torsdag den 28. februar 2013

PLOVMANDEN I HJORTENS FLUGT



Kunstner: Gerhard Heillmann. 1907

IGÅR FORTALTE JEG IGEN OM ET AF MINE ABSOLUT YNDLINGSEMNER: Elsa Thoresen  og Vilhelm Bjerke Petersens udsmykninger i ejendommen Ved Volden fra 1939. Og selvom det er et emne, jeg nu har beskæftiget mig med i rigtigt mange år, bliver der ved med at dukke nye ting op.

DE TO KUNSTNERE VAR SOM ivrige tilhængere af kommunismen og erklærede surrealister interesserede i at skabe revolution på både det personlige og det samfundsmæssige plan. Folket skulle simpelthen frisættes gennem kunsten. I perioden 1935 til ca. 1945 benytter de en stil, som de mener særligt egner sig til at nå ud til mange med.

BJERKE PETERSEN (1909-1957) OG THORESEN (1906-1994) skaber en slags collagemaleri, hvori de bruger løs af billederne fra samtidens populær kultur. De genbruger velkendte billeder og figurer fra litteratur, aviser og ugeblade og indsætter dem i nye sammenhænge. Deres leg med med symboler og klichéer er sjov, men kan også sætte kunstformidlere af idag på et større detektivarbejde.

VALMUEN, SOMMERFUGLEN, ørnen og manden med leen er kende symboler. Kunstnerne fjerne denne velkendthed fra figurerne ved at indsætte dem i nye eller ændrede sammenhænge og kompositioner, der skal tvinge os - beskuerne, til at se dem på ny.

KUNSTNERNE opbygger malerierne af modsætninger der tilsyneladende er lige til - eksempelvis det bundne overfor det frie, men helt i tråd med surrealismens udgangspunkter sørger de altid for at der ikke findes et endegyldigt svar på deres visuelle gåder. Beskueren opfordres ikke til at vælge mellem modsætningerne, blot til at konstatere dem.

I PRAKSIS fungerer de to begreber der stilles op mod hinanden i disse malerier som ekstreme punkter på en skala der er i konstant bevægelse. Polerne er sigtbare, men uopnåelige. De udgør orienteringspunkterne på en mental horisont, men selve udforskningen af landskabet får form af en rastløs vandren mellem dem.
Kunstner: Vilhelm Bjerke Petersen. 1939
Fotograf: Ida Wang
DETTE ER EN KENDT SURREALISTISK  praksis. Salvador Dali (1904-1989) skabte malerier der kan ses som det ene og det andet på een gang - eksempelvis en hånd der holder et æg og Narcissus der spejler sig i vandet.

RENÉ MAGRITTE (1898 - 1967) benytter sig af modsætningspar som nat og dag, så de optræder i samme billede. Dermed trækkes det mentale sikkerhedsnet væk under beskueren, således at man mister orienteringen og det bliver fremmed.

TILBAGE TIL DET JEG LÆRTE igår aftes. Jeg fortalte bl.a. om udsmykningen med Hjorten i Skoven. Hjorten er en silhuet, og i denne går en mand og pløjer. Motivet med hjorten leder naturligt tankerne mod Hjortens Flugt fra 1855 af Christian Winther - et af de mest velkendte og populære motiver i samtiden.
 
BAGEFTER KOM en venlig tilhører hen og gjorde mig opmærksom på, at manden der pløjer også var et af samtidens mest velkendte visuelle motiver: Plovmanden - det kendte motiv på 500 kroneseddel fra 1913 af Gerhard Heilmann (1859-1946)! Det er jo oplagt - men ikke et motiv jeg selv havde fundet frem til. Jeg takker og kvitterer med straks at dele informationen med alle!

Kunstner: Vilhelm Bjerke Petersen. 1939. Detalje.
Fotograf: Ida Wang

lørdag den 23. februar 2013


KASIMIR MALEVICH (1878-1935) blev født Rusland igår for flere århundreder siden. Men hans enkle, geometriske og åndelige kunst (se her) inspirerer stadig. Bl.a. udstillingsaktuelle Lea Porsager (se her) der kan opleves på Fotografisk Center.

fredag den 22. februar 2013

THE MOST FAMOUS UNKNOWN ARTIST IN THE WORLD



"VERDENSKENDT KVINDELIG KUNSTNER FYLDER 80 ÅR" - lød det igen og igen på P1s morgenradio i mandags. Det fik mig selvfølgelig til at spidse ører. For det første er det jo (desværre) ikke hver dag at en verdenskendt kvindelig kunstner får stor opmærksomhed i pressen, og da slet ikke hvis hun fylder 80 (!). Derfor var jeg ret spændt på, hvordan man ville præsentere hende.

