torsdag den 20. januar 2011

Ugens Kunsthistorie: HVOR ER DET FLOT - DÉT ER KUNST!



HER ER ET SMUKT LANDSKAB. Synes mange. Fordi det ligner et landskab. Og fordi det er godt malet. Og fordi farverne er harmoniske. Det er et landskab uden tegn på forurening, storbyer, mennesker eller andet problematisk. Maleriet er en dejlig og ukompliceret fortælling. Som måske minder os om andre landskaber vi har vandret i, om ukomplicerede tider, om naturens skønhed.

DET ER IKKE DEN SLAGS KUNSTVÆRKER der hænger på mine vægge. Jeg har en meget fin tuschtegning af en sandbegravet høfte på Hollands kyst (fra 1920erne), et meget mørkt oliemaleri fra en Frederiksbergsk have (1930erne) og et impressionistisk inspireret oliemaleri fra Utterslav Mose (1980erne) på mine vægge. Men ingen guldalderinspirerede akvarelmalerier af landskaber. Og hvis jeg fik et foræret, er jeg ikke sikker på at jeg ville hænge det op, for det er ikke min stil.

JEG KAN HELLER IKKE MALE SÅDAN ET LANDSKAB - kan du? Jeg forestiller mig egentlig at det ville kræve års uddannelse og mange øvelser før man kunne male sådan. Eller rettere jeg forestillede mig at det ville kræve uddannelse og øvelse. Indtil jeg sidste år stiftede bekendtskab med Kieron Williamson.

KIERON WILLIAMSON har skabt en del furore de sidste par år. Han maler nemlig smukke romantiske engelske landskaber, som man især kender dem fra 1800-tallet. Personligt synes jeg at hans malerier er kedelige og tandløse - og jeg ville aldrig hænge dem op. Men man må give ham, at han maler, som om han aldrig har bestilt andet. Og det har han næsten heller ikke. For han er født i 2003, og har - ifølge sin hjemmeside - malet siden han var 5 år.

DET ER IMPONERENDE at et barn kan male sådan. Og så længe han har lyst til det, vil jeg råde forældrene til at lade ham fortsætte. MEN noget kunne desværre tyde på at hans lyst styres af de muligheder der er for at tjene penge på ham.

MALERIERNE ER EN SENSATION der betyder at hans udstillinger er udsolgt på åbningsdagen. Da han sidst udstillede i sommeren 2010, solgte han for 150.000 pund. Næste udstilling bliver her i 2011. Og den slår sikkert alle rekorder. Men hvad er det han sælger?

HAN SÆLGER IKKE KUN SMUKKE MALERIER men i høj grad også en myte om kunstneren som et gudsbenådet væsen, der allerede i sin barndom er en genial kunstner. Dette er en myte om kunstneren, som vi bliver ved med at dyrke.

HVAD ER KUNST? Er det kunst når en syvårig maler et maleri? Det mener jeg ikke at det er. For mig er kunst dét som en voksen uddannet kunstner erklærer er kunst. Det betyder ikke nødvendigvis at jeg vil hænge det op på væggen hjemme i stuen, eller at jeg synes at det er godt.

VI HAR DET MED I DANMARK at bruge betegnelse ’kunst’ som en værdiladet størrelse. Når vi erklærer at noget er kunst, mener vi samtidigt at det burde betegne at noget er godt, eller dygtigt udført, eller professionelt. Det er ikke blot en beskrivelse af en ting – et substantiv. Det er også et adjektiv.

HVORFOR er Kieron Williamsons malerier ikke kunst? De er dygtigt udført, og for nogle beskuere er de også smukke. Men de udtrykker ikke en bevidst hensigt eller et bevidst projekt. Kieron er rigtig dygtig og det skal blive spændende at se hvordan han arbejder som voksen – hvis han stadig gider male. Men lige nu gør han det, han får besked på. Det er gengivelser af landskaber udført på den helt rigtige måde. Det er billeder der viser en god teknik og godt håndværk – men kunst kræver en bevidsthed om eget projekt i forhold til alle andre kunstneres projekter/ traditionen / kunsthistorie - en bevidsthed som et barn naturligvis ikke kan have.




LÆS MERE OM KIERON WILLIAMSON PÅ HANS HJEMMESIDE http://www.kieronwilliamson.com/Home/tabid/288/language/en-US/Default.aspx

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar