mandag den 16. juni 2014

MER THOMAS DAMBO - FUGLEKASSER TIL KAREN BLIXENS FUGLE


ENGANG IMELLEM SKER DER noget mærkeligt. Man får øjnene op for noget bestemt, et tema, en tendens eller en kunstner og vupti, så er det eller den eller hun over alt. Og sådan er det lige nu med Thomas Dambo. Næsten uanset hvor vi er, støder vi ind i hans ting. Eksempelvis, da vi i lørdags var på Rungstedlund.


HVIS MAN GÅR GÅR FRA STATIONEN og vælger at gå ad stien gennem Rungstedlund til Karen Blixen Museet, kan man følge de farvede fuglehuse hele vejen hen til museet. Der er skilte udenpå de små huse, så man kan se, hvem der bor i dem, fx. Asta og Ville eller Far og Mor og Pip og Bedste. Thomas Dambo har siden 2000 arbejdet med projektet Happy City Birds. Og der er rigtig mange af disse små boliger rundt om i København. På denne facebook-adresse https://www.facebook.com/happycitybirds kan man dele sine billeder af fuglehusene og se, hvor andre af husene befinder sig i verdenen.


FUGLEHUSENE på Rungstedlund blev oprindeligt skabt til Roskildefestivalen 2013, men har her fundet et perfekt 'hjem'.  De hænger nemlig langs stien og fungerer dermed som en guide. Samtidig understreger de det rige fugleliv på ejendommen - noget som Karen Blixen satte stor pris på. Langs stigen kommer man blandt andet forbi Spættebænken, Gøgebænken og Nattergalebænken, en yderligere understregning af hendes store fugleinteresse. Det er sjovt at forestille sig, hvilke fortællinger Blixen kunne have fortalt om livet i Dambos små fuglehuse.


fredag den 13. juni 2014

HAPPY WALL - På Kongens Nytorv




På Kgs. Nytorv har kunstneren Thomas Dambo udsmykket Byens Hegn med værket Happy Wall. Væggen består af en hel masse felter, der ligner pixels, malet i regnbuens farver. Farvefelterne er dækket af tusindvis af låger, der er farvede på indersiden og sorte på ydersiden. Væggen er interaktiv, dvs. man kan selv vende lågerne og skrive glade budskaber på væggen. En fastspændt stige der kan køre frem og tilbage, gør det muligt at skrive store bogstaver. Se det, afprøv det og tag familien med! Jeg ved ikke, hvor længe endnu det er der.


Men Thomas Dambo har været igang længe, og mange Københavnere kender formentlig hans farverige fuglekasser, der hænger rundt i byen, blandt på hjørnet Fredensgade, Tagensvej og Nørreallé. Dambo benytter genbrugsmaterialer til sin kunst. Det er også altid en inspirerende oplevelse, at køre forbi hans værksted med den lyserøde enhjørning på grænsen mellem ydre Nørrebro og ydre Østerbro.