tirsdag den 20. juli 2010

Ugens Kunsthistorie: PLUG AND PLAY




FØRSTE GANG jeg så Nina Saunders legeplads i Østre Anlæg, synes jeg mest den lignede et kunstværk – en smuk og spændende installation i det offentlige rum. En installation bygget i materialer der gør at man må røre ved dem, klatre på dem og kravle ind i dem. Der var ingen børn på den lille legeplads, hvilket yderligere understregede at her var et kunstværk mest til at SE på.

Vi er mange der helst ser og ønsker, at børn SELV finder på, begynder og gennemfører deres leg. En hel del af os mener nok også at børns egen legelyst og nysgerrighed udsættes for seriøs konkurrence af al det fortællingsfyldte legetøj der findes, og alle de færdige historier børn møder på computeren og i film: PLUG AND PLAY!

NINA SAUNDERS Kunstlegeplads består af mange dele. De dominerende objekter er en rød sofa/ stol hvor formen er ved at smelte, og et stort gammeldags fjernsyn man kan klatre ind i. Dermed er rammen sat for en dagligstue. Men den realistiske ramme brydes af en række høje pæle, hvorpå sidder fugle, æbler og hovedet af en hjort. Måske er de pynten i stuen? Tre par gammeldags børnesko er placeret rundt omkring på pladsen. Diskret i den ene side af legepladsen er placeret et par runde borde med bænke. De hører ikke til installationen (samme slags borde er placeret på kunstlegepladsen på Blågårdsplads), men inddrages da et æble er placeret på et af dem.

Jeg var lidt i tvivl om man overhovedet kan lege noget på denne kunstlegeplads – og hvis man legede, var legen så ikke allerede forudbestemt og fortalt? Jeg forestillede mig, at et barn kravlede ind i fjernsynet og var stjerne for en aften, mens de andre børn passivt ville sidde på sofaen. Måske ville de skiftes. Men initiativet til legen lå allerede i objekterne.

ANDEN GANG jeg så Saunders kunstlegeplads var der stadig ingen børn, blot et kærestepar der sad og drak øl ved et af de små runde borde. Men denne gang havde jeg selv medbragt et barn, for netop at finde ud af hvad man kan lege på sådan en kunstlegeplads – og om det er muligt at udvikle sin egen leg.

Passivt valgte jeg derfor at se til, mens mit medbragte barn (4 år) begyndte at lege. Barnet bestemte straks at ’stolen/ sofaen’ var en tunge - og dermed også en mund. Og en mund den kan synge! Barnet kravlede derefter ind i fjernsynet og annoncerede dagens underholdning: De dansende Blå Sko. Derefter kravlede barnet ud igen. Skoene kunne nemlig både danse og synge, og det var os der var skoene. Så var det slut med min passivitet, og vi sang og dansede både siddende på tungen og rundt på pladsen. Skoene sang Kim Larsens Jutlandia. Derefter var det De Røde Skos tur til at optræde. De kunne danse polka og synge Mallebrok er død i krigen, filiongonggong og tingeling. Til sidst var det De Sorte Skos tur. De dansede vals og sang Jeg ved en lærkerede.

Det var en sjov leg! Og den gjorde al min tvivl til skamme. KUNSTLEGEPLADSEN havde ikke forudprogrammeret legen. Al initiativ og fantasi var ikke opslugt. Jeg havde aldrig fundet på den leg - det gjorde barnet selv. Jeg skal absolut derhen med flere børn. Så må vi se hvad fjernsynet viser næste gang – PLUG AND PLAY!


KUNSTLEGEPLADSER er trendy for tiden. Læs mere om kunstlegepladser her.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar