torsdag den 22. september 2016

MARY CASSATTS GRAFIK

Edgar Degas: Mary Cassatt på Louvre: i Malerisamlingen (1879-80).
HAR DU ALTID DRØMT OM AT EJE DIN EGEN MARY CASSATT? Så er idag din lykkedag, for idag, torsdag den 22. september 2016, swinger auktionshuset Swann Auction Galleries hammeren over grafik fra det 19. og 20. århundrede - og heriblandt værker af Mary Cassatt (1844-1926).
Mary Cassatt: Brevet (1891)
MARY CASSATTS GRAFIK er ret enestående. Det er oftest intime scener, der forestiller kvinder alene eller kvinder med børn. Kompositionerne er yderst forenklede, men synsvinkler og beskæringer er overraskende og dristig for periodens grafik. Desuden er hendes eksperimenter med farvelagene ret original.

I 1890 besøgte Mary Cassatt og vennen Edgar Degas (1834-1917) sammen en udstilling med japanske træsnit. Det var ikke enestående at de gik på udstillinger sammen. De var begge kunstnere, de havde samme interesser og de var venner. Den gang hørte det sig ikke til at respektable kvinder kom og 'hang ud' på cafeerne, hvor de mandlige kunstnere mødtes, Men de kunne gå ture sammen og gå på udstillinger sammen.
Kitagawa Utamaro: Kvinde der skriver et brev
MEN DEN JAPANSKE UDSTILLING var noget helt særligt. Her så de træsnit af Kitagawa Utamaro (1753-1896) for første gang. Det gjorde et dybt indtryk på dem, og påvirkede Cassatts grafiske virke herefter. Det påvirkede hende faktisk så meget, at man måske i vore dage ville tale om lidt mere end inspiration.

DEGAS OG CASSATT GIK EN DEL PÅ UDSTILLINGER SAMMEN, ved vi, for han udførte flere tegninger af hende med udgangspunkt i deres fælles besøg på Louvre. De havde sammen med Camilla Pissarro (1830-1903) planer om at udgive et magasin med og om kunstnergrafik. Det blev aldrig til noget. Det blev deres grafik til gengæld. Og den kan blive din - idag - hvis du har mellem 40.000 og 60.000 dollars.Og hvis du er hurtigt!
Edgar Degas: Mary Cassatt på Louvre: I den etruskiske samling (1879-80).



søndag den 18. september 2016

MARY CASSATT: OM AT SE OG AT BLIVE SET

Mary Cassatt: Theater (1879), pastel. Philadelphia museum of art.
KVINDEN LÆNER SIG LIDT FOROVER. Hun sidder i eller står på en rød velour-klædt teaterbalkon. Hun er klædt i en gul jakke med hvid kravekant. Hendes rødbrune hår er sat op med gul-rød pynt. Hun holder en smukt udsmykket vifte i sin hvide handskebeklædte hånd. Viften dækker en del af hendes ansigt, men vi kan alligevel ikke se hende, fordi hun står halvt med ryggen til os. Hun ser på scenen eller ud over publikum i salen. Bag hende kan vi se balkonrækkerne på den modsatte side.

DEN AMERIKANSKE IMPRESSIONIST MARY CASSATT (1844-1926) udførte omkring slutningen af 1870erne og begyndelsen af 1880erne en række malerier og pasteller med motiver fra teatret og operaen i Paris. Motivet er ikke usædvanligt blandt impressionisterne, der netop fokuserede på de lettere del af tilværelsen. Datidens underholdningsbranche var storleverandør af inspiration for impressionismens kunstnere. Edouard Manet maler Baren i Folies Bergere (1882), Pierre-Auguste Renoir maler Bal på Moulin de la Galette (1876). og Edgar Degas maler balletpigerne både bagved og på scenen i bl.a. Stjernen (1876).
Pierre-Auguste Renoir (1841-1919), La Loge (Theatre box), 1874, The Courtauld Gallery. 
Mary Cassatt: The Loge, (1882). Olie på lærred. Fra Chester Dale Collection.
MARY CASSATTs motiver har det tilfælles med kollegernes motiver, at de viser livet i storbyen, de viser borgerskabets forlystelsesliv - og de viser kvinder. Men de er alligevel anderledes, for hovedpersonerne hos Cassatt er nogle andre kvinder: Borgerskabets kvinder. I  de fleste af teater- billederne ser man centralt en eller flere kvinder fint klædt og pyntede i en rød plydsklædt teaterloge. Men man ser aldrig en mand.
Mary Cassatt: Woman with a Pearl Necklace in a Loge (1879). Olie på lærred, 81 x 60 cm. Fra Philadelphia Museum of Art.
I MALERIET KVINDE MED EN PERLEHALSKÆDE I EN LOGE ses en ung kvinde siddende på en rød sofa i en loge. Bag hende er et spejl, så man kan se hendes nakke, ryg og skulder. Men hvad vigtigere er, man kan i spejlet se det hun sidder og betragter: de andre loger, hvor der sidder gæster med teaterkikkerter og betragter hende.
Mary Cassatt: At the Theater (1878-79). Private Collection
DET KVINDELIGE PUBLIKUM som Cassatt skildrer befinder sig i et offentligt rum, hvor det er tilladt for ærbare kvinder at være - og at være alene/ selvstændige. Officielt for at se udfoldelserne på scenen - uofficielt for at se på publikum. Nå den store lysekrone blev hævet, skulle der være ro blandt publikum for så begyndte aktiviteterne på scenen. Men når lysekronen blev sænket, så kunne publikum se på hinanden og udvekslingen af blikke begyndte.