INTET AF DET DE SAGDE i radioen gav en forståelse af hvilken slags kunstner, de ville præsentere. Det kunne være en sanger, en musiker, en performaner, en provokatør og en der er kendt fra optrædener i medierne. Og det var det hele, for fødselsdagsbarnet var Yoko Ono (født i Japan, 1933). Vi hørte et 'skrigestykke', der mest af alt virker latterligt - især hvis man ikke får nogle forklaringer knyttet til, og vi hørte at hun var en avantgardistisk kunstner og at hun var John Lennons hustru. Men egentlig intet om hendes kunst.

YOKO ONO er uddannet musiker, men inspireret af 1950ernes meget eksperimenterende japanske og amerikanske kunstscene og især deres forsøg med tværmediale kunstformer. Hun udviklede sig til en billedkunstner (min terminologi) der udtrykker sig konceptuelt på mange forskellige måder og gerne grænseoverskridende. I hendes fine performance Cut Piece (1965), inviterer hun publikum til at deltage ved at klippe stykker af hendes tøj, se her. Hun er optaget af publikums interaktion med kunsten. Ved udstillingsåbningen i Frankfurt siger hun at publikum er kunstnere og opfordrer dem til at bruge deres kreativitet til at se hendes værker med - se her.

POUL BORUM (1934-1996) har i en bog om nyere amerikansk litteratur berettet om, hvordan hun 'fængslede' ham og en propfyldt kirke med en meget enkel performance i New York engang i1960erne. Denne performance har han kategoriseret som poesi. Herudover har hun arbejdet med - og arbejder stadig med - musik, maleri, kalligrafi, skulptur, fotografi, installationer, film og politiske events og billeder.

I WISH TO THANK THE UNIVERSE skrev Yoko Ono på en lille seddel, der blev hængt på på hendes ønsketræ i MoMAs skulpturgård i 2010. Træet er sidenhen blevet fyldt med ønsker. Et andet af værkerne på Moma var en mikrofon med en opfordring til at skrige. Da jeg var der, var en lille dreng igang med at tømme lungerne. det lyder ikke godt, men resultatet er forhåbentlig at man er kommet af med frustrationer, og hvorfor ikke aflevere dem på et museum. Hør kunstnerens egne skrig her.

PÅ SCHIRN KUNSTHALLE I FRANKFURT kan man frem til 12. maj 2013 opleve en retrospektiv udstilling med Yoko Onos værker. Der er værker fra 1960erne og 1970erne, men også helt nye ting med. Udover at hun er fødselsdagsaktuel, falder udstillingen også sammen med fejringen af FLUXUS et kunstnetværk som hun jo var associeret med, qua sit gode venskab med flere hovednavne bl.a. George Maciunas (1931-1978).

MEN DET ER JO IKKE HENDES BILLEDKUNST der har gjort hende verdenskendt. Det er hendes privatliv (der for det mestes vedkommende er blevet udlevet i offentligheden) der har gjort hende berømt. 2. verdenskrig i Japan, mange partnere, skilsmisser og børn - svigtede børn, kidnapninger og drab, jalousi og pengeskænderier. Der er stof til mange skrig og sikkert også film i Yoko Onos biografi.

DER ER OGSÅ SÅ MANGE KLICHEER OG HISTORIER om Yoko Ono, at det kan være svært at skille fiktion fra fakta. Dokumentaren The Real Yoko Ono giver et fint indblik i nogle af de ting, hun har beskæftiget sig med og de ting der har formet hende som kunstner. I slutningen af dokumentaren siger sønnen at han er RET overbevist om at dét der betyder allermest for hende er hendes kunst.

torsdag den 14. februar 2013

6 GODE GRUNDE TIL AT BESØGE FOTOGRAFISK CENTER




Noget om kommunikation! Billedet her kan have inspireret Lea Porsager til den aktuelle udstilling.

