fredag den 19. august 2016

GUSTAVE CAILLEBOTTE

Fra Musée d'Orsay: "Raboteur de parquet" af Gustave Caillebotte
IDAG FOR 168 ÅR SIDEN blev den franske kunstner og impressionist Gustave Caillebotte (1848-1894) født. Han er ikke en af de kendteste impressionister, men for nylig var jeg på Musée d'Orsay i Paris og i deres fantastiske impressionist-samling indtog Caillebotte en fremtrædende plads.

HOVEDVÆRKET Raboteur de parquets (parketsliberne) fra 1875 viser tre mænd i færd med at slibe parketgulvet i et værelse med fine paneler og en fransk altan. Ingen af mændende se rud til at bemærke at vi ser på dem. De er travlt optagede af deres hårde arbejde. De har smidt skjorterne formentlig pga varmen. De to af mændene har hovederne drejet som om de taler med og/ eller lytter til hinanden. Yderst til højre står en flaske og et glas. Måske er det noget de kan styrke sig på. Måske tilhører glasset den der iagttager dem.
Gustave Caillebotte: Parketsliberne. En anden version af samme motiv men fra 1876.
BESKÆRINGEN AF MOTIVET er speciel. Der er en mand i centrum, men han er ikke vigtigere end de andre. Der er ikke nogen niveaudeling i billedet: Intet er vigtigere end andet - alt er lige vigtigt. Og hvad er det Caillebotte er optaget af? fortællingen om mændenes hårde arbejde? Nej, han er optaget af linierne i rummet, af den måde mændenes arbejdede kroppe bryder dem, af farverne, af det simple motiv og af det hverdagsagtige,

FORMENTLIG INSPIRERET AF DIGTEREN CHARLES BAUDELAIRE (1821-1867) ønsker Caillebotte at male et billede der ser ud som om det viser umiddelbar livsudfoldelse. Inspirationen fra fotografiet er også synlig. Ikke fordi fotografiet var så udbredt på dette tidspunkt, men i visse kredse var man begyndt at arbejde med fotografiet, og Caillebotte hørte til disse kredse.

GUSTAVE CAILLEBOTTE blev født i en velstillet familie, så penge var ikke et problem. Han studerede hos kunstneren Leon Bonnat, og gik på Ecoles des Beaux Arts. men formentlig fordi han ikke behøvede pengene solgte han ikke særlig meget, og der har derfor heller ikke været et bredt kendskab til hans værker uden for impressionist-kredsen.
Gustave Caillebotte: Paris gader, Regnfuld dag (1877).
BRODEREN VAR FOTOGRAF, og det kan være en af årsagerne til Caillebottes leg med perspektiver og banebrydende motivbeskæringer, der minder om snapshot, og både bibringer følelsen hos beskueren af at stå i maleriet samt illusionen om at maleriet viser et øjeblik (en illusion, da det tager mere end et øjeblik at male malerierne). Caillebotte døde i 1894, og blev kun 45 år.
Gustave Caillebotte: Ung mand ved sit vindue (1875)


søndag den 14. august 2016

BETON-BRODERI af Poul Gernes

"De mest almindelige og farligste måder at undgå nuet på er at ønske, håbe og fortryde".
I ANLEDNING AF at det er Louisianas fødselsdag den 14. august, og fordi de netop nu viser udstilling med Poul Gernes, viser jeg her billeder af en udsmykning af en Københavnsk folkeskole, som Gernes udførte i begyndelsen af 1970erne.
UDSMYKNINGEN er holdt i pastel-agtige farvetoner, der står i skarp kontrast til den grå beton og de primære farver der er brugt i byggeriets gelændre og rør. Det samme gælder skrifttypen, der er brugt til ordene over dørene. Både font og form minder om de små klichéer, der broderes på puder og klokkestrenge, á la Ude godt, men hjemme bedst! Blot har indholdet i Poul Gernes beton-broderi lidt mere kant end folkeviddets bon mot'er.

