tirsdag den 23. juli 2013

POLITIKENS KØNSFORMIDLING APRIL 2013


I APRIL MÅNED nævner redaktører og journalister og skribenter og anmeldere og debattører 35 kvindelige kunstner i avisen Politiken. Disse kunstnere er: Yto Barrada (1), Ingrid Bugge (1), Kirsten Delholm (1),  Mathilde Fenger (1), Tina Enghoff (10), Helen Frankenthaler (1), Heidi Guttman Birch (1), Gudrun Hasle (4), Annika von Hauswolf (25), Hyuro (1), Lone Høyer Hansen (1), Emily Jacir (1), Marianne Jørgensen (13), Frida Kahlo (1), Kirstine Kamp (1), Oda Knudsen (3), Marie Krøyer (2), Lise Lunderskov (1), Karen Meisl-Joensen (5), Pernille Moesgaard (1), Mie Mørkebjerg (1), Anne Marie Nielsen (10), Bodil Nielsen (1), Yoko Ono (3), Astrid Noack (2), Nielsine Petersen (1), Leni Riefenstahl (1), Anne Sofie Sandal (1), Cindy Sherman (1), Nina Steen-Knudsen (1), Gerda Thune Andersen (1), Winnie Truong (1), Susanne Ussing (1), Edith Willumsen (1), Kathrine Ærtebjerg (1).

Ialt nævnes 233 kunstnere:
Kvinder: 35
Mænd: 188

I april 2013 nævnes der i Politiken 1 kvindelig kunstner hver gang der nævnes 5 mandlige kunstnere. Det er lidt dårligere end i marts, hvor forholdet var 1 til 4. For hele året nævnes der ca. 1 kvindelig kunstner hver gang der er nævnt 4 mandlige.

STATUS for hele 2013 (1. januar - 30. april) :
Kvinder: 165
Mænd: 677


DET OFTEST NÆVNTE KUNSTNERNAVN i Politiken var i april måned kunstneren Jesper Just (52). Efter ham fulgte Claus Carstensen (43). Lidt længere nede kom popkunstneren Roy Lichtenstein (29) og StreetArt-kunstneren Banksy (26). De blev tæt forfulgt af Gustav Klimt (25) og Annika von Hauswolf (25). Herefter fulgte fotografen Sebastiao Salgado (23) og Tal R (23). På en tre-delt 6. plads ligger Henning Damgård-Sørensen (17), Kurt Schwitters (17) og P.S. Krøyer (17).



ANDY WARHOL (102) er stadig den mest nævnte kunstner i Politiken i 2013. Også andenpladsen er uforandret Leigh Ledare (75). Herefter kommer Jesper Just (69) der både er udstillingsaktuel samt skal repræsentere Danmark på biennalen i Venedig. Der er kun en kvinde på listen og det er stadig Anna Ancher (32):

TOP 10 over oftest nævnte billedkunstnere i Politiken 2013 (1. januar - 30. april):
Andy Warhol (102)
Leigh Ledare (75)

Jesper Just (69)
Banksy (49)
Claus Carstensen (43)
Pablo Picasso (41)
Claude Monet (38) 
Anna Ancher (32)
Arje Griegst (29)
Roy Lichtenstein (29)
Damien Hirst (26)

Læs resultatet for hele 2013 her!

KVINDELIGE KUNSTNERE PÅ STEDELIJK MUSEUM AMSTERDAM JULI 2013


I FORRIGE KUNSTHISTORIE KUNNE JEG BERETTE OM den voldsomme ubalance der synes at være i repræsentationen af mandlige og kvindelige kunstnere i Stedelijk Museum Amsterdams store samling (denne sommer).