LÆS HER 6 RIGTIGT GODE GRUNDE TIL AT BESØGE FOTOGRAFISK CENTER INDEN 17.2:


1) DET KAN VÆRE HELT VILDT SVÆRT at se den nyeste samtidskunst OG være sammen med sine unger. MEN i denne vinterferie giver Fotografisk Center DIG en chance for at kombinere det hele.

2) Oplev det nyeste fra en af Danmarks absolut mest spændende unge kvindelige kunstnere som TILMED er INTERNATIONALT KENDT og udstillede på dOKUMENTA 13 i sommers - LEA PORSAGER (født 1981)!

3) FOR BARE 25 KRONER PR. BESØGENDE!

4)) Og du får det fine lille udstillingskatalog GRATIS med i prisen!!

5) Du og dine unger kan se udstillingen + løse forskellige opgaver, lege med billeder, sakse og lim - SAMMEN eller hver for sig!


FOTOLEGEN - af pige 7 år

6) Man skal prøve noget nyt hver dag, så HVIS DU IKKE KENDER STEDET ER DET PÅ Pasteursvej 14, 1 NY CARLSBERG-GRUNDEN, HVOR MAN BÅDE KAN KLAPPE stenelefanter, SE OVERDÅDIGT udsmykkede GAMLE (og ifølge mine børn 'uhyggeligt uddøde') FABRIKKER, SPISE god weekendbrunch OG shoppe i REMA 1000.

Desuden kan et besøg til FOTOGRAFISK CENTER med fordel kombineres med KLATRESKOVEN, SØNDERMARKEN, ZOOLOGISK HAVE, FREDERIKSBERG SKØJTEBANE og / eller STORM P. MUSEEET!


Mere information om Fotografisk Center her: http://www.photography.dk/

KOMMENTAR TIL EN ANMELDELSE



"Til gengæld har kuratoren benyttet den kunsthistoriske anledning til at trække to klassiske surrealister frem af den glemsel, der tidligere havde det med at ramme kvindelige kunstnere"


JEG VED IKKE OM DET BARE ER MIG, men jeg synes at Politikens kunstredaktør har det med at udtrykke sig en smule uheldigt! I ovenforstående citat fra gårdsdagens anmeldelse af den spændende udstilling Efter SurrealismenRønnebæksholm, skriver han, at det tidligere var således at kvindelige kunstnere kunne blive ramt af glemsel! Han skriver om Elsa Thoresen (1906-1994) og Rita Kernn-Larsen (1904-1998). Men det var da ikke kun i tidligere tider - det bliver de kvindelige kunstnere da stadig ramt af! Det er jo dem der skriver historien, der bestemmer!

PETER MICHAEL HORNUNG er en af dem der skriver historien eller er med til at bestemme hvordan historien skal se ud. Han er kunstredaktør på den avis, som i januar måned skrev om 3-4 mandlige billedkunstnere for hver kvindelig kunstner, de nævnte ved navn! Og i den ovenforciterede anmeldelse nævnes 4 kvinder og 17 mandlige kunstnere! Det tæller selvfølgelig positivt med at anmeldelsen illustreres af to kvindelige kunstneres værker, men alligvel er det helt utroligt at han ikke kan se den glemsel han selv og hans egen medie er med til at skabe!

PÅ DEN AKTUELLE UDSTILLING DELTAGER 5 kvindelige kunstnere og 17 mandlige kunstnere. Men de 17 kunstnere som Hornung nævner, er ikke blot de udstillende, men også en efterlysning af kunstnere han mener man kunne have haft med. Og de er alle mænd!

UDSTILLINGSSTEDET RØNNEBÆKSHOLM der ligger i Næstved, viser Efter Surrealismen frem til 17. marts 2013. Det er en udstilling med et meget bredt emne og med mange forskellige kunstnere, der har det tilfælles at de arbejder med figurationer der kan føres tilbage til den figurative surrealisme i Danmark. Udstillingen fokuserer på dene figurative surrealisme og hvad der skete med den efter at surrealismen som bevægelse uddøde i Danmark - og det er både ret interessant og meget problematisk og rigtigt svært at forstå. Det var det både dengang surrealismen kom til Danmark i begyndelsen af 30erne, og det var det for Politikens anmelder i gårsdagens avis.