onsdag den 13. juli 2016

DE SMÅ GENIER - Picassos Børnetegninger på Louisiana Museum for Moderne Kunst



Pablo Picasso: Figures on the street, Barcelona 1898. Museo Picasso.
Gasull Fotografia (c) Sucession Picasso/Copydanbilleder.dk 2016









DE SMÅ GENIER er de børn, hvis kunstneriske evner imponerer os så meget, at vi kalder dem vindunder børn. Et af disse vidunderbørns Børnetegninger kan netop nu opleves på Louisiana Museum for Moderne Kunst. Det er Pablo Picassos Børnetegninger der udstilles, og selvom det er en lille udstilling, så er der meget at se og tænke over. For blev Picasso født som kunstnerisk geni, eller udviklede han sig sådan?

PICASSO ER CA 17 ÅR, da han tegner disse figurer fra Barcelonas gader. De ligner hurtige skitser af typer, han har iagttaget på gaden. En avis sælger (drengen eller krøbling), en pige med udslået hår, en mand med et hærget ansigt og en drager der trækker en hest. På papiret er også farveprøver. Jeg ville ikke kategorisere dette billede som et værk, snarere som en skitse, der viser at Picasso kan en masse, men at han stadig øver sig og raffinerer sine teknikker. Vi får et indblik i hvad han kunne, hvad han har set og muligvis også hvilke motiver han har været optaget af at fastholde.

HVOR GAMMEL SKAL MAN VÆRE FOR AT BLIVE KUNSTNER? Dette spørgsmål har mit barn ofte stillet. Det falder altid i kølvandet på, at hun har fremvist en tegning og spurgt: Er det ikke kunst? Det spørger hun selvfølgelig om, fordi vi i dette hjem er så optaget af kunst og det vil hun gerne være en del af.

HVER GANG HUN SPØRGER, fortæller jeg hende, at hendes tegning eller maleri eller figur er flot, og at det er tydeligt at hun har været optaget af dét, hun har tegnet. Nogle gange siger - og synes - jeg også, at hendes tegning er så god, at jeg vil hænge den op. Men jeg siger altid, at det hun har tegnet / malet / formet ikke er kunst. Fordi hun er et barn, ikke en kunstner. Og derpå stiller hun det meget relevante spørgsmål: Hvor gammel skal man være for at blive kunstner?

DET ER IKKE NEMT, at svare på dette spørgsmål. For det første er det ikke alle og enhver, der kan blive kunstner. Det kræver særlige egenskaber, talent om man vil, og det er ikke noget alle har. Man kan diskutere om alle kan opøve og udvikle disse egenskaber, eller om det er noget man fødes til, men det er ikke emnet for denne kunsthistorie.  Jeg kan heller ikke sige til mit barn eller andre, der stiller spørgsmålet, at det kræver en bestemt uddannelse på f.eks. kunstakademiet, da der er flere forskellige muligheder for at uddannet som billedkunstner. Desuden er der også kunstnere, der er selvlærte (autodidakte), og dermed slet ikke har fået en billedkunstnerisk uddannelse.

Michelangelo: The Torment of Saint Anthony, 1487.
OG JEG KAN SLET IKKE SIGE, at man skal være voksen, før man bliver kunstner. Der findes utallige eksempler på kunstnere, der er begyndt på deres uddannelse, mens de stadig var børn eller unge. Et af disse eksempler er Pablo Picasso (1881-1973), som Louisiana Museum for Moderne Kunst viser en udstilling med netop nu.

UDSTILLINGEN "PICASSO FØR PICASSO" er en del af serien Louisiana on Paper, og den viser værker af Picasso fra 1891 til 1895. Louisiana skriver om udstillingen at "med en række værker af den purunge Picasso kommer vi helt tæt på geniets fødsel". Hvis Picasso var et geni som voksen, var han vel et vidunderbarn som barn.