MAN SKAL VÆRE AF SIN TID skrev digteren Baudelaire om (og til) datidens kunstnere. Og Mary Cassatts malerier var netop af deres tid. Hun skildrede ikke dét der foregik på scenen, men det der foregik i teatret blandt publikum. Dét der var virkelig interessant. Dét der skete i et flygtigt øjeblik - udvekslingen af blikke. Det handlede om at blive set og at se. Netop derfor er Cassatts serie fra teatret dristigere end kollegernes (sammenlign selv med Renoirs maleri fra teatret ovenfor), mere moderne samt vedkommende selv idag.

Mary Cassatt:In the Loge (1880)

IS IT ENOUGH TO WANT SOMETHING PASSIONATELY?

Is it enough to want something passionately? The Good Jockey.
TITLEN PÅ DETTE BILLEDE er et godt spørgsmål at starte en mandag morgen med. Er det nok at ønske sig noget lidenskabeligt? Billedet viser en jockey på sin hest enten på vej mod eller på vej fra en konkurrence. hest og rytter føres gennem græsset til eller fra banen. Den kasketklædte jockey ser målbevidst (eller skumlende) frem for sig. Han holder den ene hånd i siden. Foran ham rider en anden jockey. 

TOULOUSE-LAUTREC HAR FANGET DET ØJEBLIK, hvor intet er afgjort eller bestemt endnu. Det er det jeblik, hvor spørgsmålet er om rytterens egen vilje er nok til at bringe ham - og de der har satset på ham - en sejr. Der er en bevægelse i billedet, men det er ikke den, kunstneren er optaget af. Der er også lys i billedet, men det er heller ikke det han fokuserer på. Det er fortællingen om rytterens vilje og psyke, der optager Toulose-Lautrec.

Samling af jægere, 1879
HENRI TOULUSE-LAUTREC (1864-1901) er især kendt for sine stemningsfulde fremstillinger af det parisiske natteliv i slutningen af det 19. århundrede. Men Toulouse-Lautrec havde en anden interesse, der er mindst lige så interessant. Han var optaget af heste. Heste er et motiv der går igen i hele hans æuvre fra den tidlige lidt mere impressionistiske gengivelse af omgivelserne, til de senere karakteristiske  nærmeste karikerede fortællinger.

HESTE VAR DATIDENS BILER, og en vigtig del af samfundet, så det er ikke underligt at han var fascineret af hestekræfter og tegnede og malede dette motiv igen og igen og igen. Det er heste som transport middel, heste til krig, til sport, til jagt og til socialt samvær. Det er stærke, smukke og veltrænede heste. De er fysisk perfekte, værdifulde samt statussymboler. I sine heste-billeder portrætterer Toulouse-Lautrec La Belle Epoque - verden af igår!


HER ER ET UDVALG af Toulouse-Lautrecs (overraskende) mange hestemotiver:

Greve Alphonce Toulouse-Lautrec kører en firespandsvogn, 1881.
Den engelske vogn, 1897.

Hestekamp, 1881.
Promenade Anglais i Nice, 1880.
Soldat sadler sin hest, 1879.
Souvenir fra Auteuil, 1881.
Tøjret hest, 1878.
Morgengry, 1895.
Cuirassier, 1881.

The team, 1881.
Hest og rytter med lille hund, 1879.
Cirque Fernando. Rytter på en hvid hest, 1888.
Napoléon, 1896.

søndag den 4. september 2016

ENDNU MER CAILLEBOTTE: DE SLAGTEDE KROPPE I KUNSTEN

Gustave Caillebotte: Slagtet Kalv (ca. 1882)
DA JEG SÅ GUSTAVE CAILLEBOTTES SLAGTEDE KALVEKROP FØRSTE GANG, troede jeg at der var sket en fejl. At maleriet var blevet tilskrevet Caillebotte (1848-1894), men i virkeligheden var malet af Francis Bacon. (Læs mere om Caillebottes slagtede dyrekroppe her).
Francis Bacon: Studier til Korsfæstelse, 1962.
JEG VED IKKE, om Bacon nogensinde har set Caillebottes malerier. Men hvis han har, har Bacon brugt de slagtede kroppe til at fortælle en historie om det korsfæstede individ, om lidelse og den svære eksistens. En fortælling om at være menneske i det 20. århundrede.
John Deakin: Francis Bacon (1952)
VED EN HURTIG UNDERSØGELSE AF SLAGTEDE DYREKROPPE I KUNSTEN blev det tydeligt at hverken Caillebotte eller Bacon har patent på dette motiv.

DEN NEDERLANDSKE KUNSTNER Pieter Aertsen (1508-1575) malede maleri A Meat Stall with the Holy Family Giving Alms  i 1551. Motivet er religiøst med den flygtende familie, men det der fylder mest på lærredet er en markedsbod fyldt med kød, der ikke umiddelbart har nogen sammenhæng med det religiøse motiv. Markedsboden og kødet henviser til hverdagsliv og overflødighed. Her er alle former for kød og dyr.  
Pieter Aertsen: A Meat Stall with the Holy Family Giving Alms (1551)
Rembrandt van Rijn: Slagtet okse (1655)
REMBRANDT VAN RIJN (1606-1659) malede også slagtede dyr. Hans slagtede okse fra 1655 er ophængt som motiv isoleret fra andre genstande. Den ophængte dyrekrop minder nærmest om en menneskekrop. Lyset er ikke skarpt, og man ser ikke tydeligt dyrekroppen eller rummet den hænger i. Det meste af billedet ligger i skygge.
Lovis Corinth: Slagtet okse (1905)
LOVIS CORINTH (1858-1925) var optaget af kroppen og af kød, og malede både mennesker og dyr. Slagterbutikker og slagtehaller lagde ofte motiver til hans værker. Dette maleri fra 1905 er fra en slagtehal - og minder en hel del om Rembrandts. Blot er kvinden i baggrunden en indikation på at denne dyrekrop hænger i en slagtehal, hvor dyr på samlebånd sprættes op, og blodet sprøjter.

TIL SAMMENLIGNING ER CAILLEBOTTES SLAGTEDE KALV (se billedet øverst) nærmest komisk pyntet og pertentligt ophængt, og detaljeret skildret. Der er ingen lidelse, intet blod, snavs, mørke eller hårdt arbejde. Baggrunden er delt af det hvide gardin på gardin stang og bagved/ ovenover den røde træskodde. En smal sort kant i venstre side, formentlig vinduesrammen, indikerer et lidt skævt perspektiv. Kroppen hænger på en træbøjle, der er ophængt i en jernring. Kroppen er pyntet med både en guirlande og en rose. 

HVIS GUSTAVE CAILLEBOTTES slagtede kalv fortæller noget om at være menneske i det 19. århundrede (som Bacon i det 20. årh.), fortæller den om et fokus på nydelse og ikke lidelse. Butikkernes varer stilles op, så de frister den forbipasserende. Det er reklamen, Caillebotte her har malet. Og det er en reklame, der stadig bruges og stadig virker i det 21. århundrede. Idag hedder den forbipasserende ikke en flanør, men en turist. Og dem er der mange af i Paris!


Læs mere om Caillebotte her.

MER GUSTAVE CAILLEBOTTE: DE SLAGTEDE DYR

Gustave Caillebotte: Slagtet kalv, ca. 1882.
HAR MAN BOET I PARIS og spadseret på Rue Saint Antoine i efterårs- og vintermånederne, har man også oplevet, hvordan slagtede dyr og fjerkræ hænger på rækker og sammen med duften af de stegte dyr frister de forbipasserende. For nogen er det væmmeligt at se på og især lugte til. For andre er det en nydelse.

