-bord af fantastiske kunstoplevelser. Men når man er udspændt i et kompliceret koordinationssystem mellem aflevering og hentning, madpakker, aftensmad og putning, kan det være vanskeligt at presse blot en time ud til kunst og kulturforbrug.

EN VENLIG SJÆL trøstede mig med at om fem år vil der igen være tid til kunst og kultur. Men jeg kan ikke vente så længe. Og så fik jeg en idé, mens jeg var ude at handle med barnevognen: KUNSTHALLEN IRMA! Supermarkedskæden Irma har alle forudsætningerne for at blive omdannet til en kunsthal for alle os der har vanskeligt ved at nå at se kunst i det daglige. For indkøb er der jo altid plads til i koordinatsystemet - uanset hvor stramt det er.

DER ER MANGE GODE GRUNDE til at Irma ville blive en fantastisk kunsthal:
1) For det første er de med afdelinger over hele København og de udvidede åbningstider tilgængelige for alle byens borgere.
2) Selvom man har børnene med, bliver disse ikke trætte fordi de både kan få små vogne, smagsprøver, klistermærke og et stykke god frugt, når man har betalt for sine indkøb - og man skal ikke hele tiden sige til børnene at de ikke må larme og løbe.
3) I forvejen sørger butikkerne for jazzmusik om lørdagen - til stor glæde for hele familien
4) Butikkerne og personalet er allerede glimrende formidlere af og værter/værtinder for dansk madkultur med eksempelvis æbler fra fejø og adoptionen af Livø
5) I re-designet af Irmakjolen demonstrerede Irma, at de har fornemmelse for moderne design.

6) OG VIGTIGST: Kunstformidling ligger ikke Irma historisk fjernt, da de i årtier både på plastposer og på Irma-dåser har lagt flader til kunsten. Det er godt nok et stykke tid siden vi hørte noget på kunstfronten sidst, men det er forhåbentlig blot fordi de brøgger på noget nyt. Man kan have en huskunstner som de havde i 2011 med John Kørner, men man kunne også vælge at gå en helt anden vej.

I KUNSTHALLEN KØBENHAVN - der eksisterede fra 21. oktober 2005 til 1. november 2006 - demonstrerede Jakob Fabricius på fornemste vis, at en god kunsthal ikke behøver at være stor og at kunsten ikke behøver fysisk at fylde. Det samme kunne være tilfældet for Kunsthallen Irma. Her kunne kunstnere udsmykke et gulv eller en væg eller søjler eller en frysedisk. En frysedisk eller et mælkeskab kunne fungere som udstillingsmontre. Man kunne også arrangere en pop-up udstilling i skiftende Irma-afdelinger. Eller man kunne lade sine flader promovere en kunstner der er udstillingsaktuel et andet sted i byen.

MULIGHEDERNE for Kunsthallen Irma er uendelige og kunsthungrende småbørnsfamilier og alle andre vil elske det! Jeg ser allerede for mig, hvordan indkøbsturen pludselig bliver en måde hele familien kan samles ovenpå en hektisk dag. Det kan kun gå for langsomt!

mandag den 8. oktober 2012

Dagens Kunsthistorie: SUPERKILEN

JEG CYKLER OG GÅR jævnligt gennem Superkilen. Jeg er vild med at kunne cykle gennem denne del af Nørrebro og er taknemmelig for at cykelstien gennem Nørrebro Parken er blevet forlænget. Desuden er projektet så sympatisk med (ekstrem) brugerinddragelse og et smukt udstillingsvindue af kvarterets internationale befolkningssammensætning, at man bare synes at man bør kunne lide det.

PROJEKTET SUPERKILEN er udtænkt at kunstnergruppen SUPERFLEX i samarbejde med arkitektfirmaet BIG. Det består af tre zoner: Den Røde Plads, Den Sorte Plads (Mimers Plads) samt Den Grønne Park. Når vi har gæster fra andre kvarterer eller andre lande, tager vi dem ofte med herned på opdagelsesrejse gennem denne verdensudstilling, hvor både børn og voksne med fornøjelse deltager i gættelegen om hvor de forskellige ting kommer fra (palmer fra Kina, sand fra Palæstina, skraldspande fra England etc) - og dermed får udvidet deres horisonter (nå, har de også reklameskilte og fittness redskaber i de dele af verdenen?!).