MAN MÅ JO TAGE ALLE FORBEHOLD og derfor iler jeg også med at sige, at det er muligt at det blot er i denne periode og at det er helt tilfældigt. Og jeg vil også lægge alle fakta på bordet. I den del af Stedelijks underetage der viser samlingen fra slutningen af 1900-tallet frem til 1950erne vises ialt 6 kvindelige kunstnere. På overetagen vises yderligere 18 kvindelige kunstnere. Der er små særudstillinger med blandt andre kunstnerne Jo Baer (født 1929), Rineke Dijkstra (født 1959) og Jennifer Pastor (født 1966).

NEDENFOR ER LISTEN over de udstillende kvindelige kunstnere jeg talte mig frem til under mit besøg på Stedelijk. Jeg indrømmer, at der er ubalance i optællingen, da jeg selvfølgelig også burde have optalt de udstillende mandlige kunstnere. Dette må jeg rette op på under mit næste besøg der.

KUNSTNERNE ER OPSTILLET  i den rækkefølge jeg så dem på museet. En af kunstnerne - Ester Krom - har jeg ikke efterfølgende kunne finde informationer om. 10 af kunstnerne havde jeg aldrig set på et museum før.

KVINDELIGE KUNSTNERE STEDELIJK MUSEUM AMSTERDAM:
Olga Rosanova (1886-1918)
Charley Toorop (1891-1955)
Nola Hattermann (1899-1984)
Germaine Richier (1902-1959)
Ester Krom
Paulina Olowska (1976)
Marlene Dumas (1953)
Jo Baer (1929)
Josephine Pryde (1967)
Cosima von Bonin (1962)
Rachel Harrison (1966)
Eva Besnyö (1910 - 2002
Rineke Dijkstra (1959)
Yayoi Kusama (1929)
Yael Bartana (1970)
Simone Forti (1935)
Jackie Windsor (1941)
Marijke Van Warmerdam (1959)
Hanne Darboven (1941-2009)
Agnes Martin (1912 - 2004)
Cindy Sherman (1954)
Cady Noland (1954)
Lucy McKenzie (1977)
Jennifer Pastor (1966)

KØNSKVOTER - STEDELIJK MUSEUM AMSTERDAM 2013

Tilbygningen til Stedelijk Museum ligner underdelen af et skib.

JEG GÅR EGENTLIG IKKE IND FOR KØNSKVOTER, men da jeg for nylig besøgte Stedelijk Museum Amsterdam begyndte jeg at overveje om det måske alligevel er en god idé! Stedelijk har en af verdens største og betydeligste samlinger af moderne kunst. I 2010 var den opgjort til at indeholde ialt 90.000 objekter, heraf 4.395 malerier, 1.654 skulpturer, 10.880 fotografier og 211 installationer. Stedelijk har igennem en længere årrække været lukket på grund af arbejdet med at udvide udstillingsarealet. Museet med den nye tilbygning åbnede i 2012, og tanken bag udvidelsen var netop at vise en større del af samlingen frem.

PÅ TRODS AF UDVIDELSEN talte og så jeg (ialt!) kunstværker af 24 kvindelige kunstnere (se navnene nedenfor). Jeg opgav at tælle de mandlige kunstnere, men tro mig der var mindst 10 for hver kvinde. Et eksempel på dette var sal nr. 2, hvor der hang mesterværker af Monet, Cézanne, Van Gogh, Kirchner, Chagall, Kandinsky og de nederlandske kunstnere Breitner, Israëls, Sluijters og mange mange flere. Samt flere værker af samme kunstnere. Men der hang blot et maleri af en kvindelig kunstner fra denne periode - den russiske kunstner Olga Rosanova (1886-1918), (se et af hendes værker her).

SAMTLIGE VÆRKER I SAL 2 var selvfølgelig fantastiske og en stor oplevelse at se og gense! Men 1 til 10 er en meget skidt kønsbalance. Jeg tvivler på, at der kun findes én god kvindelig kunstner i denne periode (ca. 1890erne til 1910erne) i hele Stedelijks samling. Og hvis der gør, er det på høje tid at museumspersonalet gør noget ved dette og orienterer sig, forsker og ikke mindst erhverver værker fra perioden. Og når de er igang så kan de jo passende gøre det samme med andre perioder!

