søndag den 13. juni 2010

Ugens Kunsthistorie: FODBOLD (I LANGE) BANER




Søndag formiddag spilles masser af fodboldkampe rundt omkring. Jeg tænker ikke kun på kampene ved VM i Sydafrika. Næh, smut en tur ud i Bellahøj og se hvordan amatørholdene møder andre amatørhold. Eller på plænerne ved Utterslev mose. Eller i Fælledparken. Eller andre steder hvor der er et stykke grønsvær og det er lykkedes at samle 22 spillere.



Der er mange forskelle på amatørerne og de professionelle. Men en af de vigtigste forskelle er formentlig, at amatørerne ikke har et jublende eller piftende publikum de skal stå til regnskab for. Hvis de overhovedet har et publikum.



Men det gør ikke amatørkampene mindre spændende. For i disse kampe kan man virkelig se kernen i fodbold - spillet! Spillerne går til den, og de giver sig 100 procent hen. Den nederlandske fotograf Hans van der Meer (født 1955) skabte i årene 1995-98 en meget berømmet serie af fotografier kaldet Nederlanse Velden (Hollandske Marker). Til denne serie besøgte han over 350 steder i Nederland for at finde egnede baner. Det skulle være baner, hvor man samtidig kunne se det omgivende landskab, som han selv har forklaret:

"Football is a part of our culture and footballfields form part of our landscape. There er proportionally more grounds in Holland than in any other country in the world. Even in the smallest municipality you will find at least one club."

Siden denne serie har Hans van der Meer skabt en lignende serie i Portugal med portugisiske baner samt fotoserien Europæiske Marker. Van der Meer har også produceret filmen Vlaamse Velden (Flamske Marker). Denne film er sammensat af optagelser fra forskellige kampe. På trods af at der er tale om forskellige kampe på forskellige grønsværer er det de samme ritualer der gennemgås og gennemspilles. Oplev og nyd filmen her: http://vimeo.com/8870746 .


Læs mere om Hans van der Meer her: www.hansvandermeer.nl

lørdag den 12. juni 2010

Ugens Kunsthistorie: DET BEDSTE FORSVAR ER ET FORSVAR



FORSVARET ER DET VIGTIGSTE I FODBOLD! Hvad hjælper det at have en stærk midtbane og superangribere, hvis ikke man har et stærkt forsvar?! Dette kunne også overføres til livet udenfor grønsværen. Er man slået ned, er det jo svært at forsvare sig. Derfor er det godt at have forsvaret i orden. Den spanske kunstner Alicia Framis (født 1967) har taget dette op i sit projekt ANTI_DOG.

Ideen til ANTI_DOG fik Framis, da hun boede i Berlin og blev advaret mod at bevæge sig ned i en bestemt del af byen, fordi hun ville være et let offer for muskuløse mænd, skinheads med hunde og andre personer med voldelig adfærd!

Der findes formentlig statistikker over hvem der er mest udsat og i fare på og udenfor et stadion. Alicia Framis mener, at unge farvede kvinder vil være de mest udsatte. Derfor har hun brugt Ajax Amsterdams stadion som baggrund for en filmet performance i 2002 med titlen ANTI_DOG(Amsterdam).

Framis fik skabt en kollektion af 23 kjoler baseret på design af berømte designere som Coco Chanel, Hussein Chalayan, Christian Dior og Jean-Paul Gaultier. Alle kjoler er syet af et særligt gult stof (TWARON), et stof der beskytter mod kugler og knivstik, og dermed forsvarer kvinden mod overfald.

På de meget elegante rober er med sort broderet følgende racistiske citater: I wish you just die, This is not your country og I don't want a foreigner for this job.

ANTI_DOG blev udført syv forskellige steder i Europa. I 2002 var det udover Amsterdam og i Birmingham og i Paris. I 2003 var det i Helsingborg, Venedig, Barcelona og Madrid. Amsterdam skiller sig ud blandt disse byer, fordi ANTI_DOG her udspillede sig ved et fodboldstadium.

Man kan ikke påstå at alle fodboldfans også er rascister, men der findes særlige grupper af fans, der har rascistiske islæt. Og man må desværre erkende at rascismen også indimellem stikker sit grimme ansigt frem blandt professionelle spillere.

Ajax Amsterdam har stærkt rascistiske fangrupper, derfor virker det stærkt og meget relevant at se Framis' farvede modeller opstillet ved indgangen til stadium. Fodboldfansene går uden om modellerne som om de er uden liv. Selv da en af modellerne falder om, træder fans bare henover hende.

ALICIA FRAMIS viser at foldbold ikke er så socialt og hyggeligt, som f.eks. Coca Cola-reklamerne gerne vil overbevise om. Det er muligt at fodboldfansene opfatter modellerne som eksotiske elementer fra en fremmed planet. Men det jeg ser er, at der ingen hjælp er at få, hvis man får et ildebefindende. Samtidig viser det, at et forsvar udgjort af kugle- og knivsikre designer-kjoler og kvindelig skønhed ikke er det bedste. Måske er det bedste forsvar i denne sammenhæng at høre kampen i Sportpå3'eren!


Yderligere information om Alicia Framis projekt, blandt andet Lost Astronauts fra 2009 kan ses her: www.aliciaframis.com

fredag den 11. juni 2010

Ugens Kunsthistorie: BLIKKET PÅ BOLDEN




WM i Sydafrika er begyndt og mange har blikket stift rettet mod den lille runde bold. Fodbold er naturligvis også blevet behandlet i kunsten. En af de kunstnere der har beskæftiget sig med folbold i sine værker er den nederlandske kunstner Marijke van Warmerdam (født 1959).

Videoen Voetbal (Fodbold) fra 1995 viser et barn i en skolegård i en by i Nederland. Barnet balancerer med en fodbold på hovedet i de ni minutter videoen varer. Man ser og ser på bolden på barnets hoved, selvom der ikke sker så meget. Man ser med en forventning om at bolden falder af hovedet på et tidspunkt. At der går ni minutter afføder respekt (i hvert fald hos denne beskuer).

Barnets koncentration står i stærk kontrast til de lyde der kommer fra omgivelserne - skolegårdens og byens. Barnet har lukket disse lyde fuldstændigt ude, og hører dem formentlig slet ikke.

Balancekunst, koncentration, udholdenhed og demonstration af sin kunnen er hvad jeg ser, når jeg iagtager denne film. Det er imponerende, hvad barnet formår. Og man kan kun håbe at barnet er istand til at omsætte disse koncentrationsevner til resten af sit liv.

Videoen viser en drøm. Beskuerens drøm om at være god til noget. Og barnets drøm om en fantastisk fodboldkarriere. I skolegårde, de mindste flækker, de fjerneste egne af verden og i krigszoner spilles der fodbold. Drømmen om at være god til noget er universel, og det kan være en af årsagerne til at fodbold er så populært.

I kølvandet på VM er det også populært med udstillinger om fodbold. Marijke van Warmerdam's videoværk kan opleves til 11. juli 2010 på udstillingen ONE SHOT - Football & Art Contemporain på udstillingsstedet B.P.S.22 project i Charleroi, Belgien.

I København vises en fodboldudstilling KICK OFF i Nikolaj Kirke. Mere om den i en senere KUNSTHISTORIE, og god fornøjelse med at holde blikke på bolden i den kommende tid!


ONE SHOT Football & Art Contemporain, B.P.S.22 Project, 22 bd Solway 6000 Charleroi i Belgien http://bps22.hainaut.be/.

tirsdag den 8. juni 2010

Ugens Kunsthistorie: KRIGEN MAN IKKE TALER OM


(Foto: Per Folkver, politiken)


Danmark er i krig i Afghanistan. Civilbefolkningen lever under meget svære kår, selvom vi er der for at beskytte dem og befri dem fra Taliban-styret og andre onde kræfter. Næsten dagligt dør civile i denne krig, der blev præsenteret som en hurtigt-ind og hurtigt-ud operation. Nu har krigen varet i årevis, og den er ved at udvikle sig til et Vietnam 2. Men vi taler ikke så meget om krigen i Danmark.

Unge mennesker sendes som soldater på 'mission' i Afghanistan. De oplever sammenhold, kammeratskab samt spænding - og det der er værre. Nogle soldater kommer hjem i kister. Hvad målet er med krigen fortaber sig efterhånden i det uvisse. Men vi taler stadig ikke om krigen i Danmark.

Filmen "Armadillo" om netop krigen i Afghanistan har lige haft premiere. Men en del af den presse der har været, handler mest om hvorvidt der er begået krigsforbrydelser eller om 'nogen har lækket noget' og dermed udsat soldaterne for ekstra fare. Det er jo helt absurd. De er jo i fare bare ved at være der. Mon man kan være i mere eller mindre fare i Afghanistan?

