tirsdag den 31. juli 2012

Dagens Kunsthistorie: MUST SEE-EXHIBITIONS IN AMSTERDAM

THERE is SO much to experience in Amsterdam! And so many obvious places to visit when interested in art. So this is a selection of my favourite exhibition places in Amsterdam right now.


BUT this doesn't mean that I favour their exhibitions. At FOAM I think the exhibition with Ron Gallella is a big mistake. Why honour a man with an exhibition, when what he does is chasing other people?  But the exhibition about photoalbums is cute and gives you a lot to think about!


ENJOY this mini-guide to ART in Amsterdam:

Stedelijk Museum Bureau Amsterdam, read about the exhibition here.
The Memories Are Present - until 12 August 2012
Rozenstraat 59, 1016NN Amsterdam
www.smba.nl

DE APPEL Arts Centre - read more here
Topsy Turvy - until 23 September 2012
Prins Hendrikkade 142, 1011 AT Amsterdam
www.deappel.nl

Huis Marseille Museum voor Fotografie
Chino Otsuka - A World of Memories - until 9 September 2012
Keizersgracht 401, 1016 EK Amsterdam
www.huismarseille.nl
PS: Don't bring 50 euro-notes, they can't change!

Foam All About Photograpy, READ MORE ABOUT ALL THE EXHIBITIONS here
RON GALLELLA - Papparazzi extraordinaire - until 22 August 2012
Keizersgracht 609, 1017 DS Amsterdam
www.foam.org

Gemeente Amsterdam STADSARCHIEF
Isaac Israels in Amsterdam - Stadswandelingen
Until 26 August 2012
Read more here

Ugens Kunsthistorie: dOCUMENTA 13

En vigtig del af dOKUMENTA-udstyret!
DER ER SÅ mange fantastiske værker og gode oplevelser på dOCUMENTA 13 i Kassel, at det ikke lader sig gøre at nævne dem alle sammen i en kunsthistorie, for så vil den jo bare blive en lang opremsning af navne. Jeg kan heller ikke sige, at der er een kunstner eller et bestemt kunstværk der hæver sig over alle de andre, for der er for mig mange kunstværker og kunstnere der tårner sig op. Det er kunst, som jeg vil skrive om i kunsthistorier de kommende år, indtil Documenta 14 - og kunst jeg aldrig glemmer.

SÅDAN har det været med alle de Documentaer, jeg indtil nu har oplevet. Min første var Documenta 10, hvor Johan Grimonprez' værk DIAL HISTORY var en uforglemmelig oplevelse. På Documenta 11 skabte Okwui Enwezor og hans fantastiske team et banebrydende globalt udstillingskoncept, der viste at der skam også skabes kunst udenfor den vestlige kultursfære. På Documenta 12 var den polske kunstner Artur Zmijewski blandt højdepunkterne.

FOR EN KUNSTELSKER er Documenta en fantastisk mulighed for at svælge i kunst. Documentaer synes at være uendelige, og der er altid noget, man desværre ikke har fået med. Men det betyder ikke så meget, for hovedkonceptet står for det meste alligevel klart. Jeg indrømmer at jeg er positiv før start, men jeg er heller aldrig blevet skuffet over en Documenta-udstilling i Kassel.

dOCUMENTA 13 er en gedigen kunsthistorisk baseret udstilling der i sit udgangspunkt vil gøre og være alt bortset fra logocentrisk. Med så bredt et udgangspunkt kan man næsten ikke støde nogen. Og alligevel synes jeg, at der er småting man kan anfægte ved dette års udstilling.

FØRST OG FREMMEST er hovedudstillingen på Fredericianum præget af kødannelser. Der er begrænsning på det antal besøgende, der kan være i flere af rummene, bl.a.det meget vigtige 'hjernerum'. Dette naturligvis af hensyn til værkerne og fordi der - heldigvis - er rigtig mange der besøger Documenta. Men jeg kan blive nervøs for at mange vælger køen og dermed 'hjernen' fra. Derfor virker det elitært at arrangere sig sådan.