MUSEET HAR VALGT AT BENYTTE HALVDELEN AF PLADSEN i underetagen på at fremvise deres unikke samling af kunsthåndværk og design. Dette er forståeligt, da der er en stærk design tradition i Nederland. Denne del af de udstillende talte jeg ikke med. Jeg opgør kunsten i Stedelijks samling (2010-tal) som: Maleri (4.395), skulptur (1.654), installationer (211), bevægelige billeder og lyd (622), grafik og tegninger (19.678) samt fotografi (10.450). Ialt 37.010 kunstværker. Dette tal er sikkert ikke blevet mindre i de forgange 3 år. Og ud af dette viser man 24 kvindelige kunstnere!

DET ER KVALITETEN DET HANDLER OM, når museerne viser kunst. Selvfølgelig! Sådan skal det også retteligt være. Men kan det virkelig passe at de mandlige kunstnere er SÅ meget bedre end de kvindelige kunstnere? Eller handler det om vaner - og om at "give publikum det de vil have"?!

JEG KAN HUSKE FRA MIN TID PÅ LOUISIANA at der altid kom klager fra gæster, når samlingen ikke hang som den plejede eller når der var værker der plejede at hænge i samlingen, som ikke var oppe. Og sådan er det formentlig også på Stedelijk. Måske er der også en økonomisk tankegang der væver sig ind i udstillingspolitikken. For når man nu har populære kunstnere som Cézanne og van Gogh og Monet i samlingen - skal man så ikke benytte disse til at trække besøgende til? En forståelig tankegang, især taget i betragtning at der ingen kø var på Stedelijk, da jeg var der OG at vi ikke var mange gæster på museet den dag. Men har museerne ikke netop en forpligtelse til også at vise os det vi ikke kender?

DET MÅ VÆRE MUSEERNES OPGAVE også at vise de kunstnere frem der ikke blot var/ er populære i deres samtid, men også de mindre kendte fra samme periode. En ikke kendt og ikke anerkendt kunstner kan jo sagtens vise sig at være fremragende set med nutidens øjne. Er det ikke netop det selve kunstnermytens dna bygger på?

mandag den 15. juli 2013

SUMMERTIME - om kunsthåndværkere, designere og kunstnere




EN AF DE DYGTIGSTE SMYKKEKUNSTNERE i Danmark hed Jacob Hull. Jeg kender primært til ham, fordi jeg har arvet smykker skabt af ham. Hans emaljearbejde er så smukt så smukt, og er altid blevet højt værdsat i familien. Af internettet fremgår det, at værker af ham også værdsættes i resten af verden. Han var sølvsmed, kunsthåndværker og designer. Om han også var kunstner kan diskuteres, og jeg ved desværre for lidt om ham til at kunne vurdere det på nuværende tidspunkt.

JEG KAN NEMLIG IKKE FINDE mange informationer om Jacob Hull - desværre. Men det ovenforstående billede har Jacob Hull også skabt. I metal og emalje. Det yndige motiv med den unge pige med det lange bladformede hår forsøger at ophæve materialets tyngde. For mig er det et billede på sommer - ikke på grund af farverne, men på grund af den lethed og luftighed der er indlejret i pigen. Hun er barn af naturen - hendes hårpragt er naturen. Hun synes at være indbegrebet af Summertime

torsdag den 4. juli 2013

ET LILLE INDLÆG OM KUNSTHÅNDVÆRKERE, DESIGNERE OG KUNSTNERE

Märta Måås Fjetterstrøm

DET ER IKKE FORDI DENNE BLOG UDVIDER sit emneområde og nu også begynder at handle om design. Men jeg bliver alligevel nødt til at skrive lidt om kunsthåndværk og design. Og det er fordi, at jeg som formidler ofte løber ind i et titel-problem. Og her tænker jeg ikke på værktitler.

DER ER KUNSTHÅNDVÆRKERE der værgrer sig mod at blive kaldt 'designere'. De synes, at det er en massebetegnelse der slet ikke rummer en beskrivelse af hvad det er de arbejder med. Det er på en måde sympatisk at der eksisterer denne fagstolthed og stille modstand, omend den nok mest er generationsbestemt.

RIGTIG MANGE DESIGNERE arbejder idag på kryds og tværs af medier og fag, og derfor er titlen 'kunsthåndværker' ikke dækkende for dét de arbejder med og den måde de arbejder på. Det er formentlig også årsagen til at det der for ti år siden hed 'Kunstindustrimuseet' i dag hedder 'Danmarks Design Museum'.

Hannah Ryggen

KUNSTHÅNDVÆRKER ELLER DESIGNER - jeg kan i princippet være ligeglad med titlen, men er det ikke. For hvad er den korrekte titel på eksempelvis Hannah Ryggen og Märta Måås-Fjetterstrøm? De vævede begge billedtæpper / gobeliner. Og dermed er de 'vævere'. Og er de 'vævere', er de vel også 'kunsthåndværkere'? Men deres gobeliner er helt HELT fantastiske billedværker og billedfortællinger. Hanna Ryggens gobeliner blev udstillet på dOKUMENTA 13. Så er de vel kunst og hun vel kunstner...? Og hvis hun er det, er Måås-Fjetterstrøm det vel også. Hun har udstillet på Liljevalchs Konsthall!

MÅSKE ER TITLERNE BETYDNINGSLØSE. I hvert fald idag. Og iær når man er blevet anerkendt.

NOLA HATTERMAN


DET ER IKKE KUN I DANMARK at der er noget galt med kønsformidlingen. Og det kan man jo vælge at være lettet over som dansker, eller blot blive endnu mere bekymret over som kunstinteresseret. Men så meget desto mere glad bliver man jo så, når man opdager nye gode kunstværker og kunstnere! Især de kunstnere som ikke er mere.

OG JEG HAR NETOP OPDAGET Nola Henderika Petronella Hatterman (1899-1984). Jeg indrømmer gerne, at jeg fik hjælp til at opdage hende. Hjælpen kom fra Stedelijk Museum Amsterdam, der i deres nyophængning af samlingen har et af hendes malerier hængende. Og jeg er dem meget taknemmelige!

NOLA HATTERMAN malede maleriet Op Het Teras, Jimmy van der Lak (se maleriet her) i 1930. Maleriet var en bestillingsopgave fra et bryggeri. Hensigten var at det skulle bruges som ølreklame. Men bryggeriet vragede maleriet, dels på grund af mandens hudfarve og dels pga. de opslåede annoncer for cabaretter i avisen på bordet.

HATTERMAN var autodidakt kunstner. Hun arbejdede figurativt realistisk. Ærgerligt at de rkun vises et af hendes malerier på Stedelijk, men man kan se flere på nettet. Og er man mere interesseret må man tage til Surinam, hvor hun boede og arbejdede fra 1953 og frem til sin død. At hun bosatte sig i Surinam var også en protest mod det nederlandske samfunds behandling af immigranter.

DET ER RET UTROLIGT at Hatterman overhovedet har fået en plads i Stedelijks nyophængning af samlingen. For det er ikke mange kvindelige kunstnere, der har fået plads her. Jeg talte og fik det til ialt 24 kvindelige kunstnere. Jeg talte ikke hvor mange mandlige kunstnere der var...men det var betydeligt flere!



RIJKSMUSEUM II - 2013


EN FANTASTISK GAVE til publikum og det offentlige rum vil jeg kalde Amsterdams nye Rijksmuseums have. Den er lille, men som med alt i Nederland har man udnyttet pladsen effektivt. Haven folder sig om halvdelen af museet og der er gratis adgang! Man kan drikke kaffe og the, sidde i stole og nyde solen, lege med Jeppe Heins (1974) vandinstallation Hide and See eller på den CoBrA-relaterede arkitekt Aldo Van Eycks (1918-1999) historiske legepladselementer.