Politikerne i et andet europæisk land, Nederland, har besluttet at trække alle deres soldater hjem fra Afghanistan. Måske i en erkendelse af at det er krigen man ikke kan vinde. Man taler om krigen i Nederland.

Kunstneren John Kørner er en af de yngre danske kunstnere, der blev inviteret til at male et maleri på det nyinstandsatte Frederik den VIIIs palæ på Amalienborg. Han har tidligere malet malerier af faldne soldater fra Afghanistan (vist på U-Turn).

Kørner fik sit første forslag til palæet afvist. Det næste forslag måtte han ændre lidt på. Men nu hænger hans maleri på væggen - godkendt af Kronprinseparret.

I en tidligere Ugens Kunsthistorie skrev jeg, at der hang et smukt maleri i palæet som formentlig var malet af John Kørner. Da der ingen skilte hang ved det, var det ikke til at sige (i april) om det var et afvist maleri. Men det er det heldigvis ikke.

Kørners meget smukke maleri viser en soldat, en flyvende palme og soldaterudstyr (hjelm og støvler). Det er tydeligt at maleriet handler om krig i fjernere lande.
Ifølge et interview med John Kørner i dagbladet Politiken forestiller maleriet:

"en sol der er ved at gå ned og en stor eksplosion. To soldater er fanget i eksplosionen. Den ene trodser tyngdekraften og hænger i den øverste del og af den anden er der kun hjelm og støvler tilbage. En stor palme er revet op ved roden".


John Kørner fortæller endvidere om maleriet:

"Hvad man kan få ud af det vil jeg lade være op til hver enkelt beskuer, men enhver dansker har jo et forhold til at vi er i krig i Afghanistan, alle har deres egen opfattelse af hvad der sker dernede. Billedet er i jordfarver og stærk orange".

John Kørners maleri på Amalienborg fortæller to historier: Historien om helte og historien om død og ødelæggelse. Da over en halv million besøgende lægger vejen forbi palæet kan man håbe, at maleriet kan være med til at få os alle til at tale om denne krig.


Læs interviewet med John Kørner fra dagbladet Politiken her: http://ibyen.dk/kunst/article988816.ece

mandag den 7. juni 2010

Ugens Kunsthistorie: OM SMÅ GAMLE KONER




DER VAR ENGANG hvor man kunne se en lille gammel kone der sad på sin høje stol lige ved udgangen af den store forhal i Københavns Hovedbibliotek. Hun sad så fint og stille og afventende med hænderne i skødet. Betragtede måske alle os der gik forbi hende med en mild venlighed. Hun forstyrrede ikke nogen, men fremkaldte måske et lille smil eller en eftertænksomhed hos de der færdedes i forhallen.

DEN LILLE GAMLE KONE befinder sig stadig på Københavns Hovedbibliotek. Men af uransagelige årsager er hun blevet flyttet til tredie sal, og sidder nu foran bibliotikarers bord. Der sidder hun ikke særlig godt. Det er uforståeligt at man har flyttet hende dertil. Ingen lægger mærke til hende mere, andet end som en del af noget rod. Hun har ingen væg bag sig, og er vel nærmest blevet usynlig.

SMÅ GAMLE DAMER kan nemt overses og let blive usynlige. Det er jo nærmest netop denne usynlighed billedhuggeren Hanne Varming (født 1939) har synliggjort i sine skulpturer af de små gamle damer (der er også en på Kunstmuseet Trapholt i Kolding).

DERFOR er det bydende nødvendigt at man på KØBENHAVNS HOVEDBIBLIOTEK finder en respektfuld plads til den lille gamle kone igen.


Københavns Hovedbibliotek, Krystalgade 15, 1172 Kbh. K:
http://www.kkb.bib.dk/bibliotekerne/findbibliotek/hovedbiblioteket

Ugens Kunsthistorie: HVOR SIDDER KVARTERETS HJERTET?












Før man rev det lille klondykeparadis - barakbygningerne ved Nørrebro Station – ned, var denne lille plet formentlig Københavns mest internationale sted. Omkranset af Nørrebrogade, Borgmestervangen og Mimersgade. Det var ikke nogen arkitektonisk perle. Det var ikke smukt. Ja, det var vel egentlig mest noget værre rod.


Her kunne man se og møde mennesker i klædedragter fra mange forskellige verdensdele, og gik man hen ad gaden hørte man blandt andet tyrkisk, kroatisk, italiensk, brasiliansk, somalisk og engelsk.