MIN ANDEN ANFÆGTELSE er, at rigtig mange gode kunstværker forbindes med kunstnernes biografi på en sådan måde at man spores væk fra værket og blot ser det som en illustration af en (lidelses)historie.

BORTSET fra disse anfægtelser, er dOCUMENTA 13 en stor udstilling med stof til megen eftertanke. Og jeg vil anbefale alle at tage dertil! Man skal blot huske gode vandresko, en flaske vand og den tykke grønne guidebog. Rigtig god fornøjelse!

onsdag den 25. juli 2012

Ugens Kunsthistorie: FAMILIEN BANG PÅ MUNKERUPHUS

I CAFEEN på Munkeruphus står en mammut. Man kan nærmest mærke støvet i den rødbrune pels fra dens mange vandringer i et eventyrligt forhistorisk landskab. På trods af de imponerende stødtænder, bliver man nu ikke bange, for dyret er på størrelse med Lille Pers elefant i Far til Fire-filmene. Og skabt i stentøj.
MAMMUTTEN er bare et af værkerne på den omfattende udstilling som Munkeruphus har sat sammen denne sommer med titlen KUNST I GENERATIONER. Her er - som titlen lover -  kunstværker af flere generationer af kunstnere i familien Bang. De arbejder med malerier, skulpturer, glas og keramik. Udstillingen kan ses frem til 7. september.  
ER MAN NYSGERRIGT anlagt, er det jo altid interessant at se, hvordan man i en familie varetager sine kreative evner på forskellig vis.  Men udstillingen havde stået stærkere, hvis man havde lagt mere vægt på de kunstnere, der er repræsenteret på den smukke udstillingsplakat og deres værker end på det familieære. Det er spændende at en familie rummer så mange forskellige kreative talenter, og konceptet kan fungere. Jeg har i en tidligere kunsthistorie skrevet om Munkeruphus og min ønskeudstilling der, læs her. Men i dette tilfælde ville princippet Less is more have været godt at følge.
FORMIDLINGEN af udstillingen er ekstremt mangelfuld. Bortset fra en planche på væggen, når man lige kommer ind samt en kopi af værkfortegnelsen man kan låne ved indgangen, er det næsten fuldstændigt umuligt at finde ud af hvem der udstiller hvad og hvor, eller hvem der har skabt de forskellige værker.
VI MÅTTE DESVÆRRE opgive at hitte rede i, hvem der havde skabt hvilke værker. Det er en skam, for der udstilles jo en skat og en smule formidling havde hjulpet os der ikke selv ejer værker af en Bang eller kender til familiens medlemmers æuvre i øvrigt. Det eneste medlem der virkelig skilte sig ud var Diego Bang og hans billeder. Selvom han hører til familien, synes jeg ikke rigtigt at de hørte til, men snarere at de dekonstruerede det hele. Men min ledsager fandt dem befriende.
MUNKERUPHUS har haft et generøst materiale til sin rådighed, og den venlige dame ved indgangen fortalte stolt at der stadig kom værker til, men det er måske netop problemet – der er simpelthen for meget. Der er så mange fine værker - krukker, vaser, glas, figurer, skulpturer, hinkestene med meget mere - som udstilles i de tre rum ovenpå. Det er jo en skattekiste, men desværre er de udstillet som om det er et loppemarked, hulter til bulter og proppet sammen på alt for lidt plads.
TILBAGE i erindringen står mammutten i cafeen. Enkel og smuk, tronende alene i cafeens passende enkle og venlige omgivelser. Gid hele udstillingen havde været sådan.

torsdag den 5. juli 2012

Dagens Kunsthistorie: JESUS RAFAEL SOTO




"I KUNST FINDES DER IKKE LÆNGERE TILSKUERE, KUN DELTAGERE. KUNSTNEREN HAR IKKE LÆNGERE DET SIDSTE ORD" (Jesus Rafael Soto)


DEN VENEZUELANSKE KUNSTNER Jesus Rafael Soto har fødselsdag idag. Han blev født 5. juli 1923. Han er ikke så kendt i Danmark, men burde være det. Han har skabt nogle utroligt smukke, bevægelige relieffer, som bl.a. denne disede sol foroven. Den må Olafur Elisason da have set, før han skabte sit værk til Tate.