Børn og barnlige sjæle leger med og i Jeppe Heins vandinstallation.

Aldo Van Eycks historiske legeplads elementer.

Aldo Van Eycks historiske legepladselementer.

FREM TIL 29. september vises en meget fin udstilling med skulpturer af Henry Moore. Selvom man er vant til Louisianas fine samling af Henry Moore skulpturer, er denne udstilling virkelig en - overraskende og generøs - lille perle!



RIJKSMUSEUM 2013



RIJKSMUSEUM i Amsterdam har været lukket meget længe. Ligesom Stedelijk Museum Amsterdam. Der har været et stort behov for en modernisering af disse store kunstsamlinger, og det er nu sket. Selvom vi er mange de rhar undret os over, hvorfor i alverden det lige skulle ske samtidigt!

JEG KAN HUSKE da de lukkede Rijksmuseum i 2004, og den furore og de stærke følelser det vakte. Rijksmuseum rummer nemlig ikke blot Nederlands men også en af verdens væsentligste samlinger af kunst fra 1700 og 1800-tallet med værker af bl.a. Rembrandt og Vermeer. Jeg husker især et tv-interview med en ældre dame i kørestol, der med tårer i øjnene sad foran det lukkede museum og regnede ud at hun ikke ville komme derind før hun døde.

NU ER DET ÅBNET - og vi stiller os alle glade op i de lange køer foran arkitekt Pierre Cuypers museumsbygning fra 1885, for at komme ind at se eller gense alle kunstskattene. Bygningen er smukt restaureret af de spanske arkitekter Antonio Cruz og Antonio Ortiz, og alle værker er meget smukt sat op sammen med møbler og håndværk fra samme periode. Det er en utrolig fin formidling, der både taler til 7årige og 73årige. Og bortset fra The Nightwatch af Rembrandt er alle værker til at komme til. Selv dukkehusene.

MEN SOM MED ALLE ANDRE ÆGTE SKATTE er det svært at komme ind. Medmindre man har en særlig guide eller er i kørestol/ med barnevogn. For så bliver man elegant gelejdet hen til en skjult elevator, der bringer een udenom køerne og ned i publikumsetagen. Men det er også det eneste held man har i kørestol/ med barnevogn. For herefter skal man kæmpe om museets to bittesmå elevatorer om at komme om på 1., 2. og 3. sal - der hvor kunsten er!

MUSEETS to indergårde er blevet overdækkede, og det betyder at der er kommet et kæmpe publikumsareal med butik, cafe/ restaurant og garderober. Problemet er bare, at derer noget galt med logistikken. Først står man i lange køer for at komme ind i museet igennem to bittesmå døre. Derefter står man i lange køer for at købe billetter - for derefter at stille sig i lange køer til garderoben. Jeg undrer mig over, hvordan man har planlagt dette inden man gik igang. Har man slet ikke set på erfaringer fra andre museumsombygninger rundt om i verdenen?

GOD KUNSTFORMIDLING handler om lettere adgang til kunst. Hvis det er vanskeligt at komme til fysisk, påvirker dette også forståelsen og især nydelsen af kunsten. God kunstformidling er baseret på og ofte afhængig af publikumsvenlighed. Og det var da også dét, der var intentionen med denne ombygning. Men lettere fysisk adgang til kunsten er desværre ikke helt lykkedes med ombygningen af Rijksmuseet. I hvert fald ikke indenfor.

 
 

tirsdag den 2. juli 2013

Pipilotti Rist: I'M NOT THE GIRL WHO MISSES MUCH og YOU CALLED ME JACKY


DEN 21. JUNI er kunstneren Pipilotti Rist's fødselsdag (hun er født i 1962). Og den vil jeg (selvom det nu er et par dage siden) bruge som anledning til at fremhæve to ældre video-værker af hende fra henholdsvis 1986 og 1990. de er begge mine absolut favoritter i hendes æuvre.