HORNUNG MENER AT DEN UNGE Richard Mortensen (1910-1993) burde være med på udstillingen. Men da ikke på en udstilling om den figurative surrealisme? Jovist, malede han figurer, men stadig i et mere abstrakt end figurativt-surrealistisk formsprog. Jeg tror også, at Mortensen ville have betakket sig for at deltage på en udstilling med dette fokus. Hornung undrer sig også over at Vilhelm Bjerke Petersen ( 1909-1957) er med, når udstillingsperioden er efter hans død. Men ifølge udstillingsbeskrivelsen indleder udstillingen NETOP med de figurative surrealister, FØR den går videre til det der skete efter.

SURREALISMEN I DANMARK havde sit udgangspunkt i den franske surrealisme som André Breton formulerede den i 1924, men var også en særlig konstruktion rundet af danske forhold. Vilhelm Bjerke Petersen, Ejler Bille (1910-2004) og Richard Mortensen formulerede i begyndelsen sammen den danske surrealisme som en abstrakt surrealisme og de var på den måde i modsætning til eksempelvis Wilhelm Freddie (1909-1995), Salvador Dali og René Magrittes figurative maleri. Men i 1934 kom bruddet mellem Bille, Mortensen og Bjerke Petersen og fra ca. 1935 begyndte sidstnævnte primært at male figurativt surrealistisk. Denne periode varede for ham til slutningen af 2. verdenskrig. De to førstnævnte blev ved den abstrakte-surrealisme.

DET LYDER IKKE RIGTIGT SOM OM udstillingen Efter Surrealismen er noget for Politikens anmelder. Han er forarget over et citat med racistiske overtoner af Bjerke Petersen om de intellektuelle vesteuropæere og den afrikanske neger. Jeg vil ikke hylde rascisme eller forklejne indholdet i dette citat, blot minde om at surrealisterne var ret optaget af 'de frie vilde' og af forskellen mellem det rationelle og det ubevidste.

DESUDEN nævner anmelderen alle de kunstnere/ kunstværker der ikke er med på udstillingen, blandt andet en Storm P.- tegning der netop gør grin med surrealismen. hvorfor ikke bruge spaltepladsen på at tale om de værker der er med på udstillingen? Og jeg tror at Peter Michael Hornung i sin anmeldelse er på linie med Storm P.-karikaturen og med datidens kulturradikale holdning til surrealismen, som man opfattede som eksperimentelle og meget lidt opbyggelige neddykninger i selvet. En holdning der blandt andet førte til at ingen tog bladet fra munden, da Freddie fik beslaglagt sine værker af politiet i 1937.

DESVÆRRE OGSÅ EN HOLDNING der har fået lov til at herske frem til idag. Nemlig den, at kun de abstrakt-surrealistiske kunstnere (Bille og Mortensen) er repræsentanter for den ægte danske surrealisme, der jo gik over i CoBrA og verdensberømmelse. Freddie er i efterkrigstiden blevet fremstillet som en surrealistisk enegænger i Danmark, på trods af at han og Bjerke Petersen faktisk foretog sig en helt del sammen i anden halvdel af 1930erne. Dette har betydet at kunstnere som Rita Kernn-Larsen og Elsa Thoresen er blevet skubbet ud på et sidespor. Elsa Thoresen var ikke dansker og flygtede med Bjerke Petersen til Sverige under krigen, og efter flyttede hun tilbage til USA. Bjerke Petersen flyttede fra USA tilbage til Sverige, og dermed var der ingen til at støtte Rita Kernn-Larsen. For dem der skrev historien om surrealismen i Danmark var Ejler Bille og Richard Mortensen.
Og deres efterfølgere.


NOTE: Politikens anmelder eller sætternissen har skrevet en del kunstnernavn forkert. Rita Kernn-Larsen staves med dobbelt 'n' og ikke med dobbelt 'r'. Elsa Thoresen hedder ikke 'Else Thoresen'.




onsdag den 6. februar 2013

Ugens Kunsthistorie: EN KØN HISTORIE 1

DEN 2. JANUAR I ÅR BLEV JEG SÅ PROVOKERET af en artikel i Politiken om årets vigtigste udstillinger i Danmark, at jeg begyndte en kvantitativ statistik over dagbladet Politikens billedkunstformidling og specifikt de nævnte kunstneres køn, læs mere her. Min statistik er et forsøg på at klarlægge om der er en (måske ubevidst) selvforstærkende kønsmæssig skævvridning i kunstformidlingen, som er medvirkende til at kendskabet til kvindelige kunstnere ikke er lige så stort som til de mandlige.

