søndag den 30. oktober 2011

Dagens Kunsthistorie: MALEBØGER FOR BØRN - 2

ER MALEBØGER FOR BØRN EN GOD IDÉ? Dette spørgsmål er allerede besvaret i en anden kunsthistorie. Det aktuelle spørgsmål er, om kunstmalebøger er en god idé for børn? Og det er aktuelt, fordi Lærke Hein har samlet billeder / tegninger af 84 kunstnere i bogen Den Store Nordiske Malebok, der netop er udkommet. For hver solgt bog, går der 20 kroner til Røde Kors.

BILLEDERNE i malebogen er bl.a. udformet af Gudrun Hasle, Hesselholdt & Mejlvang og Mette Winkelmann. Lærke Hein skriver i forordet at "kunstnerne er nogen af landenes dygtigste folk", og dermed bliver malebogen også en visuel præsentation af kunstnerne. Lidt á la litteraturudgivelser med ung nordisk novellekunst, nye irske noveller og nye amerikanske stemmer.

JEG har ikke afprøvet bogen endnu på børn, men i morgentv var der tre børn der skulle farvelægge tegninger fra bogen. De valgte alle tre grafitti-lignende tegninger. Jeg forestiller mig, at det gør de dels fordi de kender grafitti-tegninger. De ved at disse er farvestrålende og derfor ved de hvad der forventes af dem i farvelægningen. Og børn vil selvfølgelig gerne være dygtige og leve op til de voksnes forventninger. De andre tegninger i malebogen er anderledes end hvad børn er vant til at farvelægge. Hvis man blot siger til dem "Vælg et billede og farvelæg det", så er det letteste at vælge det genkendelige.

JEG KOMMER TIL AT TÆNKE PÅ Lars Nittve, der som direktør på Louisiana var meget optaget af kunstens aura og tilhænger af at værkerne skulle tale for sig selv. Altså ikke så meget formidling af og omkring værkerne. Det er holdningen, at de fleste mennesker jo har øjne i hovedet og derfor formidler værket også sig selv.

JEG ER IKKE TILHÆNGER AF DENNE HOLDNING. Men når det er sagt, så er det befriende at få kunstnerne præsenteret uden ord. Der er flere rigtig gode og morsomme værker iblandt. Og med denne malebog er man godt orienteret om hvilke kunstnere der eksempelvis er i Sverige og Norge. Det ville være fantastisk hvis man som voksne kunne købe en lille skriftlig guide til de forskellige kunstnere ved siden af.

JEG VIL UNDERSØGE om det er alle børn der vælger genkendelige tegninger eller om det er forskelligt hvad de vælger. Dette vil danne rammen om en fremtidig kunsthistorie. Hvis ikke børnene sidder sammen med en voksen, er jeg ikke så sikker på at denne malebog er børn. Til gengæld er jeg HELT sikker på, at denne malebog er for voksne!

Bogen koster 199,- kroner (vejlende pris) hos boghandleren. Læs mere om Lærke Hein her.

onsdag den 19. oktober 2011

Ugens Kunsthistorie: MALEBØGER

EN MALEBOG er en bog, der typisk indeholder streggrafik, således at tegningen / billedet kan udfyldes/ farvelægges af andre. Malebøger er oftest udformet for børn - men de findes også for voksne. En af de tidligste malebøger var den amerikanske The Little Folks Painting Book fra 1879.

Som voksen og forælder opfatter jeg malebøger som noget af det mest kedelige, der findes. Andre har tegnet en tegning, som skal farvelægges. Det vil sige at den del i processen, som barnet får, bliver det tildelt. Barnet udfylder noget, som en anden har bestemt. Dermed fratages barnet initiativ. For farvelægningen ændrer ikke billedet. Det tilføjer heller ikke noget til billedet. Eller gør det?

SOM kunstformidler med særlig interesse for børns kreativitet, kan jeg godt se, at malebøger kan noget. For det første er malebogen en mulighed for at udbrede billeder til rigtig mange mennesker. Hvis disse billeder er kunst, er der tale om en total demokratisering af kunsten, hvilket man som kunstformidler kun kan billige!
NÅR der er tale om billeder af figurer fra populære tegneserier, som eksempelvis Rasmus Klump, er der tale om salgsfremmende initiativer. Og det er ikke så slemt. For malebøgerne kan bruges til udvikling af børns kreative arbejde og udvikling af deres motoriske fortrolighed med redskaberne. Eksempelvis måden de arbejder med farveblyanten/ tuschen/ kuglepennen - hele deres strøgarbejde. Børn kan lege sig til at arbejde med at holde sig indenfor og udenfor linierne.