DEN RØDE PLADS var den første der blev færdig med importerede reklameskilte, skraldespande, gyngebænke, klatrestativ, rutscheelefant samt konditionsforbedrende redskaber. Smukt, spændende og anderledes. Min første tanke var at de røde og pink farver, da ikke ville kunne overleve i det danske klima, men en sød nabo gjorde mig opmærksom på at det var dejligt med disse stærke farver i et ellers gråt kvarter. Det var besværligt i den periode hvor cykelstien på den røde plads var lukket - og man skulle cykle en omvej - men det er næsten glemt idag.

DEN SORTE PLADS er endnu mere eksotisk med den populære blæksprutterutschebane (der også ligner Darth Vaders hjelm), palmerne, fontænen, spillebordene, tandlægereklamen og den runde bakke med de buede hvide linier. Det er her kvarterets børnefamilier nu mødes og uden tvivl den mest populærer plads. En gruppe børn holdt en særdeles underholdende fødselsdag her med minirace for løbehjul, og andre børn øver eller finpudser deres cykelfærdigheder på de smalle buede baner.

DEN GRØNNE PARK er vist ikke helt færdig og i hvert fald er det som om projektet har tabt lidt af pusten her. Den kombinerede skater/ basketballbane er en sjov hule i landskabet, men ellers virker den ikke integreret i resten af projektet. Dougnutten understreger den ret bratte overgang fra Superkilens beskyttede slutning til Tagensvejs barske trafik.

NETOP TRAFIKKEN er et problem i Superkilen. På grund af alle de skægge ting man kan opdage og se på, er det faktisk ret utrygt at gå i Superkilen med dårligt gående, børn og voksne der ikke er vant til trafikken. For tingene er placeret således, at man skal krydse cykelstien hele tiden. Et godt eksempel er de smukke turkise strandbænke i Den Grønne Park. Cyklisternes tempo er ikke nedsat og de er heller ikke indstillet på krydsende fodgængere, så spadsereturen udvikler sig ofte til en halsbrækkende affære, hvor man hele tiden hører sig selv råbe: Pas på cyklerne - de passer ikke på dig!

PROBLEMERNE KUNNE man have løst, hvis man havde været opmærksom på dem ved projektets udformning. Det kan undre at arkitekterne (verdensberømte endda) ikke har taget højde for dette og gjort afmærkningen af cykelstien tydeligere. I det hele taget (med cykelstisbelægningsproblematikken in mente) virker det som om man har glemt at samarbejde med eksperter i bevægelsesmønstre. Man bevæger sig jo forskelligt altefter om man er på udstilling, er opdagelsesrejsende, går på fortovet eller på en cykelsti.

BEGEJSTRINGEN FOR DET EKSOTISKE OG INTERNATIONALE har overtaget. Den Røde Plads ser allerede hærget ud nu, hvilket skyldes både popularitet, vind og vejr og hærværk. Tanken om at kombinere en hurtigrute for cyklister med udendørsopholdssteder og kunst og integration er så tiltalende, at det måske har fjernet al sund fornuft og erfaring hos projektets bagmænd. Og det er ærgerligt - for Superkilen er en rigtig god idé!

Dagens Kunsthistorie: HVAD SKAL VI MED ENDNU EN KUNSTHAL ?


"Den danske kunstverden er stadig på mange måder provinsiel. Og den har stadig et stort udviklingspotentiale"


SÅDAN UDTALTE GALLERISTEN NIKOLAJ WALLNER sig forrige weekend (søndag den 30. september 2012) til Kjeld Hybel i Politikens kultursektion.Og det var jo skønt og positivt at læse at en af de dygtigste kunstkøbmænd herhjemme ikke mener at den danske kunstverden bare skal lukke og slukke, men tværtimod besidder udviklingspotentiale!

