tirsdag den 20. juli 2010

Ugens Kunsthistorie: PLUG AND PLAY




FØRSTE GANG jeg så Nina Saunders legeplads i Østre Anlæg, synes jeg mest den lignede et kunstværk – en smuk og spændende installation i det offentlige rum. En installation bygget i materialer der gør at man må røre ved dem, klatre på dem og kravle ind i dem. Der var ingen børn på den lille legeplads, hvilket yderligere understregede at her var et kunstværk mest til at SE på.

Vi er mange der helst ser og ønsker, at børn SELV finder på, begynder og gennemfører deres leg. En hel del af os mener nok også at børns egen legelyst og nysgerrighed udsættes for seriøs konkurrence af al det fortællingsfyldte legetøj der findes, og alle de færdige historier børn møder på computeren og i film: PLUG AND PLAY!

NINA SAUNDERS Kunstlegeplads består af mange dele. De dominerende objekter er en rød sofa/ stol hvor formen er ved at smelte, og et stort gammeldags fjernsyn man kan klatre ind i. Dermed er rammen sat for en dagligstue. Men den realistiske ramme brydes af en række høje pæle, hvorpå sidder fugle, æbler og hovedet af en hjort. Måske er de pynten i stuen? Tre par gammeldags børnesko er placeret rundt omkring på pladsen. Diskret i den ene side af legepladsen er placeret et par runde borde med bænke. De hører ikke til installationen (samme slags borde er placeret på kunstlegepladsen på Blågårdsplads), men inddrages da et æble er placeret på et af dem.

Jeg var lidt i tvivl om man overhovedet kan lege noget på denne kunstlegeplads – og hvis man legede, var legen så ikke allerede forudbestemt og fortalt? Jeg forestillede mig, at et barn kravlede ind i fjernsynet og var stjerne for en aften, mens de andre børn passivt ville sidde på sofaen. Måske ville de skiftes. Men initiativet til legen lå allerede i objekterne.

ANDEN GANG jeg så Saunders kunstlegeplads var der stadig ingen børn, blot et kærestepar der sad og drak øl ved et af de små runde borde. Men denne gang havde jeg selv medbragt et barn, for netop at finde ud af hvad man kan lege på sådan en kunstlegeplads – og om det er muligt at udvikle sin egen leg.

Passivt valgte jeg derfor at se til, mens mit medbragte barn (4 år) begyndte at lege. Barnet bestemte straks at ’stolen/ sofaen’ var en tunge - og dermed også en mund. Og en mund den kan synge! Barnet kravlede derefter ind i fjernsynet og annoncerede dagens underholdning: De dansende Blå Sko. Derefter kravlede barnet ud igen. Skoene kunne nemlig både danse og synge, og det var os der var skoene. Så var det slut med min passivitet, og vi sang og dansede både siddende på tungen og rundt på pladsen. Skoene sang Kim Larsens Jutlandia. Derefter var det De Røde Skos tur til at optræde. De kunne danse polka og synge Mallebrok er død i krigen, filiongonggong og tingeling. Til sidst var det De Sorte Skos tur. De dansede vals og sang Jeg ved en lærkerede.

Det var en sjov leg! Og den gjorde al min tvivl til skamme. KUNSTLEGEPLADSEN havde ikke forudprogrammeret legen. Al initiativ og fantasi var ikke opslugt. Jeg havde aldrig fundet på den leg - det gjorde barnet selv. Jeg skal absolut derhen med flere børn. Så må vi se hvad fjernsynet viser næste gang – PLUG AND PLAY!


KUNSTLEGEPLADSER er trendy for tiden. Læs mere om kunstlegepladser her.

søndag den 18. juli 2010

Ugens Kunsthistorie: KUNSTEN I ØJNENE

ENHVER VED at det er farligt at få solen i øjnene. Kigger man direkte på solen i længere tid uden at have et filter imellem kan det få alvorlige konsekvenser for øjnene (som eksperterne siger). Så på denne tid af året undgår jeg naturligvis dette.

ALLIGEVEL har jeg trætte og irriterede øjne. Det skyldes dog ikke at jeg har set for meget på solen. Istedet har jeg rettet mine øjne mod optisk kunst de sidste par dage. Jeg har altid været begejstret for optisk kunst. Viktor Vasarelys (1908-1997) og Bridget Rileys (1931) hoppende, spjættende og snurrende mønstre hører absolut til blandt mine yndlingsværker. Men da de jo netop arbejder med påvirkning af øjet, kan dette efter længerevarende studier godt give beskueren kvaler.

I BEGYNDELSEN var jeg især optaget af Vasarely på grund af hans sort-hvide mønstre. Men siden udviklede det sig til en glæde over selve hans eksperimenter med form og flade. Louisiana Museum for Moderne kunst har i sin samling det fantastiske Vasarely-maleri Zilah (1957), et værk der findes flere versioner af.

ZILAH er et maleri, hvor Vasarely benytter to farver - blå og sort. Men det er ikke et mønster, han her har malet. Det er bestemt heller ikke et harmonisk maleri – snarere er det præget af en lang række brud.

LANGS BILLEDETS KANT ligger den sorte farve og indrammer resten af fladen. Men det er en ramme, der brydes på hver af de fire sider. Og ’rammedelene’ passer alligevel ikke sammen størrelsesmæssigt - hvis man nu forestillede sig at der ikke var disse brud.

DET SER UD SOM OM billedet er gået i stykker som et glas der er smadret. Eller som om en indre dynamik har trukket dele af billedet ud, og trukket dem op, og nu drejer de langsomt, langsomt rundt. Formerne er tilnærmelsesvis geometriske og rumlige. Man kan synes at de ligner Natos tredimensionelle stjerne. En stjerne på en blåsort baggrund.

JEG ER IKKE TRÆT AF KUNST (det bliver jeg aldrig!). Men må erkende at jeg har set for meget på Viktor Vasarelys optiske værker. Derfor er der ingen illustration til denne kunsthistorie. Blot et link. Så må man selv afgøre om ens øjne kan tåle det. Mon man kan få kunstbriller til beskyttelse af sine øjne?

fredag den 16. juli 2010

Ugens Kunsthistorie: KUNSTQUIZZ – del 2




OP ART er en kunststrømning eller stil der har til formål at give beskueren ’ondt i øjnene’ – og skabe en fysisk interaktion, UDEN at man dog rører ved kunsten (for det MÅ man for det meste ikke).

Navnet er en forkortelse af det engelske Optical Art, på dansk Optisk Kunst. I optisk kunst arbejder kunstneren netop med at påvirke beskuerne til at tro at værket bevæger sig, selvom dette på ingen måde er tilfældet. Kunstnerne benytter former og farver og proportioner til at få flader til at virke rumlige med deres ’bevægelse’ / flimren. I Danmark arbejder flere kunstnere med det optiske i 1950erne og 1960erne.

Men inspirationen til Rasmus Bregnhøjs illustrationer til billedbogen TANTE T kommer fra den ungarskfødte kunstner Viktor Vasarely (1908-97). Bregnhøj har ikke kopieret Vasarely værket, men ladet sig inspirere af teknikken. Vasarely arbejder i serier, så jeg kan selvfølgelig ikke vide om det præcist er ovenforstående maleri af Vasarely, Bregnhøj har set. Men princippet er det samme.

I dette værk har Vasarely inddelt fladen i en række forskelligt farvede kvadrater, hvorpå skiftevis kvadrater og cirkler er placeret. Vasarely veksler mellem former og farver, således at der skabes en rytme, der narrer øjet til at tro at fladen bølger.

Har Bregnhøj stjålet motivet? Nej, det har han ikke. Vasarely vil gøre det klart for os (beskuerne), hvor stor en indflydelse vores synsapparat egentlig har på den måde vi oplever verden på. Vi tror jo at øjet registrer verden objektivt, men Vasarely viser os at det ikke er tilfældet.

Hos Bregnhøj er det oplevelsen der kommer først. Det vil sige, at Bregnhøj tager udgangspunkt i en sindstilstand, men viser at den er en objektiv sandhed for Tante T og os der læser historien. Virkemidlet er det samme, men virkningen det modsatte.

Ugens Kunsthistorie: KUNSTQUIZZ




KAN DU GÆTTE HVILKEN KUNSTNER DER HAR INSPIRERET TIL MØNSTERET PÅ DENNE SIDE? Nogle benytter sommerferien til at få læst den sidste nye skønlitteratur. Andre læser krimier. Jeg har kastet mig over Kim Fupz Aakesons samlede forfatterskab for børn og andre voksne. I tilknytning til en af disse geniale historier faldt jeg over en lille kunsthistorie. Og det skyldte ikke Aakeson, men illustratoren Rasmus Bregnhøj.

Historien handler om TANTE T, der er en kedelig tante. Hun bor et kedelig sted, spiser kedelig mad, laver kedelige ting - og har i det hele taget et kedeligt liv. Lige indtil hun begynder at sætte T foran alle ord – så bliver det hele mægtigt sjovt og lige til at grine af! Hun har det faktisk så skægt, at hun bliver indlagt på et sindssygehospital – og her fortsætter og eskalerer morsomhederne.

Den fantastiske og lærerige historie om TANTE T (for der er skam en morale) er skrevet af Kim Fupz Aakesoni 1992. I 2002 udgiver forlaget Carlsen historien som billedbog med mesterlige illustrationer af Rasmus Bregnhøj (født 1965).

I Bregnhøjs illustrationer til Tante T er der hele tiden to verdener, der kæmper om papiret – den genkendelige ’kedelige’ verden overfor et sprudlende farverigt og foranderligt mønster. Mønsteret indordner sig indimellem den genkendelige verdens rammer (som et tapet eller et gadeplan). Men overtager papiret afhængigt af om fortælleren ser Tante T udefra eller er kravlet ind i hendes hoved.

MØNSTERET på side 4 ligner et patchwork-tæppe sammensat af firkanter i forskellige farver, hvorpå er sat cirkler i forskellige farver. Det ser festligt ud, men ser man længere på mønstret begynder det nærmest at bevæge sig, og ser man endnu længere forvirres øjnene og man mister fokus.

STOR VAR MIN GLÆDE da jeg genkendte det kunsthistoriske forlæg, som Rasmus Bregnhøj leger med og lader sig inspirere af ikke alene på side 4, men også på siderne 5, 6, 9, 23 og 24 (mine sidetal). Kan du genkende kunstner og værker? Hvis ikke er der hjælp at hente på biblioteket eller i den næste kunsthistorie.

Ugens Kunsthistorie: FUGLSANG KUNSTMUSEUM




VARMEN er steget mig til hovedet. Med udsigt til overophedede Københavnske kontor- og industribygninger længes jeg efter de skønne pletter på Danmarkskortet, hvor man BÅDE kan vandre ude i naturskønne omgivelser og svale sig i ventilerede udstillingssale - og nyde kunst og kunst og ENDNU MERE KUNST!

FUGLSANG KUNSTMUSEUM er præcis svaret på mine hede bønner. Her kan naturen opleves på tæt hold med underskønne udsigter inklusive græssende køer og får. Man kan også slentre i den smukt anlagte park med de usædvanlige og hemmelighedsfulde træer. OG man kan køle sig ned i det lille, men veludstyrede kunstmuseum.

SAMLINGEN bliver grundlagt i 1887, hvor brygger Carl Jacobsen (1842-1914) opfordrer til at der oprettes en kunstsamling i tilknytning til Maribo Museum (åbner i 1890). I 1966 bliver kunstsamlingen adskilt fra det øvrige museum under navnet Lolland-Falsters Kunstmuseum. I 1989 skifter museet igen navn til Storstrøms Kunstmuseum. I 2004 giver bl.a. EU og Realdania tilsagn om økonomisk støtte til opførelsen af et nyt kunstmuseum ved Fuglsang gods. Museet tegnes af den engelske arkitekt Tony Fretton (1945), og åbner for publikum i 2008 - under navnet FUGLSANG KUNSTMUSEUM.

ARKITEKTEN Tony Fretton (født 1945) der bl.a. står bag Lisson Gallery (1986 og 1992) samt Camden Arts Centre (2004)i London og og Tietgens Ærgrelse (2010) i København, har med FUGLSANG KUNSTMUSEUM skabt et smukt museum med et minimalistisk uforstyrrende ydre (der kan minde om Silkeborg Kunstmuseum, KUNSTEN i Ålborg og sydfløjen på Louisiana Museum for moderne kunst), og et veludnyttet og meget praktisk indrettet indre. Udstillingssalene fordeler sig på hver side af en lang hall der også er en udstillingssal. For enden kan man sidde og nyde panoramaudsigten (en sofabænk ville måske være en idé?).

I DAG består samlingen hovedsageligt af dansk kunst fra slutningen af 1700-tallet til nutiden. Samlingen rummer mange perler. Blandt mine personlige favoritter er Harald Slott-Møllers fantastiske portræt af Agnes Slott-Møller (1862-1937). Hun står der så rank og levende i sin sorte kjole med læderbæltet som en stærk kontrast til broderier og broche. Den kvinde ville jeg have elsket at opleve live! Hvornår mon der kommer en solo-udstilling med og om hele hendes virke? Måske et projekt for Fuglsang – i samarbejde med andre museer?!

FREM TIL 22. AUGUST 2010 vises en mindre udgave af udstillingen Ø-skaber (oprindeligt vist på Brandts Klædefabrik) med bl.a. værker af Andreas Schulenburg, samt en spændende ophængning af værker fra museets samling.



NB: Gå endelig ikke glip af godsets park – for også her er der mulighed for at finde svale i bla. Cypressernes skygge!


Læs mere om Fuglsang Kunstmuseum her: www.fuglsangkunstmuseum.dk
Læs mere om Tony Fretton her: www.tonyfretton.com

Ugens Kunsthistorie: GUNNAR AAGAARD ANDERSEN OG MUNKERUPHUS




DEN MEST FANTASTISKE, DEN MEST OPFINDSOMME, MANDEN MED DEN MEST FASCINERENDE FANTASI… sådan beskrives kunstneren Gunnar Aagaard Andersen (1919-1982) af Jens Jørgen Thorsen i bogen Modernisme fra 1985.

Hvis man kunne sætte Gunnar Aagaard Andersen og al hans uforudsigelige kreativitet og nysgerrighed på en formel, så kunne den se ud som udstillingsstedet MUNKERUPHUS i Dronningemølle. Dette smukke sted dannede rammen om et sprudlende kunstnerliv med Gunnar og Grethe Aagaard Andersen i centrum. Familien Aagaard overtog landstedet MUNKERUPHUS i 1958 (opført i 1916). I 1986 blev bygningen fredet og siden 1989 har det fungeret som udstillingssted med 5-6 udstillinger om året.

GUNNAR AAGAARD ANDERSEN virkede som billedkunstner, designer og arkitekt. Han søgte og udforskede konstant nye territorier, eksperimenterede med mulighed og umuligheder i kunsten. Han arbejdede med billeder med hældningskoefficienter, marginer og æselører. Han skabte drivebilleder og rivebilleder og foldebilleder. Han designede tapeter, tæpper og tekstiler og møbler. Han legede med lyset og dets reflekser og skabte spændende scenografi. Aagaard Andersen var også professor på akademiet i 10 år, hvor han udførte et enestående arbejde som teoretiker, lærer og igangsætter.

Udstillingerne på MUNKERUPHUS er af meget forskellig karakter, men centrerer sig omkring design, kunsthåndværk og billedkunst. Stedet har på fornem vis specialiseret sig i udstillinger med familier af kunstnere og kunsthåndværkere – gerne med tilknytning til området. Blandt andet præsenterede man på en rigtig god udstilling flere generationer af familien Scherfig.

DRØMMEUDSTILLINGEN PÅ MUNKERUPHUS - som jeg ville elske at se og som ville passe perfekt til MUNKERUPHUS - er med kunstnerfamilien Westman: Karen Westman (1916-1970), Gunnar Westman (1915-1985), Bror Westman (1943), Inge Lise Westman (1945). Og familien Westman har tilknytning til Nordsjælland!

MUNKERUPHUS er altid et besøg værd. Er man ikke så interesseret i den aktuelle udstilling, kan man nyde maden i cafeen, eler den smukke arkitektur. Man kan også gå ud og studere naturen omkring med havet, stranden og parken, og dermed gøre som Aagaard Andersen selv har beskrevet at han gør:

JEG KIKKER IKKE NATUREN OVER SKULDEREN, MEN JEG HAR STUDERET DEN RET INDGÅENDE!


Aktuel udstilling: GLADE GENSYN med Christel Marott og Aage Lundwall – til 12. september 2010. Læs mere om MUNKERUPHUS her: www.munkeruphus.dk. Adressen er: Munkerup Strandvej 78, 3120 Dronningemølle. Tlf. 49 71 79 06.

tirsdag den 13. juli 2010

Ugens Kunsthistorie: KUNSTLEG MED MARIEKIKS




Man køber en pakke Mariekiks (i Netto netop nu for 9 kroner) og finder atten knappenåle frem. Hullerne i en Mariekiks er så små, at hvis man vil trække noget igennem dem, må man presse hullerne lidt større med en nål. Så trækker/stikker/presser man de atten knappenåle igennem Mariekiksens huller – og voila, så kan Mariekiksen stå.



Med atten knappenåle ligner Mariekiksen en arkitektur-model. Arkitekter bygger altid modeller af de huse, som de sidenhen måske får bygget i stor størrelse. For arkitekten Frank O. Gehry (1929) kunne et stykke krøllet papir fungere som model til et af hans huse. Sukkerknalder kan også bruges til at bygge modeller med. Men det er nok ikke så ofte at man benytter Mariekiks.

Denne model forestiller måske en bygning med lange søjler og et rundt tag med mange små skorstene. Eller en bygning fyldt med mennesker der snakker sammen og soler sig på tagterrassen. Eller en bygning med mange små træer.




Knappenåle er så tynde, at det nærmest ser ud som om Mariekiksen svæver – som en flyvende tallerken eller en ufo på rejse for at udforske ukendte stjerner. Mine knappenåle har alle farvestrålende hoveder. Det gør denne model meget spraglet og dekorativ.



Ideen til Kunstleg med Mariekiks er ikke min. Inspirationen kommer fra et værk (se billede af Mariekiksen med knappenåle på lille hvidt podium) af kunstneren Jytte Høy (1959). I 1997 udstillede hun sammen med 54 andre kunstnere fra regionen Danmark-Skåne på Louisiana-udstillingen. Hendes bidrag var en installation af forskellige hverdagsobjekter sammensat på ny. Hun kalder dem Various Small Objects. Materialerne er blandt andet plasticposer, elpærer og madpakke-elastikker. I hvert objekt er der en stram leg med former og materialer, og med konventionelle materiale- og billedopfattelser.




Jeg synes at det fineste værk var og er Mariekiksen med de mange knappenåle i. Og det fortæller noget om Mariekiksens holdbarhed at dette værk nu kan nydes sammen med flere af Jytte Høys værker på udstillingen "Quote; The Raven" på galleriet 44 Møn, i Askeby på Møn frem til 25. juli.


Læs mere om galleriet 44 Møn her: http://www.44moen.dk/

Se mere om Jytte Høy her: http://www.jyttehoy.dk/

søndag den 13. juni 2010

Ugens Kunsthistorie: FODBOLD (I LANGE) BANER




Søndag formiddag spilles masser af fodboldkampe rundt omkring. Jeg tænker ikke kun på kampene ved VM i Sydafrika. Næh, smut en tur ud i Bellahøj og se hvordan amatørholdene møder andre amatørhold. Eller på plænerne ved Utterslev mose. Eller i Fælledparken. Eller andre steder hvor der er et stykke grønsvær og det er lykkedes at samle 22 spillere.



