mandag den 8. april 2013

VED VINDUESKARMEN

Fritz Syberg: En Kunstnerfamilie (1899). Johannes Larsen Museet.


PÅ TRODS AF KULDE, sne og nattefrost var der idag en varme i solens stråler (når den var fremme), som ikke er til at tage fejl af. En varme der er lun, når man befinder sig i læ udenfor, og en varme der er hed, når man befinder sig ved vinduet indenfor. Det er ikke til at tage fejl af - der er forår i luften!

OM DER ER FORÅR i luften i maleriet "En Kunstnerfamilie" af Fritz Syberg (1862-1939), er lidt svært at sige. De to kunstnere Alhed og Johannes Larsen og deres lille søn befinder sig indenfor i et værelse med en seng, et bord og en stol. De er i deres hus i Båxhult (Skåne). Ved vinduet sidder Alhed Larsen (1872-1927) og ser ud af vinduet. Hun bruger en stol som staffeli, og jeg formoder hun maler udsigten. Johannes Larsen (1867-1961) sidder på sengen og holder den lille dreng der tisser i en potte. Et usædvanligt billede set i lyset af vore dages forestillinger om den tids kønsroller og fordeling af huslige pligter. 

HVORFOR SIDDER DE INDENFOR? Måske er det for koldt derude, eller måske har de delt dagen op imellem sig, så dette er Alheds arbejdstid. At dømme efter drengens størrelse er det også muligt, at hun stadig ammer og derfor skal være i nærheden af ham. Det er ikke givet at hun har så megen arbejdstid, at hun kan nå udenfor at male. 
I MALERIET ”Blomster i et vindue” (1914) af Alhed Larsen er der sol. Sol der giver lys og spiller i glasvasernes farver. Sol der får vindueskarmens planter til at vokse. Vi befinder os indenfor hjemmets vægge, og vi må formode at kunstneren igen befinder sig ved vinduet, denne gang er fokus på vindueskarmens lille trygge og afgrænsede verden og ikke udkigget til verden udenfor.  
VINDUESKARMEN er også et af de flittigst brugte motiver i malerkunsten gennem de sidste 200 år. Et meget berømt eksempel er Martinus Rørbyes ”Udsigt fra kunstnerens vindue” (ca. 1825) – et maleri der er blevet synonymt med den danske guldalders længsel efter frihed, natur og oprindelighed.
DER FINDES UTALLIGE andre eksempler på malerier med vindueskarme i dansk kunst, tænk blot på C. W. Eckersbergs tegning "Ved et vindue i kunstnerens Atelier" (1852), Anna Anchers "Pigen i Køkkenet" (1883-86) og "Solskin i den blå stue" (1891) samt fra nyere tid eksempelvis Niels Strøbeks "Gårdparti i seks dele" (1970).  

DET ER IKKE UNDERLIGT at dette motiv er populært, for det er i den grad tilgængeligt og ved hånden, man kan befinde sig indenfor i ly for et uregerligt vejr og alligevel male lys og farver - også på trods af helbredsmæssige eller kulturelt betingede begrænsninger.
FOR MANGE KVINDELIGE KUNSTNERE især før 1960 måtte kunstnertilværelsen kombineres med husmoderrollen. En konsekvens af dette kan ses i motiv og materialevalg. Det var umuligt for de fleste af dem at være væk fra familien i længere tid af gangen, og derfor er motiverne oftest valgt i hjemmet eller hjemmets nærhed. Og når tiden til udfoldelserne også var begrænset, faldt valget oftest på akvarellen eller/ og det lille format.

ALHED MARIA LARSEN var en af disse kunstnere, der kombinerede kunsten med husholdningen. Motiverne i hendes malerier er da også fra vindueskarmen, interieurer i hjemmet, drivhusets blomster eller havens. At motivkredsen geografisk er begrænset gør ikke maleriernes kvalitet ringere.