FASCINATIONEN af vidunderbørn er ikke et nyt eller moderne fænomen. Et af de tidligste eksempler er den kinesiske dreng Wang Ximeng (1096-1119). Efter hvad der fortælles, blev han oplært af selveste kejser Hui Zong af Song dynastiet, og det fortælles om Ximeng, at han var en anerkendt hofkunstner i sin tid. Der findes kun få værker, der tilskrives Ximeng (se her). Det er meget sandsynligt at han har været dygtig i en ung alder, men at kejseren selv skulle have haft tid og evner til at oplære ham, det er nok mere markedsføring af kejseren end sandfærdigt.

DET ER VIGTIGT AT FORSTÅ, når man ser på børns tegninger, at uanset hvor gode og fantastiske de er, så er de altid skabt i forhold til en voksen eller i forhold til standarder sat af voksne. Dette gælder også for vidunderbørn. Der hersker en udbredt myte om, at børn fødes med et visuelt sprog som er deres helt eget. Derfor ser vi også ofte børns tegninger som udtryk for et ægte og uspoleret sind. Men denne holdning er urealistisk. Børn suger alle indtryk til sig tidligt, og det ses også i deres tegninger, malerier og figurer.

SAMMENBLANDINGEN af vores interesse for det originale, helt helt enestående og geniale, muligheden for økonomiske gevinster samt en lettere tilgang til medierne betyder, at det i nyere tid kan være vanskeligt at gennemskue om børnene rent faktisk er ekstraordinært begavede. Det er sjældent, at moderne vidunderbørns billeder beskrives, gennemgås eller kritiseres i medierne. Men det nævnes altid, hvorvidt udstillingerne er udsolgte og om hvor meget deres malerier koster. Hvis der opstår kritik i medierne, handler det enten om det psykiske pres som barnet udsættes for, eller om at der sættes spørgsmålstegn ved, hvorvidt barnet selv har frembragt billederne. Det handler stort set ALDRIG om indholdet i billederne.

DET ER VIDUNDERLIGT, når børn tegner, maler eller former. Deres billeder - som jeg overordnet kalder Børnetegninger - forbindes med uskyld. Det uskyldige består i, at de gør noget, som de ikke har 'lært' af voksne. At kunne noget man ikke har lært er lidt af et under - i hvert fald i en voksen tankegang! Når vi oplever børn, der er vanvittigt dygtige, er det endnu mere underligt. I forbindelse med vidunderbørn ligger værdien i det faktum, at 1) de kan dét, de kan, og 2) at de er ekstremt dygtige til dét, de gør, samt 3) at de har levet så kort tid, at de ikke har lært dét de gør på konventionel vis. Der er mange, der opfatter vidunderbørn som et bevis på Guds eksistens. 

ET ANDET EKSEMPEL på en kunstner, der betegnes som et vidunderbarn, er den italienske kunstner Michelangelo (1475-1564). Det tidligste værk af Michelangelo, man kender til, maler han som 12-årig. Og det anerkendes idag som et kunstværk. Et tidligt et, men stadig en 'Michelangelo'! Og når han kunne male sådan som 12-årig, må han have været ret dygtig allerede som 8-årig.

'VIDUNDERBØRN' er et begreb, der benyttes om børn der er ekstraordinært begavede indenfor et bestemt fag eller i en specifik kunstnerisk disciplin. I psykologien aldersdefinerer man disse børn som værende under ti år. I historien findes der flere fortællinger om sådanne vidunderbørn, både kendte som Mozart og Picasso, der også blev anerkendte kunstnere som voksne, men også mindre kendte.

I 1975 BLEV DET KINESISKE VIDUNDERBARNWang Yani, født. Allerede som 2½ årig begyndte hun at male, som 4-årig havde hun sin første udstilling, og som 14-årig havde hun en solo udstilling i London. Det er rimelig imponerende og har formentlig også været overvældende. Her er en lille bid af en britisk udsendelse om Wang Yani: Tv-udsendelse.

SOM 5-ÅRIG maler Yani billedet nedenfor af aber, der leger med planter. Jeg ved ikke præcist, hvilke materialer hun har brugt, men det ligner tuschmaling. Man kan se, at hun behersker teknikken med både at male med brede strøg og smalle. Ansigterne på aberne er i særdeleshed imponerende, da de for det første er ens, for det andet er det sorte ikke flydt ind i det lyserøde. Og i forhold til den dækkende ansigtsfarve er abernes kroppe laverede, således at der har været mere farve på penslen, hvor arme og ben er malet, end på resten af deres kroppe. Og det der er tættest på beskueren er kraftigere farvet, end det der er længere væk. Hun får både afstand og bevægelse med i billedet.
Wang Yani (5 år): Aber leger med planter

JEG TROR IKKE PÅ at man fødes som kunstner. Barnet stimuleres og påvirkes, og hun/han udvikler sig. Jeg tror, at det tager tid og erfaring, at blive kunstner. Meget længere tid end en barndom tager.

BLEV VIDUNDERBARNET Wang Yani født med sine evner eller var det miljøet, der spillede ind? Det hører med til fortællingen om Yani, at hendes far var tegnelærer. Når den information er vigtig, er det fordi den viser, at hun er vokset op i et miljø, hvor tegning og maleri har været helt naturligt og centralt både at udføre og at forholde sig til. Redskaber og vejledning har været lige ved hånden.

PICASSOs far var også tegnelærer, så han voksede også op i et hjem, hvor materialerne og viden om materialer var lige ved hånden. Lige som at bagerens børn ofte bliver bagere og arkitekters børn ofte bliver arkitekter, så bliver kunstneres børn også ofte kunstnere, da de i deres opvækst naturligt tilegner sig kundskaber om dette. Tænk blot på danske kunstnerdynastier som familien Skovgaard og familien Westman.

Albrecht Dürer: Selvportræt.
DET ER SJÆLDENT, at vidunderbørnene rent faktisk også udvikler sig til anerkendte kunstnere i deres voksenliv. Udover Michelangelo og Picasso, ved vi at Albrecht Dürer præsterede enestående ting, da han var 13 år. Men vi ved ikke om Picasso, Michelangelo og Dürer også var enestående kunstnere, da de tre år. Jeg tvivler.

NETOP NÅR DET GÆLDER vidunderbørn blander myter sig ofte med fakta. Når det drejer sig om historiske kunstnere, kan det derfor være svært at gennemskue, om barnet virkeligt var en stor kunstner som tre-årig, eller om det har været en del af salgstalen omkring kunstneren, at han har spillet eller malet som en voksen kunstner allerede som tre-årig. Jeg har eksempelvis set en tegning af en fugl, som Picasso malede som 5-årig. Den er rigtig fin, men det er tydeligt, at den er udført af et barn.

WANG YANI forsvandt fra mediernes blitzlys og opmærksomhed, i takt med at hun blev voksen. Vi ved, at hun stadig er billedkunstner, se her. Ifølge internet-oplysningerne om hende, blev hun som teenager optaget af Tyskland, hvor hun fik sin professionelle uddannelse og siden har bosat sig. Vi ved ikke, om hun forsvandt fra mediernes søgelys bevidst, fordi hun blev træt af opmærksomheden på sin person. Eller om det var kunstverdenen og medierne og publikum, der tabte interessen for hendes 'kunst', da 'kunstneren' ikke længere var et uskyldig barn. Se filmen, der netop hedder "Yani - the Brush of innocence", her.

VIDUNDERBØRN som Wang Yani og Pablo Picasso er fascinerende. Men for de flestes vedkommende forsvinder interessen for dem i takt med at de bliver ældre. Det kan skyldes at de selv kommer ind i en fase af deres liv, hvor de stiller spørgsmålstegn ved alt det de kan og hvem de er, Men det kan også handle om - og det tror jeg mest det gør - værdien af deres arbejde. Værdien af og interessen for Picassos arbejde er aldrig stoppet med at stige. Hvilket udstillingen på Louisiana er endnu et bevis på.

VÆRDIEN af vidunderbarnets billeder ligger i, at de er udført af børn. Børn, der behersker teknikker udtænkt af voksne. Børn, der komponerer deres billeder, som voksne ville gøre det. Og børn, der fokuserer på motiver, som voksne ønsker at se på. I det hele taget børn der agerer i forhold til standarder sat af voksne. Dygtige børn, javist, men stadig børn og slet ikke kunstnere. Jeg kan faktisk ikke sige, hvor gammel man skal være for at blive kunstner, men man skal ikke være et barn!

BLEV PICASSO FØDT SOM ET GENI? Og var han kunstner før han fyldte 18 år? Det må vi tage til Louisiana for at få svar på.


Louisiana on paper
PICASSO FØR PICASSO
29.6 - 11.9 2016
Læs mere om udstillinger her.

mandag den 11. juli 2016

BLACK LIVES MATTER

Kerry James Marshall. Untitled (policeman). 2015. Synthetic polymer paint on PVC panel with plexi frame, 60 × 60″ (152.4 × 152.4 cm). The Museum of Modern Art, New York. Gift of Mimi Haas in honor of Marie-Josée Kravis.© 2016 Kerry James Marshall
BLACK LIVES MATTER er en aktivist-bevægelse opstået i USA, der - ifølge Wikipedia (læs her) - arbejder for at undgå alle de drab der sker på sorte i USA. Det er en ikke-voldelig bevægelse, der arbejder på flere fronter. På Museum of Modern Art's blog Inside/ Out har museumskurator Thomas J. Lax fra afdelingen for Media og Performance Art skrevet et indlæg med titlen How does Black Lives Matter in MoMAs Collection? Han har talt med flere samtidskunstnere, bl.a. Kerry James Marshall. Det er spændende læsning, læs selv her.

Læs mere om Black Lives Matter her.

tirsdag den 31. maj 2016

FRANZ MARC: HOW DOES A HORSE SEE THE WORLD




PRÆSIDENTERNE MERKEL OG HOLLANDE MØDTES FOR TO DAGE SIDEN for at markere, at det er 100 år siden at 1. Verdenskrigs længste slag fandt sted i Verdun (se de to præsidenter i BBCs dækning her). Det var et slag med ubegribelige modbydeligheder og mange mange mange ofre. Formentlig som i alle slag, i alle krige. Og netop derfor er det vigtigt at huske!Både for præsidenter og alle os andre!

ET AF OFRENE i slaget om Verdun var den tyske kunstner Franz Marc (1880-1916). Franz Marc var blandt grundlæggerne af den ekspressionistiske kunstnergruppe Der Blaue Reiter. Inden sin deltagelse som soldat - først ved Kavalleriet og siden som Camouflage-maler - opfattede Marc dyrenes verden, som en harrmonisk og nærmest paradisisk tilstand, der var efterstræbelsesværdig for mennesker. Han mente simpelthen ikke, at der kunne være ondskab i dyrenes verden.  


I 1915 skrev Franz Marc en lille tekst om kunst, som han indledte således (i engelsk oversættelse):
"Is there a more mysterious idea for an artist than to imagine how nature is reflected in the eyes of an animal? How does a horse see the world? How does an eagle, a doe or a dog? It is poverty-stricken convention to place animals into landscapes as seen by men, instead we should contemplate the soul of the animal to divine its way of sights." 
Fotos fra 1. Verdenskrig: Øverst soldat og hest med gasmasker, nederst fransk kavalleri ved Verdun

Franz Marc og alle vi andre blev på baggrund af slaget ved Verdun og hele 1. Verdenskrig desværre klogere. At inddrage dyr i krig beskytter ikke mod ondskab og elendighed. Ondskab skabes ikke af dyrene, men de inddrages i den. Forfatteren Remarque beskrev dette malende i Intet Nyt Fra Vestfronten:

"Og som om det var med vilje, tier bombardementet nu næsten. Desto tydeligere bliver hestenes skrig. Man aner ikke mere hvorfra det kommer, i det stille, sølvyse landskab, det er usynligt, spøgelsesagtigt, det lyder overalt, mellem himmel og jord, det vokser uhyggeligt."
Paradis er en drøm, som de ville kæmpe for, de unge mænd, dengang. Der skal stadig kæmpes, men mere verbalt.