Der er mange forskelle på amatørerne og de professionelle. Men en af de vigtigste forskelle er formentlig, at amatørerne ikke har et jublende eller piftende publikum de skal stå til regnskab for. Hvis de overhovedet har et publikum.



Men det gør ikke amatørkampene mindre spændende. For i disse kampe kan man virkelig se kernen i fodbold - spillet! Spillerne går til den, og de giver sig 100 procent hen. Den nederlandske fotograf Hans van der Meer (født 1955) skabte i årene 1995-98 en meget berømmet serie af fotografier kaldet Nederlanse Velden (Hollandske Marker). Til denne serie besøgte han over 350 steder i Nederland for at finde egnede baner. Det skulle være baner, hvor man samtidig kunne se det omgivende landskab, som han selv har forklaret:

"Football is a part of our culture and footballfields form part of our landscape. There er proportionally more grounds in Holland than in any other country in the world. Even in the smallest municipality you will find at least one club."

Siden denne serie har Hans van der Meer skabt en lignende serie i Portugal med portugisiske baner samt fotoserien Europæiske Marker. Van der Meer har også produceret filmen Vlaamse Velden (Flamske Marker). Denne film er sammensat af optagelser fra forskellige kampe. På trods af at der er tale om forskellige kampe på forskellige grønsværer er det de samme ritualer der gennemgås og gennemspilles. Oplev og nyd filmen her: http://vimeo.com/8870746 .


Læs mere om Hans van der Meer her: www.hansvandermeer.nl

lørdag den 12. juni 2010

Ugens Kunsthistorie: DET BEDSTE FORSVAR ER ET FORSVAR



FORSVARET ER DET VIGTIGSTE I FODBOLD! Hvad hjælper det at have en stærk midtbane og superangribere, hvis ikke man har et stærkt forsvar?! Dette kunne også overføres til livet udenfor grønsværen. Er man slået ned, er det jo svært at forsvare sig. Derfor er det godt at have forsvaret i orden. Den spanske kunstner Alicia Framis (født 1967) har taget dette op i sit projekt ANTI_DOG.

Ideen til ANTI_DOG fik Framis, da hun boede i Berlin og blev advaret mod at bevæge sig ned i en bestemt del af byen, fordi hun ville være et let offer for muskuløse mænd, skinheads med hunde og andre personer med voldelig adfærd!

Der findes formentlig statistikker over hvem der er mest udsat og i fare på og udenfor et stadion. Alicia Framis mener, at unge farvede kvinder vil være de mest udsatte. Derfor har hun brugt Ajax Amsterdams stadion som baggrund for en filmet performance i 2002 med titlen ANTI_DOG(Amsterdam).

Framis fik skabt en kollektion af 23 kjoler baseret på design af berømte designere som Coco Chanel, Hussein Chalayan, Christian Dior og Jean-Paul Gaultier. Alle kjoler er syet af et særligt gult stof (TWARON), et stof der beskytter mod kugler og knivstik, og dermed forsvarer kvinden mod overfald.

På de meget elegante rober er med sort broderet følgende racistiske citater: I wish you just die, This is not your country og I don't want a foreigner for this job.

ANTI_DOG blev udført syv forskellige steder i Europa. I 2002 var det udover Amsterdam og i Birmingham og i Paris. I 2003 var det i Helsingborg, Venedig, Barcelona og Madrid. Amsterdam skiller sig ud blandt disse byer, fordi ANTI_DOG her udspillede sig ved et fodboldstadium.

Man kan ikke påstå at alle fodboldfans også er rascister, men der findes særlige grupper af fans, der har rascistiske islæt. Og man må desværre erkende at rascismen også indimellem stikker sit grimme ansigt frem blandt professionelle spillere.

Ajax Amsterdam har stærkt rascistiske fangrupper, derfor virker det stærkt og meget relevant at se Framis' farvede modeller opstillet ved indgangen til stadium. Fodboldfansene går uden om modellerne som om de er uden liv. Selv da en af modellerne falder om, træder fans bare henover hende.

ALICIA FRAMIS viser at foldbold ikke er så socialt og hyggeligt, som f.eks. Coca Cola-reklamerne gerne vil overbevise om. Det er muligt at fodboldfansene opfatter modellerne som eksotiske elementer fra en fremmed planet. Men det jeg ser er, at der ingen hjælp er at få, hvis man får et ildebefindende. Samtidig viser det, at et forsvar udgjort af kugle- og knivsikre designer-kjoler og kvindelig skønhed ikke er det bedste. Måske er det bedste forsvar i denne sammenhæng at høre kampen i Sportpå3'eren!


Yderligere information om Alicia Framis projekt, blandt andet Lost Astronauts fra 2009 kan ses her: www.aliciaframis.com

fredag den 11. juni 2010

Ugens Kunsthistorie: BLIKKET PÅ BOLDEN




WM i Sydafrika er begyndt og mange har blikket stift rettet mod den lille runde bold. Fodbold er naturligvis også blevet behandlet i kunsten. En af de kunstnere der har beskæftiget sig med folbold i sine værker er den nederlandske kunstner Marijke van Warmerdam (født 1959).

Videoen Voetbal (Fodbold) fra 1995 viser et barn i en skolegård i en by i Nederland. Barnet balancerer med en fodbold på hovedet i de ni minutter videoen varer. Man ser og ser på bolden på barnets hoved, selvom der ikke sker så meget. Man ser med en forventning om at bolden falder af hovedet på et tidspunkt. At der går ni minutter afføder respekt (i hvert fald hos denne beskuer).

Barnets koncentration står i stærk kontrast til de lyde der kommer fra omgivelserne - skolegårdens og byens. Barnet har lukket disse lyde fuldstændigt ude, og hører dem formentlig slet ikke.

Balancekunst, koncentration, udholdenhed og demonstration af sin kunnen er hvad jeg ser, når jeg iagtager denne film. Det er imponerende, hvad barnet formår. Og man kan kun håbe at barnet er istand til at omsætte disse koncentrationsevner til resten af sit liv.

Videoen viser en drøm. Beskuerens drøm om at være god til noget. Og barnets drøm om en fantastisk fodboldkarriere. I skolegårde, de mindste flækker, de fjerneste egne af verden og i krigszoner spilles der fodbold. Drømmen om at være god til noget er universel, og det kan være en af årsagerne til at fodbold er så populært.

I kølvandet på VM er det også populært med udstillinger om fodbold. Marijke van Warmerdam's videoværk kan opleves til 11. juli 2010 på udstillingen ONE SHOT - Football & Art Contemporain på udstillingsstedet B.P.S.22 project i Charleroi, Belgien.

I København vises en fodboldudstilling KICK OFF i Nikolaj Kirke. Mere om den i en senere KUNSTHISTORIE, og god fornøjelse med at holde blikke på bolden i den kommende tid!


ONE SHOT Football & Art Contemporain, B.P.S.22 Project, 22 bd Solway 6000 Charleroi i Belgien http://bps22.hainaut.be/.

tirsdag den 8. juni 2010

Ugens Kunsthistorie: KRIGEN MAN IKKE TALER OM


(Foto: Per Folkver, politiken)


Danmark er i krig i Afghanistan. Civilbefolkningen lever under meget svære kår, selvom vi er der for at beskytte dem og befri dem fra Taliban-styret og andre onde kræfter. Næsten dagligt dør civile i denne krig, der blev præsenteret som en hurtigt-ind og hurtigt-ud operation. Nu har krigen varet i årevis, og den er ved at udvikle sig til et Vietnam 2. Men vi taler ikke så meget om krigen i Danmark.

Unge mennesker sendes som soldater på 'mission' i Afghanistan. De oplever sammenhold, kammeratskab samt spænding - og det der er værre. Nogle soldater kommer hjem i kister. Hvad målet er med krigen fortaber sig efterhånden i det uvisse. Men vi taler stadig ikke om krigen i Danmark.

Filmen "Armadillo" om netop krigen i Afghanistan har lige haft premiere. Men en del af den presse der har været, handler mest om hvorvidt der er begået krigsforbrydelser eller om 'nogen har lækket noget' og dermed udsat soldaterne for ekstra fare. Det er jo helt absurd. De er jo i fare bare ved at være der. Mon man kan være i mere eller mindre fare i Afghanistan?

Politikerne i et andet europæisk land, Nederland, har besluttet at trække alle deres soldater hjem fra Afghanistan. Måske i en erkendelse af at det er krigen man ikke kan vinde. Man taler om krigen i Nederland.

Kunstneren John Kørner er en af de yngre danske kunstnere, der blev inviteret til at male et maleri på det nyinstandsatte Frederik den VIIIs palæ på Amalienborg. Han har tidligere malet malerier af faldne soldater fra Afghanistan (vist på U-Turn).

Kørner fik sit første forslag til palæet afvist. Det næste forslag måtte han ændre lidt på. Men nu hænger hans maleri på væggen - godkendt af Kronprinseparret.

I en tidligere Ugens Kunsthistorie skrev jeg, at der hang et smukt maleri i palæet som formentlig var malet af John Kørner. Da der ingen skilte hang ved det, var det ikke til at sige (i april) om det var et afvist maleri. Men det er det heldigvis ikke.

Kørners meget smukke maleri viser en soldat, en flyvende palme og soldaterudstyr (hjelm og støvler). Det er tydeligt at maleriet handler om krig i fjernere lande.
Ifølge et interview med John Kørner i dagbladet Politiken forestiller maleriet:

"en sol der er ved at gå ned og en stor eksplosion. To soldater er fanget i eksplosionen. Den ene trodser tyngdekraften og hænger i den øverste del og af den anden er der kun hjelm og støvler tilbage. En stor palme er revet op ved roden".