GUSTAVE CAILLEBOTTEs æuvre er fyldt med overraskelser. Omkring 1882 malede han netop en række billeder af døde dyr fra Paris's slagterbutikker. Det er ikke et motiv, der umiddelbart virker typisk for tiden, typisk impressionistisk eller typisk for Caillebotte. Det er et motiv, der kunne fokusere på lidelse, blod, snavs, mørke eller hårdt arbejde. Istedet er det en meget detaljeret og pertentligt fremstillet samt nærmest komisk pyntet dyrekrop, vi præsenteres for. Baggrunden er delt af det hvide gardin der hænger på den vertikale gardinstang og bagved/ ovenover ses en rød træskodde. En smal sort kant i venstre side, formentlig vinduesrammen, indikerer et lidt skævt perspektiv. Kroppen hænger på en træbøjle, der er ophængt i en jernring. Kroppen er pyntet med både en guirlande og en rose. Det er vanskeligt at afgøre, om vi er indenfor eller udenfor. Begge dele er vel muligt. Men vi er i eller udenfor en butik.

PÅ TRODS AF DET SENESTE ÅRTIs  store opdagelse af ham og de mange store udstillinger, ved man stadig så lidt om Gustave Caillebotte (1848-1894), at man ikke med sikkerhed kan sige, hvorfor han malede de døde dyr. Men der er selvfølgelig mange teorier.

EN AF TEORIERNE GÅR UD PÅ, at Caillebotte og hans impressionistiske venner gang på gang var blevet afvist på den store årlige anerkendte udstilling Salonen, hvor malerierne hang tæt som fluer på et fluepapir, og at Caillebotte med de livsforladte ophængte dyr gjorde grin med den 'livsforladte' ophængte kunst på Salonen. Men eftersom Caillebotte malede flere af disse motiver, synes jeg faktisk at det er at forklejne hans virke, at reducere dette motivvalg til at ville gøre nar af en gammeldags udstillingsform.
Gustave Caillebotte: Slagtede kyllinger, fasaner og harer, ca 1882.
FRA KUNSTHISTORIEN kender vi til denne fascination af opstillinger med døde dyr, eksempelvis fra nederlandske malerier i 1500 og 1600-tallet. Netop Pieter Aertsen og Rembrandt kan have inspireret Caillebotte. Deres opstillinger refererede både til bibelhistorien og til livets cyclus. En teori går ud på, at Caillebotte benyttede disse motiver, fordi han personligt var meget optaget af livets afslutning, og overbevist om at han selv ville dø tidligt som sin storebror René, der kun blev 25 år.
Gustave Caillebotte: Slagtet kalv, ca 1882.
EN TREDIE TEORI GÅR UD PÅ at Caillebotte i de døde dyr så en sammenhæng med menneskekroppen, og at han opfattede de døde dyrekroppe som billeder på nattelivets tilbud og salg af kroppe. Der er ingen tvivl om, at han var optaget af kroppe, og kroppens bevægelse, som man ser i Parketsliberne (1875), i svømme- og romotiverne, og i nøgenbillederne af både kvinder og mænd. Men at lægge en læsning ind over disse billeder og forbinde dem med seksualitet, er måske at gå lidt for langt. Der er teorier om, at Caillebotte var homoseksuel, og måske ønsker man at forbinde alle motiverne til dette, men dermed mener jeg, at man glemmer måske at se på malerierne selv.

DE ER EGENTLIG IKKE SÆRLIGT IMPRESSIONISTISKE disse motiver. De viser ikke en lysets opløsning af motivet, ej heller en lysets refleksion i motivet. Der er ingen lethed, ingen atmosfære malet ind i dem. De er snarere nøgterne observationer. Lidt på samme måde som i Caillebottes maleri Paris gader. Regnfuld dag (1877) - Tilsyneladende en registrering af et øjeblik på en våd gade i en regnfuld dag i Paris.

DET HER MED AT REGISTRERE, at opleve og at observere øjeblikket er en central del af Caillebottes virke som maler. Han var en flanør, en person der slentrer gennem byen og oplever den. Digteren Charles Baudelaire gjorde flanøren til impressionisternes protagonist og ideal. Flanøren behøvede ikke at arbejde, og skulle derfor ikke haste fra det ene sted i byen til det andet. Han kunne tage den med ro og virkelig nyde byens virvar af visuelle indtryk, som eksempelvis de slagtede dyrekroppe, og registrere dem.
PERSPEKTIVET i Caillebottes motiver er oftest netop flanørens: Han ser en mand, der ser over en balkon, han ser folk på gaden, han ser ned på et træ, han ser gennem en dør, han ser gennem et vindue, han ser over et rækværk, han ser varerne i butikkerne og på markedet. Og dermed er Caillebottes motiver med de slagtede dyrekroppe indbegrebet af impressionismen.