Frans Marc: Grazing Horses (1911)

I et af de sidste breve Marc skrev fra slagmarken til sin hustru, erkendte han "på baggrund af hvad jeg har set", at der også var ondskab i dyrenes verden. Marc døde 4.marts 1916 ved Shrapnel, nær Verdun. Havde han overlevet, havde han måske kunne visualisere for os, hvordan en hest ser krig.
Framz Marc: Horse and Hedgehog (1913).
Fra Wikipedia: By Franz Marc - Solomon R. Guggenheim Foundation, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=40148794

FIND FEM FORSKELLE: BOURGEOIS OG RONDINONE

KAN DU FINDE FEM FORSKELLE (eller flere), når du sammenligner den kunstneriske behandling af det menneskelige ur-instinkt "at stable" i kunstværker af henholdsvis Louise Bourgeois (1911-2010) i 1957 og Ugo Rondinone (født 1964) i 2016:


PS: Idag er det 6 år siden Louise Bourgeois døde!
Læs mere om Louise Bourgeois her

Og se mere om Ugo Rondinones nye værk her


lørdag den 28. maj 2016

SEVEN MAGIC MOUNTAINS - OG KUNSTEN AT STABLE STEN

I MOJAVE ØRKENEN UDENFOR LAS VEGAS har man opført en skulptur-gruppe af den schweizisk-fødte kunstner Ugo Rondinone (født 1964). Skulpturgruppen består af syv totempæls-lignende figurer opbygget af kæmpesten stablet ovenpå hinanden. Hver sten er malet i en selvlysende farve og tilsammen danner de en meget farverig gruppe, Kunstværket er omgivet af bjerge, og hedder "Seven Magic Mountains". På grund af placeringen, størrelsen og farverne i disse omgivelser, er det et spektakulært værk. Men hvad vil Rondinone med dette værk?
Gravhøj ved Tissø, Danmark. Ukendt fotograf
AT STABLE STEN OVENPÅ HINANDEN er ikke noget nyt. Børn gør det og mennesker har gjort det siden tidernes morgen. Faktisk er det en af de ældste skulptur-former, man kender til. Stablede sten er gennem tiderne blevet brugt til at markere steder, afstande eller til at minde os om mennesker der ikke er mere. I Danmark kender vi denne form tilbage fra Oldtiden, men det er ikke et dansk fænomen.

Enkel Cairn
I Nordamerika (billederne ovenfor) går traditionen med at markere steder og stier og gravhøje helt tilbage til indianerne. Og disse imponerende "cairns" findes over hele det amerikanske kontinent - også i Mojave ørkenen. I Mojave er de igennem tiderne blevet brugt til at lede rejsende på vej igennem et terræn man let kan fare vild i. De optræder ikke kun som imponerende sten-konstruktioner, men også i enklere form (billedet til venstre).

OGSÅ MENNESKER fra det arktiske område har skabt store sten-markeringer i landskabet kaldet Inuksuk. 'Inuksuk' betyder noget der erstatter et menneske, Når man ser på disse Inuksukker (billedet nedenunder), minder de en hel del om Seven Magic Mountains.
By Ansgar Walk - photo taken by Ansgar Walk, CC BY-SA 2.5, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=602815
I Rondinones hjemland, Schweiz er der også en lang tradition for stendysser, her fra Graubünden:
CC BY-SA 3.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=1263
ALLE DISSE FORSKELLIGE TRADITIONER FOR STENSTABLING forenes i skulpturgruppen Seven Magic Mountains. Blot er der en stor forskel: Seven Magic Mountains har ikke en funktion som en markering i landskabet af afstand, den rette vej eller et minde. Skulpturgruppen rummer ikke en nødvendig meddelelse til beskuerne. Dels fordi den ikke markerer noget og dels fordi dem der ser værket ikke har behov for en markering. Det er en markant skulpturgruppe, men den markerer ikke noget. En bevidst forvirring af konceptet, der går igen i selve navnet. De syv stabler ligner menneskefigurer (og inuksukker), men kaldes for 'mountains'. 
  