VÆRKER af Rafael Soto findes i de vigtigste kunstsamlinger i verden - bl.a. i Louisianas samling. Siden 1950erne er det forholdet mellem det statiske og det bevægelige, Soto leger med og kredser om i sine værker. Frem til sin død i 2005 arbejdede han sig væk fra det todimensionelle, som han mente var passé.

JESUS Rafael Soto udviklede sig fra et udgangspunkt som maler til at bryde med fladen og skabe sine stramme, men også uendeligt poetiske rumlige konstruktioner. Hans værker synes inspireret af arkitektur og konstruktivisme, men også af en japansk æstetik. Det er kinetisk kunst, når det er aller allerbedst.

Læs og se mere om Jesus Rafael Soto her: http://www.jr-soto.com/fset_menuprincipal_uk.html

onsdag den 4. juli 2012

Ugens Kunsthistorie: GUIDE TIL MUST SEE-UDSTILLINGER I EUROPA - B for Barcelona og Berlin

Barcelona:
MACBA, Museum of Contemporary Art Barcelona
Rita McBride. Tender Public - 24. september 2012
Placa dels Angels 1, 08001 Barcelona
www.macba.cat.


Berlin:
Akademie der Künste
EUROPEAN FLUXUS FESTIVALS 1962-1977:
The Lunatics Are On The Loose... - fra 13. juli til 12. august 2012
Hanseatenweg 10, 10557 Berlin
www.adk.de
Deutsche Guggenheim
Gabriel Orozco. Asterisms - 6. juli til 21. oktober 2012
Unter den Linden 13/15, 10117 Berlin
www.deutsche-guggenheim.de
Martin Gropius Bau, læs mere her
Building the Revolution: Soviet Art and Architecture 1915-35 -  til 9. juli 2012

Hamburger Bahnhoff
Cy Twombly & The School of Fontainebleu - 7. oktober 2012
Secret Universe III. Morton Bartlett - 14. oktober 2012
Hans Peter Feldman. The Dead - 13. januar 2013
Invaliden Str. 5051, 10557 Berlin
www.hamburgerbahnhof.de
CFA - læs mere her
Julian Schnabel. Deus EX Machina - til 28. juli 2012
Am Kupfergraben 10, 10117 Berlin Mitte
www.cfa-berlin.de



Ugens Kunsthistorie: MUST SEE-EXHIBITIONS - ATHEN

Jannis Kounellis: Untitled (1988)

ACCIDENTIALLY perhaps, but everybody seems to go til Athens and Greece this summer. And artwise there is - of course - a lot to see, since this is the cradle of western art and culture. Maybe modern and contemporary art is not exactly what you connect with Greece. But Jannis Kounellis (1936) was actually from Pireaus. And on the coming Copenhagen Art Festival (from 24/8 to 2/9) it will be possible to experience the yonger artist Yorgos Sapountzis (1976).

IT IS POSSIBLE to experience modern and even contemporary art in Athens. Here is a guide to the exhibitions and galleries:


Athen:
Benaki Museum, læs mere her.
Sean Scully. Doric Order - til 15. juli 2012. Læs mere her.
Pireos Street Annexe, 138 Pireos & Andronikou St.