fredag den 19. august 2016

GUSTAVE CAILLEBOTTE

Fra Musée d'Orsay: "Raboteur de parquet" af Gustave Caillebotte
IDAG FOR 168 ÅR SIDEN blev den franske kunstner og impressionist Gustave Caillebotte (1848-1894) født. Han er ikke en af de kendteste impressionister, men for nylig var jeg på Musée d'Orsay i Paris og i deres fantastiske impressionist-samling indtog Caillebotte en fremtrædende plads.

HOVEDVÆRKET Raboteur de parquets (parketsliberne) fra 1875 viser tre mænd i færd med at slibe parketgulvet i et værelse med fine paneler og en fransk altan. Ingen af mændende se rud til at bemærke at vi ser på dem. De er travlt optagede af deres hårde arbejde. De har smidt skjorterne formentlig pga varmen. De to af mændene har hovederne drejet som om de taler med og/ eller lytter til hinanden. Yderst til højre står en flaske og et glas. Måske er det noget de kan styrke sig på. Måske tilhører glasset den der iagttager dem.
Gustave Caillebotte: Parketsliberne. En anden version af samme motiv men fra 1876.
BESKÆRINGEN AF MOTIVET er speciel. Der er en mand i centrum, men han er ikke vigtigere end de andre. Der er ikke nogen niveaudeling i billedet: Intet er vigtigere end andet - alt er lige vigtigt. Og hvad er det Caillebotte er optaget af? fortællingen om mændenes hårde arbejde? Nej, han er optaget af linierne i rummet, af den måde mændenes arbejdede kroppe bryder dem, af farverne, af det simple motiv og af det hverdagsagtige,

FORMENTLIG INSPIRERET AF DIGTEREN CHARLES BAUDELAIRE (1821-1867) ønsker Caillebotte at male et billede der ser ud som om det viser umiddelbar livsudfoldelse. Inspirationen fra fotografiet er også synlig. Ikke fordi fotografiet var så udbredt på dette tidspunkt, men i visse kredse var man begyndt at arbejde med fotografiet, og Caillebotte hørte til disse kredse.

GUSTAVE CAILLEBOTTE blev født i en velstillet familie, så penge var ikke et problem. Han studerede hos kunstneren Leon Bonnat, og gik på Ecoles des Beaux Arts. men formentlig fordi han ikke behøvede pengene solgte han ikke særlig meget, og der har derfor heller ikke været et bredt kendskab til hans værker uden for impressionist-kredsen.
Gustave Caillebotte: Paris gader, Regnfuld dag (1877).
BRODEREN VAR FOTOGRAF, og det kan være en af årsagerne til Caillebottes leg med perspektiver og banebrydende motivbeskæringer, der minder om snapshot, og både bibringer følelsen hos beskueren af at stå i maleriet samt illusionen om at maleriet viser et øjeblik (en illusion, da det tager mere end et øjeblik at male malerierne). Caillebotte døde i 1894, og blev kun 45 år.
Gustave Caillebotte: Ung mand ved sit vindue (1875)


søndag den 14. august 2016

BETON-BRODERI af Poul Gernes

"De mest almindelige og farligste måder at undgå nuet på er at ønske, håbe og fortryde".
I ANLEDNING AF at det er Louisianas fødselsdag den 14. august, og fordi de netop nu viser udstilling med Poul Gernes, viser jeg her billeder af en udsmykning af en Københavnsk folkeskole, som Gernes udførte i begyndelsen af 1970erne.
UDSMYKNINGEN er holdt i pastel-agtige farvetoner, der står i skarp kontrast til den grå beton og de primære farver der er brugt i byggeriets gelændre og rør. Det samme gælder skrifttypen, der er brugt til ordene over dørene. Både font og form minder om de små klichéer, der broderes på puder og klokkestrenge, á la Ude godt, men hjemme bedst! Blot har indholdet i Poul Gernes beton-broderi lidt mere kant end folkeviddets bon mot'er.

onsdag den 13. juli 2016

DE SMÅ GENIER - Picassos Børnetegninger på Louisiana Museum for Moderne Kunst



Pablo Picasso: Figures on the street, Barcelona 1898. Museo Picasso.
Gasull Fotografia (c) Sucession Picasso/Copydanbilleder.dk 2016









DE SMÅ GENIER er de børn, hvis kunstneriske evner imponerer os så meget, at vi kalder dem vindunder børn. Et af disse vidunderbørns Børnetegninger kan netop nu opleves på Louisiana Museum for Moderne Kunst. Det er Pablo Picassos Børnetegninger der udstilles, og selvom det er en lille udstilling, så er der meget at se og tænke over. For blev Picasso født som kunstnerisk geni, eller udviklede han sig sådan?

PICASSO ER CA 17 ÅR, da han tegner disse figurer fra Barcelonas gader. De ligner hurtige skitser af typer, han har iagttaget på gaden. En avis sælger (drengen eller krøbling), en pige med udslået hår, en mand med et hærget ansigt og en drager der trækker en hest. På papiret er også farveprøver. Jeg ville ikke kategorisere dette billede som et værk, snarere som en skitse, der viser at Picasso kan en masse, men at han stadig øver sig og raffinerer sine teknikker. Vi får et indblik i hvad han kunne, hvad han har set og muligvis også hvilke motiver han har været optaget af at fastholde.

HVOR GAMMEL SKAL MAN VÆRE FOR AT BLIVE KUNSTNER? Dette spørgsmål har mit barn ofte stillet. Det falder altid i kølvandet på, at hun har fremvist en tegning og spurgt: Er det ikke kunst? Det spørger hun selvfølgelig om, fordi vi i dette hjem er så optaget af kunst og det vil hun gerne være en del af.

HVER GANG HUN SPØRGER, fortæller jeg hende, at hendes tegning eller maleri eller figur er flot, og at det er tydeligt at hun har været optaget af dét, hun har tegnet. Nogle gange siger - og synes - jeg også, at hendes tegning er så god, at jeg vil hænge den op. Men jeg siger altid, at det hun har tegnet / malet / formet ikke er kunst. Fordi hun er et barn, ikke en kunstner. Og derpå stiller hun det meget relevante spørgsmål: Hvor gammel skal man være for at blive kunstner?

DET ER IKKE NEMT, at svare på dette spørgsmål. For det første er det ikke alle og enhver, der kan blive kunstner. Det kræver særlige egenskaber, talent om man vil, og det er ikke noget alle har. Man kan diskutere om alle kan opøve og udvikle disse egenskaber, eller om det er noget man fødes til, men det er ikke emnet for denne kunsthistorie.  Jeg kan heller ikke sige til mit barn eller andre, der stiller spørgsmålet, at det kræver en bestemt uddannelse på f.eks. kunstakademiet, da der er flere forskellige muligheder for at uddannet som billedkunstner. Desuden er der også kunstnere, der er selvlærte (autodidakte), og dermed slet ikke har fået en billedkunstnerisk uddannelse.

Michelangelo: The Torment of Saint Anthony, 1487.
OG JEG KAN SLET IKKE SIGE, at man skal være voksen, før man bliver kunstner. Der findes utallige eksempler på kunstnere, der er begyndt på deres uddannelse, mens de stadig var børn eller unge. Et af disse eksempler er Pablo Picasso (1881-1973), som Louisiana Museum for Moderne Kunst viser en udstilling med netop nu.

UDSTILLINGEN "PICASSO FØR PICASSO" er en del af serien Louisiana on Paper, og den viser værker af Picasso fra 1891 til 1895. Louisiana skriver om udstillingen at "med en række værker af den purunge Picasso kommer vi helt tæt på geniets fødsel". Hvis Picasso var et geni som voksen, var han vel et vidunderbarn som barn.

FASCINATIONEN af vidunderbørn er ikke et nyt eller moderne fænomen. Et af de tidligste eksempler er den kinesiske dreng Wang Ximeng (1096-1119). Efter hvad der fortælles, blev han oplært af selveste kejser Hui Zong af Song dynastiet, og det fortælles om Ximeng, at han var en anerkendt hofkunstner i sin tid. Der findes kun få værker, der tilskrives Ximeng (se her). Det er meget sandsynligt at han har været dygtig i en ung alder, men at kejseren selv skulle have haft tid og evner til at oplære ham, det er nok mere markedsføring af kejseren end sandfærdigt.

DET ER VIGTIGT AT FORSTÅ, når man ser på børns tegninger, at uanset hvor gode og fantastiske de er, så er de altid skabt i forhold til en voksen eller i forhold til standarder sat af voksne. Dette gælder også for vidunderbørn. Der hersker en udbredt myte om, at børn fødes med et visuelt sprog som er deres helt eget. Derfor ser vi også ofte børns tegninger som udtryk for et ægte og uspoleret sind. Men denne holdning er urealistisk. Børn suger alle indtryk til sig tidligt, og det ses også i deres tegninger, malerier og figurer.