PÅ DEN OFFICIELLE HJEMMESIDE, står der at Seven Magic Mountains er en kreativ kritik af det simulakrum som steder som Las Vegas er (se her). Et simulakrum, er noget der ikke er hvad det udgiver sig for at være. Rondinone udtaler lidt vagt, at skulpturgruppen er et udtryk for menneskelig tilstedeværelse i Mojave ørkenen....! Værket betegnes som et Land Art værk, men er så vidt jeg kan se, slet ikke i dialog med sine omgivelser udover at omgivelserne virker som en fantastisk kulisse for værket. Blev det placeret ved et indkøbscenter eller i et tivoli, er det ikke sikkert, at det ville fremstå lige så spekulært.

HVAD VIL RONDINONE egentlig med værket? New York Times beretter hvordan det allerede tiltrækker folk, der normalt ikke er optaget af kunst. Og måske er det lige præcis dét han og producenterne bag vil med værket: skabe selfie-kunst. Trække folk til dette sted for at tage billeder af sig selv med Seven Magic Mountains i baggrunden (og endnu længere væk de rigtige bjerge), for derefter at poste dem med teksten: I WAS HERE!


fredag den 6. maj 2016

KUNST, HUNDE OG HESTE - OM BASIL BLACKSHAW


DEN NORD-IRSKE KUNSTNER Basil Blackshaw (født 1932) er død. Han er ikke voldsomt kendt på vore breddegrader. Men Blackshaw er og var vældig populær i Irland, England og USA. Samt især i Nord-Irland, hvor han kom fra. Han blev født i Glengormley og voksede op i County Antrim. Siden barndommen var han optaget - og omgivet - af hunde og heste, hvilket også er motiver i rigtig mange af hans malerier.

Basil Blackshaw til hest som dreng
I ÅRTIER udgjorde Blackshaws realistiske skildringer af især hestevæddeløb og boksekampe samt portrætter af betydningsfulde personer, kernen i hans kunstneriske virke. Under et længerevarende studieophold i Paris var han blevet inspireret af især Cézanne, men denne inspiration var måske ikke så tydelige i de første årtier. Blackshaw malede naturligvis mange slags heste, men arbejdede især med det afsætningsvenlige motiv væddeløbsheste i en fotorealistisk stil. Se flere af hans værker her. Han fortæller selv om denne stil og denne kunst, at det var "getting nowhere"* fordi det var "nothing new, nothing exciting"*. Det er egentlig ret fantastisk og også ganske inspirerende at han var istand til at se kritisk på sit kunstneriske virke og tage springet væk fra det velkendte - og genopfinde sig selv i en alder af 49 år!
Portræt af Clint Eastwood
Windows paintings
Da Blackshaws atelier brændte i 1981, og han mistede alt, begyndte han på et nyt og både mere abstrakt og fabulerende spor. Og med årene blev hans værker mere og mere abstrakt. Og materialemæssigt bevægede hans sig væk fra det rene maleri og inddrog bl.a. karton og avispapir i værkerne. Blandt de mest berømte af Blackshaw-værker fra de senere år var Vindues-serien fra 00erne samt et portræt af Clint Eastwood.
Portræt af en kunstner
BASIL BLACKSHAW opdrættede det meste af sit liv hunde og heste, og datteren beskriver hans liv som bestående af "Kunst, heste og hunde"*! Han brød sig ikke om personfokusering, som dette fotografiet af ham med en papirspose over hovedet vældig godt illustrerer. Forklaringen på at han kunne foretage det sene stilskifte, er måske netop, at han fastholdt sig selv, og at han motivmæssigt hele tiden befandt sig på velkendt terræn!

*Alle citater i denne kunsthistorier er fra BBC's program om Basil Blackshaw: An Edge of society-man.