From Picasso to Koons. Artists Jewellery - 2. september 2012
Main Building, 1. Koumbori St. & Vas. Sofias Ave.
www.benaki.gr

Frissiras Museum, privat samling - se her
3 & 7 Monis Asteriou, Plaka, Athen
www.frissirasmuseum.com

National Gallery Alexandros Soutzos Museum, læs mere her
www.nationalgallery.gr


Dagens Kunsthistorie: HELLIGBRØDE

Abdi Farah vinder konkurrencen Work of Art: The Next Great Artist - season 1

FORLEDEN AFTEN så jeg tilfældigvis et afsnit af et konkurrenceprogram på svensk tv. Programmet hedder Work of Art: The Next Great Artist og det har allerede kørt i flere sæsoner. Konceptet er genbrug fra udsendelserne America's next idol/ topmodel/ designer/ top chef/ singer/ danser osv. Men det vakte min interesse, fordi det handler om billedkunst.

EN GRUPPE talentfulde kunstnere samles og sættes på nye opgaver hver uge, og de der løser opgaverne dårligst skilles fra, således at der tilsidst kun er en deltager tilbage - vinderen. Vinderen vinder ikke blot penge og materialer og momentan berømmelse, men også en udstilling. Og denne udstilling foregår ikke på et lillebitte ukendt galleri, men derimod på selveste Brooklyn Museum- se her. Brooklyn Museum er et velestimeret og seriøst museum samt et af mine - og Knud W. Jensens - absolut favoritmuseer

JEG ER CHOKERET! Hvordan kunne dette museum synke så dybt? Konkurrencens vilkårlighed har bredt sig og er nu også med til at bestemme museernes udstillingsvirksomhed! Brooklyn Museum forsvarer sig - se her, - med at konkurrencen slet ikke er ukendt område for museerne og i 1900-tallets Frankrig var konkurrencer faktisk en helt normal praksis.

FORSKELLEN er, at konkurrencerne dengang gik på kunstværkerne og deres kvaliteter, og ikke på hvem der bliver den næste STORE kunstner. I denne konkurrence er kunstværkerne en biting på vejen til det personlige gennembrud.

'THE NEXT GREAT ARTIST' leder tankerne hen på store kunstnere som Van Gogh eller Picasso. Men Van Gogh blev ikke berømt i levende live og Picasso blev ikke berømt over night, men gennem mange års insisterende arbejde, så dem finder man ikke i løbet af en tidsbegrænset konkurrence. Titlen fortæller om en persondyrkelse, der formentlig kommer til at skygge for indhold. Og ordet 'next' viser, at det er den næste døgnflue der kan få sine minutters berømmelse indtil der kommer noget nyt. NÆSTE!

SOM MED fænomenet Crowdfunding jeg beskrev i denne Kunsthistorie, kan jeg da sagtens se de sympatiske muligheder, der ligger i konkurrence-formatet. Hvis man udstiller værker af en person der er kendt fra tv, er der poetentielt mulighed for at museet får fat i et andet publikum end dét de plejer. Og konkurrence er jo forlængst blevet museernes eksistensvilkår: Kampen om midlerne, sponsorerne og gæsternes gunst/ besøgstallet.

BLOMSTER OG BIler har allerede holdt deres indtog i den danske kunstverden sammen med ufaglige eksperter, der har til opgave at gøre samlingerne mere spiselige for det kræsne publikum, mens der skæres ned på fagkundskaben. Og konkurrencen har også holdt sit indtog i form af Vores Kunst - udvælgelsen af værker i det offentlige rum i Danmark.

"SLAP AF - DET ER JO BARE UNDERHOLDNING"! Når jeg alligevel bliver bekymret, er det fordi jeg synes at dette konkurrenceformat har spredt sig til alle dele af kulturlivet - og i stigende grad accepterer vi denne præmis. Det tilfældige spiller jo ind i en sådan grad, at det totalt overskygger det faglige indhold. Det er jo ikke den bedste eller dygtigste, der kommer ud af konkurrencen som vinder. Den vigtigste del af konkurrencen er jo tilfældigheden. Derfor er det den heldigste, der vinder.