ALHED LARSEN var heller ikke en af datidens ringest stedte kvindelige kunstnere. Allerede i 1885 malede hun og hun fik vejledning af bl.a. Fritz Syberg. Fra 1890 til 1993 arbejdede hun som underglasurmaler på Den Kongelige Porcelænsfabrik under Arnold Krog. Hun kom også ud i verden og rejste bl.a. til Italien (1893-94 og 1898), Paris (1904), Boston (1907) og Tyskland (1912). Alhed Larsen havde sit eget atelier (lige ved siden af mandens) og hun udstillede flere gange - også uden ham. I 1912 udstillede hun På den Frie Udstillingsbygning i København sammen med Anna Syberg (1870-1914), Christine Swane (1876-1960), Karen Meisner-Jensen (1873-1958), Olga Meisner-Jepsen (1877-1949) og Cathrine Svendsen Engel (1877-1949).

MALERIET AF FAMILIEN LARSEN fanger et eviggyldigt gnidningspunkt i de fleste børnefamilier - foreningen af dagligliv og arbejdsliv. De to ægtefæller er i samme rum, men der er ikke nogen synlig kontakt mellem dem. Man kan undre sig over at hun kan arbejde, når mand og barn befinder sig lige ved siden af hende. Og det er jo ikke til at sige om manden har placeret sig der demonstrativt, indtil han har arbejdsid. Kampen om arbejdstiden i børnefamilierne er ikke et dillemma, der hører fortiden eller kunstnerfamilien til - men uendelig aktuelt!  

torsdag den 4. april 2013

DEN USYNLIGE TEKSTILKUNST

Gobelin af Frida Bolette Hansen (1855-1931)  
KUNSTHÅNDVÆRKEREN DER ARBEJDER MED TEKSTIL OG TEKSTILKUNSTNEREN ER VED AT FORSVINDE. Det er ikke al udvikling der er dårlig, men lige præcis dét, synes jeg - der kommer af en familie med stolte kunsthåndværkertraditioner - er lidt vemodigt. Det handler selvfølgelig om udbud og efterspørgsel. Men når jeg ser mig rundt i min families hjem med de eventyrlige billedtæpper og mesterligt vævede gobeliner, undrer det mig at der ikke længere skulle være en efterspørgsel på disse.

MAN KAN DISKUTERE om kunsthåndværk og tekstilkunst overhovedet er et emne for bloggen KUNSTHISTORIER, men som du kan læse, mener jeg at det er det. For det første er der mange kunstnere der - gennem tiderne og idag - arbejder med forskellige medier, bl.a. tekstilkunst. Eksempelvis Henri Matisse (1869-1954), Dieter Roth (1930-1998) og Bjørn Nørgaard (1947). For det andet mener jeg, at mange kvinder gennem tiderne blev kunsthåndværkere istedet for kunstnere, fordi det var mere acceptabelt for kvinderne - selvom de rent faktisk var kunstnere! Eksempelvis Annelise Albers (1899-1994), Gunta Stölzl (1897-1983) og Hannah Ryggen (1894-1970).

DET ER MULIGT AT BILLEDTÆPPER OG GOBELINER IDAG betragtes som gammeldags og uhensigstmæssige dekorationer. Men se på norske Frida Bolette Hansens gobeliner, der illustrerer denne kunsthistorie. Hun levede fra 1855 til 1931, men det gør da ikke hendes vævninger mindre interessante?! Jeg tror, at der er andre faktorer der spiller ind i forhold til at tekstilkunsten idag er næsten usynlig:

1. PRISEN: Prisen på det gode og langsommelige arbejde, afskrækker især yngre købere. Så hellere en plakat på væggen der er til at skifte ud uden større omkostninger, end investere i et smukt, langtidsholdbart, unikt men kostbart billedtæppe.

2. SYNLIGHEDEN: Der er ikke mange etablerede udstillingssteder for tekstilkunst idag. Danmarks Designmuseum viser indimellem tekstilkunst, men skal dække al kunsthåndværk, kunstindustri og design, og derfor siger det sig selv at dette er en stor opgave!

3. SYNLIGHEDEN I MEDIERNE: Hvor mange faste formidlere og kritikere af kunsthåndværk og design er der eksempelvis tilknyttet aviserne? Når det handler om design, er det oftest møbelklassikerne, der fokuseres på.

4. UNDERVISNING: Møder børn og unge overhovedet tekstilkunst i deres skolegang eller fritidsliv? Sidst jeg checkede var håndarbejdet ved at forsvinde fra skolerne. Og hvis børnene ikke møder tekstilkunsten, hvordan kan de så forholde sig til den og eventuelt interessere sig for den senere i tilværelsen?

Gobelin af Frida Bolette Hansen (1855-1931)

I DANMARK har vi faktisk også både indenfor vævning og tekstilkunst stolte traditioner, men hvis disse ikke gøres synlige, udstilles og dermed ses, anerkendes og beskrives, så ender det hele i arkivet for  gode historier. Hvis de ikke bare forsvinder...!

STANDARDER FOR KUNSTFORMIDLING

EFTER NU AT HAVE FULGT OG GRUNDIGT GENNEMGÅET to avisers kunstformidling (Politiken og Information) i længere perioder, er det gået op for mig at der er nogle meget basale informationer, som jeg - både som kunstinteresseret læser og som professionel kunstformidler - gerne ser, at aviserne giver mig. Informationer, som jeg på nuværende tidspunkt mener, at de sløser med i deres dækning af billedkunstområdet.

DET HANDLER SELVFØLGELIG også om, hvem aviserne forestiller sig at de skriver til. Dagbladet Information forestiller sig tydeligvis, at de skriver til et uddannet publikum, der måske også selv samler på kunst. I dagbladet Politiken er det lidt vanskeligere at dechifrere en bestemt læser/ læsergruppe på baggrund af omtaler, interviews og anmeldelser. Og det er det måske også for dem selv! For selvom man forudsætter en vis viden hos læseren, fremgår det med al tydelighed, at man på redaktionen ikke har konsensus om, hvilken viden læseren bør kende til i forvejen. Der er kunstnere, hvor man ofte kun benytter efternavnene, hvilket viser at man regner med en vis indforståethed hos læseren. Men så er der andre kunstnere, fra samme superliga, hvor man benytter hele navnet. Og stort set aldrig præsenteres læseren for kunstnernes data.

BEGREBER OG TERMER bruges nogle gange uden forklaring, og andre gange er der - i Politiken - en faktaboks med forklaring af begreberne. Dette viser at man nogle gange henvender sig til et publikum man mener er indforstået med det man skriver om, og andre gange henvender sig til et publikum man ikke mener kender til stoffet.

JEG VIL I DET FØLGENDE opstille en række enkle grundregler, som jeg synes bør gælde for al god kunstformidling i medierne:
  1. Uanset om det er omtale, interview eller anmeldelse, bør man altid præsentere kunstneren/kunstnerne med navn, årstal, nationalitet (+ evt. nuværende opholdssted).
  2. Når det er muligt, må man gerne henvise til noget andet kunstneren (også) er kendt for (aktuelt, i Danmark eller i sin karriere).
  3. Hvis det kan lade sig gøre, må man gerne henvise til mindst et sted, hvor man kan få yderligere informationer om kunstner/ udstilling/ emne.
  4. Man bør overveje om der er balance i mediets kunstdækning, eller om der er et emne, en tid, et køn, udstillingsteder eller kunstnere man favoriserer.
  5. Hvis man har flere kunstformidlere / kunstkritikere til at dække området, er det måske tilrådeligt, at det ikke er den samme der skriver om samme kunstner eller udstillingssted hver gang.
GRUNDREGLERNE ovenfor tager udgangspunkt i de almindelige krav der gælder for kunsthistoriestuderende, når de skal skrive en opgave på universitetet. Mediernes kunstformidling skal selvfølgelig ikke være som en universitetsopgave, men det må være muligt at stille et minimumskrav om fakta til deres artikler. Måske ligger nogle af problemerne også i det faktum at ikke alle der dækker billedkunst-området i medierne er kunstuddannede.  

DET ER ALTID SÅ ENKELT at opstille regler for hvordan andre skal agere, men vanskeligere når det gælder een selv. Men jeg håber selvfølgelig at man på redaktionerne vil tage disse enkle råd til sig og på den måde forhåbentlig få en bedre kunstformidling. Jeg vil selv forsøge at praktisere efter grundreglerne i april og maj måned, og derefter evaluere resultatet.