John Kørner fortæller endvidere om maleriet:

"Hvad man kan få ud af det vil jeg lade være op til hver enkelt beskuer, men enhver dansker har jo et forhold til at vi er i krig i Afghanistan, alle har deres egen opfattelse af hvad der sker dernede. Billedet er i jordfarver og stærk orange".

John Kørners maleri på Amalienborg fortæller to historier: Historien om helte og historien om død og ødelæggelse. Da over en halv million besøgende lægger vejen forbi palæet kan man håbe, at maleriet kan være med til at få os alle til at tale om denne krig.


Læs interviewet med John Kørner fra dagbladet Politiken her: http://ibyen.dk/kunst/article988816.ece

mandag den 7. juni 2010

Ugens Kunsthistorie: OM SMÅ GAMLE KONER




DER VAR ENGANG hvor man kunne se en lille gammel kone der sad på sin høje stol lige ved udgangen af den store forhal i Københavns Hovedbibliotek. Hun sad så fint og stille og afventende med hænderne i skødet. Betragtede måske alle os der gik forbi hende med en mild venlighed. Hun forstyrrede ikke nogen, men fremkaldte måske et lille smil eller en eftertænksomhed hos de der færdedes i forhallen.

DEN LILLE GAMLE KONE befinder sig stadig på Københavns Hovedbibliotek. Men af uransagelige årsager er hun blevet flyttet til tredie sal, og sidder nu foran bibliotikarers bord. Der sidder hun ikke særlig godt. Det er uforståeligt at man har flyttet hende dertil. Ingen lægger mærke til hende mere, andet end som en del af noget rod. Hun har ingen væg bag sig, og er vel nærmest blevet usynlig.

SMÅ GAMLE DAMER kan nemt overses og let blive usynlige. Det er jo nærmest netop denne usynlighed billedhuggeren Hanne Varming (født 1939) har synliggjort i sine skulpturer af de små gamle damer (der er også en på Kunstmuseet Trapholt i Kolding).

DERFOR er det bydende nødvendigt at man på KØBENHAVNS HOVEDBIBLIOTEK finder en respektfuld plads til den lille gamle kone igen.


Københavns Hovedbibliotek, Krystalgade 15, 1172 Kbh. K:
http://www.kkb.bib.dk/bibliotekerne/findbibliotek/hovedbiblioteket

Ugens Kunsthistorie: HVOR SIDDER KVARTERETS HJERTET?












Før man rev det lille klondykeparadis - barakbygningerne ved Nørrebro Station – ned, var denne lille plet formentlig Københavns mest internationale sted. Omkranset af Nørrebrogade, Borgmestervangen og Mimersgade. Det var ikke nogen arkitektonisk perle. Det var ikke smukt. Ja, det var vel egentlig mest noget værre rod.


Her kunne man se og møde mennesker i klædedragter fra mange forskellige verdensdele, og gik man hen ad gaden hørte man blandt andet tyrkisk, kroatisk, italiensk, brasiliansk, somalisk og engelsk.

Desuden var det som om dette sted aldrig sov. Her var myldrende liv døgnet rundt, et liv som man ellers netop kun oplever i London, Berlin eller New York.

Og midt i rod og mylder og liv kunne man her nyde kvarterets hjerte. Det røde lys i et cykelstopsignal havde passende fået form som et hjerte. Dette sted VAR hjertet både på ydre Nørrebro og i Nordvest.

Nu er stedet blevet en pæn plan plads. Cykelstopsignalet er igen en rød cirkel. Barakbygningerne er væk, og her skal være busholdeplads og metrostation. Det tager nok i hvert fald et årti med metroen. Og imens vi venter på det, har kvarteret fået et nyt hjerte.

Kunstneren Bjørn Nørgaard har skabt det nye hjerte af våben som politiet har konfiskeret. Det står uden for cafeen Castro, på Aksel Larsens Plads ved Nørrebrogade. Hjertet er placeret på en sokkel med inskriptionen ”Vi vil leve sammen” på elleve forskellige sprog.

Bjørn Nørgaards skulptur henviser på alle måder til det faktum, at mennesker fra mange forskellige dele af verden, med forskellige sprog og kulturelle baggrunde bor sammen på Nørrebro og at dette kan være svært. På den anden side kan dette også være fantastisk, eksotisk og berigende.

Måske henviser skulpturen også til den verserende bandekrig – men det er mindre interessant. For der bor SÅ mange mennesker i kvarteret uden relation til banderne. men et interessant spørgsmål er: HVOR SIDDER ET KVARTERS HJERTE - OG HVORDAN SER DET UD? Det er vi mange mennesker, der har en mening om. Derfor er der ikke et svar. Heldigvis!


Det Nye Hjerte af Bjørn Nørgaard, Aksel Larsens Plads, Nørrebrogade.

onsdag den 2. juni 2010

Ugens Kunsthistorie: NOGET OM VÆGGEN!




HVAD ER EN VÆG? Det er et spørgsmål jeg har stillet mig selv de sidste par dage. I forrige uge var jeg på jagt efter VÆGGEN - et multimedieprojekt skabt af Københavns Museum. VÆGGEN skal formidle Københavns kulturarv, og tanken er at den skal "skabe nysgerrighed, vidensbegær og diskussionslyst omkring hovedstaden". Desuden er intentionen med VÆGGEN at rykke formidlingen til det københavnske byrum og derved skabe et samlingspunkt på gadeplan, hvor borgerne kan udveksle ideer.

VÆGGEN var ret svær at finde. For mig! Og det skyldtes mine forventninger. Jeg forventede nemlig at finde en gigantisk væg på Kongens Nytorv á la en gavl eller en hel husfacade. Men da jeg endelig fandt det jeg ledte efter svarede det ikke rigtigt til min opfattelse af hvad en væg er.

Jeg opfatter en væg som en flade, der skiller to områder ad. Det kan være mellem inde og ude, eller mellem to rum. Ifølge Wikipedia er en væg som hovedregel en solid struktur der beskytter et område. Det er også min opfattelse at en væg kan have beskyttelse og afskærmning som funktion - beskyttelse mod vind og vejr eller beskyttelse mod nysgerrige øjne.

VÆGGEN er en container. Eller rettere den digitale væg sidder inde i en container, og så er der en slags passage gennem containeren. Da der er en del byggearbejde på Kongens Nytorv, og i den forbindelse er en hel del containere på pladsen, skiller VÆGGEN sig ikke særligt ud fra sine omgivelser. Egentlig var containervæggene ved siden af VÆGGEN meget mere opsigtsvækkende på grund af alle de plakater der var sat op om kulturelle aktiviteter i byen.

Der var ingen mennesker inde ved VÆGGEN da jeg gik derind. Efter at jeg havde stået der et stykke tid kom et par nysgerrige turister også derind. Men vi talte ikke sammen, så lige mellem os var der ingen diskussionslyst eller vidensudveksling. Blot nysgerrighed.

Qua min alder er jeg blevet kategoriseret som 'trediegenerationsindvandrer i den digitale verden'. Sådan følte jeg mig bestemt også, da jeg stod ved VÆGGEN. Den bestod af et mylder af billeder og nogle ord, som jeg forsøgte at aktivere, men det eneste jeg fik frem var billeder fra andre steder i byen.

Jeg havde hørt at der var interviews med forskellige beboere fra Nørrebro, og det var dem jeg gerne ville se / finde / høre på VÆGGEN. Da jeg endelig kom frem til Nørrebro, fik jeg stadig kun fotografier frem. Det er spændende fotografier af gaderne med de mange små købmænd og værtshuse, af gadekampene gennem tiderne og et instrument der illustrerede håb. Jeg fandt ikke frem til de interviews jeg søgte efter.

Jeg har ikke opgivet håbet om at finde ud af VÆGGEN. Så jeg tager der ind igen på et tidspunkt. Og igen. Indtil jeg har fundet mine informationer. Men jeg synes ikke umiddelbart kulturarven er voldsomt tilgængelig.


VÆGGEN, midt på Kongens Nytorv, opsat og udformet af Københavns Museum i samarbejde med forskellige partnere. OBS: VÆGGEN flyttes rundt, så check Københavns Museums hjemmeside http://www.copenhagen.dk/dk/.

tirsdag den 1. juni 2010

Ugens Kunsthistorie: LOUISE BOURGEOIS


FØRSTE GANG JEG OPLEVEDE ET VÆRK AF LOUISE BOURGEOIS var på en studietur til New York i 1994. Det var en udstilling på et galleri i SoHo. Galleri-rummet var mørkt og her stod en installation af interieurer fyldt med forskellige objekter der alle pegede på et kvindeligt univers: Undertøj, symaskine etc. Der var fyldt, rodet og trangt 'inde' overfor det mørke, ukendte 'udenfor'. På en eller anden måde fik man som beskuer en fornemmelse af noget klamt og vådt - uden at der var klamt og vådt. Installationen kunne have været en kulisse til Lars Von Triers film "Dogville".

Installationen var ikke uhyggelig som f.eks. Edward Kienholz' grufulde mareridtsagtige installationer kan være det. Den var heller ikke perfekt i sammenligning med Ilya Kabakovs gennemførte labyrintiske installationer, men den befandt sig midt imellem disse to poler. Louise Bourgeois viser hvordan verden føles.

Louise Bourgeois er født den 25. december 1911 og døde i mandags den 31. maj - 98 år gammel. Hun er især blevet kendt for sine store skulpturer af edderkopper. Tate Modern åbnede i sin tid med en på alle måder kæmpeudstilling af tre af hendes edderkopperskulpturer i Turbinehallen. De passede perfekt dertil og satte en standard for dét udstillingsrum.


Men noget af det mest interessante Louise Bourgeois har skabt er faktisk hendes tidlige personnager (fra begyndelsen af 1950erne)- og hendes grafik.
Personnagerne oplevede jeg første gang på Whitney Museum of American Art's store oversigtsudstilling The American Century i 2000. Her stod de fine personnager som stolper med kæmpestore træperler på. De kunne forestille totempæle, men for mig er de en helt enkel og stærk fremstilling af menneskekroppen. Man tager en pind og dumper forskellige perler ned over den, - og vupti har man skabt en figur. Giacomettis samtidige skulpturer ligner nyrealistiske værker i sammenligning med disse.