KUNSTNEREN Abdi Farah var den heldige vinder af første sæson af konkurrencen Work of Art: the Next great Artist. Det var i 2010. Læs kritikken fra Village Voice her. Mon vi hører noget til ham om 2 år?

tirsdag den 3. juli 2012

Dagens Kunsthistorie: ADOPTÉR ET KUNSTVÆRK - MUSEER I KRISE

José Clemente Orozco: The Masses (1935)

PÅ VAN ABBE MUSEET - i Eindhoven i Nederland - ville man i jubilæumsåret 2011 gerne vise et værk af Richard Long The Wood Circle (1977). Men dette kunne kun lade sig gøre, hvis museet købte værket. For at muliggøre det skabte man dette charmerende publikumsprojekt - se her.

KRISEN KRADSER I EUROPA og det betyder, at der naturligvis alle steder må spares. I Nederland har dette især konsekvenser for store dele af kulturlivet. Protesterne fra kulturpersonligheder i hele Europa og de store nationale kulturinstitutioner har ikke fået regeringen til at ændre på spareplanerne.

MUSEERNE skal for færre penge levere det de plejer: forskning, publikumsaktiviteter og formidling samt vedligeholdelse af samlingerne. Vedligeholdelse af samlingerne betyder indkøb af relevante værker (som på Van Abbe Museet) og - især - restaurering. For at leve op til forpligtelserne tvinges kulturinstitutionerne til at gå nye og særdeles kreative veje. Således kan man på Frans Hals Museet i Haarlem adoptere et maleri - læs her.

ADOPTION AF ET KUNSTVÆRK kaldes også crowdfunding og det klinger fælt i mine ører. Det virker så vilkårligt - og er næste skridt ikke salg fra samlingen som der går rygter om fra Orlogsmuseet i Danmark? Når værket hænger på en offentligt støttet institution, må man formode at man har betalt til det via skatten. Desuden betaler man jo også for at komme ind. Og dermed burde samlingerne være sikret mod vilkårlighed.

JEG KOMMER I TANKE om et velgørenhedsprojekt, jeg så i et supermarked i London i vinter. Supermarkedet ville give penge til et projekt, men ville samtidig lade sine kunder bestemme hvilket projekt, der skulle have penge. Fem fantastiske sociale projekter - alle værd at støtte - skulle så konkurrere mod hinanden og overgå hinanden i nød og elendighed. Det var helt forfærdeligt, at kun et af disse projekter ville modtage støtte.

OVERFØRER man denne model til kunstverdenen (må det aldrig ske!), kommer samlingerne selvfølgelig til at indeholde VORES KUNST, men kriterierne for udvælgelsen bliver ikke længere rent faglige.

KULTURINSTITUTIONERNE i Nederland og i England forklarer sig med, at crowdfunding rent faktisk er publikumsprojekter, der er med til at engagere gæsterne yderligere i museets ve og vel. Og donorerne bliver til ambassadører for museet.

IDEELT SET synes jeg, at museumsgæsten altid skal blive en ambassadør for museet og samlingerne efter det vellykkede besøg. Ikke blot den museumsgæst der donerer penge til udvalgte værker, men alle museumsgæster. Indsamling af særlige midler kan man forbeholde medlemmerne af museumsklubben ved særlige medlemsarrangementer.

Dagens Kunsthistorie: 3 KUNSTSTEDER I HAARLEM

HAARLEM ER EN LILLE BY udenfor Amsterdam. Efterhånden er den næsten groet sammen med Amsterdam, så den er blevet til en forstad. Det tager ca. en halv time med tog og et par timer på cykel at komme dertil fra Amsterdam. Haarlem har, udover sin spændende arkitektur og de fantastiske små indre gårdanlæg, tre store permanente kunstoplevelser at byde på.

KUNSTHISTORIER har tidligere skrevet om det forunderlige Teylers Museum - Nederlands ældste museum (se her). Men byen rummer også Frans Hals Museet og museet De Vleeshal - nu DE HALLEN HAARLEM og disse tre museer betyder, at man sagtens kan tilbringe en dag eller to i Haarlem: 

1) Teylers Museum
Museet rummer en stor og fascinerende samling af mineraler og sten, og i anledning af denne samling vises udstillingen TIL TOPS. Expedition Mont Blanc frem til 9. september 2012.