Desuden var det som om dette sted aldrig sov. Her var myldrende liv døgnet rundt, et liv som man ellers netop kun oplever i London, Berlin eller New York.

Og midt i rod og mylder og liv kunne man her nyde kvarterets hjerte. Det røde lys i et cykelstopsignal havde passende fået form som et hjerte. Dette sted VAR hjertet både på ydre Nørrebro og i Nordvest.

Nu er stedet blevet en pæn plan plads. Cykelstopsignalet er igen en rød cirkel. Barakbygningerne er væk, og her skal være busholdeplads og metrostation. Det tager nok i hvert fald et årti med metroen. Og imens vi venter på det, har kvarteret fået et nyt hjerte.

Kunstneren Bjørn Nørgaard har skabt det nye hjerte af våben som politiet har konfiskeret. Det står uden for cafeen Castro, på Aksel Larsens Plads ved Nørrebrogade. Hjertet er placeret på en sokkel med inskriptionen ”Vi vil leve sammen” på elleve forskellige sprog.

Bjørn Nørgaards skulptur henviser på alle måder til det faktum, at mennesker fra mange forskellige dele af verden, med forskellige sprog og kulturelle baggrunde bor sammen på Nørrebro og at dette kan være svært. På den anden side kan dette også være fantastisk, eksotisk og berigende.

Måske henviser skulpturen også til den verserende bandekrig – men det er mindre interessant. For der bor SÅ mange mennesker i kvarteret uden relation til banderne. men et interessant spørgsmål er: HVOR SIDDER ET KVARTERS HJERTE - OG HVORDAN SER DET UD? Det er vi mange mennesker, der har en mening om. Derfor er der ikke et svar. Heldigvis!


Det Nye Hjerte af Bjørn Nørgaard, Aksel Larsens Plads, Nørrebrogade.

onsdag den 2. juni 2010

Ugens Kunsthistorie: NOGET OM VÆGGEN!




HVAD ER EN VÆG? Det er et spørgsmål jeg har stillet mig selv de sidste par dage. I forrige uge var jeg på jagt efter VÆGGEN - et multimedieprojekt skabt af Københavns Museum. VÆGGEN skal formidle Københavns kulturarv, og tanken er at den skal "skabe nysgerrighed, vidensbegær og diskussionslyst omkring hovedstaden". Desuden er intentionen med VÆGGEN at rykke formidlingen til det københavnske byrum og derved skabe et samlingspunkt på gadeplan, hvor borgerne kan udveksle ideer.

VÆGGEN var ret svær at finde. For mig! Og det skyldtes mine forventninger. Jeg forventede nemlig at finde en gigantisk væg på Kongens Nytorv á la en gavl eller en hel husfacade. Men da jeg endelig fandt det jeg ledte efter svarede det ikke rigtigt til min opfattelse af hvad en væg er.

Jeg opfatter en væg som en flade, der skiller to områder ad. Det kan være mellem inde og ude, eller mellem to rum. Ifølge Wikipedia er en væg som hovedregel en solid struktur der beskytter et område. Det er også min opfattelse at en væg kan have beskyttelse og afskærmning som funktion - beskyttelse mod vind og vejr eller beskyttelse mod nysgerrige øjne.

VÆGGEN er en container. Eller rettere den digitale væg sidder inde i en container, og så er der en slags passage gennem containeren. Da der er en del byggearbejde på Kongens Nytorv, og i den forbindelse er en hel del containere på pladsen, skiller VÆGGEN sig ikke særligt ud fra sine omgivelser. Egentlig var containervæggene ved siden af VÆGGEN meget mere opsigtsvækkende på grund af alle de plakater der var sat op om kulturelle aktiviteter i byen.

Der var ingen mennesker inde ved VÆGGEN da jeg gik derind. Efter at jeg havde stået der et stykke tid kom et par nysgerrige turister også derind. Men vi talte ikke sammen, så lige mellem os var der ingen diskussionslyst eller vidensudveksling. Blot nysgerrighed.

Qua min alder er jeg blevet kategoriseret som 'trediegenerationsindvandrer i den digitale verden'. Sådan følte jeg mig bestemt også, da jeg stod ved VÆGGEN. Den bestod af et mylder af billeder og nogle ord, som jeg forsøgte at aktivere, men det eneste jeg fik frem var billeder fra andre steder i byen.