Læs om provokationen her!
Læs resultatet for hele 2013 her!

FØR MAN FEJER FOR ANDRES DØR, må man lige feje for sin egen. Og en hurtig statistik af mine kunsthistorier i 2012 viser at ud af 120 omtalte kunstnere er kun 29 kvinder. Det vil sige at ca. hver 4. nævnte billedkunstner i min kunstformidling er en kvinde. Det er overraskende for mig, for jeg var overbevist om, at det var fifty-fifty. Men sådan er det desværre ikke.

I LØBET AF 2013 har jeg heldivis allerede gjort det meget bedre, da jeg har nævnt 54 kvindelige billedkunstnere efter kun 37 dage! Men på grund af statistikken har jeg også (allerede) nævnt 185 mandlige billedkunstnere. Det vil sige at både Politiken (52-181 i januar måned 2013, læs mere her) og Kunsthistorier (i 2012) omtaler tre mandlige billedkunstnere, hver gang der omtales en kvindelig billedkunstner. Det er ikke et fællesskab, jeg er stolt af!

ER DET ALMINDELIGT at der er denne skævvridning? Ja, det er desværre en udbredt almindelighed. Og i mange andre medier er det formentlig endnu værre end hos Politiken. Men det gør det jo ikke bedre. Det er ikke et tilfælde at der er denne ubalance. Jeg anklager ikke kulturredaktionen for en bevidst ulighed, men jeg vil gerne fremvise denne ulighed i håbet om at det ikke bliver en acceptabel standard. Der må synlighed på og bevidsthed om problemet.

fredag den 1. februar 2013

Dagens Kunsthistorie: POLITIKENS KØNSTFORMIDLING 8


I PERIODEN fra den 30. til den 31. januar 2013 er følgende kunstnere blevet nævnt i dagbladet Politiken: Sonja Ferlov Mancoba, Marc Chagall, Paul Klee, Peter Linde Busk (11), Pablo Picasso, Kasper Heiberg, Charles Le Brun,

Ialt: 7
Mænd: 6

Kvinder: 1


KOMMENTARER TIL STATISTIKKEN:


. 2 af de nævnte kunstnere er nulevende

. 3 er danske

. Onsdag den 30. januar nævnes ingen kvindelige kunstnere


STATUS over nævnte billedkunstnere fordelt på køn i Politiken (fra 1. - 31. januar 2013):
Kvinder: 52
Mænd: 181

TOP 10 over oftest nævnte billedkunstnere i Politiken (fra 1. - 31. januar 2013):
Andy Warhol (85)
Leigh Ledare (58)
Damien Hirst (22)
John Kørner (22)
Haas & Hahn (19)
Mette Hannemann (17)
Randi & Katrine (11)
Jesper D. Lund (11)
Peter Linde Busk (11)

Og en liste over kunstnere nævnt mere end 1 gang i Politiken (fra 1. - 31. januar 2013):
Willy Doherty (10)
HUSKMITNAVN (10)
Per Bak Jensen (10)
Pierre-Auguste Renoir (10)
Jacob Dahlstrup (9)
Nicola Samori (7)
Caravaggio (7)
Pernille Kløvedal Helweg (6)
Jette Thyssen (6)
Rembrandt (6)
Olafur Eliasson (6)
Pieter Brueghel (4)
Pablo Picasso (4)
Vilhelm Hammershøi (3)
Søren Ankarfeldt (3)
Marc Quinn (3)
Edouard Manet (3)
Claude Monet (3)
Vladimir Trechikoff (3)
Maria Thorsen (3)
Kirsten Kjær (2)
Inge Lise Westman (2)
Nanna Hertoft (2)
Kirsten Justesen (2)
Michael Kvium (2)
Astrid Klenows (2)
Henri Matisse (2)

Se resultatet for hele 2013 her!