ANLEDNINGEN var et stort interviewportræt af og med Nikolaj Wallner (- to hele sider!). Det var et godt interview, der fik slået hans og galleri Nikolaj Wallners fantastiske indsats og position i det danske kunstliv siden begyndelsen af 1990erne fast. Den platform han har formået at skabe for danske kunstnere er imponerende! Men man fornemmede at den egentlige årsag til interviewet ikke var at fortælle om hvad han har skabt, men mere hvad han gerne vil skabe i en ikke for fjern fremtid.

NIKOLAJ WALLNER vil gerne bygge og drive en ordentlig kunsthal i København. En kunsthal der kan rumme og præsentere samtidskunsten. For på trods af at der idag allerede eksisterer fem kunsthaller i København, synes han alligevel at der mangler "moderne rum, der er lavet til den måde kunsten ser ud på idag".

DE FEM KUNSTHALLER ER Kunsthal Charlottenborg, Kunstforeningen Gl. Strand, Kunsthallen Nikolaj, Overgaden og Den Frie Udstillingsbygning. Og ja, ingen af disse bygninger er helt nye på trods af moderniseringer og istandsættelser. Jeg synes dog at alle steder viser god kunst og gode udstillinger og jeg har vanskeligt ved at forestille mig København uden disse steder. Enig eller ej - det er skønt at nogen har lyst til og mod på at ruske lidt op i de vante forestillinger - og ikke er bleg for at kritisere hellige køer.

DET LYDER DEJLIGT hvis der kommer en kunsthal til. Men jeg elsker jo også kunst og kan ikke få nok. Det man kan blive i tvivl om er, om der overhovedet er publikum og økonomiske midler til seks kunsthaller i samme lille by. Jeg kender ikke besøgstallene på de fem kunsthaller, men det er sjældent at man står i kø. Dette oplever jeg faktisk kun i Kunsthallen Nikolaj i forbindelse med deres børneudstillinger. Wallner kommer selv ind på dette: Man kunne måske kigge på, hvilke roller de udfylder. Hvis to udfylder samme rolle, så luk den ene..."!

ALT HVAD WALLNER SIGER i Politiken lyder umiddelbart rigtigt og logisk. Nikolaj Wallner har gjort det rigtig rigtig godt og gør det også stadigvæk fint. Så hvorfor skal han ikke - måske som en slags udemærkelse - have sin egen nybyggede kunsthal?  Det vil jo sikkert blive et helt fantastisk sted! Jeg synes, at han bare skal gå igang. Bygge kunsthallen i samarbejde med en af tidens hotte danske arkitekter / tegnestuer og vise al den samtidskunst han overhovedet kan (og gerne også kvindelige kunstnere).

MEN jeg synes også, at han skal betale selv. Han skal selv skaffe pengene til byggeri og drift. Det skal ikke være financieret af Københavns kommune eller staten. Han er så dygtig en forretningsmand, at jeg er overbevist om at det kan han sagtens. Og hans kunsthal kan så vise vejen for de andre uden at tage midler fra de i forvejen trængte og slunkne kulturkasser der jo ikke alene støtter kunsthaller, men også andre udstillingssteder og kunstprojekter.

JEG UNDRER MIG NU OVER at han aldrig har søgt stillingen som leder af netop en af byens kunsthaller. På den måde kunne han vise vejen for både politikere og den nationale samt internationale kunstverden.

JEG VILLE OGSÅ ØNSKE at han i Politiken havde løftet lidt af sløret for hvilken kunst han gerne vil vise i kunsthallen. Hvad er det han mangler? Går ikke ud fra at det alene er Joachim Koester, Jesper Just, Peter Land, Henrik Plenge Jakobsen, Jes Brinch, Jeppe Hein og Elmgreen og Dragset. Men hvem og hvad er det så?