SAMMENBLANDINGEN af vores interesse for det originale, helt helt enestående og geniale, muligheden for økonomiske gevinster samt en lettere tilgang til medierne betyder, at det i nyere tid kan være vanskeligt at gennemskue om børnene rent faktisk er ekstraordinært begavede. Det er sjældent, at moderne vidunderbørns billeder beskrives, gennemgås eller kritiseres i medierne. Men det nævnes altid, hvorvidt udstillingerne er udsolgte og om hvor meget deres malerier koster. Hvis der opstår kritik i medierne, handler det enten om det psykiske pres som barnet udsættes for, eller om at der sættes spørgsmålstegn ved, hvorvidt barnet selv har frembragt billederne. Det handler stort set ALDRIG om indholdet i billederne.

DET ER VIDUNDERLIGT, når børn tegner, maler eller former. Deres billeder - som jeg overordnet kalder Børnetegninger - forbindes med uskyld. Det uskyldige består i, at de gør noget, som de ikke har 'lært' af voksne. At kunne noget man ikke har lært er lidt af et under - i hvert fald i en voksen tankegang! Når vi oplever børn, der er vanvittigt dygtige, er det endnu mere underligt. I forbindelse med vidunderbørn ligger værdien i det faktum, at 1) de kan dét, de kan, og 2) at de er ekstremt dygtige til dét, de gør, samt 3) at de har levet så kort tid, at de ikke har lært dét de gør på konventionel vis. Der er mange, der opfatter vidunderbørn som et bevis på Guds eksistens. 

ET ANDET EKSEMPEL på en kunstner, der betegnes som et vidunderbarn, er den italienske kunstner Michelangelo (1475-1564). Det tidligste værk af Michelangelo, man kender til, maler han som 12-årig. Og det anerkendes idag som et kunstværk. Et tidligt et, men stadig en 'Michelangelo'! Og når han kunne male sådan som 12-årig, må han have været ret dygtig allerede som 8-årig.

'VIDUNDERBØRN' er et begreb, der benyttes om børn der er ekstraordinært begavede indenfor et bestemt fag eller i en specifik kunstnerisk disciplin. I psykologien aldersdefinerer man disse børn som værende under ti år. I historien findes der flere fortællinger om sådanne vidunderbørn, både kendte som Mozart og Picasso, der også blev anerkendte kunstnere som voksne, men også mindre kendte.

I 1975 BLEV DET KINESISKE VIDUNDERBARNWang Yani, født. Allerede som 2½ årig begyndte hun at male, som 4-årig havde hun sin første udstilling, og som 14-årig havde hun en solo udstilling i London. Det er rimelig imponerende og har formentlig også været overvældende. Her er en lille bid af en britisk udsendelse om Wang Yani: Tv-udsendelse.

SOM 5-ÅRIG maler Yani billedet nedenfor af aber, der leger med planter. Jeg ved ikke præcist, hvilke materialer hun har brugt, men det ligner tuschmaling. Man kan se, at hun behersker teknikken med både at male med brede strøg og smalle. Ansigterne på aberne er i særdeleshed imponerende, da de for det første er ens, for det andet er det sorte ikke flydt ind i det lyserøde. Og i forhold til den dækkende ansigtsfarve er abernes kroppe laverede, således at der har været mere farve på penslen, hvor arme og ben er malet, end på resten af deres kroppe. Og det der er tættest på beskueren er kraftigere farvet, end det der er længere væk. Hun får både afstand og bevægelse med i billedet.
Wang Yani (5 år): Aber leger med planter

JEG TROR IKKE PÅ at man fødes som kunstner. Barnet stimuleres og påvirkes, og hun/han udvikler sig. Jeg tror, at det tager tid og erfaring, at blive kunstner. Meget længere tid end en barndom tager.

BLEV VIDUNDERBARNET Wang Yani født med sine evner eller var det miljøet, der spillede ind? Det hører med til fortællingen om Yani, at hendes far var tegnelærer. Når den information er vigtig, er det fordi den viser, at hun er vokset op i et miljø, hvor tegning og maleri har været helt naturligt og centralt både at udføre og at forholde sig til. Redskaber og vejledning har været lige ved hånden.