Museet har også aktiviteter for børn. Læs mere om udstillingen og samlingen her: www.teylersmuseum.eu

2) Frans Hals Museet
Frans Hals var en af de berømteste portrætmalere i Nederlandsk guldalder (det 17. århundrede). Han specialiserede sig i portrætter, og museet har den største samling af hans værker. Samlingen rummer også værker af hans samtidige og efterfølgere.

Lige nu udstiller museet 17 af hans mesterværker.

På museet findes også et af verdens smukkeste dukkehuse.
Læs mere om udstillingen her: www.franshalsmuseum.nl


3) DE HALLEN HAARLEM
De Hallen Haarlem viser frem til 2. september 2012 sommerudstillingen TIL HAVS. HAVET I NEDERLANDSK KUNST SIDEN 1850. På udstillingen kan så forskellige nederlandske kunstnere som Isaac Israëls (1865-1934), Charley Toorop (1891-1955), Jan Dibbets (1941) og Rineke Dijkstra (1959) opleves.

Læs mere om udstillingen her: www.dehallen.nl

Dagens Kunsthistorie: EN FLYGTNING FORENES MED FAMILIEN



DETTE FAMILIEPORTRÆT er udført af kunstneren John Singleton Copley i 1776/1777. Det hedder The Copley Family og forestiller ham selv og hans familie. Maleriet er 236 år gammelt, men virker stadig vedkommende.

DEN ÆLDSTE DATTER Betsy står med rank ryg forrest og ser direkte og måske en anelse trodsigt ind i øjnene på os. Til højre for hende sidder moderen, Susanna Singleton Copley, og skal til at give sønnen John Junior et knus, mens den yngre datter Mary ligger og slanger sig på en sofa. Til venstre for Betsy sidder John Singleton Copleys svigerfar med den yngste datter Susanna på skødet. Hun forsøger at fange sin morfars opmærksomhed med en rangle. Bag svigerfaderen sidder maleren selv. Han har lige løftet blikket fra sine skitser og ser direkte ud på os.

SER MAN BORT FRA TØJET og omgivelserne er det en meget moderne skildring af en livlig børnefamilie. Billedet viser ikke børn, der opfører sig som små voksne og sidder stille og ses men ikke høres. Det er livlige børn, der leger med legetøjet på gulvet i det ene hjørne, når de ikke lige skal portrætteres. Der er lyd på dette maleri: snak, pludren, grin og kærlige formaninger.

HVOR PUDSIGT at det er et maleri. Det øjeblik der er gengivet her, har det taget kunstneren et år at frembringe. Motivet egner sig SÅ godt til fotografi. Men indlejret i maleriet er selvfølgelig også en mængde symboler, der især betød noget for datidens beskuere. Interieur-delen (tæppe, møbler og draperi) viser at det er en civiliseret familie med en passende opførsel, og baggrundens voldsomme natur symboliserer at der er tale om en familie med en medfødt naturlighed - helt efter tidens Rousseauske forskrifter. Idag kunne man også tillægge baggrunden den betydning, at familien har sine rødder i den amerikanske natur, der på det tidspunkt stadig havde store uberørte naturområder.

MALERIET er malet i London, men hænger til daglig på National Gallery of Art i Washington. Det skyldes, at John Singleton Copley regnes for en af de tidligste portræt- og historiemalere i den amerikanske kunsthistorie. Han var født i Boston Massachusetts 3. juli 1738, men blev opfordret til at foretage en studierejse til Europa for at videreudvikle sin kunst. I 1774 forlod han familien og rejste først til England og derefter til Italien.