Jeg havde hørt at der var interviews med forskellige beboere fra Nørrebro, og det var dem jeg gerne ville se / finde / høre på VÆGGEN. Da jeg endelig kom frem til Nørrebro, fik jeg stadig kun fotografier frem. Det er spændende fotografier af gaderne med de mange små købmænd og værtshuse, af gadekampene gennem tiderne og et instrument der illustrerede håb. Jeg fandt ikke frem til de interviews jeg søgte efter.

Jeg har ikke opgivet håbet om at finde ud af VÆGGEN. Så jeg tager der ind igen på et tidspunkt. Og igen. Indtil jeg har fundet mine informationer. Men jeg synes ikke umiddelbart kulturarven er voldsomt tilgængelig.


VÆGGEN, midt på Kongens Nytorv, opsat og udformet af Københavns Museum i samarbejde med forskellige partnere. OBS: VÆGGEN flyttes rundt, så check Københavns Museums hjemmeside http://www.copenhagen.dk/dk/.

tirsdag den 1. juni 2010

Ugens Kunsthistorie: LOUISE BOURGEOIS


FØRSTE GANG JEG OPLEVEDE ET VÆRK AF LOUISE BOURGEOIS var på en studietur til New York i 1994. Det var en udstilling på et galleri i SoHo. Galleri-rummet var mørkt og her stod en installation af interieurer fyldt med forskellige objekter der alle pegede på et kvindeligt univers: Undertøj, symaskine etc. Der var fyldt, rodet og trangt 'inde' overfor det mørke, ukendte 'udenfor'. På en eller anden måde fik man som beskuer en fornemmelse af noget klamt og vådt - uden at der var klamt og vådt. Installationen kunne have været en kulisse til Lars Von Triers film "Dogville".

Installationen var ikke uhyggelig som f.eks. Edward Kienholz' grufulde mareridtsagtige installationer kan være det. Den var heller ikke perfekt i sammenligning med Ilya Kabakovs gennemførte labyrintiske installationer, men den befandt sig midt imellem disse to poler. Louise Bourgeois viser hvordan verden føles.

Louise Bourgeois er født den 25. december 1911 og døde i mandags den 31. maj - 98 år gammel. Hun er især blevet kendt for sine store skulpturer af edderkopper. Tate Modern åbnede i sin tid med en på alle måder kæmpeudstilling af tre af hendes edderkopperskulpturer i Turbinehallen. De passede perfekt dertil og satte en standard for dét udstillingsrum.


Men noget af det mest interessante Louise Bourgeois har skabt er faktisk hendes tidlige personnager (fra begyndelsen af 1950erne)- og hendes grafik.
Personnagerne oplevede jeg første gang på Whitney Museum of American Art's store oversigtsudstilling The American Century i 2000. Her stod de fine personnager som stolper med kæmpestore træperler på. De kunne forestille totempæle, men for mig er de en helt enkel og stærk fremstilling af menneskekroppen. Man tager en pind og dumper forskellige perler ned over den, - og vupti har man skabt en figur. Giacomettis samtidige skulpturer ligner nyrealistiske værker i sammenligning med disse.

På Dokumenta-udstillingen i 2003 udstillede Louise Bourgeois et strikket væsen OG grafik og tegninger. Bourgeois grafik og tegninger var nyt territorie for mig. Her arbejder hun igen med meget enkle - nærmest basale virkemidler, og skaber insisterende og nærmest hypnotiske billeder med røde RØDE cirkler, og arabesker, og enkelte figurer.


Bourgeois grafik og tegninger minder om blod på et hvidt lagen. Jeg kommer til at tænke på Karen Blixens novelle Det Hvide Lagen. I denne fortælling udstilles brudelagener fra landets fineste huse i et kloster. Hvert lagen - undtagen et - har smukke mønstre af blod. Disse mønstre på lagenet (be)viser at bruden var jomfru på bryllupsnatten.

Louise Bourgeois' oeuvre viser at menneskets psyke - indbildninger og angst og vrangforestillinger - udgør en lige så stor trussel mod menneskeheden som den ydre verden. Bourgeois bevæger sig i et univers fyldt med reference til kvindelige styrker og svagheder formentligt baseret på personlige erfaringer, men det er samtidig et univers fyldt med universielle antydninger af rædsler og gru og smerte.

Louise Bourgeois sagde om kunst: "Art is a guarantee of sanity". Bourgeois kunst fortaber sig ikke i paranoia eller skræmmebilleder, men viser verden ikke bare som den er men som den leves og opleves.