PICASSOs far var også tegnelærer, så han voksede også op i et hjem, hvor materialerne og viden om materialer var lige ved hånden. Lige som at bagerens børn ofte bliver bagere og arkitekters børn ofte bliver arkitekter, så bliver kunstneres børn også ofte kunstnere, da de i deres opvækst naturligt tilegner sig kundskaber om dette. Tænk blot på danske kunstnerdynastier som familien Skovgaard og familien Westman.

Albrecht Dürer: Selvportræt.
DET ER SJÆLDENT, at vidunderbørnene rent faktisk også udvikler sig til anerkendte kunstnere i deres voksenliv. Udover Michelangelo og Picasso, ved vi at Albrecht Dürer præsterede enestående ting, da han var 13 år. Men vi ved ikke om Picasso, Michelangelo og Dürer også var enestående kunstnere, da de tre år. Jeg tvivler.

NETOP NÅR DET GÆLDER vidunderbørn blander myter sig ofte med fakta. Når det drejer sig om historiske kunstnere, kan det derfor være svært at gennemskue, om barnet virkeligt var en stor kunstner som tre-årig, eller om det har været en del af salgstalen omkring kunstneren, at han har spillet eller malet som en voksen kunstner allerede som tre-årig. Jeg har eksempelvis set en tegning af en fugl, som Picasso malede som 5-årig. Den er rigtig fin, men det er tydeligt, at den er udført af et barn.

WANG YANI forsvandt fra mediernes blitzlys og opmærksomhed, i takt med at hun blev voksen. Vi ved, at hun stadig er billedkunstner, se her. Ifølge internet-oplysningerne om hende, blev hun som teenager optaget af Tyskland, hvor hun fik sin professionelle uddannelse og siden har bosat sig. Vi ved ikke, om hun forsvandt fra mediernes søgelys bevidst, fordi hun blev træt af opmærksomheden på sin person. Eller om det var kunstverdenen og medierne og publikum, der tabte interessen for hendes 'kunst', da 'kunstneren' ikke længere var et uskyldig barn. Se filmen, der netop hedder "Yani - the Brush of innocence", her.

VIDUNDERBØRN som Wang Yani og Pablo Picasso er fascinerende. Men for de flestes vedkommende forsvinder interessen for dem i takt med at de bliver ældre. Det kan skyldes at de selv kommer ind i en fase af deres liv, hvor de stiller spørgsmålstegn ved alt det de kan og hvem de er, Men det kan også handle om - og det tror jeg mest det gør - værdien af deres arbejde. Værdien af og interessen for Picassos arbejde er aldrig stoppet med at stige. Hvilket udstillingen på Louisiana er endnu et bevis på.

VÆRDIEN af vidunderbarnets billeder ligger i, at de er udført af børn. Børn, der behersker teknikker udtænkt af voksne. Børn, der komponerer deres billeder, som voksne ville gøre det. Og børn, der fokuserer på motiver, som voksne ønsker at se på. I det hele taget børn der agerer i forhold til standarder sat af voksne. Dygtige børn, javist, men stadig børn og slet ikke kunstnere. Jeg kan faktisk ikke sige, hvor gammel man skal være for at blive kunstner, men man skal ikke være et barn!

BLEV PICASSO FØDT SOM ET GENI? Og var han kunstner før han fyldte 18 år? Det må vi tage til Louisiana for at få svar på.


Louisiana on paper
PICASSO FØR PICASSO
29.6 - 11.9 2016
Læs mere om udstillinger her.

mandag den 11. juli 2016

BLACK LIVES MATTER

Kerry James Marshall. Untitled (policeman). 2015. Synthetic polymer paint on PVC panel with plexi frame, 60 × 60″ (152.4 × 152.4 cm). The Museum of Modern Art, New York. Gift of Mimi Haas in honor of Marie-Josée Kravis.© 2016 Kerry James Marshall
BLACK LIVES MATTER er en aktivist-bevægelse opstået i USA, der - ifølge Wikipedia (læs her) - arbejder for at undgå alle de drab der sker på sorte i USA. Det er en ikke-voldelig bevægelse, der arbejder på flere fronter. På Museum of Modern Art's blog Inside/ Out har museumskurator Thomas J. Lax fra afdelingen for Media og Performance Art skrevet et indlæg med titlen How does Black Lives Matter in MoMAs Collection? Han har talt med flere samtidskunstnere, bl.a. Kerry James Marshall. Det er spændende læsning, læs selv her.

Læs mere om Black Lives Matter her.