INTENTIONEN var, at det skulle være tidsbegrænset ophold i Europa, men borgerkrigen brød ud i USA og han kunne ikke rejse tilbage. Heldigvis lykkedes det for hans familie at forlade USA og i 1775 blev de atter forenet i London. Maleriet er en fejring af, at de endelig er samlet. John Singleton Copley kom aldrig hjem til USA igen. Han dør i London i 1815.

Dagens Kunsthistorie: FIND KUNSTQUIZZEN!

?

NÅR SOMMERFERIEN nærmer sig, rejsen er bestilt og man har fået pasning til planter og dyr, er det tid til at checke, hvilke kunstudstillinger man IKKE vil gå glip af, dér hvor man skal hen. For hvor ville det være ærgerligt, hvis man er 10 dage i London UDEN at se dén udstilling, der de næste fem år vil blive omtalt som udstillingEN!

FOR DIG DER IKKE HAR TID  til selv at gennemse nettets informationskilder, vil den kommende Ugens Kunsthistorie indeholde en guide til MUST SEE-udstillinger i Europa netop nu. Så glæd dig! Uder forberedelsen til denne kunsthistorie er der bla. blevet surfet en hel del rundt mellem museer og udstillingssteders hjemmesider. Og det er disse Dagens Kunsthistorie handler om.

SOM JEG VIST FØR HAR SKREVET er den digitale kunstverden en pudsig een. Nogle gallerier, udstillingssteder og museer er totalt checkede med opdaterede informationer, mens andre overhovedet ikke fortæller, hvilke udstillinger de har den kommende tid. Dette er jo underligt, eftersom mange blandt andet planlægger deres rejser efter hvilke udstillinger de gerne vil se. Der er heller ikke altid mulighed for at læse teksten på engelsk, eller kun dele af teksten er oversat til engelsk. Det undrer mig, at man ikke udnytter de sprogkapaciteter man har på ethvert museum til at få oversat HELE hjemmesiden til engelsk. Hvor dyrt kan det være, i forhold til de besøgstal man kan få?

EN ANDEN MORSOM TING ved at gennemse museers hjemmesider er, at mange af dem rummer hemmeligheder. For hvis man klikker lidt rundt på den samme hjemmeside kan man falde over ekstra oplevelser, som der overhovedet ikke reklameres for på forsiden. Det er jo således at museer ofte består af flere afdelinger og disse afdelinger repræsenteres under forskellige bjelker i menuen på hjemmesiden. Det er ikke altid, at der er korrespondance mellem afdelingerne og derfor kan forskellige tiltag forblive hemmelige for det store publikum. Især undervisnings og formidlingsafdelingerne har det med at have ekstra tiltag for publikum, et godt råd er derfor altid at klikke på disse afdelinger i menuen!

ET GODT EKSEMPEL på sådan en hemmelighed er det nederlandske museum DE HALLEN HAARLEM. På deres forside reklamerer de med sommerudstillingen "Til Havs. Havet i Nederlandsk kunst siden 1850" med kunstnere som Isaac Israels, Charley Toorop, Jan Dibbets og Rineke Dijkstra - læs mere her. Det ser ud som en gedigen klassisk sommersucces for hele familien - og jeg skal i hvert fald se den med min familie!

MEN klikker man på den bjælke i menuen der hedder "Activiteiten & Educatie" (aktiviteter og undervisning) finder man næstnederst en kunstquizz - og en god een af slagsen læs her. Og man undrer sig over hvorfor sådan et godt initiativ skal gemmes så langt bort. De burde da reklamere for den på forsiden! Og den burde også findes på engelsk, hvad den desværre ikke gør, se her. Kunstquizzen er kun for de der kan nederlandsk!

IDEEN MED EN KUNSTQUIZZ på hjemmesiden er fremragende! Med en sådan quizz kan man sørge for at de besøgende (både børn og voksne) er informeret om samlingen, museets historie og den aktuelle udstilling FØR de entrer stedet. Man kan eventuelt aldersdifferentiere, så der er en quizz for børn og en for voksne. Man kan håbe at flere museer vil gribe ideen!