På Dokumenta-udstillingen i 2003 udstillede Louise Bourgeois et strikket væsen OG grafik og tegninger. Bourgeois grafik og tegninger var nyt territorie for mig. Her arbejder hun igen med meget enkle - nærmest basale virkemidler, og skaber insisterende og nærmest hypnotiske billeder med røde RØDE cirkler, og arabesker, og enkelte figurer.


Bourgeois grafik og tegninger minder om blod på et hvidt lagen. Jeg kommer til at tænke på Karen Blixens novelle Det Hvide Lagen. I denne fortælling udstilles brudelagener fra landets fineste huse i et kloster. Hvert lagen - undtagen et - har smukke mønstre af blod. Disse mønstre på lagenet (be)viser at bruden var jomfru på bryllupsnatten.

Louise Bourgeois' oeuvre viser at menneskets psyke - indbildninger og angst og vrangforestillinger - udgør en lige så stor trussel mod menneskeheden som den ydre verden. Bourgeois bevæger sig i et univers fyldt med reference til kvindelige styrker og svagheder formentligt baseret på personlige erfaringer, men det er samtidig et univers fyldt med universielle antydninger af rædsler og gru og smerte.

Louise Bourgeois sagde om kunst: "Art is a guarantee of sanity". Bourgeois kunst fortaber sig ikke i paranoia eller skræmmebilleder, men viser verden ikke bare som den er men som den leves og opleves.

mandag den 31. maj 2010

Ugens Kunsthistorie: BLOMSTRENDE - MEN UDEN KUNST!





Kongens Nytorv i København er en af byens fornemste pladser omkranset af vigtige institutioner som Kunstakademiet på Charlottenborg og Kunsthal Charlottenborg, Det Kongelige Teater, Magasin Du Nord, Hotel D'Angeleterre, Det Europæiske Miljøagentur, Den Franske Ambassade og Nyhavn. Man kan diskutere om Nyhavn er en institution, men på en måde er den det i København.




Om vinteren kunne man engang skøjte på denne plads, og sommeren løbes hvert år igang af studenterne der traditionen tro danser rundt her efter endt eksamen. MEN. I år indbyder pladsen ikke rigtigt til dans. Der graves og bygges og larmes på grund af det kommende Metro-byggeri. Det betyder at pladsen snarere har udviklet sig til en uoverskuelig støjfyldt labyrint.
Der findes ikke noget mere by-agtigt end det uoverskuelige, det støjfyldte og det labyrintiske, så denne historie handler ikke om metrobyggeriet og kvalerne i forbindelse med dette.



Ugens Kunsthistorie handler om VÆGGEN. Idag ville jeg ind til Kongens Nytorv for at finde VÆGGEN - Københavns Museums (Før kendt som Københavns Bymuseum) store og spændende digitale projekt. Jeg kender en der fortæller om hvordan det var at være indvandrer i København i 1970erne. Den fortælling ville jeg gerne ind og opleve.

MEN. Jeg ledte og ledte, så op og ned af murværket på samtlige facader, men kunne ikke finde VÆGGEN. Jeg forestillede mig at VÆGGEN var kæmpestor og umulig at overse. Jeg havde et indre billede af VÆGGEN som en gavlmur eller en husfacade, hvor alle bevægelser og fotografier kom op i stor størrelse.

Jeg tænkte, at hvis jeg ledte efter en stor gruppe mennesker der fotograferede og orienterede sig et sted på Kongens Nytorv, måtte det da være ved VÆGGEN. Stor var min lettelse derfor, da jeg midt i bygge-kakafoniet endelig øjnede en gruppe turister der stod og fotograferede. Men det var ikke VÆGGEN de var optaget af - det var Den Blomstrende Facade hos Det Europæiske Miljøagentur.




DEN BLOMSTRENDE FACADE har præcis den størrelse jeg forestillede mig at VÆGGEN ville have. Facaden består af et system der holder 4500 planter - 23 forskellige arter - så de tilsammen danner et Europa-kort: Et blomstrende Europa. Det er ikke specielt kønt, men det er alligevel SÅ fascinerende at man stopper op og lige ser en ekstra gang.

Den Blomstrende Facade er ikke et kunstværk, mere en reklame for eller fortælling om EU, Agenturet og biodiversitet. Men jeg kan godt forstår, hvis nogen kommer til at tro at det er et kunstværk. For det er lidt imponerende at man har fundet ud af et system der kan holde planterne så de ligner et kort over Europa. Og spillet på 'at blomstre' er SÅ charmerende at man næsten glemmer sin EU-skepsis.




Jeg fandt også VÆGGEN - men det er en anden (kunst)historie.




mandag den 24. maj 2010

Ugens Kunsthistorie: SE DET SUMMER AF SOL OVER ENGEN...




DER ER UMIDDELBART LANGT fra det romantiske og yndige landskab der optræder i Holger Drachmanns Majvise (1897) til det landskab kunstneren Allan Otte (1978) maler. Og dog. På trods af at Otte maler foruroligende billeder af det moderne danske landskab med asfalterede veje, kæntrede kæmpe lastbiler og forstyrrende industri bygninger er der stadig "sølvklang i majbækkens vove" og "gyldent skær gennem aftenen lang" og "mod aften blir alting så tyst"!

Frem til 4. juli kan man opleve Allan Ottes malerier på udstillingen Efterbilleder på Gl. Holtegaard. Man kan også se Ottes Danmarks billeder i Nephews musik video her: http://www.youtube.com/watch?v=PyUKNkY7nV0


Gl. Holtegaard, Attemosevej 170, 2840 Holte. www.glholtegaard.dk. Åbent tir - fre 11 - 16, lør - søn 11 - 17.

torsdag den 20. maj 2010

Ugens Kunsthistorie: KUNST PÅ MINISTERKONTORET




DET VARMEDE MIT HJERTE at se et fotografi af socialminister Benedicte Kjær på forsiden af avisen forleden dag. Det var ikke socialministeren der varmede, men maleriet på væggen bag hende. Det var nemlig et af Folmer Bendtsens serie af malerier fra baggårde i København.

Folmer Bendtsen (1907 - 1993) malede flere af disse baggårde. Ikke billeder af en bestemt baggård, men snarere billeder af baggården som princip. For nogle øjne vil sådan en grå baggård ligne et fængsel som de små tynde lyse skikkelser er fanget i uden mulighed for at komme op og ud i den grønne natur. Måske vil billedet også fortælle sådanne øjne om trøsteløshed, tomhed og uendelig fattigdom.

SER MAN EFTER i Folmer Bendtsens malerier har det grå nuancer og der udfolder sig et liv på de kantede flader. Han har ovenikøbet sat musik til, da der på flere af billederne optræder spillemænd.

København bestod, indtil saneringen af brokvartererne tog fart i slutningen af 1980erne, af baggårde på baggårde på baggårde. Store dele af Vesterbro og Nørrebro var dækket af uendelige og labyrintiske og mørke baggårde, hvor solen stort set aldrig kom ned, og der derfor ikke var det mindste grønne græsstrå.

Indtil det blev almindeligt at børn kom i daginstitutioner - på grund af to udearbejdende forældre - i løbet af 1970erne, blev der i disse baggårde levet et liv som vi idag har en tendens til at idylisere. I baggårdene blev der sjippet og hinket og spillet bold og leget tagfat og dåseskjul og sanglege. Der blev også klatret i tørrestativer og på cykel- og toiletskure.

Der var ingen legepladser i gårdene, men der udfoldede sig en del leg. Børnene var uden voksent opsyn, men gårdene var fulde af børn, og den socialisering af børnene der idag foregår i institutionerne, foregik dengang i høj grad i baggårdene (eller på gaderne).

Idag er de fleste baggårde ryddet, så der er en stor åben gård med græs og planter og måske en legeplads til børnene. Der er måske fyldt med børn mellem kl. 15.30 og 18. Men ellers ligger de stille hen. Indimellem kan man måske ønske sig tilbage til den tid hvor børnene legede i gårde der var fyldt med legekammerater, og mødrene vaskede tøj gjorde rent og bagte boller. Det børneliv der udfoldedes i baggårdene dengang indeholdt helt sikkert noget godt. Men det har også været barskt! Og det har helt sikkert været rigtig farligt!

NÅR FOLMER BENDTSENS BAGGÅRD hænger på socialministerens kontor, varmer det mit hjerte fordi maleriet fortæller om by- og børneliv fra en svunden tid. Men indirekte fortæller maleriet også at det er godt at det gode børneliv i vore dage udfolder sig i trygge stimulerende rammer under pædagogisk opsyn i institutionerne.

tirsdag den 18. maj 2010

Ugens Kunsthistorie: SOMMER I DEN SORTE FIRKANT




SOMMER I DEN SORTE FIRKANT (1975) er et af de malerier, jeg husker tydeligst fra min barndom. Det hang på væggen over spisebordet i et skinnende orange køkken på Nørrebro i København. Min bror og jeg skiftedes til at finde figurer på billedet som den anden tænkte på. Vi lærte billedet RET godt at kende på denne måde.

Erik Hagens (1940) maler billedet i 1975. Kort tid efter at maleriet er færdigt bliver han igen ansat på Eks-skolens trykkeri. Her beslutter han at mangfoldiggøre maleriet som plakat. På plakaten er der en sort ramme, hvor udvalgte figurer fra billedet vises. Plakaten lægger altså op til detalje-leg.