 

fredag den 5. oktober 2012

Dagens Kunsthistorie: HAIKU OG JØRGEN MICHAELSEN

En gammel dam
En frø springer
Plask

Basho (1644-1694)


NÅR JEG INDLEDER denne kunsthistorie med det mest berømte japanske Haiku-digt overhovedet, skyldes det at kunstneren Jørgen Michaelsen (1961) netop nu er aktuel med udstillingen Yummy Rooms For Robespierre på Museet for Samtidskunst. Og udover at sammenshængskraften mellem titlen og installationen der udfolder sig over fire rum kan virke udfordrende, og udover at der er et filmprogram der mindst tager en hel dag at se, så har den produktive kunstner også til udstillingen skrevet et overvældende af knastørre og morsomme og helt igennem fantastiske Haiku digte.

ET PERFEKT HAIKU DIGT består af tre vers og ialt 17 stavelser. Stavelserne fordeles således 5-7-5 dvs. Det er kompliceret at komponere et ægte Haiku digt, da der er opstillet et nærmest grænseløst antal regler for det perfekte digt. Digtet skal beskrive alting i nuet. I første vers skal tid, sted og årstid angives. Månen må ikke nævnes mere end een gang, kirsebærblomsterne må ikke nævnes før de er i et bestemt udviklingsstadie, vår og høst må nævnes tre, men ikke fem gange i samme digt og sommer og vinter må kun omtales en gang - for blot at nævne nogle af reglerne.

BASHO'S BERØMTE HAIKU om frøen, der hopper i en gammel dam, så det siger 'plask' lader sig ikke uden videre indfange og udtrykke i en dansk oversættelse. Dammen er gammel, altså dækket af grønt, altså helt i ro og afsides fra alt andet. Frøen er søgt til dammen, hvilket betyder at det er æglægningstid, dvs. forår og dermed places teksten i en (års)tidsramme - men også i en livscyklus.

JØRGEN MICHAELSEN benytter reglerne med de 17 stavelser og 5-7-5 systemet, men istedet for månen, årstider og livscyklusser tilføjer han andre regler, eksempelvis at de skal handle om mad i to ud af tre vers.

DET ER IKKE FØRSTE GANG Jørgen Michaelsen skriver og udstiller Haiku digte. I hans serie af gastrohaikukonfigurationer indgår Haiku digtene sammen med farvede felter og billeder af mad. I GastroHaikukonfiguration nr. 10 (2006) optræder eksempelvis følgende tre digte:

Bagte Kartofler
Snylter på sin egen lov
Stegte Kartofler

Højrebskotelet
Elgen ser Øresnegle
Forel med Mandler

Chili con carne
Pærer i Abrikosmos
Fejlkopiering

JØRGEN MICHAELSEN låner formen, der er ideel for ham fordi den er så minimal og alligevel så rummelig. Her kan man lege med alvorlige fænomener som 'fejlkopiering', 'lovsnyltning' og 'øresnegleseende elge'! Og ydermere kan disse dejlige ord sammenstilles med velsmagende fænomener som 'bagte kartofler', 'højrebskoteletter' og 'Chilli con carne' uden at det egentlig virke underligt. Legen med ordene smitter, så man kommer til at opleve og læse disse på en ny måde. Er der tale om desserten pærer i mos af abrikoser, eller er det pærer placeret i det for mig ukendte kosmos kaldet Abri?

MICHAELSENS Haiku digte er morsomme og lidt skøre på en så systematiske manér at de virker modsætningsfulde sammenlignet med dadaistiske og surrealistiske digte - som de ellers synes at være stærkt beslægtede med.

DA HAIKU DIGTET brød igennem som litterær form i det japanske samfund i 1600-tallet, var den en befrielse fordi her var en litteratur skabt af borgerskabet - ikke af magthaverne, samt en digtform der beskriver ting og verden som de og den virkelig er. Personen Robespierre, der indgår i titlen på Jørgen Michaelsens aktuelle udstilling på samtidskunstmuseet i Roskilde, var søn af borgerskabet og brugte hele sit liv på et opgør med magthaverne. Kodeordet er OPGØR!