MALEBØGER er desuden en fremragende måde at arbejde med farve på. Børnene kan blande farver, de kan ramme at ramme farverne i "originalen" (hvis det f.eks. er figurer fra en tegnefilm/ et tegneserie-univers), eller de kan forsøge at fortælle en anden/ deres egen udgave af historien ved at benytte farverne ekspressivt! Mulighederne er uendelige.

DESVÆRRE er det ofte således, at malebøger er noget børn får til at udfylde pauser med. F.eks. til en togrejse, mens de voksne er optaget af noget andet. Altså en alene-aktivitet. Á la "tegn din fantasi"-aktiviteten. Og dét er sjældent noget, der får børns egen kreativitet til at blomstre. Hvis man derimod opfatter malebogen som børneprogrammer i fjernsynet, og ser det sammen med dem, bliver malebogens potentiale både større og bedre udnyttet. Men selvfølgelig skal malebogen ikke stå alene i børns visuelle udfoldelser. Det hvide papir er det vigtigste!

Ugens Kunsthistorie: DETTE ER IKKE KUNST! - KUNSTSTRIK 5



DEN ANDEN DAG, da jeg kom op fra Metroen på Fasanvej, så jeg denne fantastiske cykel. Den stod og var nærmest selvlysende og fuldstændig umulig at overse, selvom den var nonchalant parkeret op af et skilt mellem andre cykler.



HER ER STRIK på stort set alle stænger og på sadel og baggagebærer. Selv pedalerne er viklet ind i strik. Det er virkelig gennemført - og må have været et KÆMPE arbejde.

MIN FØRSTE REAKTION var, at cyklen er for flot til at den kan være gadekunst. Det må være en designer, der vil skille sig ud fra mængden og samtidig gøre noget særligt ved sin cykel. Jeg kunne ikke lade være med at smile og tænke på alle de historier (jeg kender til), hvor mennesker gør noget mærkeligt for at skille sig ud fra mængden.

AK OG VE - skuffelsen var stor, da jeg ved busstoppestedet på hjørnet af Roskildevej og Sønder Fasanvej så en stribet strikket pølse hænge i et gelænder. Det var ikke den strikkede rulle som sådan der skuffede mig. Den var nydelig og hang som en glemt vante eller et glemt tørklæde og ventede på at blive samlet op.



MEN der var bundet et lille plastic skilt til pølsen. Og på dette plastic skilt stod der på den ene side at man skal passe på hianden i trafikken og på den anden side var der en kærlig hilsen fra Frederiksberg Kommune.



OG SÅ kom jeg jo i hu at der også havde siddet et lille plasticskilt på cyklen ved Fasanvej. Så min fornemmelse var rigtig - det var ikke gadekunst. En designer har formentlig designet strikket, der er fordelt over hele Frederiksberg Kommune. Gadekunsten er blevet absorberet og institutionaliseret - og Gadekunststrik vil aldrig være det samme efter dette - for jeg vil altid være i tvivl om, hvorvidt det er kunst eller kampagne.



torsdag den 6. oktober 2011

Ugens Kunsthistorie: NY KULTURMINISTER - SUPER SPÆNDENDE!

MENS VI VENTER på at se, hvad vores nye kulturminister Uffe Elbæk vil føre med sig af nye tiltag, tænker jeg tilbage på første gang, jeg så ham. Det var i begyndelsen af 1990erne, hvor gode venner havde inviteret mig med i Århus Teater for at se et billedshow af den amerikanske kunstner Nan Goldin (1953).

NAN GOLDIN er en af mine favoritkunstnere. Hun sammensætter suveræne, stærke, inspirerende og uhyggeligt personlige film.

MEN PÅ EN ELLER ANDEN MÅDE lykkedes det for Uffe Elbæk at overshine Nan Goldin dér i Århus. For billedet af denne mand der stod - med et lykkeligt grin fra det ene øre til det andet og mindede om en lille skoledreng, der har fundet en brugt slikkepind - og var SÅ stolt over at have fået hende i hus ( - og det er virkelig noget at være stolt af!)er dét, der står stærkest tilbage på min nethinde fra den aften. Og jeg er spændt på at se, om jeg nogensinde vil få det billede ændret.