SOMMER I DEN SORTE FIRKANT er et maleri, der rummer mange små historier om dagligdagen, og samtidig fortæller det den store historie om kvarterets barske forandring med spekulationen og husenes elendige stand, om nedrivningen - og i horisonten kan man se nybyggeriet komme nærmere i form af kranen. På pladerne rundt om Byggeren kan man se en række af tidens slogans: BØRN ELLER BILER, BØRNEMAGT, BØRN OG ARBEJDERE ER OGSÅ MENNESKER og HVORFOR!!! SKAL PRIVATE STORSVINDLE.

'Byggeren' på Nørrebro skulle være et fristed for børnene, så de ikke behøvede at lege i de labyrintiske og mørke baggårde eller på gaderne. For rigtigt mange børn var det en fantastisk legeplads!

Jeg husker det som et ubehageligt og utrygt sted fyldt med splintret træ og rustne søm og RIGTIG mange løse hunde. Men jeg var også mere til lyserød end til brun, og til tyl end til smækbukser. Og man kunne ikke lege på Byggeren iført tylskørt!

Dengang syntes jeg, at det var et grimt og grå-brunt billede. Idag synes jeg, at det er et fantastisk maleri. Ja, endda smukt med den grå-blå-røde ramme af bygninger langt billedkanten og den diagonale brug af gul.

Plakaten kan opleves på Arbejdermuseets store Erik Hagens-udstilling VELFÆRDSHVERDAG - I BILLEDERNE FRA 60ERNE TIL NU der vises frem til 15. august 2010. Plakaten kan desværre ikke fås mere (måske antikvarisk), men i udstillingskataloget er der en fin gengivelse.

Ugens Kunsthistorie: CYKLISTEN PÅ NØRREBROGADE



GIK DU GLIP AF SEPPO MATTINEN I CLAUSENS KUNSTHANDEL? Så kan du trøste dig med en lille tur på Nørrebrogade. På gavlen i nr. 14 har Mattinen for Københavns Kulturfond malet en cyklende pige (1993). Pigen er ikke elegant, men iført sommerligt cykeltøj. Hun tænker ikke på at se repræsentativ ud, men hendes tanker (og bevægelser) løfter hende op i luften, over gaden, imod himlen. Måske er hun så opslugt af tankerne, at hun slet ikke lægger mærke til hvor hun cykler. Det er genkendeligt for cyklister, men kan være farligt!

PIGEN BEFINDER SIG I et bylandskab der på engang er anonymt - og kunne være mange steder i verden, men samtidig er genkendeligt med søerne og de to tårn-agtige beboelsesejendomme ved Frederiksborggade. Da Seppo Mattinen (født 1930) skabte dette gavlmaleri, vidste han ikke at man også kan opfatte billedet på en anden måde. Med lukningen af en stor del af Nørrebrogade for privatbillister er det idag cyklisterne der hersker over Nørrebrogade.

Tilføjelse fra januar 2019: Der går rygter om at Cykelpigen skal fjernes. Man har ikke råd til at vedligeholde den og muligvis skal der bygges højt på Fakta-hjørnet.

mandag den 17. maj 2010

Ugens Kunsthistorie: VEJEN KUNSTMUSEUM



MAN SKAL IKKE SKUE HUNDEN PÅ HÅRET når man ser Vejen Kunstmuseum udefra. Det ser så liden ud, men rummer en fantastisk samling af symbolistiske kunstværker, af keramiske mesterværker og af kunstneren Niels Hansen Jacobsens (1881 - 1941) værker.

Museet er mest Niels Hansen Jacobsens endda med mulighed for at se hans dagligstuer og imponerende kinesiske skakspil. Både ude og inde er her fyldt med hans skulpturer, portrætter og keramiske produktion. På mange måder minder museet om Rudolf Tegners museum i Dronningemølle og alligevel er Vejen Kunstmuseum helt anderledes.

Klogeligt viser man i Vejen også samtidige symbolistiske kunstnere - og en del kunstnere der ikke normalt får så megen opmærksomhed (eksempelvis Jens Lund), heriblandt også en hel del kvindelige kunstnere. Dette bevirker at man får kunstneren præsenteret i en tidsmæssig sammenhæng - hvilket er fascinerende.

Efterhånden som man bevæger sig gennem de smukke rum på vejen Kunstmuseum, får man en voldsom lyst til at læse mere om de forskellige kunstneres samarbejde og relationer til hinanden, f.eks. arkitekten P.V. Jensen-Klint og de sumbolistiske billedkunstnere. Og det må da være en af de bedste anbefalinger et museum kan få - at gæsternes nysgerrighed bliver vakt og de får lyst til at vide mere! Museumsleder Teresa Nielsen har sørget for at dette kan lade sig gøre!

I museets ende præsenteres man får et festfyrværkeri af den smukkeste kunstkeramik i Danmark: Melou Vanggaard, Bode Willumsen, Ursula Reuter Christiansen og Niels Hansen Jacobsen selv. Ovenpå i børneafdelingen kan man (hvis man kan bukke sig SÅ dybt) også komme til teselskab med Rødhætte og Ulven iscenesat af Ursula Munch Petersen.

Vejen Kunstmuseum er en lille perle for både kunstelskere og hele familien. Som gæst bliver man hjerteligt modtaget, og alle - selv de mest vrangvillige besøgende - bliver tilhængere af stedet.


Vejen Museum, Østergade 4, 6600 Vejen. Tlf: 75 36 04 82.
Museet har åbent tir - fre kl. 10 - 16, lør - søn kl. 11 - 17.
For mer information se www.vejenkunstmuseum.dk

fredag den 23. april 2010

Ugens Kunsthistorie: Udsmykningen af Frederik den 8. s palæ




SELVOM man nu i laaang tid har kunnet se udsmykningen af Frederiks den 8.s palæ har undertegnede først nået det nu. Desværre faldt mit besøg på en af disse typiske aprildage med både sol, vind, regn og sne i de ca. to timer det tog at stå i kø. Men sikken en kø! Her var alle aldre repræsenteret – begge køn – og mange dialekter. Det er lige før at køen i sig selv er hele besøget værd. For her står man sammen med HELE Danmark – og hvornår får man ellers lejlighed til det?!

Det er muligt at alle vi der står i kø for at komme ind at se palæet har forskellige motiver, men resultatet – når vi går ud – er det samme: Vi har alle set, studeret og vurderet ti samtidskunstværker! Det er samtidskunstformidling og det er simpelthen genialt tænkt! Den person der har tænkt denne tanke burde mindst have elefantordenen for det!

Kronprinsen og kronprinsessen har selv valgt de ti kunstnere efter rådgivning fra hofchef Per Thornit, arkitekt Poul Schülein fra Arkitema, galleriejer Mikael Andersen og museumsdirektør Poul Erik Tøjner (pudsigt nok bliver Tøjner på de officielle websider præsenteret som galleriejer?!). Kunstnerne er Kasper Bonnén, Jesper Christiansen, Olafur Eliason, Erik A. Frandsen, Signe Guttormsen, Eske Kath, John Kørner, Tal R, Morten Schelde og Kathrine Ærtebjerg.

Billeder fra udsmykningen har allerede cirkuleret i pressen, men da jeg er en af de (få) der ikke har fået set tv-programmet om istandsættelsen af palæet, var jeg ikke påvirket i en bestemt retning og havde ikke på forhånd en favorit-udsmykning.

Da vi endelig kom ind var der heldigvis og overraskende varmt og vi blev mødt af et venligt personale. De pastelfarvede vægge var ikke alle steder i farvekombinationer der behagede mine øjne. Men der er vel en historisk årsag til de farvevalg man har gjort sig, og måske hænger den også sammen med det kommende møblement. Erik A. Frandsens oval med blomster og en vindueskarm fra Fælledvej er passende. Der er sikkert mange ’Fælledveje’ overalt i Danmark. Den Fælledvej jeg tænker på er fra Nørrebro.

Riddersalen er smuk, meget smuk. Men der er MEGET guld alle vegne. Så meget guld, at man ikke kan fortænke Dronning Ingrid i at have malet panelerne hvide, da hun boede der. Der er så meget guld, at man også håber de kongelige, når de følger Olafur Eliasons smukke lysende vandbobler op mod vandoverfladen / deres private lejlighed, får luft!

Spisestuen med Kasper Bonnéns udsmykning er smuk – og her er der en behagelig balance mellem væggenes pasteller og udsmykningen. Og en dejlig udsigt til terrassen, hvor vi desværre ikke kunne se Guttormsens udsmykning, men til gengæld fik et glimt af en grenudsmykning på en væg i et mindre rum. Hvem er mon ophavskvinde til den?

Musikværelset med sine overdådige guldbelagte paneludsmykninger er larmende smukt. Katrine Ærtebjergs udsmykning af anretterværelset er passende surreel med store dyr og små mennesker i et rum hvor menneskene ellers i dén grad er større end dyrene. Men er det ikke også den slags tanker der kan få en til at blive vegetar? Havesalen har en passende grøn farve, og herfra er udkig til det smukke haveanlæg med forårsblomster anlagt som en hest. Af Jakob Fischer.

Oven over alting stråler moder sol” lød det engang i en revy-vise. I Eske Kaths barokke loftudsmykning stråler solen også OVER de kongelige. Morten Scheldes maleri er spændende og fyldt med viden – men hvor ville det være dristigt, hvis dette spændende univers var blevet skabt med kuglepen (hvilket Schelde er suveræn til!).

Det ser ud som om alle udsmykninger er lærreder, sat op på væggene. Det er jo klogt tænkt, for så kan de nedtages til konservering eller udskiftes en dag. Tal R har udsmykket kronprinsens arbejdsværelse med et byrum centreret om en rød kanal. Lidt Savinio, lidt Venedig og meget ”Vi sejler op ad åen”. Der er lagt guld ind flere steder i fladen, hvilket skaber et spil. Men ellers savner denne udsmykning lidt af Tal R's rumlige vildskab.

John Kørner har malet et smukt maleri. Omkring centrum svæver en dansk soldat (frelseren?), et palmetræ og en kamel løsrevet på lærredet og fortæller om missioner i fjernere egne. Regnbuens farver flyder - som var det akvarelmaling (og det er det ikke) - rundt om dette scenarie. Jeg håber, at det får lov at blive.