DEN FØRSTE VIDEO ER klassisk Pipilotti Rist: I'm Not The Girl Who Misses Much! Jeg så den første gang på en udstillling i Utrecht i Nederland i begyndelsen af det nye årtusind. I denne video optræder Rist for første gang som sanger i en musikvideo. Hun synger "I'm not the girl who misses much", der er første sætning fra John Lennons "Happiness Is A Warm Gun". Gennem hele videoen gentager Rist denne sætning, men lyd og billede manipuleres, således at alt efter hvilket tempo filmen er optaget i forvrænges lyden, så hun lyder både hysterisk, komisk og lillepiget. Samtidig fremstår hun som en grotesk marionetdukke med bare bryster.

RIST spiller i denne video både på den klassiske musikvideos komposition, musikbranchens stereotyper og præsentationen af kvinder indenfor denne genre. Samtidig leger hun med teknikken, og alt dette fortsætter hun med i en stor del af hendes kendteste værker fra 1990erne.

MIT YNDLINGS VÆRK er og vil nok altid være You Called Me Jacky fra 1990. Kombinationen af Kevin Coynes ørehænger "Jacky and Edna" fra 1973 med kunstneren igen iscenesat som sanger (i to udgaver), samt bagfladefilmen/filmene med togrejsen, lam, vindmølle og ild gør dette videoværk mere kompliceret, mere åbent og derfor mere fortolkningsmæssigt interessant.

TEKSTEN til denne vrængende sang (læs teksten her) fortæller om et kærlighedsforhold der er slut, og sangeren er den, der sidder uforløst tilbage. Det mere end underforstås, at det var et forhold med meget MEGET store balanceudsving, siden ingen vil fortælle ham hvor Edna bor "living somewhere, no-one will say".

DENNE UNDERFORSTÅETHED udnytter Rist til det groteske i sin selviscenesættelse. Også i dette værk leger hun med forskellige kvinderoller (Jeg har egentlig altid opfattet hende som en video-pendant til Cindy Sherman - men dette er ikke ment negativt!). Den ene kvinde er iført en tilknappet lidt stor orange skjorte og et kæmpe overbid, modsat 'den anden kvinde' der er stil- og selvsikker.

TITLEN er ændret fra titlen på Coynes sang Jacky and Edna til You Called Me Jacky. I sangen er man ikke i tvivl om at der er tale om et forhold mellem en mand og en kvinde. Men ved at ændre på titlen og ved at have to kvinder optrædende i videoen, sørger Rist for en tvetydighed, så man kommer i tvivl om, hvad den egentlig handler om.

MEN MAN ER IKKE I TVIVL OM at der er et forhold. I Rists behandling transformeres det til et mere universelt had/ kærligheds - forhold, der både kan rumme kærester, forældre/børn og venskaber. Togrejsen kan opfattes som et billede på forholdet, hvor skinnerne samler sig og deler sig og samler sig igen for siden hen at deles på ny. Alt det der opleves undervejs, opleves til dels sammen og tildels hver for sig. Undervejs på rejsen er der uskyldige lam og undervejs er der ild - hvilket kan opfattes som et forhold med konflikter.

DET DER ER SÅ HELT særligt ved disse to værker af Pipilotti Rist er hendes forståelse af og helt suveræne måde at udnytte teknikken på. Det er teknikken, der får indholdet til at holde og fortsat være vedkommende - også så mange år efter. Hør interview med Pipilotti Rist her.

I DANMARK findes videoværkerne Sip My Ocean (1996) og Ever Is Over All (1997) af Pipilotti Rist i Louisianas samling. Så vidt jeg er orienteret, findes I'm Not The Girl Who Misses Much og You Called Me Jacky desværre ikke i danske kunstsamlinger.