Der er meget MEGET mere at sige om, og se i, palæet. Faneværelset, Gobelinsalen og Spejlsalen med Erik A. Frandsens spejle. Og om det ærgerlige og uforståelige faktum at der kun er to kvindelige kunstnere repræsenteret blandt de ti kunstnere. Men det bedste – dét som, jeg mener, er den mest vellykkede udsmykning og som jeg har gemt til sidst – er Verdensrummet!

Jesper Christiansen har skabt en formidabel udsmykning af denne sal, hvor han sammenfletter den store fortælling med den lille på en balanceret måde. Han benytter et klassisk motiv – verdenskortet – der signalerer viden og magt. Dette sættes ind i beboernes personlige fortælling (jvf. illustrationen foroven, fotograferet af Torben Eskerod). Samtidig gøres det stedsspecifikt ved at spejle rummets arkitektur i udsmykningen. Oveni benytter kunstneren farver der gør væggene til tavler og vi der ser på til elever. Her kan vi lære om verdenen og om at anskue verdenen fra forskellige vinkler. Den hvide kridtlignende farve fortæller også at intet varer evigt, at alt er forgængeligt, alt kan viskes ud og alt kan forandres (- og at vi skal huske Bornholm). Der er en ro, en humanisme, et overskud, et ønske om dialog og en respekt i disse vægge, at de bør kunne danne ramme om de vanskeligste møder.


Palæet er åbent for offentligheden frem til 30. maj. Tirsdag til fredag kl. 10 – 17, onsdage kl. 10 – 21. Entre 40 kroner.

torsdag den 22. april 2010

PORTRÆT AF EN KUNSTFORBRUGER: Peter Rindal



”KENDER DU BILLEDET AF HENNINGSEN AF PRÆSTEN OG SKÆRVESLAGEREN? – PRÆSTEN ER PÅ VEJ TIL KIRKE OG SKÆRVESLAGEREN LIGGER OG HUGGER STEN. MAN KAN SE HVAD DER SKER MELLEM DE TO MENNESKER. PRÆSTEN SIGER: ”DE SKULLE HELLERE KOMME HEN I KIRKEN OG HØRE GUDS ORD”. OG SKÆRVESLAGEREN SVARER: ” HVIS VI SKAL HA BRØD TIL BØRNENE MÅ JEG BLIVE HER”. – JA, DET ER ALTSÅ MINE ORD.” (Peter Rindal, 1978)

Peter Rindal (1923 – 2009) holdt meget af Henningsens malerier. Han skelnede ikke mellem de to brødre Erik Henningsen (1855-1930) og Frants Henningsen (1850 – 1908). Begge kunstnere arbejdede med realistiske skildringer af dagligdagen i småborger- og arbejdermiljøer. Det er ikke lykkedes at finde det maleri han omtaler i citatet (Præsten og Skærveslageren), men hans beskrivelse af og fortælling om dét taler for sig selv.

Peter Rindal brugte bibliotekerne, han var interesseret i oldtidens fund, han overspillede musik fra radioen til bånd, som han lyttede til og han drømte om at komme til at eje et persisk tæppe. Han så film med og lyttede til Peter Malberg, Ib Schønberg og Liva Weels sange. Han kunne lide Bertel Thorvaldsens skulpturer og J.T. Lundbyes og altså Henningsens malerier. Desuden holdt han af at læse Martin Andersen Nexø, Henrik Pontoppidan, Hans Kirk og Zacharias Nielsens bøger. Især var han en stor beundrer af Nexø. Han nævner romanerne Pelle Erobreren og Ditte Menneskebarn som eksempler der har været ”med til at vække borgerskabets forståelse for fattigmands kår”.

Peter Rindal lagde navn til en bevægelse som mange anser for at være mod kunst og kultur – rindalismen. Denne bevægelse opstod i 1960’erne som en folkelig modstand mod statsstøtte til kunstnere. Det vil sige, ikke mod statsstøtte til alle kunstnere som sådan, men især til unge kunstnere og den abstrakte samtidskunst. Rindal og hans støtter var imod at man betalte for og støttede en kunst man ikke kunne se eller forstå var kunst. De anfægtede det kvalitetsbegreb der lå til grund for at staten tildelte kunstnere støtte. De samlede underskrifter fra 60.000 danskere der var enige med dem (på fotografiet sidder Rindal med en del af underskrifterne).

I bogen Dengang i 60’erne (1978) har forfatteren Bente Hansen en meget spændende samtale med Peter Rindal. Overskriften på kapitlet er ”Til den største idiot i Danmark” - et citat fra et brev der blev sendt til Rindal, da bølgerne om kunstfonden gik højt i 1964-65. I løbet af samtalen gennemgår Rindal begivenhederne fra dengang med et vist efterrationaliserende skær.

Rindal fortæller at både klasseskel (fattige overfor rige) samt geografiske forhold (Jylland overfor København) spiller en rolle i forståelsen af kunsten. Rindal – og mange med ham – kunne og kan ikke se logikken i at en arbejder der har slidt sig til et dårligt helbred får en lille pension når han fylder 67 år, mens en kunstner vil kunne få 30.000 kroner resten af sit liv – og leve i sus og dus.

Rindal nævner flere gange i løbet af samtalen at misundelse også spillede ind på den voldsomme modstand mod kunststøtten i 1960erne. Han nævner også det, han kalder for ”gammel-konservativ stakkel-haderpolitik” som en betydningsfuld faktor i modstanden. Det er en opfattelse der går ud på, at mangler man penge må man arbejde for at få dem - i dit ansigts sved skal du tjene dit brød. Ud fra denne opfattelse er en kunstner, der får penge af staten, en ”nasseprins”.

Rindal erkender at kløften mellem kunstnere og borgere blev større efter den tid, men siger også at ”Det er Statens Kunstfonds skyld at vi ikke længere kan se en maler med sit staffeli på torvet uden at hade ham eller gå langt udenom ham. Førhen standsede vi og snakkede med ham”.

Peter Rindal lægger stor vægt på kunstens indhold og budskab. Han vil kunne se hvad det er, og forstå hvad det handler om. Han vil kunne se håndens arbejde og indholdet må gerne fortælle noget relevant. Han vil ikke snydes eller være til grin. Han medgiver at der stadig skal være et akademi og en teaterskole ”hvor de bedste kan dygtiggøre sig”, men ”klatsmørerierne skal ikke listes ind som om det er noget værd”. Den holdning er der mange der deler med ham. Også i 2010.

DENGANG I 60’ERNE – billeder fra dengang, tekster fra i dag. Red. Bente Hansen, Jesper Høm, Gregers Nielsen, Roald Pay, Jørgen Schytte. Informations Forlag 1978.

mandag den 15. februar 2010

Ugens Kunsthistorie: NON NOBIS – det betaler sig!



Der er især et maleri jeg elsker at se på, når jeg besøger Statens Museum for Kunst. Maleriet er malet af Jens Søndergaard. Både min oldemor og min mormor kunne se at det forestillede Rådhuspladsen i snevejr. Min datter vil også kunne se det, på trods af at sporvognen er erstattet af busser, at der nu er en busterminal og andre detaljer. Maleriet viser storbyens puls: mennesker i bevægelse, trafik, liv.

Før ombygning og tilbygning på Statens Museum for Kunst hang maleriet oftest i den store sal ud mod anlægget (det rum der nu er en slags ekstra gennemgangshall fra det gamle til det nye). Nu ved jeg aldrig præcist hvor det hænger, hvis det overhovedet er fremme. Men jeg ved at det er i samlingen – og at de altid vil eje dette maleri.

Eller – jeg håber at de altid vil eje det. For den seneste tids snak om, om man måske skal åbne op for at museerne kan sælge værker fra deres samlinger, rummer den mulighed at en direktør, direktion eller bestyrelse en dag vil finde at dette værk er mindre betydningsfuldt i forhold til et andet fokus på samlingen eller en nyanskaffelse - og derfor vil sælge det for at skaffe finanser til Museet.

Det er vel helt naturligt at se på og tale om alternative måder at finansiere kulturlivet på. Ikke blot i tider med økonomisk krise. MEN at røre ved en samling er problematisk. For det første kan man opleve en samling som en helhed, der fortæller samlingens tilblivelse, udvikling og historie. Det er i sig selv en god kunsthistorie.

For det andet - og det er det værste jeg kan forestille mig, hvis man åbner op for denne beslutning - er der så det vilkårlige element: Hvordan vælger man hvad der er vigtigt og hvad der er mindre vigtigt i en samling? Hvilke kriterier opstiller man? Kan man fremtidssikre sådanne beslutninger? Hvad vi i vores tid synes er fantastisk og vigtigt, synes man måske mindre om om 20, 50,100 år.

NON NOBIS er mottoet på mit gamle gymnasium. Det betød ikke for os, underforstået at man ikke kun tænker på sig selv på, men på efterslægten. Skolen virkede fra 1787. Den blev dannet af en gruppe fremsynede mænd der i tråd med oplysningstidens idealer ønskede at skabe en uddannelse for danske børn og unge, der kunne uddanne dem til fremtidens selvstændigt tænkende og fornuftige borgere.

Der er noget fromt men samtidig ufatteligt smukt ved at tænke på andre end sig selv. I mine mange år som museumsformidler på Louisiana Museum for moderne kunst har jeg brugt rigtig megen tid på at forklare museumsgæster hvorfor man ikke må røre ved kunsten. Især skulpturerne står der med deres indbydende former og farver og materialer og LOKKER beskueren mod sig. Men hvis man er interesseret i at skulpturerne skal stå - om ikke til evig tid, så i hvert fald til de næste generationer af museumsgæster, skal man lade være med at røre ved kunsten.

Man får ikke direkte penge i hånden af at sikre kulturarven, men det er en investering i kulturen og en investering i fremtiden: NON NOBIS – det betaler sig!

søndag den 7. februar 2010

Ugens Kunsthistorie - OM KUNSTNEREN ERNESTINE NYROP



Forleden aflagde jeg et visit på Bisbebjerg Hospital, hvor jeg på ortopædkirurgisk afdeling opdagede dette fine frescomaleri. Det forestiller et vinterlandskab med fugle. Der er noget med naturen og syge mennesker i Danmark. Vi er fuldt overbeviste om at syge mennesker bliver raske at at se billeder af naturen, se ud på naturen eller sidde i naturen.

Maleriet er signeret E. N. , og jeg gik straks hjem for at undersøge hvem der stod bag signaturen. Det viste sig at være Ernestine Nyrop (1888-1975) - som jeg aldrig har hørt om før. Ernestine er datter af Martin Nyrop - arkitekten bag Bisbebjerg Hospital, og man kan formode at det er årsagen til at hun fik denne opgave.

Det er altid fantastisk at støde på en historie om kunst, og endnu mere fantastisk at hovedpersonen er en kvindelig kunstner - og oveni købet en af de tidligste kvinder uddannet fra kunstakademiet (1909-15). Ernestine Nyrop udførte forskellige udsmykningsopgaver i sine unge år, men brugte siden det meste af sin karriere på kunsthåndværk, broderi og tekstilformgivning.

En af årsagerne til at mit kunst og arkitektur-formidlings-bureau hedder KUNSTHISTORIER er, at der findes så utroligt mange spændende historier om kunst og arkitektur som jeg rigtigt gerne vil fortælle - og som jeg ikke kan lade være med at fortælle!

Historierne om arkitekturens materialer, former, farver og figurer er uendelige. Dagligt glæder jeg mig f.eks. over Grundvigskirkens knejsende takker og Panum Instituttets bjergagtige-formation der fra sin Fredensgadefacade skærmer og skjuler det sprudlende sociale liv denne bygning ånder og de velbenyttede gangstier, terrasser og gårdmiljøer på den anden side.

Det samme gælder for billedkunsten. Der er de topaktuelle historier om hvilke udstillinger der vises netop NU (Ebbe Stub Wittrup på Galleri Martin Asbæk, Pippilotti Rist på Louisiana og Malene Landgreen på Charlottenborg Kunsthal) og alle de andre nyheder fra kunstverdenen om nye gallerier, priser, legater, høje eller lave besøgstal etc. men herudover er der alle de uaktuelle historier om uopdagede kunstnere og oversete kunstværker. Dem vil jeg også RIGTIG gerne fortælle!

fredag den 22. januar 2010

Ugens Kunsthistorie: FORNEMMELSER FOR RUM



Mange billedkunstnere har en fantastisk fornemmelse for rum. Det er årsagen til at de selvfølgelig skal udsmykke de rum, vi omgiver os med. En måde at få kunsten ud til mange og måske alle på, er jo gennem udsmykninger af det offentlige rum - både inde og ude.

Modernismens hvide vægge og det moderne byggeris stramme budgetter skaber generelt idag bygninger renset for udsmykninger. Eller bygninger hvor materiale og form bliver udsmykningen. Der er selvfølgelig undtagelser, som eksempelvis Bjørn Nørgaards byggeri Bispebjerg Bakke.

Det er også gået af mode med store vægudsmykninger i private hjem. For sådan en vægudsmykning er jo dominerende, og problematisk hvis man bliver træt af den: Skal den males over, eller må man leve med den til evig tig?

I et kartoffelrækkehus på Østerbro er dette dilemma meget synligt. En nu afdød kunstner har udstyret stuen med fantastiske små uartige englebasser. Det er en morsom og sjov, dekadent og grotesk udsmykning, der bare ikke rigtigt passer til ph-lamper, Billy-reoler og leverpostej-madder. Kan man leve med det i længden? En tidligere beboer hængte hvide lagner op, for at få en pause fra det dominerende loft. Man kan jo ikke male den over, for den er unik, en vigtig del af kunstnerens virke og liv, og på den måde også en del af den danske kulturarv.

På det tidligere hovedbibliotek i Halmstad har den danske kunstner Vilhelm Bjerke-Petersen (1909-57) udsmykket en af salene. Udsmykningen er konstrueret af fem hvide flader, hvorpå er placeret et eller to malerier med geometriske mønstre i stærke farvekombinationer. Alle billeder kædes sammen af en rød linie. Det er en behagelig abstrakt udsmykning, der inddrager hele rummet. Men man får en voldsom lyst til at fjerne alle møbler, så man ordentlig kan se udsmykningen. Igen er der en diskrepans mellem de fine mønstre på væggene, de brune reoler og arbejdsbordene. Det skal dog ikke afholde nogen for at lægge vejen forbi – for det er smukt!

Måske vil det generelle forhold til vægudsmykninger i private hjem ændre sig i løbet af foråret. Kronprinseparrets palæ er netop istandsat og en gruppe yngre kunstnere (heriblandt Katrine Ærtebjerg og Morten Schelde) har skabt spændende udsmykninger til udvalgte dele af palæet. Offentligheden får nok ikke en guidet tour rundt i de private gemakker (desværre), men fotos er sluppet igennem til medierne, så vi alle kan blive inspirerede. OG skitserne vil kunne nydes på KØS (Køge Skitsesamling) i løbet af foråret 2010.

En kunstner der har en fantastisk fornemmelse for rum er Malene Landgren. KUNSTHISTORIER glemmer aldrig udstillingen på Overgaden, hvor hun havde malet et kæmpe maleri der fyldte hele den ene væg. Det var en på én gang vibrerende og opslugende væg, der med sine farvekombinationer og strøg transformerede omgivelserne. Det var et unikt og fantastisk billede, der skabte et helt nyt inspirerende miljø. Da udstillingen var slut, blev væggen malet over og det havde kunstneren det fint med. Hun har også udsmykket andre steder siden, bl.a. i den nye DR-by på Amager. Netop nu kan man opleve Malene Landgreens værker på Kunsthallen Charlottenborg. Og i Mjølnerparken på ydre Nørrebro kan man nyde hendes stærke mur-udsmykning.

Måske er vi i Danmark generelt angste for rumudsmykninger både indendørs og udendørs. Vi hylder det midlertidige og viger tilbage fra det permanente. Vi forbeholder os retten til at kunne skifte ud, når vi ændrer smag, moden skifter eller vi ser noget bedre. Det er konsumer-tilgangen til kulturen: brug og smid væk. Det er muligt at dette vil ændre sig i løbet af den financielle krise.


ØNSKER DU AT OPLEVE EN AF KØBENHAVNS SMUKKESTE UDSMYKNINGER, SÅ TILBYDER KUNSTHISTORIER - Bureau for kunst og arkitekturformidling EN EKSKLUSIV OMVISNING LØRDAG DEN 6. FEBRUAR KL. 10.30. OMVISNINGEN ER GRATIS MEN TILMELDING ER NØDVENDIG PÅ info@kunsthistorier.dk. LÆS MERE PÅ WWW.KUNSTHISTORIER.DK.

fredag den 15. januar 2010

Ugens Kunsthistorie: KUNSTEN SKAL TIL ALLE


”Kulturen skal ud til alle” har vores kulturminister bebudet. Et godt eksempel på dette er kunstneren Katharina Grosses store farvestrålende skulptur Den Anden George der i en kort periode i december 2009 stod på Amagertorv i København. Katharina Grosse udstiller på Arken i Ishøj netop nu.

Amagertorv er måske en af de mest befærdede og befolkede pladser i indre by. Netop derfor passede dette sted perfekt til kulturministerens udspil. Opstiller man en skulptur her, kan ingen undgå at se kunsten. Problemet var bare, at det var ret problematisk. Skulpturen ligner en klippe og indbød derfor til klatring, men man måtte ikke berøre skulpturen. Og skulpturen fyldte godt op på pladsen, hvilket betød at der ikke var så megen plads tilbage til f.eks. pølsevognen. Derfor stod den så tæt op af skulpturen som muligt. Hvilket betød at man kunne komme i tvivl om hvorvidt den måske var en del af skulpturen. For hvor gik grænsen mellem kunstværk og pølsevogn?

En klog bekendt har udtrykt bekymring over kulturministerens udspil: Bliver det ikke bare til mere larm? Amagertorv er et af de visuelt mest larmende steder i byen – og ved juletid er den endnu mere støjende. Grænserne mellem kunst og juleudsmykning og pølsevogne og resten af virvaret forsvandt på Amagertorv. Resultatet var at den meget smukke skulptur ’druknede’ i mylderet på pladsen. Nu er den placeret i Ishøj, hvor den kan få lov til at være skulptur og kan ses frem til maj 2010.

Rundt omkring i København har der i længere tid stået store skulpturlignende objekter af forstørret skrald (bla. på Nørrebros runddel). Det er for at få os alle sammen (folket) til at smide skrald i de dertilindrettede skraldespande i stedet for på gaden. Er de kunst? De kunne ligne noget kunstneren Claes Oldenburg har skabt. Hvordan skal folket kunne skelne mellem dem og skulpturer?

KUNSTEN SKAL TIL ALLE, men man skal overveje om den partout og altid skal UD til alle. Skal den ud, skal man overveje sine midler og metoder grundigt. Det er ikke nok at placere kunsten der hvor der er mange mennesker. Man skal opfinde en måde hvormed det bliver klart og tydeligt for beskuerne hvad der er information, markedsføring og dekoration og hvad der er kunst. For hvis og når alt bliver kunst, er intet kunst længere (omskrivning af et Joseph Beuys-citat)!


Udstillingen på Arken HELLO LITTLE BUTTERFLY I LOVE YOU WHATS YOUR NAME? kan ses frem til 7. november 2010. Læs mere om udstillingen her: http://www.arken.dk/content/dk/udstillinger/utopia/katharina_grosse